|
1.v.
Kiære Siæl! forlad dig paa Himlens GUD, saa skal det gaae Dig i Liv og Døden vel, Ja dit Legeme og Siel Altiid han forsørger her, Naar du hannem ret har kier, Thi han alles Fader er. 4. Fraadseren den riige Mand, Havde nok, imedens hand Var i Live; men fordi Lazarum han gik forbi, Og ey gav ham noget med, Blev ham selv til stor Fortræd, Og til sidst kom slet afstæd 7. Betlere er hver Mands Ven, Stiæler intet fra os hen, Man dem giver hvad man vil, Tager det og takker til, Men en Fraadser godt ey giør, Ved et Sviin han lignes bør, Ingen til ham komme tør. 10. GUD forbyde! at jeg skal Findes iblant deres Tal, Der vil Riigdom elske saa, At de GUD ey lider paa, Men GUD vær’ min bedste Ven! Bygger jeg paa Himmelen, Salighed jeg faaer igien. |
2.
Men de meere
hindrer, atPenge, Midler, Sølv og Guld, Agt dem intet meer’ end Muld, De kand ikke hielpe dig Til at vinde Himmerig, Du ey Himmerig faaer fat Og din Siæles ævig Skat. 5. Denne Riges Herlighed Blev lagt i hans Kiste ned, Helvede det blev hans Løn, Raabte der med hæftig Bøn: Abraham! Du over mig Lad det dog forbarme dig, Thi jeg piines jammerlig. 8. Riigdoms Brug er ikke god, Naar den giør det stolte Mod, Tager Faar, giør Løver af, Der med Munden sigter braf, Men en Christen ziirer Dyd, GUD er sande Christnes Fryd, Over dem din Naade gyd. |
3. Fremmed’ Guder elsk dog ey, Om du ret paa Livets Vey Ville gaae og trine frem, Rens dit Hierte reent fra dem, Din Forstand luk altiid op, Vaer dig, ey din Siæl og Krop Skal for Satan holde Trop. 6. Lazarus den Løn han nød, Var det søde Abrams Skiød, Efterdi han troede GUD Samt hans Ord og høye Bud, Ja hans Kors taalmodig leed, Fik han og den Salighed GUds udvalde er bereed. 9. Men sit Haab at bygge paa Riigdom, som dog skal forgaa, Volder, at Fordømmelsen Snapper mange Siæle hen Udi Satans Vold og Magt, Som i Vellyst saa har lagt Og sit Liv til Ende bragt |
| 1. O Christen! Du ey bande maa, Betænk! Hvor ilde det vil gaa Dig, om du svær. GUD elsker ey Dig, om du gaaer paa denne Vey. 2. GUds Navn tag ey forfængelig, Og hvem, som feyler imod dig, Band ikke ved GUds dyre Navn, Det ey vil vorde dig til Gavn. 3. Forbandelsen vil ramme dig, Om du din Næste pludselig Forbander, tænk Forbandelsen Vil gaae fra ham til dig igien. |
4. Elt dig ey i den Bande-Dynd Og vogt dig for den Troldoms Synd, Sign ey, ma’en ey , men HErren søg, Og med hans Navn driv aldrig Spøg. 5. Misbrug ey JEsu søde Navn, Men ald din Tiid det ret omfavn, I Modgang er det Siælens Trøst, Den han saa dyre har forløst. 6. Din JEsu Navn tilbeed og beed Du hannem ey skal giøre keed Af din Opførsel, derfor stræb Du Kiødets Lyster i dig dræb. |
7. Priis GUD og tak ham mangelund For hver en Dag og Naade-Stund Han her i Livet under dig, Ja Priis og Tak ham inderlig. 8. Saa tidt du imod dette Bud Forseer dig, du fortørner GUD, Synd derfor mod ham aldrig meer’ Og tænk, din Fejl GUD stædse seer. 9. En Christen derfor sukke bør: Bevar mig GUD jeg aldrig giør Imod dit Bud og Villie, Dertil din Naade mig betee. |
| 1. Kiere Siæl! Giv agt derpaa, GUds Sabath du ikke maa Glemme, men, som det dig bør, Stræbe, du den helliggiør, Frygte GUD, hand æres saa, Han for alting elskes maa, Om dig Ævig vel skal gaa. 2. GUds Ord og den reene Sæd At foragte, ey tilstæd, Vogt dig at forsømme det, Agt det høyt, dig foresæt At du samme hører ret, Andre dertil lærer det, Sligt i daglig Minde set. |
3. GUds Ord skal veyvise dig Til at vandre rettelig Paa den Vey, der løber hen Til GUDs Bolig, Himmelen, Til den Glæde, alle veed, De Udvalde er bereed, Som er ævig Salighed. 4. En Christen derfor sukke saa: Lad mig efter dit Bud gaa, Søde GUD! og elske dig Saa, jeg nyder Himmerig, I mit Hierte giør din Boe, Giv mig der i Fred og Roe, Og til dig en salig Troe. |
5. Thi dit Ord er Trøst i Nød, Troe til dig fra ævig Død Frelser mig og alle dem, Som bodfærdig kommer frem, Suk O Christen! til din GUD, Han fra Synd dig renser ud, At du døer hans dyre Brud. |
| 1. Regentere Og Ordets Lærere De udi sær Er høyest Ære værd, Item og Forældrene, Dem skal vi lyde ad I Sindet fro og glad, Og ey fortørne dem, Men os at stille frem, At opfylde deres Bud, For dem at gaae ind og ud, Om vi ret vil frygte GUD. |
2. I alle Ting Med Lydighed omring Os, søde GUD! At vi det Fierde Bud Voldsom kaster ey omkring, Thi Christen Øvrighed Er sat af GUD, vi veed, Den vi adlyde bør Samt stræbe, at vi giør Alt hvad den befaler, naar Vi kun skiønner og forstaaer Det imod GUDs Bud ey gaaer. |
3. Velsignelsen Skal vist nok ramme den, Der ærer dem GUds Bud her sætter frem, Og GUD kalder den sin Ven; Det altiid vel skal gaa Hver, som adlyder saa GUds dyrebare Bud, Han skal gaae ind og ud Og faa Naade hiss’ og her, GUD og Kongen har ham kier, Thi han en sand Christen er. |
4. Lydagtighed Og Christen Kierlighed Skal følge mig, At leve Christelig Være skal mit Øye-Meed, Jeg ærer først min GUD, Dernæst min Konges Bud, Samt mine Fædre, der Mig anbefales her Jeg dem tiener redelig, I mit Kald er Christelig, Saa vil HErren hielpe mig. |
| 1. O Christen vogt dig vel, og ey din næste qvæl, See til du ham ey dræber Med slemme Ord paa Læber, Ja giør ham ingen onde I dine Leve Stunde. 2. Ey Mandslæt eller Mord Forargelige Ord Lad ham af dig fornemme, Men du skal selv forglemme, All Avind, Had og andet Som dermed er beblandet. |
3. Ja viis dig Christelig, Ey Falskhed eller Sviig Lad hannem hos dig finde, Men lad dig staae i Minde Det Femte Bud at giøre Og ham ey Ondt paaføre. 4. En Christen sukke bør: GUD hiælp mig at jeg giør Hans Villie i dette Bud, og mig foresette, At skye hvad mig kand leede Til Ondskab, Had og Vrede. |
5. Giør nogen dig U-ret, Da til GUD ikkun set Din Sag, lad ham kun hevne, Thi han den best kand jevne, Men hevn ey selv, det kunde Dig smerte alle Stunde. 6. Din Næste godt betee For Ondt og lad ham see, Du nu og alle Stunder Ham gierne alt Godt under, Og seer du, han dig hader, Beed! GUD hans Synd forlader |
| 1. Letfærdighed og Horeri I Gierning, Ord og Tanker, Gud alle fra den Synd befrie Og vær vor faste Anker. 2. Paa Utugt GUD fortørnet er Og Siæle staaer i Fare, Ja man begaaer Forargelser, Og sligt skal man forsvare. |
3. Den onde Lyst snart overgaaer, Men Sorg for Synden varer I mange Aar, tilmed man staaer Beklemt i mange Farer. 4. GUD hielp mig derfor, at jeg maa Mit Kar i Tugt og Ære Bevare og ret skiønne paa, Hvad best min Siæl kand være. |
5. Min Siæl, mit Hierte, hvad mit er Jeg gandske overgiver Min GUD og JESU Frelser kier Min Talsmand hand forbliver. 6. O! JESU lad mig tiene dig, Som Christne bør at giøre, I alting ret og Christelig Mit Liv og Levnet føre. |
