Leksikalsk: Lennon - Ono - Beatles


Lennon, John
,
1940-1980, britisk sanger, musiker og komponist. Var med til at danne The Beatles og skrev s.m. Paul McCartney en stor del af gruppens materiale. Samarbejdede fra 1968 med hustruen Yoko Ono om avantgardemusik. Solodebuterede 1970 med John Lennon/Plastic Ono Band og skrev siden bl. a. sangen "Imagine" (1971). Medvirkede i flere film, udgav bøger. Myrdet af en sindsforvirret fan uden for sit hjem i New York.


Ono, Yoko,
f. 1933, japansk-amerikansk koncept- og performancekunstner; g.m. John Lennon 1969. Med baggrund inden for musik, poesi og filosofi indtog Yoko Ono fra begyndelsen af 1960´erne en central rolle i New Yorks avantgardistiske kunstmiljø. Siden har hun været tilknyttet den internationale Fluxus-bevægelse og bl. a. arbejdet med intermedia, hvor hun lader Vestens kunst- og værkbegreb mødes med Østens zenfilosofi.


Beatles, The
. 1960´ernes betydeligste engelske popgruppe. The Beatles blev dannet i slutningen af 1950´erne af John Lennon guitar, sang, Paul McCartney bas, keyboard, guitar, sang, George Harrison guitar, sang og fra 1962 Ringo Starr trommer og sang. The Beatles´ betydning for udviklingen af den moderne pop- og rockmusik kan næppe overvurderes. Med stor virtuositet og opfindsomhed blandede The Beatles elementer fra klassisk musik, moderne musik, vestlig og indisk folkemusik med rockmusik og populærmusik i bred forstand.

 

Kilde: Gyldendals dvd-leksikon.

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler