Ingeborg Jørgensen

Ingeborg Jørgensen og  hendes mand ved sønnes  konfirmation

Erindringer af
Ingeborg Jørgensen
f. 06.10. 1910

Ingeborg er født d. 6. okt. 1910 i Hornsyld – dengang en lille by mellem Horsens og Juelsminde..
Men Ingeborgs historie strækker sig langt:
Moderen var fra Tyskland fra Oldesloe lidt udenfor Hamborg.
Faderen var fra Vinding ved Bryrup. Som naver (omrejsende håndværker svend), mødte han Ingeborgs mor i Åbenrå, som dengang var tysk. Og selv kom hun til Thy, og det blev i Tvorup, hun boede i størstedelen af sit liv. Minderne er lagt over store afstande mellem lande, der har bekriget hinanden, mellem mennesker af mange slags, fattige som rige.
 
Barndomstiden
Da forældrene blev gift, bosatte de sig i Hornsyld.
Faderen var Søren Kristian Marius Hansen og moderen  hed Anna Kathrine Schöttler. Men der var ingen, der vidste, at hun hed sådan. Hun ville kaldes Dora – og det står da også på hendes gravsten.
Faderen var skomager og havde en forretning, og de har haft det godt økonomisk.
Da de var blevet gift og havde slået sig ned i Danmark, sagde Marius til Dora: ”Nu er vi i Danmark, og så snakker vi dansk!” Og det gjorde hun; det eneste tysk, der var at høre, var når hun sagde Åbenrå, det blev sagt med a-lyden: Abenra . Og det siger lidt om hvor god hun har været til at omstille sig!
Ingeborg havde 3 søskende:
Ingeborg er den ældste, så kom der to år efter en dreng: Emil, og otte år efter en pige: Stinne, – og til sidst 13 år efter Ingeborg igen en pige: Ruth.
Ingeborg gik i pogeskolen. Der gik hun i to år, og da hun skulle flytte over i den store skole, flyttede forældrene. De havde købt jord og fik en ejendom. Det var sådan, at efter krigen var jorden billig, og mange fik købt jord, og Ingeborgs far var jo opvokset på landet. Og nu købte de så en ejendom ca. 1 km fra det sted, hvor de hidtil havde boet. Det var i 1918. Men det blev alligevel først og fremmest som skomager, han ernærede sig og familien. Ingeborg kom så i den store skole i Hornsyld, og det var sammen med dem, hun havde gået i pogeskole med. Ingeborg var glad for at lære – læse og regne – men lærerinden var streng. Ingeborg udtrykker det sådan: ”Hun var en gammel jen”. Ingeborg havde haft én fejl i diktat og lærerinden sagde: ”Hvis du har en fejl til, får du en lussing!” – og Ingeborg havde en fejl til - og fik en knaldende lussing. Lærerinden var ellers sådan en, der gerne ville fedte for forældrene. – ”Hun ville gerne rundt og ha’ si’ kaffe,” som Ingeborg siger. Lærerinden var et sted til kaffe ved nogle, som havde mindre børn, som jo også skulle i skole; og så siger hun til en af dem: ”Nå, nu vil du vel snart op til mig i skolen?” ”Nej jeg vil ej Karen Sofie! For du vil smæk’ lussinger.”
Ingeborg har følt sig som enebarn. Moderen var meget streng over for hende. Da hun var helt lille og blev afstraffet og ikke kunne holde op med at græde, holdt hendes mor hende op i den åbne skorsten indtil hun bad om forladelse. På spørgsmål om det var den tyske opdragelse eller tysk menta-litet, ved Ingeborg det ikke: ”Nej, det var nok bare hidsighed, for ellers var hun ikke så streng.” De mindre børn blev mere lukket inde i sovekammeret.                                        
Faderen var så god af sig. Ingeborg fortæller om, at da de havde butik kom der mange folk. Og der var mange, der kom og fik en snak med faderen og med hinanden. Han kunne godt reparere sko og så snakke samtidig. Men Ingeborgs mor var ikke begejstret for besøgene: de svinede for  meget, og de spyttede på gulvet – bare de ville lade det være! Måske var der en spytbakke? Men de ramte den åbenbart ikke!
Ingeborg blev konfirmeret i Nebsager kirke i Hornsyld. Hun var i hvid kjole, men hun var i sorte strømper. Hun måtte ikke få hvide for sin mor, ”Sådan var hun faktisk lidt snerpet! ”
 
