Ellens erindringer
Ellen Skaarup, født i 29.03. 1909, i ”Vestervang” i Thingstrup
(Thorstedvej 118) fortæller af sine erindringer for at få dem
skrevet ned for eftertiden. Ellen ligger inde med en enorm hukommelse
og fortælleevne – har det vist sig. Hun er en meget venlig og rask
kvinde, der er i besiddelse af humor og frem for alt viden, - ikke kun
om almindelige dagligdags ting – men en kæmpe viden om sine rødder,
der er dybt forankret i frimenigheden.
Uden at forklejne andre retninger – men frimenigheden har været
og er en del af Ellens opdragelse – barndom – ungdom, ja af hele
hendes liv.
Bedsteforældrene
Ellen fortæller varmt om sine bedsteforældre, der var
grundt-vigianere. Bedstemoderen hed Karen, kaldet ”Kåren”. Hun
var en solid, ret alvorlig retskaffen kvinde. Mikkel, bedstefaderen,
var mere livlig.
De to oprettede sammen med andre forældre en friskole i Thorsted. De
købte en lille landejendom, - der var jord til – og stedet blev til
skole og kirke; det var i 1873, netop der år, hvor Ellens far Jens
blev født.
Frimenigheden i Ø. Jølby på Mors og Thorsted Frimenighed, der var
som en aflægger, havde fælles præst: pastor Rasmus Lund. Han blev kørt
til båden på østsiden af Vilsund, og frimenighedsfolk fra Thorsted
stod klar ved den anden side af sundet, når han var kommet over, - så
det har nok somme tider været en drøj tur pr. hestevogn til Thorsted
for at holde gudstjeneste i skolestuen. Efter gudstjenesten var alle
til kaffe hos Ellens forældre. Hjemturen foregik på samme måde.
I 1906 blev frimenighedskirken bygget af frimenighedsfolk
i Thorsted. Det var murermester J. P. Jensen fra Thisted der forestod
byggeriet, men rigtig mange hjalp til, deriblandt også Ellens
farbrødre.
Karen og Mikkel Skaarup fik i 1888 foræret en flot bibel i læderindbinding
og inskription med deres navne. Det var en tak for deres indsats i
frimenigheden i Thorsted. Bibelen har Ellen haft i mange år, og den
skal gå i arv til en søsters barnebarn. Ellen siger at bedstemor har
lagt et par mærker ind i den.
Ellens bedsteforældre boede dengang i ”Skaarupgaard”, og den
beboes stadig af slægten, idet 6.generation bor der nu.
Ellen fortæller om bedsteforældrene, at da de blev gamle, boede de
stadig i gården – som aftægtsfolk.
Bedstefar kunne godt virke lidt sløj af og til; - så kunne han ikke
spise den middagsmad, som bedstemor bød på. - Men senere kunne han
godt liste ned i køkkenet til svigerdatteren og få noget af hendes
gode mad!
I 1926 fik kirken sin egen præst. Det var Kr. Anker Møller, der kom
fra Klim. Lønnen var ikke ret stor, den bestod bl.a. af naturalier.
Kr. Anker Møller blev ikke gammel. Han døde ret tidligt, og hans
enke blev i Thorsted og blev lærerinde på skolen. Her afløste hun
Ragnhild, der var ked af at bo alene i skolen (hun flyttede fra
Thorsted til en anden skole).
Der er et meget gammelt fotografi af bedsteforældrene; bedstemoderen
er i sort og har et fint tørklæde på hovedet. Ellen ved ikke om det
måske er deres bryllupsbillede.
Karen og Mikkel fik i alt 8 børn: 7 drenge og 1 pige.
En af sønnerne blev boende hjemme hos forældrene; Han var psykisk
syg og var en del i Viborg. Senere kom han til Bedsted på et hjem,
hvor han boede i flere år indtil sin død.
Den søn, der overtog gården efter forældrene,
døde i en ret ung alder. Han døde fra 6 små børn, - den mindste
var tre år.
Ellens forældre
Ellens mor hed Marie og kom fra Øster Vandet; hun havde
plads hos sine senere svigerforældre.
Marie og Jens blev gift i 1897 og købte ejendommen Vorup-ørvej 59.
Her blev de første fem børn født – to hold tvillinger med 13 måneders
mellemrum!
Senere flyttede de til ”Vestervang” hvor Ellen er født som nr. 9
af 10 søskende.
Skoletiden
Ellen begyndte i friskolen i 1916. Lærerinden var på det
tidspunkt Karoline Jacobsen, som ret tidligt flyttede til Vesløs. - Så
kom der en lærerinde, der hed Jensine Jensen.
