Matr. nr. 6L,
Ørhagevej 159.
Klitmøller.

19/9 1928. Skøde fra Anders Christenser Konge til Peder Munk Madsen paa matr. nr. 6L. Ved skødet er der paalagt servitut om, at ejeren af matr. nr. 6L ingenlunde paa ejendommen maa holde flere end 4 høns.

Peder Munk Madsen (1897-1978) var født i Vorupør, fiskeeksportør, gift med Ottomine G. Frederikke Munk Madsen.
De byggede hus paa pareellen.
1990. Ejer: Ottomine C.F. Munk Madsen.

Thisted Dagblad, 8. april 1972

Forhenværende fiskeeksportør P. Munk Madsen, Klitmøller, som fylder 75 år onsdag den 12. april, blev i sin tid - det vil sige i 1926 - set an og antaget af tre Konger, en spøgefuld omstændighed, som udensogns nok taler til de royalistiske følelser, men som i Klitmøller ikke vakte nogen opmærksomhed. De tre Konger var nemlig brødrene Martin, Anders og Jens Konge, medlemmer af den Kongeslægt, som på så mange felter har været toneangivende i flere generationer. - Klitmøller Fiskeeksport blev oprettet i 1926, og man skulle have en brugbar mand til at lede den forretningsmæssige side af sagen. Det blev P. Munk Madsen, og om hans brugbarhed vidner tilstrækkelig tydeligt den kendsgerning, at han blev i pladsen i 42 år.
P. Munk Madsen har alle dage været havbo - født i Nr. Vorupør - men der var intet, der pegede hen imod, at han det meste af sit liv skulle blive mølbo, endda mølbo med liv og sjæl. Han var søn fra fiskeeksportfirmaet Munk Madsen & Sønner. Nr. Vorupør, men ikke med i firmaet. Han uddannede sig i kolonialbranchen, og var kontormand i Frederikshavn, da det ulykkelige skete, at familiefirmaet i Vorupør ikke kunne klare skærene. - Klitmøller-fiskerne havde i et vist omfang afsat deres fangster til Munk Madsen & Sønner, men besluttede nu at etablere deres egen fiskeeksport. Der gik bud til Vorupør-firmaet med en forespørgsel om, hvorvidt en søn herfra kunne tænke sig at tage jobbet. Familien pegede på P. Munk Madsen.
- Jeg sprang så på cyklen og kørte langs stranden til Klitmøller for at fremstille mig, fortæller Munk Madsen. - Jeg fik foretræde for de tre Konger; Martin, Anders og Jens, hvoraf den førstnævnte endnu lever og tilbringer sin alderdom på De gamles Hjem i Hanstholm. Han er over 90. Da de havde set mig tilstrækkeligt an, ansatte de mig, og siden da har jeg gerne pralet med, at der skulle hele tre Konger til at ansætte mig. Jeg havde det godt med disse tre Konger. De var prægtige mænd med faste meninger, uden at jeg derfor vil kalde dem stejle. De var i mangt og meget toneangivende og dertil fremragende fiskere. Anders Konge var Klitmøller Fiskeeksports første formand.

Da katastrofen ramte Klitmøller
Fiskekesporten begyndte forholdavis beskedent med 23 fiskere som medlemmer. På det tidspunkt boede der i Klitmøller omkring 80 aktive fiskere med en kutterflåde på en snes fartøjer. Fire år senere opsagde de øvrige fiskere deres handelsforbindelse i Thisted og sluttede sig til Klitmøller Fiskeeksport. Det gav jo vind i sejlene. Den fisk, vi eksporterede, var altid af høj kvalitet, fordi den var dagfanget. Den gang var hummer-fiskeriet her på kysten også et aktiv, som desværre nu er forsvundet sammen med hummeren. Det gik egentlig helt godt i Klitmøller, indtil katastrofen ramte ubønhørligt hårdt i 1944, da tre både minesprængtes og gik ned med 12 fiskere, i virkeligheden hver syvende aktiv fisker i fiskerlejet. Det var en ulykke, der ramte mange smerteligt. Fiskeeksporten gik i spidsen for en indsamling, der indbragte 125.000 kroner til de efterladte.

