Da
fattigvæsenets protokol påbegyndes i 1756, har
Inger
Gasberg allerede væres
almisselem i en årrække. Det ved vi, fordi det i
det allerførste notat
om hende
står, at hun ’…er
taabelig
(og)
omgaaer sin
sædvanlige Tour i sognet at
nyde sin Kost, som hun forhen har nydt i mange aar.’
Også Christen Rimme og hans kone Maren Kjær må vandre omkring i Tved, men for Inger Gasberg er der det specielle forhold, at hun ikke, som Christen og Maren, kan hente naturalier i form af mel, malt, gryn og penge en gang i hvert kvartal, men på skift må indtage sin daglige kost hos en af de 31 sogneboere, som fattigvæsenets kommission har pålignet at give denne form for almisse. Inger Gasberg er desuden tåbelig; et udtryk der utvivlsomt dækker over det, vi idag ville kalde psykisk retarderet. Og det forhold ser ud til at have voldt problemer, for sognepræsten Hans Chr. Begtrup skriver i protokollen i slutningen af 1756, at hun nu nægtes sin kost af ’en og anden’. Man har derfor lavet en ny ’Taxation’ en ny omgangsliste, som skal gælde ’fra 1ste Janv: 1757 indtil aarets Udgang for det første og siden længere om hun lever’. I listen med de 31 besøgssteder er det for hvert sted angivet, hvor mange dage Inger Gasberg må komme der. Sammenlagt opnås således 92 dage med kost. Men hvad gør den stakkels, tåbelige Inger Gasberg så resten af året? Der er dog grund til at tro, at omgangen på kost, ligesom omgangen på naturalier, er en kvartals-beregnet omgang. Således bliver de 92 dage til 4 x 92 dage = 1 år. Tilbage er så blot for 'taabelige' Inger Gasberg at holde styr på de 31 forskellige besøgssteder. Man kan håbe på, at hun har haft hjælpere. Selv om pastor Begtrup med sin formulering om den nye omgangsliste udtrykker tvivl om, om Inger Gasberg lever året ud, kommer den nye omgangsliste formentlig til at gælde i godt og vel seks år, for Inger Gasberg dør først i april 1763. I kirkebogen i Tved står der i 1763: ’d 24de Aprilis…Blev begraven Almisse Lemmen Inger Gasberg i Sit alders 60de aar.’ Måske har hverken Inger Gasberg selv eller hendes omgangskreds været klar over hendes nøjagtige alder, for ved at søge i de gamle kirkebøger ser man i året 1698 dette dåbsnotat: ’Dom Lætare døbt Jep Torsøns barn i Gadsberg gaardt, kaldet, Inger, Suscept Je[n]s Niels., Lauritz Tung, Christen Michels. Kiersten Lauritzdr Margrett Søfrensdr’. Så Inger Gasberg dør sikkert som 65-årig. Vi ved stort set intet om Inger Gasbergs liv, men kan jo gøre os en forestilling om, hvordan det har været at være ’tåbelig’, fattiglem og dermed underlagt andre sogneboeres gavmildhed. Inger Gasbergs dåbsnotat giver dog nogle muligheder for at søge oplysninger, idet vi der får hendes fars navn: Jep Torsøn. Ved at søge digitalt i den ældste kirkebog i Tved får vi således disse oplysninger: -om Inger Gasbergs forældres ægteskab i 1688: 'Dom 18 post Trinit bleff Jep Tors. og Karen Jensdaatter indviet i Ecteshab'. -om Inger Gasbergs søskende: 1691:'Dom 23. post Trinit: døbt Jep Tors. barn kaldet Margrethe. Susceptores, Jens Peders., Anders Mourids., Jens Michels., Oluff Langgaardts hustrue, Anne Mouritzdr, Margrethe Jensdr'. 1694: 'Dom 14 post Trinit: døbt Jep Torsøns barn kaldet Anne, Suscept: Peder Søfrens., Jens N[iels-]søn, Simon Niels., Anne Jensdr, Margrette Søfrensdr.' 1701: 'd: 9 Martij døbt Jep Torsøns barn j Gasberiggaard Kaldet Jens, Suscept: Jens Nielsøn, Peder Søfrens: Anna Jensdaatt: Margrete Andersd:' 1701: 'Skiertorsdag begravet Jep Thorsøns barn ved Nafn Jens gammel 10 dage.' 1702: 'Dom 5te post Pascha: døbt Jep Thorsøns barn kaldet Maren, Susceptores Povel Tunge Povel Bunch, Niels Neergaard, Anna Maria Hr Christens, Anna Michelsdatter' -og om Inger Gasbergs fars død: 1735: 'd: 26 Aprilis begrafvet Jep Thorsen paa Ballerum anno ætatis 75.' Sammenfattet ses således, at Inger Gasberg er den tredje af fire piger i familien på Gasbjerggård og at hendes far Jep Torsøn dør i 1735. Har hun mon boet hjemme på Gasbjerggård indtil hans død? Og hvor har hun mon boet sidenhen?
|