Om
Michel Bach vides, at han er fødes i
Hinding i 1787
som søn af Anders Bach. I 1802 konfirmeres
han som 15-årig af sognepræsten Anders Eriksen
Hvass.
På et tidspunkt før 1821 bliver han gift med Karen Poulsdatter, men hvor vides ikke. Parret får i 1821 sønnen Christen, ved hvis dåb forældrene betegnes som indsiddere af Nors Søegaards Havreland, men det nøjagtige bosted kendes ikke. I 1823 fødes datteren Dorthe, og i 1826 sønnen Poul, som kun lever i godt 5 måneder. I forbindelse med den lille Pouls død ses familien for første gang i fattigprotokollen. Notater fortæller om familiens trange livsvilkår idet fattigvæsenet må bekoste 1 Rd til barnets ligkiste. I de følgende år ses familien med enkelte års fravær igen i fattigprotokollen, hvor et tilbagevendende behov er tilskud til husleje. I 1831 betales dette tilskud til Poul Smed i Nors, hvilket formentlig betyder, at han er ejer af det hus, de bebor. Forskellige notater tyder på, at Michel Bach i lange perioder har arbejde i og bor i et andet sogn. Således fortæller et kirkebogsnotat fra 1832, at han da er blevet far til et uægteskabeligt født barn, at han er '...tjenende i Vandet' og at han '... engang tilforn har begaaet Leiermaal'. I 1834-folketællingen ses Karen Poulsdatter da også at bo alene i Nors sammen med sønnen Christen og hendes søster, mens hendes mand Michel må arbejde i Vandet, hvor han ses som tjenestekarl hos gårdmand Johannes Bunch.
Michel Bach og hans familie er ikke, som de fleste fattig-familier, afhængige af almisse hvert år. Flere år ses de slet ikke i fattigprotokollen. Se herunder listen over tildelingen af deres almisse:
Som det kan ses af ovenstående dør Michel Bachs kone, Karen Poulsdatter i 1839. Og efterfølgende bliver hendes efterladenskaber solgt på auction, hvorefter de indkomne midler, helt efter almissereglerne, indgår i Fattigvæsenets regnskab under indtægter. Efter Karen Poulsdatters død forsvinder Michel Bach ud af arkivalierne i Nors-Tved. Dog viser et par notater i Kirkebogens Afgangs- og Tilgangsliste, at Michel Bach i 1842 er rejst væk fra sognet og siden har opholdt sig i hvert fald i såvel Vester Vandet- som i Thisted Sogne. Alt tyder på, at han efter sin kones død har fortsat sit udensognsliv som tjenestekarl på forskellige gårde. I 1851 dukker han dog igen op i Fattigvæsenets protokol i Nors, hvor der står: 'Aar 1851 den 15 December afholdtes i Nors Skole Forhandling betræffende Accord om nogle Fattige her af Pastoratet, som bliver at forsørge af Kommunen i tilstundende Aar 1852,- disse Fattige hentingedes paa 1 Aar fra 1 Janv 1851 - 1 Janv 1852 paa det Vilkaar, at de erholder Kost, Underholdning, Klæder, Tilsyn og Pleie, saaledes:...2. Mikkel Back - - - -hos Peder Vestergrd - 27rd 3m (indtil videre)'. Mickel Bach er altså vendt tilbage og er i en forfatning, så Fattigvæsenet må tage sig af ham, og det sker ved at han indtinges hos Peder Vestergaard, som for 27rd 3m sørger for hans ophold og pleje. Hvor længe han opholder sig her vides ikke, men allerede i 1853 ses dette notat i fattigprotokollen: 'Michel Bach hos Jørgen Cappels Enke for 2Tdr Byg og 12 Rbdl'. Og her, hos Ane Cathrine Larsdatter, der er enke efter Jørgen Christensen Kappel (Cappel) ser det ud til at han kommer til at være indtinget resten af sin levetid, hvilket vil sige i syv år. Således ses han der i folketællingen i 1855,...
..., og i fattigvæsenets forsørgelsesplan for 1859 ses han som fattiglem af Classe 1 'Mikkel Bach hos J. Cappels Enke for 4Tdr Byg og 20 Rbdl' Kirkebogsnotatet fortæller, at Mikkel Andersen Bak døde den 21. juni 1859, blev begravet den 26. juni og at han var almisselem i Nors og ved sin død var 72 år.
|