1741	1746	1757	1758
At Begtrup på ingen måde har været et ordensmenneske beskrives også gennem et notat, som hans efterfølger, Bent Curtz, med sin beklagelse indsendte til amtet. I notatet skriver Curtz, at indsendelse af manglende mandtalslister, som amtet har udbedt sig fra Nors og Tved Sogne, ikke kan efterkommes, idet de lister, som Begtrup burde have lavet i sin embedsperiode ...' de vare ey for 9 Aar forfattede paa tilbørlig Maade'. Også i regnskabet for sognets Fattigvæsen er der efter H.C.Begtrups død uregelmæssigheder. Bent Curtz skriver således i sit første notat i fattigprotokollen, at 'De Fattiges Boeg viser, at for aar 1759 ere indkomne Herreds Casse Penge af Tveed 1Rd 8s. Ligeleedes af Tveed 1758  Casse Penge 5m  - 4s. Samme aar af Nors Sogn Casse Penge 1Rd 2m 12s  er i alt 3Rd 2m 8s,  men Hvortil de ere brugte, er Mig ubekiendt'. Mens man kan begræde den uorden, som Begtrup fører ind i kirkebøgerne, så kan man på den anden side glædes over en personliggørelse, som følger hans notater. Begtrup er den første kirkebogsførende præst, der tillader sine egne følelser at komme til orde, sådan som det er beskrevet ovenfor i afsnittet 'Personen Begtrup'. Eksempler på den nævnte personlighedsgørelse i kirkebogen er mange. Her et par eksempler: - Notat 2357 beretter om  begravelsen af sognedegnen monsør Lars Madsøn Hundborg, der må have været en fremtrædende person i sognet, for der synges ved begravelsen, både diskant og bas. Højtideligheden må have gjort indtryk på Begtrup. - Notat 2366 beretter om endnu en sangoplevelse, da en ansøger til det ledige embede efter ovenstående sognedegn synger over 'et fattigt liig'. Man kan forestille sig Begtrups forventninger til en ny degn med gode sangevner. - Men forventningerne indfries ikke. Se notat  nr 2370. - Notat nr 2692 beretter om en ganske særlig barnedåb, der får Begtrup til at flyde over med personlige oplysninger om barnets gudmoder, hans forgængers datter og hendes forhold til 'Hr. Jensen', som er sognets kapellan, der agter at blive hendes livs 'medicus'. Kirkebogens næste notat fortæller desværre en tragisk historie om barnet, men notat 2717 er et helt igennem lykkeligt notat om en lykkelig - og fornem! - kirkelig handling. Om det er følelser, der er på spil i de besynderlige skriblerier, der findes på en af de første sider i Tved-delen af kirkebogen fra 1736-1761, er ikke til at sige. Men siden må efter alt at dømme regnes for udfærdiget af Begtrup. Siden er så gådefuld, at den er beskrevet for sig selv i afsnittet 'En kirkebogsgåde'. Konfirmationsnotaterne I Begtrups tid som sognepræst i Nors-Tved indføres konfirmationen i Danmark. Det skete den 13. januar 1736 ved Christian den Sjettes  'Forordning Angaaende Den tilvoxende Ungdoms Confirmation og Bekræftelse udi deres Daabes Naade'. Forordningen krævede, at alle børn, som havde gået i skole, i mindst tre måneder, 2 gange om ugen, modtog konfirmationsundervisning hos præsten. En række følgelovgivninger understregede, at statsmagten tillagde konfirmationen endog meget stor betydning. Disse medførte, at ingen kunne opnå tjenesteforhold, blive soldat, indgå ægteskab, være fadder eller vidne for retten uden at have været til alters, og til alters kunne man ikke komme, før man var konfirmeret. At Begtrup anså konfirmationskravet for  rimeligt og rigtigt ses af, at han starter konfirmationen allerede et år før forordningen kræver det, og hans to bogværker er begge stærkt funderet i Luthers Katekismus, som formentlig blev brugt flittigt i konfirmationsundervisningen. Det ene bogværk er endog en salmesamling, der knytter sig til katekismens enkelte dele - ialt 43 salmer - som uden tvivl er blevet sunget flittigt ved hans konfirmationsforberedelser. Ja vi kan forestille os, at han fra 1748, hvor bogen udkom, og måske også før den tid, ved hver eneste af sine lektioner med konfirmanderne har været i stand til at præsentere holdet for en ny, selvgjort salme, der forklarede dagens bibelske indhold for sognets ungdom.  En sjov detalje viser sig i Begtrups notater om konfirmationerne. Han giver hver konfirmand karakter. Dette er i og for sig ikke mærkeligt. I landets kirkebøger ses det ofte. Det mærkelige er, at Begtrup bruger de græske betegnelser α (alfa),  β (beta) og  γ (gamma) som karakterer. Der er sikkert tale om, at han dermed vil markere, hvor lærd en person han er. Der kan vel ikke være tvivl om, at  α må være den bedste og  γ den dårligste karakter. Stakkels Inger Skaarup, der  opføres som den sidste af konfirmanderne i året 1741. Af ukendte årsager ophører Begtrup med at notere konfirmationerne i 1754, hvor det sidste hold af hans konfirmander er optegnet. Måske har han på det tidspunkt påbegyndt en speciel kirkebog med kun konfirmationer, sådan som det ses i nogle sogne. Og denne bog kan så være videreført af Begtrups efterfølger Bent Curtz, hvis kirkebøger helt mangler konfirmationsnotater. Bogen kan så være bortkommet, hvilket kan forklare mangelen på konfirmationsnotater fra Begtrups sidste notater i 1754 og indtil Bent Curtz' efterfølger, Anders Eriksen Hvass, genoptager dem i 1782. En Kirkebogsgåde. Der er allerede på forsiden af dette projekt et link til kirkebogsgåden, men da den absolut hører til H.C.Begtrups kirkebogsnotater, linkes der også til den her.