| 1. O Christen! vil du tage Din Næstes Gods ham fra? Ja vil du ham bedrage Med falske Vahre, da Du agter hvad du er: En Tyv og en Bedrager, Som hver Mand hart beklager, Og ingen haver kier. 2. Ubillig Penge-Rente Om du dig samle vil? Med Aager Gods indhente? Du vover Tyve-Spil, Daglønneren, som ey Vil slide vel og trolig, Hos Tyven har sin Bolig Og gaaer paa Tyvens Vey. |
3. Med Sviig og List at komme Til Gods og Pendinge, Saaledes bruger somme, De sig kand Rige see, Sligt ikke Christne bør; Men vel at tage vare Sin Næstes Gods forsvare, Det Christne vil og giør. 4. En Christen derfor tænke: Har jeg skalkagtelig Bestaalet Ven og Frænke Ja Næsten? Vil jeg mig Omvende ret til GUD Og bede ham om Naade Han ved sin Aand mig raade Jeg holder dette Bud. |
5. GUD hielp mig saa at lyse For alle, jeg giør Ret, Lad Satan mod mig fnyse Og de, som ey vil det Ja styrk mig, jeg ey meer’ Paa Tyve-Vey skal vandre, Men kand oplyse andre, De sig ey saa forser. |
| 1. Dette Bud vil her mig lære, Jeg mit Liv indretter saa, Hvem min Næste end monn’ være, Jeg ham ey maa lyve paa, Jeg ey nogen Mand med Sviig Maa omgaaes listelig, Ey beføre, ey bagtale Og skalkagtig ham afmale 2. Ey min Jevn-Christen og Næste maa berøgte saa og saa, Men jeg bør hans Sag til Beste Vende, det ham vel kand gaa, Jeg vil ikke eller bør Tale Ondt om det han giør, Men jeg sligt bør vel optage Og til Beste alting mage. 3. Naar jeg hører nogen laste Hannem, bør jeg dem modstaae, Jeg af Nidkierhed bør haste, Saadan een giendrives maa, Det er Synd at tie til, Naar ham een bagvaske vil, Men jeg bør ham at forfegte, Mod de grove Klaffer-Knegte. |
4. Ufortient saa mange roses Og dem Ære lægges til, Ufortient og mange skoses, For de ey vil tie still’, Naar et Asen kommer frem, Og vil slet fortale dem, Der har tient dog ey at lastes Og med Løgne at antastes. 5. Løgne bør du ey samtykke, Om end Folk dig vorder vreed, Og du miste skal et Stykke, Thi at lyve det er leed, Er du da en Christen? Lad Dig ey lede udaf Had Eller nogle Øgle-Unger, Der har skarpe Dræbe-Tunger. 6. Tænk du selv kand ogsaa dræbes Af en giftig Øgle-Mund, Dit gode Navn kand og slæbes Under Løgnens falske Fund, Hører du da, at jeg skal Lyves paa i Hobe-Tal, Tænk, at Løgne dig kand ramme, I hvor højt du end kand bramme. |
7. Ingen Ære, ingen Lykke, Bør at være dig saa kier, At du derfor vilde trykke Løgne om din Næste, der Dog uskyldig lide maa, Om endog du kunde faae Alt det timelige Beste Du med Øyne vilde feste. 8. Christen stræb! Du den Vey vandrer, Der gaaer lige til din GUD, Lev saa, du dit Sind forandrer Og opfylde dette Bud, Har du løyet, lyv ey meer’, GUD dit Væsen veed og seer, Tænk for GUD du ey det dølger, Thi paa Synden Straffen følger. |
| 1. Jeg seer og veed, At ond Begierlighed Er Kilden til Det Onde, som vi vil, Thi al Synd er slem og leed; Men hielp os GUD dog, at Vi samme skyer brat Og strider hart imod Vor syndig Kiød og Blod, Synden, Døden, Helvede, Disse Fiender vi see Rent og klart i Budene. |
2. Begier ey meer’ Af dette, som du seer I disse Bud, Der strider imod GUD, Det saa tidt af Næsten skeer Hans Huus og Hustrue, Hans Svenne, Asene, Hans Piger, Øxen med, Og hvad ham kommer ved, Viis, du ey har Lyst til det, Det at søge, er Uret, Derfra og dit Øye set. |
3. O! Christen! hør Og stræb da, at du giør GUds høye Bud, Saa at du frygter GUD, Elsker Næsten, som du bør, Af GUds Lov Summen er: For alt du GUD i sær Har kier, men Næsten maae Da ikkun af dig faae Lige Kierlighed med dig’ Men din GUD du inderlig Elske skal ævindelig. |
| 1. HErre GUD stærk og nidkier! Du af Synd en Hader er Fædres Ondskab lider ey, Børn, som gaaer paa samme Vey, Straffer du i mange Leed, Viser derved, du er vreed Paa all syndig Sikkerhed. 2. Derimod du Miskundhed under dem, du seer og veed, Der vil holde dine bud Og ret elske dig, vor GUD! Naade her og hisset saa, Himmerig de skulle faae, Naar de her fra Verden gaae. |
3. Paa at holde HErrens Bud Følger Frelse ind og ud, Her i Verden at gaae fort Og ey hende agte stort, For enhver og alle dem, Som retsindig her gaaer frem Til det søde Himmelhjem. 4. GUD forlad dig altiid paa, Du tør ikke frygte saa, Viiser du, du ham har kier, Viiser han, han Elsker er Udaf dig og visselig Styrer alle Ting for dig, Saa du nyder Himmerig. |
| 1. Jeg paa GUD min Fader troer, Udi Himmelen han boer Mig og alting har han skabt, Som ved Adams Synd blev tabt, Siæl og Legem gav han mig Sands og Lemmer underlig Og paa Naade er han riig. 4. Skiøn O! Christen da derpaa, Hav din GUD i Tanke saa, At du disse Naade-Pund Legger an hver Dag og Stund, GUD sin Ære derved faaer, Stræb, du for ham vaagen staaer, Du af Livet salig gaaer. |
2. Mad og Drikke, Klæder, Skoe, Huus og Hiem og all vor Boe, Mark, Fæ, visse Værelser, Mand og/Hustrue, Børn og hvad godt er Han fra alt Ondt mig bevar, I ham veed jeg mit Forsvar, Saa jeg ingen Fare har. |
3. Hvorfor giør han mig det? See! Ey af min Fortieneste, Men af idel Naade, der Mig at Medynk skienket er, Hvorimod, jeg all min Tiid Takker ham med største Fliid, Være skal min daglig iid. |
| 1. Vi troer vist Paa GUds Søn JEsum Christ, Som Frelser er For alle Mennesker, Jesse Roed og Davids Qvist Undfangen bleven er Af Guds Aand; vi og seer: Maria har ham fød, En Jomfru til sin Død, Under Pontio udstod Pine, Kors og Døden, lod Sig begrave vaad af Blod. 2. Til Helvede Vi her i klart kand see, Han nederfoer Og viiste der en stor Seyer over Dievlene; Treie Dag stod op Fra Dødes mørke Trop, Til Himmels og opfoer Efter sit eget Ord; Sidder hos GUD, alle Mand, Død’ og Levende skal hand Dømme, det er vist og sand. 3. Deraf vi kand Da skiønne GUD og Mand Vor JEsus har Os viset Sole-klar, At han er af dobbelt Stand: I sin Fornedrelse Han lidde Spot og Spee, Ja Kors og skamfuld Død; Men see, vi Frugten nød: Synds Forladelse vi fik, Salighed til Punct og Prik, Satans Rige undergik. |
4. Ved Synden var Vi tabte; men han har Ved eget Blod Som han udrinde lod; Giort for alle aabenbar, Saa de kand klarlig see, Hvor højt han elskede All Verden, i hans Død Han Satans Lenker brød; Vi ey nok kand takke ham Det uskyldige GUds Lam, Vi kom udaf Dødsens Nam. 5. Vor Frelsere I hans Ophøyelse Har viiset sig At være Seyer-riig Over Satan, Helvede, Da han gik fra sin Død, Tog Liv igien, han bød Den leede Dievel gaae I Helveds fæle Vraae Bunden der ævindelig For hans Siæle-Mord og Svig Og med Sine pine sig 6. Hvi har da GUD Os alle reddet ud Fra ævig Død, Fra Synd og anden Nød? Uden, for vi skal hans Bud Fremme her uden Sviig Og gandske hiertelig Ham takke all vor Tiid Saa styrer han vor iid: Vi hans egne lever hen, Tiener ham vor Siæle-Ven, Salighed vi faaer igien. |
7. O! hielp os, vi Er af din Faarestie, Ja ærer dig Af Hiertet inderlig Og bær ret dit Liberie, Med Kierlighedens Baand Bind os, din Hellig Aand Os styrke, at vi giør I alting, som vi bør, Dit Bud og Befalninger, Viser reent, vi dig har kier, Thi du vor Forløser er. |
