"Lennon - Yoko Ono i spansk fængsel
i nat, forsøgte at bortføre barn"
(Dagbladet BT)

 

Aviserne havde de store bogstaver fremme om familien Lennon & Ono lidt over et år efter det tumultariske besøg i Thy.

Eks-beatlen John Lennon og hans japanske kone blev 23. april 1971 anholdt af det spanske politi i Palma på Mallorca. De sigtedes for bortførelse af Yoko´s datter Kyoko fra hendes far, Anthony Cox. En hel nat var de to verdensberømtheder i forhør. "Endnu tidligt i morges var de begge tilbageholdt", rapporterede Kurt Thyboe. "Lennon og Ono kom til Mallorca i går for at nå til en forståelse med Cox om den lille pige på seks år. Yoko Ono har flere gange søgt at få sin tidligere mands tilladelse til at besøge sin datter regelmæssigt. Uden held".

Kyoko opholdt sig på en privat skole på Mallorca. Hen på eftermiddagen dukkede to personer op, hvor børnene legede. De snakkede med den lille pige og pludselig greb de hende og løb med hende ud til en ventende bil. Politiet blev alarmeret. De kørte straks til hotellet, hvor Lennon-parret var indkvarteret. Og her fandt man Kyoko hos sin mor. Dommeren i Malaga har beordret John Lennon og Yoko Ono fængslet indtil videre.

En journalist i Palma fortæller til BT: "John og Yoko Ono nægter enhver tale om kidnapning. Blot har Yoko ikke i lang tid set sin datter. Derfor var hun kommet til Palma. De kender intet til "mystiske herrer". De hævder, at John hentede pigen hos Anthony Cox".

Indtil i går var forholdet mellem famlien Lennon og Cox forholdsvis idyllisk. Adskillige gange var Kyoko med John og Yoko på rejse. Bl. a. bryllupsrejsen til Canada i 1969.

Senere var de alle sammen i Thy og Hanherred. Det var i januar 1970. Og at der ved John og Yoko´s ankomst til egnen blev visket i krogene om forestående kidnapning blev af alle parter mødt med overbærende skuldertræk.

Yoko sagde dengang: "Jeg er ligeglad med, om I skriver i bladene, at vi er kommet for at kidnappe Kyoko. Bare I skriver ordet Fred. Så er vi glade!"

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler