Krovej 10
Matr. nr. 52
Klitmøller


Huset paa matr. nr. 52 var tidligere, sammen med matr. nr. 53, et “tvillinghus”, formodentlig en større, gammel skudehandlergaard, som er bleven delt i to boliger.
Ifølge hartkornsspecifikationen 1788 ejedes hele huset af Jens Pedersen Broe (Kløvborg), der boede paa matr. nr. 21. Den vestlige ende af huset (senere matr. nr. 52) var fæstet til:
Bolle Andersen Skræder (1732-1807), der 1773 blev gift med Zidsel Jensdatter Broe (1738-1796). Han var husmand. Deres datter, Anna Marie Bollesdatter (Skræder) (1780-1857), blev 1802 gift med:
Peder Christensen Brandi (1780-1859), kaldet Vegeberg.
Ifølge skøde af 25/11 1809 solgte Jens Pedersen Kløvborg huset (matr. nr. 52) til Peder Christensen Brandi.
Beregningsprotokol til matr. 1844. I 1813 var Peder Weggeberg ejer af et hus i Klitmøller beliggende nord for vejen til ladepladsen, hvor den drejer af fra Thistedvejen.
Matr. 1844: Matr. nr. 52, Klitmøller. Ejer Peder Christensen Brandi Vegeberg. Htk. af 1818 0-0-1-0, nyt Htk. 0-1-1-21/4.
Sølimitsted nr. 68, 1828. Husmand Peder Christensen Weggeberg, 47 Aar, 1846 paa Aftægt, nu beboer Peder Jensen, 30 Aar.
I 1846 blev Peder Christensen Brandis datter, Inger Pedersdatter Brandi (1815-1855), gift med:
Peder Jensen Christiansen Brandi (1815-1900), der fik skøde paa huset den 23/2 1847. Han benævnes ofte Peder Jensen Brandi, var skipper og husmand. I 1856 blev han gift anden gang med Inger Kirstine Clemmensdatter (1818-1869), hvis forældre boede paa matr. nr. 53. I 1871 blev han gift tredie gang med Christiane Andersen Dragsbech (1823-1901).
10/2 1851 tegnede han brandforsikring pan huset:
“Et Huus ejes og beboes af Peder Jensen Brandi:
Stuehuuset i Øst og Vest 16 Fag 10½ Al. dyb. Fyrre over og Undertømmer, klinede Vægge beklædt med Brædder, Loft over 6 Fag og Straatag, indrettet til Storstue, Dagligstue, Køkken og Bryggers med forsvarlig Skorsten og Ovn, samt Stald og Lade, de 6 Fag fra Øster Ende til 180 Rd., de øvrige 10 Fag til 220 Rd. er 400 Rd.
Forsvarlig mod Ildsfare og ej tilforn forsikret.”

13/6 1893 solgte Peder Jensen Christiansen Brandi huset til:
Niels Andreas Nielsen, f. i Klitmøller, gift 1888 med Kirstine Pedersen, f. 1869 i Klitmøller. Han var fisker. De boede tidligere paa et lejet jordstykke af matr. nr. 53. 15/6 1915 solgte Niels Andreas Nielsen matr. nr. 52 til:
Martinus Nielsen (1878-1942) f. i Ræhr sogn, gift 1903 med Marie Hansen (1883-1927) f. i Bleghule. De boede tidligere paa matr. nr. 36g.
25/5 1943 solgte Martinus Nielsen matr. nr. 52 til:
Mads Korsgaard Andersen, gift med Jacobine Dahl. De boede tidligere paa matr. nr. 34b.
9/9 1944 solgte Mads Korsgaard Andersen stedet til:
Christian Brogaard Christensen (1897-1979), f. i Hillerslev. Han blev udlært som tømrer i Nors. I 1929 blev han gift med Cecilia Pedersen (1899-1974), f. i Sjørring. I 1933 byggede de hus paa Krovej, matr. nr. 46c, i Klitmøller. Det blev imidlertid beslaglagt af tyskerne i 1943, saa de maatte flytte til en gaard i Tvorup. Ved samme lejlighed opgav Chr. Brogaard tømrerfaget, og blev landmand, men kun for en kort periode, for aaret efter flyttede de tilbage til Klitmøller, hvor han fik mælkeforretning. Den drev han til begyndelsen af 50erne. Derefter begyndte han igen at arbejde lidt som tømrer. Fra sidst i 40erne til midt i 60erne var han formand for sunhedskommissionen i Klitmøller, og han var ogsaa brandfoged. I 1968 fik han 25 aars jubilæumstegn for den frivillige tjeneste. Efter konens død i 1974 flyttede han ind paa det nye plejehjem.