Ud at tjene
Efter konfirmationen fik Ingeborg en halvdags plads. Det var ved en maler. Konen var meget tunghør; hun gik rundt med en høretragt. Manden ville gerne have en øl. De havde en søn, der var født samme dag som Inge-borg, og han var i malerlære hjemme hos faderen. Ingeborg var hos dem et år.
”Alting var jo anderledes dengang,” siger Ingeborg ”de kunne ikke tåle at tjenestefolk ikke lavede noget.” Somme tider når Ingeborg stod og pudsede primussen, gned hun li’ så stille og blev ved og blev ved– ellers skulle konen jo bare til at hitte på noget andet til hende, selv om der næsten ikke var mere at finde på! En dag da Ingeborg var klædt om over middag – (det gjorde man dengang - i hvert fald i byerne, når middagen og opvasken var overstået), så kom konen og sagde, at hun skulle ud at muge ved høn-sene; det blev Ingeborg harm over. Ingeborg gjorde ellers, hvad hun blev bedt om – også uden at protestere .– Hun var lille og genert (”frævorn”).
Næste plads Ingeborg fik var ved en ugift kvinde ”Lille Karen”, som havde arvet gården efter sine forældre. Hun gik som regel ude ved dyrene dagen lang – dyrene var hendes børn! Her skulle Ingeborg hjælpe med det hele. Det var en heldagsplads, og Ingeborg flyttede rigtig hjemmefra. På spørgsmålet om det var dèr hendes landbrugsinteresse kom, siger Ingeborg: ”Jeg ved ikke om jeg nogensinde har haft speciel landbrugsinteresse”. Men hun ved med sikkerhed, at hun har været svært ked af det huslige – så hellere være ude. Det derinde var også temmelig lige meget for konen i huset..
 
Til guldbryllup i Tyskland
Det var mens hun var der, at moderens forældre i Tyskland holdt guldbryllup (1926?). En nabo til forældrene havde bil og ville køre familien til Tyskland. Det var en lang tur, og de var væk i en hel uge. Selve guldbryllup-pet husker Ingeborg ikke så meget af, udover at de blev fotograferet allesammen. Men i Hamborg så de Hagenbecks Dyrepark, og nede ved havnen var de inde i en kælderbeværtning og fik en øl. Det var hos en kusine til moderen; men da de kom op på gaden igen, kunne de ikke lade være med at le en lille smule: de skulle alligevel betale, selv om det var familie. ”Så var det nok Kieler-kanalen, vi kom til, en lang tunnel under jorden” – sådan udtrykker Ingeborg det. De var også ude at gå under en bro. ”Men,” siger Ingeborg, ”i dag er sådan en oplevelse ikke noget. Mine børnebørn har rejst verden rundt og oplevet mange lande”. Hans og Mette har skrevet dagbog, og Dora og hendes veninde Susse har jo også oplevet en masse. Og ligesådan med Peter og Keld. Men dengang var dyreparken i Hamborg og Kieler-kanalen noget stort, og det er også de færreste på Ingeborgs alder, der har oplevet noget lignende.
 
