Matr. nr. 22, Klitmøller.
Sølimitsted nr. 25. Folketælling 1787 nr. 15F.
Jens Andersen Brandi (1691-o.1765) var fester af et hus i Klitmøller. Han blev 1726 1. gang gift med Anne Gunders-datter fra Mandal i Norge, 2. gang med Kirsten Svends-datter (o.1720-1797). Efter hans død var:
Kirsten Svendsdatter fester af huset, der tilhørte Christian Gudichsen, Tandrup. Hun var jordemoder. Datteren, Else Jensdatter Brandi blev 1791 gift med:
Niels Christensen Møller fra Lærup, der nævnes 1798 som fæster, ejeren af stedet var Christen Gudichsen, Tandrup. De flytter fra sognet og stedet overtages af:
Niels Andersen Møller (1780-1862), ogsaa kaldet Møll eller Vegeberg. Han blev 1800 gift l. gang med Anne Marie Jens-datter Holler (1771-1804) og 2. gang med Bodil Marie Jensdatter Trilling (1769-1858).
Matriklen 1813:
Matr. nr. 22, Klitmøller. Ejer Niels Andersen Holler Veggeberg, Umatr. nyt htk. 0-0-2-13/4.
Note hertil af 25/8 1816: Nr. 22. En Lod sydøst i Klitten ved Qvaderkier og Sandodde.
En datter af 2. ægteskab, Anne Marie Nielsdatter Møll (1809-1880) blev 1838 gift med:
Morten Andersen Frost (1815-1880), der overtog ejendommen og var selvejer.
Sørullen V. Vandet:
1828, Sølimitsted nr. 25, Klitmøller. Husmand Niels Andersen Møller, 48 Aar. Indsidder. 1839 nu Beboer Morten Andersen, 23 Aar.
Den 10/11 1854 tegnede Morten Andersen Frost en brandforsikring:
Nr. 1491. Et Huus eies og beboes af Morten Andersen Frost.
a. Stuehuuset i Øst og Vest 16 Fag 8½ A1. dyb, Fyrre Over og Undertømmer, deels muurede og deels beklædt med Field, Loft over 6 Fag og Staaetag, indrettet til Gjestekammer, Storstue, Gang, Dagligstue, Sovekammer, Kiøkken med forsvarlig Skorsten, Ovn og Loft og Stald, blev taxeret til 400 Rd.
b. Et Huus i østre Ende af Lit. a mod Syd 6 Fag 7 Al, dyb, Fyrre Over og Undertommer, klinede Væge og beklæt med Field og Straaetag, indrettet til Lade, blev taxeret til 200 Rd.
Forsvarlig mod Ildsfare og ej tilforn forsikret.
28/10 1874 solgte Morten Andersen Frost følgende til Mads Jensen:
a. en husejendom i Klitmøller, forhen umatriculeret, matr. 22 af htk. 2 skp. 13/4 alb.
b. stedet Kløvborg kaldet matr. nr.. 21 i Klitmøller af htk. 2 skp. 2½ alb.
c. Lodden matr. nr. 25b3 Tøftinggaard 0-0-0-1.
d. Besætning, ind- og udbo.
Mads Jensen, f, o. 1848, gift med Ane M. Frost, f. o.1848. Jensen ovenstaaende ejendomme med matr. nr. 19, 18f og 14c til:
Poul Andersen Dragsbech, f. o.1837, der 1864 blev gift med Kirsten Jensen Konge , f. 1839. Poul Andersen Dragsbech blev kaldt Poul Andersen Vegeberg. De boede først paa matr. nr. 19, men ved mageskiftet flyttede de til matr. nr. 22. 11/5 1888 købte Poul Andersen Dragsbech matr. nr. 24 af Erik Pedersen.
8/4 1898 solgte Kirsten Jensen Konge matr. nr. 21a, 22a og 24 i Klitmøller samt 25b3 i Vandet til:
Anders Poulsen, kaldet Vang.
26/1 1899 købte Anders Poulsenmatr. nr. 23 af Anders Christian Nielsen Dragsbech.
14/12 1908 solgte Anders Poulsen matr. nr. 21a til Jens Olsen Krogh, der boede paa matr. nr.. 15a.
1/4 1916 solgte Anders Poulsen matr. nr. 22a og 23 samt 24 der var sammenlagt med 22a til:
Martin Mortensen (1872-1938 ) fra Vangsaa, gift med Mette Marie Josefsen (1881-1952) fra Vangsaa. De flyttede til Ørhagevej, hvor de havde bygget hus tæt ved landingspladsen.
