Erindringer
Brug piletaster for at finde flere tekster længere nede på siden.
Preben Dahlgaard har lavet interviewet herunder med fhv. skoleinspektør J. V. Præstgaard, Snedsted Skole.
Lærer Henry Johansen fortæller om Gettrup Skole efter 1940
Lærer Jørn Nielsen, Østerild, fortæller ...
Se scrapbogen med skoleminder fra Thisted real- og mellemskole i årene 1921 til 1936 med
billeder og kommentarer om skoleudflugter, teaterforestillinger mm.
Fæstebønder i 1700 tallet:
Kølbygaard med tilhørende bøndergods
Af Sigrid Brandi
Kølbybygård lige før nedrivningen i 1919.
Kølbygård Hovedgård var beliggende i Hunstrup sogn i Nordthy, Hillerslev herred. I ældste tid skal godset have været ejet af munke, siden blev det kirkegods og efter reformationen adelsgods.
1679 blev ejendommen købt af den borgerlige Søren Jensen, der 1689 solgte til Thisteds borgmester Envold Nielsen Berregård, der var gift med den på egnen navnkundige Anne Søe.
I 1769 udgjorde Kølbygårds hovedgårds jord: ca. 35 tdr. hartkorn
Bøndergodset, fordelt på 120 bønder og 98 husmænd : 379 tdr. hartkorn Veslsøsgård hovedgårds jord udgjorde: 26 tdr. hartkorn
Bøndergodset, fordelt på ca. 75 bønder og 58 husmænd: 318 tdr. hartkorn
Hovedgårdene blev drevet med markbrug og husdyrhold. 1731 havde begge hovedgårdene tilsammen 14 køer, 2 tyre, 166 får og lam, 223 stude og 9 heste inkl. føl og plage. Hesteholdet kan synes lille, men man har sikkert ikke haft brug for mere, da fæstebønderne selv mødte med heste, vogne, folk og redskaber ved deres hoveriarbejde på hovedgårdens marker.
Stamhuset blev ophævet 1797 og dermed fri ejendom. En stor del af bøndergodset blev solgt fra i årene 1797-1804 og Kølbygård og Vesløsgård godser blev 1804 delt ved salg i 2 selvstændige ejendomme. De havde da været i slægten Berregårds eje i over 100 år. Herefter skiftede gårdene ejere flere gange, og bøndergods solgtes stadig fra.
I årene 1910-15 blev gårdene udstykket, og bygningerne fjernet.
Bøndergodset
I Thy og Vester Hanherred var den enlængede bygning med lerklinede vægge og stråtag fremherskende, især for husenes og de mindre gårdes vedkommende. Den lå som regel i øst-vestlig retning, boligen mod øst, stald, lo og lade i den vestlige ende. En anden gårdtype var “Parallelgården”, der bestod af 2 parallelt liggende bygninger overfor hinanden. I den ene var beboelsen, i den anden stald, lo og lade. De største gårde kunne desuden have en eller to tilbygninger til ladehuset, så gården blev tre- eller firelænget. En del gårde lå frit i landskabet med egne marker omkring gården, således også præstegårdene og hovedgårdene, men de fleste lå i landsbymidten, enten i grupper eller rækker. Omkring gårdene og de fleste huse lå toften, der anvendtes som gårdsplads eller til græsning og kålhave. Skove fandtes ikke i Thy og Vester Hanherred på den tid, næppe nok krat, så blæsten kunne frit suse over markerne, ind mellem huse og gårde og umuliggjorde beplantning omkring bygningerne. Toften gik derfor som regel lige over i bymarken.
Fordelingen af jorden
Bymarken var inddelt i “indmarksjord” og “udmarksjord”, også kaldet “havrelandet”. Disse to marker var opdelt i en række “fald” bestemt af terræn og jordbundsforhold. Faldene var atter opdelt i en række strimler “agre”. Hver bonde havde een eller flere agre; i hvert fald så han kunne få lige del af både den gode og mindre gode jord. Konsekvensen af det var, at den enkelte bonde kunne have mange små agre fordelt ud over bymarken.
Interiør fra Kølbygård, ca. 1919.
