Historier fra Djernæs Mark

(1) Interview med Edith Othilie Svingel
Ved Flemming Skipper og Knud Holch Andersen.
Thisted-projekt. 03.04.01.  

Se også billeder indleveret af Edith Svingel.

Edith Svingel er født i 1927. Hendes forældre var Anna og Thomas Larsen, der drev smedeforretning i Hurup fra 1903-1927. Faderen havde svært ved at holde til arbejdet med at sko heste. Derfor besluttede han at skifte til et landbrug.  Edith var familiens barn nummer otte. Han søgte så og fik en lod i den nye udstykning på Djernæs Mark. En af de største lodder på 17 tdr. sæde. Jorden var ikke af den bedste slags. ”Jorden kunne let blive væk om foråret, når det stormede”, og det kneb meget med læ. (Tvorupvej 8, ”Videslet”)
    Der var stor efterspørgsel efter disse udstykninger. Thomas Larsen udtrykte det sådan: ”Man ville gerne have en sådan jordlod, så havde landet gjort noget, og så måtte man klare sig selv”. Mange karle, der tjente på gårdene, ville jo også gerne have deres eget.
    Af de 13, der begyndte i 1927 blev de fleste. De, der begyndte i 1929, handlede meget mere. Under krisen i1930erne blev der lagt to terminer til lånene. Det var man lykkelige for, men så stod der med små bogstaver, at man til gengæld ikke måtte låne over ejendomsskylden. (I 1951 19.000 kr)     Faderen kaldte stedet ”videslet”, dermed mente han vid udsigt (”du skal se efter andet end det, der er lige foran dine tæer”). Historien bag er, at faderen havde hørt et foredrag på Thylands Ungdomsskole. Der havde han hørt om det med det vide udsyn. Når vi sad i spisestuen var der et stort udsyn.

Det var et nybyggersamfund. Det blev ordnet sådan, at man var fælles om redskaber. Vi var syv om en såmaskine f.eks. Man var nødt til at hjælpe hinanden, der var ikke penge at købe for.
    Man fik jordlodden, og så fik man et statslån. Så skulle man få bygget huset for det og få besætning ind. Der var arkitekttegning til nr. 6 på Djernæsvej og de to sidste på Tvorupvej (opført af to brødre, spejlvendte). Ellers var det tømreren eller mureren, der bestemte, hvordan det skulle se ud.
     Under krigen gik gødningsmængden i jorden stærkt ned. Det var meget uheldigt, især på den lette jord, som vi havde. Under krigen fodrede vi med lyng.
    Produktionen på brugene var ensartet. Det var noget med ca. 4 køer, et par heste, et par grisesøer. Far fodrede grisene op og solgte en del ”torvegrise”. Og så havde vi en del høns. Far og mor havde rugemaskine til petroleumslamper. Den var i kælderen. De overtog den fra nogen, der ikke kunne få kyllinger ud af det. Fordelen var, at den hos mor og far kom ned i kælderen, hvor der var en tilpas fugtighed.
    Vi anlagde have og prøvede at få noget op af jorden, men der var også en del, der ikke gjorde noget ved havedyrkning. Vi var selvforsynende med grønt, og solgte også en del. Far og mor havde haft kolonihave i Hurup og ahvde en særlig teknik med at få kartofler sat til spiring og derefter sat på en meget bestemt måde. En gang i mellem var der nogen, der havde syge børn om foråret. Så sagde doktoren til dem, at  de skulle have nogle kartofler, så kom de til far og mor og købte kartofler.
    Man var ikke ret gammel, før man fik lov at bestille noget. For ikke så mange år siden hørte Edith på Kristianslyst en erindring om en ganske lille pige, der efter spisning gik ned for at malke. Og den lille pige var Edith, på det tidspunkt 10 år gammel. Der var meget at se til. Maskinstation og hjælp til arbejdet var først noget, man begyndte med i 1950erne.
    Arbejdsmæssigt var det en hård barndom. Økonomisk var det også hårdt. Der var det særlige, at de fire ældste af børnene kom til at ”læse”, fik uddannelser, og de skulle jo hjælpes lidt. (Ældste bror: landbrugskandidat. Ældste søster: lærerinde. Nummer tre er sygeplejerske og nummer fire er husholdningslærerinde). Der var ikke råd til uddannelse til de sidste tre. Edith kom til at gå på Thorsted Friskole, da forældrene hørte til frimenigheden.

