Jens Jensen Weje og Sidsel Marie Pedersdatter

Jens Weje/Veie dukker første gang op i fattigprotokollen i 1810. Dette år og de følgende otte år er han optegnet blandt almisse-ydende husmænd i Vorring. I disse år er hans årligt pålignede fattig-skat fra 32s til 2rd.
Det vides ikke, hvorfra Jens Weje kommer til Nors her i begyndelsen af århundredet, men han er givetvis tilflytter, for hans navn, og navnet Weje i det hele taget, ses ikke i kirkebøgerne hverken fra Nors eller fra Tved.
I sogneprotokollen, oprettet omkring den tid, hvor Jens Weje begynder at figurere som almisse-yder, ses han optegnet som ejer af en husmandslod i Vorring Bye. Matrikel nr 19.
Stedet beskrives således: 'En bebygget Hovedlod i Marken nordvestlig for Byen; en Lod i Sognets Klitfælled norden for Hinding Byemark og en Lod i Baarkjær imellem Boerup Byes og Tveds Sogns Skjælde
Agerlodden 119970 kvadratalen
Lodden i Klitfælleden 139290 kvadratalen
Lodden i Baarkjær 44650 kvadratalen
Htkr: 0-2-1-1½

Og på matrikelkortet herunder ses husmandsstedets tre jordlodder, deriblandt hovedlodden i den nordligste del af Vorring. Indsat en detalje af sognekortet opmålt 1787 og senere brugt som matrikelkort, hvorpå ses indført Jens Wejes navn.


Fra år 1818 stopper påligningen af Jens Wejes fattig-skat og i 1823 ses det, at han nu møder op i fattigkommisionen 'med Begjering', der resulterer i en almisse på 1td byg for året 1823. Han er altså nu blevet almisse-nyder og er ikke længere almisse-yder.
Mange kilder beretter om landbrugskrise i årene fra 1818. Det er vel sandsynligt, at Jens Weje er blevet et offer for denne krise. I hvert fald ses det, at han i årene 1823 og 1824  får tildelt 1td byg og i 1825 desuden '1 bul Håndtørv', og samme år, ved juletid, ser det ud til, at Jens Wejes kone tager affære, for '...Ved Kommissionen mødte Jens Wejes Kone med nu værende Ejer af deres forhen havde Huus Christen Thomsen, som blev accorderet at skaffe Jens Weje og Hustrue Huslye m v for 4rbd Sedler for næste Aar'.
Der kan vel kun være tale om, at Jens Weje har afhændet husmandsstedet til Christen Thomsen og at den samme Christen Thomsen nu indgår en aftale med fattigvæsenet om at skaffe Jens Weje og hans kone husly.
Det vides ikke, hvor Jens Weje og hustru får husly, men i de følgende år får de hvert år en almisse bestående af 1td rug, 2td byg samt en huslejebetaling på 4rd. Måske er parret i virkeligheden blevet boende på husmandsstedet i den nordlige del af Vorring, nu blot med Christen Thomsen som ejer af stedet og fattigvæsenet som økonomisk garant. Og det ser ud til, at dette arrangement er acceptabelt for Christen Thomsen, for ved fattigkommissionmødet i marts 1827 '...indfandt sig Christen Thomsen, hos hvem Jens Weje og Hustru hidtil havde havt Husleje, med Tilbud og Løvte: at bemeldte Jens Weje og Hustru skulle have og beholde samme Huslye og Rettigheder i hans iboende Huus for bestandig, som bemeldte Ægtepar har havt og nydt hos ham saalænge som enten Manden eller Konen lever - imod at han, Christen Thomsen, hans Efterlevende eller anden muelige Husets Ejer nyder aarligen af Fattigkassen i Husleje 4rd Sølv, skriver fire Rixbankdaler Sølv eller 2 skriver tvende Specier -hvormed Kommissionen sluttedes.'
Her slutter den officielle del at fattigprotokollen, men af sognepræstens notater til eget brug ses det, at Jens Weje i årene derefter stadigvæk får såvel naturalier som husleje. Sidstnævnte stiger endda til 6rd, og i 1834 gives et tilskud på yderligere 5rd.

Endnu nogle år er det muligt at følge Jens Weje og hans kone, dog ikke fra fattigprotokollen, som nu endegyldigt er ophørt. Men i den næste folketælling fra 1834 ser vi dem stadigvæk i Vorring, og her ses det for første gang, at Jens Weje er gift med Sidsel Marie Pedersdatter (Hvis navn måske er fejlskrevet, jvf. næste notat om hende, hvor hun kaldes 'Christensdatter).

Folketælling 1834 - Vorring Bye
63) et Huus Poul Jensen
Christance Christensdatter
Thomas
Jens Veie
Sidsel Marie Pedersd:
42
51
8
65
70
gift
gift
ugift
gift
gift
Huusmand
hans Kone
deres Søn
Indsidder og Almisselem
hans Kone

Samme år, i november, dør Jens Wejes kone. Kirkebogen skriver: 'død: 19 November – Begr: 26 S: M: - Sidsel Christensdatter – Almisselem Jens Veies Hustrue af Vorring'.
Jens Weje selv lever endnu 10 år. I folketællingen 1840 ses han for sidste gang i Vorring:

Folketælling 1840 - Vorring Bye
74) et Huus Anders Stephansen
Giertrud Jensdatter
Stephan
Maren
Anders
Mette Cathrine
Ane Marie
Christence Christensdatter
Thomas
Jens Veie
47
43
13
16
10
4
2
55
14
ulæseligt
}
}ugifte
}
}
}ugifte
}
}
Enke
ugift
Enkemand
Dagleier, Husmand
hans Hustrue


deres børn


Huusenke –ubestemt Næring
hendes Søn
Almisselem

Den 21. januar 1844 dør Jens Weje, til det sidste, i kirkebogen, benævnt som almisselem.




Til Projekt Nors
forside

Til Fattigprotokollen
 Til almisselemmerne, grafisk opstillet
Til almisselemmerne, alfabetisk opstillet