Livet på St. Djernæs

Vi er i julemåneden år 2000 og sidder hos Mimi Knudsen i “Møllehuset” bænket om et dejligt kaffebord med hjemmebag. I forlængelse af en tidligere samtale med Mimi K. fik vi den tanke, at det kunne være interessant også at høre,. hvad Hans K. kunne huske og fortælle fra sin tid på St. Djernæs - lige fra barnsben og til sit voksenliv. Med Tove og Mimi som bisiddere var der mulighed for evt. kommentarer til Hans Knudsens fortælling;

M: Kan det indledningsvist have interesse at høre om det elektricitetsværk, vi fik nede på Djernæs?

I: Bestemt - alt har interesse.

M: Min mand - Erik Knudsen - købte et elektricitetsværk nede på Silkeborg-egnen. Plantør Larsen og Erik kørte ned efter det med en lastvogn. Mon ikke det var i 1942?

I: Altså midt under besættelsen?

M: Ja, og lastvognen kørte på det her træ og eh--

I: Det har været en gasgenerator!

M: Nemlig og den her lastbil gik i stå ustandseligt - så var det galt med dækkene, så var det galt med brændet. Men de nåede da derned på en dag. Men den næste dag på hjemvejen nåede de ikke længere end til Silkeborg. Der overnattede de så hos nogle gode venner - en dyrlæge Hvidt, og det var hans husbestyrerinde absolut ikke tilfreds med, for de skulle jo have noget at spise. Der var en chauffør, der var plantør Larsen og Erik - 3 sultne sjæle, der skulle have mad allesammen. Det passede absolut ikke hende, men det passede “chefen”, og de fik hver en stor stol, som de halvvejs kunne ligge i , og der sov de så om natten. De startede så hjemad den følgende morgen efter at have spist - igen til husbestyrerindens utilfredshed, men der var ingen vej udenom. De kom så omsider hjem med det her elektricitetsværk, og - Hans - hvor mange år havde vi det? 12-14 år?

H: Tjah - indtil 1950 eller deromkring - i ca. 8 år, tror jeg.

M: Ikke mere end 8 år? Og så var der jo efter krigen et eller andet metal, som var eh- - -
H: Ja, der var jo bly i de her batterier, og det var nogle kæmpestore batterier, der var blevet stillet op - -

M: --- og der var mangel på det her metal og derfor en kæmpepris på det, og så sluttede det med el-værket dernede. Erik solgte det, der kunne sælges, og så blev vi tilsluttet ledningsnettet heroppe. Ja, sådan lød historien om vores el-værk.

I: Hvilket år blev i tilsluttet det offentlige ledningsnet?

H: Jeg mener det var i 1953.

I: Jeres eget el-værk forsynede jer med al den energi, I skulle bruge?

H: Alt var jo 110 volts jævnstrøm.

M: Men værket gik udmærket. Det var dog lidt trist for mig at være med til at købe køkkenet derned til. For da sluttede fam. Gulds (Sjørring mask.fabrik) tilværelse i Sjørring, og fru Guld gik og halvgræd, og det kan jeg godt forstå. Familien Guld havde Sjørring maskinfabrik, og der købte vi altså køkkenet. Jeg var selvfølgelig lykkelig for at få det, men det var lidt af et minus at se Fru Guld så ked af det. Hun var så ulykkelig over, at det var slut for dem. De rejste vist nok til Holstebro. Sådan var det, men værket gav os både lys og varme.

H: Det skulle lades op én gang om ugen. Jeg kan huske, da vi knægte blev så gamle, at vi kunne passe det. En dag skulle far i marken, og vi blev sat til at passe opladningen. Der var noget med en viser, der nåede et vist punkt, hvorefter vi skulle slå en afbryder fra. Min bedste legekammerat dengang var Johannes Møller, der boede oppe i villaen på det tidspunkt, og vi legede nede ved voldstedet. Pludselig kommer vi i tanker om, at vi jo skulle se efter elektricitetsværket - det havde vi glemt. Da vi så kom derop, var værket blevet stærkere end den her gamle petroleumsmotor, der trak det. Så det var begyndt at gå den anden vej - og det gik hurtigt, skal jeg hilse at sige. Det gik så stærkt, at både dynamo og motor, der begge var støbt fast, rev sig løse, og det turde vi jo ikke rigtig fortælle farmand, da han kom hjem. Men det gik jo da op for ham, for der var jo ikke rigtig nogen strøm. Så fandt han ud af, hvad der var sket. Det var ingen succes.

I: Petroleumsmotorer må I vel også have haft?

H: Egentlig kun den her.

