Herunder ses de tekster, som er det lovmæssige grundlag for fattigvæsenet i det tidsrum, som fattigvæsens-protokollen fra Nors-Tved dækker, nemlig:




Forordning om Betlere i Danmark. 24 september 1708; II Post. Belangende de Fattige paa Landet
m. diverse ændringer


og

Reglement for Fattigvæsenets provisoriske Indretning og Bestyrelse paa Landet i Danmark. 5 Juli 1803
m. diverse ændringer




















































Forordning om Betlere i Danmark. 24. september 1708
Den originale tekst
Teksten på nydansk
II Post. Belangende de Fattige paa Landet, da ville Vi aller-Naadigst, at dermed saaledes skal forholdes:

1. Stift-Ambtmændene og Bisperne skal, hver i deres Stift, constituere Provsten i sit Herret og Herrets-Fogden i sit District, enten det indeholder et eller flere Herreder, til at være Inspecteur over de Fattige, som findes i deres Herreder og Birker; og skal Provsten; Herrets-Fogden og Birke-Fogden have flittig Indseende med de Fattige, saaledes som de agte det for GUd og Os at forsvare, at alle Ting efter denne Vores Anordning bliver i allerunderdanigste Hørsomhed efterlevet, og ikke spare deres Flid til noget af alt det, som kan tiene til denne Vores velmeente Intention at befordre

Ændret i Følge Rescr. 5 Marts. 1734 (Til Stiftamtmændene og Biskopperne i Danmark):
Efterdi det skal drage en stor Vidtløftighed efter sig, at Stiftamtmændene og Biskopperne efter Frs II Post 1§, skal constituere Provsten i hans Herred og Herredsfogden i hans District til at være Inspecteur over de Fattige, formedelst at i et eneste Herred paa nogle Steder skal findes 2 Herredsfogder, og 4 samt flere Birkefogder, foruden at alle Herreds- og Birkefogder ikke alle ere af det Begreb, at de de Fattiges Væsen med Frugt kunde forestaae, eller af den Vederheftighed, at dem de Fattiges Almissers Indkrævelse sikkerlig kan betroes; saa anordnes: at tillige med Provsterne skal Amtsforvalterne, Amtsskriverne, og Regimentsskriverne, hvor de ere, være Inspecteurer paa Landet, i Steden for Herreds og Birkefogderne; dog maae en og anden Herredsfoged tillige være de Fattiges Inspecteur, helst i de Herreder , hvor Amtsforvalteren, Amtsskriveren eller Regimentskriveren og Provsten deres Hjelp behøver og begierer.
2. Del. Hvad angår de fattige på landet, da ønsker Vi, at der skal forholdes således:

§1. Stifts-amtmændene og biskopperne skal ansætte herredsprovsterne og herredsfogderne som inspektører for de fattige i deres område, hvad enten det indeholder et eller flere herreder. Og på Guds og Vore vegne skal provsten, herredsfogden og birkefogden have flittigt opsyn med de fattige, så alt i denne forordning lydigt bliver efterlevet, og de må ikke spare deres flid på noget som helst, som kan hjælpe med at befordre dette velmente forehavende


Ændret ved 'rescript af 5. marts 1734' til stiftamtmændene og biskopperne i Danmark:
Da det vil gribe voldsomt om sig, at stiftamtmændene og biskopperne iflg. forordningens II Post §1 skal udnævne herredsprovsten og herredsfogden til at være inspektører over de fattige, idet der i enkelte herreder findes 2 herredsfogder samt fire eller flere birkefogder foruden det forhold at ikke alle herredfogder og birkefogder har en indsigt, der gør dem egnede til med held at kunne forestå fatttigvæsenet  og ikke alle er så pålidelige, at man kan betro dem at opkræve almisser til de fattige, så besluttes det, at sammen med provsterne skal amtsforvalterne, amtsskriverne og regimentsskriverne, hvor de findes, være inspektører på landet i stedet for herreds- og birkefogderne. Dog kan en og anden herredsfoged være supplerende inspektør i de herreder, hvor amtsforvalteren, amtsskriveren, regimentskriveren og provsten behøver og beder om deres hjælp.
2.   Efter at denne Vores allernaadigste Forordning er dennem bleven meddelt, skal de, det snareste skee kand, i det seeneste inden 2 Ugers Forløb fare Sogn fra Sogn, og der tillige med Sogne-Præsten, som skal adjungeres 3 eller 4 af de vittigste og beste Sogne-Mænd (der i de Fattiges Inspection skal være hans Medhielpere, og maa om de det forlanger, efter 3 Aars Forløb med andre lige dygtige omvexles) først inqvirere, om der opholder sig nogen fremmet Betler, og deres Navne antegne med Stæder hvorfra de ere. Er han Uden-Rigs fra, da skal hand advares inden to Sole-Mærker at qvitere Herredet, med mindre Sygdom maatte holde hannem ved Sengen; giør hand det ikke, og lader sig finde der efter den Tid, maa ingen huse eller herbergere ham, under Straf for hver Nat af ½ Rigsdaler, hvoraf Angiveren nyder den halve Deel, og Sognets Fattige den halve. Er hand saa arm, at hand har intet at komme fort for, da skal Præsten formane Sogne-Folket at skyde noget tilsammen, hvor udi hand selv bør gaae dem for med sit Exempel. Og da kand det meddeles ham til en liden Reise-Penge; Forføjer han sig da ikke bort, eller fordrister sig at komme igien, efter hand engang er forviist, da skal Sognemændene føre ham til Herrets-Fogden, som paa Bekostning af den almindelige Casse, hvorom siden skal meldes, skal lade ham føre enten til næste Fæstning eller til Spindehuset i Kiøbenhavn. Er hand eller hun fra en anden Provintz eller et andet Herret, skal de advares at begive sig der hen, uden saa er, at de har i nogle Aar været i Sognet og forholdt sig skikkelig, da lader mand dem blive. §2. Så snart de ovenstående har modtaget Vores forordning skal de snarest muligt og i hvert fald inden 2 uger henvende sig i alle sogne, og der, - sammen med sognepræsten, der skal hjælpes af  3 eller 4 af de klogeste og bedste sognemænd (som skal være hans medhjælpere i Fattig-inspektionen og som må erstattes af andre ligeså dygtige efter 3 år, hvis de forlanger det)- først finde ud af, om der opholder sig fremmede tiggere, og bogføre deres navne og hvorfra de kommer. Kommer de fra udlandet skal de have besked om at forlade herredet inden 2 døgn, med mindre de er syge og sengeliggende; hvis en sådan tigger ikke adlyder og efter fristen stadig opholder sig der, må ingen give ham husly eller ophold. Den, som forser sig på dette, straffes med en halv rigsdaler for hver nats ophold. Den, som angiver en sådan person, får den ene halvdel af bøden, mens sognets fattige får den anden halvdel. Hvis tiggeren er så fattig, at han ikke har mulighed for at forlade stedet, da skal præsten formane sognets beboere til at lave en indsamling, og han skal selv foregå dem med et godt eksempel. Og således kan tiggeren få en smule rejsepenge; vil han derefter ikke rejse bort, eller drister han sig til at komme igen, efter at han én gang er bortvist, da skal sognemændene føre ham til herredsfogden, som på bekostning af den almindelige kasse – hvorom der siden skal berettes – skal lade ham føre enten til nærmeste fæstning eller til Spindehuset i København. Er han eller hun fra en anden provins eller et andet herred, skal de formanes til at begive sig derhen. Men hvis de i nogle år har opholdt sig i sognet og opført sig ordentligt, lader man dem blive.
3. Naar de nu ere fraskildte, som ikke bør at høre til Sognet, skal der forfattes en rigtig Specification paa dem, de finde at have Almisse højt fornøden, og først antegne dem, som ere blinde, Sengeliggende, og slet intet selv kand fortiene, og beskikke det saa, at de kand have deres Levnets Ophold; Dernæst smaa Børn, som Forældrene ere fradøde, hvilke Præsten med sine Medhielpere skal drage Omsorg for, at een eller anden tager dem til sig, hvorimod de nyde til deres Opfostring det, som dennem bliver tillagt; Endeligen skal og dennem, som formedelst slet Helbred, mange smaa Børn, eller andre lovlige Aarsager ikkun lidet og ikke saa meget kand fortiene, at de der af kand subsistere, nogen Hielp tillegges. Herpaa skal Præsten holde rigtig Bog, og enhver ved Navn, Dag og Datum, naar hand bliver antagen eller ved Døden afgaaer, indføre. §3. Når man så har frasorteret dem, som ikke hører til i sognet, skal der laves en specifikation på dem, som man mener har mest behov for almisse. Først oplister man dem, der er blinde, sengeliggende eller som slet ikke er i stand til at tjene noget og ordner det sådan, at de får sikret deres livsgrundlag; dernæst de små, forældreløse børn, som præsten og hans medhjælpere skal drage omsorg for, så der findes en person, der til gengæld for det, som tillægges ham til børnenes opfostring, kan tage dem til sig. Endelig skal der etableres hjælp til dem, som på grund af dårligt helbred, mange små børn eller andre lovlige årsager tjener så lidt, at de ikke kan eksistere af det. Præsten skal føre en passende bog, hvori enhver indføres med navn, dag og dato, når han antages (som fattiglem) eller afgår ved døden.
4. Derefter skal de kalde Sogne-Mændene for sig, og give dem tilkiende Vores allernaadigste Villie; siden giøres dem af Sogne-Præsten en alvorlig Formaning, ligesom er meldet om Kiøbstæderne. Dernest høre de, hvad de godvilligen vil give aarlig til de Fattiges Underholdning, og som det baade kommer Bonden lettere at give Brød, Meel, Erter og andre ædende Vahre, som de avle af Jorden, end rede Penge; det og beqvemmeligere er for den Fattige, som paa Landet ej altid kand faae for 1 Skilling at kiøbe, hvad de behøve, skal de Committerede først giøre et Overslag, hvor meget den Fattige kand til Nødtørft komme ud med om Aaret. Siden assignere ham sine visse Mænd i Sognet, som enten ugentlig eller Maanetlig paa en vis Dag, eftersom de Committerede finde for got, skal levere til den Fattige den Deel, som hand bliver indskreven for. Præsten lader sig selv først indskrive for een eller flere af de Fattige, som hand tager sig paa efter sine Vilkor at bespise, og derudi gaaer Meenigheden for med et got Exempel. 

 Ovenstående præciseres:
I Følge Rescr. 28 Mart. 1732 (til Directeurerne for de Fattiges Væsen i Danmark) skal med Fattiges Underholdning paa Landet saaledes forholdes, at de Fattige skal spise hos Bønderne en eller 2 Dage om Ugen ligesom Mængden af Fattige findes i Sognet og ligesom Bøndernes Lejlighed er til; hvorimod de Fattige bør gøre den Bonde, hos hvilken de spise, til Tieneste hvad de kan, paa den eller de Dage de nyde Kosten hos ham; og hvad de Fattige til Klæder maatte behøve kan de forsynes med af Herreds-Kassen, til hvilken Proprietairerne, Præster, Forpagtere  og andre bør give noget i rede Penge; ligesom det og paa de fleste Steder i Siellands Stift skeer, i Følge Fr 24 Sept. 1708 4 §; og om det kunde hænde sig, at en eller anden velhavende Bonde heller ville give noget godvilligen til Sognets Fattiges Forflegning i rede Penge, end spise en Fattig, saa kan det Bonden vel tillades; dog at hvad Penge han udgiver, kommer til Herreds-Kassen, hvilket Middel og i sig selv er det tienligste; thi gives de Fattige Korn eller Penge, maae man befrygte, at sligt af dem i een eller flere Dage til Unytte kunde fortæres, og de siden tvinges af Hunger til at betle; Bønderne udlove og ofte meer, end de kan holde; men have de visse Tider om Aaret selv kun lidt til Føde, maae de Fattige tage til Takke med hvad de formaae.
§4. Derefter skal de indkalde sognemændene og lade dem vide, hvad der er Vore ønsker; senere skal sognepræsten formane dem alvorligt sådan som det er beskrevet om købstæderne. Dernæst fortæller de, hvad de af godhed årligt vil give til de fattiges livsfornødenheder. Og eftersom det både er lettere for bønderne at give brød, mel, ærter og andre madvarer, som de avler, end at give penge, og det også er mere bekvemt for den fattige, som ikke altid på landet kan købe, hvad han behøver, så skal kommissionsmedlemmerne først  beregne, hvor meget den fattige kan klare sig for om året, og siden henvise ham til de mænd i sognet, som, enten ugentlig eller månedlig på en bestemt dag besluttet af kommissionsmedlemmerne, skal levere den fattige den del, som er ham tildelt. Præsten lader sig som den første notere for en eller flere fattige, som han påtager sig at bespise på sine betingelser og foregår således menigheden med et godt eksempel.



Ovenstående præciseres:
Ifølge rescript af 28. marts 1732 (til direktørerne for fattigvæsenet i Danmark) så skal man forholde sig sådan med de fattiges livsfornødenheder på landet, at de fattige skal spise hos bønderne en eller to dage om ugen afhængig af mængden af fattige i sognet og bøndernes formåen. Til gengæld bør de fattige tjene den bonde, hos hvem de spiser, med hvad de kan på den eller de dage, hvor de får kosten hos ham. Hvad de fattige måtte behøve af klæder kan de forsynes med af herreds-kassen, til hvilken proprietærerne, præster, forpagtere og andre bør give noget i rede penge, sådan som det sker de fleste steder i Sjællands stift ifølge forordning af 24. sept. 1708 §4; og hvis det er sådan, at en velhavende bonde hellere godvilligt vil give noget til sognets fattiges forplejning i rede penge end ved at lade dem spise hos sig, så kan det godt tillades. Dog skal de penge, som han således giver, tilgå herredskassen, og den fremgangsmåde er i det hele taget den formålstjenligste, for hvis man giver de fattige korn eller penge, må man befrygte, at dette vil blive fortæret på ganske få dage, så de derefter vil blive tvunget til at tigge af sult.  Bønderne lover ofte mer end de kan holde, men hvis de på visse tider af året selv kun har lidt til føde, må de fattige tage til takke med hvad bønderne formår at give.

