Thylejr 1970-2010



Dagbladet Politiken juli 1970:

Sommerlejren i Thy:

Vi er blevet de
nye sigøjnere

image.pngSelv de bortløbne høns anmeldes til politiet
Kriminalpolitiet i Thisted er ved at drukne i arbejde. Anmeldelser strømmer ind om stort og småt, der er forsvundet. Ingen siger det ligeud, men der kastes skrå øjekast til den store lejr ved Frøstrup, hvor de langhårede går og tror, de kan lave det ny samfund.
I sommerlejren læser man ikke aviser hver dag, men har dog bemærket, at lokale blade kører en mistænkeliggørelses-linje, fortæller Bodil Møbjerg, Det ny Samfund.
”Vi har overtaget sigøjnernes rolle”, siger hun.
”Alle tyverier anmeldes, forsvundne dametasker med 43 kr. og bortløbne høns, for nu er der nogen at skyde skylden på”.
”Vi mærker ikke meget til det her i lejren. Selvfølgelig har vi også småtyverier –bortset altså fra det store af lejrkassen med 15.000 kr. – men det skal vi nok klare. Der er jo tyverier alle vegne, for der vil altid være nogen, som synes det er lettere at tage penge end at tjene dem selv. Men tit har vi været ude for, at en kom styrtende og meldte sine penge stjålne, og så lidt efter kom der en ærlig sjæl med en pung, der bare var tabt”.


Ikke engle
Bodil Møbjerg tror ikke, at sommerlejren kun er beboet af engle.
”Men fornylig skete indbrud hos to læger i byen og straks skrev man, at der formentlig var tale om narkotika, selv om ingen vidste det. Det er en klar mistænkeliggørelse af os. Det er muligt, at det var nogen fra lejren, men det er også muligt, at det var nogen fra Thisted, eller et helt tredje sted. Men tyverier er ikke noget problem for os her, jeg har snarere indtrykket af, at det er et problem for alle andre. Bortset fra tyveriet af lejrkassen har vi ikke engang talt om tyverier ved fællesmøderne”.
Et problem i sommerlejren er ifølge Bodil Møbjerg, at folk rejser for hurtigt, og at mange ikke er interesseret i at deltage i aktiviteter, fordi de holder fast ved den traditionelle dase-ferie.
”Og så er det i øvrigt koldt her, især om aftenen, men vi har hørt, at vejret skulle blive bedre i august”.

Thisted Dagblad, 22. april 1971

Kirkebesætterne skal til Thisted endnu engang

På grund af tidnød udsættes behandlingen af den klage for myndighedsmisbrug, de tiltalte har rejst mod politiet –Vidneforklaringer og filmforevisning i retten i formiddag. I Hjardemaal-sagen afhørtes i formiddag tre af de tiltalte som forsvareren, advokat Jørgen Jacobsens vidner til belysning af den tiltale for vold mod en politibetjent, der er rejst mod en 30-årig filmarbejder. Siden forklarede tre af de tiltalte om formålet med besættelsen af Hjardemaal Kirke, og retten så den timelange film, aktivisterne optog under aktionen.

De tiltalte og deres forsvarer må i øvrigt tage turen til Thisted endnu engang. På sin vis bliver der ikke én, men to Hjardemaal-sager. På grund af tidnød blev den klage, de tiltalte har rejst mod politiet for vold, udsat til senere behandling. Dette var hovedpunktet, man kredsede om under gårsdagens retsmøde, indtil dommer Søndergaard traf afgørelsen: Udsættelse.
Klagen angår politivold mod aktivisterne i forbindelse med deres anholdelse i kirken og under transporten til arresten i Aalborg.

Bodenhoff: - Ensidig belysning

Politimester Jørgen Bodenhoff kunne som anklagemyndighedens repræsentant god se, at det for forsvareren ville være fordelagtigt at få klagen behandlet under straffesagen, der efter Bodenhoffs mening dermed let ville få en ensidig belysning.