Edith blev 17 år under krigen. Da krigen sluttede, blev der ekstraordinært givet tilladelse til, at man kunne komme på ungdomsskole som 18-19-årige. Da de ældste var hjemme på påskebesøg, sagde far: Nu skal Edith have lov at komme på Lægården til efteråret. Vi vil helst beholde hende hjemme i sommer. Men da Edith var den sidste i flokken, kunne hun ingen understøttelsen få. Så sagde far til dem: ”Nu skal I til at betale noget af det, I har levet højt på. I har altid fået den fulde støtte, fordi Edith var skolesøgende. Det var første gang, Edith havde hørt faderen gå i rette med de store søskende. Så de kom hver til at betale et månedligt beløb til skoleopholdet.
    Skoleopholdet var en god oplevelse, men blev lidt overskygget af, at Edith på et tidspunkt var udsat for tyveri af tøj., gennemført af en anden elev. Det var meget svært at skaffe tøj i disse år; Edith var blevet hjulpet af en moster i Hvidbjerg.
    Det var min første rejse uden for Thy. Vi rejste jo ikke ret meget under krigen.(Flere søskende tjente i Sydthy. De kom en gang i mellem hjem med toget lørdag aften. Så tog far ind til Sjørring for at hente dem i hestevogn. Så blev hestene sat ind på Sjørringvold, og så kunne han lægge sig i de ekstra tæpper han havde. Han kunne godt risikere, at toget, der skulle komme kl. 10 først kom klokken 1.)
   Jeg var den eneste, der var hjemme. Der var fire år op til den næste. Min far var 48, da han byggede på Djernæs Mark. Så de var ved at blive lidt gamle. Det var mig, der pløjede og kørte roer. Efter opholdet på ungdomsskole var Edith ”ude at tjene” en kortere tid, og kom hjem igen i1949/50.

Edith mødte sin kommende mand i 1950 ved en fastelavnsfest på Thylands ungdomsskole.  
    Edith blev gift med Edvard Damsgaard Svingel i oktober 1951. Han var fra Sønderhå. De overtog ejendommen på Djernæs Mark. Den gang var det ikke nemt at låne. Det skulle man nok have holdt lidt igen med senere hen. Edvard havde 25.000 til udbetaling, og de skulle give 51.000 for ejendommen. Statslånsadministrationen nægtede Thomas Larsen at sælge på de vilkår. Han ville ”komme til at sidde for godt i det”. Men Larsen ”var god til at sætte noget på skrift”. Han skrev til ministeriet, om det var meningen, får så kunne de overtage ejendommen, og så tog han de værdier med, der kunne fjernes. Så kom amtsformanden, Chr. Bunk, fra Brund. ”Det ser jo godt ud med alle de grise, du har”, sagde han. ”Det var ikke det, jeg gerne ville høre”, lød det fra Thomas Larsen, ”vi vil gerne vide, om vi må handle”. ”Det må I”, lød svaret. 
    Der var 13.000 i statslån. Det resterende beløb kunne vi ikke låne. Det måtte Thomas Larsen lade stå. Han havde sin opsparing i Hundborg Sparekasse, men der havde de heller ikke penge at låne ud.  Forældrene købte hus i Hundborg.
     Der var i 1951  meget gode priser på korn. Det var ikke altid lige let at få det til at hænge sammen. I 1965 blev der lagt 4 tdr. sæde til parcellen. Til gengæld tog de en til vejanlæg.
    Vi måtte arbejde begge to. Børnene hjalp til, men ikke så meget medens de var små.
    I 1970 fik vi traktor. Indtil da klarede vi os med et par norske heste.  Jeg kunne skære roetoppe af, læsse roer, radrense med hest (Det største skadedyr i en roemark er en elev, udstyret med radrenser). Roerne i det tilkøbte jord gav så meget, at de måtte lade dem stå på marken en tid. Der var ikke plads til flere toppe i siloen. En nabo, der havde jord ned i den tidligere søbund, købte fra deres roekule.
    Dagen startede med malkning; så skulle mælken ud til vejen, og der skulle fodres. Så skulle manden ud med hestene, hvis der var markarbejde at gøre. Så havde jeg et stykke med jordbær, jeg solgte af om sommeren. I 1952 solgte jeg en del bær og fik sukkermærker til gengæld.
    I 1951 var parcellerne stort set uændrede. Nogle havde skiftet ejer. I 1969 var der sket en del sammenlægninger. Ediths mand døde i 1984, han var 10 år ældre end mig. Edith var 56, da hun blev enke. Hun fortsatte landbruget til 1989. Edith havde, da manden begyndte at få hjerteproblemer, talt om at søge arbejde og så skære landbruget ned. Det var manden ikke glad ved, og så blev de ved det.
    Sommeren efter mandens død hjalp drengene (den ene elektriker, den anden ved landbruget) med at omdanne leden, så der blev plads til flere søer, og køerne blev sat ud. Op gennem 70erne havde vi 7 køer og noget ungkvæg i laden. Vi leverede til mejeriet i Vang, indtil det lukkede. Da vi holdt op i 84 skulle vi have været over i det tredje mejeri (først Akafa, så Mejerigården). Jeg stoppede svineproduktionen igen, fordi der kom det med miljø. Det var noget med møddingen. Der skulle være afløb.  Så tog Edith sin knallert, kørte ind til kommunen, gik op på teknisk forvaltning og spurgte dem, hvor meget hun skulle ofre på den sag, De mente, det ville blive mellem 30 og 70.000. Så da Edith ”knallede hjem” besluttede hun, at nu skulle det være slut.
    Edith ønskede dog ikke at sælge ejendommen, da hun ikke var over 60, og hun havde læst i Familie-Journalen, at det havde hindret andre i at få pension. Konsulent Steensgaard nægtede at tro det, men måtte give hende ret. Det førte til, at mange blev advaret om, at de skulle blive boende på ejendommene til de blev 60.
    Edith solgte til sin søn, Egon Damsgaard Svingel , i 1989. Oplært ved landbruget, men opgav det, da han ikke kunne tåle ammoniak-halm. Arbejder på slagteriet.
    Edith har det generelle syn på udviklingen, at hun er betænkelig ved de store besætninger på grund af smitterisiko. På de små ejendomme på Djernæs Mark var der ikke ”meget at gøre med”.  Alt skulle tælles med for at man kunne klare enhver sit. Der var ikke meget til privatforbrug.  I dag har man store landbrug, men konen skal ud og have en indtægt ved siden af. Manden står alene med arbejdet. Og i dag tør man næsten ikke fortælle en nabo, at man har de problemer. Før havde man et fællesskab og nogen at dele bekymringerne med.  Vi havde i 70erne nogle problemer med kælvinger, der gik forkert. Så kunne man godt gå om og sige til en nabo: ”vil du ikke godt komme om og hjælpe”. I dag tør man ikke tage naboen ind i sin stald.
    Når vi i gamle dage holdt familiegilde på landbrugene, så skulle mændene altid en tur ud i stalden efter spisningen for at se, hvordan dyrene så ud. Det kommer de aldring mere.
    De er meget mere afsondret på landet i dag. Mange, der flytter ud, opdager, at manikke længere ”kommer hinanden ved”.
     Tidligere var det helt almindeligt, f.eks. ved konfirmationer, at en nabokona, der var god til at lave store portioner mad, hun stod for maden. Så kom der et par andre koner med deres kaffe- og spisestel og dækkede borde. Og nogen tog løg ind, og fik dem til at springe ud, så der var noget at pynte med. Man købte aldrig en buket i Sjørring, og man købte aldring en kage. Man bagte det hele selv.
    Man fik kaffe ved hinanden ved fødselsdage og de nærmeste ejendomme ”gik sammen” lidt tiere. Når man skulle købe ind i 50erne var der fire købmænd i Vang (Per Rask, Evald, købmand Andersen og købmand Jensen).
    I løbet af 50erne kom mange af de store børn fra Djernæs Mark i lære. Han mente ikke, han kunne klare realskolen. Ved en fest hørte forældrene om teknisk forberedelseseksamen. Den tog han, og kom så i lære.
    Der kom ikke så meget nyt ind i de små ejendomme, for de havde ikke penge til at købe nye maskiner for. Så de fik ingen fornøjelse af det.  Edith og Edvard fik en gummivogn i 1954. Det var den største investering før traktoren. Den blev betalt kontant, til overraskelse for sælgeren.  På en tid begyndte det at blive nemmere at låne.
    Vi deltog i landbrugskurser i skolen om vinteren. Sædekorn og roefrø (et korns) blev betydeligt forbedret.
    Husmandsforeningen i det lille område havde vi større tilknytning til end den større sammenslutning i Nordthy Husmandskreds. I den lille forening kom man rundt på markvandringer etc. Senere bliver det mere konsulentbesøg og kontrol. Der kom én og vejede grisene.
    Thomas Larsen var med i både husmands- og landboforening. Edith og Edvard var kun med i husmandsforening.