Mange af børnene havde langt til skole, men lærerinden sørgede
altid for at deres tøj blev lagt til tørre ved skolens kakkelovn, så
Ellen mindes mange strømper på rad om vinteren. Skolebordene var med
plads til to; og lærdommen var gennem fortælling.
Dagen startede med morgensang – ”somme tider sang vi mange
sange”, siger Ellen. To gange om ugen var der bibelhistorie, to dage
startede med danmarkshistorie. Al lærdom var fortællefag, hvor lærerinden
snakkede med eleverne, som så genfortalte næste gang. Der var
geografi, regning og håndarbejde – og én gang om ugen gym-nastik.
Så gik lærerinden foran alle børnene til forsamlings huset – og
Ellen kan tydeligt se for sig, at de gik til forsamlings huset. Og der
var der mange gange om vinteren rigtig koldt! Ellen var glad for
gymnastik og har gået til det i mange år.
Eksamensdag i skolen var en gang om året. Forældrene kom, og
sognefogeden overhørte børnene. Eleverne var spændte på, om de nu
klarede sig godt. Bagefter fik forældrene kaffe.
Det nye skoleår startede 1. maj.
Udflugtsdag: Gårdfolkene kom med deres køretøjer – og vi kørte
af sted i en hel række. Der var pyntede vogne med blomster og
dannebrogsflag. Turen kunne gå til Vorupør, Vangså eller Vilsund og
så havde vi kaffe, brød og kager med, som blev nydt undervejs.
Det har også altid været en tradition, at 3. juledag samledes alle
til juletræsfest. Ellen fortæller, at de samledes før jul for at
lave julepynt, og så holdt de festen 3. juledag, hvor den gamle smed
Jens Jepsen spillede på harmonika. Da han holdt op, overtog Jens Sønder-gaard
spillet. Juletræsfesten på friskolen holdes for øvrigt stadigvæk
3. juledag.
Skolepengene blev betalt ved frivillige bidrag – alle betalte som de
havde råd til.
Konfirmation
Efter endt skolegang – 7 år i Thorsted friskole– kom
Ellen til Øster Jølby på Mors – for at blive konfirmeret.
Det kom alle hendes søskende også – det var der ikke noget mærkeligt
i. Det var bare nu engang bare sådan, at når skolegangen var ovre,
skulle alle fra Thorsted til Øster Jølby for at blive konfirmeret.
For Ellens vedkommende var det fru pastor Balslev, der sørgede for en
plads til hende. Og det blev hos Dorthe Søndergaard. Hun var enke og
havde en søn og en datter hjemme. Ellens bror havde også været der.
Ellen fik en sølvske til sin fødselsdag, men husker ikke om hun fik
betaling for at være der – hun skulle jo hjælpe til for at bo der!
Forældrenes guldbryllup
Ellens forældre holdt guldbryllup i 1947 – på den tid,
hvor man næsten ikke kunne få noget. - Faderen havde været i
Vestergades Brugsforening (hvor de altid handlede), og der fik han 10
pund mel. Men de var bange for, at det ikke kunne slå til, så de
bestilte boller ved bager Larsen i Sjørring. En brorsøn var i bagerlære
der – men han havde jo fri i dagens anledning. Han var heldigvis
uforskyldt i, at bollerne udeblev. De kom først efter at morgen-gæsterne
var gået! – Bageren havde sovet over! Så det var noget af en
pinlig situation.
Til selve guldbryllupsfesten kunne forsamlingshuset ikke bruges – da
tyskerne havde boet der. Men festen blev så holdt i Chr. Haugårds gård,
hvor der var mere plads i stuerne end hjemme hos dem selv.
Fra Thorsted husker Ellen, at der lå et gammelt hus i P. Raskes have.
Der boede en gammel mand, han hed Just; der boede også en gammel kone
og hendes gamle mor i den anden ende af huset. På hjørnet, der hvor
købmandsforretningen lå, lå et hus, som var helt overgroet af
vildvin. Der boede Maren Kirstine Jørgensen. Hun vævede på en stor
væv; hun var skøn at komme ind til: hun var hyggelig og drillede
lidt.
En anden dame husker Ellen; det var Stinne Malle. Hun syede herretøj;
hun var dygtig og akkurat – men hun var en gnavpot.