Forfatterskab

Ligesom den tidligere Nors-Tved-præst Johan Torsong beskæftigede Begtrup  sig med at skrive. Fra hans hånd kendes disse fem publicerede værker:

Det første af H.C.Begtrups skrifter, ’Tanke-Ring’ fra 1727 kendes kun fra et citat i det andet værk ’Sorrig over…’ fra 1728, hvor næsten en side er forbeholdt Begtrups fortrydelse over at universitetets censor, Hans Stenbuch, ikke har givet ’Tanke-Ring’ sin imprimatur, hvilket vil sige, at han ikke har godkendt værket til trykning. Man må derfor gå ud fra, at bogen kun har eksisteret som manuskript, og da det ikke findes på Det Kgl. Bibliotek, må det anses for tabt.

2. Fra 1728, ’Sorrig over at min Glæde-Soel er gaaet mange Trapper tilbage; Klage over mine Gienvordigheds Dage; og Glæde over Hans Kongl. Mayestæts KONG FRIDERICH den fierdes Fødsels-Dag Som indfalder Dend 11te Octobris Anno 1728’.

Dette andet værk fra H.C.Begtrups hånd er i virkeligheden et lyrisk opsat bønskrift på kun fire sider. Det er en efter vore dages smag kvalmt smigrende hyldest, der har det ene formål at skaffe H.C.Begtrup et embede.
Værket påbegyndes med en klage over, at det værk, han året før tilegnede dronningen, ikke er blevet godkendt. Derefter klager Begtrup over den elendighed, som manglen på et embede har medført. Femogtredive ansøgninger har han i løbet af de sidste seks år uden resultat fremsendt, han mangler mad og klæder og har desuden i de sidste ni år været fader- og venneløs. Og, føjer han til, ’Min Moder hvad har hun? hun har to Døttre smaa’. En noget ynkværdig tilsnigelse, da hans mor allerede i 1720 er blevet gift med den sognepræst, Rasmus Hirtznach, der blev hans fars efterfølger, og da de to søstre på det tidspunkt er henholdsvis 23 og 19 år gamle.
Så følger en fødselsdags-lykønskning til majestæten; derefter endnu en klage over mangelen på det daglige brød; så en kryptisk hyldest til dronningen: ’GUd Esther fryde selv vor naadig Arve-dronning’; derefter en bemærkning om, at der faktisk i skrivende stund er tre vakante embeder hvorefter bønskrivelsen afsluttes med et på latin affattet hyldestdigt, - to vers, som kan ’fremføres med levende sangstemme’ på melodien til salmen ’Af højheden oprunden er’.
Med hensyn til det kryptisk nævnte 'GUd Esther...', så er der formentlig tale om en allusion, en hentydning, som vil være læseren anno 1728 bekendt, men ikke nødvendigvis nutidige læsere.
Navnet 'Esther' må være en hentydning til dronning Esther, hvis historie fortælles i bibelens 'Esthers Bog'.
En anden, med Begtrup næsten samtidig, og på den tid meget skattet forfatter, den norske Dorothe Engelbretsdatter (1634-1716), omtaler også i et af sine digte  bibelens dronning Esther. Dette digt er en dedikation til Christian den Femtes dronning. Uddraget med dronning Esther lyder således:

Som det kan ses, er Dorothe Engelbretsdatters henvendelse næsten identisk med Begtrups henvendelse i bønskriftet: hun (Dorothe Engelbretsdatter) henvender sig med en smigrende tak til  Christian den Femtes arvedronning, som hun sammenligner med bibelens sagnomspundne dronning Esther. Begtrup henvender sig til Frederik den Fjerdes arvedronning og anmoder hende om hjælp.
Der kan ikke være tvivl om, at såvel Begtrup som kongeparret har været velbevandrede i Dorothe Engelbretsdatters digtning. Begtrups egne digte, som kan ses i det følgende af hans værker, er stilmæssigt i høj grad sammenlignelige med Dorothe Engelbretsdatters.