I: Jeg mener at kunne huske fra min egen drengetid, at når malkningen begyndte rundt om på gårdene, kunne man høre de her petroleumsmotorer, der stod og dunkede rundt om.

H: Det kan jeg ikke huske, vi havde. Jeg kan så til gengæld huske tilbage i min bedstefars tid, at vi havde en lokomobil til at trække tærskeværket. Det var en hel dampmaskine at se på, og jeg tror det var vores egen.

M: Men blev omtalte el-værk ikke drevet af en traktor?

H: Jo, i starten, men senere fik vi en motor til at trække det.

I: Hvor stod el-værket egentlig henne?

H: Det stod der, hvor der senere blev bilgarage, det var her i nordfløjen. Det stank af syre derinde, men der var nok ikke noget med miljø-hensyn dengang.

I: Hvis vi er færdige med el-værket, så vil vi vende opmærksomheden mod din tid på Djernæs - både barndom, ungdom, voksenliv, og hvad deraf fulgte. Hvis du nu begynder med at fortælle, hvornår du er født.

H: Jeg er født den 30. november, 1938, og min barndom var nok som alle andres, der er født og opvokset på landet. Det, jeg bedst kan huske - nu nærmer vi os jo juletiden - , var vores juletid. Da blev der fyret op i alle kakkelovne, jeg tror der var 13 i alt.

I: Var det din opgave, Mimi, at fyre i alle de ovne?

M: Nej, det var det bestemt ikke.

H: Nej, det var nok min far, der stod for det.

M: Nej, det var pigerne.

H: Nej!!

M: (med eftertryk): Det var pigen!

I: Det må have været fuldtidsarbejde at holde gang i så mange ovne samtidig?

H: Det var det også, og den ene kakkelovn var nok mere utæt end den anden, og skorstenene var nok heller ikke for gode - det var nogle mægtige skorstene. Jeg kan for øvrigt huske én af dem - der skulle fyres med noget bestemt brænde, så kunne man ryge kød i den skorsten - spegepølser, skinker og lign.

I: Hvad fyrede I med?

H: Træ og kul. Og dog - vi havde en kakkelovn nede i havestuen, hvor vi fyrede med cinders. Dem fik vi vistnok inde fra gasværket.

I: Hans, du skal også lige sige mig dit fulde navn.

H: Ja, det er Hans Schrøder Knudsen.

I: Hvorfra har du navnet “Schrøder”?

H: Det er fra min mor. Hendes ungpigenavn var “Schrøder”. Min ældste bror og min søster, der er yngre end mig, har “Leonhardt” som mellemnavn. Min næstældste bror og :jeg selv har “Schrøder” som mellemnavn. Vi er 4 søskende, alle i live og bosat her i landet. Jeg har en bror nede ved Ringkøbing og en bror ved Silkeborg, Og: min søster er lige flyttet til omegnen af Skelskør.

I: Du nævnte, at julen står tydeligt for dig. Hvilke andre erindrindringer fra barndommen melder sig?

H: Noget af det, jeg bedst kan huske, er, når vi skulle til Tvorup Hul. Vi badede altid i Tvorup Hul - og køreturene derud i charabanc, hvor alt, der kunne krybe og gå, blev “smidt op” i den her charabanc - og så afsted til Tvorup Hul, hvor vi badede. Min far var jo meget rastløs, og hvis han var chauffør, så badede vi i 5 minutter, så skulle vi hjem igen. Der var ikke tid til at bade længere. Vi skulle hjem at bestille noget. (Hans morer sig højlydt ved mindet)

I: Var det så alle børnene omkring Djernæs, der var med?

M: Nej, men der var altid mange feriegæster.

H: Ja, og alle de karle og piger, der var, og som havde tid - de kom med, og så skulle der bades. Men det måtte ikke vare for længe, for vi skulle jo hjem og lave noget.

I: Fortæl lidt om den type landbrug, I drev.

H: Min far havde køer i begyndelsen. Han havde 12 køer. Det var en rimelig stor besætning dengang, og der var plads til 50/60 grise. Det var det, vi levede af dengang.

I: Ved du, hvor mange svin, din far måtte levere. Det var landbrugskrisetid, og der var noget, der hed svinekort?

H: Tjah, det ved du måske bedre, mor. Kan du huske, hvor mange svin vi måtte levere.

M: Nej, det husker jeg ikke.

H: Derimod kan jeg huske, at der i landbrugskrisetiden var en aftale om, at de lidt større landbrug skulle afstå noget korn til de mindre brug. Jeg har i grunden aldrig fundet ud af hvorfor. Det drejede sig om et vist antal tønder korn som en form for udligningsordning. Jeg ved ikke om der sad en socialdemokratisk regering ved magten på det her tidspunkt. (Morskab over socialdemokratiske solidaritetsbestræbelser i - 40’erne).
Nu vi taler om, hvad jeg kan huske, vil jeg nævne, at jeg kan huske, da tyskerne overgav sig. Da var mine brødre og jeg nede at fiske ved kanalen i 1945. Da kom vort husfaktotum - Kirsten Vig - stavrende elendigt gående som hun var - ned ad en elendig markvej og råbte: ”Drenge, drenge, vi er blevet fri” Min ældste bror bad hende være lidt stille, for han var lige ved at få bid. Det her med krigen var jo alligevel lidt spændende - der kom jo mange flyvemaskiner herop over, men det var alligevel mere spændende, når det nu var en gedde, der var lige ved at bide på.

I: Når du nu nævner krigens oplevelser - der faldt vel en flyvemaskine ned i Sjørring sø?

H: Den faldt nu ikke ned - den nødlandede. Vi havde en karl dengang, der hed Peter Plovmand, og han blev udstyret med et gammelt haglgevær. Han skulle gå vagt dernede, af hvilken grund ved jeg ikke. Han har ikke været særlig god til at holde vagt, for maskinen blev ribbet for alt, hvad der var af stole, ure, instrumenter, ja selv instrumentbrættet forsvandt. Enden på historie kan jeg huske: Der kom nogle russiske flyvemaskiner i formation, og pludselig dykker en af dem ned over vraget, og det her skete mange dage efter nødlandingen, men den russiske maskine gennemhuller vraget med sin maskinkanon.
Det var egentlig så sjovt, for min far og Holger Lai var nede at dræne i mosen, og de troede, at russerne skød efter dem, så min far og Holger krøb ned i bunden af de her grøfter, de var ved at grave, men der skete altså ikke andet, end at den nødlandede maskine blev gennemhullet. Derefter blev den skilt ad og fragtet til Ålborg lufthavn, tror jeg. Hvad man ville med den, ved jeg ikke.
Nødlandingen foregik lige syd for Djernæs, og der var jo ret blød søbund der, så det er utroligt, at den holdt sig på stellet, men hjulene var helt begravet, og vingerne lå helt nede på jorden. Jeg kan huske, at propellerne var brækket helt af. Vi hørte senere, at passagererne var nogle tyske videnskabsmænd, der var stukket af. Hvad der blev af dem? Tjah!! Men der var jo en lille skov neden for Djernæs - -.

I: Hvornår fandt nødlandingen sted?

H: Ja, det var jo allersidst i krigsårene, så det må have været i 1945, da har jeg så været 6-7 år.

I: Gik der menneskeliv tabt i forbindelse med nødlandingen?

H: Nej, det gjorde der ikke. Alle overlevede.

I: Havde I under besættelsen soldaterindkvartering?

M: Nej, ikke boende.

H: Det eneste, jeg husker om soldater, er, at de havde nogle øvelser, ligesom alle andre soldater, og jeg var blevet sendt afsted med en kurv - fuld æg op til Ingeborg Rask - købmanden. Hun købte jo æg, og så fik vi varer med hjem. Der var ingen soldater, da jeg gik derop, men da jeg skulle hjem, vrimlede det med militær, og jeg var ved at gøre i bukserne af bare skræk. Så kom der en tysk officer hen mod mig, og jeg smed den her kurv med indhold fra mig og benede hjemad. Man havde jo hørt så meget om de her tyskere - de tog både børn og alverdens ting. Så kom officeren nogen tid efter med den her kurv ned til min mor og forklarede, at han selv havde en lille dreng på min alder i Tyskland. Han havde kun villet snakke med mig, og han undskyldte så mange gange over for mor og afleverede kurven, som jeg havde smidt.

I: Han var altså ked af det?

H: Ja, meget. Der var også efter krigen et par ungarere, der holdt til på Djernæs - sådan lidt i det skjulte. Ungarerne havde jo været i tysk tjeneste. Far var ikke så forfærdelig glad for de par gutter, men som sønderjyde var mor ret ferm til det tyske, så han beder mor om at få fat i de her par knægte: ”Giv dem noget at spise og bed dem så om at drage videre!” Far havde ondt af dem, for han havde set, at de gik og spiste kålroer - der var ikke andet for dem at leve af. Så de kom ind og fik et måltid mad og fik derpå besked om, at nu kunne de godt vandre videre.
Vores skole var i øvrigt besat, og jeg tror, at det var af ungarske soldater.