5. Udi denne Ligning, som skeer, skal ej reflecteres til Tønder-Skyld, hvor højt Gaarden staaer for, men til Mændenes Tilstand, som beboer dem; Thi det skeer ofte, at en hielper sig vel, der sidder paa et lidet Stæd, og en anden slet, som sidder paa et højt-skyldet, og nu er det ræt og billigt, at enhver af den Velsignelse, hand af GUD har annammet, igien velsigner GUD i hans fattige Lemmer. GUD fordrer det ikke af nogen, som hand ikke har. §5. I fastsættelsen af den afgift, som skal pålignes, skal der ikke skeles til gårdenes hartkorns-størrelse, men til hvor meget gårdbrugerne kan yde. Thi man ser ofte, at en, der bebor et lille sted, klarer sig godt, mens en anden, der bebor et større sted, klarer sig dårligt. Og det er ret og rimeligt at enhver, der har fået velstand af Gud, til gengæld takker Gud ved at gøre godt mod Hans fattiglemmer. Gud kræver ikke, at nogen skal betale det, han ikke har.
6. Naar nu de Fattige paa den bestemte Tid begiere Almissen, skal den uden Knur og Mur, onde og vredagtige Ord af et velvilligt Hierte meddeles; forholdes den dem, da have de sig at beklage for Præsten, som da strax skal paaminde den Forsømmelige om sin Pligt og vare ham ad, at hand ikke giver den Fattige Aarsag i sin Nød at sukke over ham til GUd; Vil han ikke rette sig derefter, skal først deres Navne fra Prædikestolen offentligen aflæses, som ikke godvilligen vil betale og omsider, naar det endda inden 14 Dages Tid ikke skulle hielpe, skal Præsten angive det, saavidt Vores Gods angaaer, for Ambtmanden, og saavidt andres Gods angaaer, for Proprietarien, hvilke skal udstæde Ordre, at det hos de Nachlæssige vorder udpandtet. §6. Når de fattige på den fastsatte tid beder om at få udleveret deres almisse, så skal den tildeles dem af et godt hjerte og uden genstridighed, modstand, onde og vrede ord. Hvis den nægtes dem, da skal de beklage sig til præsten, som da straks skal minde den forsømmelige om sin pligt og advare ham, så han ikke giver den fattige grund til i sin nød at beklage sig over ham til Gud. Hvis der ikke godvilligt betales, offentliggøres navnene på de forsømmelige fra prædikestolen, og hvis det ikke hjælper inden 14 dage, skal præsten, for så vidt angår Vores gods, anmelde det til amtmanden, og for så vidt angår andres gods, anmelde det til godsejeren, som så skal udstede ordre om at det bliver udpantet hos de modstridige.
7. Dog som det kand og vel være paa den Tid, at Bonden selv fattes og haver ikke videre end ham bliver forstrakt af andre, ville Vi, at de Committerede skulle det saa i deres Deeling indrætte, at saadanne, som det er at formode hos, betale deres Pension paa den Tid, de have indhøstet, og endnu ikke slet udtæret, og reserverer de andre til videre frem. Dersom de og kand formaae enten Præsten eller anden vederhæftig Mand, til at giøre Forskud for sig, skal den, som Forskudet giør, ubehindret nyde sin Betaling igien, strax der er indhøstet, og paa det de skal lade sig finde des villigere her til, skal saadan Forskud være prioriteret frem for al anden Gield, saa, at om Bonden imidlertid enten ved Døden afgaaer, eller Stædet i andre Maader vorder ledigt, skal det hannem af Rættens-Middel Forlods ud betales, saasom dette er ad pios usus, og desforuden kand ikkun importere en ringe Ting, derfor maa ingen lade staa hen over et Aar, at det ej skal løbe for højt op, og saa blive Bonden til Tynge, naar hand det siden paa engang skal betale, eller Proprietarien til Fornærmelse i deres Ræt, og maa de Laanende for deres Laan ej det alleringeste Opboed enten begiære eller annamme, men bør være fornøjede, naar de lige saa meget og got, som de have udlaant, igien bekommer.
§7. Da det imidlertid kan forholde sig sådan at bonden selv for en tid er i trang og ikke har andet, end det han har lånt hos andre, så ønsker Vi at kommissions-medlemmerne indretter det således, at dem, der har det på den måde, kan betale deres afgift, når de har bjerget høsten og endnu ikke mangler noget, og lader de øvrige betale senere. Men hvis de kan låne hos præsten eller en anden hæderlig person, så skal den, som giver lånet, uhindret have lånet tilbage, så snart høsten er bjerget, og for at sådanne lånere skal være villige til udlån, så skal sådan et lån prioriteres frem for alle andre lån, sådan at hvis bonden dør eller mister gården, så skal gælden udbetales forlods ved rettens hjælp, da det er et lån, som er givet af godgørenhed og desuden er en ubetydelighed. Derfor må sådan et lån ikke løbe mere end et år, så det for bonden ikke forøges og bliver til plage, når han siden skal betale det hele tilbage, og for långiveren ikke bliver en krænkelse af hans ret. Långiverne må ikke kræve eller modtage den ringeste godtgørelse for deres lån, men bør være tilfredse, når de får lige så meget og lige så godt, som de har udlånt, tilbage.
8. Proprietarierne, som have deres Gaarde i Sognet, skal iligemaade anmodes, at de og ihukomme deres Christen Kiærlighed, og efter deres Vilkor betænke den Fattige, og paa det der kand være nogen Hielp til Klæder for dem, der ere slet hielpeløse, ville Vi, at det de udlove, bliver givet i Penge, hvilket og er at forstaa om Forpagtere, Ridefogder og andre Velhavende, som kunde være i Sognet, til hvilken Ende en Fattig-Bøsse skal indrettes med trende Laase for, hvortil Præsten haver den eene Nøgel, en af Medhielperne den anden og Herrets-Fogden den tredje, hvilken Bøsse ikke maa aabnes uden i Præstens og samtlige hans Medhielperes Overværelse, og maa det Proprietarien være tilladt at have deres Ride-Fogder og Fuldmægtige overværende ved Administrationen. §8. Til de proprietærer, der har deres gårde i sognet, skal det henstilles, at de husker deres kristelige kærlighed og i overensstemmelse med deres egne livsbetingelser betænker den fattige, og for at hjælpe dem, der er aldeles hjælpeløse til at få tøj på kroppen, så vil Vi, at det, de lover at give, bliver givet i penge. Dette gælder også for forpagtere, ridefogder og andre velhavende, som måtte være i sognet. Til dette formål skal der indrettes en fattig-bøsse med tre låse. Til disse låse skal præsten have den ene nøgle, en af medhjælperne den anden og herredsfogden den tredje. Denne bøsse må kun åbnes i præstens og samtlige hans medhjælperes overværelse, og når det sker, må det være proprietærerne tilladt at have deres ridefogder og fuldmægtige til stede.
9. Skulle dette, som saaledes godvilligen udloves, ikke tilstrekke, og Inspecteurerne finde, at Sogne-Folkenes Evne ej formaaer videre, have de inden tre Ugers Forløb at give det tilkiende for de Fattiges Directeurer i Kiøbenhavn, tillige med en fuldkommen Relation om deres Forrætning, da Vi ville være betænkt paa, enten ved Tillæg aarlig af Kirkerne i Nødsfald, efter deres Indkomsters Beskaffenhed, eller i andre Maader at komme de Fattige til Hielp, skulle Proprietarierne her til findes u-villige, og ikke give det, som raisonabelt kand være, skal det og paa samme Maade andrages, da Vi det ville vide at remedere. §9. Hvis dette, som på denne måde frivilligt loves, ikke er tilstrækkeligt og inspektørerne finder, at sognefolkene ikke formår at give mere, så skal de inden tre uger sammen med en fuldkommen redegørelse for situationen meddele det til de fattiges direktører i København, og da vil Vi overveje at komme de fattige til hjælp enten ved et nødtillæg som kirkerne skal give afhængig af deres økonomiske beskaffenhed eller på anden måde. Skulle kirkeejerne være uvillige til dette og vægre sig ved at give det, som er rimeligt, da skal dette ligeledes anmeldes, og Vi vil da vide at afhjælpe det.
10. Dersom der i et lidet Sogn findes flere Fattige end Sogne-Folket kand underholde, skal Inspecteurerne have Magt at assignere dem paa et andet Sogn, som kand være større, og haver ikke saa stort Tal af Betlere, hvor de da skal nyde den samme Ræt, som de der boe i Sognet, dog skal det mages saa, at det bliver af de Byer, som nærmest støder paa hinanden, at det skal ikke blive besværligt for de Fattige (som skal forblive i Sognerne hvor de ere) at søge for vidt hen efter deres Almisse, hvilket dog først de Fattiges Directeurer her i Staden skal tilkiende gives, og deres Consens der over indhæntes. §10. Hvis der i et lille sogn er flere fattige end sognets indbyggere kan forsørge, så skal inspektørerne have magt til at henvise dem til et andet sogn, som kan være større og som ikke har så mange tiggere, og her skal de så have samme ret, som de andre i sognet. Dog skal det ordnes således, at de bliver henvist til et sted, der grænser op til deres eget, så det ikke skal blive besværligt for de fattige (som skal forblive i det sogn, hvor de er) at skulle langt væk for at hente deres almisse. Ordningen skal dog først meddeles for de fattiges direktører her i byen (København) og deres samtykke indhentes.
11. Naar nogen i de Fattiges Tal begiærer at indskrives skal hand give sig an for Præsten, som i hans Medhielperes Overværelse, efter at de have overvejet hans Levnet og Vilkor, skal føre hans Navn til Bogs i den Classe, som de finde villigt, skulle det nægtes den Nødtørftige, da haver hand sig at besvære for Inspecteurerne, som skal hielpe ham til rætte, og hvis de det ikke kand formaae, give de det an for Stift-Ambtmanden og Biscoppen, som da skal skikke hvad Ræt og billigt er. §11. Når en af de fattige beder om at blive indskrevet (som almisselem), skal han henvende sig til præsten, som i medhjælpernes overværelse, - efter at de har overvejet hans livssituation - indfører hans navn i fattigprotokollen i den klasse, som de finder passende. Hvis den nødlidende nægtes at blive indskrevet, skal han klage til inspektørerne, som skal hjælpe ham, og hvis de ikke er istand til at hjælpe, skal de meddele stiftamtmanden og biskoppen det, og de skal da belutte, hvad der er ret og rimeligt.
12. Fremmede Omløbere maa ikke tollereres, kommer nogen for, da omgaaes med dem, eftersom før er meldt om Kiøbstæderne §§ 13 og 14, og at det ej skal blive Cassen til Tynge med deres Bortførsel til Herrets-Fogden, skal tre eller fire af Bye-Mændene legge sammen til en Vogn, og det gaaer omkring i Sognet, saa ofte det giøres fornøden. Med Tatere der kommer fra Landet, forholdes ligesom i Kiøbstæderne.

I de nævnte paragraffer står der:
§ 13.
Tatere maa ingenlunde taales i Kongens Riger og Lande, men skal af Stedets Øvrighed, hvor de finde, paagribes, dem efter Loven fratages, hvis de have med at fare (hvilket skal høre Byens Fattige til), og de strax rømme Riget; fortøve de endda efter Advarsel, skal de sættes i Rasphuset, der at fortiene deres Brød. Og holde slige Folk sig tilside enten paa Marken eller i Skove, skal Amtmanden sogneviis lade dem eftersætte og paagribe. Hvo  dem huser, skal bøde for hver Nat 16 Lod Sølv, hvilke Kongen skienker til Byens Fattige.
§ 14.
Dersom, imod Forhaabning, nogen fremmed Betler maatte findes, som enten, da Inqvisitionen skeede, kune have forstukket sig, eller siden sneget sig ind i Landet, skal Inspecteurerne, saa snart det bliver dem tilkiende givet, lade ham tage i Forvaring, og saa længe med Vand og Brød underholde, indtil hand ved beqvem Lejlighed kand forsendes til Kiøbenhavn; da hand enten under vor Militie, om hand dertil findes beqvem, eller paa andre Stæder skal blive forsynet.
§12. Fremmede omløbere må ikke tåles. Hvis de forekommer, da handles med dem, som det er beskrevet i §§ 13 og 14 om købstæderne (Lovens Del I). Og for at deres overførsel til herredsfogden ikke skal blive en udgift for kassen, så skal tre eller fire af bymændene i fællesskab stille en vogn til rådighed. Dette sker på skift i sognet. Med tatere forholder man sig på samme måde som i købstæderne.

 i de nævnte paragraffer står der:
§ 13
Tatere må på ingen måde tåles i kongens riger og lande, men skal, hvor de findes, pågribes af stedets øvrighed og ifølge loven fratages det, de medbringer (hvilket skal tilhøre byens fattige), og derefter straks forlade landet. Hvis de, efter at være blevet advaret, tøver, skal de sættes i rasphuset, og der tjene til livets ophold. Og hvis sådanne folk gemmer sig på mark eller i skov, skal amtmanden sogn for sogn lade dem eftersøge og pågribe. Den, der huser dem, skal for hver nat bøde 16 lod sølv, som kongen skænker byens fattige.
§ 14.
Hvis man, imod forventning, finder en fremmed tigger, som enten kan have skjult sig, da man eftersøgte ham, eller som siden har sneget sig ind i landet, skal inspektørerne, så snart de får oplysning derom, lade ham tage i forvaring på vand og brød, indtil han ved lejlighed kan sendes til København, hvor der kan tages vare på ham enten ved militæret, hvis han findes egnet dertil, eller andre steder.
13.  Og som det ej er Herrets-Fogderne, som i dette Værk dog har en stor Umage, mueligt paa deres egen Bekostning, at skaffe saadanne Omløbere bort, ville Vi allernaadigst, at til den Ende en Casse i hvert Herret skal indrettes, hvortil hver fuld Gaard aarlig skulle give 4 Skilling Danske, hver halv Gaard 2 Skilling, hver Boel og Huus-Mand 1 Skilling, hver Tieneste-Karl, som nyder fuld Løn, 2 Skilling, og halv Løn 1 Skilling. I Særdeleshed, skulle hver Proprietarius, enten hand har nogen Hovet-Gaard i Herredet eller ikke, give efter Proportion til hans Gods noget Raisonabelt her til, i Henseende, at han, som var pligtig at lader bortføre dem, som findes paa Godset, bliver for en stor Byrde og Omkostning forskaanet. Disse Penge skal Oldermanden i hver Bye indsamle og levere til Sogne-Præsten, og hand dem igien fremskikke til Herrets-Fogden med en rigtig Specifikation paa dem, som have betalt, og dem der restere.

