 Jens Ladegaards enke optræder første gang i Nors-Tved Fattigprotokol i 1831. Historien forud for hendes ankomst til sognet er denne: Hendes mand Jens fødes i 1783 i Tved som det andet barn af Jens Thomsen Ladegaard og Mette Jensdatter. Om hans opvækst vides intet, udover at han konfirmeres i 1798 i Tved Kirke. I 1816 gifter han sig som 33-årig med den 24-årige Margaretha Christina Wagner. Vielsen sker i Haderslev, hvor han gør tjeneste som underofficer ved det Holstenske Lanse-Regiment. Og i Haderslev kommer hans og Margarethas fælles liv til at udfolde sig. Her gør han soldatertjeneste, her fødes deres syv børn, her dør fire af dem og her dør han selv som kun 47-årig i 1831. Ved sin død efterlader han sig sin 39-årige kone og tre piger: den 15-årige Mette Catharina, den 13-årige Margaretha Christina og den kun 1-årige Anna Botilla. Livssituationen for Margarethe og hendes børn må have været kaotisk ved Jens' død, for fattigvæsenet i Haderslev må træde til, men formentlig uden synderlig vilje til at ville hjælpe familien, for den overføres til Nors-Tved Fattigdistrikt endog med et krav om betaling af udlæg fra Haderslev Fattigvæsen. Til gengæld vidner de usædvanligt omfattende notater fra Nors-Tved om et fattigvæsen, der i hvert fald forsøger at leve op til sine forpligtelser på trods af, at 1831 er et katastrofeår med usædvanligt mange og uforudsete forpligtelser. Se evt herom her. Herunder ses det allerførste notat efter at Margrethe Wagner og hendes tre døtre er kommet til sognet:
Og her en opgørelse af udgifterne for fattigvæsenet for familiens første år i Nors-Tved:
Desværre findes de regninger og bilag, som nævnes i notatet, ikke, men der kan ikke være tvivl om, at der tages hånd om den nødstedte familie. Den ældste datter skaffes en plejefamilie, og der søges efter en anden plejefamilie til den næstældste. Børnene forsynes med træsko, eller er det den lille datter, som endnu må undvære. Hun kan vel næppe gå. Der skaffes hør og betales spindeløn, købes talg, ost og et vår. Og så kan man af konteksten se, at moderen og det yngste barn skaffes tag over hovedet i Tved Skole (Schmedt er skolebestyrer), hvor der installeres en kakkelovn og skaffes tørv. Et sidste notat for ankomståret 1831 fortæller, at Margaretha Wagner efterfølgende får: '...Til Lys 3m, Tørv 4m 8s., og Korn for Octbr Qwrt. 4skp rug, 1Td 4skp byg.' Omsorgen for familien fortsætter i året 1832, hvilket ses af de vedblivende mange notater i fattigprotokollen. Således kan vi af disse notater udlede, at den ældste datter Mette Cathrina er blevet sat i pleje hos Søren Troldborg i Nørbye for en ydelse fra fattigvæsenet på 4skp rug, 2td byg og 5Rbd, at hun her er blevet syg 'af vatersot' og derfor har fået yderligere 7Rbd 1m 5s blandt andet til 'Klæder', og at moderen Margaretha og hendes lille datter Anna Botilla får betalt 6Rbd til huslejen samt 1Rbd hvert kvartal. Og da den ældste datters sygdom aftedkommer, at hun må flytte hen til sin mor, udløser det yderligere hjælp. Se fattigprotokollens notat herom: 'Commissionen anordenede med Søren Larsen at levere dem 2µ Brød daglig i April Qvart. hvortil han nød dobbelt saa meget Korn, neml. 2skp Rug 1Td Byg. Og da hendes ældste Datter, som var indtinget hos S: Troldborg, kom meget syg til hende, blev igjen indgaaet med S.Larsen for Julii Qvart: at levere 3µ Brød daglig til alle 3, imod at faae 3skp Rug 1Td 4skp'. At hjælpen er usædvanlig ses ydermere af fattigprotokollens optegnelse af 'Extraordinaire Udgivter' for året 1832, hvor det noteres: 'Commissionen havde med S.Larsen accorderet at yde Enken og Barnet 4 Potter Mælk ugentlig á Bil 