Det tredje værk fra H.C.Begtrups hånd er en salmesamling, der udgives i 1748, 20 år efter H.C.Begtrups første skriverier og 14 år efter ankomsten til embedet i Nors-Tved.
Bogen begynder med en indstilling af værket fra biskop Broder Brorson til Det Teologiske Fakultet, og med en efterfølgende godkendelse, imprimatur, af bogens trykning af professor Peder Holm, og efter et bibelcitat, - ’Jeg vil være glad og fryde mig i Dig, sjunge dit Navn Du Allerhøjeste’ -  følger en over al måde ærbødig henvendelse til de personer, som Begtrup dedikerer sin bog: Kong Frederik den Femte og hans dronning Lovise. Henvendelsen ledsages af et fire sider langt dedikationsdigt til majestæterne fulgt af en henvendelse til læserne – ligeledes poetisk opsat.
Derefter føler et såkaldt ærevers forfattet af ’Hans Velærværdigheds ærbødige Ven og Tiener Wille Høyberg’. Wille Høyberg var en samtidig litterat, som Begtrup øjensynligt har haft nær kontakt med, og i sine ærevers beskriver Høyberg utvivlsomt, hvad der har været en del af Begtrups hensigt med denne bog, når han skriver:

Vor Kirke aldrig kand fuldtakke Luther, som Os Catechismum gav til vores Christendom. Vor ungdom ligesaa Hr.Begtrup Tak skal giøre, naar Catechismum De i Poesi kand høre.

Herefter følger et ærevers fra Peder Riber, nabopræsten i Vester- og Øster Vandet Sogne og derefter endnu et ærevers fra sognedegnen i Nors og Tved, Lauritz Hundborg.
Først da kommer den egentlige bogtekst, hvis indhold er 43 salmer.

Bogens beskedne omfang på kun 103 sider modsvares af mange fine typografiske detaljer bestående af træskårne vignetter, prydversaler og prydlinjer.

Med hensyn til bogens skrevne indhold er det vanskeligt ikke at drage en parallel mellem den norske forfatter Petter Dass’ salmesamling ’Katekisme-sange’ og Begtrups ’Tanke-Spejl’.
Begge værker er konstrueret og opsat på helt samme måde. De fem dele af Luthers Lille Katekismus, hvilket vil sige de ti bud, fadervor, dåbs-sakramentet, nadver-sakramentet og hustavlen gennemgås del for del. Hver del indeholder en eller flere salmer, som fortolker digterens mening om indholdet. Alle salmerne er skrevet på en allerede kendt melodi.
Petter Daas’ værk, som er mere omfangsrigt end Begtrups, idet de enkelte salmer indeholder langt flere strofer, blev skrevet i slutningen af 1600-tallet, men det blev først udgivet i 1715, otte år efter forfatterens død. Værket fik imidlertid enorm popularitet og blev i de følgende år publiceret i mere end 50 oplag. Det er derfor nærliggende at tænke, at H.C.Begtrup, da han skriver og får udgivet sit Tanke-Spejl, har villet gøre Petter Dass kunsten efter, om end hans ambitioner sikkert kun har været af lokalt omfang. Det gik imidlertid ikke som Begtrup formodes at ønske. Hans salmesamling blev glemt, mens Petter Dass’ værk blev folkeeje og sunget i både kirke og hjem, tre af hans salmer figurerer endnu i Den Danske Salmebog. Og sikkert ikke uden grund. Kvalitetsmæssigt kommer Begtrup ikke i nærheden af Dass.
Som Wille Høyberg skriver i sit æredigt må Begtrup have brugt sine salmer ved gennemgangen af Luthers lille Katekismus i forbindelse med konfirmationsundervisningen. Det kan Dass ikke have gjort, da konfirmationsundervisningen ikke er indført på hans tid. Men hensigten med salmerne i en såvel kristelig som sekulær opdragende og moraliserende retning er ikke til at tage fejl af for dem begge. Se her en sammenstilling af de to forfatteres udgave af salmen, der begge er skrevet til det samme af de ti bud ’Du skal ikke tage Herren din Guds navn forfængelig’:

Petter Dass Mel: Jeg gik mig i min Urtegaard		H.C.Begtrup Mel: Jesu søde Hukommelse
1.Det andet Bud i HErrens Navn Vi nu begynde paa, O gid at vi med Siæle-Gavn Det efter leve maa! 2. Det Bud alvorlig byder dig, At du slet ingenlund Skal HErrens Navn forfængelig Indlukke i din Mund. 3. Du skal dig altid vare vel, At du saa læt ey svær,  Og bander ved din Gud og Siæl, Som mangen giør dissverr! 4. Dend Gud i høyen Himmel-Sal Er alt forhærlig til, Mand med hans Nafn Spilfægte skal, Og giøre hvad mand vil. 5. Dend dig ey troer paa Ja og Ney, Sin Lyst Hand giøre maa, Gak du din Kaas og drag din Vey Lad dend Mistroend' staa. 6. Du skal og ey ved JEsu Død Stadfæste nogen Eed, Ey eller ved de Saar saa rød Guds Søn U-skyldig Leed. 7. Betænk Guds Søn har engang taaldt Død under aaben Sky, Hvi vil du Hannem have Saalt I Morders vold paa ny. 8. Hvi skal din Tunge Pidske den Der før var Piint og strakt? Vil du, Guds Lam skal hver Dag hen Til Korset vorde bragt? 9. Er det den Løn hand have bør For ald sin Blodig Sveed? Er det den Tak, som Ham tilhør For ald Sin Kiærlighed? 10. Du skal og uden ald forskiel Udrydde slet af Land Ald Signe-Folk og Satans Træl, Og hver en Spaadoms Aand. 11. Samt alle dem der Fugle-Skriig Og Dages vall forstaar, Og alle dem, der Hemmelig Med Troldoms Konst omgaar. 12. Du skall ey paa din Sygdoms-Dag Hos dennem Spørge raad. Det er din Gud en misbehag, Og Vederstyglig daad. 13. Hvi skulle du gaa Gud forbi, Der er dend Læge kiæk? Som giør os fra vor Synder fri Og heeler ald vor Bræk. 14. Men at en Hex er viis og Klog I Læge-Kunst og Cuur. Det har hun af dend Sorte Bog Det vantroe Creatuur. 15. Thi Satan Kappen veed at snoe Hvor Veyret Føye vill, At giøgle for dem paa Ham troe, Det er hands daglig Spill. 16. Jeg negter ey, Hand jo Forstand Paa Jordens Urter har, Hvor ved en Sygdom hielpes kand Som synes Tung og Svar.	17. Naturen haver meget Skiult, Hves brug dog Satan veed, Men under det har Hand gedult Et farlig Skalcke-Sneed. 18. Helbreder hand ved Hexers Konst, At du din Sundhed faaer, Da viid, hand giør det ey omsonst, Din Siæl i fare staar. 19. Ach! det var dig en slet Profit, At du din Helse fant, Og blev din Siæl der over qvit, Hvad var det Du da vant? 20. Guds Bud og strengt formaner dig, Du vogte skall din Mund, At dend ey taler Løgn og Svig, Ey digter falsk Paafund. 21. Vel er det saa, at Løgn, disverr! Blant Folk er forgemeen, Thi ingen Mand, hvor kiæk hand er Kand kaldes Engel-Reen. 22. Saa agtes det dog skammeligt At Liuve med forsætt, Og hvo sig Venne vil til sligt, Hand slegter Fanden rett. 23. Vi veed at Løgn i Paradiis Var Slangens første Skam, Og hvo der elsker samme viis Er lige god med Ham. 24. Derfor see til, at Løgn og List Dig ey bevises paa, Du kanst dig brænde ved en Gnist, Men ingen Varme faae. 25. Et Ord et Ord, en Mand en Mand, Dit Ja skal blive Ja, Lad Sandhed blomstres i vort Land, Og gak ey der ifra. 26. See til du og forlyster dig Med Psalmer, Sang og Digt, Aflegg for Gud ydmygelig Din Skyldighed og Pligt. 27. Den allerlifligst Harpe-Liud, Som Øret høre kand, Er, at mand siunger Sions Gud En Sang i Christen Land. 28. O gid ald Verden runden om Var med hands Lov opfyldt! Hand er det værd dend Herre from, Og hand har det forskyldt. 29. En tørstig Siæl hun Takker tit Kon for en Drik med Vand; Hvi skulle Gud da miste sit, Som er saa god en Mand? 30. Hand kand ey mindre faae, end Tak For alt sit givne Gods, Og ingen uden Skarens Pak Benægter Gud sin Roos. 31. Vor sidste Slutning være skal, Og det almindelig: Gud i dend høye Himmel-Sal Skee Lov Ævindelig!	1.O Christen! Du ey bande maa, Betænk! Hvor ilde det vil gaa Dig, om du svær, Gud elsker ey Dig, om du gaaer paa denne Vey. 2. GUds Navn tag ey forfængelig, Og hvem som feyler imod dig, Band ikke ved GUds dyre Navn, Det ey vil vorde dig til Gavn. 3. Forbandelsen vil ramme dig, Om du din Næste pludselig Forbander, tænk Forbandelsen Vil gaae fra ham til dig igien. 4. Elt dig ey i den Bande-Dynd Og vogt dig for den Trolddoms Synd, Sign ey, maen ey, men HErren søg, Og med hans Navn driv aldrig Spøg. 5. Misbrug ey JEsu søde Navn, Men ald din Tiid det ret omfavn, I Modgang er det Siælens Trøst, Den han saa dyre har forløst. 6. Din JEsu Navn tilbeed og beed, Du hannem ey skal giøre keed, Af din Opførsel, derfor stræb Du Kiødets Lyster i dig dræb. 7. Priis GUd og tak ham mangelund For hver en Dag og Naade-Stund Han her i Livet under dig, Ja Priis og Tak ham inderlig. 8. Saa tidt du imod dette Bud Forseer dig, du fortørner GUd, Synd derfor mod ham aldrig meer Og tænk, din Fejl GUd stædse seer. 9. En Christen derfor sukke bør: Bevar mig GUd jeg aldrig giør Imod dit Bud og Villie, Dertil din Naade mig betee.

