Matr. nr. 56, Klitmøller.
Sølimitsted nr. 63.
Folketælling 1787 nr. 61.
Den 22/8 1755 fik:
Oluf Jensen Odde (1723-1809) fæstebrev paa et nyopført hus nordligst i Klitmøller under Raastrup gods. Han betalte i aarlig landgilde 1 rd. I 1798 nævnes han som selvejer. Oluf Jensen Odde var gift med Maren Christensdatter Broe (1724-1809). Stedet blev overtaget af deres søn:
Niels Olufsen Odde (1760-1817) og i 1801 nævnes forældrene som aftægtsfolk i huset. Han var gift med Kirsten Nielsdatter Skræder (1759-1820).
Niels Olufsen Odde var husmand og søfarende. I 1808 var han matros paa galeasen ”St. Peter” af Klitmøller. Skibet blev opbragt af et engelsk krigsskib og ført til England, hvor mandskabet kom ombord paa et fangeskib i Ketting. Her var Niels Olufsen Odde i 1½ aar under umenneskelige forhold. Han blev frigivet og kom via Norge tilbage til Klitmøller. Der var ingen børn i ægteskabet og stedet blev solgt til:
Christen Olesen Dragsbech (1787-1827), der var husmand og søfarende. I 1815 blev han gift med Karen Andersdatter Brandi (1786-1866). Hun blev anden gang, 1828, gift med:
Poul Pedersen (1801-1848), der ved giftermaalet blev ejer af matr. nr. 56. Han var husmand og fisker, druknede under fiskeri paa havet.
Matr, 1844:
Matr. nr. 56, Klitmøller. Ejer og Bruger Poul Pedersen, gl. Htk. af 1818: 0-0-1-0, nyt Htk. 0-0-3-21/4. Derefter blev ejendommen overtaget af Christen Olesen Dragsbech og Karen Andersdatter Brandis søn:
Ole Christensen Dragsbech (1822-1899). Han var husmand og blev 1867 gift med Karoline Andersen Skaarup (1841-1926).
11/5 1867. Skifteretsattest om at boet efter Karen Andersdatter Brandi er overgaaet til hendes søn Ole Christensen, læst som hans adkomst til matr. nr. 56, Klitmøller.
28/7 1911 solgte Karoline Andersen Skaarup ejendommen til sønnen:
Anders Christen Christensen Dragsbech (1883-1966). I skødet er forbeholdt aftægt til sælgerinden.
Anders Christen Christensen Dragsbech blev 1911 gift med Kathrine Henriksen (1889-1979) fra Grenaa. Han var tømrermester og byggede nyt hus ved siden af det gamle hus, som blev nedrevet i 1930.
21/3 1919. Skøde fra Otto Oddershede til Anders Chr. Christensen Dragsbech paa matr. nr. 57a.
I 1933 byggede Anders Chr. Christensen Dragsbech hus paa matr. nr. 38v, Vesterinøllevej og d. 10/8 1933 solgte han matr. nr. 56 og 57 til:
Anna Andrea Jensen, f. Abrahamsen, der var gift med Martin Jensen. De kom fra Skaarhede. Martin Jensen var landmand. I 1941 flyttede de til Østerbakken 9 i Thisted og 25/11 1941 solgte Anna Andrea Jensen matr. nr. 56a og 57a til:
Chr. Korsgaard Nielsen.
23/4 1942 solgte han de samme ejendomme til:
Chr. Rask Christensen.
18/3 1944. Skøde fra Chr. Rask Christensen til:
Peder Andersen Korsgaard.
I 1950 var ejeren:
Jens Larsen Frost, der o.1960 solgte til:
Laurits Pedersen, der er tømrermester og har ombygget huset til sommerhus med flere lejligheder.
Ejeren, Laurits Pedersen, bor 1988 i Tved.
************
Dødsfald
Thisted Dagblad 1/8 1989
Jens Frost Larsen, Klitmøller, er død, 92 år.
Han drev landbrug i Klitmøller i en lang årrække. Han havde køer, heste og får, og det var især heste, der interesserede ham.
Jens Frost Larsen var ugift, og da det kneb ham at klare sig selv, kom han på plejehjem i Hanstholm. De sidste 11 år har han været på plejehjemmet Klitrosen i Klitmøller, hvor han fik en god pleje og var glad ved at være.
Jens Frost Larsen tragtede ikke efter offentlige hverv. Han gik meget i kirke, så længe han havde helbred til det. Hans nærmeste efterladte er nogle nevøer og niecer.
***********
FÆSTEBREV.
Kiendes Jeg underskrefne Johanne Justine Søltoft, Sal. Søren Sørensens til Raastrup, og hermed Vitterliggiør, at jeg haver Stæd og fæst, saa som jeg og hermed Stæder og fæster ærlige og Velagte Olluf Jensen Odde barnefød ved Klitmøller, Eet Jordløs Huus ved det østerste paa Norden side ved bemeldte Klitmøller, som min Sal. Mand som lods Ejer i Vester Vandet Sogn, og ved Klitmøller, haver med største lods Eiers Samtykke tilladt ham at opsette, og Accorderet ham i fæstet, imod betalt Indfæstning 2 Rdl., hvilket huus, hand sin Lifstid i fæste beholder, imod hand svarer Aarlig Afgift huuspenge til hver Aars Martiny 1 Rdl., dets fra sin Begyndelse til dette Aars Martiny, holder huusets bygninger stedse i forsvarlig Stand, og i øvrigt som en Fæster, holder sig Deres Kongl. Maist. lov og Forordninger efterretlig, vieser hørig og Lydighed imod Eders hosbonde, og den paa mine Vegne noget haver at Befale, heraf er 2de ligelydende forfattet, og paa den Fæstendes Revers paa det nu til mig taget.
Dets til Bekræftelse under min haand og Zignette.
Raastrup den 22 Aug. 1755.
Johanne Justine
Sal. Sørensens.
Som Lauværge
Niels Sørensen.
Ligelydende Fæstebref haver jeg annammet, hvorefter jeg mig i alle maader tilbørligen skal rette og forholde, hvilcket jeg herved under min haand bekræfter.
Klitmøller den 24 Aug. 1755.
Olle Jensen Odde.
***************
SKØDE.
Ole Odde boende ved Klitmøller i Vester Vandet Sogn tilstaaer herved, at have solgt ligesom jeg herved sælger, skiøder og afhænder fra mig og mine Arvinger et mig tilhørende Huus ved Klitmøller uden Hartkorn, som jeg selv haver beboet til Dato, saavelsom og ald min Indboe inden og uden Dørre, Ulden og Linet, levende og dødt, intet i nogen Maade undtagen, til min Søn Niels Olesen Odde og hans Arvinger, hvilket Huus med ald sit tilliggende, som der til med Rette ligger og af Arilds Tiid tillagt haver, samt alt hvad jeg ejer, som oven anført er, herefter at tilhøre min Søn Niels Olesen Odde og hans Arvinger, saa at han og de kan benytte sig deraf som de best veed, vil og kan, lige med samme Ret jeg det selv ejet haver, eller det er mig tilskiødet af Hr. Lorentz Christian Schiønning paa Raastrup.
Og som han derfore haver betalt mig den accorderede Kiøbe Sum 49 Rd., skriver Nie og fyrge tyve Rigsdaler, saa fra siger jeg for mig og Arvingen ingen ydermeere Lod, Deel, Ret eller Rettighed at have til fornævnte umatniculerede Huus og dets Tilliggende saavel som alt hvad jeg iøvrigt ejet haver og nu ved, dette Skiøde er afhændet, Men skal i eet og alt tilhøre min Søn Niels Olesen Odde og hans Arvingen som en lovlig og tilkiøbt Eiendom, og vil jeg holde ham frie for hver Mands tiltale, som med Rette derpaa kunde have at tale.
Og tillader jeg, at dette mit Skiøde maae til Tinge læses og Protocolleres uden noget mig given Kald eller Varsel, naar min Søn saa synes.
Til Bekræftelse haver jeg ey allene Selv underskreven, mens endog formaaet Nicolaj Eeg, Sognepræst for Vester og Øster Vandet, samt Christen Pedersen Krogh med mig til Vitterlighed at underskrive og forsegle.
Klitmøllen den 30te November 1799.
Ole Jensen Odde
Til Vitterlighed efter Begiering.
N. Eeg Christen Pedersen Krogh
At ingen Contnact eller skriftlig Document dette Kiøb angaaende af os eller andre paa vore Vegne en forfattet, det ville vi med Eed bekræfte naar forlanges.
Ole Jensen Odde Niels Olesen Odde
Efter Hillerslev Hundborg Herreders Pantebogs udvisende, findes det herved solgte Huus ey af Sælgeren Ole Odde med Pant behæftet.
Thisted den 30te Juni 1801.
O.G. Høegh
Læst 10/7 1801.