26/6 1917 solgte Martin Mortensen ejendommene til:
Niels Chr. Nielsen (1883-1946) fra Febbersted, gift med Anna Nielsen (1899-1976) kaldet Klit.
21/7 1947. Skifteudskrift som adkomst for Anna Nielsen paa 22a, 22c, 23a, 23g, 23h, 23i.
16/5 1959. Skøde fra Anna Nielsen til Klitmøller Emballagefabrik paamatr. nr. 22ah.
Anna Nielsen solgte ejendommene til sønnen:
Karl Nielsen (1926-1981) der var ugift. Han drev vognmandsforretning og solgte en de1 af jorden til sommerhusgrunde.
Efter hans død overtog arvingerne stedet og solgte den fredede klit langs kysten til Statens Klitvæsen og en stor til af den øvrige jord til Hanstholm kommune. Stamparcellen ejes nu af Karl Nielsens søster og svoger:
Ove og Marie Pedersen.
*******************
13. alm. vurdering pr. 1/8 1965:
22f. Direktør Knud Homan, Thisted.
22g. Advokat Krohn Hansen, Thisted.
22j. Overkirurg E. Pedersen, Randers.
22k. Kirsten Hansen, Thisted.
221. Gulvlægger N. A. Frandsen, Thisted.
22m. Lærerinde Astrid Bruhn, Kjellerup.
22n. Professor Højgaard Jensen, Vanløse.
22o. Lærer A. Himmelstrup, Thisted.
22p. Landinspektor F. Østergaard, Thisted.
22q. Sygeplejerske Anna H. Christensen, Glostrup.
I 1984 er adressen paa 22a: Baunbak 15.
****************
AUCTIONS FORRETNING.
Jens Brandis Enke Kirsten Svendsdatter Ved Klitmøller lader Ved Offentlig Auction bortsælge Eendeel løsøhre og indboe samt levende Creature med Videre.
1.
De Kiøbende Andtager sig Straxen hvad de bliver tilslagen, saa snart hammerslaget er skedt uden enten Auctions Retten eller Sælgeren længere dertil vorder Ansvarlig.
2.
Af alle og Eenhver, saa snart forlanges, stilles Andtagelig Caution, Eller Pengene strax udbetales. Thi i manglende fald bliver den tingene tilslagen, som bød forved og for Sufficant ansees.
3.
Auctions Pengene betales inden i dag 6 ugger til Hr. Thomas Holst i Thisted uden Ringeste Liqvidation eller Afkortning.
4.
Skulle nogen mod Formodning med betaling over den fastsadte tiid udeblive, skal de derfor søges og tiltales ved Hillerslef Hundborg Herreders Ret og der at lide Dom, saavel for det Kiøbte som alle Andre derpaa gaaende Omkostninger til skadesløs betaling, uagtet de under en Anden Jurisdiction maatte Sortere.
Paa disse Conditioner beedes Auctionen fremmed. Klitmøller den 20 Marti 1780.
Paa Enkens Vegne som Laugværge
Gudich Svenningsen
Som Hosbonde Christen Olesen Drasbech, som Pandthaver paa. . . . P. Thorum
******************
DE KIØBENDE VAHRENE VURDERING AUCTION
Rd. M. Sk. Rd. M. Sk.