I: Var det både Tvorup og Vang skoler?
(
H: (lidt skadefro) Jamen, Vang skole!! Der var jo laaangt!! til Vang, så det ved jeg ikke spor om. Altså, hvad der skete i Vang, det vidste man intet om i Tvorup (det er næsten udland - stor morskab). Men skolen i Tvorup blev så lukket lige på det tidspunkt, hvor jeg shulle til at gå i skole. Så jeg kom først i skole, da jeg var 8 år. Det var jo a1letiders. Der blev holdt skole oppe i Jørgen Carlsens gård. Dengang hed ejeren Chr. Søndergaard, og der blev holdt skole i hans storstue. Men “de” sagde, at der skulle jeg ikke op, for der var så fyldt med rotter deroppe. Så jeg kom først i skole som 8 årig. Hvor lang tid Tvorup skole forblev lukket, ved jeg ikke - måske et halvt års tid, men det er jeg ikke klar over.

I: Du er årgang -38, så skulle du være startet i -45!

H: Ja, det var lige i slutningen af krigen.
Jeg vil også godt fortælle noget, som unge mennesker i dag vil sige ikke er rigtigt : En vinter havde vi en enorm masse sne - så meget, at det nåede op over telefon trådene. Tvorupvej, var jo en grusvej dengang, og der skulle skovles sne - sådan noget som en “gummiged” var ukendt dengang - Snekasterne stod i fire “etager” og skovlede sne op til hinanden. Jeg kan huske, at jeg var cyklet til skole, og der var faldet isslag. Jeg kunne cykle hele vejen hjemmefra - tværs over alle markerne til Tvorup skole. Det var jo spændende, men når jeg fortæller mine børn det, siger de , at jeg har set for mange Morten Korch-film. Når der ikke var så meget sne, kørte far med sneplov med 4 heste spændt for.

I: I havde vel også en kommunal forpligtelse m.h.t. at skovle sne på de kommunale veje?

H: Vist nok ikke med sneploven, men vi havde pligt til at hjælpe med snekastning. Det var vist noget afhængig af ejendommens størrelse, så vi skulle stille et vist antal mænd til rådighed. Højland deroppe på hjørnet af Klostergårdsvej og Mellemvej var snefoged.

I: Med 12 køer, ungkreaturer og svin, hvor meget jord dyrkede I da?

H: Da Djernæs var udstykket, var der 42 ha. tilbage.

I: Og det er vel det, der ligger umiddelbart omkring gården?

H: Ja, når undtages det stykke, der ligger overfor villaen. Det var skov, og der var ingen, der var interesseret i det. Skoven var nu vist for en stor del ryddet, da min far overtog gården i 1930 - der var måske nogle træstubbe tilbage. Det er så blevet rimelig brugbar jord senere.

I: Hører det stadig med til Djernæs?

H: Ja, ja, det gør det. Vi har så senere købt 3 ejendomme tilbage til Djernæs i de år, vi har haft gården - det er 3 af de udstykkede ejendomme: den ene af dem er den, hvor i sin tid familien Frans Krog boede, den anden er den, hvor Holger Thomsen boede, og hvor familien Tove og Tonni Nielsen nu bor, og den tredje er den, hvor nu familien Kjeld Steenberg bor. Så da jeg solgte Djernæs, var der lige i underkanten af 60 ha.

I: Som årggang 1938 må du være blevet konfirmeret i begyndelsen af 50’erne?

T: 5. oktober, 1952.

H: Da gik jeg på Hvidbjerg Kost- og Realskole, og jeg gik til præst i Hvidbjerg. Jeg blev også konfirmeret i Hvidbjerg. Jeg boede dernede om vinteren, for der var jo temmelig langt hjem. Om sommeren tog jeg toget fra Sjørring kl. 6.45, så var jeg i Hvidbjerg ved 8.30-tiden, og det betød, at jeg ikke kunne være med til morgensang - det var en meget missions præget skole.

I: Man gjorde nok en del ud af morgensamlingen dengang rundt omkring på skolerne.

H: Ja, det gjorde man da også på vores lille skole i Tvorup. Det var meget normalt.

I: Så har vi din konfirmation overstået, og du forlod skolen. Hvad skete derefter?

H: Jeg kom ud af skolen , også fordi det ikke havde den helt store interesse. Mine karakterer i skolen var ikke de bedste.

M: Nej, det kan vi godt blive enige om.

H: Men jeg kom da igennem. Så var jeg hjemme i et år, og kom så ud som landvæsenselev som 16-årig. Jeg kom til Roslevholm vest for Randers i nærheden af Clausholm. Det var en gård på ca. 300 tdr. l. Der var jeg i et år.

I: Hvad er forskellen på at være tjenestekarl og landvæsenselev?

