Christen Andersen Esdahl

Om Christen Andersen Esdahl ved vi, at han er født i Esdahl i Hjardemål i sommeren 1770 og døbt i Hjardemål Kirke den 15. juli. Vi ved også at Christen er ældre bror til Maren Esdahl, der ligesom han kommer i tæt kontakt med fattigvæsenet i Nors-Tved fattigdistrikt; hun i Tved og han i Nors.
Men vi ved ikke, hvornår han kommer til Nors.
I folketællingen fra 1. februar 1801 ses en Christen Andersen, 32-årig tjenestekarl hos Christen Bunch, der er gaardmand i Nors by. Her ser vi højst sandsynligt Christen Esdahl for første gang i Nors.
Næste gang vi støder på ham er i fattigprotokollen fra 1803, hvor 'Christen Esdahl svag i hovedet.' af fattigkommissionen  'blev........ erkiændt at være trængende til understøttelse' i klasse 3.
Hvad betegnelsen 'svag i hovedet' dækker over, kan der jo kun gisnes om, men det er vel ikke usandsynligt, at Christen Esdahl er betydeligt mentalt retarderet, og fattigkommissionen kommer hans behov for almisse imøde ved at.... 'Jens Mariagers  Daatter og Christian Esdahl bekommer Føden ved omgang i Sognerne, hver 2 dage hos dem der holder 4 heste og 1 dag hos dem der holder 2 heste.'
Har Jens Mariagers datter og Christen Esdahl mon fulgtes rundt på deres omgang i sognet? Det er vel ikke usandsynligt at de to marginaliserede har fundet støtte i hinandens elendighed. Jens Mariagers datter syg på kroppen, måske med ubehagelige og ildelugtende væskeansamlinger og Jens Esdahl en tumpe, der dog ind imellem har kunnet finde arbejde.
At de to har fulgtes tyder et protokolnotat, som gælder dem begge, om i 1805. Her ser en udgiftspost, der lyder således: 'Jens Mariagers Dttr og Ch: Esdahl til Klæder  6rd - 15s'.
Selv om Christen Esdahl ikke nævnes i fattigprotokollen de følgende fire år, så må man gå ud fra, at hans omgangsalmisse har varet ved. I det hele taget ser det ud til, at det besvær, som omgangsalmissen må være for de sogneboere, der har måttet lægge hus og mad til, ikke har optaget fattigkommissionen. Den ydelse har jo været udgiftsfri for kommissionen. I hvert fald har den i perioder ikke afstedkommet notater i protokollen.
Først i 1810 ser vi igen Christen Esdahl i protokollen, hvor han nævnes som  almisselem. Fattigkommissionen udtrykker det således: 'Til Almisselemmer foreslaaes af 3die Klasse:....... Kristen Esdal, som hidtil have nydt Kost efter Omgang', og senere samme år ser man, at Christen Esdahls omgangsalmisse veksler med perioder, hvor han har haft arbejde.
Og sådan fortsætter hans tilværelse et par år endnu. I september 1812 må han have glædet sig over en ny skjorte, idet fattigkommissionen i sit regnskab over 'Overordentlige Udgifter' nævner '..en Skjorte til Xst Esdal 6rd 5m 12s', og i begyndelsen af år 1813 tildeles han et par træsko til 4rd.
Træskoene når han givetvis ikke at slide op, for i marts måned 1813 dør han. Han begraves den 28. marts, kun 40 år gammel.
Som det er sædvane holdes der auktion over et afdødt fattiglems ejendele, idet eventuelle værdier tilfalder fattigvæsenet. Sædvanligvis indbringer disse auktioner ikke værdier store nok til at afholde begravelsen, men i Christen Esdahls tilfælde viser det sig, at der er et overskud. Gad vide hvad den stakkels Christen Esdahl efterlod sig af værdi. Den 'vedlagte Auctionsforretning', som protokollatet nævnes findes ikke længere i protokollen.








Til Projekt Nors
forside

Til Fattigprotokollen
 Til almisselemmerne, grafisk opstillet
Til almisselemmerne, alfabetisk opstillet