Matr.nr. 3f, Klitmøller
Vangsaavej 65
16/12 1928. Skøde fra Niels Chr. Olsen Krogh til Chr. Sørensen Møller på matr.nr. 3f og 29k.
Chr. Sørensen Møller var murer og byggede hus på matr.nr. 3f. Han var gift med Maren Nielsine Petra Andersen.
Chr. Sørensen Møller døde i l932 og den 24/5 1950 solgte enken huset til:
Anders Chr. Jensen (1887-1976), født i Vangså og gift med Mette Jensen (1886-1962). Han var fisker og strandfoged.
Huset blev overtaget af deres søn:
Christian Odder Jensen, fhv. autolakerer i Thisted og ugift.
1981 samme ejer.
1997 Ejer: Poul Gadegaard.
- - - - - - - - - - -
85 år og stadig aktiv
Danmarks vist nok ældste aktive strandfoged, Anders Chr. Jensen, Klitmøller, fortæller om et langt liv som sømand og fisker
I den sydlige ende af Klitmøller ligger der mod vejen til Vangså et lille knaldgult hus. Udenfor huset ligger der stabler af tømmer, placeret i snorlige rækker og sorteret efter størrelse. Der går næppe en dag, uden at man kan se husets ejer beskæftiget med at bakse med de store kævler. Der er intet usædvanligt i at se en mand slæbe på noget stort og tungt, men man må alligevel undres, når man får at vide, at det er en 85-årig strandfoged, der lægger kræfter til. Hvis man spørger, om det ikke er for hårdt et arbejde, kommer det hurtige svar, at ”han ikke er rådden endnu”.
På mandag fylder husets ejer, fisker og strandfoged Anders Chr. Jensen, 85 år. Han er vist nok den ældste aktive strandfoged i Danmark. Hver morgen står han op klokken 4, og ved 6-tiden indleder han dagens dont med at bøde garn i sit værksted. Det er et arbejde, han har påtaget sig for sin søn og svigersøn, der begge er fiskere. Anders Chr. Jensen er stadig åndsfrisk, og mange hændelser tilbage i tiden kan han huske, som var det i går. Han er født i Vangså, hvor faderen var landmand og fisker, og han er den ældste af en børneflok på syv. Som den ældste søn måtte han selvfølgelig påtage sig en del arbejde allerede fra de tidlige drengeår.
Udenbords på den første sejlads
- Da jeg var 12 år, kom min bedstefar tit og vækkede mig om natten ved 2-tiden, når vi skulle på havet for at fiske. Det kunne til tider være drøjt, men dengang beklagede man sig ikke. Det lå i blodet at jeg skulle være fisker. Dagen lang arbejdede jeg, når jeg ikke var i skole - to dage om ugen i sommertiden og fire dage om vinteren. Da jeg nåede konfirmationsalderen, syntes jeg, at det måtte være nok. Nu kunne mine brødre overtage arbejdet derhjemme. Jeg tog til Thisted for at få min første hyre på en, skonnert ved navn ”Chrestence”.
I to somre sejlede jeg med tømmer fra Norge og Sverige. Men det var nær gået galt allerede på min første tur. Vi var kommet fra Sverige og skulle ind igennem barren ved Hals. Det var i 1901. Skipperen bad mig om at slække lidt på storskødet, men pludselig fik jeg en løkke omkring foden og blev kastet udenbords. Heldigvis fik jeg fat med en hånd i tovet. Da jeg bevidstløs blev hevet op igen, måtte de med magt få mig til at slippe taget. Men modet havde jeg ikke mistet, og det var stadig lysten til at komme på langfart, der drev mig.
I 1905 rejste jeg med en kammerat til Svendborg for at få en hyre med en tremastet skonnert, der havde været på langfart. At få hyre dengang foregik på den måde, at man bandt sig for to år og kun kunne afmønstre, hvis skibet anløb dansk havn, og det gjorde det selvfølgelig ikke. Med dette skib kom jeg dog ikke på rigtig langfart, det var nærmere nordeuropæisk fart. Det var et hårdt liv, og maden skulle man næsten stjæle sig til, fordi den var nøjagtigt afmålt i portioner.
Prins Aksel en kærnegut
Det liv fik hurtigt en ende, da jeg afmønstrede i 1908. Jeg blev i foråret samme år indkaldt til marinen, fortæller Anders Chr. Jensen, idet han smilende erindrer, hvordan militæret ikke sådan kunne få styr på fuldbefarne matroser.
- Søfolk dengang var ikke på session, vi gled automatisk ind i marinen. De kunne ikke sådan få os til at hoppe og springe, men vi fik da lært lidt pistolskydning og sabelhugning. Derefter kom jeg ombord på krydseren ”Heimdal”, der den vinter skulle på en tur til Middelhavet. Ombord var vi 240 mand, og vi havde prins Aksel ombord som sekondløjtnant. Det var en kærnegut. Når han havde vagt, indberettede han aldrig nogen, selvom der var grund til det. Hele vinteren lå vi på de pladser, og med hensyn til arbejdet var jeg meget heldig. Underofficererne kunne kun tilkomme en ret mad om dagen, resten skulle de selv betale af deres løn. Det blev min opgave på rejsen at købe ind til dem. Så i hver eneste havn var jeg hver dag alene i land for at købe ind. Jeg blev efterhånden helt skrap til at handle, for jeg må sige, de var ualmindeligt durkdrevne til at snyde på markederne, hvis de kunne komme af sted med det.
