Matr. nr. 8c.
Skaksvej 50,
Klitmøller.


30/7 1918. Skøde fra Peder Christian Bunk til Carl Christensen Dragsbæk (1871-1961), der byggede hus på grunden.

Carl Christensen Dragsbæk boede tidligere på matr. nr. 60. Han blev 1900 gift første gang med Dorthea Krogh Brandi og efter hendes død med Marie Frost Larsen.

Efter Marie Frost Larsens død blev huset overtaget af hendes broder Jens Frost Larsen.

1981. Ejer Jens Frost Larsen.

- - - - - - - - - - - - - - -

Da geden kom til Betlehem

Af Hans Bach

Første gang jeg mødte hovedpersonen i min beretning, var sikkert i mit barndomshjem – ”Havglimt”.
Jeg har nok været omkring otte år dengang, og jeg husker manden, som en ”bette” mand og for mig en gammel mand med stærke briller.
Men noget, der gjorde mig angst, var en tyk sort taske, som han havde med ind. Da han havde sat sig på bænken og placeret tasken på bordet, holdt han vedbilvende fast i denne sorte taske. I mit barnehoved var der noget forkert og fremmed ved tasken. Grunden hertil var måske, at jeg aldrig før havde set en sådan tingest.
Jeg hørte, at min mor kaldte manden for Carl, og han sagde, at han ville vente, til Aksel - min far - kom hjem. Han forklarede også, at han havde snakket med far ved havet, og da havde de allerede båret fiskene op, og far måtte derfor være lige på trapperne.
Der gik heller ikke ret lang tid, før far kom hjem til huset, og han kom straks ind og satte sig over for Carl, som far siden har forklaret mig var sognerådets skatteopkræver.
Vi unger, vi var vist nok otte dengang, stod og lurede på, hvad der nu skulle ske. Noget ud over det daglige måtte der være.
Mor stod ved komfuret og tilberedte aftensmaden: Kogt fisk. Vi fik almindeligvis fisk seks gange i ugen, og vi kunne virkelig lide det. Herligt.
* * *
Efter en kort snak om vind og vejr og fiskeri, begyndte Carl at snakke om skat. Han nævnte et beløb, jeg tror nok, det var omkring 50 kroner, som far forlængst skulle have betalt, plus nye beløb, som far også skyldte.
Far protesterede ikke, men som rigtigt var, fortalte han Carl, at her var smalhans.
Far, der sjældent brugte mange ord, fortalte, hvor fattige vi var, og at vi ikke ejede kongens mønt. Jeg kunne forstå på samtalen, at det kendte Carl til.
Carl kunne også forstå, at der ingen penge blev til skat med en årsfortjeneste på under 1.000 kroner. Det var endda i den bedste del af skalaen; mange måtte klare sig med endnu mindre, og i de fleste fiskerhjem var der, som far sagde, som regel en husfuld unger. Som det hele så ud i øjeblikket, kunne far i hvert fald ikke få øje på særlige lyspunkter.
Jeg ser endnu Carl med de små runde og stærke briller, kigge rundt på os børn, da han sagde:
”Jamen Aksel og Stella, så rige I er, med den store, dejlige børneflok”.
* * *
Så fortalte Carl, at han og hans kone Marie aldrig var blevet betroet børn. Da de altid havde Ønsket og bedt Gud om børn, kunne Carl forstå, at det var Guds mening med hans og Maries liv, at de skulle være barnløse. Nu var de i hvert fald blevet for gamle.
Da sagde far pludselig: ”Ja, ja Carl, men så kunne vi måske betale vores gæld med ét af vore børn”.
Da tør jeg love, der blev helt stille. En knugende stilhed sænkede sig i køkkenet, og jeg kunne pludselig mærke mit lille hjerte pumpe hårdt.
Noget skreg inde i mig: ”Ikke mig, ikke mig”.
Dengang snakkede børn jo ikke med, bestemt aldrig når voksne talte. Alle vi, der forstod samtalen, skelede skræmte til hinanden, og det var nok, lige før panikken havde bredt sig, hvis ikke mor havde vendt sig fra komfuret og kigget meget bestemt på far.
Lige så pludselig som før sagde far med et smørret grin:
”Nej, nej, det var bare noget pjat, jeg sagde. Trods vor usselhed og fattigdom er børnene det bedste, vi ejer og har, og de er hverken til salg eller bytte for alverdens rigdom”.
Jeg fornemmer endnu den usigelige glæde, der i dette øjeblik hjemsøgte os søskende.
