Matr.nr. 15, Klitmøller
Sømilissted nr. 20
Folketælling 1787 nr. 20.
Allerede i 1600-tallet, maaske før, var ejeren af ejendommen V. Vandet kirke. Stedet fik i 1813 matr.nr. 15.
Fra Dueholm, Ørum og Vestervig amters skatteregnskaber har vi den første navngivne fæster:
Erich Nielsen (1610-1675), der var gift med Ane Mortensdatter (1610-1691). Han nævnes som kirketjener (d.v.s. fæster) under V. Vandet kirke som ”forarmet og næsten øde”.
I en del aar efter mandens død var Ane Mortensdatter fæster af ejendommen, men da datteren Benned Erichsdatter, død 1719, blev gift med:
Anders Christensen
anggaard (1660-1739), overtog han svigermoderens fæste. Han var husmand og i skatteregnskabet 1712 nævnes han blandt forarmede og uformuende husmænd.
Den næste fæster blev deres søn:
Erich Andersen Langgaard (1696-1763), der var gift med Ane Berthelsdatter Trilling (1680-1769). Han var fisker og husmand.
Deres datter, Benned Erichsdatter Langgaard (1729-1785) blev gift med:
Christen Knudsen (1722-1774), der overtog fæstet og havde svigerforældrene paa aftægt i huset. Christen Knudsen var husmand og efter hans død overtog Bennet Erichsdatter Langgaard fæstemaalet, og svarede i aarlig landgilde til V. Vandet kirke 1 Rdl. Hun drev ejendommen til sin død i 1785 sammen med sønnerne Erich og Salmon, og disse boede endnu et par Aar i huset, men o. 1787 forlod de begge sognet.
Derefter fæstede V. Vandet kirke ejendommen til:
Christen Nielsen Smed (1743-1814), der kom fra Thisted og var husmand og tømrer. Han var gift med Johanne Thøgersdatter (1750-1814) fra Hjardal. I 1788 udstedte V. Vandet kirke fæstebrev til Christen Nielsen Smed, som nogle aar efter blev selvejer. Hartkornet var 0-0-1-2.
Den 23/7 1811 solgte han ejendommen til svigersønnen:
Niels Christensen Dragsbech (1786-1853) kaldet Vegeberg, der 1814 blev gift med Dorthe Marie Christensdatter Smed (1787-1871). Han var husmand og fisker. Hartkorn af 1818: 0-0-1-0, nyt hartkorn 0-0-2-21/4.
Fattigkommissionen for Øster og Vester Vandet:
1829. Fattigkommissionen besluttede at købe Niels Vegebergs hus. En prioritet i huset er blevet opsagt og Niels Vegeberg kan ikke betale. Fattigkommissionen vil ikke risikere, at ”den store ulykkelige familie” bliver husvild, køber derfor huset og lader familien blive boende. Købesum i rede penge 72 rd. 1 m. 2 sk. Ejer var derefter Sognets Fattigvæsen.
I 1858 blev en datter af Niels Christensen Dragsbech: Mette Marie Nielsdatter Dragsbech (1819-1881), kaldet Vegeberg, gift med:
Anders Christian Nielsen Dragsbech (1822-1892), og den 23/6 1858 købte han ejendommen. Han var husmand og fisker.
- - - - - - - - - -
Matr.nr. 15, Klitmøller
Trindbak 12
Skøde af 23. Juni 1858 fra Vandet Fattigvæsen til Anders Christian Nielsen Dragsbæk paa Fattigvæsenets ved skøde af 27. December 1821 tilhørende hus i Klitmøller, matr. nr. 15, htk. 2 fdk. 21/4 alb. for 100 rdl. og aftægt til Niels Christensen Vegebergs enke Dorthe Christensdatter. Der er pant 1. prioritet i ejendommen.
25/4 1882 solgte Anders Chr. Nielsen Dragsbæk matr.nr. 15 til:
Anders Mortensen Frost (1849-1893), der 1884 blev gift med Inger Kristine Jensen, f. 1852. Anders Mortensen Frost var fisker og druknede under stormfloden 1893 sammen med tre andre mænd fra Klitmøller.
31/3 1894. Skifteretstilladelse som adkomst for Anders Mortensen Froste enke Inger Marie Kristine Jensen til samme ejendom, hvor under hører andel i matr.nr. 76.
I 1895 købte Inger M. Kristine Frost, f. Jensen, parcellen matr.nr. 25e, Trindbak 51, hvor hun byggede hus, og 29/11 1895 solgte hun matr.nr. 15 med andel i matr.nr. 76 til:
Jens Olsen Krogh (1857-1930), gift med Anne Marie Jensen (1866-1940).
14/12 1908. Skøde fra Anders Poulsen til Jens Olsen Krogh paa ejendommen ”Kløvborg”, matr.nr. 21a i Klitmøller.
