Christen Thomsen Søeborg og hans hustru Maren Kierstine Erichsdatter / Hove

Christen Søeborg hedder egentlig Christen Thomasen, men har af ukendte grunde fået kaldenavnet Søeborg.
Hans hustru, som i fattigprotokollen ikke har noget navn, men altid her kaldes Christen Søeborgs hustru, hedder Maren Kirstine Erichsdatter, men kaldes i parrets ægteskabsnotat for Maren Kierstine Hove.
Parret ses ægteviet i 1786, men allerede i 1784 figurerer Christen Søeborg som husmand i Hinding i fattigprotokollen, hvor han pålignes en husmands-skat på 2s, så allerede da han gifter sig, er han etableret som husmand i Hinding.

I folketællingen 1787, året efter deres giftermål ses de som husmandspar i Hinding:
17. Christen Thomsøn
Maren Erichsdatter
Mand
Hans Kone
45
43
i 1 ægteskab huusmand

Parret er allerede oppe i årene, da de gifter sig. Han er 42 og hun er 40 år, og det er måske grunden til, at der efter giftermålet ikke ses nogen børnefødsler.
Og da folketællingen gentages i 1801 ses de stadigvæk uden børn:

Folketælling 1801 - Hinding
24de Christen Thomassøn
Maren Kierstine
Erichsdatter
Mand

Hans Kone
61

60
i 1ste Egteskab
i 1ste Egteskab
Huusmand
med Jord

I det hele taget ses der ikke nævneværdige spor efter dem i hverken kirkebøger eller i fattigprotokollen før år 1804, hvor Christen Søeborg 'andmældte sig' for fattigkommissionen. I fattigprotokollen lyder det således:
'Dend 26 octbr: var Commissionen atter samlet i Nors-Præstgrd, da blev bestemt at:….Disse afdødis Almisseportioner (der er tale om afdøde Karen Traad og afdøde Lam Maren) skal blive tildeelt andre trængende hvoriblandt Christen Søeborg i Hinding i Betragtning af hands skrøbelige Hustrue, som lidet kand udrette, andmældte sig, derpaa ville Commissionen give ham Svar ved næste Samling.'
Notatet, som kan være lidt svært at tolke, må vel forstås således, at Christen Søeborg har henvendt sig til fattigkommissionen for at få støtte til sin skrøbelige hustru, og at kommissionen faktisk har et overskud af almisseportioner på grund af de to nyligt afdøde fattiglemmer, men af en eller anden grund udsættes beslutningen om at yde Christen Søeborgs hustru almisse til næste kvartals-samling.
Ved dette næste fattigkommissionsmøde, der afholdes den 4. december træffes der så en beslutning, der tilgodeser Christen Søeborgs hustru med 1td byg og 1rd i penge. Almisseportionen er givetvis en godkendelse af Christen Søeborgs hustru som almisselem, og vi må gå ud fra, at hun fremover får tildelt almissen hvert år, selv om det ikke udtrykkelig nævnes. Fattigprotokollens notater er i begyndelsen af 1800-tallet meget mangelfulde.
I overensstemmelse med den ovenfor gjorte antagelse ser vi da også, at Christen Søeborgs hustru i 1808, hvor et detaljeret regnskab etableres, får tildelt 1td byg, sådan som hun sikkert har fået det i årene siden 1804. Om penge-almissen nævnes der ikke noget.
Vi må således gå ud fra, at Christen Søeborgs hustru fra år 1804 har fået denne almisse:
1804 1805 1806 1807 1808 1809
           
1 td byg 1rd 1td byg 1td byg 1td byg 1td byg 1td byg

Mærkværdigvis ses det i et fattigprotokollat fra den 28. december 1809, at Christen Søeborg har 'frasagt sig' almissen. Og i samme protokollat ses det, at fattigkommissionen '... haver i hans Huus og Ejendomme godtgjørelse at paastaa for tilforn oppebaaret Almisse'.
Protokollatet kan kun forstås således, at Christen Søeborg og hans hustru af ikke oplyste grunde er fundet uberettigede til at modtage almisse. Måske har Christen Søeborg selv indset, at han og hustruen uberettiget har modtaget almissen og derfor frasagt sig den, og måske er det gået op for fattigkommissionen, at den derfor kan kræve de seks års almisse tilbagebetalt.
Hvordan sagen ender vides ikke, da Christen Søeborg og hans hustru herefter ikke optræder yderligere i fattigprotokollen.

Har Christen Søeborgs husmandssted kunnet kaste så meget af sig, at parret ikke har været berettiget til almissen? Se husmandsstedet og beskrivelsen af det her.

Christen Søeborg dør i 1824, 82 år gammel som Aftægts-Husmand i Hinding og hans hustru Maren Kierstine Erichsdatter dør fem år senere som Husaftægtsenkekone af Hinding - 85 år gammel.




Til Projekt Nors
forside

Til Fattigprotokollen
 Til almisselemmerne, grafisk opstillet
Til almisselemmerne, alfabetisk opstillet