Ørhagevej 179, Klitmøller.
Matr. nr. 6u.

24/4 1931. Skøde fra Anders Christensen Konge til Christen Odder Pedersen paa matr. nr. 6u.

Christen Odder Pedersen (1899-1944) var fisker og druknede ved en mineulykke under anden verdenskrig. Han var gift med Elvine Grønkjær. De byggede hus paa parcellen. I 1941 byggede de hus paa Vangsaavej og flyttede dertil.

8/7 1941 solgte Christen Odder Pedersen matr. nr. 6u til:

Peter Nystrup Andersen Grønkjær, der var fisker og født 1914 i Vangsaa. I 1940 blev han gift med Inger Holler, født 1920 i Klitmøller. Fra 1968 til 1973 var han formand for Klitmøller Fiskeeksport. 1979 gik han paa efterløn.

1990. Ejer: Peter Nystrup Andersen Grønkjær.

(Se følgende sider).

*****************

Nekrolog i Thisted Dagblad, 8. december 1998.

En af Klitmøllers markante skikkelser, forh. fisker PETER N. A. GRØNKJÆR, Ørhagevej 179, er død, 84 år.

Peter Grønkjær var kendt, ikke blot i Klitmøller, men også af de mange turister, der årligt gæster området. Mange har i tidens løb fået sig en snak med fiskeren, der om nogen var indbegrebet af en ægte havbo.

Peter Grønkjær var født i Vangså, hvor han voksede op hos moderen Anna Grønkjær og tre søskende, efter hans far Peder Grønkjær døde, da Peter var ganske lille.

Allerede efter konfirmationsalderen tog Peter Grønkjær sin første hyre på en kystbåd i Klitmøller. Han bosatte sig for alvor fast i Klitmøller, da han i 1940 giftede sig med Inger Holler. I 1941 flyttede parret i eget hus, og det blev rammen for et langt og godt liv ved havet.

Peter Grønkjær har været medejer af flere kystbåde siden hen. Han stoppede som aktiv fisker sidst i 70’erne, men blev indtil for fire år siden ved med at dyrke fiskeriet som sin hobby. Herefter hjalp han de andre fiskere.

Lystfiskerklubben i Klitmøller var omdrejningspunktet i mange år, og Peter Grønkjær opnåede da også at blive æresmedlem af klubben. Her mødtes han med de andre fiskere, og så gik snakken over en øl. Peter Grønkjær var kendt som en ualmindelig god historiefortæller og kunne mange ofte gruopvækkende historier om skibsforlis, strandvaskere og spøgelser langs kysten og i klitterne.

Peter Grønkjær var i en årrække formand for Klitmøller Fiskeeksport (nu Klitmøller Fisk). I kraft af sit engagement for området, deltog han ved flere lejligheder i tv hvor han på bedste vis repræsenterede egnen, blandt andet i en udsendelse om "surfernes paradis".

- Det hedder alt’så Klitmøller! Sådan husker mange også Peter Grønkjær fra forårets tv-reklame, hvor han med et lunt glimt i øjet og et smil på læben fortalte, hvordan Klitmøller udtales på rigtig jysk.

Kyststrækningen ud for Klitmøller var en stor bestanddel af hans liv. Han trivedes ved sine daglige gåture langs havet, og havde ikke behov for at se andre steder. Én gang i sit liv var han udenlands - tre dage i Harzen - og så hjem til Klitmøller. Det var her han helst ville være.

Et langt liv ved havet blev det til - og et godt liv, både for Peter Grønkjær og hans kone. Hun døde i januar i år. Frisk og rørig blev han boende i huset. Fredag i sidste uge sov han stille ind.

Han efterlader sig fire børn, samt børnebørn og oldebørn. En søn og en datter bor i Klitmøller. En datter bor i Thisted og en datter på Fanø.

ulla

***********************

Den 25. oktober fylder Peter Nystrup Grønkjær 80 år. Han er født og opvokset i Vangså, hvor han boede med sin mor, Anna Grønkjær og tre søskende, efter hans far, Peder Grønkjær, døde, da Peter var ganske lille. Allerede efter konfirmantionsalderen tog Peter Grønkjær, sin første hyre på en kystbåd i Klitmøller. Han bosatte sig for alvor fast i Klitmøller, da han i 1940 giftede sig med Inge Holler fra Klitmøller. Peter Grønkjær har været medejer af flere kystbåde sidenhen. Han stoppede som aktiv fisker sidst i 70’erne, men blev indtil for tre år siden ved med at dyrke fiskeriet som sin hobby. Hver dag kan man dog stadig se Peter Grønkjær spadsere sine daglige ture langs Klitmøllers kyststrækning, som har været en stor bestanddel af hans liv.

Historier om strandvaskere, strandinger og spøgelser langs kysten og i klitterne har, specielt i tiden før radio og tv for alvor slog igennem, været et godt samtaleemne, når de små fiskerfamilier sad samlet ved langbordet i petroleumslampernes skær.

Den knap 80-årige fisker fra Klitmøller, Peter Nystrup Grønkjær, mindes barndommens gruopvækkende historier med et smil på læben og et glimt i øjet. For der er jo mere mellem himmel og jord end vi aner, slår han fast. Hvad med den her:

*

Efter et forlis en stormfuld nat i det forrige århundrede, da søfart foregik i træskibe med sejl, drev en del døde søfolk ind på stranden et sted på vestkysten ikke så forfærdelig langtfra Klitmøller. I det lille lokalsamfund var man enige om at begrave søfolkene standsmæssigt i trækister, men det kneb med én af de afdøde. Han var enormt stor i både drøjde og højde, og for at få ham ned i kisten, blev man nødt til at kappe hans ben af ved knæene. Men det skulle man aldrig have gjort. For hver nat går den arme sømand igen, og mange har gennem tiderne set den store og brede mand humpe rundt i klitterne på sine benstumper og lede efter de afhuggede skinneben og fødder. Det gør han faktisk den dag i dag.

*

- Ja folk troede på spøgelser dengang, og historierne bliver jo ikke dårligere af at blive gentaget, smiler Peter Grønkjær underfundigt.

Han er født og opvokset i Vangså, hvor han efter faderens død holdt sig meget til bedstefaderen. Carl Nystrup, som var strandfoged. Sammen med bedstefaderen var lille Peter tit og ofte nede ved stranden, hvor han har set mange ting, som for eksempel strandvaskere, der var drevet i land. Det var ofte stærke sager for den lille gut.

- Dengang ved århundredeskiftet drev mange flere strandvaskere i land end i dag, hvor skibene er langt bedre udstyret, og ikke forliser så let. Og mange af de historier jeg hørte, når vi sad samlet ved langbordet hjemme hos bedstefar, var jo røverhistorier forbundet med de her strandvaskere. Så sad mændene og fortalte om deres bedrifter og prøvede flittigt at overgå hinanden med uhyrligheder, siger Peter Grønkjær.

En af de historier, som han har grinet meget over, er denne her:

*

Engang drev en strandvasker i land ved Vangså, hvor bedstefaderen, Carl Nystrup, var strand~. foged. Og strandvaskeren var af fremmed herkomst kunne man ikke se, men én ting ved ham var især mærkelig. Han havde ingen støvler på. Nogle dage efter fundet af strandvaskeren begyndte en lokal fisker at spankulere rundt i et par rigtigt flotte støvler, som tydeligt ikke var købt i Danmark. Mange begyndte at tale om, hvorfra han havde fået fat på de her støvler, og ingen var heller i tvivl om, at de kom fra strandvaskeren, som var drevet i land nogle dage forinden. Strandvagten og et par andre besluttede en mørk og stormfuld aften, at tage lidt gas på fiskeren med støvlerne. De gemte sig ude i klitterne hvor de vidste fiskeren kom forbi og råbte med dyb stemme. "Giv mig mine støvler, jeg vil have mine støvler." Og fiskeren, der selvfølgelig troede, at det var strandvaskerens genfærd, tog straks støvlerne af, smed dem i klitten og løb skrækslagen bort, til stor morskab for strandvagten, og dem som siden gad høre på den historie.