Hos Ellens far hentede de to damer mælk. Stinne Malles kande skulle
helst rende over, så det havde P. Raskes sønner lidt sjov af. Stinne
Malle havde en bror, som skulle have bortgiftet to døtre samme dag; så
de spurgte P. Rask om han ville køre til brylluppet; det ville han
nok, men han sendte sin karl!
Ud i ”den store verden”
Ellens søster havde plads i Holstebro, og Ellen tog derned -
18 år gammel – og fik plads på en gård i Måbjerg. I Måbjerg kom
Ellen og hendes veninde i ungdomsforeningen, og de havde en dejlig tid
der.
Så tog de to piger, Ellen og veninden, plads på Malling
Landbrugsskole. Ellens søster havde haft plads der et halvt år før,
men var nu taget til Fyn. Ellen var på landbrugsskolen et år, men de
to piger havde det skønt sammen. Ellen var først og fremmest i køkkenet,
men gjorde også rent i skolestuerne. Om foråret - før eleverne
skulle hjem, blev der holdt stor fest. Ellen husker, at hun og
veninden tog til Aarhus og købte kjoler. De skulle jo danse folkedans
og være rigtig pæne. Det var en skøn tid! siger Ellen.
Så kom Ellen hjem til Thy igen. Hendes søster var blevet gift og var
flyttet til Bedsted; de havde fået en lille pige, - og Ellen
udtrykker det på den måde: Det var noget stort – og det lå os
alle på sinde, at de fik det til at gå godt. Ellen blev hos dem i et
år eller mere, og den lille pige, som de havde, blev Ellens ét og
alt. På spørgsmålet om pigen også blev ”hendes barn”, svarer
Ellen: ”Ja –det er hun stadigvæk. Hun kører mig f. eks. til øjenlæge
nu!” Hun var jo det første søskendebarn; men også nr. 2 blev
hendes et og alt. De to piger har Ellen fulgt hele vejen -. ”Men også
de, som er kommet efter, betyder rigtig meget for mig,” kommenterer
Ellen.
Så kom Ellen tilbage til Thorstedgaard og hjalp til både ude og inde
– mest ude. På spørgsmålet, om Ellen hjalp i stalden, siger hun:
”Nej da! Jeg har kun malket.” – og det siger jo en del. Men i
marken har hun også været med: I høsten ville hun helst forke, -
hellere det end lægge på. Det var kornneg dengang, og hun fortæller,
at hun har forket alt kornet i P. Raskes ejendom, og det siger ikke så
lidt. ”Jeg havde så let ved det arbejde!”
Ellen var så ved sin farbror – Frederik Skaarup – en tid. De
havde en datter, der var meget syg – og døde -, og det tog Ellen
sig meget nær, for hun kom tæt på. Rigmor, som hun hed, havde
hjerne-betændelse; hun lå i et værelse i overenden af stuehuset,
for der skulle være absolut ro omkring hende. ”Jeg var oppe ved
Rigmor hver eneste dag, og hun kunne fortælle mig hvordan hun havde
det. Men vi kunne ikke gøre noget.” Til sidst kom hun på sygehuset
i Aarhus, men hun var der kun få dage og så døde hun. Rigmors fader
sagde til Ellen: ”Havde
vi vidst, at det ikke ville have varet længere, så havde vi holdt ud
og beholdt hende hjemme.”
På spørgsmålet om Ellen kunne have tænkt sig en uddannelse, svarer
hun: ”Jo, det spurgte pastor Frederiksens kone mig om. Hun mente,
jeg kunne blive en god sygeplejerske. Men det var jo ikke så
almindeligt dengang. - og jeg har haft nok at se til.”
Så var bedstefaren blevet noget affældig, og Ellen var hos ham den
sidste måned, han levede. Ellen har jo passet dem alligevel - og uden
uddannelse!
Til Fyn
Så kom Ellen til Fyn, til Sødinge ved Ringe – ved alle
tiders dejligste mennesker. Der var Ellen et års tid. – Så tog hun
plads på Ringe sygehus i køkkenet. Men Ellen kom tilbage til
familien i Sødinge; de havde fået en lille dreng mere og savnede
Ellen så meget, at manden mødte op på Ringe sygehus med en stor
buket blomster og spurgte økonomaen, om hun ikke nok ville ordne det
sådan, at de kunne få Ellen tilbage. Ellen kom tilbage. ”Det var
et par dejlige mennesker, der begge havde været på Niels Bukhs hold
som fløjmænd – og de havde mødt hinanden der.”