| 1. Jeg troer paa den Hellig Aand, Det vil jeg altid lære, Han vil og med sin Naade Haand Os drage til at ære Vor JEsum, hvor til vi ey kand Selv komme ved all vor Forstand, Men det er Aandens Gierning. 2. Ved GUds Ord, Sacramenterne, Som ere Naadens Gaver, En Christen kand her klarlig see, Han os udrustet haver, Han helliggiør os i den Troe, Som skal paa Christi Saar beroe, Og os i Troen styrker. |
3. En hellig Kirke der er til, Jeg troer og ey paatvivler, Sin Kirke GUD forsvare vil, Hans Fred og Naade hviler Over de sande Hellige, Ja Syndernes Forladelse Er til jeg stadig troer. 4. Hvert Menneske skal vist opstaae Og ævigt Liv skal blive For én og hver, som døer saa, Han GUD sin Siæl kand give, De Vantroe skal vel og opstaae, Men aldrig Livets Crone faae, De skal fra GUD bortvises. |
5. Den Hellig Aand fremdeles vil Dem, som ret troer, give All deres Synd og Fuulhed til, At de GUds Børn skal blive, Thi Syndernes Forladelse Er for de ret Boedfærdige, Som skal opstaae til Ære. 6. O Hellig Aand! da leed mig saa, Jeg her min Vandring stiiler, Jeg Synds Forladelse maa faae Til daglig Boed og iiler, Derpaa vist følger Salighed, Thi Christus for os alle leed Paa Korset Død og Pine. |
| 1. Fader vor i Himmelen, Du som er, du kierligen Os opmuntrer alle Sted Og indbyder os her ved Den Fortale, som er sat Først i Bønnen, vi og at Kiender dig for Siælens Skat. |
2. Som vi see, at Børn de tør Bede Fædre, at de giør Hvad de vil, om ikkun det Kand for dennem synes ret, Saa maa vi og til GUD gaae Og vor Bøn vi skulle faae I hvad Godt vi raaber paa. |
3. Det er sandt, vi sikker troer Saa vis GUD i Himlen boer, Fader vor han kalder sig, Os som Børn han inderlig Elsker, naar vi til ham gaaer Med vor Bøn, vi vist nok faaer Hvad til Gavn os er og staaer. |
| 1. Vi bede her i denne Bøn, GUds Navn, som herlig er og skiøn, Maa helliges, hvilket da skeer, Naar vi som Christne os beteer. 2. Naar Ordet læres puurt og reent Og det er af vort Hierte meent At lade det i Levnet see, Da er vi Ordets Elskere. 3 Naar GUds Ord af os æres ret, Da i vort Liv fremskinner det, Da sees GUds Navn at skinne klar, Naar vi giør GUds Bud aabenbar. |
4. GUds Navn er Egenskaberne, Som GUD selv er tilegnede, Hans Ord, hans Almagt, fleere er, Hvormed han Kirken styrer her. 5. Endskiønt GUds Navn ey kaldes paa, Dog er det godt og hellig, saa Ey noget lignes ved det kand, Men overgaaer all vor Forstand. 6. All Hykleri og vrang Lærdom O! milde JEsu stød dog om, Thi der ved skiemmes dette Navn, Og tag de Fromme i din Favn. |
7. Hvordan end alt i Verden gaae, GUds Navn bør os i Minde staae, GUD lad os og beholdet det Til Verdens Ende reent og ret. |
| 1. GUds Rige kommer vel, skiønt ey Vi derom paa vor Livets Vey GUD beder, Riget tre slags staar; Magtens, Naadens og Ærens, naar Vi her bede, bede vi at Naadens og Ærens, maa faae fat. 2. Naar kand os Riget komme til? Naar GUD sin Aand os give vil, Der giør det ved sin Naade, vi Ved Troen GUds Ord henger i, Vort Liv og fører hellig her, Skal Ærens Rige følge der. 3. I Himlen der os er bereed Et ævigt Liv og Salighed, Vi hvile skal i Abrams Skiød, Om vi har nydt en salig Død, Naar vi GUds Børn her levet har, Skal vi der see GUds Ansigt klaR. |
4. GUds Naades Rige varer da, Til GUD os kalder reent herfra Ved Døden, da vort Lys er slukt Og Naadens Dør er gandske lukt, Hvad Kant da Træet falder til, Der ogsaa det forblive vil. 5. Men Ærens Rige blive skal for dem, som blant Udvaldes Tal, Er førdte, ævig, ævig er Det, der er ingen Trængseler, Men idel Fryd og ævigt Liv, GUD os af Naade dette giv. 6. Ja Magtens Rige bliver ved Fra ævig Tiid til Ævighed, Til alle Ting det strækker sig I Verden og i Himmerig, Der i GUD hersker ved sin Magt, Thi ham er alting underlagt. |
7. Hver som sin Salighed har kier, Sig skikker, han en Christen er, Og tænker, før han ligger stiv, At der er til et bedre Liv, Han sukker: Søde JEsu hør Min Bøn og Suk du fyldest giør. 8. I Naadens Rige lad mig saa Her leve, at jeg vis kand faae Det ævig Ærens Rige, der For de Udvalde bereed er, Til sidst at faae en salig Død, Saa faaer jeg Sted i Abrams Skiød. |
| 1. Skiønt vi ey derom beder Saa lad din Villie O GUD her alle Steder, Som udi Himlen skee! Men naar skeer denne da? Den skeer, naar Ordet læres Og GUds Navn høylig æres Samt det ey viger fra. |
2. Den Hellig Aand os rører, Vi er Bodfærdige, Vort Levnet ret og fører, Saa skeer GUds Villie, Han styrker selv vor Troe, Vil vi ham ret kun dyrke I Ordet, vil han styrke Os og selv hos os boe. |
3. Ach! Giør din Boe og Bolig Hos hver en Christen Siæl, Lad ham dig frygte trolig, Saa gaaer det ham og vel, Und JEsu ham din Trøst, Han stræber saa at rette, Hans Tanker og Idrette, Du der i har din Lyst. |
| 1. Os i Dag vort daglig Brød Giv GUD til det sidste Stød Døden giør os, og vi da Verden skulle skilles fra, Før vi døe, os send og ned Ordets Brød, thi det, vi veed, Styrker os mod Sikkerhed. |
2. Daglig Brød forstaaes ved: Alt det som vi fødes med: Klæder, Mad og meere til, GUD os her forunde vil, Hvorfor vi skal takke GUD, Drive Synden fra os ud, Elske Ordet og GUds Bud. |
3. O! Tree-Eenig GUD hav tak For alt Godt og ikke gak Fra mig med din Naade, der Mig saa gierne undet er, Giør mig ret taknemmelig, Lær mig ret at takke dig Og dig reent opoffre mig. |
| 1. O! Forlad os milde GUD Vor Synd, som vi sletter ud For vor Næste deres Fejl, Det bør være os et Spejl, Der i see os dagligen, Om vi ret faaer GUD til Ven Og Forladelse igien. 2. Som vi giver andre til, GUD os og forlade vil, Skriver vi vor Næste ud Gandske reent, har ogsaa GUD Reent udskrevet vores Brøst, Og vil være deres Trøst, Der har Avind reent udkrøst. |
3. Men om vi forlader ey, GUD os ogsaa svarer ney, Om vi ey vil give til, GUD os ey forlade vil, O! Hvor mange beder der Om det? som dem contra er, I det at de Avind bær. 4. Driv O! Christen all Had bort, Tænk, dit Liv er ond og kort, Had din Næste da ey meer, Tænk dit Hierte GUD dog seer, Med din Næste snart giør klar Hvad imellem Eder var, Der i du GUds Ynde har. |
5. Giør som du vil hendes dig, At GUD kand forbarme sig Over dig, tilgive det, Du har brudt og giør saa ret Mod din Næste, ham du bør Rundt forlade hvad han giør, Før du til GUD bede tør. 6. Naar du saadan dig vil skaa, Skal det vist nok følge paa, All din Synd tilgivet er, Du GUds Naade haver her, Her en salig Død du faaer, Ærens Rige du opnaaer, Naar du her fra Livet gaaer. |
| 1. GUD leed os ey i Fristelse, Lad os for hart ey prøve Den Grumhed, som vor’ listige Tyranner ville øve. 2. Tyrannerne i sær er Tree, Der friste vil, bedrage Os hver Dag, som vi klarlig see, Vi GUD ey skal behage. 3. De trende: Satan, Verden er, Vort Kiød er med, de bliver Saa svare mod os, at vi nær Os mod vor GUD forgriber. |
