Indledning
- Forord

- Før protokollen

Almisselemmerne
- Hvem var de?  
- Almisselemmerne - grafisk opstillet.
- Almisselemmerne - alfabetisk opstillet.
- Problemer.

Almissen
- Almisse ved omgang på kost
- Almisse ved naturalier
- Indsamling og uddeling af naturalie-almissen
- Overordentlige udgifter

Forord

Fattigvæsenets protokol for Nors-Tved fattigdistrikt 1756-1834 er det første officielle dokument, som specifikt beskæftiger sig med den offentlige fattigforsorg i de to sogne, som fattigdistriktet består af.
Allerede i 1925 påbegyndte A.C.Svalgaard en transskription af protokollen. Denne transskription, der er én blandt mange andre i et omfattende afskriftsmateriale fra Svalgaards hånd, befinder sig på Lokalhistorisk Arkiv i Thisted. Transskriptionen er mangelfuld i den forstand, at Svalgaard har udeladt de notater, der er oplistninger af sognenes almisseydere. Ligeledes har han udeladt de 88 sider, hvor sognepræsten Knud Kristian Høyer i årene 1817-1834 indfører sine personlige baggrunds-notater for de officielle protokollater. Oplistningerne af almisseyderne og de personlige notater er imidlertid væsentlige bidrag til forståelsen af fattigvæsenets komplekse logistik, af sognenes beboer-sammensætning i den pågældende periode  og af sognepræstens enorme arbejde med at få fattigvæsenet til at fungere.
Den her præsenterede version viser protokollen uden udeladelser.
Som resultat af sit arbejde udgav A.C.Svalgaard i 1939 en artikel i Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred ’Fattigforsørgelsen i Nors og Tved i sidste Halvdel af det 18. Aarh.’ Artiklen er en kort, summarisk beskrivelse af de forhold i protokollen, som Svalgaard fandt interessante. Da undertegnede affotograferede den gamle protokol i Rigsarkivets lokaler i Viborg, viste der sig pludselig på en af protokolsiderne en lille 'hilsen' i form af en løs seddel fra Svalgård:

 Før protokollen

 

Almisselemmernes biografier.
Et fuldt dækkende billede af almisselemmernes liv fås ikke. Men de mange notater fra fattigprotokollen sammenholdt med kirkebogsnotater og oplysninger fra andre arkivalier fra de to sogne giver mulighed for at afdække stumper af det liv, de levede. Nogle af almisselemmerne er således beskrevet og kan tilgås fra

 grafisk opstilling af fattigprotokollens almisselemmer.

Problemer

Almisselemmerne, det nederste trin i samfundets hierarkiske opbygning, er på overbevisende måde omfattet af lovgiverens, kongens, bevågenhed. Således er det i forordningens §6 omhyggeligt beskrevet, hvordan den fattige skal henvende sig til præsten, hvis han ikke får udleveret sin tildelte almisse, at præsten derefter skal påminde almisseyderen om forsømmelsen, og at han, hvis dette ikke hjælper, skal oplæse navnene på de forsømmelige ydere fra prædikestolen, og hvis heller ikke det hjælper, skal præsten henvende sig opad i systemet og overgive sagen til amtmanden, som så må iværksætte en udpantning.

Lovparagraffer udfærdiges jo sjældent uden grund. Vi må derfor forestille os, at forsømmelighed blandt landsbyens bedrebemidlede beboere med at give de almisser, som øvrigheden pålagde dem, har været almindeligt, og det er ikke svært at forestille sig, at ydelsen, når den blev givet, blev fulgt af ’...knur, mur, onde og vredagtige ord’, som det er udtrykt i paragraffen. Flere steder i protokollen er der notater, som giver udtryk for sogneboernes afsky for almisselemmerne. Det sker allerede på en af protokollens første side, side 8a, hvor pastor Begtrup i 1756 skriver: ’...Da Inger Gasberg i Tved Sogn som er taabelig og i Mange aar har omgaaet i Sognet og faaet sin Kost, Men nu negtis samme af en og anden, saa er denne Taxation foretaget og gjort  af os Undertegnede for at see hende Conserveret med dend Nødtorftige Ophold fra 1ste Janv:  1757 indtil aarets Udgang for det første og siden længere om hun lever’.
Som det kan ses vælger sognets fattigkommission at undlade den drastiske henvendelse fra prædikestolen - i hvert fald er en sådan ikke nævnt i protokollen -, men vælger i stedet at foretage en ny ’taxation’, hvilket vil sige, at der laves en ny omgangsliste for den ’tåbelige Inger Gasberg’, som ellers i mange år har gået sin vante runde. Vi må vel så forestille os, at de vrangvillige beboere er udeladt  i den nye besøgsliste, som består af 31 navngivne personer i Sønderby, Nørby og Ballerum. Desværre er der i protokollen ikke nogen liste fra Inger Gasbergs tidligere omgang.

