Thomas
Kræn og hans kone Zidsel Nielsdatter ses første
gang i Hinding i Nors ved folketællingen i 1801 Folketælling
1801 - Hinding 5te fam.
Vi ved ikke
hvorfra de kommer eller hvor deres to børn er
født, men personernes alder fortæller jo, at de
har et liv
bag sig.
Da folketællingen foregår, den 1. februar 1801, er Zidsel Nielsdatter højgravid, og dagen efter, den 2. februar, døbes deres søn Jens, sikkert umiddelbart efter fødslen. To år efter ses familien i fattigprotokollen, hvor 'Thomas Chren til 3de Børns Føde' ved den allerførste samling efter indførelsen af det nye fattigreglement optages som almisselem, og efterfølgende ansættes hans almisse til 2td byg 1rdl. Der er grund til at tro, at familien får denne almisse i de følgende seks år, selv om fattigprotokollens notater er sparsomme i disse år. I 1810 anser fattigkommissionen, at 'Thomas Kræn til sin Dreng for Jan: og April Qv' har behov for 1td byg, men i december måned noteres det, at '...Af de forhen Almissenydendes Antal udgaaer: Thomas Kræn som hidtil nød Understøttelse til sine Børn'. Der er i protokollen ingen begrundelse for at fratage Thomas Kræn almissen, og han møder da også op i fattigkommissionen ved kvartalsmødet i marts måned det følgende år, 1811, og beder om støtte. I protkollen skrives der under punktet 'Dødsfald og Forandring': '...At Thomas Kræn af Hinding , som selv havde været svagelig og havt en Dreng paa 13 Aar hjemme i Vinter, begjerede nogen Understøttelse i Korn - og blev ham tilstaaet 4 skp Byg. Thomas Kræns situation er tilsyneladende alvorlig, for allerede i juli måned samme år indfinder han sig igen hos fattigkommissionen, der skriver: 'Formedelst Tidernes Vanskelighed og alle Tings Dyrhed anmeldte sig med begjering om noget Tillæg og Understøttelse i Korn... Thomas Kræn i Hinding til hans Drengebarn, som en Tid lang havde ligget syg, 4skp byg.' Thomas Kræn får de fire skæpper byg, og det gør han også året efter, men det er jo rigtigt, hvad fattigkommissionen skriver om 'Tidernes Vanskelighed'. Landet står netop foran en statsbankerot. Og måske er det en af grundene til, at fattigvæsenet etablerer en alternativ støtte til Thomas Kræn, for i september 1812 udbetaler den ham 3rdl for at grave tørv for et andet almisselem, Jens Havre. Året efter, i 1813, figurerer Thomas Kræn ikke som almisselem og i maj måned dør han, 67 år gammel. Han begraves Kristi Himmelfartsdag på kirkegården ved Nors Kirke. Situationen må have været håbløs for Thomas Kræns enke, Zidsel Nielsdatter. Hun får da også ekstraordinært tildelt 4skp byg ved fattigkommissionens kvartalsmøde i september. Derefter ophører notaterne om familien i fattigprotokollen. I 1817 konfirmeres sønnen Jens i Nors Kirke. Af kirkebogsnotatet ses han at bo i Nors, mens der i rubrikken 'Forældre' står 'Thomas Christensen i Hinding'. Jens har sikker fået en plads et sted i Nors, mens hans mor er blevet boende i Hinding. Datteren Ane Kierstine bliver på et tidspunkt gift med Enevold Munch, gårdmand. I folketællingen 1840 bor familien i Nors, - i 1845 i Tved.
|