- Det er for ubilligt over for os, at kun sådanne mennesker høres, der udtaler sig om vold mod politiet. Vi må også have mulighed for at få indkaldt og afhørt de vidner, vi i den anledning ønsker at føre. Advokat Jørgen Jacobsen ønskede videre under klagesagen at afhøre Bodenhoff som vidne, hvilket politimesteren skarpt protesterede imod. - Jeg kan ikke være både anklager og vidne i den samme sag.

Jacobsen: - Politibeskyttelsenvaklende

Jørgen Jacobsen forklarede, at han ønskede at vise, at politibeskyttelsen ved kirken og politiets hele adfærd var vaklende og mangelfuld. – Politiet må bære en stor del af skylden for, at det i det hele taget er kommet til en retssag. Den kunne være undgået, hvis politiet havde båret sig mere snedigt ad.

- Det er de forkerte mennesker, der sidder tiltalt her i dag. Det burde have været de civile borgere, der stormede kirken, der sad på anklagebænken, sagde Jørgen Jacobsen.
En 30-årig filmarbejder er tiltalt for vold mod en betjent ved ifølge anklageskriftet at have overfaldet betjenten, der førte ham hen ad kirkeloftet. Han tiltales for at have grebet om politibetjentens hals, presset han hjelm bagover og sluttelig have grebet fat i betjentens hår.
Herom forklarede filmarbejderen, at på vejen mødte de en anden af de tiltalte, en tonemester, der kom slæbende med sin båndoptager. Han passerede dem, gik ned ad trappen, hvorpå tiltalte hørte "et frygteligt skrig". Han ville da vende sig om, fordi han blev bange, og derved strejfede han muligvis betjenten med hånden. Hans forklaring blev støttet af en anden tiltalt, der betegnede episoden som "et håndgemæng".
En anden af de tiltalte, en 28-årig arkitekt, forklarede i retten i formiddag, at han på vej ned havde set tonemesteren ligge sammenkrøbet på gulvet med sin båndoptager. Foran ham stod en betjent. Han løb tilbage til de andre i klokkerummet og råbte: - De slår os! Der på så han ud ad vinduet, og råbte til mængden nedenfor: - Vi har overgivet os, men vi får bank.
Og forklarede han: - Jeg så nogle grinende ansigter, og nogle råbte bravo!
Bodenhoff: - Så De betjenten foretage sig noget?
Arkitekten: - Nej.
En anden af de tiltalte havde set en betjent, som løb ned til filmarbejderen og rettede to-tre knytnæveslag mod hans hoved. En 27-årig arkitekt gav en af de tre forklaringer på formålet med aktionen. Han sagde bl.a., at Hjardemaal Kirke blev besat i "et forsøg på at realisere vor tro på handlingsfrihed og på fællesskab bl.a. med dem udenfor kirken".
To kvindelige deltagere i aktionen fortalte ligeledes om bevæggrundene, at det var et forsøg på at realisere det kærlighedsbudskab, som kirken står for. – Vi forsøgte at finde en sandhed, men autoriteterne gav os ikke fred og ro til at søge den. Vi er kede af, at aktionen blev lagt på så højt et plan, at thyboerne ikke forstod nuancerne. Lederne af ordenspolitiet i Aalborg, politikommissær Erik Sørensen, der har til opgave at tilrettelægge udrykningstjenesten, fortalte om Aalborg-politiets arbejde under aktionen.
Jørgen Jacobsen: Havde De indtryk af, at besættelsen var et led i en større aktion?
Erik Sørensen: Ja, absolut. Vi havde nogen tid forinden deltaget i en aktion i Frøstrup-lejren, hvor vi blev mødt med massiv modstand, så vi vidste, hvordan stemningen var. Vi var ængstelige for, at kirkebesættelsen var led i en større aktion, der kunne forstyrre ordenen.
Jørgen Jacobsen: Er det rigtigt, at man kontaktede justitsministeriet i anledning af sagen?
Erik Sørensen: - Ja.
Jørgen Jacobsen: - Underligt, at man skulle helt til tops med den!Politikommissæren fortalte videre, at der, før den store politistyrke fra Aalborg rykkede ud, var blevet sendt civilklædte betjente i forvejen for at orientere sig på stedet, bl.a. om hvor mange, der kunne være i kirken.