B: Det er lidt “finere” at være landvæsenselev. Man bliver optaget i familien, man bor inde i stuehuset, og så havde vi en ugentlig eftermiddag med teori. Det blev nu ikke til så meget, for der skulle jo også bestilles noget. Så skulle man have lidt teori, så kunne man arbejde lørdag eftermiddag i stedet for, så kunne det gå lige op. Der var en forskel mere: hvis du kom ud som tjenestekarl, fik du en rimelig løn, som landvæsenselev, fik man ikke engang halvdelen af, hvad en tjenestekarl fik. De andre fik såmænd også teori, men måske på en anden måde.

I: Hvor længe var du på Roslevholm?

H: Jeg var der et år. Vi kom 3 elever samtidig, og vi skulle ses lidt an. På en gård på 300 tdr. l. dengang, der var der chefen selv, så var der en forvalter, og så var der 1., 2., og 3. elev. Det var lidt spændende, om man blev 1., 2., eller 3. elev. Jeg var så heldig at blive 1. elev. Det medførte bl.a., at man skulle komme ind, når der var gæster. Det var altid præsten, læreren, proprietærer og godsejere fra nabolaget, der kom. Det var 1. elevens opgave at servere. Jeg kan huske engang, der skulle være fest, da kom fruen og spurgte, om jeg havde et sæt mørkt tøj? Jeg tænkte ved mig selv: “Mørkt tøj! Hvem har mørkt tøj som 16-årig?” Allerede på det tidspunkt var jeg vokset fra mit konfirmationstøj. Resultatet blev, at vi kørte til Randers, og jeg blev udstyret med et sæt pænt tøj, en hvid skjorte og et par sko. Så skulle jeg servere, og jeg var så nervøs og har heller aldrig gjort det siden.

M: Det ville jeg gerne have set.

H: Ja, jeg kan huske, at jeg skulle skænke rødvin for den kendteste mand på egnen, og jeg spildte vin på både dug og andre ting. Hans eneste kommentar var: “Skidt med det. Jeg har sgu også været landvæsenselev engang!”, så det skulle jeg ikke spekulere mere over. Da så middagen var overstået, blev stuepigen og undertegnede kaldt ind, og så blev der klappet for os.

I: Efter Roslevholm - kom du da hjem igen, og hvilket år skriver vi nu?

H: Uhh, l6-l7 år til 1938? Det må være i midten af 50’erne. Jo, jeg kom på ungdomsskole på Stidsholt ungdomsskole ved Sæby. Det var vist også noget min far havde bestemt. (Tove morer sig).

I: Mens din karriere forløb forskellige steder i landet, var dine brødre da hjemme på Djernæs?

H: Ole var hjemme et stykke tid. Ellers havde mine brødre egentlig deres karrierer på Fyn, hvor de også gik vejen som landvæsenselever, ladefoged, forvalter på forskellige store gårde derovre. Men jeg var på ungdomsskole, og så kan jeg huske noget, som jeg blev meget stolt over. Jeg blev fæstet af en mand, der hed Høyer, og som havde gården Borslevholm. Hans søn havde forpagtet Lerkenfeldt ved Farsø, og han spurgte, om jeg ville komme der som forvalter. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Det var spændende, men det var en lidt barsk tid der. Det var et noget forfaldent Lerkenfeldt, vi kom til. Det var den gamle fru Kjeldsen, der ejede gården. Hendes datter blev så senere gift med en Pape. Hun hed Eva. Men ægteskabet med Pape blev opløst, og hun giftede sig så senere med H.O.A.Kjeldsen. De var fætter og kusine, og giftermålet var et led i at holde Lerkenfeldt i familiens eje.

I: Var H.O.A. på Lerkenfeldt, da du kom der?

H: Han kom engang imellem på besøg. Men var ikke fastboende. Han og Eva blev gift året efter, jeg flyttede derfra.
Men så kommer vi til noget helt andet. Min far havde købt en gård nede ved Tvis. Han handlede lidt. Det var en gård på 125 tdr.1. og der var 30 malkekøer. Det var en jordmæssig dårlig gård, men ellers utrolig hyggelig. Der var en lille skov til. Der var jeg i et år.

I: Er vi nået til omkring -56-57?

T: Nej:, vi er længere fremme, for du var soldat i mellemtiden.

H: Var jeg soldat i mellemtiden?

T: Ja, for du havde den gård da jeg lærte dig at kende.

H: havde jeg det? Jamen, jøsses, der jo en soldatertid først. Jeg var ved luftværnsartilleriet og meldte mig senere som FN-soldat og kom til Gaza. Ja, det var i 1958-59. Det er godt, vi har Tove med til at styre årstal og datoer.

I: Hvornår kom du så tilbage til Djernæs igen?
B: Jeg overtog Djernæs den 15 november 1962.

I: (til Mimi): Blev du og Erik Knudsen boende på Djernæs, da Tove og Hans overtog gården?