**********
SKIØDE
Jeg underskrevne Niels Olesen Ode, boende ved Klitmøller i Vestervandet Sogn tilstaaer herved at have solgt, ligesom, jeg herved sælger, skiøder og afhænder fra mig og mine Arvinger et mig tilhørende Huus ved Klitmøller uden Hartkorn, som jeg selv haver beboet til Dato, saavelsom og ald min Ind og Udboe, levende og dødt, intet i nogen Maade undtagen, til Karen Andersdatter Brandi og hendes Arvingen, hvilket Huus med alt sit tilliggende, som dertil med rette ligger og tillagt haver, samt alt hvad jeg ejer, som ovenanfønt er, herefter at tilhøre bemeldte Karen Andersdatter Brandi og hendes Arvinger, saa at hun kan benytte sig deraf, som hun best veed, vil og kan, tage med samme Ret, jeg det selv ejet haver eller det er mig tilskiødet af min Fader Ole Odde og som hun derfore haver betalt mig den accorderede Kiøbesum 100 Rdl., skriver Et Hundrede Rigsbankdalen Sølv, saa frasiger jeg mig og mine Arvinger ingen ydermeere Lod, Deel, Ret eller Rettighed, at have til fornævnte umatriculerede Huus og dets tilliggende, saavelsom alt hvad jeg iøvrigt eiet haver, og nu efter dette Skiøde er afhændet, eene dog forbindes Karen Andersdatter Brandi eller hvem anden dette Huus med rette maatte eje, at anskaffe mig og min Hustrue, saa længe vi lever, fornøden Føde og andre Livets Nødvendigheden, samt at bekoste os hæderlig begravet efter vores dødelig Afgang.
Til Bekræftelse haver jeg ej allene selv underskreven og forseglet, men endog formaaet disse 2de undertegnede Mænd dette med mig til Vitterlighed at underskrive og forsegle.
Klitmøller den 7 Julii 1813.
N. Olesen Odde
Til Vitterlighed
A.N. Møller C. Nordentoft
At ingen Kontract eller andet skrivtlig Dokument, dette Kiøb betræffende, af os eller andre paa vore Vegne er forfattet, det ville vi med Eed bekræfte, naar forlanges.
Niels Olesen Karen Andersdatter Brandi
med paaholden Pen.
Til Øster og Vestervandet Sogne Distrikts Fattigvæsen er paa dette Kiøb betalt 1 Rdl. Dansk Courant.
Agerholm Præstegaard d. 4 Januar 1814.
Eeg
Efter Hillerslev Hundborg Herreders Pantebogs udvisende sees, at herved solgte ej af Sælgeren med Pant behæftet.
Thisted d. 10 Januar 1815 testerer
O.G. Høegh
Fremlagt, læst og publiceret inden Hillerslev Hundborg Herreders Ret den 10 Januar 1815 testerer
Lützhøft
**********
DOM.
Under nærværende Sag tiltales Fisker Poul Pedersen af Klitmøller for mislig Omgang med noget paa Stranden fundet Vrag. Det er ved Tiltaltes egen Bekjendelse oplyst, at han ved engang i Novbr. Maaned at passere Stranden saa at en Baad var inddreven, og ved at gaae længere frem fandt han et Stykke Træe af Overdelen til en Baad, hvilket Stykke Træe, der kaldes Essing, han optog og bragte hjem til sit Huus. Tiltalte har paastaaet, at det var hans Hensigt at have afleveret det til Strandtoldbetjent Bolvig, ligesom han og strax efter at have optaget det mødte 2 andre Fiskere, til hvilke han fortalte, at han havde fundet det ommeldte Stykke Træe som han holdt i Haanden. Skjøndt det maae indrømmes, at Tiltalte for det nævnte Forhold ei kan straffes som Tyv kan det dog ikke nægtes, at han gjort sig skyldig i et misligt Forhold ved at et Stk. ved Stranden fundet Vrag, hvortil han maae ansees aldeles uberettiget, og hans Angivelse om at have villet aflevere det til Strandtoldbetjent Bolvig kan saaledes ikke komme ham tilgode. Han er 37 Aar og findes ikke forhen criminaliter idømt. Tiltalte vil saaledes efter det Anførte blive at idømme en arbitrair Straf, der paa Grund af det omhandlede Stk. Træes ubetydelige Værdi, samt de Tiltalte meddelte gode Vidnesbyrd, findes passende at kunne bestemmes til 2 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvorhos han endvidere vil have at udrede alle af Sagen og Straffens Execution lovlig flydende Omkostninger og deriblandt i Salarier til Actor 3 og til Defensor 2 Rbd. Sagførelsen har været lovlig.
Thi kjendes for Ret.
Fisker Poul Pedersen af Klitmøller bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 2 Dage, samt udrede alle af Sagen og Straffens Execution lovlig flydende Omkostninger og desuden i Salarier til Actor Procurator Rotioct 3 Rbd. og til Defensor Prokurator Sørensen 2 Rbd., begge Dele Sølv. At efterkommes under Adfærd efter Loven.