Efterlyste film

Afhøringerne i går af de 14 tiltalte blev langvarig og trak ud til hen ved 20-tiden i aftes, før Dommer Ester Søndergaard kunne erklære retten hævet. Under afhøringerne fortalte de unge samstemmende om aktionens planlægning, forløb og deres motiver til at deltage. Aktivisterne nægtede alle, at have slået civilbefolkningen, der stormede kirken, eller de senere indtrængende politifolk.
En 27-årig fortalte, at planen om besættelsen var opstået spontant blandt ti deltagere i Frøstrup-lejren. Deltagerne havde besøgt ca. 30 kirker for at finde en egnet til formålet.
Under afhøringen af tonemesteren efterlyste Jørgen Jacobsen et lydbånd, som tonemesteren havde optaget under aktionen, samt tre andre lydbånd. Der blev ligeledes efterlyst et filmkamera med en film, som forsvareren hævdede viste politiets indtrængen i kirken. Tingene var blevet konfiskeret under aktionen. Politimester Bodenhoff kunne ikke gøre rede for, hvor de var blevet af, men lovede at undersøge det.
Under den videre afhøring fremgik det, at de tiltalte ikke havde ønsket en konfrontation med befolkningen, og en 31-årig kunstner sagde, at motivet til deres handlinger havde været at "realisere en religiøs oplevelse som resultat af en fælles oplevelse".
To af de kvindelige deltagere kom bl.a. ind på politiets behandling af aktivisterne og fortalte om en episode, der førte til tiltale mod en 30-årig filmarbejder for vold mod embedsmand i funktion. De forklarede, at de havde forsøgt at skille parterne, og en anden kvindelig deltager sagde, at hun ikke havde set noget til en episode, hvor politiet skulle have øvet vold mod tonemesteren. Årsagen var, at hun allerede havde fået bank og var endt under en af kirkebænkene.
Under afhøringen spurgte Jørgen Jacobsen en af de kvindelige deltagere, om hun havde lagt mærke til et samarbejde mellem politiet og den civile befolkning. Det havde hun ikke, svarede hun.

 Thy lejr 207

3. april 1971. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Kirkestormerne fra Hjardemål med deres forsvarer, landsretssagfører Jørgen Jacobsen, uden for Thisted Rådhus efter domsafsigelsen. 13 af de 14 tiltalte i Hjardemål-sagen blev ved domsmandsretten idømt 25 dagbøder á 20 kr. Den fjortende, en 30-årig kunstner, der endvidere var tiltalt for vold mod en betjent, idømtes 35 dagbøder á 20 kr. De 10 dagbøder fik han for vold mod betjenten, fremgik det af dommens præmisser. De dømte skulle betale 7.000 kr. i salær til deres forsvarer. (Hvis de nævnte beløb skal omregnes til nutidskroner, skal der ganges med fire - i følge lokale bankkyndige).

Foto: Tage Jensen

(Arkivets bemærkning: For at omregne 1971-beløbene til 2022-priser skal tallene ganges med ca. 8.)

Thisted Dagblad, 1. september 1970:

15 aktivister blev røget
ud af Hjardemål Kirke

Sigtes i dag for husfredskrænkelse og vold. Storstilet politiaktion efter vrede beboeres forsøg på at storme kirken – to kvæstet af aktivisterne i kirketårnet