Vurdering til Ejendomsskyld 1945:
Matr. nr. 52a. Ejer Christian Brogaard Christensen, 0-1-1-2.
Matr. nr. 52b. Ejer bagermester P.C. Andersen, 0-0-0-0.

Ejendommen matr. nr. 52a blev overtaget af Christen Brogaard Christensens søn:
Carl Brogaard Christensen. Han var ugift. Som 15ten aarig var han en kort tid ude at sejle. Han kom i smedelære hos smed Søe i Ø. Vandet, hvor han var i tre aar, derefter arbejdede han i 12 aar paa Thisted Skibsværft og i 33 aar paa Sjørring Maskinfabrik. Han var medstifter af Klitmøller Lystfiskerforening.

Matr. 1980:
Matr. nr. 52a. Carl Brogaard Christensen.
Matr. nr. 52b, 52c. Rudolf Jensen.

*********

SKIØDE.
Jeg underskrevne Jens Pedersen Kløvborg boende ved Klitmøller, kiendes og hermed for alle vitterliggiør, at have solgt, skjødet og afhændet, ligesom jeg og herved fra mig og mine Arvinger, til Peder Christensen Brandi i bemeldte Klitmøller og hans Arvinger et mig tilhørende umatriculeret Huus beliggende i Klitmøller Bye med dets paastaaende Bygninger og tilliggende Grund og Ejendom. Og da Kiøberen bemeldte Peder Christensen Brandi nu for bemeldte Huus og Ejendom fornøjelig haver betalt mig den accorderede Kiøbesumma med 140 Rdl., skriver Et Hundrede og Fyrgetyve Rigsdaler, saa erkiender jeg mig og mine Arvinger hermed ingen ydermeere Ret eller Rettighed at have til eller udi førnævnte Huus og dets tilliggende Ejendom, men Efterdags som et frit Kiøb og betalt Ejendom at tilhøre bemeldte Kiøber Peder Christensen Brandi og hans Arvinger, som jeg det forhen havet været ejende.
Dets til Bekræftelse under min Haand og Segl i Overværelse af 2de Vitterligheds Vidner.
Datum Thisted den 25de November 1809.
Jens Pedersen Kløvborg

Efter Begiæring til Vitterlighed
Jacob Jensen Thøger Larsen

At ingen Kiøbe Contract eller noget Slags skrivtlig Document om dette Kiøb imellem os haver været oprettet, det kan vi om forlanges med Eed bekræfte.
Jens Pedersen Kløvborg Christen Pedersen Brandi
(skal sikkert være Peder Christensen Brandi)

Efter Hillerslev Hundborg Herreders Pantebogs udvisende findes det herved solgte ej af Sælgeren med Pant behæftet.
Thisted den 20 Novbr. 1803
O.G. Høegh

Fremlagt, læst og Publiceret inden Hillerslev Hundborg Herreders Ret den 29de November 1803.
Brøndlund

*********

Gjenpart
Jeg Underskrevne Peder Jensen Brandi. Husmand i Klitmøller By, Vestervandet Sogn, tilstaar herved og vitterliggjør at have modtaget tillaans af min Søn Anders Krog Brandi ibidem den Summa 300 Kroner nævner Tre Hundrede Kroner, Hvilken Capital jeg forpligter mig til skadesløs at tilbagebetale, til hvilken 11 Juni eller 11 December Termin god betalingstid, Hvortil sammemed et halvt Aars foregaaende Varsel, fra een af Siderne lovlig opsiges, og imidlertid saalænge Capitalen forbliver indestaaende hos mig forbinder jeg mig til at forrente samme med 4 pro. Cento p. Ano, der erlægges hver 11 Juni Termin i Aaret. -
Til Sikkerhed for skadesløs Betaling af Kapital, Renter og Omkostninger pantsætter jeg herved med 1ste Prioritets Panteret det mig iboende Hus med tilliggende Eiendom, det mig ifølge Skjøde af Dags Dato, Hvilken Eiendom under Matr. No. 52 er ansat for Hartkorn 1 Skp. 1 Fdk. 21/4 Alb. -
Skulde Pantet forringes, eller jeg paadrage mig Restance af Skatter eller Renter, da er hele Capitalen straks og uden Opsigelse forfalden til Udbetaling, og underkaster jeg mig, i ethvert Søgsmaalstilfælde den ved Forordningen 25 Januar 1828 foreskrevne hurtige Retsforfølgning. -
Til Bekræftelse under mit Navn vidnesfast
Klitmøller den 1. Januar 1882.
Peder Jensen Brandi

Til Vitterlighed
P. Frost Christen Larsen

*********

MAGESKIFTEKONTRAKT.
Mellem underskrevne Husmand Peder Jensen Brandi af Klitmøller og Sømand Niels Andreas Nielsen sammesteds oprettes herved følgende Mageskiftekontrakt.

