lyngbye

11.6.1675 - Anders Nielsen Lyngbye - 1701

Liv, ægteskaber og børn

Et kirkeskænderi

En præstestrid

Indbrud i Nors Kirke

Lyngbyes kirkebøger

Om Anders Nielsen Lyngbyes liv, ægteskaber og børn

Anders Nielsen Lyngbye er 47 år gammel, da vi første gang, den 1. august 1675, møder ham i Nors-Tved Kirkebog, hvor han indfører sit første kirkebogsnotat (notat nr. 235) som sognepræst her.
Bag sig har han et liv, som vi kun kender lidt til:
Han er født d. 29. marts 1628 i Lyngby på Djursland ind i en præstefamilie, idet hans far Niels Sørensen Nykirk var sognepræst her, hans farfar Søren Nielsen Smed var sognepræst i Ø. Nykirke og hans oldefar Niels Smed var sognepræst i Jelling. I 1651 bliver han student fra Aarhus og senere bliver han hører i Sorø. Den 30. marts 1666 bliver han residerende kapellan i Thisted og Skinnerup, hvorfra han d. 11. juni, 1675 bliver indsat som sognepræst i Nors og Tved sogne. Den 13.10. 1680 bliver han desuden provst i Hillerslev Herred.
Da han bliver sognepræst i Nors-Tved har han ifølge en kilde (https://www.geni.com/people/Anders-Lyngbye/385884366740010105) to ægteskaber bag sig; et med en Anne Lauridsdatter og et andet med Barbara Poulsdatter. Dette sidstnævnte ægteskab kendes fra en ægteskabsbevilling af 3.11.1670, men herudover kendes intet til dette ægteskab eller til det tidligere. Da han bliver sognepræst er han gift med Bodil Jensdatter, der dør som 63-årig i 1693, og året efter, den 25. september 1694 bliver han som 67-årig gift for fjerde gang, nu med den 30-årige enke Anne Jensdatter Lundtzgaard, med hvem han lever sine sidste 8 år i et barnløst ægteskab.
Forskellige kilder mener at vide, at Anders Nielsen Lyngbye var far til tre børn: Mette, Peder og Martha. Der er dog ikke fundet endeligt bevis på rigtigheden af den antagelse. Ingen af børnene er for eksempel fundet i kirkebogen i Thisted, hvor Anders Nielsen Lyngbye var kapellan i årene, hvor de tre børn formodes født. Der er dog god grund til at tro, at Martha var et af hans børn. Martha optræder en enkelt gang i Nors-kirkebogen, nemlig ved dåben af drengebarnet Anders, der er søn af hendes fars efterfølger og hendes tidligere plejemor, Anne Jensdatter Lundsgaard, der blev gift med hendes fars efterfølger, Johan Thorsong.
Martha bliver gift to gange. Første gang med Peder Nielsen Hvidbjerg, sognepræst i Hvidbjerg-Lyngs. Med ham får hun ifølge Wibergs Præstehistorie tre sønner og tre døtre. Det er dog ikke muligt at verificere oplysningen, da kirkebøgerne fra Hvidbjerg-Lyngs ikke eksisterer på dette tidspunkt. Anden gang Martha bliver gift er det med Niels Jacobsen Schmidt, sognekapellan i Holstebro, hvor hun dør i 1743.
Om Anders Nielsen Lyngbyes endeligt kan vi regne ud, at han må være blevet syg, formentlig i løbet af 1701, da hans efterfølger, Johan Johansen Thorsong den 1. november dette år indsættes som hans efterfølger, og 9 måneder senere, den 12. august 1702, 'om eftermiddagen i Nors præstegaard', skriver biskop Bircherod i sin dagbog, dør Anders Nielsen Lyngbye efter 25 års præstegerning i Nors og Tved. Den 22. august 1702 begraves han i Nors kirke.

Kilder: S.W.Wiberg, ..en dansk Præstehistorie.
F.A.Winther, Præstefruen i Lyngaa...