Nye pladser – og en uddannelse
Da de kom hjem fra guldbrylluppet, var der nok at tage fat på Da Ingeborg mødte op i sin plads, havde der ikke været vasket op i en hel uge! Efter denne plads kom Ingeborg på en anden gård – også tæt ved hjemmet – og her sammen med en anden pige. ”Vi var lige gamle og lige kloge,” siger Ingeborg,(der dog var den ældste!). Der var også to karle; og pigerne arbejdede ude hver anden uge, således at der altid var én pige inde i huset. Det var så tæt på hjemmet , at Ingeborgs mor kunne stå derhjemme og se, når lyset blev tændt i pigekammeret, - og så vidste hun, at Ingeborg var kommet godt hjem. Moderen gik ikke i seng, før hun havde set lys på Ingeborgs værelse. Den anden piges forældre boede også tæt ved, og der var de også tit.
Ingeborg har altid været genert, og hun husker, at når hun skulle ud med regninger for faderen (det var strengt!) spurgte hun beklemt sin far: ”Jamen hvor skal jeg gå ind!” – og han svarede: ”Du skal selvfølgelig kravle ned gennem skorstenen!” Hendes bror derimod ville godt gå med regninger.
Ingeborg husker, der var et stort ægpakkeri i nærheden af, hvor hun tjente. De havde ingen børn der; men de skulle i byen næsten hver aften, og hvis ikke de havde været ude et par aftener, så skulle de selv have fremmede. Og når manden råbte til pigerne: ”Kan I finde en 3-pægls flaske!” så vidste de, at det betød gæster: - der skulle fløde med hjem fra mejeriet. Manden var sognefoged, og han lavede ikke noget ved landbruget, men han havde vel lidt skriveri. Gården havde været en herregård, og hans far havde været kancelliråd.
Det var en helt anden tid dengang; den kan ikke sammenlignes med nutiden. Det er svært at fortælle, fordi det var så anderledes – altsammen -. De unge kan lytte og måske forstå, men det er svært at fortælle som det egentlig var.
Ingeborg var der i pladsen i 2 år, og derefter var hun stuepige et år på apoteket i Hornsyld.
Nu var hun blevet 18 år, en voksen ung pige. Så søgte de to piger efter plads i Berlingske Tidende. ”Og det var nok lidt forkert,” siger Ingeborg, ”for det var nok lidt for fint, men det havde vi jo ingen forstand på dengang!” - Men de fik plads ved to ældre damer, de hed frøknerne Cortsen, og det var i Vedbæk. De to damer havde betalende gæster. Det var fint, - eller skulle være det. Og det var fine gæster, der kom der. Her var det, at Ingeborg kom i forbindelse med Thit Jensen – digteren, oprøreren, spiritisten. Thit Jensen havde brækket armen og Ingeborg skulle stå og øse sæbevand op over armen. Hun var jo spiritist, og hun fortalte, at når hun var hjemme hos sig selv, kunne hendes glas dreje sig på bordet; hendes søster kunne ikke se noget, - men Thit kunne! Mens hun boede ved søstrene i Vedbæk, sad hun og skrev og skrev. Det var på et meget varmt loftsværelse, og der sad hun i et par gammeldags brune bukser med lodden vrang, og så var hun i særk. Hun skrev på maskine, og Ingeborg er ikke sikker på om det var ”Stygge Krumpen” hun skrev dengang, men årstallet kunne godt passe. – Thit Jensen var ikke en stor dame, men hun var kraftig. Hun skulle ind til kongen, og Thit syede en rød kjole af sine gamle gardiner - og malede en gul stjerne ned i siden! De to frøkener er nævnt i en af Thits bøger, de var barndomsvenner fra Farsø.
Der var også en fin mand, der hed Thorkild Roose, han var chef for og skuespiller ved det kongelige teater. Han boede hos frøknerne, når han skulle have ro.
Efter pladsen i Vedbæk søgte Ingeborg ind på Kontrolskolen i Haslev. Nu ville hun ikke gå i huset mere. Den anden pige rejste hjem til Hornsyld.
Ingeborg havde jo ingen eksamen, så det var svært at komme i gang med noget af det, hun gerne ville. Hun snakkede om at stå i butik, men hendes mor sagde: ”Sådan en bette jen som dig, tror du de vil have sådan en til at stå i butik?” Ingeborg ville allerhelst have været bibliotekar, det var en drøm, hun havde fra barn. Hun havde passet skolebiblioteket af og til, og det var stadigvæk hendes store drøm. Men skulle hun læse videre skulle hun til Horsens, og det havde de ikke råd til; så skulle de andre tre søskende jo også – og det kunne der ikke være tale om.
Ingeborg tog på kontrolskolen i Haslev. Det var en kort uddannelse, og skolen sørgede for at de fik plads, når de var færdige. Men hun skulle selv betale for tiden på skolen. Hun var god til tal (og det var jo længe før regnemaskinernes tid); og de lærte bl. a. at beregne fedtprocenten i smør og mælk, og de fik da også indblik i avlsarbejde for stambesætninger. Uddannelsen tog 3 måneder, så var Ingeborg kontrolassistent. Og  det var faktisk en sensation: der var to piger på holdet, resten var karle, og de var omkring 20 elever i alt.
 