4. Ved Mishaab, Vantroe, andre Ting, Som Verden har at give, Ved al den Synd os er omkring Vi muntres her i Live. 5. Ved all den Ting, som vi kand see, Drik, Utugt, Hoer og Laster, Ved Gierrighed og meere de Os griber og antaster. 6. Fri’ os fra dem og hver Uven O GUD! Du os forsvare Mod Verden, Kiødet, Diævelen, All anden Nød og Fare. |
7. Ja skulle vi vel fristes , da Lad os vor Tillid fæste Paa dig, og Dig ey vige fra, Men tænk paa os til Bæste. |
| 1. GUD fri os fra det Onde, der For os i Verden svever her, Fri os fra Syndens Onde med Og Straffens, som staaer nest derved, Bevar vort Legem, Gods og Siel, Og giør, det gaaer os ævig vel. |
2. Det Ord: Amen er lagt hertil, Fordi at, naar vi bede vil Vi kand da sikker lide paa, Vor Bøn er hørt, og vi skal faae Hvad vi hos GUD har bedet om, Thi han er alles Fader from. |
| 1. I Daaben vi Fra Syndens Smitte fri Er bleven, der Aftvettes vi og hver, Som blir døbt, vi føres i Ved Troens Naade-Haand Som i et Klæde-Baand Vor JEsum, der os giør Til dem vi ey var før, Ja giør os af Syndere Reene Børn og Helgene Ved Vandbadet rensede. 2. I Daaben har Vi GUds Befalning klar, Gaaer ikkun hen Og døber hver og een, Alle Folk heel aabenbar, Tree-Eenigheden her Befaler mig og hver Med Vand at døbe dem, Som dertil kommer frem, I Tree-Eenighedens Navn Faders, Søns og Aands, i Favn GUD der tager dem til Gavn. 3. GUds Ord og Aand Her knytter dette Baand, Der binder dig Og JEsum inderlig, Men din Troes faste Haand, Som du skal tage med Mod GUds Barmhiertighed Og Synds Forladelse, Som GUD dig her betee, Han fra Diævel og fra Død Dig befrier, der er fød Nu paa ny i Kirkens Skiød. |
4. Naar nogen paa Dit Navn vil kalde, saa Erindre dig Din Daab bodfærdelig, Stræb, at du ey skal fragaae Dit Løfte, som er stort Og med vor HErre giort, At sky det Onde der Imod GUD stridig er, Tro paa den Tree-Eenig GUD Følge lydig HErrens Bud Og fra Synd dig rense ud. 5. Betænk dig nu, Randsag dig, kom ihu, Om du vel ey, Har vandret Syndens Vey Og dig ikkun ret besku, Hvor naadig GUD er dig, Han ey har pludselig Dig rykket bort, og vend Dig om til GUD, og end Saa dit Levnet: Giør din Bøn, GUD ey giver dig din Løn, Tro saa stadig paa GUds Søn. 6. Døe i den Troe, Saa faaer du ævig Roe Blant Englene Og blant de Salige, GUD vil her og hos dig boe Med Naade, ja han vil Dig ogsaa give til Hvad du mod ham har brudt, Saa du skal ey forskudt Gaae fra JEsu Ansigt, naar Alle for hans Domstoel staaer Og enhver sin Dom da faaer. |
7. GUD staae mig bi, Giør mig fra Synden fri, Paa det jeg maa Med Glæde bære paa JEsu Dragt og Liberi’; Min Siæl du da bereed Med Gudsfrygt, Hellighed For dig at komme frem, At jeg adlyder dem, Der formaner idelig: Du fra Synd omvende dig, Thi paa Naade GUd er riig. |
| 1. Paa vor JEsu Velbehag Giver os en dejlig Smag JEsu Legeme og Blod, Som af ham paa Korset stoed, Vil vi komme værdige, Skal vi os bodfærdige I vort Levnet lade see. 2. Ved velsignet Brød og Viin Mig vil give Frelser min Legem sit og sande Blod, Det han der paa Korset lod Til min Synds Forladelse, Til min Siæles Lædskelse Og hans Døds Hukommelse. 3. Dette er da vores Trøst: Christus haver os forløst, Ved ham GUD os haver kier, Vi med GUD forligte er, Vi vor JEsu Blod og Kiød Æde under Viin og Brød, Og er frelst fra ævig Død. |
4. O! Lad os da viiselig Af et Hierte Aande-riig Bruge dette salige Maaltiid, og os ret betee Med sand Andagt, før vi gaaer Til GUds Taffel, hvor vi faaer Cuur for vores Siæle-Saar. 5 JEsu lad din Lidelse, Store Piine, Spot og Spee Altiid os til Hierte gaa, Saa, vi stedse tænker paa All din Naade, os i det Hør, dit Amen her tilset, Vi dit Bord maa bruge ret. 6 Men de, som u-værdig gaaer Til GUds Taffel, de vel faaer JEsu Legeme og Blod, Men ey deraf frugten god, Thi for de Uværdige Er bereed Fordømmelse, Helved-Pine, ævig Vee. |
7. De ey faaer Forladelse Her for Synden, uden de Sand Bod giør, gaaer til GUds Bord Fuld af Troe paa HErrens Ord, Bøyer sig for Lovens Tugt, Smager JEsu Pines Frugt Som en ævig Lives Lugt. |
| 1. O! Søde GUD jeg bekiender for dig: Mit Levnet har været ugudelig, Jeg har intet Godt fortient hos GUD, Thi jeg har syndet imod hans Bud. 2. Naar jeg min Idræt eftertænker ret, Da maa jeg sandelig bekiende det, Min Løn den er den ævige Død, Men JEsu frels mig af denne Nød. 3 Det første Bud mig skal i Minde staa, Om jeg min GUD har forladt mig paa, Om jeg har ham tient, som et GUds Barn Og ey forladt mig paa Verdens Skarn. 4. Det andet Budord jeg stiller mig for, Om jeg har traadet i JEsu Fodspor, Om jeg ey har bandt og om jeg vil Forlade Sværen og Banden til. 5. Det Tredje Bud randsager jeg vel, Om jeg har opoffret GUD Liv og Siel, Om jeg har holdet hans Hvile-Dag, Som det mig burdte ham til Behag. 6. Det Fierde Budord nu minder mig om, Om jeg mine Fædre har æret, som Jeg burdte, min Fader, item de I Landene og i Kirkerne. 7. Det Femte Budord fortæller og mig, Hvor ofte min Næste jeg skammelig Har dræbt med Tanker saa og med Ord, Som dog ey noget Ondt har giord. |
8. Det Siette Budord tilsiger mig saa, Jeg i mine Tanker skal ikkun gaa, Og tænke, hvor tidt jeg dette Bud Ey agtet har og syndet mod GUD. 9. Det Syvende Bud forholder enhver, Han ingen Tyv maa være eller er, Men skal sky all Forfordelelse, Han ey skal agtes blant Tyvene. 10. Det Ottende Bud bebrejder mig saa, Min Næste jeg ofte har løyet paa, Jeg efter min Grille og min Tant Har Taelt om ham det ikke var sandt. 11. Det Niende Bud her kræver mig ind, At jeg skal fritte mit Hierte og Sind Og dømme mig selv og min Attraa, Hvor ond den har været saa og saa. 12. Det Tiende Bud reent siger mig ud, Jeg og har syndet imod dette Bud; I alle GUds Bud jeg skyldig er, Med Graad og Anger jeg tilstaar her. 13. Jeg kalder da frem min Samvittighed, Den skrifter det jeg ey husker og veed, Den har et Register bred og lang, Hvorover jeg ængstes mangen Gang. 14. Naar jeg mig vil spejle i dette Spejl, Saa seer jeg klarlig mine mange Fejl, Hvert Øyeblik jeg Klæder har paa, I dette Spejl jeg mig spejle maa. |
15. Er jeg end nøgen, saa skammer jeg mig, Jeg kand mig erindre væmodelig Den Synd, som Adam i Paradiis, Begik os alle til stor Forliis. 16. Jeg samler min Fejl, jeg samler min Brøst Og kommer til dig, som mig har forløst, Med Boed og med en levende Troe, Du med din Naade vil hos mig boe. 17. Min Tro bør at være saa skikket, den Omfavner min Siæle-Brudgom og Ven, Hans Naade og Fortienestes Frugt Samt viiser sig ved Kierlighed smugt. 18. Skal min Poenitenze være GUD kiær, Bør jeg at viise en Christen jeg er I Hellig Levnet, Omgængelse Og gode Gierningers Øvelse. 19. O Herre! min Synd forlad, mig forlad, Driv udaf mit Hierte all Hevn og Had, Giv mig til hvad jeg har brudt mod dig, Det beder jeg om ydmygelig. 20. Giv mig denne Tro i Hierte og Siæl, At jeg udi Naade staaer hos dig vel, Jeg kand forny min Pagt i min Daab, Og styrk mig med det salige Haab: 21 Jeg lever eller døer, er jeg dog din, O JEsu! Frelsere vær du og min. Min Siæl jeg antvorder hen i Haand GUd Fader, Søn og Hellig Aand. |
