Maren
Gade når at leve indtil 1763 og får i sine sidste
år hvert år af
fattigvæsenet :
Om almissen er
rimelig at overleve på er svært at
bedømme, men indsamlingen af almissen må have
været
problematisk for en mere end 70-årig kvinde, der er
vanfør
på hænder og fødder, idet
årsportionen
fordeles på fire
kvartaler og 38 forskellige ydere, der jo bor fordelt i hele
sognet.
Man
kan undre sig over, at almissen fordeles på så
mange
almisseydere, men årsagen er givetvis, at
princippet for
almissen som sådan er den, at alle i sognet er fopligtede
på at yde efter evne til de fattige. Maren Gade
må altså tilsyneladende fire gange om
året vandre
omkring til 38 forskellige
navngivne personer (fra 1759 til 20 navngivne
personer) for at indsamle sin
portion, som således bliver af en beskeden
størrelse, de
steder hun besøger. Men i1708-Forordningen, §4
står der, at..
'(Præsten skal) .... assignere ham (den fattige) sine visse
Mænd i Sognet, som enten ugentlig eller Maanetlig paa en vis
Dag,
eftersom de Committerede finde for got, skal levere til den Fattige den
Deel, som hand bliver indskreven for'. Der er derfor grund
til
at tro, at der er etabletet et indsamlings- og uddelingssystem, som
afhjælper en ellers uoverkommelig indsamling for den gamle
Maren
Gade. Se herunder Maren Gades årlige almisse:
Hun kan sikkert kun med nød og næppe overleve på den portion hun får tildelt, og får da også i 1759, da et andet fattiglem, Dorthe Smed, dør og efterlader sig en lille smule penge, overladt 3m, da hun er 'Høytrængende'. Fattigprotokollens notat, da hun dør i 1763, fortæller utilsløret om den elendighed, som hendes liv må have været fyldt af, mens kirkebogsnotatet er anderledes neutralt.
|