En bonde i V. Thorup havde således sin markjord fordelt på 26 agre, de fleste på omkring 1½ td. bygsædeland (1 td.= 10.000 alen²) og en enkelt ager på 10 tdr. bygsld., desuden 3 tdr. i toften ved gården og 10 stk. “engbond”, hvorpå han kunne avle 52 læs hø årligt. I Vesløs, Arup, Højstrup og Tømmerby havde bønderne mellem 10 og 28 agre, som regel på under 1 td. land i gennemsnit.
Hver bonde dyrkede selv sine agre og rådede over afgrøderne, men systemet med de mange agre bevirkede, at han måtte pløje, harve og så i de enkelte fald samtidig med sine byfæller. I de fleste bymarker blev den del af indmarksjorden, der lå nærmest byen “alsædejorden” tilsået hvert år, skiftevis med byg, rug og havre og gødet hvert tredie, fjerde eller femte år. Denne jord hvilede aldrig. På den anden del af indmarksjorden “brødjorden”, avledes korn eller ærter 3-5 år i træk, hvorpå den lå i hvile i lige så mange år eller længere. Havrelandet blev aldrig gødet, men tilsået med havre, i reglen 3-4 år i træk, hvorefter den hvilede, ofte 8-10 år. I den tid markerne hvilede, blev de brugt til græsning for kreaturer og heste. De enligt beliggende gårde har sandsynligvis haft en lignende driftsform, men var, hvad de dyrkede arealer angik, uafhængig af fællesdriften. F.eks. havde “Odgård” i Vesløs 30 tdr. land i eet stykke med ¼ alsæd og ¾ brødjord. Variation i dyrkningsformen forekom dog ofte, ligesom alle byer ikke havde alle tre slags jorder, f. eks. havde Kløv by ingen havreland. Beboerne her lejede af Kølbygård arealer i Kok Eng og Tagmark. Hunstrup bys mark lå i fællesskab med Klastrup og Hjardemål bys marker.
Foruden de dyrkede arealer var der til mange byer hedejord og kær til lyngslet og tørvegravning, jord, der var ødelagt af sandflugt og jord, der var opgivet som agerjord på grund af dens ringhed. Af et grandebrev (landsbyvedtægter) fra Øsløs 1736 fremgår det, at byens beboere alle havde del i lyngslettet. Gårdmændene måtte bjerge 1½ læs lyng for hver td. hartkorn, deres ejendomme bestod af, husmændene 2 læs pr. td. hartkorn og de jordløse, 1 læs pr. hus årligt. Degnen og smeden måtte hente 4 læs lyng årligt.
Høstudbyttet og kreaturholdet var det økonomiske grundlag for gårdmandsfamiliernes eksistens. I gode år kunne kornavlen nok indbringe så meget, at der kunne sælges af den, så bonden havde penge til nødvendige udgifter til skatter, folkehold m.v., men i andre år strakte kornet næppe til mere, end hvad der blev brugt til mel og gryn i husholdningen og til sædekorn og foderkorn, foruden det, der skulle afleveres som landgildekorn og tiender. I dårlige høstår kunne det ske, det ikke en gang strakte til det. Bonden måtte så håbe på, godsejerens velvilje til at give henstand og lån af korn til udsæd. Et dårligt høstår kunne let have en selvforstærkende virkning - lånekornet skulle jo betales tilbage, hvilket ofte resulterede i, at der blev sparet på udsæden, så udbyttet blev for ringe flere år i træk. Det kunne være en medvirkende årsag til, at bonden ikke kunne klare udgifterne og måtte afstå fæstet. Almindeligvis regner man med, at bondebrugets kornafgrøde i 1700 tallet gav et foldudbytte på 3-5 fold, og med de forbedrede afsætningsmuligheder for landbrugsprodukter i sidste halvdel af århundredet gjaldt det om at intensivere landbrugsbedriften og forøge udbyttet.
Hovedgårdene havde de bedste muligheder for intensiv drift, fordi jorden lå samlet og kunne dyrkes af de hoveripligtige bønder, hvorfor man må forvente, at hovedgårdsdriften gav et større udbytte end den almindelige bondegårdsdrift, hvor reelle forbedringer vel ikke skete, før man systematisk opmålte og omplacerede agrene, så bonden fik sine marker samlede (udskiftningen) - og ved udflytning af gårdene fik både jord og gård samlet til en enhed.