Et kirkeskænderi

Hvilken person var Anders Nielsen Lyngbye?
Kirkebøgerne i de to sogne giver ikke noget svar herpå ud over, at man i mange af notaterne omkring de såkaldt uægte børn ser hans utvetydige mishag med forekomsten af disse fødsler og hans ofte udtrykte opfattelse af utroværdighed omkring oplysningerne. Se notat nr. 1600. Ellers er hans kirkebogsnotater klare, saglige og umisforståelige.
En karakterfast person?
Uden tvivl. Hvilket en sag fra den tid, hvor Anders Nielsen Lyngbye var residerende kapellan i Thisted og Skinnerup sogne, vidner om. Sagen er fundet i de ekstrakter fra justitsprotokollen, som arkivar ved lokalhistorisk arkiv, Torsten Balle, har begået. Mindst fem møder i herredstinget behandler den spektakulære sag, der tager sin begyndelse ved gudstjenesten i Skinnerup Kirke den 3. søndag i advent 1673. Torsten Balle refererer fra herredstingsprotokollen (kursiveret tekst):

'Da præsten var gaaet i skriftestolen, kom Erik Nielsen med to mænd og ville forbyde præsten at tage Erik Nielsens svigerfader Mads Andersen til skrifte, da han havde sat ham en hovedløgn på. Præsten spurgte Mads Andersen, hvad han sagde til det, og Mads Andersen svarede: Det siger jeg nej til. Erik Nielsen gik da til alteret og tog alterbogen og ville, at Mads Andersen skulle lægge sin hånd på bogen og sværge, men præsten sagde, at det var Guds hus ikke til. Havde han tiltale til Mads Andersen, kunne han søge ham ved lov og ret.'
Vi får ikke at vide, hvad det er for en 'hovedløgn', som Erik Nielsens svigerfar har gjort sig skyld i, men man kan jo gætte på, at der mellem svigerfar og svigersøn er en konflikt, som svigerfaderen ifølge svigersønnen vil løse sig fra via (et løgnagtigt?) skriftemål.
Gad vide, om det var almindeligt, at personer fra menigheden på den måde blandede sig i gudstjenestens forløb. Helt almindeligt har det sikkert ikke været, og Erik Nielsen må, ovenstående citat og det følgende forløb taget i betragtning, bestemt have været en særdeles vanskelig person. Men det er Anders Nielsen Lyngbye måske også, for ved onsdagsprædikenen omkring tre uger senere, den 14. januar 1674, berettes det, at :
...'hr. Anders under prædiken havde talt om kirketyve nede ved døren (hvor Erik Nielsens stol var)', dertil 'havde Erik Nielsen med ubekvemme ord spurgt præsten, hvor de kirketyve var, som han havde nævnt i sin prædiken. Præsten svarede: Hvad kommer det dig ved. Er det dig, siden du tager dig det til. Erik Nielsen truede da præsten og sagde, at han skulle lære ham til at give dem navn, og at præsten kun var en kapellan og ingen herredsfoged og flere skammelige ord'.
Om samme episode fortæller en Thomas Nielsen, at 'han hørte, at hr. Anders sagde: Hvad er det du griner ad? Nu ved jeg din tanke. Nu ved jeg, hvad du hviskede til din nabo. Nu Gud i Himlen se hertil og straf sådanne bandskroppe, Erik, det er dig, jeg mener. Hvor Vor Herre har hans kirke, der har Fanden hans Cappel (kapel)', hvortil Erik Nielsen svarede: Lad være .... og bliv ved Eders tekst. Hr. Anders svarede: I Jesu navn, så vil jeg også'.
Episoden tyder på, at Anders Nielsen Lyngbye for alvor har fået det dårligst mulige forhold til Erik Nielsen og i marts måned tiltaler han ham for 'fortræd og opsætsighed ... til forargelse for menigheden'. Erik Nielsen svarer igen med at stævne Anders Nielsen Lyngby for landstinget.
Hvad tvisten ender med er ikke berettet i justitsprotokollen, men et notat fortæller, at sagen ikke uden videre lader sig stoppe, idet Anders Nielsen Lyngbye i juli måned nægter at tage Erik Nielsen til skrifte.