Carl blev budt på aftensmad og sagde tak hertil. Nu var Carl meget hellig og tilhørte, modsat mine forældre, Indre Mission, og jeg opdagede, at Carl stille foldede sine hænder før og efter maden. Skikken kendte jeg fra mine bedsteforældre i Vangså.
Da Carl havde sagt tak for mad, sagde han til far, at han havde snakket med en vis mand i sognerådet, og de to var blevet enige om, at når nu Carl havde hjemsøgt familien og ved selvsyn havde set, hvor fattigt vi boede og set, at der intet jordisk gods var at pante, skulle gælden slettes.
Far har senere fortalt mig, at gælden blev slettet som aftalt.
* * *
Carl var en ”gjæv” mand og som sagt en af de hellige i Klitmøller med stærk tilknytning til Indre Mission, og jeg husker ham og hans kone ved senere forskellige lejligheder.
De boede i et ”bette” hus uden særligt stort jordstykke i østenden af Klitmøller.
For os store børn var stedet spændende, måske fordi de havde forskellige slags kræ, heriblandt en del geder. Som en særlig form for underholdning drillede vi den gamle gedebuk, når vi passerede på vej til præstegården i Vester Vandet, hvor vi gik til konfirmationsforberedelse.
Da Carl og hans kone Marie var venner med næsten alle mennesker og ikke spor galsindede, blev vi, når de opdagede os, inviteret ind på en kop kaffe. Jeg tror nok, vi fik gedemælk i. Ingen af os kunne rigtigt lide det, men en lille forandring til hverdagen var besøget i hvert fald.
* * *
Carl og Marie mødte trofast hver eneste søndag aften i Missionshuset ”Betlehem”, som lå og stadig ligger små to kilometer vestude fra Carl og Maries hjem.
Marie var sølle gående og havde efter sigende et svagt helbred, og da de begge to var kommet op i årene, var transporten til Betlehem en ganske alvorlig sag. Der var dengang kun én enkelt bil i Klitmøllet.
Carl var snild med hænderne, og han byggede selv en form for tohjulet kørestol. Den så mærkelig jumbeagtig ud, men den fungerede, når den blev spændt efter Carls cykel. De to havde en flot befordring, og i folkemunde blev de altid benævnt som “Carl og hans Kajolus”, eller “Carl med Kajolus”.
Uanset vejr og vind gik det afsted til Betlehem, og det var i grunden flot gjort, når den gamle og efterhånden svagtseende Carl i blæst og storm kom trampende ned gennem Klitmøller med Marie i Kajolus, fastspændt til cyklen. Da tillige Marie altid smykkede sig med store mærkelige hatte, var det bestemt et ejendommeligt indslag i mølboernes hverdag.
* * *
Så skete der en dag en mærkelig hændelse, som nok skyldtes flere ting. Det var i mørkningen og kraftig blæst fra vest. Nu blæste det som regel altid fra vest, så Carl havde bygget et ”bette” læ- og afsætningsdige, så det var nemmere at drive befordringsmidlet i sving.
Marie havde placeret sig i Kajolus, men råbte til Carl, at han måtte ”bie” lidt, da hun havde opdaget, at hun manglede både bibel og salmebog.
Carl så og mærkede på cyklen, at Marie humpede ned af Kajolus og gik ind i huset. Da Carl kort efter mærkede et nyt bump, startede han kækt på turen mod Betlehem.
Som sædvanlig svingede han ind og holdt ved den store indgangstrappe, hvor en del af menigheden stod og ventede. Carl syntes, der blev så underligt stille i flokken. Der var ligesom noget helt ravende forkert ved alle de måbende mennesker.
Særligt issende blev det, da en af de ældre halvhøjt hviskede: ”Er det æ Dævl, som Carl kommer med?”
Carl kom da af cyklen, og da han drejede sig mod Kajolus, var det ikke Marie, der sad der, men derimod den gamle gedebuk, som kvitterede med ét af sine velkendte bræg.
Nå, sket var sket, og alt var jo Herrens vilje, så en ung mand overtog hele Carls befordring.
Geden blev lukket ind i naboens have og Marie blev ekspres hentet ved huset derhjemme, hvor hun betuttet stod og ventede på assistance.
Det blev bestemt, at geden skulle overnatte i naboens have. Her tog geden en grusom hævn: Den skamferede og ødelagde alt. Visse tunger påstår, at det var som hævn for, at den ikke blev lukket ind i Betlehem.
Kilde: Thisted Dagblad 2. december 1992

Carl Christensen Dragsbæk (1871-1961) var gift med Marie Frost Larsen.
De boede på Skaksvej 50 (Matr. nr. 8c).