Christen Olesen Drasbech 1 Fuhr Bord med skuf og foed - 2 - - 2 4
Svend Brandi ved Klitm. 1 Fuhr Stoel - - 6 - - 10
Christen Olesen Drasbech 1 Jern Kakkelovn med Træe Rame
og Fødder 4 - - 6 4 10
Christen Salmonsen ved Kl. 1 Steen Krus med tin Laag - - 12 - 1 -
Christen Frost ved Klitmøller 2 Tin Lyse Stager - - 2 - - 4
Morten Frost 6 Tin Tallerkener - 2 - - 5 1
Jørgen Pedersen Dollerup 4 Ditto Zerzikeller - - 12 - 1 8
Ditto 1 Sort thee Potte - - 8 - 1 -
Jørgen Pedersen Dollerup 1 Øll glas og 2 Brændeviins Do. - - 6 - - 12
Christen Hørdum i Thisted 1 skriver Tavle - - 12 - 1 -
Christen Olesen Drasbech 1 Blik Riv Jern - - 4 - - 6
Ole Brandi ved Klitmøller 4 steen Tallerkener - - 12 - 1 8
Jens Kløvborg Ditto 2 hvid Steen Fade - 1 8 - 1 11
Christen Olesen Drasbech 1 Rød leer Potte 1 Ditto og Tallerken - - 6 - - 8
Søren Poulsen 2 stoere Træs skaaler - - 6 - - 7
Christen Olesen 4 smaae Ditto - - 6 - - 14
Ditto 4 Fuhr Stau Kahre - - 8 - 1 3
Christen Krog ved Klitmøller 2 leer Kouse og 1 Fad - - 6 - - 12
Christen Olesen 2 Ditto Tallerkener - - 2 - - 2
Ditto 4 Sæt Kahre - - 4 - - 4
Christen Gucichsen 1 deel gl. Bøgger - - 2 - - 2
Ole Skræder Den bedendes Kiæde - - 4 - - 10
Christen Gudichsen 1 fuhr Bord med Foed - - 12 - 1 8
Christen Hørdum 2 Hovedvands Flasker og 2de Krukker - - 4 - - 5
Bertel paa Schorheede 1 Kaabber Fyhrfad - - 4 - 1 -
Christen Olesen Drasbech 1 liden Skammel - - 2 - - 6
Anders Trab ved Vangsaae 1 Haspel Træe - - 2 - - 3
Christen Gudichsen 1 Fuhr Bord med Foed - - 12 - 1 10
Christen Olesen 2 Breve med Ramer og 2 Smaae Ditto - - 6 - - 6
Christen Gudichsen 1 glas løgte - - 4 - 1 8
Christen Olesen Drasbech 1 Kiærne - - 6 - - 13
Peder Kong ved Vangsaae 1 Teyne - - 4 - - 7
Christen Gudichsen 1 Eege Stand Tønde - - 8 - - 10
Anders Søe ved Klitmøller 1 liden Trug og 1 Teyne - - 4 - - 5
Christen Olesen 1 Hoylet hamp - 1 8 - 1 11
Bertel paa Schorheede 1 Øll Tragt og 2 Smaae Dunke - - 4 - - 5
Niels Skrædder 1 Sild Garn - 3 - 1 3 9
Christen Olesen Drasbech 1 Mandpart Bakker - 5 - - 5 8
Christen Gudichsen 2 Baar til Bakkerne - 2 - - 2 1
Ditto 2 Ditto - 2 8 - 2 7
Christen Frost ved Klitmøller 1 Dobber med Toug og Forring - 1 8 - 2 -
Anders Trab 1 Stor Kraag line - - 8 - 1 -
Jens Knudsen ved Klitmøller 1 Smaae Krog Dober og Toug - - 6 - - 6
Peder Kong ved Vangsaae 2 Tryler - - 8 - - 10
Ditto 300 smaae Kroge - 2 - - 2 -
Christen Gudichsen 200 Ditto - - 8 - 1 -
Niels Broe ved Klitmøller 200 Ditto - - 8 - 1 -
Christen Smed i Vilsbøll 1 Kurv med hamp Blaar - 3 - 1 2 -
Søren Poulsen i Hundborg 1 Fiske Kurv med gl. Kabbelgarn - - 2 - - 4
Ditto 1 Silviuder med noget Kabbelgarn - - 6 - 1 -
Christen Olesen Drasbech 1 Raaber 1 Blok - - 8 - 1 -
Contant 1 Træe Krus - - 1 - - 2
Christen Trab ved Vangsaae 1 Kylhoved 2 smaae Blokke og 1 Hat - - 2 - - 6
Christen Aarboe ved Bleghuule 1 par høele Krog - - 2 - - 4
Christen Svendsen ved Klitmøller 1 Aalhoug - 1 - - 2 -
Christen Horboe 1 liden lyse skrin - - 2 - - 11
Christen Offesen 1 tingsel 1 hoftang og 1 fiel - - 2 - - 14
Ditto 2 lyngleer 1 Ring og 1 Spade - - 3 - - 9
Peder Konge Vangsaae 1 Hug Øxe - - 12 - - 13
Christen Olesen 1 Hiulbaare - 1 8 - 2 -
Ditto 1 Hiøle - 1 - - 1 -
Søren Poulsen 1 Dyng Vrag - 1 8 - 1 12
Svend Brandi 1 Ditto - 1 8 - 1 -
Christen Salmonsen 1 Ditto - 1 8 - 1 -