På Kølbygård Hovedgård gravede man grøfter omkring marken og videre gennem engene og kunne på denne måde aflede vandet fra engene efter behov. Omkring år 1785 blev ca. 35 tdr. land kær opdyrket til kornmark. Man forsøgte sig også med humleavl, men uden held på grund af “de herskende skarpe vinde og det kolde klima”, hvorimod man “med god nytte tilsåede en del marker med kløver”. I nogle efterretninger fra Vesløsgård, indsendt 1791 i forbindelse med opgørelse af hoveriet, angives foldudbyttet ved hovedgården til mellem fire og seks fold i alsædejorden og mellem fire og en halv og otte fold i brødjorden - og havrelandet med tre folds udbytte for sort havre.
Bøndernes høstudbytte og kreaturhold angives ligeledes med bønderne selv som kilder. Eksempelvis var høstudbyttet hos Jens Bertelsen i Vesløs, hvor gårdens hartkorn var seks tdr. syv skæpper, 1 fjerdingkar og 2 album, med 20 tdr. land fordelt på 5 agre i alsædejord, der dyrkes tre år i træk med byg, rug, havre og havre. I et middelår avler Jens Bertelsen 16 tdr. rug, 5 tdr. byg, 24 tdr. havre, 8 tdr. ærter og ¼ læs hø. På overdrevet kan han græsse 10 store høveder. Jens Bertelsen opgiver at have 4 heste, 1 plag, 5 køer, 2 ungnød, 12 får og 2 grise.
Jens Kløv i Sdr. Arup med hartkorn 5.3.3.1., har 19 tdr. 4 skp. land fordelt på 10 agre i alsædejord og 8 agre i brødjord, der dyrkes tre à fire år i træk med byg, rug, byg, havre eller ærter. Brødjorden hviler til græs to à fire år, mens alsæden dyrkes bestandig. Høstudbyttet er her 16 tdr. rug, 50 tdr. byg, 20 tdr. havre, 4 tdr. ærter og 2 læs hø. På overdrevet kan han græsse 16 store høveder. Jens Kløv har 5 heste, 1 plag, 5 køer, 1 stud, 8 ungnød, 18 får, 1 svin og 1 gris. Af samme efterretninger fremgår det, at bønderne, der bor langs Limfjorden nok har en lille fordel ved heltfiskeri i fjorden, men at indtægten næppe kan sættes til nogen vis pengeindtægt.
Udskiftningen
Udskiftningen ret sent i gang i Thy. De fleste landsbyer, hvor Kølbygård gods ejede bøndergods, blev først udskiftet omkring 1796-1808, enkelte før: F.eks. Hovsør og Øsløs i 1785-86.
Ifølge provst C. Diørups beskrivelse af udskiftningen i Thisted amt (udg. 1843) var udskiftningen i amtet ikke lige vellykket overalt. Hannæs, skrev han, led af de almindelige ufuldkommenheder, da udflytning manglede. Udskiftningen var bedst i den nordlige del af Lild, hvor stederne i forvejen lå mere isolerede i klitterne - og i Hjardemål, hvor der egentlig ikke var samlede byer, hvorfor gårdene bedre kunne få markerne samlede. Arup hørte til de bedst udskiftede landsbyer, hvor de fleste gårde fik deres jord i eet stykke. I Hunstrup fik bønderne smukke, regelmæssige, samlede lodder, hvorimod agrene i Østerild var lange og smalle. Blandt andre Tved, Skinnerup, Nors og Vester Vandet, hvor de fleste kun havde indmark og udmark, foruden klitterne, mangledes i høj grad udflyttere, hvorved markerne blev vidt udstrakte. Indmarken var god, men udmarken så langt borte, at den ikke kunne nås med gødning. I det hele taget, skrev Diørup, indfriede udskiftningen ikke de forventninger, man havde stillet til den, meget af arbejdet var hastværksarbejde og den tog for lidt hensyn til “skadelig vands afledning” og vejenes regulering. Ifølge Diørup var bønderne for uoplyste til at indse fordelen ved at få markerne samlet, for alle ville have del i den gode jord og ikke give slip på tørveskær og eng. Dertil kom ulysten til at flytte ud af byerne og sætte sig ned på den ringe jord i udmarken. Bønderne kunne indse, at jordens ringhed skyldtes udpinthed og at den ved gødningstilførsel med tiden kunne forbedres betydeligt. Trods Diørups mening om den mere eller mindre mislykkede udskiftning, må den dog have været et stort skridt i den rigtige retning og må have betydet en forenkling i bondegårdsdriften. De mangler udskiftningen led af, har rettet sig med tiden ved mageskifte, køb og salg. Men det fik 1700-tallets bønder ingen glæde af.
