Ørhagevej 147
Matr. nr. 6ac., Klitmøller

24/11 1934. Skøde fra Anders Christensen Konge til Arnold Maximillian Jensen paa matr. nr. 6ac. Arnold M. Jensen byggede hus med købmandsforretning og beboelse. 7/3 1940 solgte han huset med forretning til:

Aage Vester Sørensen, gift med Agnes Sørensen. De drev købmandsforretning i ni aar, hvorefter de solgte til:

Otto Arnold Salmonsen (1922-1983), søn af murermester Salmon Salmonsen i Klitmøller. Arnold Salmonsen kom i lære hos købmand Oddershede, og havde siden flere pladser, indtil han i 1949 blev selvstændig købmand i hjembyen. I 1974 gik han i kompagni med købmændene Gunnar Nielsen og Morten Jensen om Klitmøller Indkøbscenter. Den dag købmand Salmonsen lukkede sin gamle forretning og rykkede ind i den nye, var det nøjagtig 25 aar siden han var blevet selvstændig købmand. I 1954 giftede han sig med Grete Salmonsen fra Thisted.

Arnold Salmonsen døde i 1983, hvorefter hans enke afstod sin andel i Klitmøller Indkøbscenter.

Thisted Dagblad 1986:

Trafikulykken sidst paa formiddagen onsdag i Vildsund kostede den 57-aarige Grethe Salmonsen, Ørhagevej 147, Klitmøller, livet. I sin Fiat 127 kørte hun fra Skyumvej og direkte ud paa Vildsundvej uden at holde tilbage. I vejkrydset lige vest for broen blev hendes vogn ramt af en lastbil, der var paa vej mod Mors og ført af en ung mand fra Skjoldborg. Kvinden er formentlig blevet dræbt paa stedet. Lastbilchaufføren slap uskadt, oplyser politiet. Grethe Salmonsen havde kørt en kvindelig bekendt til arbejde i Vildsund, og hun var selv paa vej mod Thisted til sit arbejde paa den nye DSB-kiosk, da ulykken skete. I det paagældende kryds er der tidligere sket dødsulykker.

Efter Grethe Salmonsens død blev huset solgt til:

Søren Konradsen, der ombyggede huset til "Cafe Konrad"

*******************

Thisted Dagblad 22. februar 1997:

Conrad er navnet

I byen: "Café Conrad" i Klitmøller får nye ejere, som vil sætte deres præg på stedet, men navnet er stadig Conrad

Hvorfor ændre et navn, som allerede er slået fast i kundernes bevidsthed som et godt spisested.

Michael Andersen, 28, og Gitte Kristensen, 25, nyt værtspar på Café Conrad i Klitmøller, er enige om at føre stedet videre under det nuværende navn, og så i øvrigt arbejde for at sætte deres personlige præg på restauranten, som de åbner 1. marts.

Frem til maj måned er der åbent torsdag til søndag, men efter Pinse er Café Conrad åben alle ugens syv dage.

Nye folk betyder ændringer. Michael Andersen starter med kaffen som skal være friskmalet. Det giver den et ekstra pift. Derfor udvides inventaret med en kaffemølle, så bønnerne kan males, mens kunden venter.

Italiensk

- Desuden vil jeg satse på italiensk inspireret mad, men det bliver ikke noget med pizza’er. Det italienske køkken er meget mere end det, fortæller Michael Andersen, som ved hvad han taler om. Han har nemlig arbejdet som kok i Italien - og i Tyskland for den sags skyld. Desuden har han været en tur omkring køkkenet på en af Tivolis restauranter, inden han i 1994 kom til Restaurant "Glashuset" i Ikast, hvor han var ansat frem til nu. Læretiden blev i øvrigt udstået på Hotel Limfjorden i Thisted, for Café Conrads nye ejere er thyboer. Han er fra Hillerslev, hun fra Østerild.

Selv om det italienske bliver et af stedets særkender, kan køkkenet, som skal være åbent for frokostgæster og senere på dagen for middagsgæster, også byde på andre retter. Også hvor råvaren er fisk.

- Derimod får vi ikke en egentlig salatbar. Jeg vil hellere lave en portion salat til hver enkelt kuvert. Så kan der laves noget mere spændende ud af det.

Café Conrad har plads til 35 spisende ved bordene inden døre. Men er vejret til udendørs servering, bliver det med ét muligt at dække op til 80-90 mennesker.

- Pladsen sætter nogle begrænsninger. Blandt andet har vi svært ved at tage selskaber ind i den daglige åbningstid. Så det vilæ fortrinsvis være aktuelt om søndagen til frokost, siger Michael Andersen.

På personalesiden er der foruden ham selv også Gitte Kristensen, som i øjeblikket arbejder som Falckredder. Antallet af medarbejdere skal naturligvis passe til tempoet, fortæller Michael Andersen, som regner med at have fuld fart på i sæsonen - og så slappe af i tre måneder om vinteren.

Parret får privatbolig i ejendommen som også rummer cafeen, som de forøvrigt købte næsten i samme øjeblik som det blev kendt, at den var til salg.

- Jeg ville gerne til Thy og have mit eget, så da muligheden bød sig,. var. det om at slå til, siger Michael Andersen, som i disse dage har travlt med at gøre stedet klar til åbning 1. marts.

jfa

Matrnr 6ac cafe conrad18

Matrnr 6ac Annonce