Til Thy
Kontrolskolen sørgede for plads bagefter. Ingeborg kom til Thy. Der var også plads på Lolland, men de syntes ikke at hun skulle tage til Lolland: der var meget store gårde der, - og det var ikke noget for en pige. Ingeborg kom så til Tvorup, ansat af Vang-Tvorup Kontrolforening i 1930. Det var små tider for landbruget. Ingeborg kom til Færgegård, hvor ejeren Chr. Madsen var valgt til formand i den helt nye kontrolforening. Fra Færgegård tog hun ud til landmændene. Det var en ordentlig omvæltning for Ingeborg, - men også for Vang-Tvorup-boerne. Postens kone slog hænderne sammen og sagde - første gang Ingeborg kom ind med en pakke: – ”Jo, nok har jeg hørt om denne kvindelige kontrolassistent, der skulle komme; men at jeg også skulle få hende at se – det var næsten utænkelig!” Ingeborg cyklede rundt til landmændene, og kontrolkassen blev kørt fra sted til sted.. Ingeborg sov der, hvor hun kontrollerede, så det var mange forskellige senge, hun sov i. Hun vejede mælken op, og i forhold til vægten tog hun så prøverne. De kom mælken i små glas, der stod i en træramme med nummer på for hver ko. Derefter kom der syre i – så i en centrifuge, og derefter skilte mælken, så fedtet kom ovenpå. Så kunne man regne fedtprocenten ud, og så skulle det skrives ind.
Det var meget fattige tider dengang, og arbejde med avlsdyr var ikke nemt, eller næsten utænkeligt de allerfleste steder. - Ingeborg skulle også mærke kalvene med en mærketang, og det var hun ikke så glad for. Hun husker at Aage Knudsen havde en kvie, der var blevet for gammel, og øret var stiv brusk, som Ingeborg havde svært ved at klippe igennem – men mærket blev den da. Kontrolåret gik fra april til april. Årsregnskabet blev samlet i en bog og sendt ind. I dag er det hele på EDB. Dengang foregik kontrolarbejdet i bryggerset. Mælken kom til mejeriet i Vang.
Lønnen var 65 kr. om måneden, så det var ikke mange penge 
I Færgegaard lærte Ingeborg sin mand Anders Christian Jørgensen at kende
Han var født i Tvorup 3. nov. 1898, søn af Jørgen Peder Jørgensen og (Inger) Marie f. Poulsen. Og efter en tid tog de begge til Hornsyld, han som karl på en gård, og Ingeborg i huset hos en sparekasse-kasserer, - hvor hun fik lært at passe børn. Det var fine folk, og de havde tre små børn. Men frihed var der ikke meget af: hver anden søndag efter middag, når kaffen var sat frem! – eller en anden eftermiddag i ugen. Det var alt.
Ingeborg opnåede ikke at komme på højskole; det ville hun ellers gerne have prøvet. Hun søgte om tilskud til et ophold, men fik at vide at hun var for ung, og så blev det ikke.
 
Bryllup og livet på Solvig
D. 11.12 1932 stod Ingeborg og Anders’ bryllup i Hornsyld.
De købte ejendommen ”Solvig” (Kanalvej 43). Den blev jo bygget af Anders’ bror Alfred. Det var på jord, der blev købt fra Færgegård. Deres søster Johanne var jo gift med ejeren af Færgegård. Anders havde sat penge i den ejendom, som Alfred havde bygget, og da det var små tider og Alfred kom i vanskeligheder, blev de enige om, at Anders overtog Solvig. – Det blev et godt sted, også rent økonomisk. Det gik godt. Søjorden blev købt til siden hen, og et stykke jord mere fra Færgegaard blev også lagt til.
Det blev deres hjem igennem alle årene.
Ingeborg kendte jo i forvejen de fleste på stedet. ”Nu kender jeg jo ikke så mange mere; men når jeg spørger de unge piger på Søskrænten, som kommer der ude fra, hvor det er de bor, - hvis ejendom de bor i, så kan jeg stadig danne mig et billede af stedet.”
I 1934 blev sønnen Jørgen født. Det var langfredag d. 30. marts. Ingeborg var hverken til jordemoder eller doktor i den tid, hun ventede sig. Men jordemoderen blev hentet langfredag af Færgegårds-manden; han hav-de bil og kørte til Hundborg efter hende.
Ingeborg husker, de var hjemme i Hornsyld i julen 1933, og moderen sagde: ”Nu sørger du vel for at få en ordentlig særk i stedet for det uanstændige, du plejer at gå i!” –Jo, det var såmænd en undertrøje, der på den tid – ja tænk! – var uanstændig!
 