2s Potten, og 1 Snees Tørv daglig om Vinteren, No6 ½ Snees om Sommeren, og blev ydt i Janv: Qvart., efter Søren Larsens Regn: for 3rbd 4m 6s April dito 3rbd 3m 10s Julii dito ligeledes, samt for et Bord og en Bænk: 4rbd 3m og Octob dito 1rbd 4m 8s, bliver - - 13rd - 3m - 8s I Alt - - - 24rd - 5m - 14s derfra afgaar Enkens Pention*) - 4 Specier - - - 8rbd -1 - 8' *) Den Pension, som her nævnes, er nævnt adskillige steder i forbindelse med Fattigvæsenets regnskab. Det drejer sig om en pension, som Margrethe Wagner modtager efter hendes mands død som officer i hæren. Alle steder, hvor den nævnes - med undtagelse af dette sted - er pensionen på 12 rbd. Margrethe Wagner er dog tvunget til at lade pensionen modregne den meget større udgift, som Fattigvæsenet yder hende. Mærkværdigvis er der intet notat om, hvor den næstældste datter, Margaretha Christina, bliver anbragt, men i protokollaterne fra 1833 ses det, at hun befinder sig hos den Søren Larsen, som i 1832 leverer familien mælk og tørv, så mon ikke hun er blevet anbragt hos og har opholdt sig der fra sin ankomst til sognet. Året 1833 tilføjer Margaretha Wagner og hendes døtre endnu en katastrofe, for i begyndelsen af året brænder Tved Skole, som har huset de fleste af dem. Og tilsyneladende medfører det også problemer for fattigkommissionen, som sørger for, at Margarethe Wagner og hendes yngste datter Anna Botilla efter branden får husly hos 'Christen Thomsens Enke', men kun indtil 1. april, fra hvilket tidspunkt moderen bør gå på omgang i sognet og den lille Anna Botilla 'indtinges' dvs. sættes i pleje et sted. Og allerede et par måneder senere, den 13. juni, skærper fattigkommissionen forholdene, idet den '...fandt af flere Aarsager, ingen anden Udvej og bedre Maade til Jens Ladegaards Enkes Forsørgelse, ligesom de 2 andre hendes Pigebørn - og Moderen gaar paa Omgang i Sognene fra July Qvartals Begyndelse.' I betragtning af den store hjælp, som fattigvæsenet har ydet Margrethe Wagner og hendes døtre, siden de kom til sognet, er det mærkeligt, at det nu ikke længere ser sig istand til at yde hende fattighjælp på den påbegyndte måde. Man spørger sig selv, hvad det er for '....flere Aarsager', der får fattigvæsenet til at ændre almisseforholdene til 'Omgang i sognene'? Måske er Margrethe Wagner mærkelig. I et senere protokolnotat fra 1842 siges det, at '...hun ikke kan sættes i en Stue og der overlades Ild og lys.' Hvad årsagen end er, så finder vi Magrethe Wagner som omgangs-almisselem de følgende to år (1834 og 1835), dog afbrudt af en sygeperiode fra den 7. maj til den 1. oktober 1834, hvor hun opholder sig hos Peder Clemensen i Vorring for først 1m om dagen og senere 20s om dagen, - betalt af fattigvæsenet. Måske har tilværelsen som omgangs-almisselem været for hårdt for Magrethe Wagner og hendes døtre, for i et protokolnotat fra den 17. december 1835 lyder det: ’...saa har og Jens Ladegaards Enke med det mindste Pigebarn opholdt sig uden for Districtet - efter Sigende gaaer hun omkring paa Tiggerie’. Det viser sig, at ikke alene har Magrethe Wagner sammen med sin ældste datter, 17-årige Mette Cathrine, og sin yngste datter 5-årige Anna Botilla, siden maj måned 1835 '...gaaet omkring paa Tiggerie', de er også blevet involveret i en tyverisag, der den 23. december bringer dem for retten i Thisted. I løbet af otte retshandlinger, der strækker sig over de fire første måneder af 1836, hvor Margrethe og hendes to døtre er arresteret i Thisted, gennemgås sagen, der ud over betleri handler om tyveri at en skjorte, en særk og et hovedvandsæg. Sagen og dens forløb kan følges her. Tyverisagen slutter med