Sammenstillingen viser tydeligt, at de to forfattere, trods deres fælles opdragende og moralistiske tilgang til emnet, tilhører hver sin tidsmæssige periode. Petter Dass er vel med sine svulstige referencer til troldom og heksekunst og med sine overmåde mange vers en åbenbar repræsentant for ortodoks luthersk barok. Men hvordan rubriceres H.C.Begtrup?
Umiddelbart som en typisk 1700-tals pietist, ville man vel tro. Hele Begtrups levetid er en periode, hvor den fra Tyskland kommende pietistiske vækkelse i flere forskellige versioner vinder indpas i Danmark, og i adskillige sogne ikke langt fra Nors-Tved ses pietismen i versionen herrnhutisme. I naboherredet Vester Han Herred var der i Øsløs-Vesløs-Arup sogne endda tale om en særdeles kraftig herrnhutisk vækkelse, anført af pastor Cay Praëm, der i 1758 blev H.C.Begtrups svoger. Det ville derfor ikke undre, om pietistiske sympatier dukkede frem i Begtrups værker.
Det ser imidlertid ud til at forholde sig anderledes. Jens Lyster, dr. theol. h.c., der kender tidens hernhutisme og pietisme, mener, på min forespørgsel, at ’…Begtrup har været en begavet og selvbevidst og sikkert velanskrevet sognepræst af den ortodokse slags, der har holdt sig helt uden for de nye pietistiske strømninger, som via hans biskop kan være kommet til Aalborg Stift’.
I sin argumentation for H.C.Begtrups teologiske tilhørsforhold nævner Jens Lyster salme nr XXXII, og fremhæver, at strofe 2 fremstår som typisk ortodoks og moralistisk bodskristendom.
Salmen vises herunder sammen med nr XXVIII, der med sit indhold, der omfatter en næsten kvalmende ros af flere af Begtrups navngivne foresatte, kan være argumentation for, at salmen er tænkt brugt i snæver lokal sammenhæng, og med nr XIX, der formentlig har været brugt ved Begtrups vielser.
De tre salmer er alle fra den del af samlingen, der omfatter hustavlen.

1. Er Paulus alle bydende? De bede skal tilsammen For Kongen og saa vel for de, Som sendte er af hannem. 2. Naar GUd faaer hans og Kongen sit, Saa fremmes Landets Ære, Jeg vil nu saa af Hiertet mit Ved Bøn min pligt frembære. 3. Bevar, O GUd! vor Salved Mand Kong FRIDERICH fra Fare, Omring ham og hans gandske Land med Himlens Engle-Skare. 4. Giør du hans Regimente lang! Lad os med Fred florere, Giør Vejen for hans Fjende trang, Og lad ham triumphere. 5. Vor Danske Dronninger tænk paa, Und Dennem mange Dage, De altid for dig leve saa: At De dig maa behage. 6. Princesserne, O Store GUD! Din Naade, du beviise, Som altiid Dig og dine Bud I Lydighed vil priise. 7. Vor Danne-Konges Høye Raad, Du paa dit Hierte fæste! Kom Dem til Hielp med Raad og Daad Hver Dannemand til Beste. 8. Den Danske Magt til Lands og Vands Giv Hierte til at stride, Naar Tiid er, og dem selv omskands, Den ingen Nød maa lide. 9. Stift-Amtmand Holch GUd signe her Vor Stiftes Lod og Lykke, Og all den Deel han haver kier GUD med sin Naade smykke! 10. Vor Bisp, vor Broder og vor Ven Hver Christens Ven og Broder Giv du, O GUD! fra Himmelen Din Aand og Naade-Floder. 11. Vor Rosenkrantz giv du Forstand I det, som dig behager, At han som Amtmand styre kand Vor Konges Landets Sager. 12. Vor Proust Hr. Praem ej glemmes maa, Vi bede Godt for hannem, Han for GUD altiid vaagen staa! Og hver Præst raaber: Amen. 13. Hver Præst som frygter ret sin GUd Og Ordet lærer trolig, Regier du efter dine Bud! Og lad ham leve roelig. 14. Den Christen Kirke GUd forsvar Din Hielp du hende sende! Hver Siæl i den fra Ondt bevar Og alt Ondt derfra vende. 15. Hver, som da troer HErren vel Og Kongen troelig ærer, GUD glæder ham til Liv og Siæl Og Hannem vist ernærer.	1. De Ægte-Folk, der gierne vil Deres GUd af Hiertet ære, Dem holder GUD sig naadig til, At de velsignet skal være, Han meget Godt og daglig Brød Forunder dem til deres Død, Naar de monne ham ret frygte. 2. Han ogsaa dem vil give det, Han seer dennem best kand tiene Og giør de for hans Øyne Ret Og hannrm dyrke allene, Giør dem til fleer, om det ham kand Behage, derfor Christen Mand! Befal din Sag i GUds Hænder. 3. Vær derfor da i alle Ting Vel fornøjet med GUds Naade, Hvordan at altig gaaer omkring, GUD vil dog for alting raade, Thi han er god, ja mild og bliid Mod dem, som lader deres Iid Til hannem alleene være. 4. Jeg Liv og Død, og Alting da Befaler dig GUD i Hænde, O! JESU gak mig aldrig fra, Jeg beder, du mig vil sende Din Hellig Aand, saa og mit Sind Oplys, mit Hierte til dig bind, Jeg maa dig af Hiertet ære.	1. Mit Barn frygt den sande GUD, Efterlev de Ti GUds Bud, Reens dit Levnet Dag og Nat, Saa du JEsum ret har fat, Tænk paa hannem Nat og Dag, Stræb, du ham er til Behag, Og paa Ordet ret faaer Smag. 2. Adams Synd forvoldte, at Vi i Synde Stand er sat, Men ved Boed vi komme kand I den salig Naade-Stand Med vor GUD, om vi kun vil Sky all Synd, ja Drik og Spil, Og hvad meere Ondt er til. 3. Har vi end i Adam tabt Det, som hannem var medskabt, Hellighed, Retfærdighed, Viisdom sand og meere med, Er vi ved Forjættelsen Om GUds Søn oprejst igien, Der er bleven vores Ven. 4. Tak GUd Fader! at du mig haver ziiret underlig, Siæl og Legem, Liv og Aand, Sands med meer’ jeg af din Haand Faaet har, og daglig Brød Du mig under til min Død, At jeg ey skal lide Nød. 5. Tak min Frelser JEsu from, Fordi du til Verden kom At forlige os med GUD, Og din Kirke luttre ud Fra all Synd, og ved din Død Satans Baand og Lenker brød Og ham bunden derved bød. 6. Os regier, vi altid dig Takker meget hiertelig, Af vor gandske Sind og Siæl, For du har giort mod os vel, Lad os for dig leve saa, Vi med dig i Naade staae, Synds Forladelse og faae. 7. Naar jeg her af Livet gaaer, Hielp din Bistand at jeg faaer, Ja naar Satan frister mig, Vend min Lengsel ret til dig, End mit Liv med Salighed, Du for mine Synder leed, Jeg ey anden Frelser veed. 8. Naar jeg for din Domstoel staaer, Hielp, en naadig Dom jeg faaer, Und mig blant de Salige Sted, jeg ævig dig maa see, Her i Livet lær mig saa, Jeg for andre lyse maa, Helvede jeg kand undgaae. 9. (for lærerne.) Mine Lam og mine Faar Jeg har vogtet Fiorten  / Nogle Aar Der er af din Faare-Stie Og dit eget Liberi, Hielp, at Hyrden alle dem For din Domstoel leeder frem Til dit rette Himmel-Hiem. 10. Hellig Aand jeg siger Tak, Fra mig ingenlunde gak, Men ved Naade-Midlerne: GUds Ord, Sacramenterne, Styrk min Troe, GUD mig har kiær, All min Synd udslettet er, Meer’ mig ey jeg ønsker her.