| 1. I Gaar da jeg til Skrifte var, I Skrifte-Stolen Præsten har Tilsagt mig Synds Forladelse Paa min mundtlig Bekiendelse. 2. Hvad GUD mig lover holder hand, Hvad jeg ham lover, at jeg kand Det holde reent og reedelig, Jeg altiid vil beflitte mig. 3. O! JEsu styrk mig, da jeg gaaer Til HErrens Bord, hvor jeg nu faaer Dit Kiød og Blod i Brød og Viin, Til fuld Forsikring: jeg er din. |
4. Til fuld Forsikring, at du vil Mig være naadig, om jeg til Dig ikkun ret vil vende mig, Du over mig forbarmer dig. 5. Til fuld Forsikring, Synden er Forladt mig og udslettet her Saa, at jeg efter Lovens Tugt Skal faae din Døds og Pines Frugt. 6. Din Død skal mig i Minde staa, Den Frugt, som der af følger paa, Prent i mit Hierte Dag og Nat, Jeg favner dig min Siæle-Skat. |
7. Jeg glemmer ey at skiønne paa Den megen Naade, du mig saa I mange Maader har beviist Og med din Nadvere mig spiist. 8. Ach! Lad dit Ord mig være kiær Og hielp mig, at jeg Korset bær Taalmodig, naar du revser mig, Og giv til sidst mig Himmerig. 9. O! JESU hør og mig bønhør, Jeg venter vist, min Bøn du giør, Naar du vil kalde JESU sød, Bereed mig til en salig Død. |
| 1. Jeg aldrig vil Min uven raade til At nægte det, Som billigt er og ret, Thi det er et Vove-Spil; Det er at styrte sig I Ufreed og i Kriig Mod Christen Øvrighed, Som vi dog alle veed, Der kand byde: At vi skal Giøre, hvad den os befal, Og kand sige: Ti’ og tal. 2 I Loven see Vi Kongens Villie, Forordninger Befaler een og hver Sig forholde lydige; Men om der nu det var, Som Kongen just ey har Befalet, bør vi dog At viise os saa klog At adlyde, da vi kand Ey forsee os, i hvad Stand Vi end er til Land og Vand. |
3. Har vi end Ret, Vi dog bør stille det For Øyne, at Os kand dog gribe fat Øvrigheden meget læt, Thi den er sat af GUD, Om vi ey deres Bud Opfylder med en Hast, I Bolt og Fængsel kast De os lægger ikkun bort Og vor Vinge giør de kort, Ja for Kongen os giør fort. 4. Ulydighed, Der paa vi alle veed, Vil følge Stok, Ja lidt ey bliver nok, Thi Ulydighed er leed; Subordination Maa bringe til Raison, At fiire Magten, der Hos Øvrigheden er, Lad den svare hvad den giør, Vi imod den ikke tør Os opsette eller bør. |
5. Bevar os GUD, Vi ikke mod det Bud Forsetlig gaaer, Men streber, at vi staaer Som vor JEsu rette Brud, Og lad os tiene dig Og ret horsømmelig Os skikke mod enhver Dit Ord fremsetter her, Der er vores Overmand Udi verdslig, geistlig Stand, At hans Bud opfyldes kand. |
| 1. GUD giv os Fred Med vor Samvittighed, Med dig ogsaa, Vi dig nu kalde paa Hvor vi er, paa hvert Sted, Har vi kun dig til Ven, Vor Synd da smelter hen, Giør vi ikkun dit Bud, Vor Synd er slettet ud, Hvert et Fode-Fied vi gaaer, JEsus hos os er og staaer, Ved ham alting vi formaaer. 2. Ja giv os Fred I hver en Stad og Sted I Landene For Rigets Fiende, Og lad Freden vare ved! Vor Konge GUD bevar Hans Riger og forsvar Ved dine Engle, som Sig gierne lejrer om Dem, som dig vil give dit, Og vor Konge unde sit, Hvad de bør, stort eller lidt. |
3. Vor Konge-Æt Paa Thronen stændig sæt I Rigerne For Undersaatterne, Saa kand hver Mand naae sin Ret, Hvor stor Lyksalighed Dog Danmark er beteed? Vor Danne-Konges Stoel Beklædes af den Soel Der fra Kongen selv opgaaer, Sønnen igien Riget faaer, Fri for Krig da hver Mand staaer. 4. Ja gid vi maa Din Naade skiønne paa Og takke dig Altiid ydmygelig For saa meget godt vi faae, Straffer du med Krig, Styrk os, vi elsker dig, Og hielp du os dog, at Vi yde maa vor Skat Til vor egen Konge, der Undersaatterne har kier, Naar de troe og hulde er. |
5. Vi vil og skal I mange tusend Tal Princesserne Og HErrens Tiennere Øvrigheden GUd befael; Thi Christen Øvrighed Ved Loven, vi vel veed, Bevarer Huus og Hiem Og frier os fra dem, Der er Tyve, Mordere, Røvere, Rebellere, Det vi daglig Dag kand see. 6. Vi slutte da, Bevar os GUD dog fra At giøre det, Som for dig ey er ret, Men det Gode at beja; Giv os dog Fred og Roe, Og lad os findes troe Mod Kongen og vor GUD At fremme Begges Bud, Saa kand GUD sin Ære faae, Kongen Skat og Tynge naae Og hver efter Ynske gaae. |
| 1. Er Paulus alle bydende? De bede skal tilsammen For Kongen og saa vel for de, Som sendte er af hannem. 2. Naar GUd faaer hans og Kongen sit, Saa fremmes Landets Ære, Jeg vil nu saa af Hiertet mit Ved Bøn min Pligt frembære. 3. Bevar, O GUd! vor Salved Mand Kong FRIEDERICH fra Fare, Omring ham og hans gandske Land Med Himlens Engle-Skare. 4. Giør du hans Regimente lang! Lad os med Fred florere, Giør Veyen for hans Fiende trang, Og lad ham triumphere. 5. Vor Danske Dronninger tænk paa, Und Dennem mange Dage, De altiid for dig leve saa: At De dig maa behage. |
6. Princesserne, O Store GUD! Din Naade, Du beviise, Som altid Dig og dine Bud I Lydighed vil priise. 7. Vor Danne-Konges Høye Raad, Du paa dit Hierte fæste! Kom Dem til Hielp med Raad og Daad Hver Dannemand til Beste. 8. Den Danske Magt til Lands og Vands Giv Hierte til at stride, Naar Tiid er, og dem selv omskands, Den ingen Nød maa lide. 9. Stift-Amtmand Holch GUd signe her Vor Stiftes Lod og Lykke, Og all den Deel han haver kier GUD med sin Naade smykke! 10. Vor Bisp, vor Broder og vor Ven Hver Christens Ven og Broder Giv du, O GUD! fra Himmelen Din Aand og Naade-Floder. |
11. Vor Rosenkranz giv du Forstand I det, som dig behager, At han som Amtmand styre kand Vor Konges Landets Sager. 12. Vor Proust Hr. Praem ej glemmes maa, Vi bede Godt for hannem, Han for GUD altiid vaagen staa! Og hver Præst raaber: Amen. 13. Hver Præst, som frygter ret sin GUd Og Ordet lærer trolig, Regier du efter dine Bud! Og lad ham leve roelig. 14. Den Christen Kirke GUd forsvar Din Hielp du hende sende! Hver Siæl i den fra Ondt bevar Og alt Ondt derfra vende. 15. Hver, som da troer HErren vel Og Kongen troelig ærer, GUD glæder Ham til Liv og Siæl Og Hannem vist ernærer. |
| 1. De Egte-Folk, der gierne vil Deres GUd af Hiertet ære, Dem holder GUD sig naadig til, At de velsignet skal være, Han meget Godt og daglig Brød Forunder dem til deres Død, Naar de monne ham ret frygte. 2. Han ogsaa dem vil give det, Han seer dennem best kand tiene Og giør de for hans Øyne ret Og hannem dyrke alleene, Giør dem til fleer, om det ham kand Behage, derfor Christen Mand! Befal din Sag i GUds Hænder. |
3. Vær derfor da i alle Ting Vel fornøyet med GUds Naade, Hvordan at alting gaaer omkring, GUD vil dog for alting raade, Thi han er god, ja mild og bliid Mod dem, som lader deres iid Til hannem alleene være. 4. Jeg Liv og Død, og Alting da Befaler dig GUD i Hænde, O! JESU gak mig aldrig fra, Jeg beder, du mig vil sende Din Hellig Aand, saa og mit Sind Oplys, mit Hierte til dig bind, Jeg maa dig af Hiertet ære. |
| 1. GUD bevar Øvrighed, Vi den Føye bør, vi veed, GUD forbyde, at vi skal Findes iblant deres Tal, Der opsætter sig mod den, GUD ey bliver deres Ven, Thi de fra ham viger hen. 2. Kongen selv, som Kronen bær, Kongens Mænd, der sendte er, GUds retskaffen Tiennere Straffer Overtrædere, HErrens Bud og Kongens Ord Rydder dem af denne Jord For det Onde de har giord. |
3. Disse Rigers Salvede GUD din Naade stedse tee! Spar Ham her i mange Aar, Og, naar Han af Verden gaaer, Giv Ham Ærens Krone paa, Gid hans Undersaatter maa Med Ham Salighed opnaa. 4. Øvrigheden leede GUD Altiid efter dine Bud, Lad den tiene redelig Dig og Kongen uden Svig, Du oplys den ringe Stand, De kun deres Overmand, Altiid vel adlyde kand. |
5. GUD ledsage da hver Mand, De for dig kun vandre kand Med et Hierte redebond, Oplad og din milde Haand Til at gyde Naade ned Over alle Christnes Sved, Men for alt giv Salighed. |
| 1. Det Ægte-Par GUd du her samlet har, Lad dennem dig Takke ydmygelig, De er Eet, som Toe før var, Lad dennem leve saa For dig, dem vel maa gaae, At du velsigner dem I deres Huus og Hiem, Vil du giøre dem til fleer’, Send din Naade meer’ og meer’ Over dem, at de den seer. 2 Lad Marken staae Fuld med sit Korn oppaa Med Blomstrene, Og lad du dennem see, Hvor vel dennem det skal gaae, Drag dennem saa til dig, Du elskes inderlig, Og du din Ære faaer, Indtil de Himlen naaer, Vi vil alle giøre Bøn: Du vil være deres Løn, Naar de troer paa din Søn. |
3. Treffer det ind, At der paa deres Kind, Kand falde Taar, Som giør dem Hierte-Saar, Giv dem et taalmodigt Sind, Og lad dem tænke paa, De samlet blive maa, Indtil du skikker Bud Ved Døden, de her ud Skal fra Verden haste fort, Døden snart dem tager bort, Thi vort Liv er ond og kort. 4. Vi samtlige Befaler eenige Alting i Haand, GUd Fader, Søn og Aand Dem din Naade du betee Lad dennem tiene dig Her ret og Christelig, At ordet dennem er Paa alle Tider kier, Giv dem det dem tiener best, Vær i Hiertet dennem nest, Saa og deres daglig Giest. |
| 1. Mit Barn frygt den sande GUD, Efterlev de Ti GUds Bud, Reens dit Levnet Dag og Nat, Saa du JEsum ret har fat, Tænk paa hannem Nat og Dag, Stræb, du ham er til Behag, Og paa Ordet ret faaer Smag 2. Adams Synd forvoldte, at Vi i Synde-Stand er sat, Men ved Boed vi komme kand I den salig Naade-Stand Med vor GUD, om vi kun vil Sky all Synd, ja Drik og Spil, Og hvad meere Ondt er til. 3. Har vi end i Adam tabt Det, som hannem var medskabt, Hellighed, Retfærdighed, Viisdom sand og meere med, Er vi ved Forjættelsen Om GUds Søn oprejst igien, Der er bleven vores Ven. 4. Tak GUd Fader! at du mig Haver ziiret underlig, Siæl og Legem, Liv og Aand, Sands og meer’ jeg af din Haand Faaet har, og daglig Brød Du mig under til min Død, At jeg ey skal lide Nød. |
5. Tak min Frelser JEsu from, Fordi du til Verden kom At forlige os med GUD, Og din Kirke luttre ud Fra all Synd, og ved din Død Satans Baand og Lenker brød Og ham bunden derved bød. 6. Os regier, vi altiid dig Takker meget hiertelig, Af vor gandske Sind og Siæl For du har giort mod os vel, Lad os for dig leve saa, Vi med dig i Naade staae, Synds Forladelse og faae. 7. Naar jeg her af Livet gaaer, Hielp din Bistand at jeg faaer, Ja naar Satan frister mig, Vend min Lengsel ret til dig, End’ mit Liv med Salighed, Du for mine Synder leed, Jeg ey anden Frelser veed. 8. Naar jeg for din Domstoel staaer, Hielp, en naadig Dom jeg faaer, Und mig blant de Salige Sted, jeg ævig dig maa see, Her i Livet lær mig saa, Jeg for andre lyse maa, Helvede jeg kand undgaae. |
9. (For Lærerne) Mine Lam og mine Faar Jeg har vogtet Fiorten/Nogle Aar, Der er af din Faare-Stie Og dit eget Liberie, Hielp, at Hyrden alle dem For din Domstoel leeder frem Til dit rette Himmel-Hiem. 10. Hellig Aand jeg siger Tak, Fra mig ingenlunde gak, Men ved Naade-Midlerne: GUds Ord, Sacramenterne, Styrk min Troe, GUD mig har kiær, All min Synd udslettet er, Meer’ mig ey jeg ønsker her. |
| 1. Med Ydmyghed Jeg falder need For dig, O! Himlens Fader, Forbarme dig Da over mig, Du mig dog ey forlader; Men vær du min Og lad mig din Forblive alle Dage! At jeg dig maa Ret elske saa, Jeg dig kand vel behage. |
2. Gaaer jeg end ud Fra dine Bud, Din Vreede bør jeg prøve, Men JEsu from! Til Hielp mig kom, Jeg Gudsfrygt ret maa øve, Min Synd forlad, Og giør mig glad Med Aandsens Trøst og Glæde, Giør vel mod mig, Mig und hos dig Blant Englene at træde. |
3. Jeg sukker da: Mig gak ey fra, Men giv mig Aand og Naade At tiene dig Heel Christelig Mig selv til ævig Baade, Jeg venter vist, O HErre Christ! Din Arving jeg skal være, Med stor Attraa Jeg venter paa At naa den ævig Ære. |
| 1. Hvad Adam var, I Bibelen vi har, En Herre-Mand, Og dog i Bonde-Stand, Bibelen er her i klar; I Eden af GUD hand Var sat i denne Stand, Han skulde dyrke den, Før han af Synd blev skiend, Men da Synd ham overgik, All hans Herlighed da fik En bedrøvet Jammer-Skik. 2. Han Bonde blev Endog, da GUD uddrev Af Paradiis Ham med en stor Forliis Paa hans store Herlighed, GUD dog ham tænkte paa, Til os i Naade saae Og gav Forjettelsen: Han vilde blive Ven Med det menneskelig Kiøn Ved hans elskelige Søn Og ey give os vor Løn. 3. O Christen hør! Du ey hovmode bør Dig, som dog er Af Adams Stamme, der Dog er ældst, jeg sige tør, Hvi bryster du da dig Saa stærk, hovmodelig? Naar du dog kommen er Af Adams Stamme her, Han jo kommen er af Jord, Deraf GUD ham haver giord, Viises klart af Skriftens Ord. |
4. Naar du dig dé Vil kalde, tænk og see, Om du dig von Og nævner, brug Raison Og vær ingen Spradere, Om du dig nævne vil Saa, leg og Adam til Du Skam ey deraf har, Din Fader Adam var, Adams Sønner ere de, Der bær Konge-Sceptere, Hvi vil du dig da undsee? 5. Er du da riig Paa Dyd? Ydmyge dig For GUD i sær Saa og for Dennem, der Dig af Stamme dog er liig, Monn’ vel din Faders Navn Skal være dig til Gavn? Om du ham i hans Grav At ære legger af, Sligt kand du vel selv forstaae, Dyden bør for alting gaae, Saa skal Æren følge paa. 6. Ved Merite Og Dydens Øvelse Ja mange kand End og af ringe Stand Ærens Høye Trappe see, Hvorved kommer de fort? De jager Hovmod bort, Forlader sig paa GUd Og drager ind og ud Troe for GUd og Kongen, de Ere Underdanere Troe og Huld’, de lader see. |
