| Jacob
Christian
Biering er det sjette af Sognedegn Christen Thomesen Bierings syv
børn. Som det kan ses ved at nærstudere det herunder viste anetræ, så bliver Jacob sognedegnens eneste overlevende søn, da hans tre brødre, Jens Lodberg, Niels og Laurids alle dør som spæde eller små. |
| Som
ungt menneske finder vi Jacob Christian Biering i Skjoldborg, hvor han
18 år
gammel som 'Uhrmagerdreng'
ses i folketællingen fra 1787. Det må
være et godt sted at være i lære
her, for hans husbonde, Christen Andersen Heede, er en af personerne
fra det kendte urmagerdynasti, som tog sin begyndelse med dennes far
Anders Christensen Heede i Øster Vandet. Folketælling
1787 - Skjoldborg.
Hvor længe Jacob Biering opholder sig hos urmageren i Bakgaard ved Vildsund ved vi ikke, men urmager-håndværket må være, hvad han kommer til at beskæftige sig med i en stor del af sin tilværelse, for han benævnes i de fleste kirkebogsopslag som 'Jacob Uhrmager'. Det må dog have været begrænset, hvad urmageriet har kunnet give af indtægt i et lille bondesamfund, og i den næste folketælling, i 1801, ses det da også, at han betegnes som 'Jordløs Huusmand og Uhrmager'. Han har sikkert været daglejer i den tid, hvor han ikke kunne arbejde med ure. Folketælling
1801 - Nors Bye
Som det kan ses på anetræet, er Jacob Biering på et tidspunkt før 1801 blevet gift. Præcis hvornår og hvor vides ikke, og ægteskabet ser ud til at være barnløst. Og sådan forbliver det utvivlsomt de næste 16 år, indtil hans kone Karen Jensdatter dør i 1817. På det tidspunkt er Jacob Biering 48 år, og samme år gifter han sig for anden gang. Denne gang med den 35-årige Maren Poulsdatter, '...nys ankommen til Nors Sogn og Bye med godt Skudsmaal', som det noteres i kirkebogen ved brylluppet. Maren Poulsdatter er kommet fra Dollerup i Sjørring Sogn, hvor hun ses i folketællingen 1801, og sammen får de i de kommende år fire børn, Maren Katrine, Christen Biering, Ane Kirstine Hvistendahl og Maria. Om navnet på det tredje barn, Ane Kirstine Hvistendal, er der det interessante, som også ses på anetavlen, at Jacob Biering har en søster af helt samme navn. Vi befinder os på en tid, hvor det var almindeligt at opkalde børn efter bekendte, eller efter personer, som man gerne ville ære, og som ikke nødvendigvis var slægtninge. Se f.eks kirkebogsnotatet fra Jens Lodbergs dåb herover. Og oprindelsen til navngivningen af de to kvinder, der begge får tilnavnet Hvistendal kan måske være den Kirstine Marie Hvistendal, som var sognepræsten Bent Curtz' anden kone. Måske, for da Jacob Bierings far Christen bliver Sognedegn i Nors, sker det samtidig med at sognet får ny sognepræst, Bent Curtz. Så sognepræst og sognedegn kommer til sognet samtidigt og kommer utvivlsomt til at arbejde meget sammen. Da de mødes, er Bent Curtz imidlertid enkemand med seks børn, og, ved vi, ret traumatiseret over tabet af sin kone. Har han mon forherliget hende i en grad, så hans degn, Christen Thomesen Biering, opkaldte sin første datter efter hende, .... og Christen Thomesen Bierings eneste søn gjorde det samme med en af sine døtre? På et tidspunkt omkring de to sidste døtres fødsel ser vi i fattigprotkollen, at fattigvæsenet har '..forstrakt Uhrm: Jacob Bjerring 4rd.. , og et årstid senere indfinder Jacob Biering sig torsdag den 21. juni 1822 i præstegården, hvor han anmoder om yderligere hjælp. I fattigprotokollens notat lyder det: 'Med Begjering om nog: Understøttelse i Korn til Føde anmeldte sig Uhrmager Jacob Bjerring i Nors - i Betragtning af hans Trang i flere Maader blev ham tillagt af Reserve Byg: 4 skp for Jul: Qvt'. Anmodningen bliver således imødekommet og hjælpen i byg bliver gentaget det følgende kvartal, og fra begyndelsen af 1823 ses det, at Jacob Biering er blevet fast almisselem af klasse 3 med en årlig almisse på 4skp rug 1td 4skp byg. Derudover får han også '1 Bul Rydningstørv'.
Fattigkommissionen må have set, at Jacob Biering er i stor nød på dette tidspunkt med en familie med tre små piger på 4, 2 og 1 år. Og de følgende to år stiger almissen da også betragteligt
Den stigende almisse må have gjort god gavn. Alligevel indfinder tragedien sig, for den 23. december 1824 dør 55-årige Jacob Biering fra sin fattige familie. Hvor galt det står til ses af fattigkommissionens notat den følgende marts måned, hvor der skrives: '...Jacob Bjerring døde sidst i f: A: hans gl. efterladte Uhrmagerredskaber ere solgte ved Auct: Det øvrige ringe af Klæder m v beholdtes af Moderen til Børnene.' Og som for at understrege det gamle ordsprog, at Én ulykke kommer sjældent alene, så refereres det fra samme kommissionsmøde, at '...Saa mødte og Nors Kirkes Værgere med Forlangende: at kirken maatte nyde noget mere end hidtil i Husleje af det Hus, i hvilket afg: Jacob Bjerrings Enke med Børn endnu tilforn nyder Huslye'. Det må dog til fattigvæsenets ros siges, at de påtager sig alle udgifter og slutter notatet med at skrive: 'Kommissionen tilstod at betale i Husleje for bemeldte Jacob Bjerrings Enke 6rbd Sedler fra sidste Mortensdag til Mortensdag dette Aar 1825, paa Vilkaar at Huset sættes i beboelig og forsvarlig Tilstand i det seneste inden næste St Olsdag - ligesom og at bemeldte Enke paalægges og forbydes imidlertid at indtage nogen somhelst til Ophold hos sig i Huset'. Omfanget af fattigkommissionens engagement i forbindelse med Jacob Uhrmagers død ses tydeligt af protokollens udgiftsoversigt:
Det er interessant, at fattigprotokollen oplyser, at Nors Kirke er ejer af det hus, som familien boede i, for det giver mulighed for at finde stedet, som beskrives i den sogneprotokol, der oplister samtlige matrikler i sognet i begyndelsen af 1800-tallet. Og her findes matriklen minutiøst beskrevet:
Sogneprotokollens beskrivelse gør det muligt at finde stedets enkelte lodder, dels på det gamle sognekort, opmålt 1787, dels på det senere matrikelkort. Se herunder stedets hovedlod, bestående af hus og have, som var beliggende klods op ad kirkedigets nordside. Indsat i matrikelkortet er en stump af sognekortet fra 1787, hvor detaljer om stedet desværre er næsten udvisket af tidens tand; dog ses huset tydeligt beliggende vestligt på grunden.  For at se husmandsstedets tre jordlodders beliggenhed: Klik her. Da Jacob Biering dør i december 1824, står Maren Poulsdatter alene med sine tre døtre på 7, 4 og 3 år. Hendes situation må synes håbløs, men fattigkommissionen ser ud til at tage hånd om den lille gruppe, for i de 17 år, der går, før Maren Poulsdatter dør i 1841 får hun og døtrene hvert år en fast almisse, som andrager:
Desuden ser det ud til, at fattigvæsenet også tager hånd om de efterladtes boligforhold, idet det på et af fattigvæsenets kommissionsmøder den 25 marts 1825 - altså kort efter Jacob Urmagers død - noteres: 'Saa mødte og Nors Kirkes Værgere med Forlangende: at kirken maatte nyde noget mere end hidtil i Husleje af det Hus, i hvilket afg: Jacob Bjerrings Enke med Børn endnu tilforn nyder Huslye -Kommissionen tilstod at betale i Husleje for bemeldte Jacob Bjerrings Enke 6rbd Sedler fra sidste Mortensdag til Mortensdag dette Aar 1825, paa Vilkaar at Huset sættes i beboelig og forsvarlig Tilstand i det seneste inden næste St Olsdag - ligesom og at bemeldte Enke paalægges og forbydes imidlertid at indtage nogen somhelst til Ophold hos sig i Huset - ' Ud fra notatet må vi vel gå ud fra, at Maren Poulsdatter og hendes døtre bliver boende i huset ved kirkediget - sikkert helt ind til Marens død 17 år senere. Udover ovenstående væsentlige overlades enken i 1829 en rok , som utvivlsomt er blevet brugt flittigt, da fattigvæsenet i både 1838 og 1840 må lade den reparere, ligesom der på fattigvæsenets udgiftsposter to gange ses udgifter til Maren Poulsen for hør. I 1829 mister Maren Poulsdatter sin ældste datter, den 11-årige Maren Katrine. Det ser dog ikke ud til at influere på almissens størrelse, som ud over den faste årlige mængde korn og huslejebetalingen forøges ekstraordinært i 1831 'i hendes Sygdom', i 1832 'i Børnenes Sygdom', i 1833 'til sine to Pigebørns Klæder', i 1834 'til Klæder og Ilding', i 1836 i 'Tillæg i August på 2skp byg', og i 1837 'til Sengeklæders Forbedring'. Efter 33 års fravær ses en folketælling i 1834. I denne og i den følgende fra 1840 ses familien bestående af mor Maren og de to piger. Folketællingen
1834 - Nors Bye.
I 1836, den 10. April konfirmeres de to søskende Maria og Ane Kirstine i Nors kirke. Ved den lejlighed skriver Pastor Højer i kirkebogen, ..at Marias kundskaber og opførsel var 'antagelige', mens Ane Kirstines kundskaber er 'maadelige' og hendes opførsel 'antagelig'. At Ane Kirstines kundskaber er maadelige kan vel kun tolkes som 'ringe', hvilket måske er en del af forklaringen på det liv, hun som livslang almisselem kommer til at leve. Folketælling
1840 - Nors Bye:
*)
glemt: fornavnet 'Ane
Kirstine'
Den 6. februar 1841 dør Maren Poulsdatter. Kirkebogsnotatet siger: Død: 6. februar - Begravet: 15. februar - Maren Poulsdatter - Almisselem og Enke efter afg: Jacob Christian Bjerring af Nors - 60 år. I 17 år har de to søskende Ane Kirstine og Maria boet alene sammen med deres mor. Det må have været et hårdt slag for dem at miste hende i en forholdsvis ung alder, og de to søstre beslutter sig tilsyneladende for fortsat at bo sammen, for således finder man dem i de følgende ti år: som samboende indsiddere sammen med andre indsiddere et sted i sognet. Et senere notat tyder på, at det er i et hus ejet af den store gård Søgaard og tilsyneladende klarer de sig som daglejere uden hjælp fra fattigvæsenet: Folketælling
1845 - Nors Bye
Folketælling
1850 - Nors Bye
I 1851
brydes
søstrenes samliv af at Maria
dør, 30 år
gammel, af 'Halssyge'.
Følgelig ser vi derfor Ane Katrine alene i den
næste folketælling, i 1855. Hun har her skiftet
arbejdet som daglejer ud med 'Haandarbejde'
Folketælling
1855 - Nors
Øjensynligt begynder tilværelsen nu at trykke, for fra 1859 optræder Ane Kirstine, - nu næsten altid benævnt som 'Stine Hvistendahl' - ofte i fattigvæsenets protokol. I 1859 er hun således nævnt i såvel denne (fattigvæsenets protokol) hvor hun får tildelt 3rdl til Brændsel som i Sogneforstanderskabets protokol, hvor hun får tildelt 2rdl til tørv. Folketælling
1860 - Nors - Hinding Bye
Ifølge
folketællingen 1860 er Stine Hvistendahl flyttet fra det
centrale Nors til Hinding, hvor hun nu er inderste hos en Karen Holst.