Tilføjelse ved Reskript af 5. marts 1734:
Som der, efter Frs II Post 13§, skal gives til Herredskassen aarl. af hver heel Gaard 4sk, og af hver halv Gaard 2sk, af hver Huusmand 1sk, hver Tienestekarl, naar han nyder fuld Løn 2sk, men naar han ei faar uden halv Løn 1sk; men der fornemmes, at af saadan Indtægt, hvor ringe den end synes, paa adskillige Steder intet og paa andre Steder ganske Lidet i Kassen er indkommet; saa befales, at Amtsforvalterne, Amtsskriverne og Regimentsskriverne skal indtale disse faae Penge, ligesom de Kgl. Skatter, samt dem til Herreds-Kassen levere; til hvilken Ende hver Sognepræst skal lade tilstille Amtsforvalteren, Amts- og Regimentsskriveren en fidimeret Kopie af det Mandtal, han aarlig forfatter over dem, der i hans Sogn svare Folke- og Familie-Skat, hvorefter da de Herreds-Kassen tilkommende Penge af Tienestekarlene skal inddrives
§13. Herredsfogderne har stort besvær med at fjerne sådanne omløbere, og det er ikke muligt for dem, selv at bekoste det, og derfor bestemmer Vi, at der til det formål i hvert herred oprettes en kasse, hvortil hver helgård årligt skal give 4 skilling Danske, hver halvgård 2 skilling, hvert boel og hver husmand 1 skilling, hver tjenestekarl, som får fuld løn 2 skilling og dem, der får halv løn 1 skilling. Især skal hver enkelt proprietær, hvad enten han har en hovedgård i herredet eller ej, give hertil, hvad der er rimeligt i forhold til hans gods, dette set i lyset af, at han, der var forpligtet til at lade dem, der var på godset, fjerne, nu bliver skånet for stort besvær og store omkostninger. I hver by skal oldermanden indsamle pengene og aflevere dem til præsten, der så sender dem til herredsfogden med behørig specifikation på dem, der har betalt, og dem, der står i restance.


Tilføjelse ved Reskript af 5. marts 1734:
Der skal jo iflg. forordningens 2. Del § 13 årligt gives til herredskassen af hver helgård 4sk og af hver halvgård 2sk, af hver husmand 1sk, af hver tjenestekarl, når han får fuld løn 2sk, men når han kun får halv løn 1sk. Da det imidlertid ser ud til, at der af denne indtægt, hvor ringe den end er, adskillige steder indbetales slet intet og andre steder kun ganske lidt, så befales det, at amtsforvalterne, amtsskriverne og regimentsskriverne skal opkræve disse få penge og ligesom de kgl. skatter aflevere dem til herredkassen. Til hjælp hertil skal enhver sognepræst levere amtsforvalteren, amts- og regimentsskriveren en attesteret kopi af den liste han hvert år udarbejder over dem, der i hans sogn svarer folke- og familieskat, så de herredskassen tilhørende penge kan opkræves af tjenestekarlene efter den.
14. Til denne Casse, hvorudi alle Fattiges-Penge skal indlegges, skal være trende differente Laase og Nøgler, hvoraf den højeste Proprietarius eller hans Fuldmægtig én, Provsten een og Herrets-Fogden een i Forvaring bør at have. Naar nu nogen Omkostning skeer med saadanne, som til Kiøbenhavn skal fremsendes, tages den der af, og om Proprietarien og Provsten ej saa lige paa samme Tid Kand være tilstæde, giør Herrets-Fogden Forskud, som ham siden giøres got ved Proprietariens og Provstens Overværelse, og skal de saavel over Indtægt, som udgift holde rigtig Bog, og engang hver Aar indgive deres Regning til Stiftsbefalingsmanden og Biskoppen, som saadan, efter befindelse, enten approberer eller disapproberer, og deraf til de her værende Directeurer refererer. §14. Til denne Kasse, hvori alle fattig-pengene skal lægges, skal der være tre forskellige låse og nøgler, hvoraf den mest betydende proprietær eller hans fuldmægtig, provsten og herredsfogden hver bør opbevare én. Når der så knytter sig en udgift til en person, som skal sendes til København, tages den af kassen, og hvis da proprietæren og provsten ikke lige kan være tilstede, gør herredsfogden et forskud, som han siden får tilbage i proprietærens og provstens tilstedeværelse. De skal bogføre regnskab over såvel indtægt som udgift, og en gang om året skal de overlade deres regnskab til stiftamtmanden og biskoppen, der derefter enten godkender eller misbilliger og refererer til de her værende direktører.
15. Dersom der bliver nogen klekkelig Beholdning til overs, som vel er at formode, thi naar som de fremmede Omløbere, hvorpaa at bortføre den store Bekostning gaaer, ikke bliver husede under den satte Straf, bliver den Bekostning vel med Tiden sparet, da skal den proportionaliter deeles imellem de Fattige i Herredet, hvor Inspecteurerne finde det højest at være fornøden.
§15. Hvis der bliver en anselig beholdning til overs, hvilket vel kan forventes, når de fremmede omløbere, hvis bortsendelse tegner sig for den største udgift, ikke længere skal have ophold, så spares udgiften vel med tiden, og da skal besparelsen fordeles forholdsmæssigt imellem de fattige i herredet, hvor inspektørerne finder det mest påtrængende.
16. Hver gang naar Provsten visiterer, hvilket efter Loven bør skee engang om Aaret, skal hand forfare, om de Fattige nyde deres forordnede Forflegning, og alting rigtig tilgaaet efter denne Vores allernaadigste Forordning; Skulle hand da finde noget, som strider derimod, og ikke staaer i Inspecteurernes Magt at corrigere, giver de det Directeurerne i Kiøbenhavn tilkiende, som da andrager det for Os efter Sagens Beskaffenhed.
§16. Hver gang provsten visiterer, hvilket efter loven bør ske en gang om året, skal han finde ud af, om de fattige får deres forskriftsmæssige forplejning og om alt sker i overensstemmelse med Vores lovgivning. Hvis han da finder noget i modstrid dermed og det ikke er muligt for inspektørernes at rette derpå, skal de give meddelelse derom til direktørerne i København, og de beskriver så sagens omstændighederne for Os.
17. Engang om Aaret tilsige Inspecteurerne Sogne-Præsterne og deres Medhielpere at møde paa et beqvem Stæd i Herredet, hvor de da igiennemsee deres Bøger, de herover skal holde, og underskrive dem, om de finde dem rigtige, hvis ikke, da at give dem Antegnelser, som de inden fire Uger, under 2 Rdlrs Straf til Sognets Casse, skal besvare.

Ændring vedr, Sognets Casse ved 'rescript af 5. marts 1734':
Da der efter Fr i hvert Sogn skulde være en Kasse og i hvert Herred derforuden en anden Kasse for de Fattige, og de Fattige paa de fleste Steder spise hos Bonden, imod at de arbeide for ham, saa vidt de kunde, den eller de Dage de der spise; saa kan det være nok, at i hvert Herred holdes en Kasse, i hvilken skal nedlægges, alt hvad af Sognerne indkommer, hvilken Kasse skal staae hos Herreds-Provsten, som dertil skal have en Nøgel, men Amtsforvalteren, Amtsskriveren eller Regimentsskriveren en anden; og skal af den, Tid efter anden, udtages, hvad til Herredets Fattiges nødvendige Klæder, de Syges Forflegning, de Dødes Begravelser, de fremmede Betleres Udførsel, med videre, udkræves. Men som det vilde have sin Vanskelighed, om Amtsforvalteren, Amtsskriveren eller Regimentskriveren, hver Gang en Fattig døde eller nogen anden hastig og uomgængelig Udgift forefaldt i et eller andet af Herredets Sogner, skulde møde eller lade møde hos Provsten, for at udtage det Behøvende af Kassen; saa skal hver SognePræst leveres endeel Penge, imod at han nedlægger sin Revers for dem i Herreds-Kassen, og siden for Inspecteurerne giør rigtig og beviislig Regnskab, hvortil de vare forbrugte.
§17. En gang om året giver inspektørerne sognepræsterne og deres medhjælpere ordre til at møde frem på et passende sted i herredet, hvor de så vil gennemse de bøger, som de fører, og underskrive dem, hvis de finder dem i orden. Hvis de ikke finder dem i orden, vil de give dem anmærkninger, som de inden fire uger, under 2 rigsdalers straf til sognets kasse, skal besvare.

Ændring vedr. sognekassen ved Reskript af 5. marts 1734:
Der skulle jo ifølge forordningen være en kasse i hvert sogn og desuden i hvert herred en anden kasse for de fattige. Men da de fattige de fleste steder spiser hos bønderne, og til gengæld for maden arbejder så vidt de kan på de pågældende dage, så kan det være tilstrækkeligt, at der i hvert herred er en kasse, hvori alle indtægter fra sognene lægges. Denne kasse skal stå hos herredsprovsten, som skal have en nøgle til den, ligesom amtsforvalteren, amtsskriveren eller regimentsskriveren skal have en anden. Af kassen tages efterhånden, hvad der er nødvendigt til klæder til herredets fattige, til forplejning af de syge, til de dødes begravelser, til deportation af fremmede tiggere med videre. Men da det vil medføre besvær, hvis amtsforvalteren, amtsskriveren eller regimentskriveren skulle møde op eller lade en anden møde for sig hos provsten for at kunne udtage det nødvendige af kassen hver gang en fattig døde eller hver gang en udgift krævede hurtig udbetaling i et af herredets sogne, så skal hver sognepræst, imod behørig kvittering til herredskassen, have udbetalt en sum penge, for hvilke han sidenhen for inspektørerne aflægger behørig regnskab.
18. De Bøger, som Præsterne her over skal holde, skal være igiennemdragne, numererede og forseglede af Inspecteurerne; Hvad de koste at indrætte med Papiir og Indbinding, det forskyder Præsten og hans Medhielpere, indtil de faa samlet noget i de Fattiges-Bøsse, da det der af erstattes dem igien, men hvad Skriver-Løn og anden U-mage sig belanger, nyde de intet for, derudi faaer de tiene den Fattige omsonst. §18. De bøger, som præsterne skal føre, skal være forsynet med gennemtrukne snore, nummererede og forseglede af inspektørerne; hvad det koster at fremstille dem med papir og indbinding udlægger præsten og hans medhjælpere, indtil der indkommer noget i fattig-bøssen, hvorfra de betales tilbage. Men de får ikke noget for skriverløn og andet besvær; det må de gøre gratis for de fattige.
19. Med de Fattiges Levnet og Forhold skal Præsten og hans Medhielpere have nøje Indseende, og formane dem til Gudsfrygt og Skikkelighed, give vel Agt paa, om de flittig søge Kirken, paaminde dem, at de ikke gaae uden for Sognet at betle, men lade sig nøje med deres beskikkede Almisse. Ellers forholdes med dem, ligesom der findes i den 17 § om Kiøbstæderne.

..i denne § står der:
Paa de Fattiges Levnet skal Inspecteurerne vel give Agt, og findes nogle, som elske Drik og Fylderi, slaaes og klamres, ere letfærdige med Banden og Sværgen eller anden uterlig Snak, skal de først alvorlig paamindes, og i Prædiken efter Textens Anledning straffes skarpt af Guds Ord; Hielper det ikke, da paa nogen Tid at miste deres Almisse. Er det og forgieves, da at sendes til Khavn, der at sættes i Pest- eller Spindehuset. Saa ofte Leilighed gives, skal Præsten formane dem til Gudsfrygt og at skye alle Laster, især paaminde de Lemlæstede, at de paa Gaden og i Kirken, det meste mueligt, skiule deres Brek og Feil. Fremvise saadanne Fattige deres lemlæstede Lemmer, for at erholde Almisse, skal de sættes i Hullet og nogle Dage straffes paa Vand og Brød. Men andre Fattige, som i Ansigtet have Flod eller Kræft, skal i Hospitaler og andre Fattiges-Huse frem for nogen anden indsættes, og maae ei lade sig see i andre Kirker end i Hospitals-Kirkerne, eller paa andet public Sted, at frugtsommelige Qvinder ej derover skal forskrækkes.
§19. Præsten og hans medhjælpere skal føre nøje tilsyn med de fattiges livsførelse og forhold og formane dem til gudsfrygt og sømmelighed, holde øje med, om de går flittigt i kirke, minde dem om ikke at gå udenfor sognet for at tigge men nøjes med den almisse, de har fået tildelt. Ellers skal man forholde sig med dem, som der står skrevet i § 17 om købstæderne.