Christen Frost ved Sperring 1 Ditto - 1 8 - 1 -
Anders Helleberg 1 Tønde - - 8 - 1 -
Christen Olesen 1 Kahr Stoel - - 4 - - 6
Jens Knudsen 1 Dynge Vrag - 1 4 - 1 12
Christen Olesen 1 Dynge Vrag - 1 8 - 1 -
Christen Andersen 1 Ditto - 1 8 - 1 -
Christen Olesen 1 Huusstige - 2 - - 2 4
Ditto 1 Jern Greb og 1 Træe skoul - - 8 - 1 -
Christen Svensen 1 Jern skuffel - - 6 - - 7
Christen Olesen 1 flad Tørve Spade - 1 - - 1 -
Christen Offesen 1 graae Koe 6 aar 4 - - 4 - -
Christen Olesen 1 Sort Qvie Kalv 2 4 - 2 3 -
Ditto 2 Faar 1 2 - 2 - -
Christen Offesen 2 Ditto 1 1 - 1 1 -
Jens Kløvborg i Klitmøller 2 Ditto 1 1 - 2 1 -
Christen Olesen 2 Ditto 1 - 8 1 3 8
Christen Trab 1 Ditto - 3 - - 5 2
Christen Olesen 2 Væddere 1 4 - 1 3 -
Christen Salmonsen ¼ Part i en Vaad 2 - - 2 - -
Summa 49 4 6
Skriver fyrgetyve og Én Rigsdaler Fire Mark og Sex Skilling.
Saaleedes at være tilgaaet bekræftes under vore hænder og Forseglinger.
R. Steensen Vürnfeldt
***********************
SKJØDE.
Underskrevne Morten Andersen Frost af Klitmøller vedstaar herved, at have solgt og afhændet, ligesom jeg herved sælger, skjøder og aldeles overdrager til min Svigersøn Mads Jensen følgende mig tilhørende og i Vester Vandet Sogn beliggende Ejendomme, nemlig:
a. det mig ved Skjøde af 14 Februar 1839, læst 11 Juni s.A. hjemlede og i Klitmøller By beliggende Huuseiendom, der forhen var umatrikuleret, men nu er anført under Matr. No. 22 for Hartkorn 2 Fdk. 13/4 Alb. uden Glskat.
b. det mig ved Skjøde af 8 April 1853, læst 3 Juli 1855, hjemlede Sted, Kløvborg kaldet, i Klitmøller By med Jorder Matr. No. 21 af Hartkorn 2 Skp. 2½ Alb., Glskat 41 Sk., og
c. den mig ved samme Skjøde hjemlede Lod Matr. No. 25b3 af Tøftinggaard af Hartkorn 1 Alb., Glskat 3 Sk., samt
d. al min Besætning, Ind og Udbo, intet undtagen, for Kjøbesum 600 Rdl., skriver seks Hundrede Rigsdaler Rigsmønt, og imod at Kjøberen og efterkommende Eier nøjagtig efterkommer og opfylder efternævnte Betingelser og Vilkaar.
1.
Saalænge jeg og min Hustru Ane Marie Nielsdatter lever, er Stedets Eier pligtig til at yde os en god og forsvarlig Aftægt og Underholdning, bestaaende af Føde, Klæder, Husly, Lys, Varme, Vadsk, Renlighed, Pleje og Opvartning i Forening med sig og Familie og saaledes som vi hidtil har været vant, hvorhos han efter vor Død besørger og bekoster vor hæderlige og anstændige Jordefærd efter Egnens Skik og Brug, imod som Vederlag derfor, at beholde samtlige vore Efterladenskaber.
2.
Dersom jeg og Hustru eller den Længstlevende af os ikke maatte finde og tilfreds med at bo sammen med Stedets Eier, da skal han efter 3 Maaneders Varsel være pligtig til, i vester Ende af Vaaningshuset paa Matr. No. 21, at indrette en god og bekvem Aftægtsbolig for os, bestaaende af en rummelig Stue med egen Ind og Udgang, et Kjøkken med Skorsten og et Spisekammer, samt fornøden Plads derved til vort Brændsel, hvilken Bolig Stedets Eier holder i god, beboelig Stand baade ind og udvendig. Naar vi flytte ind i denne Bolig, er vi berettiget til at modtage, foruden vore egne Kister og Gangklæder, af Stedets Eiers Bohave og øvrige Løsøre, alt hvad vi finder at have Brug for, og hvilke udtagne Gjenstande Stedets Eier skal holde i god, brugelig Stand, men efter vor Død falde de tilbage til ham.