En præstestrid

På nogenlunde samme tid som kirkeskænderiet i Skinnerup kirke fandt sted, mens Anders Nielsen Lyngbye endnu var kapellan i Thisted, udspandt der sig en strid mellem Lyngbye og hans nærmeste foresatte, sognepræsten i Thisted, magister Heeboe.
Det har kun været muligt at finde sporadiske spor efter striden i de justitsbogs-ekstrakter, som Torsten Balle udfærdigede, men kontroversen er refereret i Historisk Årbog for Thy 1944, hvor Herluf Juul-Sørensen skriver, at i ...

...'1674 havde A. L. en Kontrovers med den stridbare Sognepræst i Thisted, Mag. Heboe; Sognepræsten, der tydeligvis havde Uretten paa sin Side, blev afsat, men igen taget til Naade og fortsatte i Embedet.'

Andre steder beskrives magister Heeboe som en usædvanlig stridbar person, hvilket fører til hans afsættelse.
Men var Anders Nielsen Lyngbye også stridbar?
Sagen med Erik Christensen ('Et kirkeskænderi') samt adskillige retsforfølgelser fra Lyngbyes side af personer, der ikke har betalt tiende til tiden, kunne tyde på det. Sagerne kan ses refereret i Torben Balles justitsekstrakter, som kan ses på http://www.arkivthy.dk

Indbrud i Nors Kirke

Endnu en episode i Anders Nielsen Lyngbys embedsperiode i Nors fortjener en særlig omtale. Episoden, som er spektakulær og som giver et ganske særligt indblik i de problemer, som en sognepræst kunne komme ud for, er dukket op ved gennemsyn af justitsprotokollen for Hillerslev-Hundborg Herreder.

Episoden, som er beskrevet herunder finder sted i 1690, altså i sognepræst Anders Nielsen Lyngbyes 15. år som sognepræst.
Episoden har for så vidt ikke noget at gøre med kirkebøgerne, hvor der mærkværdigvis ikke står et eneste ord om de hændelser, som ganske givet har oprørt både sognepræst og menighed, hvilket da også kan ses af, at det er sognepræsten, der foranlediger hændelserne behandlet i herredstinget.
Herunder en stump af justitsprotokollen for Hillerslev-Hundborg Herreder, 1690, hvor hændelsen er beskrevet onsdag den 25. juni. Under fotoet er tekstindholdet gengivet ordret så vidt som det har været muligt at tolke den vanskeligt læselige tekst.

Herunder den originale og uforandrede tekst fra justitsprotokollen
Den svagt farvemarkerede tekst er udsnittet fra protokollen herover

Herunder en nudansk udgave af teksten i venstre spalte.