A. Jeg Peder Jensen Brandi eller Peder Jensen Christiansen Brandi erkjender herved at have mageskiftet og solgt til Sømand Niels Andreas Nielsen den mig ifølge Skjøde af 24 Februar 1846 tinglæst 23 Febr. 1847 tilhørende i Klitmøller By, Vester Vandet Sogn, beliggende Husejendom med Bygninger og Jorder Matr. No. 52 af Hartkorn 1 Skp. 1 Fdk. 21/4 Alb., Gammelskat 42 øre tilligemed Bygningernes mur og nagelfaste Tilbehør og al paa Ejendommen værende udendørs Besætning, mod den Niels Andreas Nielsen tilhørende Lejeret til et Grundstykke af Matr. No. 53 i Klitmøller tilligemed det paa dette Grundstykke opførte Hus med sammes mur og nagelfaste Tilbehør alt af Værdi 200 Kr., samt imod at han betaler mig en kontant Byttesum af 1525 Kr., skriver et Tusinde fem Hundrede fem og tyve Kroner, samt iøvrigt paa følgende Betingelser og Vilkaar:

1.
Ombytningen af Ejendommene sker den 1 Novbr. d.A., men de staa allerede fra nu af for Kjøberens Regning og Risiko, hvorfor han og i Ildebrandstilfælde hæves Assurancesummen for den af ham kjøbte Ejendom.

2.
Jeg er forpligtet til indtil Ombytningen finder Sted, uden Vederlag at besørge Driften af den mig solgte Ejendom aldeles som den var min egen, med Tilsaaning, Slaaning og Indhøstning.

3.
Kjøberen betaler alle af den af ham kjøbte Ejendom gaaende Kongelige og Kommunale Skatter og Afgifter fra 1 Oktober d.A.

4.
Byttesummen berigtiges saaledes:
a. Kjøberen overtager tilsvarer og fra 11. Decbr. Termin d.A. forrenter den i min Ejendom indestaaende Pantegjæld til
Anders Krogh Brandi 300 Kr.
b. Ved nærværende Kontrakts Underskrift betaler
mig contant 50 Kr.
skriver femti Kroner, hvorfor min Underskrift
skal ansees som Kvittering.
c. Resten af Byttesummen 1175 Kr.
skriver et Tusinde et Hundrede og syvti fem
Kroner, der forrentes med 4% pro anno og hvilken Rente erlægges med Halvdelen i hver 11. Juni og 11. Decbr. Termin betales mig afdragsvis saaledes: i 11. Decbr. Termin d.A. betales mig 125 Kr., skriver et Hundrede fem og tyve Kroner, i 11 Decbr. Termin 1889 betales mig 100 Kr., skriver et Hundrede Kroner og derefter i hvert Aars 11. Decbr. Termin 100 Kr., skriver et Hundrede Kroner, indtil hele Kapitalen er betalt.

5.
Naar Kjøbesummen paa den i Post 4 anførte Maade er afgjort ere vi pligtige til at meddele hinanden anordningsfrit Skjøde paa de mageskiftede Ejendomme, samt at hjelme hinanden disse. Dog er Niels Andreas Nielsen pligtig at respectere en af mig med Enkemadam Nicoline Skak den 17. Decbr. 1887 indgaaet og den 20 s.M. thinglæst - eventuelt Kjøbekontrakt om et Grundstykke af Matr. No. 52 i Klitmøller, mod at han indtræder i mine Rettigheder ifølge samme.

6.
Alle med nærværende Kontrakts og Mageskifteskjødernes Udfærdigelse og Stempling og Thinglæsning foruden Omkostninger betales af os hver med en Halvdel.

7.
I Søgsmaalstilfælde anvendes den hurtige Retsforfølgning efter Fdr. 25 Januar 1828.

B. Jeg Niels Andreas Nielsen erkjender at være indgaaet paa foranstaaende Mageskiftekontrakt som jeg forbinder mig til skadesløst at opfylde i alle dens Ord og Punkter.

Retsanmærkning om Pantegjæld frafaldes.
Til Bekræftelse under vore Navne vidnesfast.
p.t. Thisted den 14. Juni 1888.
Peder Jens Brandi Niels Andreas Nielsen

Til Vitterlighed
Chr. Skibsted Zoll

Af Skjøde paategnet en paa stemplet Papir til Taxt 11 Kr. 50 Øre oprettet Mageskiftekontrakt mellem Husmand Peder Jensen Brandi og Niels Andreas Nielsen, begge af Klitmøller, dat. 14de, thinglæst 19. Juni 1888.

