Vestermøllevej 24
Matr.nr. 38v
Klitmøller
27/6 1933. Skøde fra Otto Dragsbæk til Anders Christian Christensen Dragsbæk paa matr. nr. 38v.
Anders Christian Christensen Dragsbæk (1883-1966) blev udlært som tømrer hos P. Chr. Andersen, Skaksvej i Klitmøller. I 1911 blev han gift med Kathrine Henriksen (1889-1979) fra Djursland.
I 1911 overtog han faderens ejendom, matr. nr. 56, hvor han drev landbrug og samtidig var fisker. I 1933 byggede han hus paa matr. nr. 38v med tømrerværksted og blev bygmester af mange huse i Klitmøller. I en del aar havde ægteparret vandrehjem paa loftet i huset.
Anders Chr. Christensen Dragsbæk var i mange aar kredsformand i Thisted Amts Brandkasse og i bestyrelsen for den stedlige venstrevælgerforening.
Huset blev overtaget af Mary Dragsbæk, f. 1914 og broderen Charles Emil Dragsbæk, f. 1916, der begge er ugifte og i mange aar har arbejdet i København.
1981: Samme ejere
********
Dødsfald (Thisted Dagblad 21/3 1987)
Charles Emil Dragsbæk, Vestermøllevej 24, Klitmøller, er død, 70 år gammel.
Charles Emil Dragsbæk stammede fra Klitmøller, men kom til at leve det meste af sin tid i København. Som ung var han ude at sejle og fik efter besættelsen stilling hos Dansk Esso. I dette firma var han lagerarbejder, indtil han nåede pensionsalderen.
Sammen med søsteren Mary Dragsbæk købte han allerede i 1970 huset i hjembyen Klitmøller. Hertil ønskede de to søskende at trække sig tilabge, når arbejdet i hovedstaden ikke mere kaldte. Først flyttede Mary Dragsbæk hertil, og i 1981 flyttede Hendes broder efter.
Det blev trods Charles Emil Dragsbæk til nogle gode år med nær kontakt til den del af familien, der bor i Thy, ikke mindst broderbørnene, som han til det sidste stod nær.
Charles Emil Dragsbæk var levende interesseret i samfundet omkring sig, blandt andet indenfor politik, men hans gangbesvær hindrede ham på det sidste i at være så udadvendt, som han gerne ville.
Charles Emil Dragsbæk overleves af sin søster. En ældre bror døde for nogle år siden. MF
********
Dødsfald (Thisted Dagblad 2/7 1997).
Mary Kristense Dragsbæk, Klitrosen i Klitmøller er død 73 år.
Mary Kristense Dragsbæk var datter af fisker Chresten Nielsen Dragsbæk og Anne Katrine Dragsbæk. Hun var barnefødt i Klitmøller, hvor hun også gik i skole. Efter endt skolegang var hun hjemme i et par år, hvorefter hun rejste til Frederikshavn. Her blev hun servitrice ved Sømandshjemmet, og forblev tro i tjenesten i 17år.
Senere flyttede hun til Århus, hvor hun ligeledes var på Sømandshjemmet som servitrice. For en kort bemærkning, serverede hun på »Anskar« i Århus, og drog efterfølgende til København. Her arbejdede hun på Missionshotellet Hebron, indtil hun vendte hjem for at passe moderen ved hendes sygeleje.
Efter moderens død i 1949, vendte hun tilbage til København, hvor hun i kort tid var servitrice ved Hotel Terminus, men vendte tilbage til Missionshotellet Hebron. Her arbejdede hun trofast som servitrice i en lang årrække, indtil hun sidst i 1970’erne vendte tilbage til sin fødeby Klitmøller. Sammen med broderen købte hun et hus i Klitmøller, og boede der, indtil hun på grund af sygdom kom på Plejecenter Klitrosen.
Mary Kristense Dragsbæk var altid meget pligtopfyldende og pålidelig. Hun passede sit arbejde til punkt og prikke. Hun kom ikke så meget ud blandt mennesker, men holdt meget af at se sin familie.
Hun efterlader sig en svigerinde i Thisted, to nevøer og en niece.
Huset i 1984