Vi støbte kuglerne
Kort tid efter sin tiltræden gjorde P. Munk Madsen sig skyldig i en egoistisk handling: Han købte den skønneste af byggegrundene i Klitmøller og byggede på en klittop det hus, hvor han og hustruen stadig bor - med udsigt over havet og over landingspladsens brogede mylder af bygninger. Som en konsekvens af at Klitmøllerflåden på et tidligt tidspunkt flyttede til Hanstholm Havn, afhændede Klitmøller Fiskeeksport i fjor landingspladsens bygninger til Hanstholm Kommune for et beløb i underkanten af 100.000 kroner.
- Jeg ved ikke, hvad fiskeeksporten vil bruge de penge til, men jeg håber, at de anvender dem med fornuft, tilføjer P. Munk Madsen. Med fornuft mener jeg, at man bør give de gamle fiskere deres del. De gamle, som nu lever af deres folkepension, har været med til at skabe de værdier, som eksporten har afstået til kommunen, og man bør ikke glemme dem.
Og så glæder jeg mig iøvrigt over, at der udfoldes bestræbelser for at bringe bygningerne i stand, så de ikke forfalder. Det er et miljø, der er værd at bevare. Ærlig talt: det er trist at se landingspladsen tom.
- Og hvem er bl. a. skyld i, at den er det?
- Nå, ja, min egen andel i den udvikling kan jeg jo ikke bestride, og jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm: jeg har ikke fortrudt noget som helst. Hanstholm Havn har altid været en hjertesag for mig. Min rolle i den sag begyndte med, at jeg i 1928 blev udpeget som sekretær i Centralforeningen af fiskeriforeninger i Thisted Amt, som den gang havde sognefoged, amtsrådsmedlem Anton Jensen som formand. Han blev jo en af dem, der stod forrest i kampen for Hanstholm Havn, da politikerne blev lunkne efter krigen. Da Hanstholm-udvalget blev nedsat i 1946 med amtmand H. Egedorf som formand med den opgave at slå på stortromme for havnesagen, blev redaktør Kjeld Jensen, Thisted, og jeg hans nærmeste medarbejdere. Vi tre støbte alle de kugler, som udvalget skød af. Det er troligt nok, at man i centraladministrationen fandt os en kende påtrængende. Jeg husker at trafikminister Kai Lindberg en gang sagde til mig lettere Irriteret: ”Nå, hvad er det så De vil sige i dag”. Jeg svarede ved at pege på ordene ”Med lov skal land bygges” og sagde, at denne udmærkede regel åbenbart var møntet på hele landet med undtagelse af Hanstholm. Nå, det blev jo Kai Lindberg, der som minister kom til at indfri vore forventninger, og det skal han bestemt ikke have utak for. Da folketinget vedtog loven om Hanstholm Havn, sagde vi: ”Brødre, det dages i nordvest”.
Mit hjertesuk om den tomme landingsplads i Klitmøller skal såmænd kun udlægges derhen, at jeg synes, flytningen til Hanstholm skete lidt hovedkulds. Nå, jeg tror, fiskerne er faldet godt til på Hanstholm Havn. De små kystbåde kan vi ikke undvære. Det er dem, der lander havnens fineste fisk. Det bør det store hartkorn skrive bag øret, når man f. eks. vælger bestyrelse i fiskeriforeningen.

Kystfiskeriets repræsentant i 35 år
P. Munk Madsen har i otte år været medlem af den daværende Vester og Øster Vandet-Klitmøller sogneråd, og han kan også se tilbage på en betydningsfuld organisatorisk indsats for vestkystens fiskere. Da Danmarks Havfiskeriforening blev oprettet i 1932, var Munk Madsen blandt stifterne, og han fik sæde i den første bestyrelse. I hovedbestyrelsen var han i ikke færre end 35 år kystfiskeriet en god talsmand. Da han i 1967 trak sig ud af hovedbestyrelsen, takkede man ham med et æresbrev.
- Er tiden ikke inde til, at de danske fiskere slår deres organisationer sammen?
- Nej, under ingen omstændigheder. Det er nu min mening. Det er muligt, at andre er af den anden opfattelse. Erhvervets vilkår her på Vestkysten adskiller sig stadig så stærkt fra vilkårene i den øvrige del af landet, at jeg ikke rigtigt kan se nytten af en sammenlægning af Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening. Mit fødselsdagsønske skal altså ikke være, at der må komme nye signaler for det organisatoriske, men derimod at den medvind, der har præget dansk fiskeri i det sidste par år, må fortsætte, for det har fiskerne fortjent. Ken

  

Huset i 1998