Mens hun bor her, opstår der øjensynligt et stort
behov for
hjælp fra fattigvæsenet. Behovet ses af en
række ikke nøjere angivne ugiftsposter i
fattigprotokollen:
.. og i
Sogneforstanderskabets protokol:
Det viser sig, at
der er en
ganske særlig grund til at Stine Hvistendahl har behov for
hjælp, hun er nemlig gravid, og graviditeten volder
besvær, ses det af de følgende almisser:
Øjensynligt er problemerne omkring graviditeten så store, at Stine Hvistendahl ikke kan klare sig selv - jvf. udgifterne herover blandt andet til 'N.C.Pottes kone for at opvarte Hvistendahl'. Den 22. juni nedkommer hun med en lille pige, som ved dåben navngives Marie Jacobsen - utvivlsomt til minde om Stines søster Maria/Marie. Kirkebogsopslaget i forbindelse med fødsel og dåb siger: 'Uægte – 22 Juni – Marie Jacobsen – Fruentimeret Stine Jacobsen /:Hvistendahl/: af Hinding, udlagde som Barnefader Tjenestekarl Peder Clausen af Hinding – Hjemmedøbt 22 Juni I Kirke 26de August – Faddere; Pigen Dorthe Jacobsdatter af Worring b. B. Pigen Inger Marie Døvhult ibdm Gmd Jens Westergaard, Hmd Niels Chr Thomsen og Indsidder Chr. Gasberg alle af Hinding'- Den lille pige får ikke noget langt liv. Tre måneder efter fødselen dør hun og fattigvæsenet må betale for begravelsen. 
Hvad der derefter sker i Stine Hvistendahls liv må tolkes ud fra notater i Fattigprotokollen og i Sogneforstanderskabets Protokol. Den sidstnævnte ser ud til primært at tage sig af tildelingen af tørv til de fattige. Se herunder en oplistning af de to protokollers notater: Folketælling
1870 - Nors, Hinding
Fra 1867 til 1886 er der en lakune i Fattigprotokollen. Det betyder, at der i disse år kun kan hentes oplysninger om Stine Hvistendahls almisse i Sogneforstanderskabets protokol, og den giver kun undtagelsesvis meddelelser om almisse i bred forstand, men oplyser hvert år om tildeling af brændsel (Tørv). Hvad vi ved om Stine Hvistendals liv efter 1867 begænser sig derfor til dette: I årene 1868 og 1869 vides intet om Stine Hvistendahl, men i 1870 ses hun som husholderske et sted i Hinding hos aftægtsmanden Peder Christensen Nielsen (Se folketællingen herover). Hvor længe hun er husholderske her vides ikke, men på et tidspunkt inden den næste folketælling i 1880 må hendes livssituation imidlertid have ændret sig drastisk, for i dette år - 1880 - ses hun at være beboer i Fattighuset, Hospitalet kaldet, i Hinding. Måske har hun kun været husholderske kortvarigt, for fra 1870 - 1874 ses hun i Sogneforstanderskabets protokol hvert år at modtage en portion Tørv. Sogneforstanderskabets protokol ophører i 1874, mens Fattigprotokollen efter en lakune på 18 år (1868- 1885) i 1886 genoptager sine nu meget begrænsede notater. De sidste, begrænsede oplysninger om Stine Hvistedahl kan ses herunder: Folketælling
1880 -Nors, Hinding
Folketælling 1890 - Nors, Hinding
Når
Stine Hvistendahl kun får 29 kr i året 1897 har det
utvivlsomt dermed at gøre, at hun dør allerede
den 27. januar. I kirkebogen skrives der:
'Nors Døde Kvinder 1897 d 27de Januar, Hinding, Nors Sogn, Hillerslev Herred – Nors Kirkegaard, Nors Sogn, Hillerslev Herred 2den Februar 1897 – Ane Kirstine Hvistendahl Jacobsen – Ugift Fattiglem. I Pleje hos Husmand Christian Peter Klausen af Hinding – 76 Aar – Sognepræst Jensen' Man kan tænke sig, at Stine Hvistendahl på et tidspunkt efter 1890 er blevet så dårlig, at hun ikke har kunnet klare tilværelsen i fattighuset men er blev 'indtinget' hos Christian Peter Klausen, der på det tidspunkt lever i Hinding som husmand med kone og tre børn på 12, 8 og 5 år, - og håbe på, at hun her har oplevet en normal og tryg alderdom.
|
