Christen
Rimme og hans kone Maren Kjær fra Tved er de
allerførst nævnte almisselemmer i
fattigprotokollen, og alting tyder på, at de allerede i 1756,
da protokollen
påbegyndes, har været almisselemmer i flere
år. Christen Rimme
er i 1757 over 70 år
gammel og tildeles en halv almisseportion om året
bestående af 32 fjerdingkar
mel, 10 fjerdingkar malt, 8 fjerdingkar gryn og 64 skilling. Hans kone
Maren, ’som
slet intet kand
fortiene’, må
helbredmæssigt være hårdere ramt. Hun er
79 år gammel og får
en hel almisseportion. Tilsammen får de således
1½
portion, hvilket vil sige 3 tønder mel (300 kg),
næsten en tønde malt
(30fk), ¾ tønde gryn og 2 rigsdaler i penge om
året:
Om den tildelte portion er rimelig som overlevelsesgrundlag for to personer er svært at vurdere, men den måde, hvorpå det gamle ægtepar får deres andel udleveret, kan synes problematisk, for Christen Rimme får sin portion fra 33 forskellige sogneboere, og hans 79-årige kone, Maren fra 28. Kun 10 af stederne er de samme. Tilsammen må der altså indsamles 204 gange på et år, for hvert sted at få en lille del af den samlede årsportion. Nogle af stederne, for eksempel hos Thomas Larsøn, indsamles således hver gang en fjerdedel af 1fk gryn; ca 1liter/750g. Vi ved ikke, hvordan indsamlingen er foregået. Men i1708-Forordningen, §4, står der: '(Præsten skal) .... assignere ham (den fattige) sine visse Mænd i Sognet, som enten ugentlig eller Maanetlig paa en vis Dag, eftersom de Committerede finde for got, skal levere til den Fattige den Deel, som hand bliver indskreven for'. Der kan altså være indrettet et indsamlings- og uddelingssystem, som dog ikke er umiddelbart forståeligt ud fra protokollens notater. Vi ved ikke hvor længe Christen og Maren lever. Mærkværdigvis er der ingen kirkebogsnotater, som omtaler deres død, hverken i Tved sogn, hvor de har deres ’omgang’ eller i Nors sogn, men i 1765 får 'Christen i Tveed’, som må være Christen Rimme, andel i en mulkt*) og må derfor på det tidspunkt være levende, og i april måned 1769 skriver sognepræsten Bent Curtz: ’Velsignet være Herrens Naun! for Nærværende Tiid Har Nors og Tveds Sogner ickuns Een bekiendt almisse Lem’. Da dette almisselem er Maren Christensdatter Smed, må Christen Rimme og hans kone Maren være afgået ved døden før 1769. *) protokolnotatet siger: 'Een Penge Mulct, Hvortil Xsten Rimme paa Ballerum dend Yngere 1758 blev dømbt efter SognePræstens Angivelse, fordi Hand i Nogle dage Havde Huuset omløbende Betlere'. 'Xsten (Christen) Rimme den Yngere' er Christen og Marens søn, og vi ser her, at sønnen er en del af den omgangsliste, som faderen Christen Rimme må besøge 4 gange om året, og han vil her hver gang skulle give 1 skilling til sin far.
1-skillingmønt fra 1734
Af omgangslisten fremgår det desuden, at Christen Rimme (den Yngre) bebor et sted, som ikke har nogen hartkornsangivelse, hvilket må betyde, at han er husmand uden jord. Det samme gør sig gældende for Lars Rimme fra samme liste. Denne Lars Rimme er sikkert den samme som andetsteds i fattigprotokollen kaldes Laurids Rimme. Han er utvivlsomt Christen Rimmes yngre bror. |