Der blev holdt et stort stævne på Ollerup dengang, og de gik jo alle
til gymnastik i Sødinge, som lå under Svendborg Amt, og det var
Niels Bukhs amt – og amtets gymnaster skulle jo helst dominere ved
stævnet. Der var 900 gymnaster. Det var en hård og varm oplevelse,
der strakte sig over 4 dage. Om formiddagen stillede de op, og Ellen
husker, det var meget varmt. De var de første, der skulle marchere
ind.
Ellen var ”almindelig” til gymnastik, siger hun selv (det ligger
vist ikke til Ellen at prale). Men det var en stor oplevelse at være
med. Det må have været i slutningen af 30’erne; Ellen forbinder
det med Lillebæltsbroen, der lige var blevet bygget dengang.
Ellen husker en sjov episode med den lille dreng i familien, hvor
Ellen tjente: Han skulle spise øllebrød om morgenen, og det kneb for
ham at spise det. Men Ellen lokkede: ”Nu kører vi ind over Lille-bæltsbroen,
nu lukker vi op!” og så kom øllebrøden ned.
Den sidste aften Ellen var i Sødinge, inden hun skulle med nattoget
tilbage til Thy, var drengene så utilfredse med at hun rejste, at de
bandt hende til en stol og sagde, at hun skulle være der, når de kom
op næste morgen, når de vågnede. Men Ellen skulle jo hjem ”Det
var et par søde drenge, de to! Jeg har altid været glad for børn,”
siger Ellen. Og hun holdt forbindelsen med familien på Fyn ved lige.
Derefter kom Ellen hjem til forældrene, som var blevet gamle. En
broder havde overtaget hjemmet. På spørgsmålet om Ellen længtes
tilbage til Fyn svarer Ellen: ”Nej. Længtes gjorde jeg ikke, det er
ikke lige mig.”
Ellen har været lige der, hvor hun er, sammen med en stor familie, og
det har fyldt hende.
”Men det var jo en stor beslutning at tage hjem igen – måske,”
siger Ellen, ”Måske kunne det have været rart at have haft en
husbestyrerinde-plads, hvor der havde været børn. Men sådan blev
det ikke.”
Men der har alligevel været mange børn på Ellens vej.
Ellens far døde i 1949, Ellens mor i 1965.
Ejendommen solgtes og Ellen og hendes bror flyttede til
Margrethevej i Thisted. Broderen døde i november 1987.
Nytåret derefter kom der en lille dreng og fejede sneen væk fra
Ellens dør. Den lille dreng var Kristian, - og han og Ellen følte
sig alene begge to. Faderen stod og så efter drengen, jo, det blev et
venskab, som blev stort! Drengen er nu 22 år.
Men Ellen husker det hele: drengen led under forældrenes skilsmisse,
og han havde en lillebror på to år, som blev ved moderen . Ellen tog
sig meget af Kristian, - så det blev bare sådan, at når de to
drenge og deres far trængte til at snakke, så kom de over til Ellen.
De har det godt sammen, alle tiders forhold.
Ellen fortæller en episode fra dengang hun havde fået ødelagt sine
øjne på Kristianslyst og ingenting kunne se – da kom Janus
(Kristians lillebror) og fulgte med hende til øjenlæge; og han skrev
i kalenderen hvornår Ellen skulle af sted igen, og han kom og fulgte
hende. Han var 9 år. Ellen følte, det var dejligt. De kommer stadig
og besøger hende. Kristian er blevet en høj ung mand.
Runde fødselsdage
Ellen er den, der kan samle familien engang imellem: søskende,
søskendebørn o.s.v. Det har hun gjort hvert 5. år siden hun blev 70
år.
Men da så Ellen blev 87½ mente familien, at nu måtte hun holde
”midtvejsfest” og det gjorde hun – hellere end gerne. Der er et
godt familiesammenhold.
Ellen siger: ”Sidste fest, da jeg blev 90, var på Sperring kro. Og
de kom dagen efter her på Søskrænten– med rundstykker!
Næste gang? Ellen siger, hun tager tingene lidt ad gangen – måske
midvejs igen???
1½ år efter broderens død flyttede Ellen fra Margrethevej til en
ejerlejlighed i det gamle afholdshotel i Rosenkrantzgade.
I 1998 flyttede Ellen ind i en lejlighed i den nyopførte fløj på Ældrecentret
Søskrænten i Sjørring.
Ellen har fortalt sin historie og udvalgt
billeder fra sine albummer.
Elna Jensen og Birgit Høyrup har samlet og nedskrevet det for
MINDEGRUPPEN
SØSKRÆNTEN, SJØRRING
JANUAR 2001
|