M: Ja, ja. Vi boede under samme tag i 12 år.

I: Fortsatte du din fars landbrugslinie?

H: Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg prøvede med køer, og det var nok en dårlig tid, men jeg fortsatte med det i 5 år. Vi havde vel 35 malkekøer. Det var, hvad der kunne være i stalden. Så havde vi høns i et par år. Vi havde ca. 8000 æglæggere og leverede til Års fjerkræslagteri. Det var rugeæg.

M: Og sikke høns!

B: Ja, det var gode høns!

I: Du talte tidligere noget om det landbrug, din far drev.

H: Ja, min far købte halvdelen af Sdr. Lille Djernæs - 20 ha. - i 1947. Han købte af en, der hed Poul Østergaard. I dag ejes både Ndr. og Sdr. Lille Djernæs af familien Futtrup. Far købte resten af Sdr. Lille Djernæs et par år senere.

I: Er Ndr. og Sdr. L. Djernæs udstykket fra St. Djernæs?

H: Nej, det er de ikke. Ndr. L. Djernæs er udstykket fra Sdr. L. Djernæs. Inden den blev udstykket, har det været en dejlig gård, og nu er de så samlet igen. Jeg mener, at noget af det har hørt til: Gl. Klostergård. Den har været meget stor. Det var der Jens Holm boede. Alle ejendomme helt ud til Kilen er oprindelig jord fra Gl. Klostergård. Den gik i skel med den gård i Dollerup, der hedder Dommergården, og som Erik Overgaard har i dag.

I: Men Erik Knudsen drev altså både St. Djernæs og Sdr. L. Djernæs sammen. Hvor mange år gjorde han det?

H: Mon ikke det var en halv snes år.

T: Hvornår overtog Ole Sdr. L. Djernæs?

I: Har Ole haft den?

H+T: Ja, den fik Ole.

T: Og Ole havde den i 1961, da jeg lærte jer at kende.

I: Tilbage til St. Djernæs: Køer først og så høns.

H: Ja, så havde vi høns, men der var ikke rigtig penge i det.

T: Vi var faktisk med i et eksperiment angående hønsene. Vi byggede laden om, og hønsene skulle gå på net, og det kunne de tunge høns ikke holde til. Det var der, det gik galt. Hønsene trådte på æggene, fordi nettet ikke kunne stilles tilstrækkeligt skråt, så æggene af sig selv kunne trille ned og væk fra, hvor hønsene gik. Der gik mange æg til på den konto, og dernæst kunne hønsene ikke holde til det i benene, for hanerne skulle jo gå derinde også.

I: Var det nogle specielle høns?

H: Ja, det var den race, der hedder Plymouht Rock - en stor, kødfuld race. Vi havde vel høns i ca. 4 år, og vi havde lavet kostald og lade med tilhørende lofter om til hønsehold. Samtidig dyrkede vi frø og korn. Ved siden af drev vi også maskinstation. I de samme år havde vi forpagtet Færgeborg over en 5-års periode fra 1972-77, og det var nu ingen spændende gård at overtage, for den var noget misligholdt.

I: Hvem ejede den, da I forpagtede den?

H: Det var en Kristensen. Han havde også Kokkedal på Sjælland, og det var så meningen, at han selv ville herop at drive landbrug. Men han havde 2 døtre under uddannelse, og de ville ikke med til Thy. De ville gøre deres uddannelser færdig.

I: Så Kristensen havde gjort regning uden døtrene?

H: Ja, det havde han. Så solgte han Færgeborg til Thor Jørgensen. Der var 3 år tilbage af vores forpagtning, da Thor Jørgensen købte. Forpagtningen var tinglyst, og kunne således ikke ophæves. Men i -77 trak vi os fra Færgeborg. Vi byggede nu en sostald på Djernæs og ville så prøve på den måde.
Vi snakkede lidt om maskinstation lige for lidt siden. I den forbindelse vil jeg da lige fortælle, at noget af det første, jeg gjorde efter at have overtaget gården, var at købe en gødningsspreder formedelst 25000-, en greb til 25- ,og så kørte jeg rundt til mange folk og kørte deres staldgødning ud. Jeg tror, jeg tog 30- i timen. Men jeg skulle jo have lavet nogle penge, for der var ikke rigtig nogen besætning på gården.

I: Vi er nu fremme sidst i -70’erne. Hvornår solgte du St. Djernæs?

H: Vi solgte i 1992. Så vi var der i næsten 30 år. Pudsigt nok havde far også Djernæs i ca. 30 år - fra 1930 til 1962 - altså 32 år.

I: Du solgte til den nuværende ejer - Niels Lauritsen?

H: Ja, det gjorde vi.

M: Ih, hvor er der blevet pænt dernede. Og hvor er det dejligt, at de har fået sådan i så tidlig en alder. Det er virkelig pænt dernede.

I: De har restaureret så nænsomt, og med stor hensyntagen til det oprindelige så vidt jeg kan vurdere.

M+H: Ja, det er rigtigt.

T: Jeg har ikke været dernede, siden vi flyttede. Det vil jeg helst ikke.

I: Det er vist forståeligt. Hans, var du ked af at skulle sælge Djernæs?

H: På en måde var jeg ikke, for jeg havde jo mit gode job i Thisted. Havde jeg vidst for 30 år siden, at man kunne tjene sine penge så nemt, så tror jeg, at jeg aldrig ville have købt Djernæs. (b1iver sagt med høj latter).

M: Det kan jeg godt forstå.

I: Men din søn - Claus - har han aldrig ytret ønske om at føre gården videre?

H: Jo, det har han faktisk. Men jeg tror ikke hans kone havde lyst til det.

T: Det er ikke helt rigtigt, Hans, Claus var jo ikke færdiguddannet dengang det var aktuelt, og han havde nok også for lidt erfaring, tror jeg, på det tidspunkt.

H: Og det brændende emne på Djernæs i de generationer, jeg kan huske, har været økonomien. Det har været økonomien hele vejen igennem. Min far overtog resterne af St. Djernæs. Han fik ryddet de gamle bygninger af vejen, og fik, fjernet en del af stuehuset, og det er hans tid gået med.

M: Jeg ved ikke, hvor mange gange far (Erik Knudsen) sagde, at han aldrig ville anbefale nogen at købe en udstykningsgård. Der var ingenting, der passede sammen: hverken bygninger, maskiner eller noget som helst.

I: Det er også underligt, som forholdene har udviklet sig. For nu samles de mindre brug i stadigt større enheder.

H: Tjah! Dengang min farfar udstykkede St. Djernæs var der et tilliggende på 250 ha., og det ville jo i dag have været en pragtfuld gård. Claus har selv 110 ha. og har forpagtet 100 ha mere, så han er ved at drive lige så meget. Ban var så heldig at købe en gård i fuld drift og med fuld besætning. Det er ikke helt ligegyldigt, hvordan man starter.

I: Vi har tidligere været inde på spørgsmålet om den mølle, der har været her. Huset, som vi sidder i nu, hedder jo “Møllehuset”.

M: Ja, det blev det kaldt.

I: Jeg har senere været henne at tale med Kristine Nørgaard, Og hun fortalte, at de fik deres korn gruttet på en ejendom lidt længere henne ad vejen, men hun kunne ikke huske, om der havde ligget en mølle. Den ejendom, hun snakkede om, er den, der ligger på hjørnet af Tværvej og Tvorupvej.

H: Det var Niels Jørgensen. Jeg kan nemlig huske, at han havde en stor kværn, og den blev trukket ved elektricitet.
M.h.t. møllen så lå den der, hvor Ejluf (i Træhuset) har garage. Lige op ad vejen. Og vejen til Djernæs gik dengang vest for Træhuset. Hvis man står oppe på Tværvej, hvor Jan Østergaard bor i dag, kan man se, at vejen slår et sving. Tidligere gik vejen direkte ned til Djernæs, og den blev kaldt Møllevej. Ja, og Karlas hus er jo også en historie for sig selv: dengang jeg overtog Djernæs, lå der en lejekontrakt med Kristian Møller lydende på 35 kr/år. Kristian var så fingernem. Han lavede mange ting og sager for mig. Karla blev så enke og senere gift med Ejluf. Han syntes, at det var noget underligt noget, og 35 kr hjalp jo ingen steder. Men hvorfor lave om på det, det var jo gået fint i mange år.
Men det var en medarbejder - Viggo - han lever endnu. Det var denne Viggo, der fik lov til at bygge et lille træhus, for han havde ikke rigtig noget at bo i, og dengang betalte man vist ikke noget for at bo.
M: Det kunne jordejeren jo, tillade dengang. I dag skal der søges alle vegne.

H: Men da så Ejluf kom op at bo i Træhuset, som det altid har heddet, så købte han grunden. Huset eller rettere grunden blev matrikuleret ud. Det havde den ikke været tidligere, og der har aldrig været skrevet nogen ting.

I: Så Træhuset har aldrig været tænkt som bolig til den mølle, der tidligere lå der ?

H: Nej, a1drig!

M: Mølleboligen var jo her.