5/8 1930. Skifteudskrift som adkomst for enken Anne Marie Krogh, f. Jensen, paa matr.nr. 15a og 21a i Klitmøller.
11/12 1930 solgte Anne Marie Krogh matr.nr. 15a og 21a til:
Gustav Marinus Pedersen Krogh (1906-1983), født i Kæret i Lild sogn. Gustav M. P. Krogh var skovarbejder i Nystrup Plantage og gift med Johanne Bonderup. I 1947 blev han opsynsmand og flyttede i Nystrup plantages tjenestebolig.
20/12 1946. Adkomst for Staten ved Indenrigsministeriet paa matr.nr. 21c i henhold til lov 377-1946 paragr. 2.
25/4 1947 solgte Gustav M. Pedersen Krogh matr.nr. 15a og 21a til:
Christen Jensby. Han solgte 9/9 1950 ovennævnte ejendomme til:
Anton Pedersen kaldet Kejser, født i Ræhr og gift med Marie Andersen, født i Febbersted.
25/3 1953 solgte Anton Pedersen matr.nr. 15a og 21a til:
Christen M. Christensen, handelsmand i Thisted.
8/5 1953 solgte han samme ejendomme til:
Christen Christensen, handelsmand i Grønhøj, Hedensted.
13. alm, vurdering pr. 1/8 1965:
Matr.nr. 15a, 20f. Chr. Christensen, Hedensted.
Matr.nr. 15d. Aase Voltesen, Charlottenlund.
Matr. nr. 15e. Installatør Max Rosenberg, Thisted.
Matr.nr. 15f. Læge Georg Augustenborg, Skovlunde.
Matr.nr. 15g. Læge Georg Augustenborg, Skovlunde.
Matr. nr. 15h. Fru Inger Nielsen, Odense.
Matr. nr. 15j. Konditor Ejnar Enggaard, Thisted.
Christen Christensen solgte matr.nr. 15a og 15l til:
Jens Peter Andersen, gift med Anna Kirstine Møller Andersen.
1981. Ejer: Anna Kirstine Møller Andersen.
- - - - - - - - -
SKIØDE.
Kiendes jeg underskrevne Christen Nielsen Smed, boendes vesten for Kløvborg i Klitmøller, Vestervandet Sogn, og hermed for alle vitterliggiør, at have solgt, skiødet og afhændet, ligesom jeg og hermed fra mig og mine øvrige Arvinger, til velagte Karl Niels Christensen Vegeberg og min Datter Dorthea Marie Christensdatter Smed og deres Arvinger aldeeles sælger og bortskiøder mit eiende og iboende Huus umatrikuleret med dens Eiendomme og Besætning, alt saaledes som jeg eier og besidder.
Og da Kiøberen, bemelte Niels Christensen Vegeberg og min Datter Dorthea Christensdatter Smed, haver betalt mig den accorderede Kiøbesumma 76 Rd. D.C., skriver Halvfierdesindstyve og Fem Rigsdaler D.C., saa erkiender jeg mig og mine øvrige Arvinger herved ingen ydermeere Lod, Deel, Ret eller Rettighed at have udi benævnte Huus, Eiendomme og Besætning, men Efterdags ene og allene, med alle de Rettigheder og Herligheder, som jeg det haver ejet og besiddet, at tilhøre Kiøberen Niels Christensen Vegeberg og min Datter Dorthea Christensdatter Smed og deres Efterkommere, dog skal disse bestandig være forbundne at svare de Skatter, Arbeide og andre Paabud, som nu eller i Eftertiden paabydes.
Dets til Bekræftelse haver jeg denne min Skiøde egenhændig underskreven og forseglet, som og ombedet disse 2de undertegnede Mænd dette med mig til Vitterlighed at underskrive.
Klitmøller den 23 Juli 1811.
Christen Nielsen Smed
Efter Begiæring til Vitterlighed
Chr. Fisker
Efter Begiæring til Vitterlighed
Niels Andersen Møll
At der om dette Kiøb som denne Skiøde indeholder ikke har været oprettet Kontrakt eller anden Skrivtlig Dokument af os eller andre paa vores Vegne kan vi med Eed bekræfte naar forlanges.
Christen Nielsen Smed Niels Christensen Vegeberg
Dette Skiøde er mig forevist og i Anledning deraf er givet een Rigsbankmark i Tegn til Vester og Østervandet Fattigkasse.
Agerholm Præstegaard den 25 Martz 1821.
C. P. Carstensen
Sognepræst
Fremlagt, læst og publiceret inden Hillerslev Hundborg Herreders Ret den 3 April 1821 testerer
Lützhøft
Nota: Efter Fornævnte Herreders Skiøde og Panteprotokols Udvisende bemærkes, at Sælgeren ingen tinglæst Adkomst har paa det herved Solgte.
Thisted den 3 April 1821.
Toft
- - - - - - - - - - - -
Udskrift af Fattigvæsenets Registreringsprotokol for Vandet Pastorat.
