Personer med navnet 'Traa',
'Traae' , 'Thrae', 'Thraa', 'Thraae' og 'Traad' optræder
flere steder
i såvel kirkebøgerne som i fattigprotokollen. Det har ikke været muligt at finde frem til navnets oprindelse, men det er formodentlig, ligesom med navnet 'Bunch', udsprunget af en stedbetegnelse, som nu er forsvundet fra Nors-Tved Sogne. Tilbage er dog vejen 'Traabakken', der løber fra Nors Kirke og sydpå, men om denne vej har forbindelse til navnets oprindelses-sted vides ikke. At der har været tale om en stedbetegnelse kan underbygges med det forhold, at navnene flere steder følges af et '...paa Traa' eller '...paa Traaet'. Flere steder ses det, at betegnelsen 'Traa' føjes til et almindeligt patronym, hvilket indikerer, at navnet har været et kaldenavn, der klargjorde, hvilken person man havde med at gøre. Således kan eksempelvis Anders Christensen Traad kendes fra Anders Christensen Gaad og Anders Christensen Smed. Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab har oprettet en database, hvor ordet ’trå’ kædes sammen med det oldnordiske ’trǫð’,som er et „indhegnet Jordstykke, hvori man samler Kvæget, og som optrædes af dette; indhegnet Vej ved Gaarden; til Dyrkning indhegnet Jordstykke“. De personer, som i kirkebøgerne og i fattigprotokollen bærer navnet, ser ud til fortrinsvis at have været bosiddende i Hinding; ét sted med den mere præcise betegnelse 'Mel(lem) Hinding'. Således ses det af fattigprotokollen, at de tre brødre Christen, Niels og Laurids, alle sønner af Anders Christensen Traad og Maren Lauridsdatter, er husmænd og bosiddende i Hinding. Og Jacob, søn af Ingeborg og Niels Muurmester, ses i fattigprotokollen som husmand Jacob Traae i Nors by. Niels Jacobsen, der fødes i Hinding i 1758, flytter til Tved, sikkert i forbindelse med sit ægteskab med Dorethe Marie Christensdatter. At han fører Traad-navnet med sig, kan ses i flere kirkebogsnotater fra Tved. |
I Fattigpotokollen, der dækker årene 1757-1834, optræder der fem almisselemmer med navnet: Maren Christensdatter Traad - ses i fattigprotokollen 1804-1811 Else Nielsdatter Traad - ses i fattigprotokollen 1804-1812 Niels Jacobsen Traad - ses i fattigprotokollen 1803-1814 I den følgende Fattigprotokol, der dækker årene 1827-1852 ses desuden: Bodil Larsdatter Traae, datter af den herover nævnte Maren Christensdatter Traad. Ved brug af Nors-Tved Sognes kirkebøger og folketællinger har det været muligt, at lave en anetavle, hvor de seks almisselemmers familiemæssige tilhørsforhold med nogenlunde sikkerhed kan opstilles. Gult markerede årstal linker til de originale dokumenter. De med grønt markerede navne er de fem personer, som optræder i fattigprotokollen. Klik i det grønne felt for biografier. |
|