Kunsten der kastede støj af sig

Et moderne shoppingcenter og moderne kunst var for meget for Hanstholm i 1970´erne. I hvert fald inden døre.

Af Flemming Skipper, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

fischer1HANSTHOLM: Når man nærmer sig Hanstholm-Centret fra vestsiden, får man hele historien serveret i ét blik.
Forrest Egon Fischers pladeskulptur som et symbol på de nye og moderne tider med en havn og en by planlagt næsten ned til mindste søm. Bagest, forankret i den barske natur og i alt dét, der er gået forud og dog stadig er forbundet med de nye tider: Hanstholm Fyr.
Men sådan har det ikke været tænkt. I hvert fald ikke fra begyndelsen.
"Det er ren vandalisme at flytte min skulptur udendørs, måske endda specielt i Hanstholm, hvor vind og vejr bider ekstra hårdt".
Sådan erklærede kunstneren i september 1977, da centerforeningen satte handling bag ord og lod skulpturen fjerne fra Centertorvet til parkeringspladsen udenfor. Ikke nogen nem opgave. Seks-otte mand og en gaffeltruck måtte lægge kræfter i for at få kunstværket bugseret ud til den ventende kran. Byens største. Og det sagde ikke så lidt i Hanstholm.

Overrasket
Egon Fischer var overrasket over den drastiske reaktion i Hanstholm, men havde ikke noget imod den debat, skulpturen satte i gang. Det var jo en del af kunstens mission. Men der var også ophavsret og misligholdelse af et kunstværk, som han betragtede som et af sine hovedværker.
Model og tegning til skulpturen fandtes i de største privatsamlinger af moderne europæisk kultur. 'Blå Pladeskulptur' optræder fortsat i Egon Fischers værkfortegnelse på såvel nettet som i diverse kunsthistorier. Kunstneren selv befinder sig i toppen af den danske kunst.
Fischer2Statens Kunstfond havde ydet langt det største bidrag til den moderne skulptur i 1976 i det moderne og overdækkede shoppingcenter, som mange byer landet over først var begyndt at drømme om. Og det var denne kunstfond, Egon Fischer nu ville drøfte situationen med.
Den blå pladeskulptur delte vandene i Hanstholm i 1970´erne - som den gør det i dag.
Forretningsfolk og kommune fandt skulpturen "for tam". Borgmester Chr. Hansen erklærede, at den slet ikke passede ind i centret. Men børnene tog kunsten til sig uden forbehold. Og det er slet ikke det værste, et kunstværk kan komme ud for.
Men det var også dét, der var problemet.
'Børnene benytter den som legeredskab, og når de med træsko sparker på skulpturen, giver den en infernalsk larm fra sig i det overdækkede butikstorv, som er omkranset af glas til alle sider. Når børnene er aktive, er det umuligt at få ørenlyd i butikker og kontorer'.
Sådan lød frontberetningen fra formanden for butikscentret, guldsmed Ib Mygind.
Netop børnenes interesse fik Statens Kunstfond til en overgang at overveje en placering i skolegården i Hanstholm.

Dramatik
Men det blev altså uden for Hanstholm-Centret og i flugtlinje med Hanstholm Fyr. Ikke noget ringe bytte. En række hanstholmboer med advokat Thorkild Jacobsen i spidsen stiftede Hanstholm Kunstfond og sørgede for - i samråd med kunstneren - at skulpturen blev overfladebehandlet, så den kunne modstå det barske udendørs liv. Det skete i Skagen. Turen derop forløb ikke uden dramatik. Vognmanden havde ikke regnet ud, hvor højt skulpturen ville rage op fra ladet. Det gav vanskeligheder, da han undervejs skulle under en bro og toppen på skulpturen blev bøjet.
Kunstens vej - også dén fra Hanstholm til Skagen - er ikke uden problemer.
Men nu står skulpturen dér foran indgangen til Hanstholm-Centret. Genindviet i april 1978. En festlig genindvielse ifølge den lokale avis. Lutter smil hos forretningsfolk, politikere, hos kunstneren og 'almindelige' holmboer, der havde taget imod indbydelsen. Ingen passerer den dog uanfægtet. Afvisning er også en form for reaktion. Historien om den moderne kunst i Hanstholm er endnu ikke reduceret til udelukkende at være noget, der var engang.
Og kunstneren Egon Fischer? Da han sidste år fyldte 75, blev han hyldet som en billedhugger, der havde sat sit præg i det offentlige rum. 'Skulpturbroen' i Birkerød, der forbinder rådhus og bibliotek, betegnes som højdepunktet i en stor kunstnerisk karriere, der omfatter en række markante udsmykningsopgaver og repræsentation på bl. a. Statens Museum for Kunst, Louisiana og museer i udlandet. Han har været Danmarks officielle repræsentant på Biennalen i Venedig. Skulpturen i Hanstholm - og havnebyen i det hele taget - er i godt kunstnerisk selskab, hvis det ellers kan gøre indtryk.
Egon Fischer har altid været mest optaget af at vise sine værker andre steder end på gallerier og museer, og mødet mellem mennesker og skulptur er ikke alle steder gået helt stille af. 'Hanstholm-balladen' er langt fra enestående.

Hjardemål
Det var på Den eksperimenterende Kunstskole i København i 1960´erne, Egon Fischer lærte svejsningens kunst. Det var på denne skole, der blev sat spørgsmål ved den etablerede kunst, selve kunstbegrebet. Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Peter Louis-Jensen er navne på andre 'elever' fra Eks-skolen, der har haft betydning helt op til i dag.
Fischer3Og hvis det sidste navn lyder bekendt på disse kanter, er det ikke uden grund.
Peter Louis-Jensen var hovedmanden i besættelsen af Hjardemål Kirke i 1970. I hans optik var denne 'besættelse' også en form for et kunstværk, hvad de færreste imidlertid havde lidt svært ved at forstå.
Bortforklares kan det imidlertid ikke, at en eksperimenterende kunstskole i hovedstaden kom til at sætte sine spor også helt oppe i Thy og med få års mellemrum. Det er også en måde at komme i den store historiebog på - for Thy.

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler