Matr. nr. 10ag,
Ruesbak 12,
Klitmøller
I 1949 byggede Jens A. Dragsbæk hus på matr. nr. 10ag. Jens Andersen Dragebæk (1893-1962) var fisker og blev 1915 gift med Mette Marie Christensen (1893-1977) fra Hundborg. De boede først på matr. nr. 11c.
1981 ejer: Poul Søndergård, Thisted (Sommerhus).
- - - - - - - - - - - - -
DET er en blæsende nat på Thy-kysten. Med fire mand om bord står fiskerbåden ”Terje Vigen” ud fra den åbne strand ved Klitmøller. 17 timer senere vender skuden tilbage.
Med snuden tørner den kysten og står fast i sandet. Fangsten losses og sendes bort. Næste nat er Jens Dragsbæk igen på havet med sine mænd og ”Terje Vigen”.
Sådan er fiskernes lod. Hårdt arbejde og meget lidt hvile i den tid, da chancerne for last skal tages. Mere end 100 dage om året kan man ikke regne med fiskeri her. Derfor spildes ingen chance. Så får man sove på andre tider.
”Terje Vigen” er en af de 17-18 halvstore både, der driver søgående fiskeri fra Klitmøller. Ingen af de fire mænd, som har part i dette fartøj er under 60. I en menneskealder har de holdt sammen, været fælles om skib, slid og udbytte. Et enestående samarbejde, siger man inde på fiskeeksporten i Klitmøller.
Men nu er det ved at være sket. 1. oktober lægger Jens Dragsbæk op. Han er 67 og har fisket, siden han var ”en bette knejt på syv”. Længe har han været den ældste, aktive fiskeskipper i lejet, respekteret og afholdt af alle kolleger for mandighed og mildhed. En god søens mand, der fortjener nu at kunne nyde livet hjemme i ”Havbo” mellem marehalms-klitterne.
34 års tjeneste i redningsvæsnet
Blandt de yngre fiskere i Klitmøller ser man op til Jens Dragsbæk. fordi han er et mandfolk, formet af Vesterhavets barske vejr, stærk og stejl i kampen mod søen, når den er værst, men også blød i sindet, fordi søens farer har gjort ham ydmyg over for livet.
Gennem 34 år var Jens Dragsbæk ansat i redningsvæsnet. 116 menneskeliv har han været med til at redde på havet. Med redningsbåden fra Klitmøller er han ved dag og nat gået ud i søernes bråd til nødstedte og har sammen med sine kammerater frelst søfolk, mens deres skibe truedes med at blive slået til vrag.
- Har man sit arbejde på havet, kender man risikoen, siger Jens Dragsbæk. Vi fiskere ved, at søen uden varsel kan rejse sig. Havet er lumsk. Vi kan tage ud i havblik og møde de piskende søer midt i arbejdet.
Klitmøller har i tidernes løb bragt sine ofre til det urolige hav. Se blot på den vindblæste kirkegård. Dens gravsten fortæller om gode mænd fra dette sogn, som blev derude - og andre sten beretter om tragedier for store skibe, der sank ikke langt fra kysten og tog mange mænd med sig i dybet.
Til gengæld fortæller redningsvæsnets historie om glædelige begivenheder - om mænd, der i den yderste nød blev bjærget af redningsbåden, udmattede, men dog i live, og når man adskillige gange har stået over for denne kamp mellem liv og død, kommer man til at holde dobbelt så meget af livet, siger Jens Dragsbæk.
Han er født i Klitmøller. Faderen, Lars Dragsbæk, tog ham med på hummer- og makrel-fiskeri, endnu før Jens havde sat sine ben i skolen. Og da han derefter kun gik til skolen to halve dage om ugen, blev der tid til at hjælpe faderen på søen.
- Far var gammel sømand, fortæller Jens Dragsbæk. Han for på verdenshavene med sejlskibene. Bedstefar havde ligeledes sit levebrød på havet. Selv sejlede jeg til søs, før jeg fik fiskerbåd, og en gang var jeg ved at forlise ud for Norge. I 11 døgn lå vi med svær slagside med det første danske sejlskib, som havde fået motor. Den reddede os. Også jeg kender søen på godt og ondt. Det gør vi alle i Klitmøller - fordi vi alle er afhængige af havet.
Kilde: Århus Stiftstidende 4. september 1960.
Jens Dragsbk Aarhus Stifttidende 4 9 1960