Anders Nielsen Faartoft, som i Nors altid kaldes Anders (Nielsen) Tøfting er født på gården Lille Tøfting i Vester Vandet i 1775, som det kan ses på anetræet herover. Om hans opvækst vides intet, men hans tilværelse kan følges en smule gennem folketællingerne, hvor han i 1787 ses som 13-årig sammen med sin mor, der da er enke, og sine fire søskende:

Folketælling 1787 - Vester Vandet på gården Lille Tøfting (side 249)

Wester ... ..... .....

Anne Christens datter Christen Nielsen Anders Nielsen Peder Nielsen Maren Niels datter Anne Niels datter Jesper Pedersen Anne Catrine Christ datter Anne Erichs datter

Madmoder } } }hendes Børn } }    }    }tieniste folk hendes Moder

41 14 13 8 10 6 55 23 71

Enke efter 1ste Egteskab og gaardb:  ugivte ugivt   - Enke efter 1ste Egteskab

I den næste folketælling 14 år senere ser beboerne på Lille Tøfting således ud:

lille Tøfting ...lig Gaard 1ste  Familie

Christen Frøkier Kiersten Andersdatter Niels Christensen Anders    - Niels Thomsen Christensen Jens    -    -    - Peder Nielsen Ellen Andersdatter  Michel Jensen

Hosbonde hans Kone } } }deres Børn }    }    }tieniste Folk    }

28 33 7 6 4 2 22 24 13

Begge i 1ste Egteskab ugifte

Bonde og Gaard….

Som det fremgår af denne folketælling, så er den nu 27-årige Anders Tøfting på dette tidspunkt ikke tilstede på Lille Tøfting, hvor hans ældre bror Christen, der har beholdt efternavnet Frøkier, er blevet gårdmand. Hvor Anders befinder sig, vides ikke, men hans senere kone, Ellen Andersdatter ses blandt tjenestefolkene.

Næste gang der dukker dokumenter op om Anders Tøfting er i marts måned 1809. Da fødes hans ældste datter Ane i Nors (se kirkebogsnotatet ved klik på det gultmarkerede årstal i anetræet). Anders Tøfting må altså være blevet gift med Ellen Andersdatter og være flyttet til Nors. Hvornår det er sket, kendes der inden detaljer om, men i Skøde- og Panteprotokollen ses det, at Anders Tøfting netop i 1809 er blevet ejer af den store gård Westergaard, der ligger nordvest for Nors By, for 2600 rdl. Det ses imidlertid også, at han ved samme tid foretager mageskifte, så Westergård skiftes ud med en meget mindre gård beliggende i den sydlige del af selve Nors By. Her formodes han og familien at bo i de næste omtrent tyve år, og her fødes de to næste børn, Niels og Maren. Stedet, som de bebor kan ses her.

Historien om Anders Tøfting og hans kone Ellen Andersdatters bosættelse i Nors og fødselen af deres tre børn her må vel betragtes som en beretning om en velstillet bondefamilie, der på trods af Anders' placering som den næstældste søn, og dermed ikke arvtageren af Lille Tøfting i Vester Vandet, klarer sig godt. Måske har Anders' mulighed for køb af Westergård i 1809 været muliggjort af en arv, måske af hårdt arbejde, måske af kloge investeringer. Men i hvert fald må de tyve års drift af gården i Nors have placeret familien blandt de bedrestillede bønder i sognet.
Denne placering ændres drastisk den 22. juli 1826, for da dør Anders kun 51 år gammel. 
I kirkebogen bliver hans død noteret med denne tekst: død: 22 Juli - begr: 29 Juli - Anders Nielsen Tøvting - Husmand af Nors - 51 -
Mærkværdigvis noteres han som 'Husmand' skønt han var ejer af en gård med hartkornet 1-2-2-3/4. Ikke nogen stor gård, men dog en gård. Men måske har han været anset som husmand. Måske har tidernes ugunst været hård også ved ham. Det tyder de følgende optegnelser på, for i fattigprotokollens beskrives det, at kun trekvart år efter Anders Tøftings død, i marts måned 1827, henvender hans enke sig til fattigvæsenet. Fattigbogsnotatet lyder:

