| Som
almisselem møder vi Michel Horboe første gang i
Fattig-protokollen
i 1813. Han er da
73-årig enkemand og er beboer ’udi en Hytte i
Nors’
og har hos sig sin 37-årige datter Maren, der hos sig har ’2 uægte
børn - af hvilke det ene ike er 1/4 Aar gammelt.’
– Men faktisk optræder Michel Horboe 54 år tidligere i fatigprotokollen, men da som almisse-yder, hvor han i 1759 yder 2 fjerdingkar mel til fattiglemmet Maren Gade i Nors. Hvordan hænger dette sammen? Jo, i 1756 mister Michel Horboe sin 71-årige far, og alt tyder på, at han da må træde i faderens sted og som kun 17-årig og sikkert eneste hjemmeboende af de oprindeligt otte søskende drive gården sammen med sin 57-årige mor. Og som bestyrer af en bedrift, stor eller lille, må han som alle andre i sognet yde sin andel til fattiglemmerne. Den meget beskedne ydelse på de 2 fjerdingkar mel tyder på, at stedet, som han bestyrer, er et meget lille sted. Seks år senere, d 20. juni 1764 gifter han sig med Dorthe Nielsdatter, og med hende får han over de næste 24 år elleve børn. Alt i alt former hans liv sig på en god måde, må vi tro. Otte af de elleve børn overlever barndommen, og kirkebogen fortæller om Michel Horboe som forlover og fadder flere gange. I folketællingen i 1787 ser vi ham beskrevet som 46-årig husbonde og gårdbeboer med sin 44-årige kone og de tre mindste børn hjemmeboende. Det sidste barn fødes samme år:
Alligevel ender hans liv i elendighed. Tre år efter folketællingsåret, i 1790, mister han sin kun 47-årige kone Dorthe, og året efter ser det ud til, at han, helt efter tidens skik og omstændighedernes krav, har fundet sig en ny kone. Men et eller andet går galt, og i et kirkebogsnotat fra den 21. maj 1791 beretter sognepræsten, Anders Eriksen Hvass: ’I Overværelse af mig og mine underskrefne Medhiælpere vare Michel Andersøn Harboe og Anna Madsdaatter, hvilke begge bleve Troelovede d: 17 april a: c: her indkaldede og med fælleds Samtykke begiærede deris Egteskabs Løfte ophævet, hvilket og i Allernaadigst medhold af Forordningen da Dato 19 Febr: 1783 blev ophævet og bevidnes under deris og vore hænders underskrift – Nors Prstgrd d: 21 Maij 1791’. Ti år senere ser vi i den næste folketælling i 1801, at Michel Horboe bor alene som enkemand på et jordløst husmandssted,...
...og da vi næste gang hører om ham, i fattigprotokollens notat fra 1813, det notat, som indleder denne beskrivelse af ham, synes hans forfald at være totalt. Som notatet fortæller, bor han i en hytte et sted i Nors og har hos sig sin 37-årige datter Maren med to uægte børn, sønnen Niels på ni år og datteren Dorthe, der kun er fire måneder gammel. Måske er datteren og hendes to børns ophold hos ham i virkeligheden en slags redning for ham, for Maren får af fattigvæsenet tillagt en almisse på 1 tønde byg og ved årets slutning får hun endda en ekstraordinær portion på yderligere 2 skæpper byg. Året efter er Maren blevet optaget som fattiglem af klasse 3 og får 2 skæpper rug og en tønde byg, og denne portion gentages i 1815. I 1816 ændres almissen til 1 tønde og 4 skæpper byg, og denne portion får hun igen i 1817. Dette år sker der desuden en stor forøgelse af almissens størrelse, idet Michel Horboe nu, efter at hans sønner har indfundet sig på Fattigkommissionens kvartalsmøde i marts måned og '...der begjeret nogen Understøttelse for deres syge og skrøbelige Fader', tildeles 1 skæppe rug og 1 tønde 7 skæpper byg. Sammenlagt med Marens portion må familiegruppen have følt det som en meget stor forbedring af deres livsvilkår, og ved fastsættelsen af almissen for det kommende år, 1818, får Michel Horboe nu også en pengeportion på 4 Rd. Måske skyldes den forøgede almisse i virkeligheden, at Michel Horboes er blevet alvorligt syg, for i marts noteres det i protokollen, at ’gamle Michel Horboe i sin afmægt. og skrøbl. Tilstd. faaer 1 skp Rug Tillæg’, og allerede i april ydes endnu et tillæg på 2 skæpper rug og 1 Rd. Som en bekræftelse