3.
Skulde vi ikke finde os tilfreds med at nyde vor Aftægt paa den i 1ste Post omhandlede Maade, da er Stedets Eier, istedetfor nævnte Aftægt, pligtig til at betale mig og min Hustru eller den Længstlevende af os en Sum af 100 Rdl., skriver et Hundrede Rigsdaler Rigsmønt, aarlig, der betales med en fierdedel hvert Aars 1ste Januar, 1ste April, 1ste Juli og 1ste Oktober.
4.
Vi forbeholde os fri Adgang til og Afbenyttelse af Stedets Brønd, Bagerovn og Grubekjedel med tilhørende Redskaber.
5.
Stedets Eier er endvidere pligtig til at besørge vort Korn frit til og fra Mølle, at bage vort Brød og brygge vort Øl ved hans eget Brændsel, at yde os fornøden og forsvarlig Pleje og Opvartning, at hente Præst og Læge og Lægemidler til os, naar vi forlanger saadant (Udgifter til Læge og Lægemidler betales af os selv ), og efter vor Død, at besørge og bekoste vor hæderlige og anstændige Jordefærd efter Egnens Skik og Brug, imod som Vederlag at beholde samtlige vore Efterladenskaber.
6.
For min og min Hustrues Aftægt og Underholdning betinge vi os herved første Prioritet og Panterettighed i de i dette Skjøde under litra a, b, c, d, anførte Ejendomme og Eiendele, men de skulde herefter tilhøre ham med de Herligheder og Rettigheder, Byrder og Forpligtelser, hvormed jeg har ejet samme og indestaaes for Vanhjemmel, idet det bemærkes, at Aftægten har en Værdi for 1 Aar af 102 Rdl., der forhøjet med 5 udgjør 510 Rdl.
Hertil Aftægtsboligens Indretning, som anslaaes til 10 Rdl.
og Begravelses Bekostning 40 Rdl.
560 Rdl.
samt Kjøbesummen 600 Rdl.
1160 Rdl.
Jeg medunderskrevne Mads Jensen vedstaar herved, at have indgaaet dette Dokument paa foranførte Betingelser og Vilkaar, som jeg forpligter mig til nøiagtig at opfylde, idet jeg nemlig vedstaar den betingede Panteret.
Til Stadfæstelse med vore Underskrifter vidnesfast.
Klitmøller, den 28de Oktober 1874.
Morten A. Frost Mads Jensen
Til Vitterlighed om Underskriftens Ægthed og Dateringens Rigtighed.
Peder Knakkergaard P. Frost
********************
GJÆLDSBREV.
Underskrevne Mads Jensen af Klitmøller By, Vester Vandet Sogn, vedstaar herved, at jeg ved Kjøbet af de nedenfor pantstillede Eiendomme er bleven skyldig til min Svigerfader Morten Andersen Frost sammesteds en Sum af 600 Rdl., skriver seks Hundrede Rigsdaler Rigsmønt, som forbliver henstaaende uopsagt og uforrentet i 5 - fem - Aar, fra 11. December 1874 at regne, men efter det nævnte Aarsmaals Udløb forrentes Kapitalen med 4 Prosent aarlig, der betales med Halvdelen i hvert Aars 11 Juni og 11 December Terminer, ligesom jeg og forpligter mig til at udbetale den - Kapitalen - i hvilken af de fornævnte halvaarlige Terminer, hvor til den med et halvt Aars foregaaende Varsel fra en af Siderne bliver opsagt til Udbetaling, alt frit til Laangiveren paa hans Bopæl i god :Betalingstid og senest den 16de i Maaneden.
Til skadesløs Sikkerhed for Kapital, Renter og alle i Tilfælde af Opsigelse og Søgsmaal foraarsagende Omkostninger pantsætter jeg herved med Prioritet og Panterettighed næstefter den den Kreditor og Hustru, ifølge mit Skjøde af Dags Dato, tilkommende Aftægt og Underholdning, de mig ved bemeldte Skjøde hjemlede og i Vester Vandet Sogn beliggende Eiendomme, nemlig:
a, min Husejendom Matr. No. 22 i Klitmøller By af Hartkorn 2 Fdk. 13/4 Alb., uden Glskat,
b, mit Sted, Kløvborg kaldet, i Klitmøller By med Jorder Matr. No. 21 af Hartkorn 2 Skp. 2½ Alb., Glskat 41 Sk, og
c, Lodden Matr. No. 25b3 af Tøftinggaard af Hartkorn 1 Alb., Glskat 3 Sk., samt
d, alt af Pantet gaaende Leje, Indtægt, Avl og Afgrøde i Straa, Hø og utærsket Sæd, Eiendommens Besætning, Inventarium og Avlsredskaber, samt i Ulykkes Tilfælde Bygningens og Løsørets Forsikrings Summer.
Udebliver Renten over bestemte Forfaldstid eller Pantet ikke holdes i forsvarlig Stand og god Drift, er Kapitalen i begge eller et enkelt af disse Tilfælde straks forfalden til Udbetaling. Dersom Kapital eller Rente ikke betales til rette Forfaldstid, underkaster jeg mig Udlæg og Ekskusion i det stillede Pant uden foregaaende Lovmaal og Dom, ligesom jeg iøvrigt i Søgsmaalstilfælde underkaster mig den hurtige Retsforfølgning efter Fr. af 25 Jan. 1 828.
Under mit Navn vidnefast med Tilføiende, at jeg paa min egen, min Hustrues eller vore Arvingers Vegne herved fraskriver mig Ret til at kunne fordre nogen Del af denne Obligations Paalydende som Arv efter Kreditor og Hustrue.
Klitmøller, den 28de Oktober 1874.
Mads Jensen
Til Vitterlighed om Underskriftens Ægthed og Dateringens Rigtighed.
Peder Knakkergaard P. Frost
********************
MAGESKIFTESKJØDE.
Underskrevne Husmand og Fisker Mads Jensen af Klitmøller erkjender herved at have solgt og mageskiftet, ligesom jeg herved skjøde-, og overdrager til Husmand og Fisker Poul Andersen af Klitmøller følgende mig efter Skjøde af 28 Oktbr. 1874, tinglæst 10 Novbr. s. A. tilhørende i Vestervandet Sogn beliggende Eiendomme, nemlig:
a, Eiendommen MAtr. No. 22 i Klitmøller af Hartkorn 2 Fdk. 1¾ Alb. uden Gammelskat.
b, Eiendommen Kløvborg i Klitmøller By Matr. No. 21 af Hartkorn 2 Skp. 0 Fdk. 2½ Alb. med Gammelskat 85 Øre og
c, Parcellen M;atr. No. 25b3 af Tøftinggaard af Hartkorn 1 Alb., Gammelskat 6 Øre.
Alt imod at jeg af ham erholder Mageskifteskjøde paa følgende ham tilhørende, i Klitmøller By, Vestervandet Sogn, beliggende Eiendomme, nemlig:
Matr. No. 19, Htkorn 2 Fdk. ½ Alb. Glskat 31 Øre
Matr. No. 18c, Htkorn 2 Fdk. 2¼ Alb. Glskat 14 Øre
Matr. No. 14e, Htkorn 1 Fdk. 11/4 Alb. Glskat 20 Øre
med Anpart kongekorntiende til Matr. No. 14e, samt imod at jeg af ham erholder en Byttesum af 1300 Kr., skriver 1 Tusinde tre Hundrede Kroner.
Da Kjøberen Poul Andersen har betalt mig den betingede Kjøbesum, samt meddelt mig Mageskifteskjøde paa Eiendommen Matr. No. 19, 18c og 14e i Klitmøller med Kongekorntiendeanparten til Matr. No. 14e, saa skal de herefter afhændede Eiendomme Matr. No. 22 i Klitmøller, 21 Kløvborg og 25b3 Tøftinggaard fra nu af tilhøre ham med de samme Herligheder, Rettigheder, Byrder og Forpligtelser hvormed jeg har eiet samme og indestaaes for Vandhjemmel.
Det bemærkes:
at de herefter afhændede Eiendomme i Byttehandelen er regnede til en værdi af 2300 Kr. og at Eiendommen, som jeg erholder i bytte, ere regnede til en værdi af 1000 Kroner.
Under mit Navn vidnesfast.
Klitmøller, den 22. April 1881.
Mads Jensen
Til Vitterlighed
Knud Nielsen Anders Andersen
Betalt til de Fattiges Kasse 50 Øre.
