Cathrine Draxbech,
som hun oftest kaldes, ses kun i fattigprotokollen i hendes sidste syv
år, - fra hun er 74 til hun dør som
80-årig.
Første gang hun optræder her står der i protokollen: 'Med Begjæring om Understøttelse for Aar 1832 have anmeldt sig ..........- saa og en Qvindesperson fra Wixøe - Cathrine Dragsbech, som tilforn i flere Aar tjente og opholdte sig i Ballerum Mølle'. Cathrine Draxbech bor altså ikke i sognet, men som det antydes i teksten, har hun en årelang tilknytning til Tved Sogn, hvilket berettiger hende til almisse herfra. Ved at se i folketællingen to år senere - i 1834 - hvor Magrethe Draxbech stadigvæk bor i Vixø - ses det, at hun bor sammen med to af sine søskende, den 76-årige Christen og den 64-årige (Mar)Grethe. Det ses desuden, at hun er ugift og har været det hele livet.
Alt tyder på, at Anne Cathrine efter et langt arbejdsliv i Tved har fundet sammen med sine to søskende i Vigsø, deres barndomsby, og nu lever et godt omend fattigt liv her. Fattigvæsenet i Nors-Tved tildeler Cathrine Draxbech 1td byg og giver hende senere et tillæg. Se herunder hendes almisse i de følgende år:
I sidste halvdel af 1836 må der være sket noget, som radikalt ændrer Cathrine Draxbechs liv, for da ophører hendes almisse og hun tildeles 'Omgang i sognet'. Hun må altså have ophørt bofællesskabet med de to søskende i Vixø og være vendt tilbage til Tved. Hvor hun bor vides ikke, og hvordan det er muligt for den nu 80-årige Cathrine at vandre omkring i sognet er svært at forestille sig, især da man ser dette protokolnotat: 'Til Niels Kudsk, for Cathrine Drasbech og Envold Ørhgaards Haand og Beenskade, betalt af Kassen 1rbd 3m'. Niels Kudsk er den kendte benbrudslæge, som her må træde til for at lindre bl.a. Cathrines Draxbechs fysiske dårligdomme. Ud over den hjælp, som fattigvæsenet giver ved at tildele omgangen i sognet, så får Cathrine Draxbech i de følgende år denne hjælp:
Allerede i marts
måned 1838
ser det dog ud til, at Cathrine Draxbech ikke længere kan
klare
strabadserne ved omgangen i sognet, for på
fattigkommissionens
møde den 22. marts sker der dette:
'Ved Commissionen mødte Lars Lynge af Nors som tilbød at modtage Omgangsalmisselem Cathrine Drasbech til Pleje Ophold og Forsørgelse mod 2Tdr Rug og 2 Tdr Byg og 10 rbd for et heelt Aar - og modtager hende 1 April d.A.' Vi ved, at fattigkommissionen tager imod Lars Lynges tilbud, og kan så håbe på, at Cathrine Draxbech fik et lindrende ophold hos ham og hans familie, men opholdet blev ikke langvarigt, ved vi, for den 2 juli, kun tre måneder senere, døde Cathrine Draxbech. Dagen efter Cathrine Draxbechs død noteres det i fattigprotokollen: '- NB Mads Andersen Krogh af Wixøe har idag betalt 20rbd efter Cathrine Drasbechs Obligations Lydende, ......førte Cassen til indtægt'. Hvad dette notat betyder, vides ikke. I overensstemmelse med Reglement for Fattigvæsenet §§ 23 og 24 ses desuden dette notat: 'For Fattiglemmers Efterladenskaber og Tilhørende m m. ........Cathrine Drasbech... 6 - 1 - 3' Med tilbagebetaling af 6rd 1m 3s kommer Cathrine Draxbechs dødsbo således til at betale en lille del af fattigvæsenets udgifter gennem årene tilbage.
|