..i denne § står der:
Inspektørerne skal holde godt øje med de fattiges livsførelse, og hvis de finder nogle, der elsker drikfældighed og drukkenskab, som slås og skændes, er usømmelige med banden og sværgen eller anden anstødelig snak, så skal de først alvorligt påmindes og straffes skarpt af Guds ord ved at blive formanet om,  hvad bibelteksten siger; hjælper det ikke, da skal de i nogen tid miste deres almisse. Hvis det også er frugtesløst, skal de sendes til København og sættes i pest- eller spindehuset. Så ofte der er lejlighed dertil, skal præsten formane dem til gudsfrygt og til at undgå alle laster, især skal han minde de vanføre om i størst muligt omfang at skjule deres fejl og skader på gaden og i kirken. Hvis sådanne fattige viser deres lemlæstede lemmer for at få almisse, skal de sættes i fængsel og i nogle dage straffes på vand og brød. Men andre fattige, som har flod eller kræft i ansigtet, skal frem for andre indsættes i hospitaler og andre fattighuse og må ikke lade sig se i andre kirker end i hospitalskirkerne eller på noget offentligt sted, for at gravide kvinder ikke skal forskrækkes over dem.
20. Hvor der ikke er Skoler i Sognet, skal Inspecteurerne med Stift-Ambtmandens og Biskopens Assistence stræbe at faa dem indrættede, om det ikke kand lade sig giøre ved Degnene, da ved andre skikkelige og beqvemme Mænd, hvilke af Sognet nyde frit enten et par Høveder-Græs eller noget til Ildebrand, efter som Inspecteurerne finde belejligt, hvorimod de uden Betaling skal da informere de Børn, som ere iblandt de Fattige indskrevne; de Bøger, som kand behøves, skaffer Præsten af de Fattiges-Casse. §20. I de sogne, hvor der ikke er skoler, skal inspektørerne med stiftamtmandens og biskoppens hjælp forsøge at få dem indrettet. Hvis det ikke kan ske ved hjælp af degnene da ved hjælp af andre duelige og dygtige mænd, som gratis af sognet og efter inspektørernes beslutning skal have stillet græs til et par køer eller noget brænde til rådighed. Til gengæld herfor skal de uden betaling undervise de børn, som er indskrevet blandt de fattige; de bøger, som de vil få brug for, skaffer præsten af fattig-kassen.
21. Naar Børnene blive saa store, at de kand drive Plog; vogte Gieslinger eller anden smaa Gierning, som paa Landet kand falde for, skal de sættes dertil; dersom Forældrene forholde dem og heller vil lade dem gaae hen i Ørkesløshed, skal Præsten med hans Medhielpere advare dem, at saafremt de lade dem gaae ledige, skal de miste deres Almisse, det og virkelig skal skee, om de ikke rætte sig. §21. Når børnene bliver så store, at de kan pløje, passe gæslinger eller lave  andre af de småjobs, som falder sig for på landet, skal de sættes dertil. Hvis forældrene holder dem tilbage og hellere vil lade dem gå ubeskæftigede, skal præsten og hans medhjælpere true med, at de kan miste deres almisse, hvis de lader dem gå ledige, og hvis de ikke retter sig derefter, skal de virkelig lade det ske.
22. Naar Degnen om Søndagen eller andre Dage holder Catechisation i Kirken, skal ikke alene de Fattiges Børn flittig møde tilstæde, men og den gandske Ungdom, i sær de, som ikke endnu haver været til Herrens Nadvere; de som udeblive om Søndagene, da de ingenlunde uden i sær Nødsfald maa bruges i Hosbondens eller Forældrenes Tieneste, skal af Degnen optegnes og Præsten leveres; findes da Skylden hos Forældrene, skal de for hver gang bøde 2 Skilling til de Fattiges-Casse; er Skylden hos Børnene selv, skal de revses med Riis af Degnen; Dog skal Præsten hermed have Tilsyn, at Degnen ikke misbruger denne Myndighed efter sine Passioner, og om vinteren, naar Dagene ere mørke, Vejene onde at bære Consideration med dem, som boe langt fra Kirken. §22. Når degnen om søndagen eller en anden dag holder katekisation i kirken, skal ikke alene de fattiges børn, men alle unge og især dem, der endnu ikke har været til alters, møde op. Navnene på dem, der udebliver på søndage, skal degnen skrive op og aflevere til præsten, da de denne dag kun i nødsfald må bruges i husbondens eller forældrenes tjeneste. Findes skylden da at være forældrenes, skal de for hver gang betale en bøde på 2 skilling til fattigkassen. Er skylden børnenes egen, skal de afstraffes med ris af degnen. Dog skal præsten have tilsyn med dette, så degnen ikke i ophidselse misbruger denne autoritet, og om vinteren, når dagene er mørke og vejene er onde skal han være overbærende overfor dem, der bor langt fra kirken.
23. Naar nogen Fattig ved Døden afgaaer, og hand ikke efterlader sig saa meget, en Kiste kand kostes for, bekostes det af Sognets Casse. Byemændene skal omsonst kaste Graven og bære ham til Jorden, er der ikke saa mange paa det Stæd, hvor hand døer, da af næstliggende Bye; Til Præst og Degn, eller for Jorden, gives intet. §23. Når en fattig afgår ved døden og han ikke efterlader sig så meget, som en kiste kan købes for, bekostes den af sognets kasse. Bymændene skal omkostningsfrit grave ham en grav og bære ham derhen. Hvis der på det sted, hvor han dør, ikke er ret mange, må folk fra nærmeste byer hjælpe. Præst og degn får intet og jorden må ikke koste noget.
24. Tvende gange om Aaret, nemlig: den første Søndag efter Paaske og første Søndag efter Mikkelsdag, skal denne Forordning Ord fra Ord lydeligen læses af alle Prædike-Stole tillige med en Specification paa dem, som ere indtegnede for Almisse, og hvem de ere assignerede, da derhos skal giøres en alvorlig Formaning til GUds Ære og Fattiges Hielp i lydig Underdanighed at rette sig derefter. §24. To gange om året, nemlig  første søndag efter påske og første søndag efter mikkelsdag, skal denne forordning i sin helhed tydeligt oplæses fra alle prædikestole med navns nævnelse på dem, der er indskrevet til almisse og dem, de er henvist til, da disse skal formanes alvorligt til lydigt i underdanighed at vise Gud ære og at hjælpe de fattige.
25. Er der noget i denne Forordning gaaet forbi, som kand tiene til dette gudelige Verk at befordre, staaer det enhver frit for, som veed at giøre noget tienligt Forslag, det ved Skrivelse for Directeurerne i Kiøbenhavn at andrage; Til Slutning lade Vi det om Betlere i alle Puncter ved denne og forrige udgangne Forordninger (saavidt de herved ej findes forandrede) allernaadigst forblive, og ville at de nøje og alvorligen af alle og enhver allerunderdanigst skal holdes og efterleves, og ingen Contraventioner her imod foretages eller tilstædes, saafremt de ville undgaae oven anførte Straf; Thi byde Vi hermed og befale Vores Grever, Friherrer, Stiftbefalingsmænd, Biscoper, Ambtmænd, Landsdommere, Præsidenter, Borgemestere og Raad, Byefogder og alle andre, som denne Vores Forordning under Vort Cancellie-Segl tilskikket vorder, at de den paa behørige Stæder til alles Efterretning Strax lade læse og forkynde. Givet paa Vort Slot Rosenborg den 24. Septembr. Anno 1708.

Under Vor Kongl. Haand og Signet
Friderich R.
§25. Hvis der i denne forordning er glemt noget, som kan være en hjælp til befordring af dette fromme forslag, står det enhver, som har et gavnligt forslag,  frit for at fremføre det skriftligt for direktørerne i København. Endelig bibeholder Vi alle om tiggere omhandlende punkter i denne og tidligere forordninger (for så vidt de ikke er ændrede) og vil, at de nøje og alvorligt  skal holdes og efterleves, og at der ikke sker eller indrømmes overtrædelser, såfremt man vil undgå ovenanførte straf.
Dermed byder og befaler Vi Vore grever, friherrer, stiftsbefalingsmænd, biskopper, amtmænd, landsdommere, præsidenter, borgmestre og råd, byfogder og alle andre som denne Vores forordning under Vort kancelli-segl bliver tilsendt, at de straks til alles efterretning lader den læse op og forkynde på alle behørige steder.
Givet på Vort slot, Rosenborg, den 24. september. Anno 1708.


Under Vor kongelige hånd og signet
Frederik Rex.




















Reglement for Fattigvæsenets provisoriske Indretning og Bestyrelse paa Landet i Danmark. 5 Juli 1803


I ) De Trængendes Forsørgelse paa Landet i Almindelighed.
II ) Hvilke de Trængende ere, og hvor disse bør forsørges.
III ) De Trængendes Inddeling og Forsørgelse efter deres forskiellige Trang.
IV ) Om Fattiges Antagelse til at forsørges i vedkommende District.
V ) Om Sogne- eller Districts-Commissionerne.
VI ) Om fattige Børns Skolegang.
VII ) Om Sogne-Districternes Fattig-Kasser.
VIII ) Om Amtets Fattig-Kasse.

IX ) Om Regnskaberne for Districternes Fattig-Kasser og disses Revision.
X ) Om Amtets Fattigvæsens-Direktion.
XI ) Om Fattigvæsens-Politiet og Straffe for Betlerie.
Den originale tekst Teksten på nydansk

I) De Trængendes Forsørgelse paa Landet i Almindelighed.


1) De Trængendes Forsørgelse paa Landet deles efter Sognedistricterne, saaledes at ethvert af disse antager sig de til samme henhørende Fattige. Saamange Hoved- eller Annex-Sogne, som ere forenede under eet Præstekald, udgiøre tilsammen et Sognedistrict.

I. De fattiges forsørgelse på landet i almindelighed.


§1) Forsørgelsen af fattiges  på landet fordeles sådan, at ethvert sognedistrikt tager sig af de fattige, som hører til distriktet. Et sognedistrikt udgøres af de sogne, der hører under et præstekald.
2)  Fattigvæsenet i ethvert District bestyres af en Sogne-Commission, i hvilken Præsten, Stedets Politiemester, en af de største Lodseiere og 3 eller 4 af de bedste Sognemænd (efter Districtets Størrelse) ere Medlemmer. Naar Politiemesteren, ved andre Embeds-Forretninger, afholdes fra at møde personlig, har han skriftlig at befuldmægtige en af Sognefogderne paa sine Vegne. § 2) Fattigvæsenet i et distrikt bestyres af en sogne-kommission, i hvilken præsten, stedets politimester, en af de største ejendomsbesiddere og tre eller fire af de bedste sognemænd (afhængig af distriktetes størrelse) er medlemmer. Når politimesteren, p.gr.a. andre embeds-forretninger, er ude af stand til at møde personligt, skal han skriftligt give en af sognefogderne fuldmagt til at møde på sine vegne.
3) Alle Fattigvæsenets Districter i eet Amt henlægges under en fælles Direction, bestaaende af Amtmanden, Amtsforvalteren (eller Amtsforvalterne, hvis deraf ere flere), samtlige Herredsprovster, og 2de af de Kgl. Godsers Bestyrere eller andre kyndige Landmænd, hvilke af Amtmanden foreslaaes og af Cancelliet udnævnes. Denne Direction for Amtets Fattigvæsen tiltræder Biskoppen, saa ofte hans andre Embedsforretninger det kunne tillade. § 3) Alle fattigvæsenets distrikter i et amt hører under en fælles direktion, der består af amtmanden, amtsforvalteren (eller amtsforvalterne, hvis der er flere), alle herredsprovster og to af de kongelige godsers bestyrere eller andre kyndige landmænd, som foreslås af amtmanden og udnævnes af Kancelliet. Biskoppen deltager i denne direktion for amtets fattigvæsen, så ofte det er ham muligt
4) Amts-Directionerne have i tvivlsomme Tilfælde at henvende sig til det Danske Cancellie, og til samme aarligen at indberette Fattigvæsenets Tilstand i alle under ethvert Amt henhørende Sognedistricter.
§ 4) Amts-direktionerne skal i tvivlsomme tilfælde henvende sig til Det Danske Kancelli, og dertil årligt indberette fattigvæsenets tilstand for alle sognedistrikter henhørende amtet.

II) Hvilke de Trængende ere, og hvor disse bør forsørges.


5) Som Trængende til Understøttelse  ansees alene de Fattige, der ei ved egne Kræfter, paa lovlig Maade , kan erhverve sig nødtørftig Underholdning, og saaledes uden andres Hielp, enten ganske eller for en Deel, maatte savne den Føde, Klæde, Huslye, Varme, og Pleie i Sygdoms Tilfælde, som er dem uundværlig til at vedligeholde Liv og Helbred.

II. Hvem der er trængende, og hvordan de bør forsørges.


§ 5) Som berettiget til understøttelse regnes kun de fattige, som ikke ved egen hjælp lovligt kan skaffe sig det allernødvendigste, og således uden andres hjælp enten helt eller delvis må undvære  den mad, de klæder, husly, varme og i tilfælde af sygdom, den pleje, uden hvilken de kan opretholde liv og helbred.
6) Af saadanne Fattige paaligger det ethvert Sognedistrict at forsørge alle dem, som i samme ere fødte og opdragne, eller (skiøndt tilforn andensteds hiemmehørende) have Bopæl og Hiemstand der paa den Tid de findes trængende til Understøttelse; og ligeledes dem, som i de sidste 3 Aar, enten bestandig, eller dog i længere Tid, end paa noget andte Sted, have der haft Tilhold og paa lovlig Maade ernæret sig. § 6) Blandt disse fattige påligger det ethvert sognedistrikt at forsørge alle dem, der er født og opvokset i distriktet eller som har bopæl og hjemsted der på den tid, hvor de findes berettigede til understøttelse, skønt tidligere hjemmehørende andetsteds. På samme måde forholder det sig med dem, der i de sidste tre år, uafbrudt eller i længere tid end noget andet sted, har haft bopæl der og på lovlig vis ernæret sig.
7) Dog, dersom nogen Fremmed har nedsat sig i Sognedistrictet, med vis Udsig til, i samme at kunne ernære sig, men siden, ved tilstødende Uheld, er bleven trængende, da bør Districtet antage sig ham til Forsørgelse, om end næstforegaaende § ikke i øvrigt paa ham kunde være anvendelig. § 7) Hvis en fremmed har nedsat sig i sognedistriktet med mulighed for at kunne ernære sig, men sidenhen ved tilstødende uheld er  kommet i fattigdom, da bør distriktet antage ham til forsørgelse, selv om  den foregående paragraf i øvrigt ikke kunne anvendes på ham.
8) Det samme gielder og, om f.Ex. den Fattiges Tilstand kræver øieblikkelig Hielp; om han ikke beviisligen har opholdt sig saalænge paa noget andet Sted i de Danske Stater, at han der burde forsørges; om hans Fødested ei kan opdages; o.s.v. §8. Det samme gælder, hvis f.eks. den fattiges tilstand kræver øjeblikkelig hjælp, selv om det kan bevises, at han har opholdt sig så længe andetsteds i Danmark, at han burde forsørges der, - at hans fødested ikke kan opklares, el. lign.
9) Men, i alle saadanne Tilfælde, bør Amtets øvrige Fattigdistricter forholdsmæssigen bidrage til Omkostningerne paa den Fattiges Forsørgelse i det District, hvor han saaledes er bleven antagen. §9) Men i alle sådanne tilfælde bør amtets øvrige fattigdistrikter forholdsmæssigt bidrage til omkostningerne af den fattiges forsørgelse i det distrikt, hvor han således er blevet antaget.
10) Ligeledes bør og hele Amtet komme det Sognedistrict til Hielp, som ved overordentlige Omstændigheder, eller indtrufne Uheld for en Tid maatte blive sat ud af Stand til at forsørge dets egne Fattige. § 10) På samme måde bør hele amtet komme det sognedistrikt til hjælp, som på grund af ekstraordinære omstændigheder eller indtrufne uheld for en tid er blevet ude af stand til at forsørge sine egne fattige.

III) De Trængendes Inddeling og Forsørgelse efter deres forskiellige Trang.


11) De Fattige, som antages til Understøtning, inddeles i 3de Classer. Til 1ste Classe henhøre alle saa gamle og syge, eller paa Helbred, Førlighed, Sandser og Forstand saaledes svækkede, at de aldeles intet, eller kun saare lidet, kan fortiene til Livets første Nødvendigheder. Til 2den Classe henhøre Børn, som ere Fader- og Moderløse, eller hvis Forældres Forstand, Helbred eller Sæder er saaledes beskafne, at Børnenes Opfostring og Opdragelse ikke til dem bør betroes. Til 3die Classe henhøre saadanne Familier eller enkelte Personer, som formedelst Svagelighed, mange Børn, tiltagende Alder, eller andre saadanne Aarsager, ikke ere i Stand til at fortiene saa meget, som behøves til deres, eller deres Børns, nødtørftige Underholdning.