Fremlagt og lydelig oplæst under en Extraret paa Herredscontoiret i Thisted den 6 Febr. 1839.
Fjeldgaard
const. Fm.
*************
Næringsbevis.
Herredsfogden i Hillerslev Hundborg Herreder.
Gjør vitterligt: Efter at Anders Kristian Kristensen Draxbek, der er født i Klitmøller, Vester Vandet Sogn, den 20 April 1883, for mig har andraget om at erholde Næringsbevis som Tømrer i Klitmøller, saa meddeles der herved ham, der for mig har godtgjort sin Berettigelse hertil, samt erlagt den befalede Kendelse til Kommunens Kasse, efter hans derom fremsatte Begæring, Næringsbevis som
”Tømrer”
fra Matr. nr. 56, Klitmøller, Vester Vandet Sogn.
Herredskontoret i Thisted, den 31 Januar 1911.
Givskov
konst.
Annonce i Thisted Amts Tidende d. 31/5 1930:
Faareflokken fra Hanstholm, der trods flere Advarsler stadig hærger mine frodige Græsmarker, vil fra Dato blive nedskudt.
Klitmøller 30. Maj 1930.
Tømrer
Chr. Dragsbæk
**********
Thisted Dagblad 25/9 1999
Western-ridning: Det er ikke nødvendigt at bo på Texas’ prærie for at ride som en rigtig cowboy – det går helt fint også i Klitmøller.
Jens Fogh-Andersen
Tlf. 9796 1411
Cowboystøvler, bredskygget hat, bulltie, vest og bluejeans. Det er rytterens ”outfit”, når han eller hun sætter sig tilrette i den lænestolstore westernsaddel på ryggen af sin trofaste quarter horse - en race, der fører sine slægtslinjer direkte tilbage til den amerikanske prærie, hvor hesten den dag i dag bruges på kvægfarmene.
Nu er der ikke ret mange store kvægfarme i Danmark – og slet ingen frie og prærielignende vidder, men der er en voksende bestand af quater horses og ryttere, der bruger hestene til at pleje deres interesse for westernridning, en ridestil, der har lånt mange elementer fra den måde, en amerikansk cowboy rider sin hest.
I Klitmøller bor Rene Jensen og Lene Munk Andersen på deres egen farm, ”Little Mule”, hvor staldene huser ikke mindre end fem American Quarter Horses. De fire er egne heste, en femte er der til låns, men fælles for dem er, at de kan føre deres slægt direkte tilbage til prærierne.
Rene Jensen er i øvrigt formand for westernrideklubben ”Western Horse Club” og når gården på Klitmøllervej hedder noget så lidt dansk som ”Little Mu1e” så er det blot endnu et udtryk for, at udøverne af denne gren af ridesporten har sans for detaljen. Hele vejen igennem.
”Little Mule” er nemlig kælenavn for parrets første føl. ”Scarlett Rose”, som i en periode havde en vis lighed med noget så jordbundet som et muldyr - noget den heldigvis er vokset fra.
Selv om både quarter horses og westernryttere udgør en lille del af ridesporten i Danmark – her er vel i alt 300 registrerede quarter horses i øjeblikket, anslår Rene Jensen - så dystes der indbyrdes. Og her er Klitmøller-afdelingen godt med.
For nylig stillede Rene Jensen og Lene Munk Andersen op til de jysk-fynske mesterskaber i Ikast med treåringen ”Our Smart Jacqueline” og den ni-årige hoppe ”Wallabys Cutie”. De kom hjem med ikke mindre end fem placeringer. To til hver hest. Desuden blev Wallabys Cutie all-round jysk-fynsk champion.
Midt i oktober vender hestene mulerne mod dansk ridesports Mekka - Wilhelmsborg i Århus - hvor westernrytterne afvikler danske mesterskaber.
Matr. Nr. 56 a: Det gamle hus på matr.nr. 56. Personerne er: Ole Christensen Dragsbech og Caroline Andersen Skaarup.
Matr. Nr. 56 b: Anders Chr. Christensen Dragsbech.
Matr. Nr. 56 c: Det gamle hus kort før nedrivningen. Til venstre hjørnet af det nye hus.
Matr. Nr. 56 d: Huset på matr. Nr. 56 i 1982.
Matr. Nr. 56 e: Matr. nr. 56 med det gamle og det nye hus i 1930. Personerne er fra venstre: Anders Christen Christensen Dragsbech og hustru Kathrine Dragsbech, samt Karoline Andersen Skaarup.