en dom, der for Margrethe Wagners vedkommende bliver på 4 gange 5 dages vand og brød og for datteren Mette Cathrine 3 gange 5dages vand og brød i Thisted Arrest. Den mindste datter går fri. Man kan vel gå ud fra, at dommen eksekveres i løbet af 1836. Tyverisag, dom og arrest på vand og brød får imidlertid ikke Margrethe Wagner til at søge tilbage til fattigvæsenets forsørgelse - i hvert fald ikke umiddelbart. I et fattigbogsnotat fra slutningen af 1836 siges det, at Ladegaards enke, '.....som siges at opholde sig i Øsles, har erklæret at ville forsørge sig selv for dette Aar, af den hende tillagte Pension 12rbd Sølv, Hvilke og Hende ere forstrakte af Fattigkassen, som modtager disse 12 rbd Sølv fra Amtsstuen...' Fattigvæsenet vil altså, imod sædvane, undlade at modregne sine ydelser til Margrethe Wagner og hendes børn med den pension, hun får efter sin mand, og Fattigvæsenets regnskaber, der indføres i fattigprotokollen hvert år, viser, at Margrethe Wagner i årene 1836, 1837, 1838 og 1839 får udbetalt pensionen på 12 rbd af fattigvæsenet, som i de samme år ikke har nogen udgifter opført i hendes navn. Hvor hun opholder sig i disse år ses ikke af fattigprotokollen. Hendes yngste datter Anna Botilla er derimod i disse år 'indtinget' hos Jacob Bojesen i Nors, hvor hun for 'Pleie og Klæder' årligt modtager mellem 16 og 18 rbd. De to ældste døtre ses efter tyverisagen i 1836 ikke længere i fattigprotokollen, men spredte notater i kirkebogens optegnelse om bortrejste- og ankomne personer i sognet viser, at de begge har arbejde i forskellige andre sogne. De er alså nu selvforsørgende og ses herefter ikke mere i fattigprotokollen. I 1841 ser det ud til, at Margrethe Wagners ønker og muligheder for at klare sig selv er opbrugte. I et fattigbogsnotat, der oplister fattigvæsenets udgifter for år 1841 lyder det:
Præcist hvad notaterne dækker over kan jo ikke siges, men en tolknng kunne være denne: Margrethe er engang i løbet af 1841 blevet syg i det sogn, som hun opholder sig i, og hun har besluttet sig for at opgive sin 'selvstændighed' og vende tilbage til Nors-Tved Fattigdistrikts relative beskyttelse. Fattigdistriktet har accepteret hendes ønske og hentet hende og hendes ejendele i to vogne, hvorefter hun er blevet 'indtinget' hos Jens Tousgaard, og Jacob Bojesen har her plejet hende i 27 dage. Efterfølgende er hun blevet etableret med tørv til opvarmning og med en rok, med hvilken hun har kunnet bidrage en smule til sit underhold ved at spinde. Det har ikke været muligt at tolke, hvad omkostningerne til et brev fra hendes slægtninge dækker. I de næstfølgende år ser det ud til, at Margrethe Wagner først må ty til fattigvæsenets beslutning om igen at lade hende gå på omgang i sognet - se fattigprotokllens notat herom - men senere, og i hvert fald i folketællingsåret 1845, ses hun at bo hos sognefoged Poul Christensen i Nors, mens hendes yngste datter Anna Botilla er indtinget hos Jens Pedersen Thon i Vorring:
Hvor længe Margrethe Wagner bor her, vides ikke, men fattigvæssenet tager sig fortsat af hende med almisse i form af penge, korn, tørv og sengeklæder i 1846, 1847, 1848 og 1849, - sidstnævnte år klassificeres hun som almisselem af klasse 1. Om denne gruppe af almisselmemmer siger Fattig-Reglementet: 'Til 1ste Classe henhøre alle saa gamle og syge, eller paa Helbred, Førlighed, Sandser og Forstand saaledes svækkede, at de aldeles intet, eller kun saare lidet, kan fortiene til Livets første Nødvendigheder'. Ved folketællingen i 1850 ses det, at Magrethe Wagner nu bor i fattighuset, som er blevet etableret i Hinding i Nors Sogn engang sidst i 1840'erne,..