Otte år senere, den 5. december 1764, skriver den næste sognepræst Bent Curtz i sin følelsesladede årsopgørelse for fattigvæsenet, at ’...Maren Pedersdtr, Som er gammel og Taabelig, og nu paa een Tiid af 2 aar ved Omgang Har Faaet Sin Kaast, men nu nægtes Samme af Een og anden, ey aleene negtes, men Hun og paa nogle Stæder Haanlig afviises, ret Som de gode Herrer Havde Magt at Handle dend Fattige, Som de lyster, og da det er bekiendt, at Eet skabbed  Faar Kand i een Hast befænge og forderve Een Heel Hiord, saa er denne taxation foretagen, og giordt af os undertegnede, for at see Hende conserveret med dend daglig Nødtørftig Ophold alt til de Høy Respective Inspecteurers nærmere approbation’.
Også her undlader præsten den ellers lovbestemte fordømmelse fra prædikestolen, og iværksætter i stedet en ny omgangsliste for Maren Pedersdatter, men protokolnotatet opfattes af amts-fattiginspektionen som en klage, de må svare på, og inspektørerne, som på dette tidspunkt er amtsforvalter Fog og provst Riber, replicerer allerede den 18. december:
’...Belangende ellers den ommeldte slette Omgang af endeel af Sognenes Beboere imod de fattige  Saa maatte det behage velbemte Sogne-Præst til samtlige Inspectionen skriftligen desaarsage at melde sig, og derudj at nafngive Hvo saadanne ere, og Hvad de mishandlet haver, til forventende Assistence og Remedering’. Desværre findes der i protokollen ikke notater, der fortæller, hvordan sagen ender, men amtsinspektørernes reaktion fortæller os, at det hierarkiske system er klar til at reagere efter forordningens hensigt.

I 1771 er der igen problemer: ’...Da Laurids Rimme af Ballerum i Tveds Sogn 80 aar gammel, derhos Eenlig og Elændig paa een føye Tiid ved Omgang i Sognet Har faaet Sin Kaast , men nu nægtes Ham af Nogle, ej allene nægtes, men Hand derhos Haanlig afviises, saa er denne Taxation fortagen og giort af os Undertegnede for at see det fattige Menniske conserveret med den daglig Nødtørftig Ophold Saaleedes:’, hvorefter følger omgangslisten, der giver ham ret til at indfinde sig 85½dag på 31 forskellige steder i Tved for at få sin kost.

I 1775 ses dette notat, som er en henvendelse fra sognepræsten til amts-kommissionen: '...For indeværende aar 1775 ere af Nors og Tveds Sogner indsamlede Herreds Casse Penge 10m 4s, og da Nogle af Sogn Mændene ere begiærlige at viide, Hvorfor de skal svare Casse penge og Hvortil disse penge anvendes var det at ynske at dend Høyst Respective Commission vilde engang Give dem saadan Svar, at Mundene Herefter kunde tilstoppes, og de kunde fremdeeles Holde inde med Slige Forvidende Spørsemaal'.
Amtskommissionens svar lyder således: 'Udj Samlingen i Thisted d 12te Decbr 1775 .....erfaret, at Nors og Tved Sogns forlanger at vide hvortil Herreds Cassens penge bliver brugte, Hvilket best faaes at vide, naar efterlæses Hans Maysts Lov og Forordninger i den Tilfælde'.
                    F:Hauch                Paa Hl JustitzRaad og                  N:Raae
                                                Amtsforvalter Bruuns vegne
                                                Vilhelm Jensenius
                                                  Fuldmægtig
Svaret fra amtskommissionen er tilsyneladende ikke tilfredstillende for de kritiske sogneboere, for i 1777 er der stadigvæk beboere, som står i restance med betalingen af herredskassepengene, en situation, der får sognepræsten til at fnyse sin vrede ud over de formastelige med notatet:
'...Disse Selv Raadige gratulerer jeg med  militair execution, at de alle faaer at viide, Her er Øvrighed i Landet; thi skal slig Eegen Villie, og EegenSindighed holdes den til goede, vil det aarligen drage  skadelige følger med sig for Herreds Cassen'.

I 1804 opstår der igen problemer. Sagen er den, at der i nabosognet Kaastrup er beboere, som ejer jord i Nors-Tved sogne. Dette ejerskab forpligter dem til at yde penge til fattigvæsenet i Nors-Tved, hvilket afstedkommer dette notat i fattigprotokollen:
'...SogneFogden Christen Horboe andmældte, at KaastrupMænd nægtede at give Thøger Christensøn dend Almisse dem var paalagt, derpaa ville Commissionen ervarte Amts Commissionens Kiændelse...'. Og tre måneder senere:
'...Provsten foreviiste Amts directionens Kiændelse, at Hillerslef og Kaastrup Mænd, som ere Eyere af jorden paa Nors og Tveds Marker ere pligtige at betale det andsatte til de fattige i samme Sogne'.

I 1808 finder vi dette notat:
'Sogne-Fogden Jens Sand andmældte, at Jens Høeg i Nørbye nægtede at ville give dend ham paalagte Almisse 48s saa og at ikke ville modtage Peder Friderichsøns Børn til ophold, nogle af Commissionen andmældte og at Christen Gade i Nors ville ikke heller modtage ommældte til ophold i dend korte Tiid ham det var paalagt; Commissionen bestemte, at disse 2de modtvillige Mænd skulle vidnesfast enten fragaae eller tilstaae deris Paastand at Commissionen saa derefter kunne bestemme, hvad derved skulle foretagis'.
Desværre fremgår det ikke af protokollen, hvordan denne strid endte.