O. Hausgaard
Læst paa Hillerslev Hundborg Herreders Thing Tirsdagen den 26. April 1881 og indført i PAntebogen No. 23.
***********************
Jeg underskrevne Poul Andersen boende i Klitmøller By, Vester Vandet Sogn, tilstaaer herved at have modtaget tillaans af velagte Mand Jens Mortensen Frost ibd. den Summa 1300 Kroner nævner Tretten Hundrede Kroner hvilken Capital jeg forpligter mig til skadesløs at tilbagebetale, til hvilken 11. Juni eller 11. December Termin god Betalingstid, hvortil samme med et halvt Aars foregaaende Varsel fra een af Siderne lovlig opsiges, imidlertid saalænge Capitalen forbliver indestaaende hos mig, forbinder jeg mig til at forrente samme med 4% pro. Ano. der erlægges hvert Aars 11 Juni Termin paa min Kreditors Bopæl. –
Til Sikkerhed for skadesløs Betaling af Capital, Renter og Omkostninger pantsætter jeg herved med 1ste Prioritets Panteret det mig efter tinglæst Skjøde iboende Hus med beliggende Ejendom, den 26. April 1881
af Matr. No. 22 af Hartkorn 2 Skp. 1¾ Alb.
af Matr. No. 21 af Hartkorn 2 Skp. 2½ Alb.
af Matr. No. 25b3 af Hartkorn 0 Skp. 1 Alb.
Skulde Pantet forringes, eller jeg paadrager mig Restance af Renter da skal Kapitalen strax og uden foregaaende Opsigelse være forfalden til Betaling. –
I Søgsmaal Tilfælde underkaster jeg mig den i Forordningen af 25. Januar 1828 foreskrevne hurtige Retsforfølgning. –
Til Bekræftelse under mit Navn vidnesfast. –
Klitmøller den 11. Juni 1881. –
Poul Andersen
Til Vitterlighed:
P. Frost J. Chr. A. Krogh.
Læst paa Hillerslev Hundborg Herreders Thing Tirsdagen den 11. October 1881 og indført i Pantebogen No. 23 Side
*******************
SKJØDE.
Underskrevne Kirsten Konge, Enke efter Husmand Poul Andersen Vegeberg af Klitmøller, erkjender herved at have solgt og afhændet ligesom jeg herved skjøder og overdrager til Anders Poulsen sammesteds følgende mig ifølge Adkomst, tinglæst 22. Mai 1894, tilhørende i Vester Vandet Sogn beliggende Ejendomme, nemlig:
a. Huset Matr. No. 22a i Klitmøller By af Hartkorn 2 Fdk. 13/4 Alb., uden særskilt Gammelskat, hvortil hører Andel i Matr. No. 76 sammesteds.
b. Stedet ”Kløvborg” Matr. No. 21a af ibid. af Hartkorn 2 Skp. 0 Fdk. 2 Alb. Gammelskat 84 Øre, hvorunder hører Andel i Matr. No. 76 sammesteds.
c. Lodden Matr. No. 25b3 af Tøftinggaard i Vester Vandet By af Hartkorn 1 Alb. Gl.skat 6 Øre og
d. Parcellen Matr. No. 24a i Klitmøller By af Hartkorn 1 Skp. 0 Fdk. 2 Alb. Gammelskat 3 Kr. 54 Øre, hvorunder hører Andel i Matr. No. 76 sammesteds, samt
e, al min Besætning, Ind- og Udbo.
Alt for den mellem os akkorderede Kjøbesum 500 Kr., skriver fem Hundrede Kroner, samt iøvrigt paa følgende Betingelser og Vilkaar:
1.
Kjøberen er pligtig til at stille et godt og rummeligt Værelse i Ejendommens Vaaningshus til min frie og udelukkende Raadighed saalænge jeg lever, hvorhos han er pligtig til at yde mig i Samkvem med ham og Familie en i enhver Henseende god og forsvarlig Underholdning bestaaende af Føde,, Klæder, Lys, Varme, Vask, Renlighed, Pleje og Opvartning, samt i Sygdomstilfælde fornøden Lægehjælp, hvorhos han ved min Død er pligtig at besørge og bekoste min hæderlige og anstændige Begravelse efter Egnens Skik og Brug, imod som Vederlag at erholde mine Efterladenskaber.
2.