For [R]etten ower shichet Mons Michel Christensen Fouget Paa Nørtorp
Paa Hederlig og wellærde Mand Hr Anders Nielsen Liungby Sogneprest til
Nors og Tued Sogner, og Proust ofuer Hillerslef Herridt Hans Vegne
og frembstillede Stefningsmend Anders Pedersen deign i Nors og Laurs
Nielsen Shredder ibm: Som bestoede wed Eed efter LoWen at de i gaar 8te dage
Niels Pedersen Paa Søegaard I Nors Sogn Hid i dag til Siun [....W..des] paa
Hør og beshrifielse, angaaende Huis Som Er opbrudt og opgrafuit
i bemte: Nors Kirche i de tou Stoelle Som hafe Lagt til Søegaard sampt i
Gangen til Predichestoellen, Sammedag [Stefntes] [derefter] Siunsmend Nemb-
lig Anders Christensen og Powel Nielsen I Nors, Christen Nielsen i Hinding,
og Niels Fisker ibm: alle Hid i dag for deris Siun at afhiemble
Herom; - Og nu for Retten frembstoede bemte: Siunsmend, Anders
Christensen Powel Nielsen, Christen Nielsen og Niels Fisker Som Siun i saa Maade
efter Lowen afhiemblede, at de i gaar 8te dage efter Presten Hr Anders Niel-
sen Liungbyes begiering /: Saasom dj hafde Fornummet at der shulle
Noget werre opkast i Stoellene i Kirchen :/ warre i bemte: Nors Kirche
og der Siunede og Saae Saaledis, Nemblig i dend ofuerste Stoel Som Ligger
til Søegaard befandtis =7 Stycher fiel Som war opbrudt af bonden og
Kast til Sidde, og En deel teigelsteen som war optagne og opbrudt af
gulfuen under bemte: fielle, i Neste Stoel der wed Som og Ligger
til Søegaard fandtis =2 Stycher fiel opbrudt af Gulfuit som hafde Ligget
Langs i Stoelen, og warre wildt op dend Eene til dend Eene Side, og
dend anden til dend anden Side i Stoellen og war og En deel Muursteen opbrudt Som
hafde Ligget under samme fiel, Under disse forshrne: opbrudte fielle
og steene befandtis en stoer huulle war opkast dernest befand
tis i Gangen Som mand gaar op til Predichestoellen =2 Stycher fiel,
Hwor af dend Eene war oplettet fra bonden i dend Eene Ende og Noget
Sand der Under fra UdRaget, Men dend anden Laae fast, disligeste
Saae dj i fruerstoellen Som Ligger til Søegaard = treg Stycher fiel her og
der war opbrudt og hafde Ligget tuert i Stoellen, Saae og En foed-
shamuel war opløft paa den forreste Sæde i Stoellen, widere saae
og befandt dj at hafde werrid slaged Et Lidet Styche fiel Neden paa dend
Synder og Inderste Kirchedør med treg Sømb, som war afslagen og Laae
nedentil og Hullet Paa dørren som samme Styche fiel hafde werrit slaget
for, Stoed saa Uit oben at En Liden Mennishe /: Som dj Kunde tyche :/ Kunde
(gaae deri) Krybbe der ind af, Huilched forshrne: indbemte: Siunsmend
for Retten wed Eed efter Lowen afhiemblede for En fuld Siun, Huor
efter fornte: Monsr: Michel Christensen Paa Welbemte: hr Anders Nielsen Liung-
byes wegne War tingswidne begierrendis –