Aar 1865 den 23de Marts indfandt undertegnede Sogneforstandere, Bolvig og N. A. Frost, i Forbindelse med Huusmand Jens Konge og Møller Jørgen Brandi som Vidner, os hos Huusmand Anders Christian Nielsen Draxbek i Klitmøller, for paa Fattigvæsenets Vegne at registrere bemeldte And. Chr. Nielsen Draxbeks Eiendom, da han, fordi han ikke længere saa sig istand til selv at forsørge sin Familie, har anholdt, om at tages under Fattigvæsenets Forsørgelse, hvilket ogsaa allerede er skeet.
Som tilhørende bemeldte And. Chr. Nielsen Draxbek blev os paavist det af ham beboede Huus, som han eier ifølge Skjøde af 23 Juni 1858, tinglæst den 13 Juli s. A., og som er beliggende i Klitmøller under Matr. No. 15 med Hartkorn 2 Fdk. 21/4 Alb. Huset er behæftet med en Aftægt paa første Prioritet til hans Svigermoder, Enken Dorthe Christensdatter, at udrede med 2 Tdr. Rug, 4 Tdr. Byg og 12 Rdl. aarlig for det Tilfælde, at Eieren af Huuset ikke er istand til forsvarlig at forsørge bemeldte Dorthe Christensdatter, og hendes Forsørgelse derfor maa overtages af Fattigvæsenet, hvilket Tilfælde nu er indtraadt, da Eieren ikke engang kan forsørge sin Kone og sine Børn uden Fattigvæsenets Hjælp. Foruden Aftægten er tillige forhæftet i Huset Omkostningerne til en anstændig Begravelse for samme Dorthe Christensdatter.
Til en yderligere Sikkerhed for Fattigvæsenet bliver ovennævnte Eiendom herved registreret og kan saaledes ikke afhændes eller pantsættes, forinden Fattigvæsenet er fyldestgjort eller tilsikkret Erstatning for dets eventuelle Udgifter til fornævnte Familie og Aftægtsenke.
Til Bekræftelse under vore Hænders Underskrift.
N. A. Frost Bolvig
Til Vitterlighed
Jens Chr. Konge J. B. Møller
Foranstaaende Udskrift, der er overensstemmende med Fattigvæsenets Registreringsprotokol, maa jeg herved udbede mig tinglæst.
Agerholm Præstegaard den 4 April 1865.
Paa Sogneforstanderskabets Vegne
Hunderup
Den i nærværende Registreringsforretning, og under Matrikuls No. 15 i Klitmøller By beliggende Huus med tilhørende Toft, 1 Hedeskifte, 1 Klitekifte og et Engskifte i Aalegaardskjær, ansættes herved efter bedste Skjønsmaal til en Værdi af 300 Rdl., nævner Tre Hundrede Rigsdaler Rigsmønt.
D. u. s.
N.A. Frost Bolvig
Læst paa Hillerslev Hundborg Herreders Ting d. 25/4 1865.
- - - - - - - - - -
SKJØDE.
Underskrevne Husmand Anders Christian Nielsen Dragsbek af Klitmøller erkjender herved, at have byttet og mageskiftet, ligesom jeg herved skjøder og overdrager til Husmand Anders Mortensen Frost af Klitmøller, det mig ifølge Skjøde af 23 Juni 1858, tinglæst 13 Juli s. A., tilhørende, i Klitmøller By, Vester Vandet Sogn, beliggende Hus med Jorder Matr. No. 15 af Hartkorn 2 Fdk. 21/4 Alb., Gammelskat 0 Kr. 00 Øre, imod at jeg af ham erholder een ham tilhørende Bygning, der er opført paa Poul Andersens Eiendom i Klitmøller, samt en Byttesum af 600 Kroner.
Da Kjøberen Anders M. Frost har fyldestgjort mig for den betingede Byttesum, samt meddelt mig Skjøde paa den ovenanførte Bygning, saa skal den herefter afhændede Eiendom Matr. No. 15 i Klitmøller fra nu af tilhøre ham med de samme Herligheder, Rettigheder, Byrder og Forpligtelser, hvormed jeg har eiet samme og indestaaes for Vanhjemmel.
Det bemærkes, at den herved afhændede Eiendom i Byttehandelen er regnet til en Værdi af 900 Kroner og Husbygningen, som jeg erholder i Bytte, til 300 Kroner.
Til Bekræftelse med mit Navn vidnesfast.
Klitmøller d. Marts 1882.
Anders Christian Nielsen Draxbek
Til Vitterlighed
Jens Mortensen Frost Niels Mikkelsen
Læst paa Hillerslev Hundborg Herreders Ting d. 25/4 1882.
15-2: Udsnit af matrikelkort med matr.nr. 15 indtegnet.
15-1: Huset på matr.nr. 15 i 1982.