I Forordningen af 1708,- (m.ændring i 1732) - som er gældende ved fattigprotokollens begyndelse i 1756 , står der i  §4, at..:
'...de Fattige skal spise hos Bønderne en eller 2 Dage om Ugen ligesom Mængden af Fattige findes i Sognet og ligesom Bøndernes Lejlighed er til; hvorimod de Fattige bør gøre den Bonde, hos hvilken de spise, til Tieneste hvad de kan, paa den eller de Dage de nyde Kosten hos ham'

14 almisselemmer får tildelt omgangs-kost i den første fattigprotokol, og i betragtning af, at der er optegnet omkring 150 almisselemmer i disse år, kan omgangen på kost vel ikke betragtes som særlig almindelig. Almisselemmer på kost er i perioden før fattigreglementet af 1803: Inger Gasberg Poul Steffensøn Anders Mader Maren Pedersdatter Laurids Rimme Og efter fattigreglementet af 1803: Jens Mariagers  Daatter Maren Christian Esdahl Niels Boesøn Brødrene Niels Christian og Søren Christian Just Jensen (Wuust) Karen Povlsdatter Kiil Peder Frideriksen Povl Søegaard

Det er svært at udrede, hvad der betingede, at et almisselem fik tildelt omgangs-kost.
I 1757 ser man 'Inger Gasberg der er taabelig' gå sin kost-omgang. Måske er hun ikke i stand til at tilberede sin egen mad, måske er hun alene og uden relationer. Måske er hendes almentilstand så dårlig, at en omgang på kost er hendes eneste overlevelsesmulighed. Ja, måske har betingelsen for at få tildelt omgangs-kost været den enkle, at det var den eneste mulighed for overlevelse for en vis gruppe af medborgere.
Måske har kostomgangen rod i en fattighjælp, som udøvedes af simpel næstekærlighed af de beboere, der opsøgtes af en fattig,- en hjælp, der har fungeret længe før lovparagraffen fra 1732 og ikke nødvendigvis henhørte under fattigkommissionen med mindre den, som i Inger Gasbergs tilfælde i 1757 giver problemer, som fattigkommissionen må løse.
At det måske forholder sig således, at man naturligvis gav kost til en fattig, der kom til ens dør,  ses af det forhold, at den i 1760 nys tiltrådte sognepræst Bent Curtz  kan sige: 'Nu for Nerværende Tiid haver Nors Sogn ickun 3de bekiendte Fattige...', hvorefter han nævner de tre 'bekiendte Fattige', iblandt hvilke Inger Gasberg ikke er, selv om hun først dør i 1763 og højst sandsynligt har gået sin omgang indtil da. Og da hun dør, nævnes det end ikke i fattigprotokollen, mens det i kirkebogen siges: '...Blev begraven Almisse Lemmen Inger Gasberg i Sit alders 60de aar '. Det tyder således på, at Inger Gasberg slet ikke opfattes som fattiglem, da hun 'kun' er på kost på omgang.

Samtidig med Inger Gasberg ser vi, at Anders Mader '...gaar omkring i Kost udj Sognet.... saa fremt hand ej anden steds betler'. Anders Mader synes således ikke at være fysisk dårligt stillet; alligevel går han sin kost-omgang. Måske fordi han er en enlig mand, der ikke kan lave mad.

Ved fattigprotokollens begyndelse ser det imidlertid ud til, at der er blevet behov for at præcisere, hvem der har pligt til at yde omgangs-kost, for allerede i 1757 opstilles der en liste over de 51 sogneboere, som almisselemmerne Poul Steffensøn og Anders Mader må besøge, og i 1763 indfører sognepræsten i fattigprotokollen et harmdirrende notat og en ny omgangsliste (taxation) for Maren Pedersdatter, som i to år har været på omgangskost. Måske har næstekærligheden haft så trange kår, at fattigkommissionen i stadig højere grad har været nødt til at fastsætte en omgangsliste. Det tyder et notat fra 1804 også på, for da bestemmer kommissionen, at 'Jens Mariagers  Daatter og Christian Esdahl bekommer Føden ved omgang i Sognerne, hver 2 dage hos dem der holder 4 heste og 1 dag hos dem der holder 2 heste'. To år efter strammes reglerne, da den gamle Niels Boesen '...skal nyde (Forsørgelse) ved Omgang hos Sognernis Beboere saaledis, at dend Mand, som haver 4 Bester giver ham Kost og Ophold i 8te dage, dend som holder 2de Bester i 4 dage og de store Huus-Mænd hver 2de dage'. Måske er det den fordeling, som er gældende, da   Maren Mariager og Jens Wuust i 1823 tildeles 'Kost efter Omgang som tilforn', og forsøget på en retfærdig graduering af kost-ydelsen ses igen i 1827, hvor kommissionen  bestemmer, '...at skulle være Regelen for Omgangs Almisselemmer at hver Gaardmand holder dem en Dag for hvert Øghøved, som sædvanlig holdes paa Gaarden - og hver Husmand med 2 Køer 1 Dag og med 1 Koe ½ Dag eller hver anden Omgang', hvorefter følger en nøje opgørelse af, hvad de forskellige sogneboere i de to sogne er forpligtede på i forhold til begrebet omgangs-kost.