Fæsteforhold ved godset
Ved overtagelse af en fæstegård fik bonden udleveret et fæstebrev - en slags lejekontrakt - hvori hans rettigheder og pligter var anført. Fæstebrevet blev tillige indført i godsets 2 fæsteprotokoller, benævnt “Kølbygårds fæsteprotokol 1676-1787” og “Vesløsgårds fæsteprotokol 1719-1850”. Når Kølbygårds fæsteprotokol betegnes med årstallene 1676-1787, er dette kun delvis rigtigt. - Begge protokoller ser ud til at være påbegyndt omkring 1719, som følge af forordningen af 23.1. samme år, der påbød godserne at føre protokol over udstedte fæstebreve, idet fæstebreve, dateret før 1719 ikke er opført i datoorden, men for de flestes vedkommende landsbyvis. Begge protokoller indeholder fæstebreve dateret før 1719, og begge protokoller indeholder breve fra begge hovedgårde. Mange af brevene dateret 1719 tyder på et allerede igangværende fæsteforhold. Foruden dato for overtagelse af fæstet, bringes fæsterens navn og i mange tilfælde hans fødested, fæstegårdens beliggenhed og størrelse, hvem han har overtaget fæstet efter - og hvad årsagen til fæsteafståelsen havde været. Fæstebrevene giver os derimod ikke oplysninger om de bevæggrunde, der fik den nye fæster til at overtage fæstet: Om det var efter eget ønske, eller
om han mere eller mindre var presset til det for at undgå militærtjeneste. Med Stavnsbåndets indførelse 1733, der dels skulle sikre mandskab til militærvæsenet og dels skulle binde de unge karle til fødestavnen og dermed sikre godsejeren både arbejdskraft og fæstere til gårdene, fulgte ikke pligt til overtagelse af en fæstegård. Pligt til fæste havde kun de karle, der fra 1746-1774 blev hjemsendt efter tjeneste v. landmilitsen. Loven var blevet til under den krise, der opstod som følge af kvægpesten, der nedsatte karlenes lyst til at fæste gård.
Bonden fæstede gården med ret til at beholde den hele sit liv, når visse betingelser blev opfyldt: Han skulle betale de til enhver tid gældende skatter. Han skulle betale landgilde i rette tid og yde hoveri eller arbejdspenge og endelig skulle han vedligeholde fæstegårdens bygninger og lovligt dyrke jorden. Desuden skulle fæstebonden “være sin husbond og dennes fuldmægtig hørig og lydig og overalt være sin Kgl. Majestæts allernådigste lov og forordninger efterrettelig”. Et fæstebrev kunne også indeholde bestemmelser om aftægt for den forrige fæster, hans enke eller familie, ægteskab med en efterlevende enke eller forrige fæsters datter. Var der tale om familieforhold mellem afgående og tiltrædende fæster, var også det nævnt.
Fæstevilkår
Ved overtagelse af fæstegården måtte bonden sædvanligvis præstere en kontant ydelse, “indfæstning”, der i princippet stod i forhold til gårdens værdi, beliggenhed og tilstand. Beløbet svingede fra under 10 rdl. for de mindste til 100 rdl. for de største og bedste gårde. Til sammenligning kan anføres at en god hest som regel blev vurderet til ca. 14 rdl. I tilfælde af overtagelse af en forsiddergård (gård, som fæsteren måtte afstå på grund af fattigdom, druk, efterladenhed eller lign.) kunne beløbet helt bortfalde. Oftest betaltes da i stedet forgængerens restance, hvis ikke gården var i så ringe stand, at fæsteren blev fri for både restance og indfæstning og endda måtte have hjælp til såsæd, trækkraft og materialer til reparation af bygningerne, foruden fritagelse for hoveri, mens gården blev genopbygget.
Mens det således ikke var særligt kapitalkrævende at få foden under eget bord, måtte fæsteren årligt betale en afgift, landgilde, til godsejeren i form af naturalier eller penge. Endvidere var han pligtig at gøre hoveri på hovedgården eller betale et kontant beløb “arbejdspenge”. Fæstebrevet angav ikke, hvori arbejdet bestod eller hvor meget hoveri, bonden skulle yde. Indtil omkring 1750 blev blot angivet at bonden skulle “gøre sædvanligt arbejde”. Siden blev hoveriet angivet som en plovdel, f.eks. ¼, ½ eller hel plov.