på den forværrede afmagt og skrøbelighed sker der, hvad Michel, Maren og de to børn må have oplevet som en katastrofe: hytten, som de bor i, brænder. Branden må have fundet sted i august måned 1819, for fattigkommissionen skriver i september, at hytten, der stod på gårdmand Christen Bunchs jord, var brændt ned forrige måned, at Christen Bunch ikke følte sig forpligtet til at skaffe Michel Horboe et andet sted at bo, at Michel Horboe umiddelbart havde fået husly hos sønnen Niels i Tved og at denne søn nu ’vægrede sig aldeles ved længere at beholde ham’. Hele notatet kan ses her. Hvad der sker med Maren og hendes to børn, der nu er 15 og 6 år gamle, ved vi ikke, for herefter ses hun ikke længere i fattigprotokollen. Åbenbart har branden afstedkommet, at hun er flyttet. Hvortil kan vi ikke vide, men i den folketælling, som foretages 16 år senere, i 1834, bor hun sammen med sin datter Dorthe i nabosognet Tved, hvor også hendes brødre bor. Om hendes 15-årige søn Niels er flyttet med hende efter branden, ved vi ikke. Formentlig er han allerede før branden blevet tjenestedreng et eller andet sted. Hvor vides ikke, men på forunderlig vis kommer tilværelsen ham i møde. Herom senere. Men hvordan kommer det til at gå Michel Horboe? En løsning på hans fortvivlede situation ser ud til at ske, da fattig-kommissionen holder møde i juni 1820. Mødenotatet fortæller, at Christen Bunch er forpligtet på at give Michel Horboe husly og at han allerede har leveret ham diverse byggematerialer (tag og døre). Hytten bliver åbenbart repareret. Derudover forpligter Christen Bunch sig på årligt at levere Michel Horbo en vis mængde rug og byg, mens sønnerne forpligter sig til ’at forsyne deres Fader med fornøden Huslye og Pleje den Stund han lever’. Dette sidste skal sikkert forstås som kommissionens løftede pegefinger overfor de ellers ikke særligt imødekommende sønner, der tidligere ’vægrede sig aldeles’ i forhold til deres gamle far. Endnu et forhold markerer Michel Horbos vanskelige situation: han får ændret sin almissestatus fra klasse 3 til klasse 1, hvilket vil sige, at han nu beskrives som værende blandt dem, der er ’… saa gamle og syge, eller paa Helbred, Førlighed, Sandser og Forstand saaledes svækkede, at de aldeles intet, eller kun saare lidet, kan fortiene til Livets første Nødvendigheder’, som der står i Reglementet for Fattigvæsenet. Og som klasse 1-almisselem får Michel Horboe i 1820 tildelt 1 tønde rug, 4 tønder byg og 8 Rd. Michel Horboe kommer dog ikke til at nyde sin store almisseportion ret længe, og hverken Christen Bunch eller Michel Horboes sønner kommer til at lide store afsavn på grund af deres forpligtelser, for allerede den 14. januar 1821 dør Michel Horboe. Han begraves på Tved kirkegård den 21. januar og kaldes i kirkebogen for ’Almisselem og Indsidder af Nørbye’, så han har måske siddet i et kammer hos en af sønnerne, mens hytten i Nors blev repareret. Takket være sognepræsten Knud Kristian Høyers pertentlige notater omkring almisseydere og -nydere er det muligt at få et indblik i hvordan og hvorfra Michel Horboe i de to sidste år af almissetiden fik sine portioner af rug, byg og penge. Således ser notaterne fra året 1819 ud for Michel Horboe: Se det originale notat her.
Det er værd at bemærke, at samtlige almisseydere i året 1819 er beboere i Nors sogn, mens samtlige almisseydere i året 1820 er beboere i Tved sogn. Dette hænger utvivlsomt sammen med, at Michel Horboe efter branden i 1819 flytter - måske midlertidigt - til Tved. Fattigkommissionen og vel især sognepræsten kommer således i høj grad Michel Horboe i møde. Måske er det ren velvilje, måske er det af nød: Michel Horboe ville ikke være i stand til at hente sin almisse i Nors så længe han bor i Tved. Men det princip, at almissen bør gives af de sognebeboere, som almisselemmet tilhører, spiller sikkert også ind. Således ser notaterne fra året 1820 ud for Michel Horboe. Se det originale notat her.