III. Inddeling og forsørgelse af de fattige under hensyntagen til deres forskellige behov.

§11) De fattige, som godkendes til at modtage understøttelse, inddeles i tre klasser:
Til 1. klasse hører alle, der er så gamle og syge eller som er så svækkede på helbred, førlighed, sanser og forstand, at de slet intet, eller kun ganske lidt kan tjene til livets ophold.
Til 2. klasse hører børn, der er forældreløse, eller hvis forældres forstand, helbred eller opførsel er sådan, at børnenes opfostring og opdragelse ikke bør betroes dem.
Til 3. klasse hører de familier eller enkeltpersoner, som på grund af svagelighed, mange børn, høj alder eller andre lignende årsager ikke er i stand til at tjene så meget, som er nødvendigt  for deres eller deres børns fornødenheder.
12) De Fattige af 1ste Classe, som mangle anden Understøttelse, forsynes af Fattigvæsenet: a) med Kost, hvortil de i Sognet boende, efter Sogne-Commissionens Bestemmelse, have at erlægge det udfordrende, enten i Brød, Meel, Erter, Gryn, Malt, Flesk, Smør og Ost (hvilke Fødevarer tilbringes dem, som ere saa gamle og svage, at de ikke selv kan hente dem hos Vedkommende) eller i Kornvarer eller Penge; eller og  ved den Fattiges Forflegning, paa den for dem og ham beqvemmeste Maade, hvor Omstændighederne maatte giøre saadan Foranstaltning nødvendig; b) med de nødvendigste Klæder; c) med Huuslye og Varme, ved at indtinges til Huse paa dertil beqvemme Steder; d) med Pleie i Sygdoms Tilfælde, hvilken de, hos hvem de Fattige ere til Huse, opmuntres til at forskaffe, eller som paa anden Maade tilveiebringes. §12) De fattige af 1. klasse, som ikke får hjælp andre steder, forsynes af fattigvæsenet:
a) med kost, hvortil de i sognet boende, efter sogne-kommissionens bestemmelse, skal erlægge hvad der kræves, enten i brød, mel, ærter, gryn, malt, flæsk, smør og ost (som skal bringes ud til dem, der er så gamle og svage, at de ikke selv kan hente det hos vedkommende) eller i korn eller penge. Hvor omstændighederne måtte gøre det nødvendigt, kan den fattiges forplejning ske på den for ham og for sogneboerne bekvemmeste måde.
b) med de nødvendigste klæder.
c) med husly og varme ved at skaffe logi på dertil egnede steder.
d) med pleje i tilfælde af sygdom, som dem, der huser de fattige, opfordres til at sørge for eller som på anden måde sættes i værk.
13) De til 2den Classe henhørende Børn besørge Sogne- Commissionen indtingede i et eller andet Huus, til Opfostring og Opdragelse for Districtets Regning, indtil de kan sættes i Tieneste eller paa anden Maade vorde forsørgede. Og har da Sogne-Commissionen bestandigt Tilsyn med Pleieforældrene, at de tilbørligen opfylde deres Pligter mod Børnene; ligesom og Fattigvæsenet beholder Tilsyn med de allerede forsørgede Børns Undervisning og Opdragelse, indtil disse ere confirmerede. §13) De børn, der hører til 2. klasse, skal sognekommissionen for distriktets regning skaffe ophold med henblik på pasning og opdragelse i en eller anden familie, indtil de kan få arbejde eller på anden vis blive forsørgede. Sognekommissionen har tilsyn med, at plejeforældrene opfylder deres forpligtelse mod børnene, ligesom den har tilsyn med de allerede forsørgede børns undervisning og opdragelse, indtil de er konfirmeret.
14) Den 3die Classes Fattige understøttes saaledes, at de ikke lide Mangel paa det Nødtørftige, hvorved dem kunne gives Anledning til Betlerie; men at det derhos giøres dem nødvendigt, selv at arbeide for deres Underholdning, saameget som de formaae. For disses Understøtning sørges altsaa, ved, efter Muelighed, at forhielpe dem til noget, med deres Kræfter passende, Arbeide, mod Betaling efter gangbar Priis; og, naar dette ei kan tilstrække, ved anden Hielp, hvilken Hielp dog ikke i Almindelighed bør gives i Penge, men i Fødevarer, Brændsel, Klæder, o.s.v., eller for Districtets Fattigkasses Regning anskaffes. §14) Fattige fra 3. klasse understøttes således, at de ikke mangler det allernødvendigste, uden hvilket de kunne få anledning til tiggeri. Men samtidigt er der behov for, at de selv, efter deres formåen,  arbejder for deres livsfornødenheder. Understøttelsen af disse sker altså ved at hjælpe dem med at få et efter deres kræfter passende arbejde mod sædvanlig betaling, og når dette ikke er tilstrækkeligt ved anden hjælp, som dog ikke bør gives i Penge, men bør gives i fødevarer, brændsel, klæder osv  eller anskaffes på distriktets fattigkasses regning.

IV) Om Fattiges Antagelse til at forsørges i vedkommende District.


15) Det paaligger Sognepræsten, hvem Omhue for de Trængende nærmest er betroet, med Nøiagtighed og Iver at sørge for disses Understøttelse, i Overensstemmelse med Anordningerne; desaarsag bør enhver, som holder sig berettiget til Sognedistrictets Forsorg, henvende sig til Stedets Sognepræst.

IV. Om godkendelse af fattige til forsørgelse i et distrikt.

§15) Det påhviler sognepræsten, som er den nærmeste til at vise omsorg for de fattige, med nøjagtighed og iver og i overensstemmelse med loven at sørge for deres understøttelse. Derfor skal enhver, som mener sig berettiget til sognedistriktets forsorg, henvende sig til stedets sognepræst.
16) Sognepræsten afhører enhver sig meldende Fattig, og optegner: a) den Fattiges Navn, Alder og Helbred; b) hvor længe han har opholdt sig i Districtet, og hos hvem; c) om han tilforn har behøvet eller faaet Understøttelse; d) hans Trang og Aarsagen dertil; e) om han selv kan fortiene noget, og til alle Tider forskaffe sig Arbeide; f) om han ved Aftægt, godgiørende Venner, eller paa anden Maade har nogen Underholdning; g) hvormeget han kunde behøve, og hvori han ønsker, at denne Understøttelse maatte bestaae; o.s.v. §16) Sognepræsten udspørger enhver, der anmelder sig som fattig og nedskriver:
a) den fattiges navn, alder og helbred;
b) hvor længe
han har opholdt sig i distriktet, og hos hvem;
c) om han tidligere har fået understøttelse;
d) hans behov og årsagen dertil;
e) om han selv kan tjene noget og altid kan skaffe sig arbejde;
f) om han ved aftægt, godgørende venner eller på anden måde har indtægter;
g) hvor meget han behøver og hvori en understøttelse kunne bestå; osv.
17) Resultatet af denne Undersøgelse, tillige med den Interims- Forsørgelse, som Præsten har anseet nødvendig til at afhielpe den Fattiges øieblikkelige Trang, og derfor strax tildeelt denne, bekiendtgiøres Sogne-Commissionens øvrige Lemmer ved den første derpaa holdende Forsamling, paa det at Commissionen derefter kan antage sig den Fattige til stadig Understøtning og bestemme hans Forsørgelsesmaade. §17) Resultatet af denne udspørgen og den foreløbige forsørgelse, som præsten har anset for nødvendig til at afhjælpe den fattiges øjeblikkelige behov, og derfor straks tildelt ham, bekendtgøres for sogne- kommissionens øvrige medlemmer på det først kommende møde, så kommissionen derefter kan antage den fattige til vedvarende understøttelse og bestemme hans forsørgelsesmåde.
18) Befindes det, at nogen, som bør antages til Forsørgelse i Districtet, har Slægtninge eller Venner paa andet Sted, af hvilke han kunde vente nogen Hielp i sin trængende Forfatning, hvis han henflyttede til disse; da kan det, efter Afhandling med det derværende Fattigvæsens Bestyrere, tilstædes ham at oppebære den Penge-Understøttelse, ham i sit eget District tilkiendes, uagtet han opholder sig udenfor samme. §18) Hvis det forholder sig sådan, at en person, som bør antages til forsørgelse i distriktet, på et andet sted har slægtninge eller venner, af hvilke han kunne vente hjælp i sin nød, hvis han flyttede hen til dem, da kan det, efter overenskomst med den derværende fattigvæsens bestyrelse, tillades ham at få den pengeunderstøttelse, der er tilkendt ham i hans eget distrikt, selv om han opholder sig udenfor dette.
19) Begierer nogen af Sognedistrictets Fattige frie Kuur og Pleie for sig eller sine i Sygdoms Tilfælde, eller Præsten paa anden Maade erfarer, at han eller de dertil ere trængende,  og derhos skiønner, at en Læges Hielp er fornøden, da medgiver han den Syge en Seddel til Districtets Læge, om den Syge er i den Tilstand, at han selv kan gaae eller føres derhen; Lægen undersøger da Sygdommens Beskaffenhed, anordner det Fornødne, og meddeler Præsten skriftlig Underretning, om og naar den Syge skal komme til ham igien, samt om noget særdeles ved hans Diæt, Pleie og Forhold bør iagttages, paa det at dermed kan haves Indseende.
§19) Hvis en af sognedistriktets fattige i tilfælde af sygdom beder om gratis behandling og pleje til sig selv eller en af sine familiemedlemmer, eller hvis præsten på anden måde erfarer, at han eller de er i nød, og han desuden vurderer, at lægehjælp er påkrævet, så giver han den syge en seddel med til distriktets læge, hvis han da er i stand til selv at gå eller bringes derhen. Lægen undersøger så, foreskriver hvad der er nødvendigt og meddeler præsten skriftligt, om og hvornår den syge skal komme til ham igen og om der skal vises særlige hensyn til hans diæt, pleje og forhold, så man kan have tilsyn med ham.
20) Er den syge ikke i den Tilstand, at han selv kan gaae til Lægen eller føres til ham, da sender Præsten et ifor Fattigkassens Regning leiet Bud, om ingen anden sikker Leilighed skulle gives, til Lægen med et Brev, hvori han, saa nøjagtigt, som mueligt, beskriver den Syges Tilstand. Finder Lægen da, at hans personlige Nærværelse er nødvendig, da melder han Præsten i sit Giensvar, hvad Tid han ser sig i Stand til at besøge den Syge, for nærmere at kunne anordne det Fornødne; til hvilken Ende ham, paa Forlangende, gives frie Befordring fra det Sted, hvor han da opholder sig, og tilbage. §20) Hvis den syge er i en sådan tilstand, at han ikke selv kan gå til lægen eller bringes herhen, så sender præsten, hvis der da ikke er andre sikre muligheder, et lejet bud, betalt af fattigkassen, til lægen med et brev, hvori han så nøjagtigt som muligt beskriver den syges tilstand. Finder lægen da, at hans personlige tilstedelværelse er påkrævet, så meddeler han i sit svar til præsten, hvornår han ser sig i stand til at besøge den syge, for nærmere at kunne foreskrive hvad der er nødvendigt. Hvis han forlanger det, gives han fri befordring fra det sted, hvor han opholder sig og tilbage.
21) Præsten, og i hans Forfald den af Commissionens Lemmer blandt Sognemændene, som boer den Syge nærmest, bør, saavidt skee kan, selv indfinde sig hos den Syge; holde Øie med, om Lægens Forskrifter efterkommes, og om Lægemidlerne vedbørligen bruges; erkyndige sig om Sygdommens Aarsag og Gang, for at kunne giøre Lægen opmærksom derpaa; og opmuntre til Reenlighed, frisk Luft, Afholdenhed fra skadelig Mad og Drikke o.s.v., i hvilke Henseender de og, efter de af Lægen givne almindelige Forskrifter, drage Omsorg for, at de nødvendige Anstalter føies. Og dersom Afsindighed skulle giøre det fornødent, at sætte den Syge under Bevogtning for en længere Tid, begieres saadant af vedkommende Øvrighed. §21) Præsten, og i hans fravær den af kommissions-medlemmerne, der bor nærmest den syge, bør, såvidt det er muligt, selv indfinde sig hos den syge, holde øje med, om lægens forskrifter efterkommes og om medicinen bruges korrekt, forhøre sig om sygdommens årsag og udvikling for at kunne gøre lægen opmærksom derpå, tilskynde til renlighed og til frisk luft og fraråde skadelig mad og drikke osv. Og i den forbindelse bør de også drage omsorg for, at de foranstaltninger, som er nødvendige for at følge lægens  påbud, sættes i værk. Og hvis sindssygdom skulle gøre det nødvendigt at sætte den syge under opsyn i længere tid, da anmodes  den stedlige øvrighed derom.
22) Fattigvæsenet vedbliver, paa en passende Maade, at understøtte den Syge, der ved Sygdommen er sat tilbage i sin Næringsvej, indtil han igien er i Stand til at ernære sig som tilforn. §22) Fattigvæsenet vedbliver på en passende måde at støtte den syge, der gennem sygdommen er blevet forhindret i at passe sit arbejde, indtil han igen er i stand til at forsørge sig som tidligere.
23) Naar nogen af Districtets Fattige døer, uden at efterlade sig Slægtninge paa Stedet, som kan og vil sørge for hans Begravelse, da foranstaltes denne for Fattigkassens Regning, og Omkostningerne dertil erstattes af den Afdødes Efterladenskaber, savidt disse kand tilstrække. §23) Når en af distriktets fattige dør uden på stedet at efterlade sig slægtninge, der kan og vil sørge for hans begravelse, da sker denne på fattigkassens regning, og omkostningerne modregnes af den afdødes efterladenskaber, såvidt de kan række.
24) Udbringes den Afdødes Efterladenskaber til mere, end paa ham af Fattigkassen er anvendt, da tilfalder Overskuddet Districtets Fattigvæsen, saafremt hans Arvinger enten ikke kan, eller ikke vil, erstatte, hvad af Fattigvæsenet til hans Forsørgelse er bleven udgivet. §24) Opnås der af den afdødes efterladenskaber mere, end Fattigvæsenet har brugt på ham, da tilfalder overskuddet distriktets fattigkasse, hvis hans arvinger enten ikke kan eller ikke vil tilbagebetale det, som fattigvæsenet har brugt på hans forsørgelse.

