Spredt i fattigvæsens-protokollen ses forkortelser for penge. Indtil 1813 drejer det sig om:

Rdl eller Rd - 'Rigsdaler', ofte i optegnelserne fulgt af et 'D.C.' - 'Dansk Courant'.  En rigsdaler = 6 mark = 96 skilling.
m - 'mark'
s, sk eller skl - 'skilling'
sldlr - 'sletdaler'. Udtrykket 'sletdaler' er betegnelsen for en mønt med værdien 4mark. Det kan være en halvkrone, som har værdien 2/3 af en daler, der netop er 4mark, eller en krone med pålydende 4 mark. Der findes ingen mønt
præget med ordet 'sletdaler'.

I 1813 skete der en voldsom financiel omvæltning i landet - den såkaldte statsbankerot. Courantbanken gik fallit og pengeudstedelsen overgik til den nyoprettede Rigsbank. Man overgik fra brugen af Rigsdaler til Rigsbankdaler. Samtidig blev pengenes værdi nedskrevet til en sjettedel af rigsdalerens værdi. Sedlernes Kurs var lavere end Sølvmønternes og fastsattes kvartalsvis. Deraf forkortelsen Qv:Kours - 'Kvartalskurs'.
I fattigvæsenets protokol ses i den forbindelse forkortelserne :

Rbp - 'Rigsbankpenge'.
Rbd ,Rbdl, Rgsbd - 'Rigsbankdaler', ofte fulgt af et 'N.V.' - 'Normal Værdi', 'Navneværdi' eller et 'S.V.' - 'Sølv Værdi'.
Rbm - 'Rigsbankmark'.
Speciedaler, Spd eller Spc se herunder

5rigsdaler
kurantdaler
Kurantdaler*) fra 1788
*) ordet 'kurant' (egl: løbende) er en angivelse af, at mønten er mindre lødig og dermed mindre værd end den tilsvarende med benævnelse 'specie'
4skilling
4-skillingmønt fra 1809
sletdaler
                   Sletdaler (1 krone m. pålydende 4 mark) fra 1731

                      

Herover pengeseddel og mønter  fra tiden før pengeskiftet,
- og herunder fra tiden efter.


rigsbankmoent

En rigsbankdaler = ½ speciedaler*) fra 1833

*)En specie er betegnelsen for en hovedmønt, normalt daler i ét stykke i modsætning til samme pengesum udmålt i småmønt, pengeseddel eller som regnemønt (kilde: www.danskmoent.dk).
I fattigprotokol 2 (1827-1852) ses i 1831 (s. 20a) en speciedalers værdi ansat til 2rbd 6skl.

rigsbankseddel
50 Rigsbankdaler-seddel
tegn

Rigsbanktegn med pålydende 16skilling
Efter statsbankerotten i 1813 opstod der inflation og så stor mangel på skillemønt, at den nye Rigsbank så sig nødsaget til at udstede en række 'tegn'; et fænomen, som er kendt fra andre situationer, bl.a. i forbindelse med krig. Tegnene anses ikke som egentlige mønter, men nærmere som en kreditenhed i lighed med pengesedler. Følgelig ses der bort fra metalværdien.
Tegnene, der blev slået som 16-, 12-, 6-, 4-, 3- og 2 rigsbankskillinger, blev med tiden inddraget. Den sidste i 1843.
Det ser ud til, at forekomsten af disse tegn førte til, at man i perioden efter deres opståen begyndte at bruge udtrykket 'Sedler og Tegn', forkortet 'S og T' når man ville tilkendegive størrelsen af en vis mængde penge, måske ligesom vi idag bruger begrebet 'kroner og øre'. I fattigprotokollen ses betegnelsen fra 1819.