Og datteren Maren, der i 1813 med to uægte børn flyttede ind hos sin far i hytten i Nors. Hvordan gik det hende? Jo, hun bliver et af de mange eksempler på, hvordan fattigdom og deraf følgende elendighed går i arv fra den ene generation til den anden. Vi ser hende som nævnt i folketællingen i 1834 i Tved. Da bor hun sammen med sin datter Dorthe, der er ugift 22-årig væver.
Fem år senere, i 1840, bor de to stadigvæk sammen, Maren betegnet som daglejer, og det år får Dorthe et 'uægte' barn, Marie. I den næste folketælling i 1845 bor mor og datter stadigvæk sammen, nu med den lille 5-årige Marie, Marens barnebarn, hos sig. Og i den følgende folketælling fra 1850 er Maren blevet 75 år. Hun er nu – igen – registreret som almisselem. Hendes datter Dorthe, nu 37 år, er blevet gift, er blevet gravid for anden gang, derefter skilt, hvorefter hun i 1849 har født sit andet barn. Hun har nu to døtre, den 10-årige Marie og en spæd Kirsten Christine, og af den følgende folketælling, i 1855, kan vi se, at Marens datter Dorthe i 1851 får endnu et barn, sønnen Christen (sidstnævnte ikke vist på anetræet herover). Året efter, i 1856, dør Maren Horboe, 80 år gammel. Michel Horboes barnebarn, den 'uægte-fødte' Niels forlader for stedse Nors og Tved sogne, - som nævnt ovenfor sikkert allerede da hytten, de beboede, brændte, og han har nok allerede på den tid måttet klare sig selv, som først tjenestedreng og senere som karl, hvor han har kunnet få tjeneste. At det er gået ham godt, ser vi i 1828. Da er han en mand på 23, der langt fra Nors den 29. juli i Ove sogn i Ålborg amt indgår ægteskab med den et år yngre 'Jomfru Marie Kirstine Lods'. I kirkebogsnotatet står han opført som 'Hr. Niels Andersen Lynge, Ejer og Beboer af Transberggaard og Stampemølle'. Blandt forloverne er 'Jens Lods i Transberggaard', utvivlsomt Marie Kirstines far, og notatet tyder på, at han ved giftermålet er på aftægt på Transberggaard. Niels er blevet beriget med såvel gård som brud, må man formode. I de følgende år får parret fire børn: i december 1828 Jens, opkaldt efter sin morfar, i 1831 Anders, opkaldt efter sin farfar, i 1834 Maren, opkaldt efter sin farmor, der på det tidspunkt bor sammen med sin datter Dorthe i Tved og i 1835 Mette Cathrine. Det er bemærkelsesværdigt, at familien i de følgende år i stor stil flytter rundt. Måske har Niels haft et handelstalent, der dels øgede hans økonomiske status, dels medførte hyppige skift af bosted. Deres tilværelse starter i 1828 i Ove sogn, herfra flytter de til Valsgård sogn, hvor de to midterste børn er født, derefter til Torup sogn, hvor det yngste barn fødes. Her ser de ud til at bo i en længere årrække, men i 1845 bor de i Ørum sogn i Hjørring amt og i 1850 er de tilbage i Ålborg amt, nu i Sulsted sogn, hvor Niels' kone Marie Kirstine dør i 1853. Niels bor endnu i 1855 i Sulsted, men i 1860 må han igen være flyttet, sikkert til Ålborg, hvor han i 1861 i forbindelse med en økonomisk tvist*) med en købmand i Ribe beskrives som 'Forhenværende Gaardeier Niels Andersen Lynge i Aalborg.' Ikke mindst denne tvist, som han iøvrigt taber, viser, at det i overbevisende grad lykkes Niels Andersen Lynge at vriste sig ud af den fattigdom, som må have været forfærdende i hans barndom. Hvordan hans forhold til moderen Maren Horboe og søsteren Dorthe har været siden han som ung mand rejste østpå og fandt sin lykke i omegnen af Ålborg, ved vi intet om. Er han mon på noget tidspunkt vendt tilbage til Thy? Har han mon været i Tved, da hans mor blev begravet? Derom kan vi kun gætte. Men vi kan være sikre på, at han i det mindste i tankerne er vendt tilbage til sin kummerlige barndom i bedstefaderens hytte og til fattigvæsenets livsnødvendige hjælp. Hvordan kan vi være sikre på det? Det kan vi fordi han året før sin død opretter et legat:  Niels Andersen Lynge dør i 1888, 84 år gammel. Kirkebogsnotatet siger, at han da bor i Danmarksgade 59 i Ålborg. *)se 'Juridisk Ugeskrivt, Redigeret af A.L.C. de Conick. Kbh 1862 - Venligst oplyst af Claus Rasmussen.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