Anders sad i sognerådet fra 1946 - 1954, og i den tid var han meget hjemmefra. Han var også formand i mejeriet og havde flere andre hverv, som tog meget af hans tid. Dengang fik de jo ikke løn for at sidde på sådanne poster, men det var ærefulde hverv, det var betroede folk, der havde med de ting at gøre. I januar lagde de ligning – hvor de fandt ud af hvor meget de enkelte skulle af med i skat, så i den periode var det kun af sted det meste af tiden. De lagde ligning efter en skala, men den skala kunne godt rykkes lidt til siderne, så det blev et skøn: én syntes de godt kunne betale lidt mere – og måske en anden lidt mindre. Ingeborg synes, det var et godt fremskridt, da alt det kom ind under Thisted. Da blev det lidt mere retfærdigt, for nu går man efter tal og ikke efter manden.
I den tid Anders var i sognerådet var de en del ude til sammenkomster og forskellige gilder.
De kunne sagtens tage en tur til Hornsyld, for de havde altid en karl, der kunne passe det derhjemme. Og den sidste tid de var på gården havde de to karle om sommeren og én om vinteren. Men Anders ville helst at Ingeborg var derhjemme, når han var til de forskellige møder. Det var det sikreste, så kunne hun se efter det alt sammen.
De havde ikke telefon hjemme i Hornsyld, og engang var Ingeborg nødt til at ringe til en nabo og spørge til forældrene, om de havde det godt; hun havde ikke fået brev fra dem længe, så hun var bange for, at der var sket noget. Det var der nu heldigvis ikke.
Ingeborg har altid haft det sådan, at hun var bedst tilpas, når hun var med i det hele, og hun pressede lidt på, når de andre var begyndt med at køre ind: ”Skal vi ikke snart i gang også?” ”Er vores ikke snart tørt?” Og så kunne Anders sige: ”Pas du dine gryder! Vi skal nok får vores kørt ind!”
Det er jo ikke sådan at være landmand, der skal tages hensyn til vejret. Ingeborg var altid lidt nervøs; hun glæder sig over, at hendes børnebørn ikke er landmænd. Ingeborg spekulerer stadig på, om de nu får sået derhjemme i Tvorup, - det gør de da selvfølgelig! Og hun synes det er mærkeligt, at hun stadigvæk kan ligge og spekulere på det, - det ligger i blodet efter de mange år, - og det var jo eksistensen, der var på spil. I dag, hvor de unge får lønnen udbetalt, er der jo ikke så stor risiko.
De fik indlagt toilet ret tidligt. Og en nabo kom ind og gjorde lidt nar af alt det fine; men Ingeborg var rigtig glad for at få ”træk og slip” installeret. Det var ikke sjovt at sidde på bræt og spand -–og mændene brugte jo stalden. - Men det var da et stort arbejde at få gravet septiktank og det hele. Et rigtigt toilet var et stort gode, syntes Ingeborg.
 
Syntes du, at du var fremmed i Tvorup? Nej ikke fremmed, jeg kendte jo de fleste. Ingeborg fortæller videre, at der hvor Chr. Mikkelsen bor, boede der dengang en der hed P. Møller. Anders tilsåede jorden der; og en dag sagde han til Anders : ”De siger, du har fået sådan en fin kone!” ”Nå -” mente Ingeborg , ”Det er nok fordi jeg tager mit hvide forklæde på engang imellem!” Ingeborg grinede lidt af det;.- hun var ved at malke køerne.
Mange mennesker fik hun yderligere lært at kende gennem årene. Men de er væk alle sammen.
”I nogle år var vi mange der gik til noget i Husmoderforeningen. Det foregik i forsamlingshuset. I en periode gik Ingeborg til sykursus en gang i ugen. ”Og vi havde det skønt. Vi var da også med til mange andre forskellige ting. Ida var også med; hun er 85 i dag. Vi sad der mellem hinanden og snakkede om så meget. Det var lidt  som en slags højskolebevægelse. Men så blev foreningen slået sammen med andre i større kredse, og så blev det mere fjernt. - Ja, Olga er da med; de holder udflugt og 3-dages møder og andet.” –
Ja, der var da også gymnastik. Stinne Augustinus’ mand ledede gymnastik i forsamlingshuset.
Ingeborg husker, at i det gamle forsamlingshus var der aktionærbal én gang om året – før jul.
Og der var også ”ung bøjl”; men man dansede ikke, men legede sanglege. Engang havde de fået fat i en, der spillede harmonika. Det var en indgroet skik, at det var syndigt med dans. Indre Mission havde et godt tag i folk dengang.
Ingeborg siger, at hun slet ikke var god til at danse (– men hun har været god til det meste, så hun har nok også kunnet danse!). Hvordan med at synge? Hun siger, at der ikke er én tone skabt i livet af hende. Det kunne hun lære, var der en, der belærte hende om, - men det har hun nu ikke erfaret.
Så var der jo også rejsebio. Der fortælles at den kom til Vang før der var lagt strøm ind. Og det havde man ikke lige tænkt på, og så måtte man tage til ”Sjørringvold” og få den store oplevelse med Fy og Bi i ”Vester Vov Vov”, (der var jo optaget ude i Vorupør). – Det var nu ikke Ingeborgs oplevelse; men hun husker nok, at der ikke var strøm, da hun kom til Tvorup, men det kom meget hurtigt. Og hjemme i Hornsyld havde de strøm al den tid hun kan huske.
Det var jo aktionærer, der ejede huset, vi kunne få aktier for små penge. Men til sidst blev det solgt. Derefter var det i skolen, det foregik, det med at komme sammen. Men så blev den jo også nedlagt. Nu er der jo beboerhuset.
 
