Gertrud Christensdatters uægte Barn

Torsdag den 18. december 1834 bekendtgøres et brev fra præsten i Hundstrup på fattigkommissionsmødet i Nors-Tved. Brevet handler om 'den frugtsommelige Gjertrud Christensdatter'. Brevet eksisterer formentlig ikke længere, men på et senere fattigkommissionsmøde i marts måned 1835 nævnes det, at sagen handler om, at den nævnte kvinde 'ved Amtsresolution af 28 Janv. d.A. (dvs. 1835) er tilkjendt Nors og Tved Fattigdistrict'. På mødet nævnes det desuden, at Gjertrud Christensdatter allerede først på året kommer 'til huse' hos Henrich Jensen og siden hos Anders Dahl og Willads Jacobsen - betalt af fattigvæsenet.
Vi kender ikke grunden til, at Gjertrud Christensdatter må hjælpes i det omfang, som notaterne beretter om, men må vel gå ud fra, at hendes graviditet er så problematisk, at hjælpen er nødvendig. Måske er det den problematik, som præsten i Hundstrup henvender sig om.
Vi ved heller ikke, hvorfor det netop er Nors-Tved fattigdistrikt, som må tage sig af hende. Måske er det fordi hun her kan have haft længerevarende ophold og arbejde før hun i Hundstrup blev gravid, og i kirkebogens tilgangslistefra 1822 ses det, at Gjertrud Christensdatter da er kommet til Nors fra Østerild. En langt senere folketælling fra 1855 fortæller, at hun er født i Mollerup Sogn på Mors. Måske har hun arbejdet i Nors i flere år før hun drog til Hundstrup, hvor hun blev gravid.
Efter at være kommet til Tved føder Gjertrud Christensdatter den 12. April en lille datter, som kaldes Dorthe Kirstine. I kirkebogens notat hedder det:

12 April – Dorthe Kirstine uægte - Moderen Gjertrud Christensdatter som i Begyndelsen af dette Aar blev bragt hertil i besvangret Tilstand fra Hunstrup og siden blev indtinget hos Willads Jacobsen paa Ballerum - den udlagte Barnefader er Christen Larsen Smed tjenende Niels Schytte i Hunstrup, f...dræng 18 Aar gl. Ingen af dem begaaet Leiermaal tilforn.

Hvorom det end forholder sig, så tager Nors-Tved Fattigdistrikt sig af opgaven, først ved, som nævnt at betale for moderens ophold hos de ovennævnte (ialt 9rd 4m 15s), som alle er bosiddende i Tved, og derefter ved at 'indtinge' den lille Dorthe Kirstine, som bliver resultatet af Gjertrud Christensdatters graviditet, hos Lars Lynge i Nors.
Og her bliver hun de næste seks år.
I fattigprotokollen ses det, at Dorthe Kirstine i disse år understøttes således:


I 1841 gifter Gjertrud Christensdatter sig, ifølge notaterne i fattigprotokollen, i Øsløs. Og af senere folketællinger ses det, at hendes mand er husmand Jens Christian Christensen. (Kirkebogen fra Øsløs har en lakune fra 1840 til 1842, - derfor kan oplysningen ikke verificeres). Formentlig i forbindelse med ægteskabet flytter datteren Dorthe Kristine fra Nors til sin mor og hendes mand og dette får fattigkommissionen til at anmode amtet om at flytte almissebyrden bort fra Nors-Tved Fattigkommission. Anmodningen efterkommes, og dette må være årsagen til, at fattigvæsenet året efter kan indføre et refusionsbeløb for '..Gjertrud Christensdatters uægte Datter'  fra Øsløs Sogn som indtægt.
Dorthe Kristine - 'Gjertrud Christensdatters uægte Barn' ses i 1850 i folketællingen i Vesløs Sogn hos sin mor og stedfar. Hun er da 10 år gammel. Herefter har det ikke været muligt at opspore hende.




Til Projekt Nors
forside

Til Fattigprotokol II
 Til almisselemmerne, grafisk opstillet
Til almisselemmerne, alfabetisk opstillet