Bønderne var opdelt i plovlaug, så mange sammen, der i alt udgjorde en hel plov. Til en hel plov hørte en bestemt mængde arbejde, og enhver i plovlauget ydede hoveri i forhold til sin plovdel. Først fra 1769 blev godsejerne påbudt at indsende hoverireglementer i forbindelse med reformtidens forsøg på at få hoveriet
fastlagt til bestemte slags arbejder og bestemte antal arbejdsdage for at sikre bonden mod et stadigt stigende hoveri, men først allersidst i århundredet kom der en reel fastsættelse af hoveriet, idet landbokommissionen, efter forordningen om Stavnsbåndets opløsning i det væsentlige var afsluttet, tog fat på en reform af hoveriforholdene.
Vilkårene for godsets fæstebønder var først og fremmest præget af de ydre forhold - et fattigt samfund med høje skatter og stagneret landbrugsdrift, der - da udsigt til større afsætningsmuligheder og produktion i sidste halvdel af århundredet - var en hindring for rationel udnyttelse af jorden, så godset, der ikke var hindret af det irrationelle fællesskab, i første omgang, fik fordel af de bedre konjunkturer på hovbondens bekostning.
Først i slutningen af århundredet, spores de forbedringer, der fra regeringens side blev iværksat for at øge produktionen og forbedre bøndernes vilkår, men både ophævelse af fællesdriften og fastsættelse af hoveriet kom så sent, at ikke mange af 1700 tallets bønder fik gavn af reformerne.
Liste over godset fæstere
På grundlag af Kølbygård og Vesløsgård godsers fæsteprotokoller er fæstebrevene blevet sorteret og bøndergodset opført ejendom for ejendom med de respektive fæsteres navne påført med henvisning til, hvor i protokollerne yderligere oplysninger kan søges. Listen er suppleret med oplysninger fra godset skifteprotokoller over afholdte skifteforretninger hos bønderne, ligeledes med henvisning, samt enkelte andre kilder.
Skolebørn fortæller ...
Gårde og huse på Hannæs
Af Ingvard Jakobsen
Lærerne fortæller ..
Jens V. Præstgaard blev uddannet på Th. Langs Seminarium i Silkeborg og virkede på Snedsted Skole i årene 1948 til sin pension i 1990. Jens V. Præstgaard oplevede skiftet til den nye centralskole i Snedsted,som stod færdig i 1959.
Anne Marie Ranneries gik på Thisted Borgerskole og blev i perioden 1950-1952 uddannet i København.
Efter endt uddannelse fungerede Anne Marie Ranneries som lærer ved Thisted Borgerskole i årene 1953-1964, herefter
ved Brændgårdsskolen i Herning i årene 1964-1972 og ved Vester Vandet Skole i Thisted i årene 1972-1990
Evald Harbo fortæller
En snak med fisker og redningsmand Evald Harbo fra Hanstholm (2012)
Niels Gravesen fortæller
Niels Gravesen blev som 24-årig socialinspektør i Hanstholm i 1973.
Her fortæller han om de 20 år på posten.
Havnen (1967)
Et dokumentarisk øjebliksbillede af byen Hanstholm, hvor det besværlige havnebyggeri på optagelsestidspunktet har været mere eller mindre i gang i 50 år og nu omsider er på vej til sin delvise afslutning. Billedet af Hanstholm i 1967 er billedet af et gammelt, lukket samfund i opbrud og et nyt ufærdigt på vej. Det sættes i relief af tilbageblik på havnebyggeriets historie og på Hanstholms rolle under besættelsen som et stærkt led i tyskernes vestvold.11 min.1967
MANUSKRIPT, KLIPNING, INSTRUKTION: Jørgen Vestergaard. KAMERA: Lennart Steen. PRODUCERET for Statens Filmcentral”Med fast greb om det lokale hæver filmen sig op og får alment perspektiv. Drøm-virkelighed, tidernes skift, landets forvandling.”
Niels Jensen, Danmarks Radio, Ugens Film
Gunnar Vendelbo fortæller ...