V) Om Sogne- eller Districts-Commissionerne.


25) De Sognemænd, til hvilke det efter 2 § overdrages at bestyre Districtets Fattigvæsen, i Forening med Sognepræsten, Stedets Politiemester og største Lodseier, vælges første Gang af disse, og siden, naar nogen afgaaer, af samtlige Districts-Commissionens Lemmer.

V. Om sogne- eller districts-kommissionerne.


§25) De sogneboere, som det ifølge §2, sammen med sognepræsten, stedets politimester og den største lodsejer, overlades at bestyre distriktets fattigvæsen, vælges første gang af disse, og siden, når nogen ophører med hvervet, af samtlige medlemmer af distrikts-kommissionen.
26) Formener den, som Valget er falden paa, at have gyldig Aarsag til at undslaae sig for at modtage samme, andrages saadant for Amts-Directionen. §26) Hvis den, der er blevet valgt, mener at have gyldig grund til at afvise valget, anmodes der om dette i amts-direktionen.
27) Næste Søndag, efterat Valget er giort og modtaget, bekiendtgøres dette i Sognet, fra Prædikestolen, med en Opmuntring til de hæderlige Mænd, som ere udnævnte til at antage sig de Fattiges Sag, og en Formaning til Sognets øvrige Beboere, om velvilligen at understøtte disse Mænd i det dem overdragne vigtige Kald. §27) Søndagen efter at valget er sket og modtaget, offentliggøres det i sognet fra prædikestolen samtidig med at de respektable mænd, der nu er beskikket til at tage sig af de fattiges sag, opmuntres og sognets øvrige beboere indskærpes til beredvilligt at støtte disse mænd i deres vigtige arbejde.

28) De pligter, som især paaligge disse Sogne-Commissionernes valgte Medlemmer, ere: a) At overligge med Commissionens øvrige Tilforordnede om alt Fattigvæsenets Fremme i Districtet vedkommende, og i denne Henseende at meddele de Oplysninger og Raad, som af dem maatte begieres; b) At være Præsten og Stedets Politiemester behielpelige med at udføre de i Forsamlingerne tagne Beslutninger; c) At tilmelde dem, naar nogen Uorden, Hindring, eller Modstand i Fattigvæsenets ordentlige Gang skulde vær indtruffen; d)  At samle og til Præsten aflevere de frivillige Gaver og andre Bidrag til Sognenes Fattige, som uden Øvrighedens eller Rettens Foranstaltning kan indkræves; e) At ombære de Fattiges Tavle i Kirken; f) At medvirke til, at Fattig-Forsørgelsens Øiemeed i alle Dele kan opnaaes.

§28) De forpligtelser, som især påhviler de valgte medlemmer af disse sogne-kommissioner, er:
a) Sammen med kommissionens øvrige medlemmer at overveje alt, hvad der kan forbedre fattigvæsenet i distriktet, og i den forbindelse at fremskaffe dem alle de oplysninger og anbefalinger, de kunne behøve.
b) At være præsten og stedets politimester behjælpelig med at udføre de beslutninger, som kommissionen har truffet.
c) At oplyse om det i  kommissionen, hvis der opstår uorden, modstand eller forhindringer for fattigvæsenets almindelige arbejdsgang.
d) At  indsamle og til præsten aflevere de frivillige gaver og de bidrag, som uden øvrighedens eller rettens foranstaltning kan inddrives til sognets fattige.
e) At gå rundt med fattigtavlen ved gudstjenesten.
f) At medvirke til, at formålet med fattigforsørgelsen opnås i alle henseender.
29) De vedblive disse Forretninger i 3 Aar. Viser nogen Ulyst eller Forsømmelighed i at udføre de af ham overtagne Pligter, andrages saadant for Amts-Direktionen. §29) De valgte sognemænd varetager deres hverv i tre år. Viser de ulyst eller forsømmelighed med de forpligtelser, de har overtaget, skal det anmeldes til amtsdirektionen.
30) Sogne-Commissionens Lemmer forsamles almindeligviis 4 Gange om Aaret, nemlig: en af de første Dage i December, Martii, Junii og September Maaneder, paa den Tid og det Sted, som dertil af Commissionen ansees beqvemmest. Forsamlingen tillyses, fra Prædikestolen, Søndagen tilforn. Præsten indkalder tillige de Fattige og Trængende i Districtet, som kunde have noget at begiere eller anmelde, til der at indfinde sig. §30) Sogne-kommissionens medlemmer mødes almindeligvis fire gange om året, nemlig en af de første dage i december, marts, juni og september måned, på det tidspunkt og på det sted, som kommissionen finder mest passende. Mødet bekendtgøres ved lysning fra prædikestolen søndagen forud. Præsten indkalder desuden de af sognets fattige og trængende, som måtte anmode om noget eller som kunne have noget at anmelde.
31) I disse Forsamlinger ordnes de Fattiges Forsørgelse for det følgende Fierdingaar. Med Hensyn dertil er og enhver, som nyder Understøttelse af Districtets Fattigvæsen, pligtig til, efter Commissionens Tilsigelse, at fremstille sig for samme.
§31) Ved disse møder ordnes de fattiges forsørgelse for det følgende kvartal. På møderne har enhver, der får understøttelse af distriktets fattigkasse, pligt til at indfinde sig, hvis kommissionen indkalder dem.
32) Alt, hvad deri forhandles og besluttes, indfører Præsten i en hertil, paa Fattigvæsenets Bekostning anskaffet og af Amtmanden authoriseret, Protocol; Det Indførte oplæses, og underskrives ved Slutningen af hvert Møde af samtlige Commissionens tilstedeværende Lemmer. §32) Alt hvad der på møderne drøftes og besluttes indfører præsten i en hertil på fattigvæsenets bekostning anskaffet og af amtmanden godkendt protokol. Det indførte oplæses og underskrives ved slutningen af hver møde af samtlige kommissionens tílstedeværende medlemmer.
33) I hver Qvartal-Forsamling: a) bliver at anmelde: om Sognets Fattig-Kasse i afvigte Qvartal, af en eller anden særdeles Aarsag, har haft nogen overordentlig Udgift; b) modtages de frivillige Gaver og andre Bidrag til de Fattige, som hos Vedkommende ere indsamlede, og indføres i Protocollen; hvorhos bemærkes, hvad deraf forskydes, betales eller afleveres, og til hvem; c) undersøges, om alt det, som i sidste Qvartals-Forsamling blev besluttet og bestemt i Henseende til de Fattiges Forsørgelse, er rigtig efterlevet og udført af Vedkommende; d) giennemgaaes Listen paa de til Underholdning og Forsørgelse indskrevne Fattige, for at undersøge disses udviste Forhold, og om nogle iblandt dem ere bortdøde eller bortreiste, eller deres Kaar saaledes forandrede, eller deres Udsigter til Underholdning for tilkommende Qvartal, ved det for dem tilveiebragte Arbeide, eller paa anden Maade, saaledes forbedrede, at de behøve mindre, eller ingen, Understøttelse i Fremtiden; e) Ligeledes undersøges, om nye Fattige kunde vides, eller have meldt sig, som ere berettigede til Understøttelse i Districtet; eller om de allerede indskrevne Fattiges Kaar skulde være saaledes forværrede, og deres Udsigter til Arbeide og Underholdning saa slette, at dem maa tilstaaes nye eller større Understøtning. f) Med Hensyn til denne anmærkede Af- og Tilgang bestemmes de Fattiges Understøtning for det tilkommende Qvartal, og indføres derefter i Protocollen enhver Fattigs Navn efter den Classe, hvorunder han henhører, med tilføiet Bestemmelse af den Understøtning, som ham i det tilkommende Qvartal bør tillægges.
§33)  Ved hvert kvartals-møde:
a) skal det noteres, om sognets fattigkasse i det forløbne kvartal, på grund af særlige omstændigheder, har haft ekstraordinære udgifter.
b) modtages frivillige gaver og andre indsamlede bidrag til de fattige, og det indføres i protokollen, hvor det også bemærkes, hvad der deraf udlægges, betales eller afleveres, og til hvem.
c) kontrolleres det, at det i sidste kvartal besluttede om de fattiges forsørgelse er blevet udført.
d) gennemgås listen over de forsørgelses-berettigede fattige, for at undersøge om nogle af dem er døde eller bortrejst eller om deres livsvilkår har ændret sig så meget, eventuelt ved opnået arbejde eller af andre grunde, at de behøver mindre eller ingen understøttelse i fremtiden.
e) undersøges det, om nogle har kendskab til nye fattige, eller om nye fattige med ret til understøttelse i distriktet har anmeldt sig, og det undersøges, om de allerede indskrevne fattiges situation er blevet forværret og deres udsigt til arbejde og forsørgelse så dårlige, at de må tillægges ny eller bedre forsørgelse.
f) idet der tages hensyn til de registrerede af- og tilgange, bestemmes de fattiges understøttelse for det kommende kvartal, og enhver fattigs navn indføres i protokollen i den klasse, hvorunder han hører, med tilføjelse af hvilken understøttelse han bør have i det kommende kvartal.
34) I den Forsamling, som holdes først i December Maaned, fremlægger Præsten et udførligt Forslag til Fattig-Forsørgelsen i det paafølgende Aar, og i samme anfører: a) en Fortegnelse over alle de Trængende, som han formener at burde nyde Hielp af Fattigvæsenet, med vedføiet nøiagtig Forklaring over deres Trang, Forfatning og hidtil førte Levnet; b) sine Tanker om hvad og hvor meget hver af disse bør gives til Understøtning; og c) hvorledes denne, for saavidt den af Sognet, enten i Fødevarer eller Penge, bør udredes, kunde paa dets Beboere være at ligne, i Forhold til enhvers Vilkaar; samt d) Forklaring over de Flere, som maatte have begiert Understøttelse, men som han ei dertill finder værdige. §34) På det møde, der holdes i begyndelsen af december måned, fremlægger præsten et udførligt forslag til fattig-forsørgelsen i det kommende år, og anfører her:
a) en fortegnelse over alle de trængende, som han mener skal have hjælp af fattigvæsenet, vedlagt en nøjagtig beskrivelse af deres behov, tilstand og hidtidige livsførelse.
b) sine tanker om hvad og hvor meget enhver af disse skal have i understøttelse, og..
c) hvorledes denne understøttelse, hvad enten den bør udredes i fødevarer eller i penge i sognet, kan pålignes dettes beboere i forhold til deres evne, samt...
d) oplysning om dem, der eventuelt har søgt om understøttelse, men som han ikke har fundet egnede.
35) Dette Forslag, som indrettes efter et af Amtets Fattig-Direction dertil meddelt almindeligt Scema, oplæses og giennemgaaes af samtlige Commissionenes Lemmer, hvis Erindringer derimod korteligen tilføres Protocollen; hvorefter det, ved de fleste Stemmer, fastsættes, hvorledes med de Trængendes Forsørgelse i det tilkommende Aar skal forholdes, hvormeget enhver Fattig bør tillægges i Understøttelse, hvori denne Understøttelse skal bestaae, naar og hvorledes den skal udredes, samt hvad og hvormeget enhver af Sognets Beboere dertil, efter sit eiende Hartkorn, sin Formues Tilstand, eller sin Leilighed, bør bidrage. §35) Dette forslag, som indføres i et af amtets fattig-direktion udarbejdet almindeligt skema, læses og gennemgås af alle kommissionens medlemmer, hvis kritiske kommentarer kortfattet tilføres protokollen, hvorefter det ved flertalsafgørelse fastsættes, hvordan man skal indrette de fattiges forsørgelse for det kommende år, hvor meget enhver fattig skal have i understøttelse, hvori denne understøttelse skal bestå, hvornår og hvordan den skal udredes samt hvad og hvor meget hver enkelt af sognets beboere, - alt efter deres jordtilliggende, formue eller evne - bør bidrage.
36) Ere Meningerne i Henseende til denne Forsørgelses-Plan, eller den foreslagne Ansætning, saaledes deelte, at intet ved fleste Stemmer kan besluttes, da har Præsten at indføre de ytrede Meninger og de for samme fremsatte Grunde i Protocollen; hvorefter en Udskrift af det Passerede strax tilstilles Amtmanden, til hans foreløbige Bestemmelse, eller til Amts-Directionens Afgiørelse.
§36) Hvis meningerne om forsørgelses-planen eller  forslaget til ansættelsen af bidrag er så delte, at der ikke kan træffes en flertalsbeslutning, skal præsten indføre de fremførte meninger og begrundelser i protokollen, hvorefter en beskrivelse af det passerede straks tilsendes amtmanden til hans foreløbige bestemmelse eller til amts-direktionens afgørelse
37) Er Commissionen derimod, enten i det hele, eller ved fleste Stemmer, enig i den af Præsten lagte Forsørgelses-Plan, eller er denne, i Tilfælde af Dissents, ved Amtmandens eller Amts-Directionens Resolution bleven bestemt, da oplæses samme næste Søndag fra Prædikestolen tilligemed en kort Beretning om Fattigvæsenets Skiæbne i Districtet i det sidst forløbne Aar. Denne Bekiendtgiørelse tilføies en Opmuntring til samtlige Districtets Beboere, om velvilligen at komme de Trængende til Hielp, med hvad disse, efter de indsamlede Oplysninger, maa ansees at kunne behøve, og saaledes som dette af Commissionen, efter bedste Skiønnende, er bleven Sognets Beboere paalignet. §37) Hvis kommissionen derimod, enten fuldstændig eller ved flerstemmighed, er enig i den forsørgelsesplan, som præsten har lagt, eller er planen i tilfælde af uenighed blevet vedtaget af amtmanden eller amts-direktionen, oplæses den næste søndag fra prædikestolen sammen med en kort beretning om fattigvæsenets virke i det forløbne år. Sammen med denne beretning opmuntres alle distriktets beboere til gavmildt at hjælpe de fattige med det, de måtte behøve, gennem det, som sognets beboere efter kommissionens bedste skøn er blevet pålignet.
38) Præsten besørger derpaa en Afskrift af Forsørgelses-Planen ombragt til Oldermændene eller Brandfogderne i Sognet, af hvilke den bekiendtgiøres for samtlige Districtets Beboere, paa det at disse kunne gives Leilighed til at erklære, om de for deres Vedkommende maatte have noget mod Planen og den i samme giorte Ligning at erindre, eller om de maatte findes villige til, hver efter sin Evne, at bidrage noget mere til at lindre de Trængendes Kaar, end det, til hvilket de, efter hvad Commissionen efter deres Vilkaar var bekiendt, ere ansatte. I hvilken Henseende saavel Præsten, som Districts-Commissionens øvrige Lemmer, paategne Afskriften, hvad Bidrag de hver for sig ere villige at yde til de Fattige, paa det at Sognemændene, ved deres Exempel, end mere kunne opmuntres til Goddædighed. §38) Præsten sender derefter en kopi af forsørgelses-planen til sognets oldermænd eller brandfogder, som bekendtgør den for alle distriktets beboere, sådan at disse kan få lejlighed til at udtrykke enten deres eventuelle modvilje mod planen og ligningen deri eller om de er villige til efter evne at bidrage mere end de er pålignet af kommissionen til lindring for de fattige. I den forbindelse skal såvel præsten som de øvrige kommissions- medlemmer indskrive i kopien, hvilket bidrag de hver for sig er villige til at give til de fattige, så de ved deres eksempel kan påvirke sognets beboere til at være gavmilde.  
39) Finder nogen sig med den af Commissionen giorte Ansætning misfornøiet, da bør han at frembringe sin Besværing for Amtets Fattigdirection, men, indtil sammes Resolution indløber, holde sig Sogne-Commissionens giorte Bestemmelse efterrettelig. §39) Hvis nogen er utilfreds med kommissionens påligning, da bør han klage til amtets fattigdirektion, men indtil denne direktion har truffet beslutning, skal han rette sig efter sogne-kommissionens bestemmelse.
40) Om den lagte Forsørgelses-Plan og sammes Udfald har Districts-Commissionen ufortøvet at giøre Indberetning til Amtets Fattigvæsens-Commission. §40) Distrikts-kommissionen skal straks indberette resultatet af sin forsørgelsesplan  til amtets fattigvæsens-kommission.