    Der var social afstand mellem gårdmænd og husmænd. Edith var 16, da hun første gang kom til bal i Vang. Gårdmandssønnerne ville kun danse med købmandsdøtre og ligesindede. Der var klasseforskelle.
    Nogen solidaritet med arbejderne i Thisted var der ikke tale om. Det var for langt væk. Som barn kom Edith måske til Thisted et par gange om året. Så gjorde vi stalden færdig i en fart og cyklede til Thisted, og kom hjem godt middag. Efter 1951 kom vi oftere derind.
    I dag er de gamle skel væk. Ediths søn og hans kone kommer sammen med alle slags folk.
    I dag bliver ejendommen på Djernæs Mark drevet med udelukkende kornavl. Maskinstation til høsten.
    I 1976 døde Edvards forældre og de arvede noget. De ville dog ikke investere i bil, da Edvard var begyndt at blive syg. De fik et par knallerter.

    Edith og Edvard mærkede ikke bedre tider med indgangen i EF. Steensgaard havde indført den skik, at det var konen, der skulle føre kassen.  Det var oftest hende, der skulle sende pengene med posten og var bedst til at holde styr på kvitteringerne. Han kom og sagde, at det var et meget fint regnskab, de havde afleveret i 1973. Han skulle til et stort konsulentmøde i Lyngby om husmandsbrugets vanskeligheder. Han ville gerne have lov at bruge regnskabet. Det fik han kun lov til ved at love anonymitet. De havde det år et overskud til personligt forbrug på 14.000 kr. (til fire personer). Det var efter Steensgaards opfattelse beundringsværdigt.
    For mindre brug kom EF til at betyde noget på den måde, at indtil da svingede priserne på grise meget op og ned, og når man kun sendte små portioner af sted, kunne indkomsten svinge meget. I EF kom de under faste priser. Det blev bedre priser og mere jævnt.