En helt speciel omgang ses i fattigprotokollens første år, da Poul Steffensøn får tildelt dels en smule penge til indkøb af tøj, dels retten til at få sit tøj vasket og repareret hos forskellige husmænd, der ellers ikke anses for at have mulighed for at bidrage til de fattige. Således får vi blandt andet at vide, at '...Kirsten Mickelsdatter syer noget paa hans Klæder, naar hand omgaar i Nors by', at Christen Smed samme sted '...skaffer ham hans skiorter toet' og at '...Niels Thraae lader sye paa hans Klæder, mens hand omgaar i Hinding'.

I årene efter 1803-Reglementets indførelse ses en stadig stigende hjælp bestående af mange forskellige ting. Fra 1804 er der således på hvert års budget en post med 'Overordentlige' eller 'Extraordinaire' Udgifter, som supplement til naturalie-almissen.

Disse mange supplerende hjælpeforanstaltninger udgør et broget billede. Herunder er der for hvert af årene fra 1804 givet et eksempel på, hvad den 'Overordentlige' almisse kan være. For at se alle de særlige udgifter for det pågældende år: klik på de enkelte årstal.

Indsamling og uddeling af naturalie-almissen

Hverken fattigprotokollens officielle del eller sognepræstens notater fortæller udførligt, hvordan systemet bag indsamling og uddeling af almissen var, men en praksis må der jo have været, mest sandsynligt vel en praksis, der forandrede sig over tid og måske ændrede sig med de forskellige sognepræster.
Og selv om der ikke findes nogen praksis beskrevet, så kan fattigprotokollens mange notater alligevel give en formodning om, hvordan den har været.
Desuden findes der i Reglementet fra 1803 nogle retningslinjer, som fattigkommissionerne i alle sogne i landet har været forpligtet på. En af disse er udtrykt i Reglementets §1, der beskriver, at ethvert sognedistrikt 'antager sig de til samme henhørende Fattige', hvilket vil sige, at fattigkommissionen i Nors-Tved har været forpligtet på fattige fra såvel Nors sogn som Tved sogn.
I protokollens første del ses det med stor tydelighed, at de almisselemmer, som får tildelt retten til omgangs-kost eller til naturalier ved omgang får deres almisse hos beboere i deres eget sogn. Almisselemmer fra Nors sogn kan således indsamle deres almisse i Nors By, Hinding eller Worring og almisselemmer fra Tved sogn kan indsamle deres almisse i Sønderby, Nørby eller Ballerum. 
Efter at Fattigreglementet er indført i 1803 ser det ud til, at det ikke er muligt at efterleve den tidligere praksis, en praksis, som Reglementet heller ikke påbyder. Grunden hertil er givetvis den, at antallet af almisselemmer stiger drastisk efter 1803, og dette afstedkommer et vældigt administativt arbejde for sognepræsten og hans hjælpere, og i stadig stigende grad ser det ud til, at almisseyderne i et sogn kommer til at give almisse til alle fattige, uanset hvilket sogn de bor i.
At det forholder sig sådan kan ses af denne oversigt, der viser hvilke fattige, der modtager almisse fra  Nors Bys ydere i årene 1817 - 1833.

Måske forsøger man af praktiske grunde at efterleve et andet princip, nemlig det at almisseyder og -nyder vælges ud fra det sted, hvor de bor. Særligt måske, hvis der er tale om fattiglemmer af klasse 1. Reglementets § 12 udtrykker nemlig, at 'De Fattige af 1ste Classe, som mangle anden Understøttelse, forsynes af Fattigvæsenet: a) med Kost, hvortil de i Sognet boende, efter Sogne-Commissionens Bestemmelse, have at erlægge det udfordrende, enten i Brød, Meel, Erter, Gryn, Malt, Flesk, Smør og Ost (hvilke Fødevarer tilbringes dem, som ere saa gamle og svage, at de ikke selv kan hente dem hos Vedkommende) eller i Kornvarer eller Penge;'
For et sådant fattiglem - nemlig Lars Østergaards vanføre datter Karen Marie - har det, hvilket er usædvanligt, været muligt at identificere, hvor i fattigdistriktet hun bor. Det har derfor også været muligt at se, hvor hendes almisseydere bor, og det er i overensstemmelse med ovenstående slående at se, at de i overvejende grad er naboer eller næsten-naboer. Se kortet her.

At man efterlever princippet om, at enhver beboer må pålignes almisse efter evne, sådan som det præciseres i Reglementets § 34 punkt c), kan ses allerede i et af de første protokollater: oplysningerne om Christen Rimme og hans kone Maren Kjærs almisse-fordeling på beboerne i Tved sogn i 1757. Se et bearbejdet skema af disse oplysninger her. Og de mange udførligt udførte og år for år reviderede ligningsskemaer viser, at dette princip følges nøje. Se f. eks. dette skema fra 1826.

Allerede i protokollens første del bemærkes det, at almissen, som kan være ½ part eller en fuld part uddeles 4re gange om året - altså hver kvartal; og  i protokollatet fra 1759 præciseres det, hvor stor en almisse en sådan part/portion er.

Sognepræstens notater til eget brug påbegyndes i 1817 og fortsætter indtil 1834, og selv om mange af siderne er forsynet med et utal af over- og understregninger med farvemarkeringer, numre og bogstavbetegnelser, som det ikke umiddelbart er muligt at forstå betydningen af, se f.eks denne side, så er de mange notater en væsentlig kilde til forståelsen af den logistik, som har bestemt, hvordan almissen fandt vej fra almisse-yder til almisse-nyder.