Mekaniseringen kom til landbruget: De fik malkemaskine på ”Solvig”, og Ingeborg syntes det var lidt mærkeligt; hun kunne godt nyde at sidde stille og malke køerne med håndkraft, så hun var ikke så begejstret for malkemaskinen. Ingeborg tømte transportspandene, når de kom hjem fra mejeriet med syrnet mælk – og det var tungt arbejde –så vaskede hun spandene, så de var klar til næste gang. Engang blev hun under dette arbejde stukket af en bi i næsen. ”Min næse svulmede op, jeg blev så dårlig at jeg måtte lægge mig. - Og så var spandene jo ikke tømt, da de kom hjem til middag; men der var sandelig en gyldig grund.”
”Vi havde altid bier – en fire fem kasser. Under krigen kunne vi få sukker til bierne – så vi manglede ikke noget, vi havde sukker nok! Anders’ bror Alfred holdt mange bier, det var hans erhverv.
Vi havde 200 høns, som jeg passede. Vi byttede æg for varer hos købmanden, Anton Jensen. Somme tider blev der lidt penge til overs!
Men vi skulle altid passe meget på ræven, den tog vore høns. Sommeren  igennem turde vi ikke lukke hønsene ud. Det skete flere gange at ræven tog dem. Engang vi kom hjem fra marken havde ræven taget 25 høns. Den gravede dem ned, hvis den kunne få tid til det – til senere afhentning. Den slagtede bare løs!” Ingeborg var ved at komme op at slås med en ræv engang, og den var svært aggressiv. Hun rendte efter den med en kæp; men til sidst fandt den da ud af det hul, den var kommet ind af.
Det var ellers et skønt sted at bo: ”Når jeg var kommet i gummi-støvlerne og frakken fra morgenen af og skulle ud til hønsene, så var der jo frit ud til skoven.” Både sommer og vinter har Ingeborg gået til skoven, der var mange dyr der.”
Da de startede i sin tid var der: – to ribsbuske! Så fik de plantet træerne. Skoven var ikke ret høj dengang og den gav ringe læ. Da de var kommet bedre i vej, fik Ingeborg en gartner til at komme og lægge haven om. Det var lidt tilfældigt, at det blev en gartner, men det var Evald Sørensens svigerfar, som boede hos dem en tid. Da husmandsforeningen et år kom rundt for at vurdere haver, kom de også på ”Solvig”,– men det var nu noget af en fejltagelse, for det var før de havde fået gjort noget ved haven! Blandt de første, der fik præmie for godt havebrug var Marie og Johanne, der havde gjort meget ud af deres have oppe fra Kronens Hede. (De to søstre blev også kaldt ”Hederoserne”!)
Anders havde været på højskole i sine unge dage. Og Jørgen har været både på højskole og landbrugsskole.
”Men nu om dage skal de jo på landbrugsskole for at lære at regne ud, hvor meget gødning, de skal så. Og man kan ikke engang have en enkelt ko eller kalv at glæde sig over eller til husbehov. Det koster mere end det giver!” sukker Ingeborg.
 