'...Og anmeldte Sognefoged Chr: Wilsbøl at afg: Anders Tøftings Enke, som til Majdag afstaaer sit Sted paa Aftægt, vil behøve nogen Understøttelse til sin ældste meget skrøbelige Datter Ane - og blev hende tilstaaet for dette Aars 3 sidste Qvartaler 3skpr Rug og 9skpr byg - scl: 1skp Rug og 3skpr Byg qvartaliter, som begynder med næste April'.  
Samtidig med at fattigvæsenet tilgodeser datteren Ane, sælger Ellen Andersdatter gården i Nors, og stedet, der i 1809 blev købt for 750Rdl, sælges for kun 200rdl. I handelen indgår, at hun må blive siddende på aftægt på stedet '...for min Levetid'.

Skødet, som Ellen Andersdatter opretter til køberen Niels Christensen Bjerregaard kan ses her: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=16967863#231444,43936851

Samtidigt med at gården sælges, ses det i den følgende fattigprotokol (som dækker årene 1827-1852), at udover datteren Anes dårligdom må også Ellen være syg. Et notat fra protokollen fortæller, at Fattigvæsenet har haft ekstraordinære udgifter på 15Rd 16sk for '...Oppassning ved Anders Tøftings Enke 40 Dage 10m - siden ved Datteren Ane for 3 Qvartaler 4rdl 3m - hertil - foruden daglig tilbragt Kost, efter Omgang af Nors Sogns Beboere - 2 Bul Tørv a 7m - Fladtørv 3m, 1 Pr Træsko til Ane 1m - item Husl: 6rbd til næste April...'
Ellen Andersdatter kommer da heller ikke til at sidde på aftægt ret længe, for allerede samme år, den 30. marts 1828, dør hun, som sin afdøde mand kun 51 år gammel.
Kirkebogsnotatet lyder: 'død: 30 Marty – begr: 7 April – Ellen Andersdatter – Aftægts-HusEnke af Nors - 51'

Efter Ellen Andersdatters død afholdes der skifteforretning. Se det her: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17054245#197000,32839402

Der er ikke store værdier at arve for de tre søskende efter deres mor: Skifteforretningen opgør boets aktiver til 40rd 3m 9s, alt bundet i indbo, så de tre søskende har sikkert fordelt tingene imellem sig.

Og Ane, den ældste datter, der er 'meget skrøbelig', hvordan går det hende?
Hun figurerer kun i sognepræstens private notater i årene 1829 - 1834, og her ser vi det antydet, at hun har fået husly et sted på Ballerum, og det noteres, at hun i årene indtil 1834 får en årlig almisse på 2td rug, 4td byg og 12 rd.
Dette notat bekræftes i den følgende fattigprotokol, hvor det i 1829 noteres: 'Anders Tøftings Datter, Ane, som hidtil havde været underholdt af Nors Sogns Beboere ved Kost efter Omgang, fra Aprils Begyndelse antages af Husmand Jens Christian Christesen i Hinding til Forsørgelse med Kost og Pleje med videre for 2Td Rug, 4Td Byg og 12 rbd paa et Aarstid' -
Ane kan dog ikke have opholdt sig særlig længe hos Jens Christian Christesen i Hinding, for året efter noteres det,  at hun opholder sig i Ballerum,  og senere notater fortæller, at det er hos Anders Christian Jensen (kaldet Skomager), hvilket bekræftes af de to næstfølgende folketællinger:

11. et Huus

Anders Christian Jensen Ingeborg Gregersdatter Ane Andersdatter

53 70 25

gift gift ugift

Huusmand lever af sin Jord hans Kone betinget Almisse Lem

3. et Huus

1

Anders Christian Jensen Ingeborg Gregersdatter Ane Andersdatter

61 76 31

gift - ugift

Huusmand, lever af sin Jordlod hans Kone Indtingede Almisselem

Efter 14 års ophold hos Anders Skomager og hans kone Ingeborg flytter Ane i 1844, - sikker fordi hendes værter er blevet for gamle til at kunne tage sig af hende. I fattigprotokollen siges det:
'Med Huusmand Christen Thomsen af Nors er Forstanderskabets undertegnede Medlemmer accorderet om, at han skal koste, pleie og huse Ane Tøfting fra 1ste Januar 1845 til 1ste Januar 1846 for den aarlige Betaling 7 Tdr  Byg og 10 Rbd i Penge. Fattigcassen forsørger hende med Sengeklæder og Klæder.'