...og som det
også ses, så bor hun der sammen med sin yngste
datter Anna
Botilla, der, som det noteres, 'passer
sin Moder i hendes svagelige Alderdom.'
Bofællesskabet ophører dog i 1852, hvor
det ses, at Anna Botilla rejser
til Klitmøller. Herefter forsvinder, som de to
ældste døtre, også
denne datter ud af historien om Magrethe Wagner.
At Magrethe Wagener virkelig er blevet svagelig ses samme år dels i den tredje fattigprotokol og dels i den i 1842 oprettede sogneforstanderskabs-protokol. I denne sidstnævnte protokol nævnes det den 27. april 1852, at man har '....sluttet Accord med Ane Marie Haue om at overtage sig, at forsørge og pleie Magrethe Wagener, hvilket skete paa Vilkaar: at 1) Ane Marie Haue flytter tilligemed sit Barn d. 1 Mai ind i ommeldte Bolig, og nyder der fri Huslye samt modtager der Ildebrændsel, som pleier at ydes hende. 2) at hun oppebærer foruden sit eget Almissekorn, det Korn, som er tillagt Magrethe Wagener for hele Aaret. 3) at hun erholder fra nu af og indtil Aarets Udgang 15rdl, hvorpaa idag er betalt de 2rdl 4) at hun overtager Husholdningen og i alle Henseender giver Magrethe Wagener den fornødne Forpleining'. Der kan dog være tvivl om, om den aftalte pleje kommer til at træde i kraft. Dels er det jo af folketællingslisten fra 1850 godtgjort, at Magrethe Wagener bor i fattighuset, hvilket ikke stemmer godt overens med aftalens beskrivelse af, at Ane Marie Haue skal flytte sammen med Magrethe Wagener, dels ses i samme protokol fra oktober 1852, at Niels Chr. Pottes kone '... forlangte Godtgjørelse for at opvarte Magrethe Wagener – der blev tilstaaet hende til Aarets Udgang 1Td Byg og 1 Specie; deraf blev hende betalt ½ Specie'. Samme år tildeles Magrethe Wagener desuden af fattigvæsenet ekstraordinært 1Rd 3m, Salve, en Trøje, yderligere penge til 'Klædningsstykker' og tørv for 3Rd 2m 4s. I 1853 viser Sogneforstanderskabets protokol, at Magrethe Wageners 'Oppasning' i april måned overgår til Vuldborg Nielsdatter og fra den 11. juli til Niels Chr. Pottes kone, der for sin indsats får 4Rdl 'indtil Nyaarsdag'. I de følgende år fortæller mange protokollater om en omfattende understøttelse af Magrethe Wagener i form af Byg, Brød, Uld, Draaber og Tørv foruden en pengeunderstøttelse til betaling for hendes 'Oppasning', der med årene stiger til 84Rdl i 1856. I folketællingslisten fra 1855 dukker hun en sidste gang op - stadigvæk som fattiglem i fattighuset:
Omtrent tre
år efter denne folketælling, - den 20. december
1857 dør Margrethe
Wagner, 'Corporal
Ballerums Enke, 65 Aar og Almisselem'.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