VI ) Om fattige Børns Skolegang


41) Alle Børn, som nyde offentlig Understøttelse, skal, fra deres 6te Aar, eller i det seneste fra deres 7de Aar af, stadigen søge Skolen; Ligeledes skal de og indfinde sig ved de offentlige Undervisninger, som Præsten maatte give Børn af deres Alder.

VI. Om fattige Børns Skolegang

§41) Alle børn, som får offentlig understøttelse, skal gå i skole fra deres 6. år eller senest fra deres 7. år, og de skal møde op til de offentlige undervisninger, som præsten måtte give børn på deres alder.
42) Saadanne Børn nyde ikke alene frie Undervisning i Læsning, Regning, Skrivning o.s.v.; men skal og af Fattig-Kassen forsynes med de fornødne Bøger og Skrivematerialer.
§42) Disse børn får ikke alene fri undervisning i læsning, regning, skrivning osv., men skal også af fattig-kassen forsynes med nødvendige bøger og skrivematerialer.
43) Efterlade Børnenes Forældre eller Pleieforældre at holde dem til stadig Skolegang, saa at disse, uden gyldig Aarsag, enten aldeles eller jevnligen forsømme Skolen, og hendrive deres Tid i Lediggang, da skal Præsten først i Mindelighed foreholde Børnenes Forældre eller Pleieforældre deres Pligter; og, hvis dette ikke frugter, advare dem i Medhielpernes Overværelse. Bliver ogsaa denne Advarsel uden Virkning, da hensættes Børnene til andre, og den Hielp, som Forældrene eller Pleieforældrene har været tilstaaet for Børnenes Skyld, fratages hine og anvendes til disses Opdragelse. §43) Hvis børnenes forældre eller deres plejeforældre undlader at sørge for, at de kommer i skole, så børnene uden gyldig grund helt eller delvis forsømmer skolen og driver tiden væk i lediggang, skal præsten først i mindelighed gøre børnenes forældre eller plejeforældre opmærksom på deres pligter, og hvis dette ikke hjælper advare dem i medhjælpernes overværelse. Er også denne advarsel virkningsløs, skal børnene fjernes og anbringes hos andre, og den hjælp, som forældrene eller plejeforældrene har været tilkendt for børnenes skyld, fratages dem og anvendes til børnenes opdragelse.

VII ) Om Sogne-Districternes Fattig-Kasser.


44) Ethvert Sogns eller Districts Fattig-Kasse har at bestride, hvad Understøtning Sognets Trængende maatte behøve, foruden den Kost, hvormed de efter 12 § af Beboerne forsynes.

VII. Om sognedistrikternes fattigkasser.


§44) Ethvert sogns eller distrikts fattigkasse varetager den understøttelse, som sognets fattige måtte behøve, udover den kost, hvormed de ifølge § 12 forsynes af beboerne.
45) Denne Kasse bevares hos den af Sogne-Commissionens Lemmer, der tiltræder samme, som største Lodseier i Districtet; Præsten modtager deraf de fornødne Forskud, til løbende Udgifter, hvilke af Sogne-Commissionen anvises ham, og for hvis Anvendelse han tll denne aflægger Rigtighed. §45) Denne Kasse opbevares hos den af sogne-kommissionens medlemmer, som er optaget som den største lodsejer i distriktet. Præsten modtager af kassen de nødvendige tilskud til løbende udgifter, som anvises ham af sogne-kommissionen, overfor hvilken han står til ansvar for korrekt anvendelse.
46) Sognets Fattig-Kasses Indtægter ere følgende: 1mo) Aarlige Bidrag i Penge, som ydes frivilligen af Districtets Beboere, eller efter Commissionens Ansætning paalægges disse, i Forhold til hvad Districtets Fattigvæsen behøver. Disse Bidrag Indfordres 4 Gange om Aaret, saaledes at Bidraget for det løbende Qvartal stedse erlægges forud. Over dem, som udeblive dermed, og ligeledes over dem, som ei i rette Tid erlægge det Contingent af Fødevarer, hvortil de efter 12 § ere ansatte, indsender Sogne-Commissionen en Fortegnelse til Amtmanden, som besørger Restancerne inddrevne. 2do) Indtægten af de Fattiges Tavle, som ved en af Commissionens valgte Medlemmer ombæres i Kirken paa Nytaars-Dag, de 3de store Høitider, almindelig Bededag, Søndagen efter den afskaffede Alle-Helgens-Dag, samt paa enhver Dag, naar der er Communion; og desuden paa den Dag, naar Præsten holder en Vaar- eller Høstprædiken; ved hvilke Lejligheder Menigheden tillige erindres om denne Tavles Bestemmelse, og af Præsten opmuntres til Godgiørenhed mod de Trængende. 3tio) Overskuddet af Helsingørs Hospitals Tavle, naar nemlig den Sum, der er fastsat for enhver Kirke at svare til bemeldte Hospital, er fradraget. 4to) Frivillige Gaver, som ved Gaardes, Huses eller Jorders Salg gives af Kiøber og Sælger, eller ved andre i Sognet indtreffende Leiligheder tilfalde de Fattige. 5to) Hvad der indkommer ved Salget af fundne eller optagne Kreaturer, naar Eieren ikke inden foreskrevne Tid melder sig; og ligeledes hvad der ved Salg af Fattiges Efterladenskaber (24 §) erholdes; samt 6to) Renter af Capitaler, og Indtægter af Jorder eller andet, som maatte være skienkede eller tillagte Districtets Fattige. §46) Indtægterne til sognets fattigkasse er følgende:
1) Årlige bidrag i penge, som distriktets beboere giver frivilligt eller som pålægges dem af kommissionen ud fra distriktets fattigvæsens behov. Disse bidrag opkræves fire gange om året, således at bidraget for det løbende kvartal altid opkræves forud. Sogne-kommissionen indsender en fortegnelse over dem, der undlader at betale og dem, der ikke i tide erlægger den mængde fødevarer, de efter §12 er forpligtede til, til amtmanden, som sørger for, at restancerne inddrives.
2) Indtægten af de fattiges tavle, der af en af kommissionens valgte medlemmer ombæres i kirken nytårsdag, de tre store højtider, almindelig bededag, søndag efter den afskaffede alle-helgensdag, samt hver gang der er altergang og desuden den dag, præsten holder vår- eller høstprædiken. Ved disse lejligheder mindes menigheden også om hensigten med tavlen og tilskyndes til godgørenhed mod dem, som trænger.
3) Overskudet af Helsingørs Hospitals tavle, når den sum, som hver kirke er forpligtet til at betale til dette hospital, er fratrukket.
4) Frivillige gaver, som gives af køber eller sælger ved salg af gårde, huse eller jordstykker, eller som ved andre indtrufne lejligheder i sognet tilfalder de fattige.
5) Indtægter ved salg af fundne eller indfangede kreaturer, når ejeren ikke har meldt sig i tide; og ligeledes hvad der indkommer ved salg af fattiges efterladenskaber (§ 24), samt...
6) Renter af kapital, indtægter af jordstykker eller andet, som måtte være tillagt distriktets fattige.

VIII ) Om Amtets Fattig-Kasse
.

47) Denne Kasse bevares hos Amtsforvalteren, som fører Regnskabet over samme, hvilket til Amts-Directionen indgives. I den nedlægges tillige de Obligationer, som ere Amtets Fattigvæsen tilhørende. Deri modtages og de aarlige Beholdninger fra Districternes Fattig-Kasser, for saavidt de ikke maatte behøves, som Forskud til det følgende Aars Udgifter, men kunne giøres  frugtbringende. De indtægter, som tilflyde denne Kasse, ere: a) Hvad der i Følge Fr. 24 Sept 1708 (II Post) 13 § ellers skulde tilfalde de forskiellige Herreds-Kasser i Amtet; b) hvad der ved de ordinaire eller extraordinaire Retter, saavelsom ved Forligelses-Commissionerne, enten som Bøder tildømmes, eller paa anden Maade tilfalder, Amtets Fattige; og c) en Fierdedeel Procent af Varer og Løsøre, som paa Landet bortsælges ved offentlig Auction, hvilken Afgift erlægges af Sælgeren.

VIII. Om amtets fattigkasse.


§47) Denne kasse opbevares hos amtsforvalteren, som fører dens regnskab, der tilstilles amts-direktionen. I kassen opbevares desuden de obligationer, der tilhører amtets fattigvæsen. Også de årlige beholdninger fra distrikternes fattigkasser modtages i denne kasse, hvorfra de, såfremt de ikke er nødvendige som forskud til det følgende års udgifter, kunne bringes til at give overskud. De indtægter, der lægges i denne kasse er:
a) de penge, som iflg. Forordning af 24. sept 1708 (II Post) §13 ellers skulle tilfalde amtets forskellige herredskasser.
b) hvad der ved de ordinære eller ekstraordinære retter og ved forligs-kommissionerne enten idømmes som bøder eller som på anden vis tilfalder de fattige, og...
c) en afgift på en kvart procent af varer og løsøre, som sælger må erlægge ved offentlig auction på landet.
48) Vedkommende Rettens Betiente og Forligelses-Commissioner have hvert Fierdingaar til Amts-Directionen at indberette, hvad Fattigvæsenet maatte være tilfaldet under deres Jurisdiction i de sidstforløbne 3de Maaneder, og derhos indsende hvad af samme allerede til dem er blevet erlagt. Amtmanden tilstiller Amtsforvalteren de indkomne Beretninger og Penge, og sørger for, at de idømte Bøder paa lovlig Maade vorde inddrevne. §48) De på stedet værende retsbetjente og forligs-kommissioner skal hvert kvartal indberette til amts-direktionen, hvad der er tilfaldet fattigvæsenet i de sidste tre måneder af deres retsudøvelse og indsende, hvad der i den forbindelse allerede er blevet betalt. Amtmanden overdrager amtsforvalteren de indkomne beretninger og penge og sørger for, at de idømte bøder bliver inddrevet på lovlig vis.
49) Amtets Fattig-kasses Bestemmelse er: a) at bidrage til saadanne Trængendes Understøttelse, som, uden at kunne henføres blandt det Districts egne Fattige, hvori de opholde sig, dog i samme blive at forsørge efter 9§; b) at komme Sogne-Kasserne til Hielp i overordentlige Tilfælde, f.Ex: ved Afsindiges Bevogtning, for saavidt denne maa falde det Offentlige til Last; ved Brandlidtes Understøtning, eller Reisepenge til Skibbrudne, for saavidt andre Districter, end det, hvor saadanne Trængende er hiemmehørende, dertil bør at bidrage; og c) at afholde Bekostningerne paa Fattiges og Betleres Transport. §49) Amtets fattigkasses formål er:
a) at bidrage til understøttelsen af de trængende, som uden at kunne regnes til de fattige i det distrikt, hvor de opholder sig, dog kan blive understøttet dér efter §9.
b) at komme sognekasserne til hjælp i ekstraordinære tilfælde, f. eks. ved sindssyges bevogtning, for såvidt denne må være det offentliges byrde; ved understøttelse af brandlidte eller ved rejsepenge til skibbrudne såfremt andre distrikter end det, hvor disse trængende er hjemmehørende, bør bidrage dertil, og...
c) at betale omkostningerne ved fattiges og betleres transport.
50) Det aarlige Regnskab over denne Kasse fremlægges og giennemsees i den Amts-Directions-Forsamling, hvori Regnskaberne for Districternes Fattig-Kasser decideres. §50) Det årlige regnskab for denne kasse fremlægges og gennemses i den amts-direktions-forsamling, hvor regnskaberne for distrikternes fattigkasser godkendes.

IX ) Om Regnskaberne for Districternes Fattig-Kasser og disses Revision
.

51) Sogne-Commissionerne skal aarligen til Amts-Direktionen aflægge Regnskab over Fattigvæsenets Indtægter og Udgifter i deres Districter, efter et dem, af bemeldte Direktion, tilstillet Schema. Bestaar Districtet af flere Sogne, som i forskiellige Amter eller Herreder ere beliggende, aflægges særdeles Regnskab for hvert.