7. GUd er dens Ven, Der elsker ham igien, Der selv giør det, Som er for HErren ret, Og hvor han sendes hen, For Kongen findes troe, Han skal med Naade boe For Kongen og sin GUd, Naar han giør begges Bud, Begge disse vores Brød, Os forunder til vor Død, Saa vi ey skal lide Nød. 8. O JEsu spar Vor Konge, og bevar Ham mange Aar, Hav Tak for det vi faaer Af hans Haand du opladt har, Vi til dig giør vor Bøn: Vær du vor Konges Løn Og vogt fra alt, der er Til Hinder fiern og nær, Giør ham altiid Naade-fuld, Os ham stedse troe og huld, Til vi dekkes ned med Muld. |
| 1. Søde JEsu hør! Jeg beder, Du min Synd forlader mig, Hvor jeg er og paa hvad Steder, Er mit Sind dog kummerlig, Du mig meget Godt har giort, Jeg det ey har agtet stort, Men har løbet hen i blinde, O lad mig dog Naade finde! 2. Mange Naade-Pund du haver Udi sær betroet mig, Og mangfoldig Naade-Gaver Har mig skienket rigelig, Men min Tiid er slet anvendt, Og hvor lidet er det kiendt? At jeg har mit Sind forandret Og paa dine Veye vandret. 3. Glem min Synd, hielp jeg omvender Mig af Hierte, Sind og Hu, Jeg vil bede, du mig sender Leederen, jeg altid nu Kand herefter bedre mig Og mig vende ret til dig, Saa jeg JEsum ret omfavner, Det, jeg veed, mig altiid gavner. |
4. GUd giv Helbred, Føde, Klæde Ogsaa Nøysomhed dertil Det er hver en Christens Glæde, Naar det gaar som HErren vil, Giv mig Mod, naar Korsets Vind Paa mig hart vil trænge ind, Lad mig aldrig dig forsage, Men dig eene vel behage. 5. Udi Medgang lad mig ikke Falde til Hovmodighed, Den er ikkun dog en Strikke, Hvorved mange qvæles ned Udi Støvet og Foragt, Hoffart den er underlagt HErrens Straf og store Vrede; Hvem vil lade sig forleede? 6. Ydmyghed GUds Hierte vinder Og en sand Bodfærdighed, Troe til ham hans Naade finder, Jeg vil derfor falde ned For min GUD med Bøn og Suk; Du din Naade-Dør opluk For mig, jeg dig vel maa kiende, Før mit Liv skal naae sin Ende. |
7. Styrk min Troe, naar jeg skal gange Alle mine Fædres Gang, Lad mig Salighed erlange, Ævigheden den er lang, Lad mig for dig leve der! Hielp mig, jeg maa leve her Saa, jeg er vis paa en Crone Og maa staae for Lammets Throne. 8. Hør mig JEsu og siig Amen, Jeg forlader mig derpaa, Ved dig skal vi allesammen Af vor Grav for dig opstaae, Giv mig da en naadig Dom, Und mig hos dig Sted og Rom, Ja vær mig en naadig Dommer, Saa får jeg en ævig Sommer. |
| 1. I Synden jeg undfangen blev, I Daaben JEsu du uddrev Mig fattig blinde Synder Fra Syndens Vold og Satans Magt, I Naade med dig jeg er bragt, Du med dig selv mig spiser, Din Aand er min Vey-Viiser. 2 Naar Korset trykker Siæl og Sind, Din Trøst i Hiertet gyd mig ind, I Korset lad mig smage Hvor Honning-sød dit Ord det er For mig, der taalig Korset bær, Hvor kiær du haver Dine, GUD glemmer ikke Sine. 3. Min Død bør mig i Minde staae, Hver Dag og Øyeblik jeg maae I denne Verden være I alle Ting omgiven her Med Sorrig, Kors og Trængseler, Dig vil jeg trolig søge; Min Troe du selv forøge! |
4. Giv mig det, som mig tiener best, Jeg veed, min Frelsere du est, Du hidtil mig har hjulpet, Hielp mig fremdeles, at jeg maae Mit Øyemerke vist opnaae, Med Tak og Bøn jeg bukker Og til dig trolig sukker. 5. O HErre tænk du paa mig her Til Beste, viis, du mig har kiær, Lær mig og at fortryde Min Synd jeg dagligen begaar Og skiule mig i dine Saar, Dig i dit Ord at kiende Og faae en salig Ende. 6. O søde JEsu, JEsu from! Til Hielp mig arme Synder kom, Din Hellig Aand og Naade Du i mit Hierte daglig giv Mens du mig her vil unde Liv, Lad min Siæl hos dig blive! Den Glæde du mig give! |
7. Der er dog ingen Sorrig da, Hvem jeg end og skal skilles fra, Naar de kun vist kand haabe: Min Siæl GUd taget har til sig Og fryder den ævindelig, Hvem vil sit Øye væde? Naar man ey bør at græde. |
| 1. Søde JEsu giv mig Glæde I mit Hierte, Siæl og Sind, I dit Fodspor lad mig træde Og mig dagligen paamind, At min Død for Dørren staaer, Jeg mod den mig ey formaaer, Men du Livs og Dødens HErre Kand med Naade mig omsperre. 2 Giv mig Boeds og Bedrings Dage For dig mine Leve-Aar, Lad mig hiertelig beklage All den Synd, som jeg begaaer, I mit Hierte und mig Roe Og den Glæde jeg maa troe, Mine Synder er udslettet, All min Sorrig da er lettet. |
3. Skulde Sorrig Hiertet trykke? Snert med Riset ey for hart, Giv mig Naade og den Lykke, At din Aand da har sin Fart I mit Hierte Dag og Nat Jeg dig eene haver fat Med min Troe, du kand mig trøste Og mit Hierte selv forlyste 4. Und mig Fred i mine Dage, Lad mig hvile i dit Skiød, At jeg maa din Sødhed smage Og ey lide Siæle-Nød, Lad mig for dig vaagen staae Jeg med Siæl og Legem maae I din Naades Arme hvile, Derpaa jeg vil ikke tvivle. |
5. Skal mit Liv ey længe blive Her paa denne Verdens Øe, JEsu du mig Naaden give, Jeg maa i din Samfund døe, Giv mig den Fornøyelse, At jeg med GUds Villie Er tilfreds i allemaader, Du for Liv og Døden raader. |
| 1. Naar jeg kun GUD har til min Ven Og til en naadig Fader, Saa svinder all min Sorrig hen, Jeg stedse mig forlader Paa JEsum baade Dag og Nat, Jeg haver ham i Troen fat, Saa mig slet intet skader. 2. GUds Venskab alting overgaar Ja alt det Verden giver, Ved hannem alting jeg formaaer, Thi han bestandig bliver, Hvad han mig lover, holder han, Paa ham jeg mig forlade kand, Han er min beste Fader. 3. Men Verdens Venskab er som iis Hen udi Martii-Maaned, Hun fører med sig stor Forliis Og intet bliver skaaned Af hende, ja vor Liv og Siæl! Hun søger at betage heel, Som GUD bør eene have. |
4. Hovmod og anden Verdens Pragt Os bliver forestillet, Vor Næstes haanlige Foragt Med meer’ vi bliver drillet, Os vises ved Comoedie De Ting, som til Tragoedie For os til sidst omvexles. 5. I Verden findes ti for een, Der os vil undervrode, Kand en af Hiertet findes reen, Som giøre vil det Gode, Det dog et rart Eksempel er, En ret sin Næste haver kiær, Og liig den sorte Svane. 6. Den største Skielm sig stiller an Ret, som den allerbeste, En Tyv vil for en ærlig Mand Eragtes af sin Næste, En Hore vil for Jomfrue gaa, En Drukken-Bolt og ligesaa For ædru vil passere. |
7. En sikker Hykler meener sig Den Helligste at blive, Vil alle Mand saa skammelig Bedrage og forgive; En Hyklere er ikkun dog Et Skumpelskud og vissen Drog Og ingen Mand til Gode. 8. Men GUD, som kiender Hiertet best, Han saadan Folk skal dømme, Vær derfor GUD mig allernest, Jeg giør hvad mig kand sømme Bliv derfor ikkun fast hos mig, Jeg vil og blive fast hos dig Og aldrig dig forglemme. 9. Regier mig med din Hellig Aand, Jeg som dit Barn adlyder Dig, og med Kierlighedens Baand Samt andre Christne-Dyder Forbinder mig ret inderlig Af Hierte, Siæl og Sind til dig Saa jeg kand salig blive. |
