Som det kan ses, er der i periodens begyndelse fra 1675, hen over Anders Nielsen Lyngbyes præsteperiode og nogle få år ind i Johan Torsongs præsteperiode et stort antal illegitime fødsler; i Lyngbyes tid næsten 10%. Herefter falder antallet drastisk og når under de næste præster helt ned på kun 2,4%, i Hans Chr. Begtrups periode, hvorefter en svag stigning sker, indtil antallet igen stiger markant omkring år 1800.
Den markante stigning fortsætter ud over dette projekts åremål, og er af historikere blevet søgt tolket på flere forskellige måder. Derimod er der ikke i forbindelse med dette projekt fundet litteratur, der beskæftiger sig med faldet af illegitime fødsler, som det så tydeligt viser sig her i Nors-Tved omkring 1710. Der skal ikke her gøres forsøg på at forklare dette fald, som strækker sig nogenlunde uændret fra omkring 1710 og til århundredskiftet, men blot skal det påpeges, at netop i denne periode finder vi pietismen gøre sig gældende i mange nordvestjyske sogne. Stærkest  mellem 1740 og 1760. Der er dog ingen litterære kilder, der beskæftiger sig specifikt med pietismen i Nors-Tved. Kan man forestille sig en kristen-moralsk påvirkning så stærk, at den har kunnet dæmpe den sexuelle førægteskabelige aktivitet til det niveau som grafikken viser?

Som nævnt påbød Danske Lov, at uægteskabelige sexuelle forhold skulle resultere i dels store, såkaldte lejermålsbøder dels i et åbenbart skrifte. Bødeforlæggene findes kun omtalt i kirkebøgerne ganske få gange, sikkert fordi bødeinddrivelsen ikke var et kirkeligt anliggende, men flere gange er det nævnt, at en person eller et par har stået åbenbart skrifte. Et sådant skriftemål fandt sted ved en kirkelig handling, hvor den pådømte i al offentlighed måtte åbenbare og sone sin begåede brøde. I sin grundtanke for at den skyldige kunne genoptages i den kristne menighed, men utvivlsomt med en betragtelig vanære til følge.
Selv om en forordning i 1735 påbød, at både præster og embedsmænd skulle sikre, at det åbenbare skrifte blev effektueret, når loven båbød det, så siges det ingen steder, at præsterne skulle notere de åbenbare skriftemål i kirkebøgerne, men notaterne findes alligevel mange steder. Dog langfra alle de steder, man kunne forvente det. I nærværende projekt er der i de 86 notater, man finder om uægte fødte børn indtil 1767, hvor kravet om åbenbart skrifte faldt bort, kun 13 kirkebogsnotater, der omfatter  et åbenbart skrifte. De manglende kan skyldes bestemmelsen om, at hvis det skyldige par indgik ægteskab, så bortfaldt kravet om åbenbart skrifte. Sådanne indgåede ægteskaber findes i dette kirkebogsmateriale kun beskrevet i fem tilfælde. Der 'mangler' altså 68 notater om åbenbart skrifte. Er skriftemålene mon sket uden noget notat? Har præsterne set gennem fingre med det vanærende åbne skriftemål? Notaterne omfattende de åbenbare skriftemål er i den grafiske opstilling markeret med orange farve.

I 25 af de 144 notater, dvs. i 17,4% af alle de uægte fødsler er en soldat eller en rytter udlagt som barnefader. De pågældende notater er i grafikken markeret med en  ¤ . Antallet synes umiddelbart så stort, at en forklaring må ligge bag. En af disse kan være, at en udlagt barnefader, beskrevet som eksempelvis 'een Rytter af Sønden ...', sådan som det lyder i notat nr. 3703, meget vel kan være barnemoderens måde at skjule den rette barnefader på. En sådan rytter kunne jo være hvemsomhelst og i særdeleshed umulig at finde. Den type af udlagte og måske skjulte barnefædre ses imidlertid kun i et par tilfælde i materialet. En anden årsag til de mange soldaterfædre finder man måske i det forhold, at soldater ved det første tilfælde af lejermål var fritaget for såvel bødestraf som for at skulle stå åbenbart skrifte, en lovbestemmelse, som af soldaterne vel kun kunne tolkes som en ret til større promiskuitet end resten af befolkningen.

At de illegitime fødsler har vakt moralsk forargelse hos præsterne, ser vi tydeligt i mange kirkebogsnotater, et forhold, der kommer stærkere og stærkere til udtryk hen over århundredet. Første gang i 1682, hvor Anders Lyngbye i både notat nr. 294 og 295 sammen med tre gange 'NB' må notere, at 'ung Maren Snedicher' nu er 'anden gang besoffuet'. Og sidste gang i 1814, hvor man næsten kan høre Knud Kristian Høyer sukke, da han i notat nr. 5693 må skrive 'atter et uægte Pigebarn...'  . Imellem disse to yderpunkter er der flere eksempler på præsternes slet skjulte forargelse, ikke mindst over uægteskabelige fødsler i de lidet attråværdigt, nederste sociale lag i landsbyen. Se således hvordan Johan Torsong i 1721 har 'Døbt Een fattig Qvindes Barn som om Aftenen kl fem Kom og laante Huus udi Hyldgaard...', notat nr. 724, og se, hvordan Bent Curtz i 1766 udtaler sig om 'dend Løse og Vellystige Encke, Else Pedersdtt' - notat nr. 4142.
Der kan ikke være tvivl om, at mange af de 144 notater om uægte børn dækker over personlige og familiemæssige tragedier, hvis omfang det er umuligt at afdække med de trods alt begrænsede oplysninger, som et kirkebogsnotat kan give. Men enkelte steder giver notaterne anledning til fundering over, hvad der egentlig er foregået ud over de få, sparsomme hændelser, som notaterne beskriver: Et eksempel herpå er...