Samlingens sidste salme, den treogfyrretyvende og ikke nummererede findes under overskriften ’Slutningen og Enden her paa’. Salmen viser utvetydigt H.C.Begtrups og den luthersk ortodokse kristendoms grundlæggende syn på tilværelsen som et byrdefuldt foretagende, der må henslæbes med sorg og trængsler ’i jord og muld’ og med bevidstheden om, at sådan et liv er forbundet med den nødvendige anger, ’en sand bodfærdighed’, hvis det ikke skal ende i ’ævig fordømmelse’.

1. Sex Dage er Vort Liv i Verden her Af Møye fuld Forslæbt i Jord og Muld Udaf Sorg og Trængseler, Men naar den Syvende For os sig lader see, Vor Hvile-Dag vi faaer, Da vi fra Verden gaaer, I vor Grav da tys og still’ Vi os gierne lægge vil, Som vi leve, døe vi til. 2. Blive vi ved En sand Boedfærdighed, Mens vi er i Den vildsom Verdens Sti Døer der i, da Salighed Os giver Gud, men de, Der ubodfærdige Til Enden viser sig, faaer aldrig Himmerig; Men de til Fordømmelsen Vises ævig, ævig hen, Derfra kommer ey igien

Som det kan ses udtrykker Begtrup sig allegorisk og sammenligner livet med ugens syv dage, hvoraf de seks gengiver det møjsommelige jordeliv og den syvende, hviledagen, bliver et billede på himmerige.
H.C.Begtrup har været så tilfreds med disse vers, at han i sit næste værk fra 1749 bruger den samme allegori som afslutning på dette værk.
Efter den herover viste afsluttende salme følger et register over bogens salmer, og som et ekko af tidens overdådighedstrang følger endnu en afslutning, der lyder sådan:

Vend ofte disse Blade, der I denne Bog er satte, Jeg vil forsikre dig og hver, Du lærer da at fatte All Avind til Guds Fiende, Til Synd og alle Lyder, Og stræber kun at lade see, Gudsfrygt og Christne-Dyder. Naar du da sligt vil lade staae Dig udi daglig Minde, Guds Naade skal du vist her faae, Og Saligheden finde, Naar du ved Døden udgaaer her At sige Verden Vale, Du villig gaaer, boedfærdig er, Din Siæl GUD at befale.