fornte: Monsr: Michel Christense Paa Welbemte: hr Andersis wegne og
bewiste med forindførte StefningsMend Som bestoede wed Eed efter Lowen
at de i Gaar 8te dage Stefnte Niels Pedersen Paa Søegaard. – Nors Sogn
Hid i dag til [wiednes] paahør og beshrifuelser, anlangende det som
er opbrudt og opgrafuit i Nors Kircke i de Tou Stoelle Som Ligger til
Søegaard, sampt i Gangen til Predichestoellen, Sammedag Stefnte de Peder
Jensen bunch og Anne Christensdatter begge tiennindis i Nors Pre-
[ste]Gaard Hid i dag for derris Sandhed og wieden at aflegge i
denne Sag herom, og nu For Retten frembstoede fornte: Peder Jensen
bunch og Anne Christensdatter Som wed Eed med opRagte Fingre
efter Lowen wandt og bestoede at Nu Taarsdagen 18 Nest efter
Pindtze Hellige dage Sidst, Kiørte derris Hosbond bemte:
hr Anders Nielsen Liungbye Hen at Giørre tienniste og Predichen
i Aggerholm Kirche, og da førend hand bortKiørte befolte
Hand at ret wj shulle hafue opsiun til om nogen wille [.....] [.....]
sig i Kirchen, Saa [g........] wj og [..gge] Mog ud Indtil Wed Mid-
dagstide, da gich Jeg Anne Christensdatter op paa KierreGaarden
at see til Nogle Kyllinger, og medelst samme gich ind i Wobenhuusit
huor Jeg da hørte Nogen bulder i Kirchen, Saa gich Jeg Neden til Peder
Jensen bunch og sagde ham deraf, Og saa Strax gich Vj ind og wille
Haft Nøgellen til Kirchen, Huilchen wj iche Kunde faae formedelst hr Anders
Sielf hafde forwarret dend i hans Kammer, Saa gich wj op til Kirchen,
og Jeg Peder Jensen bunch gich op paa Wobenhuusloftet og ind ofuer
Kircheloftet og gich Neden i Kirchen, og som Jeg Komb Neden i Kirchen
Saae Jeg Niels Pedersen shinderups Søn Peder Nielsen Laae i Huullet Paa
dend Sønder Kirchedør og wille haffue werrit Ud, Og Som huullet
war saa trancht at hand iche Kunde Komme ud førend Jeg Komb til
Ham, Saa bad hand mig om at Jeg iche shulle siged til Fadder
at hand war der inde, og spurde baade Jeg Peder Jensen bunch og
Anne Christens Datter ham /: da ad huad hand hafde sliig tiid dags
i Kirchen at bestille Naar dørrene Warre tillugt, suarede hand
og bad os for Guds shyld at wj wille tie Stille og indted Siged for
Nogen, hand shulle indted giørred tiire, Huor efter Monsr Michel
Christensen paa Welbemte: hr Anders Nielsen Liungbyes weigne war tingswiedne
begierrendis -

Monsør Michel Christensen, foged på Nørtorp, repræsenterede den hæderlige og vellærde mand hr. Anders Nielsen Lyngbye, sognepræst i Nors og Tved og provst over Hillerslev Herred, og fremførte stævningsmændene Anders Pedersen Degn i Nors og Lars Nielsen Skrædder sammesteds. De aflagde ed på, at de i går for otte dage siden havde indkaldt Niels Pedersen på Søgård at komme hertil i dag til syns[……], -påhør og -beskrivelse af, hvad der er brudt op og opgravet i Nors kirke ved de to kirkebænke, der hører til Søgård samt i gangen foran prædikestolen. Samme dag hidkaldtes derefter følgende synsmænd, nemlig Anders Christensen og Povel Nielsen i Nors, Christen Nielsen i Hinding og Niels Fisker sammesteds for at bekræfte deres syn på sagen. Derefter trådte de nævnte synsmænd, Anders Christensen, Poul Nielsen, Christen Nielsen og Niels Fisker frem for retten og beskrev deres lovbefalede syn: De havde for otte dage siden på begæring af præsten Hr. Anders Nielsen Lyngbye indfundet sig i Nors Kirke (da de havde fået at vide, at der var opgravet noget ved kirkebænkene), og der havde de fundet følgende: Ved den øverste kirkebænk, som hører til Søgård, fandt de syv brædder, der var brudt op af gulvet og kastet til side og en del teglsten, der var gravet op af gulvet under de nævnte brædder. Ved den næste kirkebænk, der også hører til Søgård, fandt de to opbrudte brædder, der havde ligget langs med kirkebænken, det ene vredet op til den ene side det andet til den anden side. Her var også en del mursten, der havde ligget under brædderne brudt op. Under de således beskrevne opbrudte brædder fandt de et stort opgravet hul. Dernæst fandt de to brædder på det sted på kirkegulvet, hvor man går op til prædikestolen. Det ene af disse var løftet op fra gulvet i den ene ende og under det var der raget noget sand ud, men det andet bræt lå fast. På samme måde så de i fruebænken, som hører til Søgård, tre opbrudte brædder, der havde ligget på tværs, og en fodskammel var løftet op på det forreste sæde på kirkebænken. Endvidere så de, at et lille bræt, der havde været sømmet fast på den søndre og inderste kirkedør med tre søm, var slået af og lå på gulvet, og det hul i døren, som brættet havde lukket, var så stort, at et lille menneske (sådan vurderede de) kunne krybe igennem det. Således bekræftede de indkaldte synsmænd for retten med lovens ed deres fuldstændige syn, hvorefter tidligere nævnte Monsør Mikkel Christensen på den ærede Hr. Anders Nielsen Lyngbyes vegne begærede tingsvidne.