Man får således, ved at sammenligne de officielle protokollater med deres tilsvarende (uofficielle) notater, oplysninger, som giver vigtige supplerende informationer. Se til belysning af dette for eksempel det officielle notat fra 1817, der oplyser, at almisselemmet 'Povl Kiils Enke for hele Aaret' er blevet tildelt 2 td rug, 4 td byg og 24 Rbd. Ved at se i protokollens notatdel får vi at vide, at de 2 td rug er blevet uddelt over årets fire kvartaler med 4 skp pr kvartal. Vi får endda at vide:
- at af de fire skp rug, der ydes i januar kvartal, kommer de tre fra Jens Bensen og den fjerde fra Skibstedgaard,
- at af de fire skæpper rug, der ydes i april kvartal, kommer de tre fra Jens Christian i Sønderby og den fjerde fra Stephan i Hinding,
- at af de fire skæpper rug, der ydes i juli kvartal, kommer de tre fra Chr. Skrædders Enke og den fjerde fra Skibstedgaard, og
- at alle fire skp rug i oktober kvartal kommer fra Lars Frost. 
Ved nærlæsning af notaterne får man tilsvarende oplysninger om, hvorfra de tildelte fire td byg og de 24 Rbd kommer fra.

Ved at sammenligne fattigprotokollens officielle del med dens uofficielle notater - der som nævnt eksisterer fra 1817 til 1834 - kan vi altså få indblik i, hvem det er, der pålægges at yde et givet fattiglem almisse. Umiddelbart kunne det så være interessant at vide, om det er de samme sogneboere, der yder Poul Kiils enke hendes almisse det følgende år, - om Poul Kiils enke får sin almisse af de samme personer år efter år. En situation, der for den fattige modtager meget vel ville kunne føre til et afhængighedforhold eller i al fald til et år for år stadigt voksende taknemmelighedsforhold. Det spørgsmål får vi ikke svar på, for Poul Kiils enke dør allerede i 1817. Men et andet almisselem, den tidligere nævnte Lars Østergaards vanføre datter Karen Marie, der får almisse fra år 1800 og i hvert fald indtil protokollens ophør, altså i mindst 35 år, kan gennem de mange notater fortælle om relationerne mellem almisse-nyder og almisse-yder. Se en opgørelse over dette forhold her.
Som det kan ses af opgørelsen, får Karen Marie sin almisse fra mange forskellige almisse-ydere. I året 1819 af ikke mindre end 19 forskellige. En håndfuld af dem kunne man vel kalde Karen Maries kerne-ydere. Det gælder Lars Frost, Jacob Bunk, Jens Bensen, Jens Thon og Peder Clemmensen, alle veletablerede gårdbrugere, der i de sidste 18 år i opgørelsen yder almisse til Karen Marie i henholdsvis 17, 16, 15, 14 og 16 år. Disse almisse-ydere bor tilligemed ganske tæt på Karen Marie, som det kan ses på kortet sidst i hendes biografi. Der må ganske givet have været et tæt forhold mellem Karen Marie og hendes almisse-ydere. Sikkert på såvel godt som ondt.

Den tidligere nævnte optælling, - af almisseyderne fra Nors By og de almisselemmer, som de forsyner med rug og byg i årene 1817 - 1833 -, giver måske en fornemmelse af de relationer, der må have været mellem yder og nyder. Ved at se optællingen 'vandret' får man et billede af, hvilke fattiglemmer en given yder har været forpligtet på gennem årene, eller hvilket fattiglem, der en gang i kvartalet har måttet opsøge en given yder gennem årene. For eksempel ses det, at almisselem Johanne Larsdatter har måttet opsøge Peder Kudsk hvert kvartal i 1825, 1826, 1827, 1828, 1829, 1830, 1831 og 1832.  Se optællingen her  (Brug evt. funktionen Ctrl + F til at markere Johanne L).
Hvordan har mon forholdet været mellem de to, når Johanne mødte op for at få sine 2 skæpper byg? Vi ved fra andre kilder, at Peder Kudsk var en endog meget anset mand i Nors, hvor han praktiserede som benbrudslæge. Man kan vel ikke udelukke, at han har vist sin medlidenhed med den fattige Johanne Larsdatter og hendes livssituation.

Ud over de ovennævnte forhold ses i fattigprotokollen nævnt endnu en ting, som har haft betydning for uddelingen af almissen, nemlig almissesedler.
Almissesedlerne nævnes første gang i protokollen i 1804, hvor sognepræsten Anders Eriksen Hvass afslutter årets opgørelse over behovet for fattighjælp med at skrive: '.....Altsaa er Ligningen paa samtlig Sognernis Beboere og Parcellisterne Penge 33rd 64 - Rug 9td 4skp:Byg 70td 4skp hvilket alt skal blive de trængende i Sognerne efter deris givne Sedler  meddeelt Nors-Præstgrd ut supra - '
Næste gang vi ser disse sedler beskrevet er i 1809, hvor præsten ved notaterne om december-samlingen skriver: 'I øvrigt vedtages, at Præsten herefter, ved udstedte Sedler til Almisselemmerne qvartaliter bestemmer, ved hvem og hvorledes enhver Almisse paa bedste og beqvemmeste Maade kan nydes og oppebæres - saaledes at Almissen kan være ydt forinden den 8de dag udi enhver Qvartal.'
Og i 1819 står der i protokollen: 'Niels Thoudahl og Hustrue af Ballerum, som ved Aarets Begyndelse fik Almisse, efter Forlangende, har ej afhentet sin Almisseseddel for sidste Qvartal -July'.
Vi ser altså, at der indføres en praksis med at uddele sedler til de fattige, og af de få notater i det ovenstående kan vi vel udlede, at præsten har udarbejdet sedlerne, som kvartalsvis har kunnet afhentes hos ham. Hvordan det derefter har fungeret, får vi en fornemmelse af ved at aflæse den almisseseddel, som dukkede op mellem to blade i fattigprotokollen, da dette projekt blev affotograferet.
 