I julen 1906 lå vil Piræus i Grækenland, hvor jeg for øvrigt fik et par tyrkiske soldatersko og en fez i julegave. Pludselig fik vi melding om at afgå til Messina, hvor der var udbrudt et frygteligt jordskælv.
Vi sejlede med forsyninger. For den aktion fik mandskabet et år efter en medalje. Det var ikke meget, vi så til jordskælvskatastrofen, fordi vi lå på reden og lossede. Hjemturen blev mere dramatisk, end vi havde forestillet os. Fra Skagen til København skulle der være manøvre, men den blev udsat på grund af tåge. Lige da vi havde rundet Kronborg, stødte et engelsk tankskib ind i siden på os. Skibet havde ramt os midtskibs og ødelagt lysanlægget. Straks opstod der vild forvirring. Der blev pebet, at vi skulle borde engelskmanden, 50. mand var allerede ovre, men da skadens omfang ikke, var så slem, at der var fare for, at vi skulle synke, gik vi i gang med at lappe hullet med sejldug. Sådan kom vi til København, og allerede dagen efter blev vi hjemsendt.
Strandet besætning reddet to gange
Da jeg kom hjem, havde jeg stadig lysten til søen, siger Anders Chr. Jensen, og jeg havde ikke i tankerne at blive fisker. Jeg sejlede med skuder fra Thisted, men måtte alligevel bøje mig, da jeg 1912 blev gift med Mette Odder, der som jeg selv var fra Vangså. Vi overtog hendes forældres ejendom, og de fik så en stue hos os. Men jeg må indrømme, at det var et hårdt slid. Jeg fik fat på en gammel båd og fiskede først fra Vangså og siden fra Klitmøller. Livet gik sin vante gang både med fiskeriet og med familielivet. Vi fik fire drenge og en pige.
Men dramatiske ting skete der ind imellem. Jeg var ansat ved redningsvæsenet som opsynsmand, indtil stationen i Vangså blev nedlagt i slutningen af 30’erne. I februar 1935 oplevede vi en stranding i Vangså, hvor vi inden for den samme dag måtte redde besætningen to gange. Det var stærk tåge og blæsende i vejret, så vi var ikke på havet den dag. I Klitmøller hørte vi pludselig en kraftig brølen fra en damper, og vi var med det samme klar over, at det var en stranding. Nede ved Vangså var den finske damper ”Alku” med en 17 mand stor besætning ganske rigtigt strandet. Vi fik hurtigt kontakt med skibet. Besætningen; deraf tre kvinder, blev reddet i land ved hjælp af redningsstolen. Ingen af dem havde fået noget videre tøj på, og da vinden hen på aftenen løjede af, blev besætningen sejlet ud til skibet igen. Men så tog stormen fat igen, og endnu engang måtte vi have raketgrejet frem for at redde dem. Skibet var lastet med koks, så vi fik da varmen den vinter.
Timeløn 13 øre
Under krigen var det dårlige tider for fiskeriet, så jeg søgte derfor posten som strandfoged her fra skellet ved Nystrup Plantage tre km syd på mod Vangså. Dengang betragtede man det nærmest som en ærespost, hvad jeg vel stadig gør. Jeg har ikke rensningspligt, men min strækning er heller ikke videre forurenet.
- Er der nogen fortjeneste ved at være strandfoged?
- Det må jeg sige nej til. Lønnen er kun ca. 1.600 kr. om året. Hertil kommer en tredjedel af overskuddet ved auktionen over strandingsgods. Overskuddet var sidste 33,50 kr. Det er den betaling, vi får for en arbejdsindsats i hundredvis af timer. Jeg tror, at det var en strandfoged ved Agger, der en gang regnede ud, at hans timeløn kun var 13 øre. Jeg har vel noget lignende. Men jeg er ikke utilfreds. Det er den dejlige natur, livet og lysten til at trave, der får mig til at fortsætte. Det er dejligt at have noget at rive i, for i de sidste 10 år har jeg været enkemand.
- Kan kræfterne slå til?
- Ja, jeg er ikke helt rådden endnu. Jeg har stadig nok at lave. Om morgenen vågner jeg ved 3-tiden, og når jeg har fået morgenkaffe, går jeg i gang med at bøde garn, hvis jeg ikke er på stranden. Der bliver tid til en middagslur, ved 22-tiden er det sengetid. Fjernsyn vil jeg ikke have. Jeg synes det er for mange penge at give for et apparat, som de fleste ældre falder i søvn foran. Sidste år købte jeg en lille jolle, så om sommeren fisker jeg med kroge og sætter hummertejner. Det er svært at holde op, når man føler sig som fisker og sømand, slutter Anders Chr. Jensen. Troels.
