Der kan ikke være tvivl om, at Poul Andersen engang i begyndelsen af 1800-tallet kommer til Tved sogn fra Kaastrup og at han derefter får kaldenavnet Poul Kaastrup. I Tved gifter han sig den 28. marts 1813 med Marie Thøgerdatter og får med hende syv børn i løbet af deres 13-årige ægteskab, der afsluttes med hans død som kun 48-årig i 1826.
I folketællingen 1801 ses der i Kaastrup en 21-årig tjenestekarl ved navn Poul Andersen, som sikkert er den person, der på et tidspunkt kommer  til Tved, og her, i Tved, betegnes han i de syv børns dåbsnotater som husmand, indsidder, plovdriver og en enkelt gang som gårdmand. Den sidste betegnelse er sikkert en fejl, for Poul Kaastrups og Marie Thøgersdatters tilværelse kommer til at udspille sig på samfundets bund, - fra 1819 som modtagere af almisse.
Titlen husmand må være den rette, for et dokument i skøde- og panteprotokollen fra 1812 viser, at Pouls senere svigerfader, Thøger Christensen, den 13. august  dette år har solgt ham 'sit iboende' husmandssted i Ballerum for 500 rdl. Et halvt år senere gifter han sig så med datteren Marie, hvis far på dette tidspunkt er 57 år gammel. Det er sandsynligt, at husmandsstedet, som ligger alleryderst i Ballerum, på grænsen til Kaastrup, derefter i en periode har været bosted for begge generationer. Se stedet her.

Det har heller ikke på den tid været uproblematisk med to generationer under samme tag, men det problem ser ud til at være løst, for i et senere dokument ses det, at Thøger Christensen lader opføre endnu et hus på husmandsstedets matrikel. Og her bor han så sammen med sin kone.

Den første gang familien optræder i fattigprotokollen sker efter en, - sådan ser det ud - typpisk anmodning, idet ikke Poul Kaastrup, som man vel kunne forvente i et patriarkalsk samfund, men hans kone Marie i juni 1819 henvender sig til fattigkommissionen. Har der mon været en forventning om, at kommissionen lettere lod sig overtale af en kvinde end af en mand? Antallet af kvindelige henvendelser i fattigprotokollen kunne tyde på det.
I protokollen formuleres det således: '... . Kun indfandt sig for Commissionen Husmd Povl Kaastrups Hustrue af Ballerum med Begjering om nogen Understøttelse for Tiden til sine 4 smaa Børn...'
Fattigkommissionen besvarer anmodningen med ekstraordinært at give familien 1skp rug og 1skp byg. 1skp svarer til 12-13 kg, så det har været begrænset, hvor stor gavn familien har haft af dette tilskud. Desuden må det bemærkes, at hjælpen er ekstraordinær. Familien bliver altså ikke antaget som regulære almisselemmer. Vi ser da også, at familien først tre år senere, i 1822, igen optræder i fattigprotokollen. Denne gang får de en noget større almisse, nemlig 1skp rug og 3skp byg, og denne gang begrundet i, at hjælpen skal ses som en understøttelse til børnenes skolegang. Den ene skæppe rug og de tre skæpper byg ser ud til at blive gentaget i 1823, hvor de ses i præstens private notater, men besynderligt nok ikke findes i det officielle regnskab.

Poul Andersen Kaastrup må dog have haft dybtliggende problemer med at klare omkostningerne ved købet af stedet, for i foråret 1826 sættes det på tvangsauktion, hvor det sælges for 60 rigsbankdaler. Sammenlignet med prisen på 500 rdl 14 år tidligere ser købsprisen på nu kun 60 rbdl umiddelbart forkert ud. Man må dog huske, at i 1813, året efter Poul Andersens køb, indfandt statsbankerotten sig og reducerede pengeværdien ganske betragtelig, og måske har dette forhold også spillet ind på hans financielle formåen. Ved auktionen bliver Anders Christian Christensen Troldborg højstbydende og det ser ud til, at den nu husvilde familie flytter ind hos Maries forældre i det hus, som hendes far havde ladet bygge på grunden. Men da dette hus nu også tilhører Anders Christian Christensen Troldborg, må der nu betales husleje til ham - 5rdl årligt, ses det af det følgende..