På den ærede Hr. Anderses vegne bekræftede ovennævnte Mons. Mikkel Christensen sammen med de hidkaldte stævningsmænd med lovens ed, at de for otte dage siden indkaldte Niels Pedersen på Søgård, Nors sogn, for at han kunne påhøre vidneudsagn og beskrivelser vedrørende det, som er opbrudt og udgravet ved de to kirkebænke, som hører til Søgård samt i gangen til prædikestolen. Samme dag indkaldte de Peder Jensen Bunch og Anne Christensdatter, der begge arbejder i Nors Præstegård, for at de kan aflægge deres sandfærdige vidnesbyrd om denne sag. Derefter trådte nævnte Peder Jensen Bunch og Anne Christensdatter frem for retten og aflagde lovens ed med oprakte fingre og bevidnede, at torsdag den 18. lige efter pinsehelligdagene, kørte deres husbond, den nævnte Hr. Anders Nielsen Lyngbye, afsted for at gøre tjeneste og prædike i Agerholm Kirke, og da, før han kørte, befalede han os, at vi skulle føre opsyn med, om nogen ville [………….] i kirken. Så gav vi os til at sprede møg indtil ved middagstid, da gik jeg, Anne Christensdatter, op på kirkegården for at se til nogle kyllinger, og gik også ind i våbenhuset, hvor jeg hørte nogen buldre inde i kirken. Så gik jeg ned til Peder Jensen Bunch og fortalte ham derom, og så gik vi straks ind for at få nøglen til kirken, men den kunne vi ikke få, da Hr. Anders selv havde den opbevaret i sit kammer. Så gik vi op til kirken, og jeg, Peder Jensen Bunch, gik op på loftet over våbenhuset, herfra ind over kirkeloftet og derfra ned i kirken, og da jeg kom ned i kirken, så jeg, at Niels Pedersen Schindrups søn Peder Nielsen lå i hullet på den søndre kirkedør og forsøgte at komme ud, men hullet var så snævert, at han ikke kunne komme ud, før jeg nåede ham. Så bad han mig om, at jeg ikke skulle sige noget til hans far om, at han var derinde. Så spurgte både jeg, Peder Jensen Bunch, og Anne Christensdatter ham om, hvad han havde at gøre i kirken, nu hvor dørene var låste. Dertil svarede han ved at bede os for Guds skyld om at tie stille og intet sige til nogen, så ville han ikke gøre det igen. Herefter begærede Mons. Michel Christensen på ærede Hr. Anders Nielsen Lyngbyes vegne tingsvidne.

Desværre har det ikke været muligt at finde fortsættelsen af retssagen i justitsprotokollen. Det havde ellers været spændende at høre Peders fars forklaring på sønnens indbrud, sådan som der er optræk til, da Mons. Michel Christensen som slutning på retsmødet begærer tingsvidne.
Det har heller ikke været muligt at opspore, hvem Peders Far, Niels Pedersen Schindrup er ud over at han i kirkebogen i 1688 benævnes som 'Niels Skindrup .. i Søgaardt', hvilket sandsynliggør, at han arbejder og bor på Søgård med sin familie.
En sandsynlig forklaring på sønnen Niels' indbrud kan så værel, at han er blevet opmærksom på, at der i de grave, som på den tid befandt sig inde i kirken, - grave, som tilhørte de fornemste og rigeste familier i sognet, meget vel kunne befinde sig værdifuldt gravgods. Måske har han hørt fortalt, at der under gulvet ved Søgårds kirkebænke i rige familiers grave kunne være kostbarheder, som han så forsøgte at få fat i.
Men da der ikke ser ud til at være et opfølgende retsreferat, er sagen vel endt med et forlig og en erstatning fra Peder Nielsen Schindrup på Søgaard.

At far og søn på Søgaard sikkert ikke hører til blandt 'Guds bedste børn' får man en fornemmelse af ved at kigge sig om i justitsprotokollen:
- i august 1693 tiltales de begge for at have taget en hoppe, der stod tøjret på Jens Frosts jord. Da Jens Frost fik den tilbage, var den „forrendt“ og ubrugelig.
- samme år tiltales sønnen Peder for 'lejermål med Margrethe Christensdatter Odde hos Niels Bro i Klitmøller'. Lejermålet fører til, at Margrethe Christensdatter i dølgsmål føder et barn, som hun straks ombringer ved at begrave det levende i sandet i klitterne. Drabet opdages og Margrethe tiltales og dømmes fra livet. Peder tiltales for meddelagtighed, men Margrethe vidner i retten, at Peder ikke vidste om, at hun var gravid. Forholdet får alligevel følger for Peder, der må betale 24 lod sølv for sin forseelse, men Margrethe må lade livet.


Lyngbyes kirkebøger Anders Nielsen Lyngbye fortjener ros for den overskuelighed, hvormed han organiserer de to sognes første kirkebøger. I modsætning til andre præster holder han notaterne for viede, døbte og døde adskilt i hver sin del af kirkebøgerne. Desuden har han en flot, personlig og letlæselig håndskrift, som blandt andet udmærker sig ved udformningen af et ganske særligt, stærkt markeret 'N' - et særkende, der gør det meget nemt at identificere, hvor i kirkebogen han har skrevet. Et enkelt sted i rækken af notater, nr. 16, finder man et indtil videre uforståeligt indslag. Umiddelbart ser det ud til, at der står 'Niels', men gør der det? eller er det en krusedulle, lavet for sjov eller til pynt?

Navnet/krusedullen finder man under det to gange skrevne årstalsoverskrift...		...., her i en lidt forstørret udgave. Står der ikke 'Niels'? Men hvorfor mon? Navnet 'Niels' giver vel ingen mening her?
En nøjere granskning af de to enslydende overskrifter 'Anno 1679' kunne tyde på, at det ikke er Lyngbye, der har skrevet dem begge. Der er markante forskelle på skriften i de to årstal. Er det en helt anden end Lyngbye, som har føjet et årstal og et navn/krusedulle til? Er det mon Niels, der har skrevet sit navn? Og hvilken Niels? Det ville være oplagt at tro, at Anders Nielsen Lyngby havde ladet sin søn forsøge sig med skønskrift i kirkebogen. Og det ville være oplagt at tro, at Anders Nielsen Lyngbye havde en søn ved navn Niels, - opkaldt efter Lyngbyes far, Niels Sørensen Nykirk. Men vi ved ikke, om det forholder sig sådan. Ingen kilder nævner en Niels Andersen Lyngbye, - ud over denne kirkebogsgåde. Først i de sidste notater fra Lyngbyes hånd ser man en skrift, som på enkelte steder er ulæselig og som markerer, at man har med en svækket, måske meget syg person at gøre. Hans sidste kirkebogsnotat er skrevet den 22. februar 1701, men det næstsidste notat, skrevet to dage tidligere, er et fint eksempel på såvel hans markante håndskrift, som på den svækkelse, der må være på vej:

	Maren	1701 Dom reminiscere døbt Niels Anders. barn i N[ø]rbye kaldet Maren Suscept Christen Peders i l[ang]grdt, Søfren Peders Mogens Anders Mar[en] Nielsdr og Ma[ren] Andersdr