Bogens 43 salmer er skrevet over 19 forskellige, allerede kendte melodier. Af disse ses de 18  i Kingos Graduale, som var den koralbog, der ledsagede Dend Forordnede Nye Kirke-Psalme-Bog, i daglig tale kaldet Kingos Salmebog, der i 1699 blev autoriseret til brug i alle kirker i Danmark og Norge. Vi må derfor gå ud fra, at H.C.Begrup i sine gudstjenester har anvendt Kingos Salmebog og at menigheden har været vel bekendt med salmemelodierne heri, så vel bekendt, at den uden besvær også har kunnet synge med på de 43 nye katekismesange. Og den overvældende brug af melodier fra Kingos Graduale understreger H.C.Begtrups ortodokse tilhørsforhold. Med pietismen introduceredes der i kirkesangen en række melodier, der af en del af samtiden blev opfattet som alt for galante og upassende. Den type melodier har H.C.Begtrup holdt sig langt fra.

Salmesamlingen kan i sin helhed ses i en moderne typografi her.
































4. Fra 1749, ’Christendommens evangeliske Forsmag eller De aarlige Evangelier til Catechismum henførte ved Spørgsmaal og Giensvar, Gud til Ære, af den, som udbeder sig Hver Christens Bevaagenhed’.

Det fjerde værk fra H.C.Begtrups hånd er en gennemgang af årets tekstrække, ialt 75 bibeltekster til samtlige årets søndags- og højtidsprædikener, der over 396 sider citeres, relateres til Luthers Katekismus og efterfølgende ved spørgsmål og svar forklares.

Bogen begynder med en indstilling af biskop Broder Brorson til det teologiske fakultet  af værket, og en efterfølgende godkendelse, imprimatur, af bogen af professor Peder Holm.
Derefter følger en lang liste over personer, som bogen på det ærbødigste dedikeres:
- Johan Ludvig von Holstein, oversekretær i Danske Kancelli; i realiteten landets statsminister.
- Nicolai, Friherre af Giersdorph, geheimeråd mm., hos hvis hustru Begtrups hustru havde været kammerpige.
- Iver Holck, lensbaron og amtmand over Ålborg Amt og Stift.
- Rasmus Rasmussen, sekretær i Danske Kancelli, etatsråd mm.
- Claus Chr. Schinkel, amtmand over Dueholm, Ørum og Vestervig Amter.
- Peder Herslef, biskop over Sjællands Stift.
- Broder Brorson, biskop over Ålborg Stift.
- Jens Laasbye Moldrup, ejer af Vestervig Kloster og Ørum Slot.
- Claus de Caspergaard, amtsforvalter i Dueholm, Ørum og Vestervig Amter  og ejer af godset Todbøl, justitsråd.
- Marcus Wøldike, professor dr. teol.; ortodoksiens fortaler.
- Rubech Humble, godsejer, præst i Hundstrup-Østerild, provst.

Een person glimter ved sit fravær i denne liste af fremtrædende personer fra såvel lokalområdets som fra landets højeste poster: kongen. Og fraværet af kongen og hans gemalinde er især uforståeligt i betragtning af den omtale, som bliver de kongelige til del i H.C.Begtrups tidligere værk, der udkom året før; her tildeles majestæterne først to sider med pragtversaler og derefter et fire sider langt dedikationsdigt.
Hvad er mon forklaringen på, at Frederik den Femte og hans gemalinde overhovedet ikke figurerer i denne bog?
Et bud kan være, at det er gået op for H.C.Begtrup, at Frederik den Femte er af en ganske anden personlig beskaffenhed end  faderen Christian den Sjette, der var konge i H.C.Begtrups studietid og var den regent, som Begtrup sendte sit bønskrift til i 1728. Christian den Sjette var en dybsindig, tænksom, indesluttet, pietistisk orienteret kristen, der skyede forlystelser, fordømte skørlevned og indførte den tvungne kirkegang; forhold, der ser ud til at have været i god overensstemmelse med H.C.Begtrups anstændighedsopfattelse og livssyn. I 1730 blev Frederik den Femte regent. Måske er det gået op for Begtrup, at Frederik den Femte er indbegrebet af sin fars modsætning; at han var alt andet end indesluttet, at han elskede forlystelser og udskejelser, der langt overskred almindelig moral. Måske.

Efter en fem sider lang dedikationstekst til de ovenfor nævnte efterfulgt af en kort ’Fortale til læseren’ og lige før bogens egentlige tekst følger en lykønskningstekst, et rim, fra Otto Didrich Aagaard, præst i Hassing-Villerslev, endnu et fra Jens Larsøn Bonne, præst i Hillerslev- Kaastrup, et fra Peder Riber, nabopræsten i Vester- og Øster Vandet, og endelig et fra litteraten Wille Høyberg, København.