H: Ikke lige den ejendom, vi ser her nu, men møllehuset lå her, og mølleren boede her.
M: Men jeg kom her i 1926 første gang, og da fungerede møllen ikke. Der var kun volden, hvor møllen havde stået. Jeg har aldrig set møllen.

H: Møllevolden blev kørt ned i det, vi kalder Djernæs dal mellem Salmon Østergaard og Hans Kristiansen, dengang der blev asfalteret. Da kunne man godt bruge noget fyld, og så blev hele møllevolden kørt derned.

I: Var der heller ingen rester af møllebygningen, da du kom i 1926?

M: Nej. Kun volden.

H: Men vi nød den alligevel, for hvis vi skulle stå og vente på rutebilen, kunne vi så i læ, når det blæste og regnede..
Vi kendte rutebilejeren dengang, Han hed Erhardt Hansen, og vi knægte korn med gratis. Men hvis der var fyldt op inde, skulle vi sidde oppe på taget eller stå omme på bagagebæreren, og det var jo mens man kørte med gasgenerator. Når vi skulle op ad Dollerup bakke sagde Erhardt: “Nu kan I sgu godt hoppe af og skubbe lidt”. (Hans griner højlydt ved mindet) Og det gjorde vi så, for Dollerup bakke var faktisk temmelig stejl.
Nu ved jeg ikke, hvor langt tilbage i tiden vi skal gå, men Djernæs er jo utrolig gammel. Oprindelig lå gården nede ved voldstedet syd for gården. Når vi tidlig om foråret skulle pløje op inden roesåningen, kunne man faktisk se, hvor husene oprindeligt havde ligget, fordi jorden tørrede ud som følge af pløjningen. Det lader sig desværre nok ikke længere se. Vi har også tidligere pløjet palisader op dernede - temmelig tykke og brændt over, så husene har formentlig været brændt ned engang. Nede ved voldstedet er der en mærkelig grøft ud i marken. Man sagde, at det havde været en del af forsvarsværkerne mod landsiden. Der er også fundet mange blidekugler under pløjningen. Der er også fundet en del møllesten.

M: Jeg tror, der er meget at finde dernede, men far ville jo ikke have gravet dernede.

H: Nationalmuseet var meget optaget af det og interesseret, men det var så stor en udgravning, at der ikke var råd til det. Men det kommer sikkert en skønne dag, men det var nok far, der holdt igen med undersøgelser.
Djernæs havde jo egen tørvemose syd for gården, og far fortalte, hvordan de gravede tørv i “bænke”. En dag var han kommet derned og havde set, at der lå en masse lerkarskår rundt om, og på spørgsmålet om, hvor de kom fra, svarede tørvegraveren: “Åh, der stod en hel række krukker der, hvor vi skulle grave. Vi slog dem i stykker og smed dem op.”

T+M: Ja, det var både synd og skam.

M: Men det havde Erik slet ikke lyst til at beskæftige sig med. Og jeg tror, der kunne findes rigtig meget.

I: Til slut vil jeg gerne ind på noget helt andet. Ved I, hvor og hvordan de første ejere af udstykningerne boede, mens de byggede deres ejendomme?

H: Jeg husker at Harry Kristensen fortalte mig, at han og tre naboer boede i en lille stump skov, der tilhørte Djernæs. Der havde de bygget et interimistisk pladehus, som de boede i, mens de byggede på deres ejendomme. Jorden til ejendommene kostede ca. 7000-, og bygningerne kostede ca. det samme. Omkring 14000- ialt.

I: Fortalte H. Kristensen så også, om de selv byggede, eller om de havde professionelle håndværkere til hjælp?

M+B: De havde håndværkere til hjælp, men alt hvad de selv kunne lave af syldgravning, tømrerarbejde o.a., det lavede de. Men der var håndværkere på. Det var den måde, det blev gjort på de fleste steder.

I: Havde de adgang til en eller anden form for offentlig støtte?

B: Ja, alle, der ville, havde mulighed for at optage statslån. Jeg kan huske i forbindelse med nybyggeriet, at de hverken havde hest, vogn eller andet grej. På Djernæs var der jo mange heste og mange vogne, hvis de ellers kunne hænge sammen. Nybyggerne kom og lånte dem. Der skulle jo hentes materialer, sand og grus o.a. ting. Det blev klaret på den måde.

I: Kristine Nørgaard fortalte, at nogle af dem spiste henne hos Thomas Larsen.

M: Og en hel del spiste hos min svigerinde og svoger i villaen, indtil deres ejendom blev færdig.

I: Og det er der, hvor nu Henny og Salmon Østergaard bor nu!
I: Vi er kommet vidt omkring i denne eftermiddags samtale. Jeg vil gerne sige mange tak, fordi I ville “stille op” og også “tak for kaffe”.

/Erik Aarup.