Gunnar Vendelbo er født i 1937 og opvokset i Lild Strand, hvor hans familie gennem generationer har fisket fra. Som 15-årig blev han fast besætning på sin fars kystbåd.
Efter at have boet i Hirtshals i to år flyttede Gunnar Vendelbo i 1967 med sin familie til Hanstholm. Her fra fiskede han i næste 40 år.
Gennem karrieren har han ejet eller haft anparter i 11 kuttere, og på et tidspunkt var hans samlede tonnage på næsten 1.000 tons. I 2005 overdrog Gunnar Vendelbo rederiet, som dengang bestod af to store kuttere, til sin søn Valter Vendelbo.
Gunnar Vendelbo har i to perioder været i Hanstholm Fiskeriforening bestyrelse.Med baggrund i egne erfaringer fortæller Gunnar Vendelbo om fiskeriets udvikling og
Hanstholms udvikling.
... om fiskeri fra Hanstholm
... om kvoternes betydning for erhvervet i dag
... om fiskeri fra Lild Strand
Kaptajn Bjerregaard og sandets vandring
LOKALHISTORIE: Midt på Stillehavet tændtes et lys for Hanstholm, da det så allermørkest ud for havneplanerne
Af Knud Holch Andersen, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune
HANSTHOLM: Den første lov om Hanstholm Havn blev vedtaget i 1917. I efterkrigstiden var det synlige resultat en lang vestmole og et stykke tværmole, der lå hen som ruin. Et ministerielt udvalg konkluderede i 1951, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at færdigbygge en havn ved Hanstholm.
Arnold Mærsk befandt sig i oktober 1953 i Stillehavet med kurs mod Yokohama i Japan. Kaptajn Søren Bjerregaard var travlt optaget ved skrivebordet i sin kahyt. Egentlig ikke med det papirarbejde, der hørte til jobbet. Tankerne var på den anden side af jordkloden ved den yderste nordvestlige kant af det europæiske kontinent. De beskæftigede sig med bølgeslag og havstrømme, sådan som han kendte det ved den voldsomme kyst foran Hanstholmknuden, mellem Helshage og Roshage. Det skrev han artikler om til danske dagblade.
I et brev til el-installatør B. Bjerre Christensen, Thisted, forklarede han, at han ville fremdrage "visse virkelige faktaer og forhold om havnebyggeriet, som jeg mener ville være gavnlig for sagen, hvis de kom til de herrer regerings- og folketingsmedlemmers kendskab, da man får det indtryk, at disse herrer dårligt nok har fuldt kendskab til sagen".
Han henvendte sig til Bjerre Christensen, fordi denne var Thisted Handelsstandsforenings repræsentant i det brede amtslige Hanstholm-udvalg, der var blevet dannet i 1946. Nu håbede han, at Bjerre Christensen kunne hjælpe med at sikre, at artiklerne kom i den lokale presse. Tilsvarende kontaktede han venner med forbindelser til de store dagblade.
Og det lykkedes faktisk at få artiklerne frem til offentlig debat.
Dødsdom over Hanstholm Havn
Havets voldsomhed, pæleormenes angreb i forening med den tyske værnemagt havde efterladt ingeniør Jørgen Fibigers mole, bygget i langsomt tempo i 1920erne og 1930erne, i en ganske ruineret tilstand. Mest oplagt var det at glemme alt om den havn. Det var da også regeringens opfattelse i 1948. Der var imidlertid tilpas stærke kræfter i finansudvalget, der - godt hjulpet af det amtslige udvalg - ikke ville opgive den lov, der var vedtaget helt tilbage i 1917. Derfor blev der trods regeringens skepsis bevilget fem millioner til reparation af den eksisterende mole, og der blev nedsat et sagkyndigt udvalg, der nærmere skulle undersøge, om det teknisk og økonomisk var forsvarligt at færdigbygge havnen. Efter tre års grundigt arbejde kom et flertal i udvalget til den konklusion, at et havnebyggeri både af tekniske og økonomiske årsager burde frarådes.
Et tungtvejende argument var 'materialevandringsforholdene'. Udvalget mente, at de tilsandingsproblemer, man havde døjet med i Hirtshals Havn, i høj grad også ville gøre sig gældende ved Hanstholm Havn, hvis det ydre moleanlæg blev bygget som planlagt. Det ville følgelig blive vanskeligt og kostbart at fastholde den nødvendige vanddybde i indsejlingen.