| 1. O! GUD hvor er dog Verden blind, Gaaer hen udi formørket Sind, Dig ey, min GUD! vil tiene, Hun lader som hun frygter dig, Anstiller sig og Christelig, Vil agtes som den Reene, Skiønt man det ikke meene. 2. Et Verdens Barn nu lever hen I Synder, ret som Satans Ven, Ey nogen Synd forsager, Men synder uden Blussel, dog Han gaaer i Satans Synde-Aag Og ey til Tanke tager, Hvor ilde han det mager. 3. Nu andre Verdens Børn net veed At skiule sig med Ærbarhed Gaaer hen i sikker Grille, Tildekker sig med Hykle-Straae, Skiønt det for GUD kand ey bestaae, Naar han dem vil fremstille Og ey sig lader drille. 4 GUds Ord de vel i Munden har, GUds Navn bekiender aabenbar, Dig GUD! med Tungen ærer, Men Hiertet er dog langt fra dig, Det du best kiender rettelig, De Synden i sig bærer, Som deres Veye lærer. |
5. De beder vel med Munden, og Tit raaber: HErre! HErre! dog De Faderen ey agter, Hans Villie tilbage staaer, Og de i egne Lyster gaaer, Dog efter Himlen tragter, Men med udvortes Fagter. 6. Udvortes Dyder veed de nok At stille frem, som i en Flok, Skiønt Lasterne regierer, En Gavmildhed vel af de tees Og Ydmyghed udvortes sees, Men Hofmod dominerer, Og Hiertet alt begierer. 7. De haver Verdens Masqve paa, Og efter Verdens Ære staa, Ret spiller Masqverade, Naar de kun her passere kand Som de, der søge Himlens Land, De trygge er og lade Og giører en Parade. 8. Saa gaaer den blinde Verden bort Og meener, det er ret vel giort, De vil for ingen rømme, Skiønt Synden ligger udi Barm Og holdes vel i Live varm, Dog tør de andre dømme, Skiønt det dem ey kand sømme. |
9. Saa snart en Christen ikke vil Den blinde Flok sig holde til Og følge Verdens Skikke, Han agtes strax som den, der ey Forstaaer sig paa den rette Vey, Maa mangen Skiendsel drikke Og udi Lommen stikke. 10. Min JEsu! Du det kiender best, Frels mig fra Verdens giftig Pest Og fra dens onde Vane, Bevar min Siæl i Troe til dig At tiene dig oprigtelig Under din blodig Fane Paa Korsets trange Bane. 11. Hielp mig at stride mandelig, Omsider blive sejerriig, Lad Verden saa kun skrive Mig i sin sorte Tegne-Bog Og agte mig ret som et Drog, Det skal min Ære blive, Naar du mig vil oplive. 12. Fornye dit Billede i mig At blive dig, min Frelser! liig, Bereed til Himmerige, At mens jeg her i Verden gaaer, Jeg alt i Himmel-Tanker staaer Til Himlen at opstige, Far vel til Verden sige. |
| 1. HErre GUD lær mig at tænke paa, Jeg altiid ey her kand blive, Lær du mig og at vandre saa For dig, at du mig kand give Din Naade, som for alle er, Der dig af Hiertet haver kier Og dig vil ære og dyrke. 2. Lær mig og ret at giøre Boed Og angre Synderne mine, Lad mig ogsaa af Hierte-Roed Betænke din Død og Pine, Ja refs mig saa ved Lovens Tugt, Jeg kiender mig og dig ret smukt, Saa jeg kand føle, jeg synder. |
3. Jeg haaber da og troer vist, Du vil mig aldrig forskyde, Thi du er naadig, JEsu Christ! Og dem benaader at nyde, Der sig omvender ret til dig Og paa dig troer stadelig, Den ævige Ærens Krone. 4. Vi sukke da og bede vil, Du ville os selv ledsage, Den Stund vi er i Verden til Og prøver GUds Korses Dage, Bind os med Kierlighedens Baand Regier os alle med din Aand, At vi dig ævig maa prise. |
5. Mit Haab og Trøst skal være GUD I all min Sorrig og Trængsel, Naar du ved Døden skikker Bud At følge, lad da min Længsel Alleene være efter dig, Min Siæl und Sted i Himmerig Og lad den dig ævig skue. 6. Vort Liv er her ret ond og kort, Det maa vi alle bekiende, Det immer ikkun haster fort At naae sit Maal og sin Ende, De fleeste lever stakket Tiid, Og faa er Lykken mild og bliid, Jo før, jo bedre at slippe. |
| 1. GUD du vil mig nu paaminde Med det Kors jeg prøves ved, Jeg mig hos dig skal indfinde Med en sand Boedfærdighed, Du vil, jeg skal pønse paa, Hvordan jeg kand leve saa, Jeg dig eene kand behage Mine korte Leve-Dage. 2. Er min Død nu snart for Dørren? Lad den dog ey blive brat, Og ey komme til mig, førend Jeg kand favne dig min Skat, Og befale dig i Haand Liv og Legem, Siæl og Aand, Jeg da veed, jeg døer med Glæde, Og kand for dit Ansigt træde. |
3. Jeg min Mage vil befale Og hvad mit er, det GUds Lam, Han vil Hannem/Hende vist husvale Naar Han/Hun troer kun paa ham, Fader, Moder tænk GUD paa, Mine Venner, Store, Smaae, Lad dem aldrig Brødet savne, Men O GUD! dig altiid favne. 4. Sørge du for den, som sørger, Og kand ikke taale Sorg, Han/Hun med Hierte-Sorrig spørger, Hvor er nu min Lyst og Borg? Sørger Han/Hun væmodelig Giør paa Glæde Hannem/Hende riig; Du er alles beste Fader, Der paa dig sig ret forlader. |
5. Gid vi samles maa med Glæde! Som har været samlet her Og for HErrens Ansigt træde Alle sammen samlet der, Da at faae den Salighed De Udvalde er bereed, Der er Glæde uden Ende, Den os GUD af Naade sende. |
| 1. GUD hielp mig, jeg maa tiene dig, Mens du mig Livet under, Af Hiertet tænke inderlig Paa JEsu dybe Vunder, Den korte Tiid, jeg her skal boe, Ach lad mig dog med Fred og Roe For Verden i Dig leve. 2 Den Tiid endnu tilbage staaer, Giv Helbred, Lykke, Glæde, Styrk mig, en salig Død jeg faaer, Og lad mig ret begræde Min Synd jeg dagligen begaar, Jeg skiuler mig i JEsu Saar, Og sukker alt om Naade. 3. Din Hellig Aand og sand Forstand Giv mig, til Livet brister, Jeg Boed og Troe beholde kand, Paa dine Ord jeg drister, O lad din Aand veylede mig Udi mit Embed’ lykkelig Dig, O min GUD, til Ære! |
4. Ach! Lad mit Haab ey fejle mig! Men salig Frugt frembære, Jeg sukker hiertelig til dig, Du ville mig beskiære Et frit Mod og Taalmodighed, Saa jeg af ingen Smerte veed, Naar Døden mig vil gieste. 5. Giør altiid vel, O gode GUD! Mod mig, der paa dig haaber, At jeg maa følge dine Bud, Derom jeg til dig raaber, Velsigne mig i dette Liv Og Himmerig til sidst mig giv, Saa nyder jeg det Beste. 6. GUD tænk paa den jeg haver kiær! Du den i Live spare! O! Vær du hannem/Hende altiid nær Saa har Han/Hun ingen Fare, Gud selv forsvar din liden Hiord! Der trolig agter paa dit Ord, Og hver en Siæl bevare. |
7. (De, som GUD haver givet Børn, bede saaledes): De Børn/Det Barn som du os givet har, Dem/Det lad sig saa opføre, At De/Det for Verden aabenbar Din Villie maa giøre, Giv Dem og Deres daglig Brød Ja Lad Dem og til Deres Død Dig frygte O GUD Fader. 8. Min JEsu hør og bønhør nu Min Suk, min Bøn og Længsel, Mind mig, jeg af mit Sind og Hu Forsmaar all Verdens Trængsel, O JEsu bliv du fast hos mig! Mit Hierte JEsu bind til dig! Saa faaer jeg det jeg venter. |
| 1. Sex Dage er Vort Liv i Verden her Af Møye fuld Forslæbt i Jord og Muld Udaf Sorg og Trængseler, Men naar den Syvende For os sig lader see, Vor Hvile-Dag vi faaer, Da vi fra Verden gaaer, I vor Grav da tys og still’ Vi os gierne legge vil, Som vi leve, døe vi til. 2. Blive vi ved En sand Boedfærdighed, Mens vi er i Den vildsom Verdens Sti Døer der i, da Salighed Os giver GUD, men de, Der ubodfærdige Til Enden viser sig, Faaer aldrig Himmerig; Men de til Fordømmelsen Vises ævig, ævig hen, Derfra kommer ey igien. |