Skulde jeg blive utilfreds med at nyde min Underholdning paa den i Post 1 ommeldte Maade, da er jeg til enhver Tid berettiget til at flytte bort fra Ejendommen medtagende mine Gangklæder med disses Gjemmer og min Seng med fornøden Sengeklæder, hvilke Gjenstande da blive min Ejendom, og er Ejendommens Ejer forpligtet til at betale mig paa min Bopæl her i Riget en aarlig Sum til min Underholdning af 200 Kr., skriver to Hundrede Kroner, med en Fjerdedel forud hver 1. Januar, 1. April, 1. Juli og 1. Oktober.
3.
For de mig ifølge Foranstaaende tilkommende Præstationers Skadesløse Fyldestgjørelse betinger jeg mig 1ste Prioritets Panteret i de solgte Ejendomme med bygninger, Leie og Interesse, Avl, Afgrøde, Giødning, Besætning, Inventarium, Avlsredskaber og Assurance.
4.
I Søgsmaalstilfælde anvendes den hurtige Retsforfølgning efter Ford. 25. Januar 1828.
Da Kjøberen Anders Poulsen har fyldesgjort mig for Kjøbesummen og han ved sin nedenanførte Underskrift forpligter sig til Skadesløst at opfylde de ham efter Post 1 og 2 paahvilende Forpligtelser samt til Sikkerhed derfor indrømmer den i Post 3 betingede Panteret, saa skulde de solgte Ejendomme fra nu af tilhøre ham med alle de Herligheder og Rettigheder, Byrder og Forpligtelser, hvormed jeg har eiet samme og indestaas for Vanhjemmel idet bemærkes, at et Jordstykke af Matr. No. 24 ved Kontrakt af 18. Mai 1877, læst 7. Marts 1882 er bortleiet til Knud Krogh i 49 Aar, at tidligere Ejer - Erik Pedersen - ifølge Skjøde af 11. læst 18. Mai 1888, har Ret til for Livstid at have en Bygning staaende paa Matr. No. 24, at bebo denne uden Vederlag og at have fri Færdsel til og fra samme m.v. og at de mig tilkommende Rettigheder og Præstationer have en aarlig Værdi af 200 Kr.,
der taget 5 Gange er 1000 Kr.
Begravelsesomkostninger 100 Kr.
ialt 1100 Kr.
hvortil lagt Kjøbesummen 500 Kr.
er Vederlag ialt 1600 Kr.
men da de faste Ejendomme have en Værdi af 1800 Kr. og det medfulgte Løsøre en Værdi af 400 Kr. er det stemplede Papir forbrugt hertil.
Under vore Navne vidnesfast.
Klitmøller den 8. April 1898.
Kirsten Konge A. Poulsen
Til Vitterlighed
Anders Chr. N. Dragsbæk Johannes Hansen
Læst 19/4 1898. Hillerslev Hundborg Herreders Ret.
***********************
20/6 1899. Afskrift af påtegning på skøde
Afskrift af Paategning paa Skøde fra Kirsten Konge, Enke efter Husmand Poul Andersen Vegeberg af Klitmøller til Anders Poulsen, sammesteds, paa Matr. No. 22a m.m. i Klitmøller. Paategningen er saalydende:
Underskrevne Enken Kirsten Konge af Klitmøller meddeler herved mit Samtykke til, at Husejer Anders Poulsen af Klitmøller maa optage et Laan i Sparekassen for Thisted Amt i Thisted stort 3000 Kr., skriver Tre Tusinde Kroner, hvorfor der gives første Prioritet og Panteret i de ved nærværende Dokument til mig pantsatte Ejendomme m.v. Som Følge heraf bliver de mig ved nærværende Dokument tillagte og tilkommende Rettigheder og Præstationer at sikre i de ved samme pantsatte Ejendomme Matr. No. 22a, 21a og 24a i Klitmøller By og Matr. No. 25b3 af Tøftinggaard, Vester Vandet By, med den til Matr. No. 22a, 21 a og 24a hørende Andel i Fælleslodden Matr. No. 76 i Klitmøller m.v., næstefter 3000 Kr., der skyldes til Sparekassen for Thisted Amt i Thisted efter Panteobligation, tinglæst samtidig hermed, og kan Bemærkning herom ske i Pantebogen.
f.T. Thisted den 15. Juni 1899.
Kirsten Konge
Afskriftens Rigtighed bekræftes. Thisted den 19 Juni 1899.
Thagaar
Sagfører.
Ejendommen på matr. nr. 22 i 1982.