Det var denne vurdering, der fik A.P.Møller-kaptajnen fra Hansted til at fare i blækhuset.
De virkelige forhold
Søren Bjerregaard undrede sig over, at udvalget ikke havde omfattet personer med kendskab til de lokale forhold ved Hanstholm. Stedets fiskere kunne berette, at de drev et udmærket hummerfiskeri i det område, hvor udvalget hævdede, der var store sandaflejringer. Og hummere opholder sig altid på ren stenbund. Der var heller ikke i virkelighedens verden opstået de sandaflejringer øst for molen, som udvalgets teoretiske beregninger viste.
Søren Bjerregaard ledsagede sin artikel med skitser af strømforholdene, som de var med den eksisterende mole ved Helshage, og som de ville blive ved en færdigbygget havn.
Han hørte selv til de stedkendte. Han var født og opvokset i Hansted og havde i sin ungdom drevet fiskeri fra en af Hanstedbådene. Og Hanstholmen var fortsat det sted, han følte sig hjemme, selv om han det meste af tiden sejlede Jorden rundt med sit Mærsk-skib, lastet med stykgods.
Ny lov om Hanstholm Havn
Søren Bjerregaards artikler kom på et tidspunkt, da et så allermørkest ud for havneplanerne. De bidrog til at fastholde realismen i projektet. Andre lokale kræfter trak i samme retning, og i 1955 fandt en nyudnævnt trafikminister, Kai Lindberg, midler til lade professor Helge Lundgren gennemføre et stort videnskabeligt forsøg med 'materialevandringsforholdene' ved Hanstholm. Disse forsøg bekræftede Søren Bjerregaards opfattelse og blev et vægtigt argument bag loven om bygning af Hanstholm Havn i 1960.
Hanstholm - Hansted - Handsted
Et steds navn er ikke blot et stednavn ...
Af Flemming Skipper, Lokalhistorisk Arkiv
HANSTHOLM: "Så vidt Anton Jensen!"
Det var formanden i Ræhr-Hansted-Vigsø Sogneråd i 1937. Og det var en bemærkning fra Thisted Amts Tidende som afslutning på en ofte opdukkende debat om stednavnene Hansted og Hanstholm og opfordringerne til en gang for alle at træffe en afgørelse. Vælge side - så at sige. Følge med tiden og ikke bare holde fast ved det gamle.
"Det har mig bekendt aldrig været på tale at gå bort fra det gamle navn Hansted", erklærede sognerådsformanden på avisens forespørgsel. Han var også medlem af amtsrådet. "Men jeg skulle personligt ikke have det mindste imod, om man gik over til at kalde byen Hanstholm. Når jeg er til møde eller på rejse andre steder i landet, og folk spørger mig, hvor jeg er fra, svarer jeg sædvanligvis: Fra Hanstholm! Så behøver jeg nemlig ikke nærmere at forklare, hvor det er. Jeg tror, at de fleste Hanstedboere bærer sig ad på samme måde, men derfor ved man jo ikke, om der ville blive flertal for at gå over til at kalde byen for Hanstholm, hvis det skulle komme til en afstemning".
Det var så vidt, hvad avisen kunne få ud af sognerådsformanden. Avisens Kjeld Egeberg havde forinden tegnet kortet således op: "Spørger man en mand uden for Thy, om han ved, hvor Hansted ligger, vil han i de allerfleste tilfælde ryste på hovedet, hvis han da ikke foreslår, at det ligger ved Horsens, hvor der nemlig også findes en by af dette navn. Spørger man derimod om, hvor Hanstholm er, så vil mandens ansigt klare op i et smil, for det navn kender de allerfleste mennesker lige ned til den skolepligtige alder. Det lærer man da i geografitimerne, og senere hen kan man hver dag høre det i sin radio, hvor Meteorologisk Institut udsender vejrberetninger om forholdene ved Hanstholm".
Thisted Amts Tidende havde angiveligt taget konsekvensen og skiftet Hansted ud med Hanstholm. Netop i de samme dage i efteråret 1937 var dilettanterne fra Hansted i gang med at finpudse indøvelsen af Johan Skjoldborg-skuespillet "Slægten", som de skulle opføre i Statsradiofonien i København, og da avisen skrev om turen, var de blevet til Hanstholm-dilettanterne.