Først da begynder den egentlige tekst, bestående  af årets tekstrække. Hver enkelt tekst gennemgås på den måde, at en imaginær spørger stiller spørgsmål til teksten, som derefter besvares af forfatteren.
Denne måde at gennemgå teksten på kan synes simpel, nærmest barnagtig simpel, idet svarene stort set allerede er givet ved gennemlæsningen af teksten. Men der er vel grund til at huske på, at de bønder, som må anses for målgruppen for denne bog, langtfra har været trænede læsere. Og et fåtal af dem har vel været i stand til at gennemføre de intellektuelle overvejelser, som spørgsmålene lægger op til. Der er derfor grund til at se denne bog som udtryk for det forhold, der i almindelighed har været mellem præst og menighed, et forhold der i høj grad kan sammenlignes med et forældre-barn-forhold. Præsten har været den forklarende, den belærende og ofte også den tugtende i et aldrig ligeværdigt forhold.

Efter gennemgangen af hver enkelt tekst slutter Begtrup af med et lille, opbyggeligt digt, der fortæller os om hans lyst til at udtrykke sig poetisk. Ikke alle disse slutvers er af stor poetisk værdi, men de giver os måske en fornemmelse af personen Begtrup og af den stemning, der må have bredt sig ved slutningen af hver af hans prædikener. Stor og mægtig har han stået og med sin enorme præstekjole fyldt prædikestolen ud, hævet over menigheden, hvis vadmelsbeklædning har tilført kirkerummets indestængte luft en klæg væde og den ramme stank af stald. Og med bevidstheden om, at nu, endelig, er den prædiken slut, har de taget imod hans rungende stemmes:

Naar Storm og Veyret det er bøs, GUD trøste dem, der er til Søes, GUD hielpe dem, der da er bange, At de med Liv kand Havnen lange, Vor Kirke-Skib o JEsu from Til Hielp i Modgangs Bølge kom! Stil Stormen, hemme Havets Vande, Lad Skibet uden Skibbrud lande. fra teksten til 4. sønd. efter Hel. Tre K.

5. Fra 1750, ’Takke Psalmer og Bønner for Hilderslev Herred, sparet for Fædød'.

Jordejer

DATO	KØBER/SÆLGER/LÅNER	STED/LÅN	MATR.NR	HARTKORNS- BESKATNING	PRIS
1738 - 16. april	køber	Spare-ager i Nors	-	0-0-2-0	8rd
1739 - 30. januar	køber	Gaasse-Toften i Nors	-	-	-
1740 - 22. april	låner	300 rigsdaler	-	-	-
1740 - 3. juni	køber	Vendberg Mølle i Nors	Nr 15	Mølleskyld: 0-4-1-0 Jordskyld:   0-0-3-0	100rd
1740 - 4. juni	låner	100 rigsdaler	-	-	-
1741 - 24. juli	køber	Gård i Nors	-	0-0-2-0-0	68rd
1743 - 10. juli Auktion i Hundstrup Præstegård	køber	To huse i Nors	Nr 4 og Nr 12	0-0-3-0	48rd 1m
	køber	Et hus på Ballerum	-	-	-
	køber	Vestre Kier på Ballerum		0-2-0-0	-
	køber	Gård i Nors	Nr 6	3-4-2-1	147rd 1m
	køber/sælger	Gård på Ballerum	Nr 1	4-2-1-2	430rd 5m 6s
	køber/sælger	Gasberg Græsmølle		Mølleskyld: 1-0-2-0 Jordskyld:   0-0-0-1
1744 - 7. marts	sælger	Et hus på Ballerum	-	-	26rd 1m.
	køber	Engeskifte i Kaastrup	-	0-0-1-0	26rd 1m.
1748 - 5. juni	sælger	To engskifter i Kaastrup	-	0-0-2-0	66rd 4m
1751 - 8. maj	opfører	En tiendelade	-	0-0-3-0	-
1751 - 11. maj	køber	Et hus i Hillerslev	Nr 9	0-0-0-1	23rd 2s
1753 - 26. april	låner	100 rd	-	-	-
1753 - 18. december	køber	KaalHauge i Nors	-	0-0-1-0	-
1755 - 19. november	sælger	Vendbjerg Mølle i Nors	Nr 15	0-5-0-0	340rd
1756	sælger	Engstykke på Ballerum	-	0-0-2-0	-
1757 - 2. maj	låner	2500 rd	-	-	-
Den 3. januar 1759 dør H.C.Begtrup, og 30 dage efter dødsfaldet påbegyndes en skifteforretning af hans ejendele. Den følges senere op af en offentlig auktion, hvor det ser ud til, at hovedparten af ejendomme sælges. Den offentlige auktion er indført i såvel Hillerslev-Hundborg Herreders Auktionsprotokol, som i Skøde og Panteprotokollen (se herunder).
29. maj 1759 Offentlig auktion	sælges til Peder Hammer	Nors Kirke og Kirketiende		48-0-0-0	3400rd
		Kirkegods: Jens Hougs sted i Hinding Jens Østergaards sted  ibd Chr. Skoemagers hus Jens Agerholms hus P.  Abelsens enkes hus		1-1-0-1 0-4-1-2 0-0-1-2 0-0-0-0 0-0-0-0
		Tiendelade m. vaaningshus, stald og fæehus		0-0-3-0
		Begtrups eget hus		0-0-1-0
		Niels Lunds gård	Nr 6	3-4-2-1