Fattigvæsenets indretning

I den periode, som fattigvæsens-protokollen dækker, nemlig fra 1756 og til 1834 er fattigvæsenet underlagt to lovkomplekser:

’Forordning om Betlere i Danmark, 24. September 1708, Post 2'.   (fra 1756 - 1803)

'Reglement for Fattigvæsenets provisoriske Indretning og Bestyrelse paa Landet i Danmark, 5. Juli 1803'. (fra 1803 - 1834)

Under begge lovkomplekser er fattigvæsenet opbygget på samme hierarkiske måde:


 

3. Amts-fattiginspektionen / -direktionen,

det tredje trin i hierarkiet, optræder i modsætning til de to øverste trin jævnligt i protokollen, idet det er amtsforvalteren og herredsprovsten, der med deres underskrifter og segl iværksætter protokollen i 1756, og det er i perioden indtil 1803 de samme to myndighedspersoner, ofte sammen med amtmanden, der godkender sognekommisionens årligt aflagte regnskab og pålignede almisser for det kommende år.
Mærkværdigvis ophører provsten med at forekomme i protokollen i 1783, og først i 1810, efter en pause på syvogtyve år, og syv år efter at det nye reglement er iværksat, ser man igen en provst i funktion.
Det er også dette trin i hierarkiet, som må afgøre stridigheder og klager, som rækker ud over den lokale sognekommissions afgørelser. Herunder følger de sager, hvor protokollen nævner amtets deltagelse:

- Første gang vi  ser et eksempel herpå i fattigprotokollen er den 5. dec. 1764, da sognepræsten Bent Curtz med tydelig forargelse beskriver situationen for den 'gamle og tåbelige Maren Pedersdatter', der i sin almisseomgang i sognet nægtes sin ret og afvises. Bent Curtz er så forarget, at han sammenligner sogneboerne med en flok skabede får, og det er sandsynligvis dette, som får amts-fattiginspektionen til allerede den 18. dec. at  reagere på 'den ommeldte slette Omgang af endeel af Sognenes Beboere imod de fattige'.  Desværre ser vi ikke Bent Curtz reaktion på amts-fattiginspektionens opfordring til ham.

I 1765 beskriver sognepræsten, at 'den 28 Janv: Leverede Chergiant Schiersing mig 5m til Tveeds Sogns Fattige og 2m til Nors Sogns som ved Execution in Januario inddrevne til Straf for nogle af Sogne Mændene som vare befalede at Kiøre Konge Kiørsel med Gevæhr til Østerild,...'. Af konteksten må det kunne udledes at sergeant Schiersing er amtets retsbetjent, som har inddrevet bøder hos de formastelige bønder, der har nægtet at køre kongekørsel med gevær. Sognepræsten forsikrer således også i notatet, at hans kvittering for pengene er overbragt amtsstuen i Thisted.

- I 1775 har Bent Curtz igen problemer med sine sognebørn. Han refererer i protokollen, at 'Nogle af Sogn Mændene ere begiærlige at viide, Hvorfor de skal svare Casse penge og Hvortil disse penge anvendes'. Problemerne med de kritiske bønder er tilsyneladende store, for Curtz beder i protokollen om, at 'dend Høyst Respective Commission vilde engang Give dem saadan Svar, at Mundene Herefter kunde tilstoppes, og de kunde fremdeeles Holde inde med Slige Forvidende Spørsemaal'. Tilsyneladende opfatter amts-fattiginspektionen opfordringen som en irriterende bagatel. Se svaret her. Og de utilfredse bønder ser ud til at reagere med at undlade at betale 'Casse-penge', hvilket afstedkommer en bitter reaktion fra Bent Curtz, efter at han har oplistet de 23 restanter.

- Først i 1804 ses amtsdirektionen igen inddraget i en konflikt. Det drejer sig om ,at nogle 'KaastrupMænd nægtede at give Thøger Christensøn dend Almisse dem var paalagt'. Sagen overgives til amtets afgørelse, som viser, at udensognsboende, der ejer jord i Nors-Tved også kan pålægges en almisseforpligtelse.

- I november 1805 ses amtet inddraget i en usædvanlig sag. Det usædvanlige består i, at et almisselem, Bodild Traad, har fremført en klage direkte til amtmanden og altså udenom sogne-kommissionen. Protokollen fortæller ikke noget om amts-fattigdirektionens reaktion, men refererer alene sognekommissionens behandling af sagen.