Hansted Foredragsforening var fra 1923, og det var her, dilettanterne holdt til. I 1938 ændrede foreningen navn til 'Hanstholm Borger- og Håndværkerforening'. Det skal angiveligt ses i lyset af, at 'Hanstholm' gennem de mange års havnedebat og medie-bevågenhed var blevet et kendt og anvendt navn, der efterhånden overskyggede det gamle sogne- og landsbynavn Hansted. 'Hanstholm Håndværker- og Borgerforening' lyder lidt som det bysamfund, der allerede burde have eksisteret i 1930'erne.
Måske har den seneste debat om navneskiftet alligevel haft sin virkning. Det kan ikke udelukkes.
Der er ingen, der har draget navnet Hanstholm Havn i tvivl. Heller ikke i 1928. Tømrerne har taget opstilling. Det var en begivenhed at blive fotograferet og en oplevelse - også for tømrernes børn.
Blækhuset
I et af de læserbreve, der fulgte efter debatten året forinden, fremgik det, at avisens skriverier havde vakt stor interesse i Hansted. Læserbrevsskriveren mente, at en afstemning om de to navne ville give et stort flertal for Hanstholm. Det var en kendsgerning, at navnet Hanstholm var mere kendt og mere praktisk end Hansted - sådan blev der (endnu en gang) argumenteret. Ligesom i avisen. Det fik en anden læser til at fare i et blækhus: "Lad mig sige det straks: Hansted bør ikke kaldes Hanstholm. Hansted er et gammelt navn, og som i alle sognenavne, der ender på -sted, skjuler der sig i forleddet et mandsnavn - i dette tilfælde måske navnet Hani. Lad nu Hansted vedblivende beholde sit gamle (tusindårige) navn!"
Hanstholm-tilhængerne er i slutningen af 1930´erne i flertal, og i debatten argumenteres med, at selv thyboer ofte siger Hanstholm om byen Hansted, skønt de meget godt ved, at Hanstholmen er den store højderyg, hvorpå Ræhr-Hansted-Vigsø Kommune ligger: "I meget fjerne tider har den virkelig været en holm, idet den var helt omskyllet af havet. Men det er meget forståeligt, at man bruger denne betegnelse. Det hedder Hanstholm Fyr, Hanstholm Telefoncentral, Hanstholm Redningsstation og Hanstholm Kro, og havnen vil også komme til at hedde Hanstholm Havn, når den engang bliver færdig og antagelig gør byen endnu mere kendt. Kun postadressen er stadig Hansted, men ikke desto mindre står der Hanstholm på en meget stor part af de breve, der modtages - navnlig hvis de kommer længere borte fra".
Med Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark og de store omvæltninger i både Hansted og Hanstholm forstummede navne-debatten, og vi skal som bekendt helt op til 1964 med sognesammenlægninger og med kommunalreformen i 1970, hvor den nye kommune officielt får navnet Hanstholm Kommune.
Oprindelig har byen Hansted heddet Handsted, men d´et er blevet strøget i tidernes morgen. Og ingen har ønsket det tilbage - trods alt.
Sydthy Åbningsside
Find materiale
Om forlaget Knakken
Lokalhistorien på nettet
Her på hjemmesiden uploader vi løbende kilder til den lokale historie i form af billeder, film, lyd og artikler. Men i stigende omfang er vi også begyndt at digitalisere og uploade, hvad der står på hylderne i arkivet. I meget beskendt omfang, naturligvis, for mængden af arkivalier er meget, meget stor. Men der er oplagte emner, såsom skattebøger, fæsteprotokoller m.v - som man meget nemmere kan sidde hjemme ved sit skrivebord og studere. Skulle du have specielle ønsker/forslag til arkivfonds, som du gerne vil "have lagt ud" er vi meget åbne for gode idéer.
En del af arkivets fjernarkiv
Billeder
Kontakt til arkivet
Tømmerby-Lild Lokalhistoriske Arkiv
Kirkevej 13, 7741 Frøstrup
Email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Åbent hver lørdag fra kl. 14.00 - 16.30.
Arkivet er en afdeling af Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune.
Søg i Frøstrupafdelingens oversigt over arkivalier
Arkivets samling dækker hovedsagelig den gamle Tømmerby-Lild sognekommune.
Kontaktpersoner: Else Svanborg, privat tlf. 97991715
Sydthy
Sidemenutekst