IX. Om regnskaberne for distrikternes fattigkasser og disses revision.

§51) Sognekommissionerne skal en gang om året aflægge regnskab over fattigvæsenets indtægter og udgifter til amts-direktionen på et skema, der er overdraget dem af nævnte direktion. Hvis distriktet består af flere sogne, der er beliggende i forskellige amter eller herreder, skal der aflægges regnskab for hvert sogn.
52) Regnskaberne, som affattes af Præsten, sluttes til hvert Aars sidste December, og, attesterede af Sogne-Commissionens øvrige Medlemmer, at de Fattige have faaet, hvad Regnskabet melder, indleveres til Herredsprovsten inden næstkommende 1ste Februarii.
§52) Regnskaberne, der udfærdiges af præsten, afsluttes hvert år sidst i december og indleveres med de øvrige sogne-kommissions- medlemmers bekræftelse på, at de fattige har fået, hvad regnskabet viser, til herredsprovsten før næstkommende første februar.
53) Med Regnskabet fremsendes tillige District-Commissionens Protocol, hvori et Duplicat af Regnskabet findes indført ved Slutningen af Commissionens Forhandlinger i det forløbne Aar.
§53) Sammen med regnskabet fremsendes desuden distrikts- kommissionens protokol, hvor en kopi af regnskabet findes indført ved slutningen af kommissionens forhandlinger i det forløbne år.
54) Naar Provsten har sammenholdet det fremsendte Regnskab med Protocollen, og i denne attesteret begges Overensstemmelse, sender han Protocollen strax tilbage til vedkommende Præst; men Afskriften af Regnskabet beholder han, for nærmere at giennemgaae samme. Denne Revision bør inden 4 Uger være tilendebragt. §54) Når provsten har sammenholdt det fremsendte regnskab med protokollens kopi, og heri attesteret overensstemmelse imellem dem, sender han straks protokollen tilbage til vedkommende præst; men regnskabsskemaet beholder han for nærmere gennemgang. Denne revision bør være afsluttet inden fire uger.
55) Regnskabet paategnes de af Provsten giorte Anmærkninger, og sendes Præsten tilbage. Denne tilstiller Provsten samme med sine Besvarelser, inden 14 Dage, hvorefter Regnskabet uopholdeligen af Provsten indsendes til Amts-Directionen. §55) Regnskabet påføres provstens anmærkninger og sendes tilbage til præsten. Denne returnerer det til provsten sammen med sine besvarelser inden 14 dage, hvorefter regnskabet straks af provsten sendes til amts-direktionen.
56) Forsømmelighed og Uorden, i Henseende til Regnskaberne, behandles efter Forordning 30 Jan 1793. §56) Forsømmelser og uorden med regnskaberne behandles efter Forordning af 30. januar 1793.

X ) Om Amtets Fattigvæsens-Direktion.


57) Amts-Directionens Forsamlinger holdes paa Amtmandens Bopæl 2de Gange om Aaret, nemlig i April og October Maaneder; og, naar Forretningerne ei paa een Dag kan tilendebringes, fortsættes Samlingen de følgende Dage, indtil alt er afgiort og expederet.

X. Om amtets fattigvæsens-direktion.


§57) Amts-direktionens møder afholdes på amtmandens bopæl to gange om året, nemlig i april og oktober måned. Og hvis arbejdet ikke kan færdiggøres på en dag, fortsætter mødet de følgende dage, indtil alt er afgjort og ekspederet.
58) Naar Amtmanden finder det nødvendigt, kan Direktionen ogsaa paa andre Tider af ham sammenkaldes. §58) Når amtmanden finder det nødvendigt, kan amts-direktionen også på andre tider indkaldes af ham.
59)  Hvad som i den Mellemtid, hvori ingen Direktions-Forsamling holdes, behøver at expederes, besørger Amtmanden alene, og afgiver de fornødne Resolutioner i Sager, som ei taale Opsættelse. Om de af ham saaledes føiede Foranstaltninger underretter han Direktionen ved næste Samling. §59) Det, som nødvendigvis må ekspederes i den tid, hvor der ikke afholdes direktions-møder, besørger amtmanden alene, og træffer beslutning i de sager, som ikke tåler opsættelse. De således trufne beslutninger beretter han for direktionen ved næste møde.
60)  I øvrigt sørger Amtmanden for, at alle fornødne Oplysninger og Erklæringer i de Sager, som af Directionen skal decideres, betimeligen indhentes, saaledes, at disse Sager, naar den samles, kan være modne til Afgiørelse.
§60) Iøvrigt sørger amtmanden for i tide at indhente alle nødvendige oplysninger og erklæringer i de sager, hvori direktionen skal træffe beslutning, således at disse sager kan være klar til afgørelse, når den mødes.
61) I disse Amts-Directionens Forsamlinger delibereres over alt, hvad til Amtets Fattigvæsen er henhørende, og afgiøres de til Directionen indløbne Klager; derhos giennemgaaes og decideres i samme de for Amtets og Districternes Fattigkasser aflagte Regnskaber, for hvilke de Vedkommende af Directionen meddeles behørig Qvittering. §61) På amts-direktionens møder forhandles der om alt til amtets fattigvæsen henhørende og afgøres de til direktionen indløbne klager. Desuden gennemgås og godkendes amtets og distrikternes fattigkassers regnskaber, for hvilke direktionen leverer behørig kvittering.

XI ) Om Fattigvæsens-Politiet og Straffe for Betlerie.


62) For Betlere ansees alle de, som paa Veie eller Gader, i Huse eller Gaarde, ved Ord eller Gebærder, eller ved at fremvise legemlig Bræk, anholde om Almisse eller modtage samme.

XI. Om fattigvæsens-politiet og straffe for betleri.


§62) For betlere anses alle de, der på veje eller gader, i huse eller gårde, med ord eller fagter, eller ved at fremvise legemlige skavanker, beder om eller modtager almisse.
63) Enhver, som antreffes at betle inden Sognets District, paagribes og overleveres strax til nærmeste Sognefoged eller Oldermand i Districtet, som optegner saavel den Paagrebnes Forklaring, som deres, der have paagrebet ham. I Beretningen herom anføres tillige, af hvem den aflagte Forklaring, naar saadant maatte behøves, kan bevidnes. Derefter besørger Sognefogden den Paagrebne, tilligemed Beretningen, overleveret Stedets Politiemester til Sagens videre Behandling. Hvor Betleres Mængde skulle giøre det nødvendigt, tillades det Sogne-Commissionerne, for en Tid, at antage 1 eller 2 Betiente, til at opbringe hine. Disse Betiente tillægges en bestemt Løn af Districtets Fattigkasse, og betales desuden 3 Mk pr. Miil, for at bringe den af dem anholdte, eller til dem overleverede, Betler til Stedets Politiemester. §63) Enhver der ses tigge i sognedistriktet skal straks pågribes og overleveres til distriktets nærmeste sognefoged eller oldermand, som nedskriver forklaring fra såvel den pågrebne som fra dem, der har pågrebet ham. I beretningen anføres det om muligt, hvem der kan bevidne den aflagte forklaring. Derefter sørger sognefogden for, at den pågrebne sammen med beretningen overdrages stedets politimester til sagens videre behandling. Der hvor mængden af tiggere kan nødvendiggøre det, tillades det sogne-kommissionerne for en tid at ansætte en eller to betjente til at anholde tiggere. Disse betjente skal have løn af distriktets fattigkasse og vil desuden få 3 mark pr. mil for at bringe en af dem fanget eller til dem overleveret tigger til stedets politimester.
64) Betler nogen, istedenfor paa lovlig Maade at søge den Hielp og Understøtning, hvortil han maatte være trængende, da straffes han 1ste Gang med 14 Dages Fængsel, 2den Gang med Fængsel i 4 Uger, 3die Gang med 1 Aars Arbejde i Forbedringshuset, og ansees, for hver Gang han siden kiendes skyldig i lige Forbrydelse, med dobbelt Straf mod den han sidst har været idømt. §64) Hvis nogen tigger i stedet for på lovlig måde at søge den hjælp og støtte, som han måtte behøve, straffes han første gang med 14 dages fængsel, anden gang med fængsel i fire uger og tredje gang med et års arbejde i forbedringshuset, og hver gang han derefter kendes skyldig i en tilsvarende forbrydelse, fordobles straffen.
65) Er den, som betler, arbeidsfør og til offentlig Forsørgelse uberettiget, da straffes han den 1ste Gang, han saaledes forseer sig, med 4 Ugers Fængsel, 2den Gang med Fængsel i 8 Uger, og 3die Gang med 2 Aars Arbeide i Forbedringshuset, hvilken sidste Straf, paa lige Maade fordobles for hver igientagen Forbrydelse. §65) Hvis den som tigger er arbejdsduelig og uberettiget til offentlig Forsørgelse, da straffes han første gang, han forser sig, med fire ugers fængsel, anden gang med fængsel i otte uger og tredje gang med to års arbejde i forbedringshuset, og denne sidste straf fordobles, for hver gang han gentager sin forbrydelse.
66) Naar en fremmed Betler, efter udstanden Straf, løslades, har han ufortøvet at begive sig bort, saafremt han ikke der paa Stedet strax kan finde og modtage Arbeide. Til Reisepenge meddeles ham, for vedkommende Fattigkasses Regning, saamegen Understøtning, som kan være tilstrækkelig for ham til at naae sit Hiem, hvilken Understøtning beregnes til 4 Sk. pr. Miil; hvorhos han af Øvrigheden forsynes med det til Reisen fornødne Pas. §66) Når en fremmed tigger løslades efter at have udstået sin straf, skal han omgående begive sig bort, hvis han ikke på stedet straks kan finde arbejde. Han får så meget i rejsepenge fra den aktuelle fattigkasse, at han kan nå hjem, ved at der beregnes ham 4 skilling pr. mil; desuden forsynes han af myndighederne med det til rejsen nødvendige pas.
67) Forældre eller Pleieforældre, som enten have befalet deres Børn at betle, eller dertil have givet dem Medhold, eller ikke have hindret dem derfra, naar de vidste, at de betlede, ansees, som om de selv havde betlet. §67) Forældre eller plejeforældre, der enten har beordret deres børn til at tigge eller har givet dem lov til det, eller ikke har forhindret dem deri, når de vidste at de tiggede, behandles som om de selv havde tigget.
68) Børn imellem 10 og 15 Aar, som befindes at betle uden Forældrenes eller Pleieforældrenes Forevidende, advares og sættes under strængere Tilsyn. Men hvis de vedblive saadan Vandel, straffes de med Riis.
§68) Børn mellem 10 og 15 år, som tigger uden forældrenes eller plejeforældrenes viden, skal advares og sættes under strengere opsyn, og hvis de fortsætter med den opførsel, skal de straffes med prygl.
69) Befindes en Skipper eller Færgemand at have overført nogen Fattig, der ei var forsynet med lovligt Pas, da straffes han ikke alene derfor efter Anordningerne, men tilpligtes desuden, saafremt den Fattige inden 3 Maaneders Forløb derefter antræffes i Betlerie, at erstatte alle paa en saadan Betlers Paagribelse og paa Sagens Forfølgning, til dennes Afstraffelse og Bortsendelse, medgaaende Omkostninger. §69) Konstateres det, at en skipper eller færgemand har transporteret en fattig, der ikke var forsynet med lovligt pas, da straffes han ikke alene for dette efter lovbestemmelserne, men forpligtes desuden til, hvis den fattige indenfor tre måneder findes i færd med at tigge, at betale alle de omkostninger, der medgår til  en sådan tiggers pågribelse, sagsbehandling, afstraffelse og bortvisning.
70) Huser nogen en fremmed Fattig i mere, end een Nat, uden derom at have giort Anmeldelse til Sognefogden, bøder han 48 Sk. for hver Nat han saaleds tilstæder den Fattige Ophold hos sig. §70)  Hvis nogen giver husly til en fremmed fattig i mere end én nat uden at anmelde det til sognefogden, skal han bøde 48 skilling for hver nat, han således giver den fattige ophold hos sig.
71) Løslader Sognefogden eller Oldermanden, uden Politiemesterens Ordre, nogen opbragt Betler, da bøder den første 2 Rdlr og den sidste 1 Rdlr. Løslader nogen af de i 63§ ommeldte Betiente en af ham paagreben eller til ham overleveret Betler, da straffes han med 8 Dages Fængsel paa Vand og Brød. §71) Hvis sognefogden eller oldermanden uden politimesterens ordre løslader en tilfangetaget tigger, da skal den første bøde med 2 Rdlr og den anden med 1 Rdlr. Hvis en af de i §63 nævnte betjente løslader en af ham pågreben eller til ham overleveret tigger, da straffes han med 8 dages fængsel på vand og brød.
72) Kommer en Fattig fra et Nabo-District saa svag til Sognet, at han ikke formaaer at gaae videre, da befordres han med Vogn, efter Fogdens Tilsigelse, til nærmeste Bye, og saa fremdeles videre, indtil han naaer sit eget Hiem. Men er han saa syg, at han end ikke taaler at kiøres, da forsørges han med Pleie for vedkommemde Districts Regning, indtil han kommer sig saavidt, at han kan begive sig bort. Døer han, da bekostes hans Begravelse ligeledes paa vedkommende Districts Regning, saafremt hans Efterladenskaber ikke tilstrække til sammes Betaling. §72) Kommer en fattig fra et nabodistrikt så svag til sognet, at han ikke har kræfter til at gå videre, da bringes han med fogdens tilladelse med vogn til den nærmeste by og videre derfra, til han når hjem. Men er han så syg, at han ikke kan tåle at blive kørt, da passes og plejes han på distriktets regning, indtil han kommer sig så meget, at han kan begive sig bort. Hvis han dør, bekostes hans begravelse ligeledes af distriktet, såfremt værdien af hans egne efterladenskaber ikke slår til.
73) Alle Fattiges og Betleres Transport, hvad enten den sker til Fods, eller ved Befordring med Vogn eller Baad, betales af Amtets Fattig-Kasse. Viser nogen sig forsømmelig eller uvillig til at besørge Transporten, naar han efter Omgang tilsiges, da bøder han 1 Rdlr, og betaler desuden den paa Befordringen giorte Udgift. §73) Transporten af alle fattige og tiggere betales, hvad enten den sker til fods eller ved befordring med vogn eller båd, af amtets fattig-kasse. Hvis nogen er forsømmelig eller er uvillig til at sørge for transporten, når han efter tur indkaldes, skal han bøde 1 Rdlr og desuden selv betale befordringsudgiften.
74) Alle Sager, som angaae Overtrædelser mod hvad i denne Anordning er fastsat, behandles ved Politie-Retten i Overensstemmelse med Fr. 25 Mart. 1791, og alle heri ommeldte Bøder tilfalde Amtets Fattig-Kasse.
§74) Alle sager, der vedkommer overtrædelser mod, hvad i denne anordning er fastsat, behandles ved politiretten i overensstemmelse med Forordning af 25. marts 1791, og alle heri nævnte bøder tilfalder amtets fattigkasse.