- Året efter modtager sogne-kommissionen en resolution fra amtmanden, som pålægger fattigvæsenet i Nors-Tved almisseforpligtelsen for Just Jensen. Når amtet må ty til en resolution, en afgørende beslutning, drejer det sig sikkert om en udensogns-person, som sognekommissionen ikke har lyst til at bekoste almisse på - jvf. Reglement for Fattigvæsenet af 1803 § 6 og 7. Vi får i protokollen ikke noget at vide om sagens detaljer, men vi kan se, at Just Jensen, senere omtalt som Just Wuust, optræder som almisselem i fattigvæsenets notater helt frem til 1827.

- I 1810 involveres fattigvæsenet, som tidligere nævnt, i en kostbar almissesag omkring Sidsel Rolandsdatters børn. Det er allerede nævnt, at sagen er befordret af Danske Kancelli, men naturligvis må også amtet involveres i denne sag. Sognekommissionens referat af amtmandens skrivelse med en detaljeret oversigt over de foreløbige udgifter i forbindelse med de to børns forsørgelse kan ses her. 

- I 815 ses, at amtet fritager 'Niels Jensen i Kaastrup..... for iaar og fremdeles' at svare almisse til Nors-Tved fattigdistrikt.  Protokollen nævner ikke noget om de nærmere omstændigheder. Samme år indsætter amtet fattigkommissionen som værge for Kristen Lund og hans hustru

- I juni1816 fortæller et notat om en bitter og sørgelig familiestrid, da Niels Lunds Moder meldte sig i fattigkommissionen, 'med Begjering: at 5skpr Rug og 4 skpr Byg, som ved Sønnen N:Lund resterer i Aftægten for d: A: April Qvartal maatte med Udpantning  forskaffes hende - ligesom og at deres meget forfaldne Bolig maatte betimeligen vorde istandsat'. Hvis hendes henvendelse skal resultere i en udpantning af sønnen Niels, vil det involvere amtet, og da situationen ved næste kvartalsmøde i  fattigkommissionen er sørgelig uændret, besluttes det 'at forespørge den høye Øvrighed: Om lovlig Licitation i dette Tilfælde skulde være fornødent - og da forlange at Samme maatte foranstaltes'. Sagen omtales ikke yderligere i protokollen, så vi får ikke at vide, hvordan amts-direktionen forholder sig til den.

- I 1819 rejser sognekommissionen en sag mod Simon Smed af Hinding, som 'havde nægtet at antage de 2 Fattiglemmer, som have Omgang i Districtet ...: Povl Søegaard og Maren Mariager', og forventer at amtet udpanter Simon Smed for 3 rigsbankmark. Af protokollens efterfølgende side ses det, at amtet følger opfordringen.

- I 1820 ses en lignende sag: 'Niels Snedker af Hinding som og Povl Smed og Søren Christesen eller Christen Povlsen af Ballerum havde nægtet at modtage Maren Mariager en Dag paa Kost og Huus efter Omgang'. Også her må amtet have været inddraget for på det følgende årsregnskab tilføjes der '3m 12s, som Povl Smed og Christen Povlsen paa Ballerum have erlagt Fattigkassen som Godtgjørelse i Mangel af at modtage Maren Mariager hver 1 Dag efter Omgang'.

- I 1827 ses amtets afgørelse i en faderskabssag,...

- og samme år ses på protokollens sidste side, at amtet aflyser beslutninger,som er truffet tidligere på året.

4. Sognepræsten og Sogne-fattigkommissionen

er  den institution, der forestår alt arbejdet med at tage hånd om sognets almisselemmer. I Nors - Tved sognekommission gælder arbejdet i kommissionen således almisselemmerne i begge sogne, hvilket giver kommissionen særlige udfordringer. Fattigforsorgen bygger nemlig i hele sin opbygning på det princip, at ethvert sogn selv skal tage vare på sine beboere. Som følge heraf må fattigkommissionen udarbejde omgangslister og lister over almisseydere for begge sogne for sig.

Ifølge 'Forordningen af 1708' skal sognefattigkommissionen bestå af 'Sogne-Præsten, som skal adjungeres 3 eller 4 af de vittigste og beste Sogne-Mænd (der i de Fattiges Inspection skal være hans Medhielpere, og maa om de det forlanger, efter 3 Aars Forløb med andre lige dygtige omvexles)'.
Væsentligst følger af ovenstående, at en gruppe sognemænd, formentlig udpeget af sognepræsten, pålægges det borgerlige ombud at være en del af sogne- fattigkommissionen. Af de mange optegnelser i fattigprotokollen ses det, at det ulønnede arbejde i kommissionen må have været af et ganske betragteligt omfang. Ud over de, oftest kvartalsvise, kommissionsmøder har der fundet et regulært og uden tvivl hårdt fysisk arbejde sted med at indsamle og fordele almisserne, et arbejde, der ses at vokse hen over årene.
Ved lovens justering  i 1803 ændres fattigkommissionen, så den nu kommer til at bestå af 'Præsten, Stedets Politiemester, en af de største Lodseiere og 3 eller 4 af de bedste Sognemænd'. Kommissionen forøges, som det ses, med den lokale politimester (tidligere kaldt herredsfoged) og med en af de største lodsejere. For politimesteren gælder imidlertid, at han ved forfald kan give sognefogden fuldmagt til at møde for sig, og sådan kommer det i næsten alle tilfælde til at ske. Kun ved to kommissionsmøder ser man politimesteren møde personligt frem.