Gården skifter ejer
I 1962 overtog Jørgen og Olga ejendommen. Peter var dengang 1 år. Der skete så meget nyt det år: Da kom de nye dyrlæger i Sjørring (Rosenbom og Bjerregaard), og da kom der ny mejeribestyrer i Vang (Svend Sandal) – nu er de også holdt!
Anders og Ingeborg flyttede ind på Rodalsbakke 30 (nu Henry Larsens ejendom). Anders var blevet svagelig, men alligevel kom det meget pludseligt, at han en dag, da han ville tage fårene ud, faldt om og døde.
Det var meget hårdt for Ingeborg – en tung og svær tid at komme igennem.
 
Da Ingeborg var blevet alene, spurgte hun i sognerådet, om hun kunne få pension, men det syntes de ikke hun skulle have. Så kom der en kone og besøgte Ingeborg. Hun var i samme situation, og hun spurgte Ingeborg om, hvor meget hun fik i pension. ”Jeg får ikke noget.” Det kunne den anden ikke forstå, for hun mente, de var berettiget til pension. Hun ville i hvert fald prøve at få lidt. ”Men kom ind og fortæl mig, når du har fået det.” sagde Ingeborg, ”så vil jeg også prøve.” Den anden fik, og da Ingeborg skulle op og betale skat - (det foregik i skolen dengang) – spurgte Ingeborg, hvorfor den anden kunne få og hun ikke. ”Jo, men du kan jo prøve at søge igen,” lød svaret. Det gjorde hun – og fik 45 kr. månedligt. ”Det var ikke store penge, sådan noget er ”fjetteri”” siger Ingeborg, og alt hvad der er ”fjetteri” er Ingeborg imod, og hun syntes det var lidt af nåde. Det skal dog siges, at hun havde lidt at stå imod med. Men dem der ødede det hele væk, skulle da ikke være mere berettiget til at få noget -! Det er sandheden om det lille samfund, hvor man så efter hinanden – ikke altid for det bedste!
Huset, som de havde købt af den gamle mejeribestyrer, var ikke noget at blive boende i. Ingeborg solgte det og fik i stedet købt det lille grønne hus på hjørnet af Tvorupvej og Rodalsbakke. Det tilhørte Johannes Thing-gårds søskende, som havde bygget det efter en amerikansk tegning. Det var spændende, men upraktisk.
”Og her boede jeg så i mere end 20 år, indtil synet blev rigtig dårligt” fortæller Ingeborg. ”Maja Strunch fortalte mig om de nye boliger, der blev opført omkring Søskrænten, og hun syntes det var lige noget for mig.” Og sådan blev det så: Ingeborg flyttede ind i på Bakkevej.
Ingeborg har det godt her. Hun laver selv sin mad og klarer sin dagligdag med lidt hjælp fra Søskrænten.
 
Hun nyder, at der er så mange børnebørn: 4.
Jørgen gjorde som hans far. Han fandt en sønderjyde: Olga.
Deres børn er Peter, Keld, Dora og Hans. Dora bor på Als, Peter og Keld omkring Århus og Hans i Vejle med deres familier. Og de har givet hende 10 oldebørn, som også kommer til Ingeborg. Og der er endda en ”Ingeborg” og en ”Anders” imellem!
 
Ingeborg har været foran sin tid; det er hun stadigvæk: anderledes, dygtig, og hun har læst en utrolig masse bøger. Hun har ikke læst alt, hvad Thit Jensen har skrevet. ”Det er for urealistisk, og det skal det ikke være!” Ingeborg holder sig til det tænkelige – det reelle - det jordnære. Men hun læser/hører også moderne bøger og låner stadig en portion lydbøger, når bogbussen holder ved Søskrænten.
Det har været en oplevelse at følge Ingeborg gennem tiden, hendes fortælling fra de forskellige år: fra ungdomstiden og frem til nu som 90-årig – med sin store hukommelse og viden og indsigt i forskellige menneskers levemåde og dagligdag.
 
Til slut de ord, som Ingeborg begyndte med: ”Mit liv er jo noget, jeg har inde i mig selv, og det er svært at beskrive.” Og det er så rigtigt, som det kan være. Men hvad der førte Ingeborg rundt i de forskellige situationer, er her beskrevet som hun har fortalt det.