Vi ved ikke, om den økonomisk håbløse situation for familien har betydning for, hvad der videre sker, men det er vel ikke usandsynligt, for den 20. august, et halvt år efter tvangsauktionen, dør Poul Andersen, kun 48 år gammel.


Marie bliver altså alene med sine nu syv børn, den fire måneder gamle Sidsel Marie, den 2-årige Jens, den 5-årige Else Magrethe, den 7-årige Anders Christian, den 9-årige Thøger Christian, den 11-årige Christen Thøgersen og den 13-årige Maren.
At familien er mere end almindelig hårdt ramt ses af fattigkommissionens ekstraordinære udgifter omkring dødsfaldet, - end ikke udgiften til en ligkiste klarer de.

Povl Kaastrup Fjelle til Ligkiste  15m  og hans Enke i hendes Sygdom og siden  3rd - ialt 5rd 48s

Efter Poul Kaastrups død er der ikke længere problemer for familien med at blive anerkendt som almisselemmer. På det første møde i fattigkommissionen i begyndelsen af 1827 noteres det, at '......Med begjering om Understøttelse for Aaret 1827 have anmeldt sig følgende:...Povl Kaastrups Enke af Ballerum med 7 børn.' Og efterfølgende optages hun som almisselem i 3. klasse og hendes behov for almisse skønnes at være 4skp rug og 2td byg på årsbasis. Men udover denne almisse optages også hendes to ældste børn i fattigvæsenetes klasse 2, idet de tilkendes ret til at gå på omgang i sognet.
Udover denne hjælp viser det sig, at fattigvæsenet også tager sig af familien ved at få etableret en garanti for at familien kan blive boende i det hus på grunden, som de efter Pouls død flyttede ind i. I fattigprotokollen hedder det på det første kommissionmøde i året 1827:

'...Ved Kommissionen mødte Gaardbruger Anders Christian Christesen Troldborg af Ballerum - med hvilken Kommissionen indgik den Accord, efter Aftale tilforn: at afg: Povl Kaastrups Enke beholder og forbliver i det ham forhen tilhørende og af hende og børn hidtil beboede Huus i 10 skriver ti Aar - imod at som idag, foruden de 5 rbd, som ham tilforn ere af Husets beboere betalte, faar 10 rbd Sedler skriver ti Rixbankdaler Sedler - da Huset imidlertid bliver Fattigkassen tilhørende fra Dato up[aa...]ket af dets hidtil værende og enhver anden mueligen kommende Jordens Ejer, som forhen hørte til bemeldte Huus. -
Skulde efter 10 Aars Forløb, nemlig 1837 Huset af Jordens daværende Ejer forlanges bortflyttet da accorderes paa nye derom, ifald Kommissionen skulde ønske det forblivende paa Grunden. Husbygningen bliver allenfals Fattigvæsenet tilhørende.'

Af den lidt knudrede fremstilling må man kunne uddrage, at fattigvæsenet i 10 år vil betale Marie Thøgersdatters husleje for det hus, hun bor i og at ejerskabet af huset nu overgår til fattigvæsenet.
Der er altså tale om, at fattigvæsenet på flere måder tager hånd om familien, men hvor længe denne bistand står på vides ikke, for nu svinder protokollens notater ind, kun få stumper fra sognepræstens private optegnelser viser, at hjælpen i hvert fald fortsætter et stykke ind i 1830'erne. Af disse optegnelser ses det, at de to børn, Anders og Else Magrethe i en periode bor på Grobgaard, der ejes af degn og skolelærer Christen Schmidt og her får deres egen almisse, som er ret betragtelig, i 1834 1td rug, 4td byg og 10rdl. Og her, på gården Grobgård, ses ikke blot de to søskende, men også deres storebror Christen i folketællingen fra 1834. Faktisk ser det ud til, at degnen driver gården Grobgaard udelukkende ved hjælp af de tre søskende:


Hvor resten af de syv søskende kommer til at befinde sig fortaber sig i det uvisse, men for moderen, Maria Thøgersdatters vedkommende afslører kirkebogen og folketællingen, at hun i 1831 nedkommer med et uægteskabeligt barn. I kirkebogen skrives der i 1831:

Og i folketællingen tre år senere ses det, at hun er flyttet 'hjem' til sine forældre i Ballerum sammen med sin nu tre-årige datter:

Hvad der videre hænder i Marie Thøgersdatters liv kendes ikke