Da fattigkommissionen dækker to sogne, deltager fra 1803 også de to 'største lodsejere', nemlig ejerne af henholdsvis Søgård i Nors og Skjelsgård i Tved. Fra Søgård er det Christian Jensen, der fra 1803 når at deltage i 9 kommissionsmøder, før han flytter fra sognet i 1805, og derefter overtages hans plads af Søgårds næste ejer Christian Holst, der sidder med ved 26 kommissionsmøder, før han dør kun 40 år gammel i 1813. Herefter ser man ikke nogen ejer af Søgård i fattigkommisionen, sandsynligvis fordi Christen Holsts søn Peder i 1813 kun er 8 år gammel. Fra Tved sogns største gård, Skjelsgård, ser vi fra 1803 Peder Kolkier, der kommer til at deltage i 37 kommissionsmøder. Sidste møde med hans deltagelse er i 1813; måske har han fra det tidspunkt været syg, for han dør i maj 1816, og allerede i november samme år gifter hans enke sig med Thomas Klit, der derefter er Tveds største lodsejer. Uvist af hvilken grund optræder han kun kortvarigt som medlem af fattigkommissionen, hvor han ses i protokollens to sidste år med de officielle protokollater fra 1826 og 1827.

I de 70 år, som fattigprotokollen repræsenterer, afholdes der under fire skiftende sognepræsters formandskab 143 kommissionsmøder, hvor ialt 60 forskellige sognemænd deltager. Nogle af disse sognemænd er kun medlem af fattigkommissionen i kort tid, andre i mange år. Tre af dem når i perioden  at være med til mere end 100 kommissionsmøder. Det gælder Lars Frost, der er sognegfoged i Nors i en årrække, og fra Tved de to nabogårdmænd  Bertel Jepsen og Christen Horboe; sidstnævnte optræder også i sin egenskab af sognefoged som erstatning for politimesteren. Mindst ti af kommissionsmedlemmerne er desuden ansat som præstens medhjælpere. To af disse, far og søn, Anders og Jens Frøkjær fra Vorring i Nors sogn er begge både præstens medhjælper og fattigkommissionsmedlem. Meget tyder på, at begge hverv har været agtværdige og prestigefyldte, hvilket også §19 i Forordningen fra 1708, og ikke mindst den heri angivne §17 fra Købstadsforordningen, tyder på.

Selv om det i loven er anført, at medlemmerne af fattigkommissionen skal vælges blandt sognets 'vittigste og bedste', ændrer det ikke på det faktum, at bondebefolkningen i den periode, som protokollen dækker,  har en meget begrænset skoleuddannelse. De udvalgte kommissionslemmer har dog utvivlsomt kunnet læse og skrive i et vist omfang, men først og fremmest var de bønder, hvis vigtigste opgave var at drive landbrug, der bestod i hårdt fysisk arbejde. De har således haft langt lettere ved at håndtere en møggreb end en pen.
Hvordan har de mon været, de bønder? Hvordan har de været klædt? Hvordan har deres indbyrdes forhold været? Hvordan har de opført sig på kommissionsmøderne? Har de været tavse og ladet præsten tale? Har de blandet sig? Haft meninger?
Om alt dette kan vi kun gisne, men én lille, interessant detalje detalje kan bringe os en anelse tættere på forestillingen om, hvordan de var: deres underskrifter.
Se herunder fattigkommissionens underskrifter fra 1804.

Man må formode, at sognekommissionens arbejde har været af både rådgivende og af praktisk art. Det har været kommissions-medlemmerne, der har haft den nære kontakt til sognets beboere, det har været dem, der har kendt til, hvad der rørte sig i sognet, hvem der for alvor led nød, og hvem der havde evnen til at yde. 

Men det har været præsten pålagt at udføre det meget store arbejde med at forfærdige lister over almisselemmerne og deres behov, med at lave den årlige ligning, med at ændre i ligningen, når dødsfald eller andre uventede situationer krævede det, med at indkalde til og lede kvartalsmøderne og imellem kvartalsmøderne at forholde sig til de almissebehov eller problemer, der opstod, med at inkassere de mange enkeltbetalinger af almisse-penge, med at føre fattigprotokollen, opstille regnskabet og med at få årets totale aktiviteter godkendt af amts-fattigdirektionen. Sognepræstens arbejde i fattigvæsenet har været så omfattende og så kompliceret, at der her tegnes et tydeligt billede af den tids præstearbejde. Et arbejde, hvor sognepræsten i lige så høj, eller måske i højere grad har været social administrator og skatte-inkassator, som han har været prædikant og forkynder.
Og det kan ikke undre, at et stort noteapparat har været nødvendigt. Det, som blev tilgængeligt, da pastor Høyer i 1817 besluttede at indføre sine notater bag i fattigprotokollen. Her kommer man tættere på præstens store administrative arbejde end fattigprotokollens officielle og nøgterne del kan afsløre. Se for eksempel notatet fra 1827, der fortæller om opgaverne i løbet af årets fire kvartaler, - og se et andet eksempel fra 1822, der viser, hvor kompliceret arbejdet har udfoldet sig for præsten, når et almisselem døde og vedkommendes almisse blev overført til en anden.

Se herunder aktiviteterne i året 1816 , der er valgt som eksempel på, hvordan Knud Kristian Høyer administrerer.