Christen Poulsen
Hove optræder første gang i fattigprotokollen i
1831 - på et tidspunkt hvor også hans
80-årige far ses som 'indtinget
almisselem'. Se evt. faderens biografi her. Men mens faderens
tilværelse som menneske og som almisselem er ved at ebbe ud,
påbegynder Christen Hove med året 1831 en
almissetilværelse på speciel vis, idet han tildeles
'...en Hjelp til hans
Steddatters uægte Barns Pleie'
på 3Rbd.
Forhistorien, hvortil nedenstående anetavle kan give støtte, er denne: Christen Poulsen Hove fødes i 1781 som ældste søn af Poul Jensen Hove og Maren Pedersdatter Søe. Om hans opvækst vides intet. Ej heller vides det, hvorfor det øjensynligt bliver hans bror Peder, der kommer til at føre barndomshjemmet videre. Blot kan det konstateres, at han på et tidspunkt indgår ægteskab med Inger Marie Poulsdatter, som da er mor til et uægteskabeligt barn, Mette, født i Vang i 1801. Ægteskabet må følgeligt være indgået engang efter 1801, men hvor og hvornår vides ikke. Ægteskabet forbliver tilsyneladende barnløst. Beretningen
fortsætter under anetavlen
Som det kan ses af anetavlen herover, så er 'Christen Hoves Steddatters uægte Barn' ikke noget entydigt begreb, idet steddatteren Mette i årenes løb får ikke mindre end fire uægte børn. Det første får hun i 1823 med Søren Christian Pedersen Skrolle, hvis usædvanlige biografi kan læses her. Som det kan ses af anetræet, dør dette barn som lille. Det andet barn får hun i Nors i oktober 1828 kort efter at være kommet hjem fra Flade på Mors, hvor hun er blevet besvangret, og det må være det barn, en dreng ved navn Poul, som i de følgende år figurerer som boende hos bedsteforældrene Christen Hove og Inger Marie Poulsdatter og her understøttes af fattigvæsenet i årene 1831 - 1839.
Historien gentager sig: Mette rejser efter sin nedkomst i 1832 igen fra Nors til Mors, utvivlsomt for at arbejde, bliver gravid, føder - denne gang i Skarum - den 9. september 1835 sit barn, som hun kalder Inger Marie efter sin mor og vender nu med sine to mindste børn, Karen og Inger Marie, tilbage til Nors, hvor fattigvæsenet understøtter hende med 6skp byg og 1Rbd. Hvor længe hun bliver her denne gang, vides ikke, men vi ved, at hun på et tidspunkt vender tilbage til Mors, hvor hun engang før 1838 må være blevet gift med Niels Pedersen Tranders, for med ham får hun der to børn: Maren Christine i 1838 og Peder i 1843. Hvad der bliver af hendes to sidste af de fire uægteskabelige børn, Karen og Inger Marie, har det ikke været muligt at finde ud af. Ingen af dem ses i folketællingen fra 1840 i Nors, og da Mette og hendes mand Niels dukker op i folketællingerne på Mors fra år 1845, ses kun de ægtefødte børn. Familien har ikke kunnet findes i 1840-folketællingerne på Mors. Sønnen Poul bliver hos sine bedsteforældre i Hinding indtil engang i 1838 hvorefter han flytter til Mors. Fattigvæsenet forsyner ham her i to år med en årlig almisse på 10Rbd. Sidste gang i 1839, hvorefter hans almisse ophører. Ved denne tid ses det, at Christen Hove i Hinding selv begynder at få almisse. Den 22. marts 1838 er fattigkommissionen '...efter Tilvarsel som sædvanlig forsamlet i Præstegaarden' og her udtrykkes det, at Christen Hove i Hinding har behov for adskillige Fornødenheder. Senere samme år ses det så, at han får 8m '...til en Hjelp til Kartofler og 2skp byg'. Men øjensynligt ophører almissen derefter. I hvert fald ses der i fattigprotokollen ikke yderligere notater om almisse før i 1848. Det år mister Christen Hove sin hustru Inger Marie. Fattigvæsenet betaler for 'Linned og Ligklæde' og yder desuden 1m 2s til en skjorte til Chr. Hove. I 1849 får han 2m 4s til et par træsko, og året efter, i 1850, ses han opført som beboer i fattighuset i Hinding.
Samme år som folketællingen foretages, i 1850, får han en almisse bestående af 1 bul tørv og et par træsko. I 1851 får han igen 1 bul tørv, et par træsko samt en skjorte og i 1852 igen 1 bul tørv. I 1852 ophører fattigprotokollen, men mon ikke tildelingen at tørv og træsko fortsætter indtil Christen Hoves død. Denne indtræffer i 1854.
|