SKØDE.
Da Kjøbesummen nu er berigtiget i det Hele, bl.a. derved, at Kjøberen har indfriet den i Ejendommen indestaaende Pantegjæld til Anders Krogh Brandi, stor 300 Kr., skøder og overdrager Undertegnede Peder Jensen Brandi eller Peder Jens Christiansen Brandi af Klitmøller herved til Niels Andreas Nielsen sammesteds den solgte Ejendom Matr. No. 52 i Klitmøller By, Vester Vandet Sogn, af Hartkorn i Skp. 1 Fdk. 21/4 Alb., Gammelskat 42 Øre, med Bygninger med mur- og nagelfast Tilbehør, samt udendørs Besætning som anført i Kjøbekontrakten, hvilken Ejendom herefter skal tilhøre Kjøberen som hans fuldkomne og reterhvervede Ejendom i enhver Henseende, og indestaaes for Vanhjemmel, idet bemærkes, at et Grundstykke af Matr. No. 52 ved Leje - eventuelt Kjøbekontrakt af Peder J. Brandi er bortlejet eventuelt bortsolgt til Enkemadame Nicoline Skak.
Til Bekræftelse under mit Navn vidnesfast.
p.t. Thisted, den 9. Juni 1893.
Peder Jensen Brandi

Til Vitterlighed
Th. Thomsen Johnsen

Læst inden Hillerslev Hundborg Herreders Ret d. 13/6 1893.

*********

8/6 1896 udstedte husmand og fisker Niels Andreas Nielsen af Klitmøller panteobligation til broderen, skibsfører L.C. Nielsen af Hansted, paa 400 Kroner med prioritet og panteret næstefter kreditforeningsgæld 1800 Kroner i matr. nr. 52, Læst inden Hillerslev Hundborg Herreders ret d. 15/12 1896.

********

Skøde
Underskrevne Skibsfører Niels Andreas Nielsen af Thisted sælger, skøder og overdrager herved til Husejer Martinus Nielsen af Klitmøller den mig ifølge Skøde tinglæst 13 Juni 1893 tilhørende Ejendom:
Matr. No. 52a af Klitmøller i Vester Vandet Sogn, af Hartkorn 1 Skp. 1 Fdk. 21/4 Alb.
med paastaaende Bygninger med mur- og sømfast Tilbehør samt Avlsredskaber der findes paa Ejendommen, endvidere den mig tilhørende Andel i Matr. No. 76 sammesteds for en Købesum af 4100 Kr. og da Købesummen er afgjort derved, at Køberen har forpligtet sig til med alle Debitors Rettigheder og Forpligtelser at overtage, tilsvare og forrente fra og i Juni Termin d.A. de i Ejendommen indestaaende Laan, nemlig:
1. til Husmandskreditforeningen 1800 Kr.
2. til Husmandshypotekforeningen 1000 Kr.
medens Restkøbesummen 1300 Kr.
er afgjort paa anden Maade, saa skal det Solgte herefter være Martinus Nielsen tilhørende som hans retmæssige Ejendom med de samme Herligheder, Rettigheder, Byrder og Forpligtelser, hvormed det har tilhørt mig, idet indestaaes for Vanhjemmel.
Det bemærkes, at jeg mangler tinglæst Adkomst til Andelen i MAtr. No. 76 og frafaldes herom enhver Retsanmærkning.
Hvad der er afbetalt paa de overtagne Laan samt Reservefondsandelene kommer Køberen tilgode.
Køberen overtager straks Ejendommens Bygninger, medens Jorden der for Tiden er bortlejet først overtages til Efteraaret naar Afgrøden er væk.
Køberen udreder de Skatter og Afgifter, der herefter opkræves af Ejendommen samt oppebærer ¾ Aars Lejeindtægt af Jorden.
Omkostningerne ved nærværende Skøde udredes med Halvdelen af hver af Parterne.
Jeg Husejer Martinus Nielsen af Klitmøller modtager nærværende Skøde.
Til Bekræftelse under vore Navne vidnesfast.
Thisted, den 12 Juni 1915
Martinus Nielsen N. A. Nielsen

Til Vitterlighed
S. Bjerregaard Johs. Brock

Reg. Nr. 142/1912. Vurderingssum 2900 Kr. Skatterne er betalt indtil Oktober Termin 1914 inkl.
Thisted Amtsstue, den 14 Juni 1915
Mortensen
Fm.

Læst inden Hillerslev Hundborg Herrders Ret Tirsdagen den 15 Juni 1915 og indført i Pantebog for Hillerslev Herred Nr. 3 Fol. 56.
A. Conradt-Eberlin.

Matrnr 52 Huset i 1983Huset i 1983

Matrnr 52 Huset i 1986Huset i 1986

Matrnr 52 Huset set fra st i 1930

Huset set fra øst i 1930

Matrnr 52 Til hjre huset set fra vest i 1930

Til højre huset set fra vest i 1930