Sandsynligvis er 'Christen Thomsen af Nors' identisk med 'Christian Laurensen', for hos ham ses Ane i folketællingen fra samme år:
Her bliver hun imidlertid ikke længe, for halvanden år efter, den 18. juni 1846, ses hun at opholde sig 'i Hinding Hospital' - hvor hun dør, 37½ år gammel.

Selv om vi først i Ane Tøftings 18. år ser et fattigbogsnotat, der beskriver hende som 'meget skrøbelig', så er der grund til at tro, at hun har været handicappet hele livet. Og i 1828, hvor hun optages som almisselem sker det med notatet: 'Anders Tøftings Enke af Nors til hendes af Slagtilfælde ideligen og haardt angrebne Datter, Ane.' Ane har sikkert  lidt af epilepsi, men senere notater tyder på, at hun også har været alvorligt psykisk udviklingshæmmet. Således siges det i 1840, at hun er '......vanvittig og har Slagsyge'.

Da hun optages som almisselem, hvilket sker i forbindelse med hendes mors død, iværksætter fattigvæsenet en særlig og usædvanlig hjælp. I fattigprotokollen noteres det således:
'Extraordinaire Udg: Mette Konge for Oppassning ved Anders Tøftings Enke 40 Dage 10m - siden ved Datteren Ane for 3 Qvartaler 4rdl 3m - hertil - foruden daglig tilbragt Kost, efter Omgang af Nors Sogns Beboere - 2 Bul Tørv a 7m - Fladtørv 3m, 1 Pr Træsko til Ane 1m - item Husl: 6rbd til næste April ialt -15Rd 16sk', ...

...hvilket må betyde, at Mette Konge, efter at Ane Tøfting har mistet sin mor, har passet og plejet Ane i tre kvartaler, altså i ni måneder, hvor der desuden er etableret en mad-bringe-ordning af sognets beboere på skift, og huslejen er blevet betalt. Og derefter er Ane, som fortalt tidligere, blevet 'indtinget', hvilket vil sige anbragt i kost og pleje, hos forskellige beboere i sognet.
Man kan jo kun glæde sig over, og måske forundres over, en så gennemført social velfærds-funktion i hine tider. Det ser imidlertid ud til, at hjælpearbejdet har været problematisk, for i et senere fattigbogs-notat omtales madordningen som '....den Byrde, som Nors Sogns Beboere hidtil har havt, ved at underholde ovenmeldte Ane Tøfting'.

Almissen, som udbetales til de værter, som Ane er 'indtinget' hos, forbliver hele hendes liv af en betragtelig størrelse. Fra 1829 andrager den årligt med små variationer 2td rug, 5td byg og 12Rd. I 1834 stiger pengebeløbet til 16Rd. Herudover får hun  med mellemrum ekstraordinært tildelt  træsko, hør, sengeklæder og et år en særk.
Der kan ikke være tvivl om, at værtsskabet for et almisselem, med den almissebetaling, der fulgte med, har været et kærkomment bidrag til fattige husmandsfamilier. Man kan dog også forestille sig, at sådan et værtsskab kan have været højst problematisk, måske især med en psykisk handicappet person. Måske er det forklaringen på, at Ane ender sine dage i Hinding Hospital. Måske.

Til Projekt Nors forside	Til Fattigprotokol 1 Til Fattigprotokol 2	Til almisselemmerne, grafisk opstillet
		Til almisselemmerne, alfabetisk opstillet