*

Netop det med den dårlige samvittighed og troen på spøgelser, tror Peter Grønkjær hænger meget sammen. I de helt gamle dage, da Peter Grønkjærs bedstefar var lille dreng, hørte han historier fra sin far, om de grufulde strandplyndringer, som stadig foregik overalt ved vestkysten dengang.

Søfolk blev med lygter lokket ind til kysten af beboerne i de små fiskersamfund, for derefter at blive slået ihjel og udplyndret. For at komme hurtigt af med ligene, begravede man de dræbte søfolk i klitterne langs kysten, i de såkaldte dødemandsbjerge. Nogle gange hændte det også, at man ved bjærgninger slog de overlevende søfolk ihjel, for derefter at dele lasten imellem sig.

- Og det var ikke pæne historier, der blev fortalt. Der blev både kappet hænder og fingre af de afdøde, hvis man ikke kunne få en ring eller andet af. Så i betragtning af de hæslige gerninger, kan man vel nok forstå, hvis folk derefter blev bange for, at de her søfolk stod op af deres grave. Den dårlige samvittighed nagede dem vel, og satte gang i fantasien. Jeg tror det har givet anledning til mange af de grufulde historier om spøgerier langs kysten, siger Peter Grønkjær.

Meget af det var jo overtro, avlet i et lille samfund med sort samvittighed, men mange af de såkaldte forvarsler, som datidens fiskere kunne få, mener Peter Grønkjær er reel nok.

- Man skal ikke længere tilbage end min tid som aktiv fisker, hvor vejr og vind, retningen på dønningerne og farven på himlen var eneste rettesnor vi havde for at tyde hvordan vejr og fisk ville arte sig. Man kunne også næsten med bestemthed sige, at i nat får vi en stranding, og det holdt altsammen som regel stik. Vi skrev vores erfaringer ned, for at bruge dem senere, for vi havde jo ikke nutidens moderne udstyr. Det griner folk af i dag, men vi levede tættere på naturen dengang, og forstod at tage varsler på det som hændte, siger Peter Grønkjær.

Han har været med ved mange strandinger i tidens løb, og kan berette om hvordan man kunne høre tudehornene gennem tågen fra de nødstedte fartøjer. Som regel blev besætningen reddet, og så samledes man om at bjærge lasten. Det skal lige tilføjes, at man i Peter Grønkjærs tid ikke har slået nødstedte søfolk ihjel. Derimod gjorde mange brave mænd i redningsbådene alt hvad de kunne for at redde liv.

- Men der var jo også penge at hente ved en stranding. Dem som hjalp til, fik en andel i det som blev bjærget, og folk var jo fattige dengang. Det var en stor begivenhed, når der var en stranding, siger Peter Grønkjær.

Mange af de gamle skikke og overtroen hænger stadig ved fiskeriet, også selvom det er blevet fagre nye tider.

*

Man smider altid den første fisk man fanger ud igen, når man er ude med en helt ny kutter for første gang. Man må ikke starte en tur på en mandag. o. s. v.

*

- Der findes mange af sådanne ting. Det er det rene overtro og ævl, og hvor det kommer fra ved jeg ikke. Men overskrider man én af disse uskrevne regler, er man sikker på ulykke fremover, for der er mere mellem himmel og jord end vi ved til, slår den gamle fisker fast én gang for alle.

Tekst: Ann Kerol

Foto: Peter Mørk

Kilde: Thisted Dagblad, 8. oktober 1994.