Skolestien 13
Matr. nr. 62d, Klitmøller


Ifølge folketællingen 1845 laa der et afbyggerhus paa matr. nr. 62d og her boede:
Christen Pedersen (1795-1853), nærer sig af at spinde.
Anna Olufsdatter Dragsbæk (1792-1878), døde i Heltborg, hans kone.
Peder Christensen (f. 1825), deres barn.
Kirsten Marie Christensdatter (1829-1849), deres barn.
Huset blev overtaget af:
Mads Christensen, kaldet Mads Kræpøt eller Mads Post, der var gift med Karen Madsen. I 1845 boede de til leje i huset paa matr. nr. 57. der ejedes af Peder Nordentoft.
I 1855 tegnede Mads Christensen brandforsikring paa huset matr. nr. 62d:
Nr. 1454/4: Et Huus ejes og beboes af Mads Kræpøtt. Stuehuset i Øst og Vest 11 Fag 7 Al. dyb. Fyrre Over og Under Tømmer, deels Bindingsværk med Muur, deels klinede Vægge. Loft over 11 Fag og Straaetag. Indrettet til Gang, Storstue, Dagligstue, Kiøkken med forsvarlig Skorsteen, Ovn og Loft, samt Tørveplads, blev taxeret til 150 Rdl.
Forsvarlig mod Ildsfare og ei tilforn forsikret.

Folketælling 1880, Klitmøller:
Skolestien 13, Klitmøller.
Mads Christensen 63 Aar, f. i Wixøe, Husfader, Daglejer.
Karen Madsen 65 Aar, f. i Tved Sogn, Husmoder
Ane Kathrine Madsen 33 Aar, f. her i Sognet, deres Datter
Ane Dorthea Madsen 23 Aar, f. her i Sognet, deres Datter.

3/10 1918 fik datteren:
Ane Kathrine Madsen skøde paa matr. nr. 62d. Søsteren Ane Dorthea Madsen boede hos hende. De var kendt under navnet ”Mads Postes piger”.
Ane Dorthea Madsen arvede huset og d. 29/1 1929 solgte hun det til:
Filip Chr. Sørensen. Han flyttede til Sjælland og den 5/5 1931 solgte han matr.nr.62d til:
Chr. Philipsen Christensen, der boede paa matr. nr. 38 1.
15/5 1936 solgte han matr. nr. 62d til:
Julius Nielsen (1869-1948), født i Thorsted. Han var arbejdsmand og gift med Ane Marie Nielsen Øhrgaard. De boede tidligere paa matr. nr. 16b.
Deres arvinger solgte 4/8 1955 til:
Jens Mathias Andersen, der var arbejdsmand. Han flyttede til Thisted og den 19/10 1959 solgte han huset til:
Sivert Andersen Grønkjær (1897-1977) fra Vangsaa. Han var fisker og gift med Anne Bolette Nystrup (1895-1943) fra Vangsaa. De flyttede til Ørhagevej, hvor de byggede hus.
1981: Ejer Henning Jacobsen, der benytter huset til sommerhus.

**********

SKØDE.
Underskrevne Enke Mariane Andersen, født Jensen, af Klitmøller skøder og overdrager herved til Ane Kathrine Madsen sammesteds, den mig tilhørende Parcel, der i Henhold til Udstykning af 16. Juni 1917 er skyldsat under Matr. Nr. 62d af Klitmøller i Vester Vandet Sogn, uden Hartkorn, og da Købesummen 50 Kr. er betalt, saa skal nævnte Parcel herefter være Ane Kathrine Madsens retmæssige Ejendom med de samme Herligheder, Rettigheder, Byrder og Forpligtelser, hvormed den har tilhørt mig, idet indestaas for Vanhjemmel. Køberinden betaler herefter opkrævede Skatter og offentlige Afgifter.
Jeg Ane Kathrine Madsen modtager nærværende Skøde og paa Tro og Love ansættes Parcellens Værdi i Handel og Vandel lig med Købesummen.
Retsanmærkning frafaldes om Vejservitut paa Stamejendommen.

Til Bekræftelse under vore Navne vidnefast.
Klitmøller, d. 3. Oktober 1918.
Mariane Andersen, født Jensen Ane Kathrine Madsen

Til Vitterlighed
Anders Christian Dragsbæk
Peder Pedersen Bach

Paategnes til Thinglæsning. Appr. 16/6 1917. Ikke særskilt vurderet. Skatterne er betalt indtil April Termin 1918 inkl.
Thisted Amtstue, den 4. Oktober 1918.
Mortensen

Læst inden Hillerslev Hundborg Herreders Ret Tirsdagen den 8. Oktbr. 1918 og indført i Pantebog for Hillerslev Herred Nr. 4/1726. Kort forevist.
Matrnr 62d Huset i 1915
Matr. nr. 62d a: Huset på matr. nr. 62d i 1915.

Matrnr 62d Huset i 1982
Matr. nr. 62d b: Huset på matr. nr. 62d i 1982.