De 15 unge aktivisters besættelse af Hjardemål Kirke gjorde i går eftermiddags den smukke, højtbeliggende kvaderstenskirke til skueplads for begivenheder som næppe har fundet sted i nogen dansk kirke siden middelalderen. En harmfuld lokalbefolknings forsøg på at fordrive aktivisterne –otte mænd og syv kvinder – resulterede i blodsudgydelse i kirken: To unge mænd, fiskepakker Bent Christensen, Hanstholm, og Hugo Enevoldsen, Ballerum, blev mødt med slag fra jernstænger, da de sammen med andre løb storm mod kirketårnet. Bent Christensen blev så hårdt medtaget, at han måtte føres til sygehuset i Thisted for at få to flænger i hovedet syet sammen.
Den lokale befolknings utvetydige og voldsomme reaktion udløste en politiaktion med et opbud på 75 politifolk fra Århus, Aalborg og Thisted, som fik den dobbelte opgave at få aktivisterne ud af kirken og at gøre det, uden at de led overlast. Før politiet dukkede op, havde stemningen nået kogepunktet og var stærkt på vej fra indignationens fase til regulær lynchstemning. Efter at have været forskanset i kirken siden nattetimerne dukkede 15 slukørede og tavse aktivister op én efter én og blev håndfast ført til "salatfadet" –en af Tinggaards rutebiler – gennem et espalier af stålhjelmklædte politibetjente. - Kun anvendelse af tåregas formåede at få dem til at overgive sig. De førtes til arresten i Aalborg, og i dag fremstilles de i grundlovsforhør.
De 15 aktivister var alle fra Frøstrup-lejren, hvor man i øvrigt fralagde sig ansvaret for deres handlinger og beklagede dem – med en erkendelse af, at mandagens begivenheder synes at have fjernet den sidste rest af sympati blandt den lokale befolkning for Det nye Samfunds lejr-eksperiment. Et forlydende om, at de 15 er dukket op i lejren på et sent tidspunkt og i hvert fald efter, at de oprindelige lejrledere, Henning Prins og Leo Jespersgaard, har forladt Frøstrup, har intet på sig. En ung talsmand for lejren, Søren Noack, oplyser overfor Thisted Dagblad, at de 15 aktivister har opholdt sig i lejren praktisk taget siden dens åbning, men han tilføjer, at ingen af de øvrige lejrdeltagere vil vedkende sig kendskab til aktivisternes planer.


Præsten kaldt 'fascistsvin'
De groteske begivenheder i og omkring Hjardemål Kirke løb først løbsk ved 14.30-tiden, da lokalbefolkningens harme over krænkelsen udløste en spontan reaktion: Der gik bud rundt i hjemmene om at møde op ved kirken. I løbet af forbløffende kort tid var 50-100 personer mødt op og klar til aktion, deriblandt flere fiskere fra Hanstholm.
Sognepræsten, pastor J.E. Meng Sørensen, var i mellemtiden blevet underrettet om den faretruende udvikling og henstillede til de vrede beboere at lade politiet udføre den opgave at bringe aktivisterne ud. Vreden blandt beboerne var imidlertid så stor, at de fastholdt beslutningen om selv at hente aktivisterne. Som et kompromis foreslog pastor Meng Sørensen derefter, at han først skulle forsøge at overtage aktivisterne til at komme frem frivilligt. Fra en stige henvendte han sig til aktivisterne gennem et af kirkens vinduer. Han blev mødt med et svar om, at nu gjaldt det "Øje for øje og tand for tand – her skal der ikke forhandles, revolutionen er begyndt" – efterfulgt af et "fascistsvin!"
I næste nu blev en rude knust indefra, og skårene haglede ned over sognepræsten. Et af dem strejfede ham i tindingen og slog hul på huden.
Slag med jernstang
Fra dette øjeblik tog de fremmødte beboere sagen i egen hånd. De brød kirkedøren op og skaffede sig adgang til kirken. Nogle stålhjælme af den type, der bruges på farlige arbejdspladser, blev fremskaffet i en hast, og et stormløb mod lemmen i kirketårnet, hvor aktivisterne nu havde forskanset sig, blev tilrettelagt.
Forinden var den 20-årige Søren Noack, en af de tilbageværende lejrledere i Frøstrup, dukket op og tilbød at forsøge at overtale aktivisterne til at overgive sig. Beboerne frabad sig hans assistance og bad ham om at forføje sig. Derefter blev der – bl.a. ved hjælp af noget af det "skanse-materiale", aktivisterne havde slæbt ind i kirken, rettet et fremstød mod lemmen.
Det lykkedes at få den op, men i næste nu blev hjælmen slået af hovedet på Bent Christensen, og han fik en række voldsomme slag med det resultat, at han styrtede ned ad trappen, hvor han blev grebet af de øvrige. Med blodet løbende ned over ansigtet blev han hjulpet ud og lidt senere i en ambulance fra Falck-Zonen ført til Centralsygehuset i Thisted, hvor sårene blev syet sammen. Han kunne straks udskrives og dukkede senere op på kirkegården, hvor han sammen med flere hundrede andre overværede kirkebesættelsens sidste faser.
Under stormen ved kirketårnet fik Hugo Enevoldsen fra Ballerum lettere kvæstelser i ansigtet, da han stiftede bekendtskab med aktivisternes våben.


Foren jer!
På dette tidspunkt blev det klart for politimyndighederne, at tingene ikke kunne klares ved indsættelse af et beskedent antal politifolk fra det lokale område. Der blev rekvireret assistance fra Århus og Aalborg, og medens man ventede på, at de skulle komme, udviklede tingene sig til alt held nogenlunde fredeligt ved kirken, hvor de vrede beboere havde indset, at det ikke uden yderligere blodsudgydelse ville være muligt at trænge op i kirketårnet. Den næste times tid formede sig stort set som en ordduel mellem aktivisterne og den stærkt voksende tilskuerskare, som nu ikke bare talte lokale folk, men mange langvejs fra.
Fra et vindue i taget på kirkeskibet postulerede aktivisterne. "Det hærværk, der er begået mod kirken, er foretaget af folk udenfor, ikke af os". Et banner hængt ud fra en af glughullerne i tårnet proklamerede: "Alverdens folk – foren jer", hvilket affødte en tør kommentar: "Vi har forenet os, nemlig mod jer og alt, hvad i står for".

Thisted Dagblad, 1. september 1970:

15 aktivister blev røget
ud af Hjardemål Kirke

Sigtes i dag for husfredskrænkelse og vold. Storstilet politiaktion efter vrede beboeres forsøg på at storme kirken – to kvæstet af aktivisterne i kirketårnet

De 15 unge aktivisters besættelse af Hjardemål Kirke gjorde i går eftermiddags den smukke, højtbeliggende kvaderstenskirke til skueplads for begivenheder som næppe har fundet sted i nogen dansk kirke siden middelalderen. En harmfuld lokalbefolknings forsøg på at fordrive aktivisterne –otte mænd og syv kvinder – resulterede i blodsudgydelse i kirken: To unge mænd, fiskepakker Bent Christensen, Hanstholm, og Hugo Enevoldsen, Ballerum, blev mødt med slag fra jernstænger, da de sammen med andre løb storm mod kirketårnet. Bent Christensen blev så hårdt medtaget, at han måtte føres til sygehuset i Thisted for at få to flænger i hovedet syet sammen.
Den lokale befolknings utvetydige og voldsomme reaktion udløste en politiaktion med et opbud på 75 politifolk fra Århus, Aalborg og Thisted, som fik den dobbelte opgave at få aktivisterne ud af kirken og at gøre det, uden at de led overlast. Før politiet dukkede op, havde stemningen nået kogepunktet og var stærkt på vej fra indignationens fase til regulær lynchstemning. Efter at have været forskanset i kirken siden nattetimerne dukkede 15 slukørede og tavse aktivister op én efter én og blev håndfast ført til "salatfadet" –en af Tinggaards rutebiler – gennem et espalier af stålhjelmklædte politibetjente. - Kun anvendelse af tåregas formåede at få dem til at overgive sig. De førtes til arresten i Aalborg, og i dag fremstilles de i grundlovsforhør.
De 15 aktivister var alle fra Frøstrup-lejren, hvor man i øvrigt fralagde sig ansvaret for deres handlinger og beklagede dem – med en erkendelse af, at mandagens begivenheder synes at have fjernet den sidste rest af sympati blandt den lokale befolkning for Det nye Samfunds lejr-eksperiment. Et forlydende om, at de 15 er dukket op i lejren på et sent tidspunkt og i hvert fald efter, at de oprindelige lejrledere, Henning Prins og Leo Jespersgaard, har forladt Frøstrup, har intet på sig. En ung talsmand for lejren, Søren Noack, oplyser overfor Thisted Dagblad, at de 15 aktivister har opholdt sig i lejren praktisk taget siden dens åbning, men han tilføjer, at ingen af de øvrige lejrdeltagere vil vedkende sig kendskab til aktivisternes planer.


Præsten kaldt 'fascistsvin'
De groteske begivenheder i og omkring Hjardemål Kirke løb først løbsk ved 14.30-tiden, da lokalbefolkningens harme over krænkelsen udløste en spontan reaktion: Der gik bud rundt i hjemmene om at møde op ved kirken. I løbet af forbløffende kort tid var 50-100 personer mødt op og klar til aktion, deriblandt flere fiskere fra Hanstholm.
Sognepræsten, pastor J.E. Meng Sørensen, var i mellemtiden blevet underrettet om den faretruende udvikling og henstillede til de vrede beboere at lade politiet udføre den opgave at bringe aktivisterne ud. Vreden blandt beboerne var imidlertid så stor, at de fastholdt beslutningen om selv at hente aktivisterne. Som et kompromis foreslog pastor Meng Sørensen derefter, at han først skulle forsøge at overtage aktivisterne til at komme frem frivilligt. Fra en stige henvendte han sig til aktivisterne gennem et af kirkens vinduer. Han blev mødt med et svar om, at nu gjaldt det "Øje for øje og tand for tand – her skal der ikke forhandles, revolutionen er begyndt" – efterfulgt af et "fascistsvin!"
I næste nu blev en rude knust indefra, og skårene haglede ned over sognepræsten. Et af dem strejfede ham i tindingen og slog hul på huden.
Slag med jernstang
Fra dette øjeblik tog de fremmødte beboere sagen i egen hånd. De brød kirkedøren op og skaffede sig adgang til kirken. Nogle stålhjælme af den type, der bruges på farlige arbejdspladser, blev fremskaffet i en hast, og et stormløb mod lemmen i kirketårnet, hvor aktivisterne nu havde forskanset sig, blev tilrettelagt.
Forinden var den 20-årige Søren Noack, en af de tilbageværende lejrledere i Frøstrup, dukket op og tilbød at forsøge at overtale aktivisterne til at overgive sig. Beboerne frabad sig hans assistance og bad ham om at forføje sig. Derefter blev der – bl.a. ved hjælp af noget af det "skanse-materiale", aktivisterne havde slæbt ind i kirken, rettet et fremstød mod lemmen.
Det lykkedes at få den op, men i næste nu blev hjælmen slået af hovedet på Bent Christensen, og han fik en række voldsomme slag med det resultat, at han styrtede ned ad trappen, hvor han blev grebet af de øvrige. Med blodet løbende ned over ansigtet blev han hjulpet ud og lidt senere i en ambulance fra Falck-Zonen ført til Centralsygehuset i Thisted, hvor sårene blev syet sammen. Han kunne straks udskrives og dukkede senere op på kirkegården, hvor han sammen med flere hundrede andre overværede kirkebesættelsens sidste faser.
Under stormen ved kirketårnet fik Hugo Enevoldsen fra Ballerum lettere kvæstelser i ansigtet, da han stiftede bekendtskab med aktivisternes våben.


Foren jer!
På dette tidspunkt blev det klart for politimyndighederne, at tingene ikke kunne klares ved indsættelse af et beskedent antal politifolk fra det lokale område. Der blev rekvireret assistance fra Århus og Aalborg, og medens man ventede på, at de skulle komme, udviklede tingene sig til alt held nogenlunde fredeligt ved kirken, hvor de vrede beboere havde indset, at det ikke uden yderligere blodsudgydelse ville være muligt at trænge op i kirketårnet. Den næste times tid formede sig stort set som en ordduel mellem aktivisterne og den stærkt voksende tilskuerskare, som nu ikke bare talte lokale folk, men mange langvejs fra.
Fra et vindue i taget på kirkeskibet postulerede aktivisterne. "Det hærværk, der er begået mod kirken, er foretaget af folk udenfor, ikke af os". Et banner hængt ud fra en af glughullerne i tårnet proklamerede: "Alverdens folk – foren jer", hvilket affødte en tør kommentar: "Vi har forenet os, nemlig mod jer og alt, hvad i står for".

31. august 1970. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Hjardemål Kirke besat. Bagest stigen op til et kirkevindue, hvor pastor J. E. Meng Sørensen havde føsøgt at komme i kontakt med aktivisterne inde i kirken. Han blev mødt med et svar om, at nu gjaldt det "Øje for øje og tand for tand - her skal der ikke forhandles, revolutionen er begyndt!". Efterfulgt af et: "Fascistsvin!". Mens politiet afventede forstærkning, "kommunikerede" aktivisterne med de vrede beboere gennem bl. a. "flyveblade" med opfordringen: "Alverdens folk - foren jer!", hvilket affødte en tør kommentar: "Vi  h a r  forenet os, nemlig mod jer og alt hvad I står for!".

Foto: Tage Jensen

 

Thisted Dagblad, 1. september 1970:

Frøstrup-lejren måtte have
politibeskyttelse

Kirkebesættelsen ophidsede de lokale beboere i en sådan grad, at de efter de 15 aktivisters anholdelse vendte sig imod sommerlejren i Frøstrup.
Knap havde politiet forladt Hjardemål med den anholdte, før flere hundrede lokale mænd og kvinder satte kursen mod Frøstrup, og kort tid efter kimede Det ny Samfunds beboere på det nærmeste politiets telefoner ned i forsøg på at få så hurtig og effektiv politibeskyttelse som muligt.
- Det var jo unægtelig en lidt anden situation, end vi er vant til, men selvfølgelig måtte vi straks sende nogle mand til lejren for at neddæmpe gemytterne, siger en talsmand for politiet i Thisted.
Kun få af de lokale beboere kom ind i lejren, inden politiet nåede frem. De fik ødelagt en mikro-makro-butik, et lysanlæg og en rude, og der var opstået et voldsomt slagsmål med nogle af lejrbeboerne, før omkring 50 betjente kom til stede og bl.a. ved hjælp af hunde fik de to parter skilt.
Politiet forhindrede en større menneskemængde udenfor lejren i at komme ind og holdt vagt endnu nogen tid efter, at de ophidsede lokale havde trukket sig tilbage.

31. august 1970. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). En mindre gruppe fra lejren var modige nok til at tage til Hjardemål Kirke, men det skulle de aldrig have gjort. De blev jaget langt væk af ophidsede lokale beboere. Og det foregik ikke helt uden skrammer.         

Foto: Tage Jensen

Thisted Dagblad 1. september 70

15 aktivister blev røget ud:
Politifolk fra luften

Kl. godt 16 dukkede en helikopter op og kredsede omkring kirken og skabte forventning om en ny udvikling, der tog sin begyndelse, da den første politistyrke på ca. 30 mand ankom, ledsaget af politihunde. Det var en styrke fra Aalborg. Medens man gjorde klar til at ???? med tåregas og værktøj, dukkede en repræsentant for Frøstrup-lejren op med et "Undskyld, jeg forstyrrer, jeg kommer fra Frøstrup-lejren". Han præsenterede sig som journalist Niels Ufer
('Informationen's medarbejder, som har tilbragt sommeren i Frøstrup-lejren. Red.) og sagde henvendt til en overordnet politimand, at man ikke i lejren havde noget kendskab til aktivisternes planer, og at man i øvrigt først havde hørt om kirkebesættelsen i radio-avisen. "Jeg forstår godt, at naboerne er skidegale", tilføjede han og oplyste, at der om en times tid skulle holdes et møde i lejren, hvor man skulle drøfte situationen.
Senere dukkede yderligere to udsendinge op, en ung mand og en ung kvinde. Manden, Mikael Hagen, henvendte sig til aktionens leder, politimester Jørgen Bodenhoff, og bad om at få tilladelse til at henvende sig direkte til tilskuerne.
Den fik han, og han sagde: "Jeg er blevet udsendt af lejren. Vi holdt for en time siden et møde, og man har bedt mig fortælle, at vi ikke har det mindste kendskab til denne kirke-aktion. Vi har ikke ansvar for den og for det forløb, den har fået".
Tilråb: "Vi rydder lejren bagefter".
Mikael Hagen: "Jamen, vi kan da ikke tage ansvaret for en enkelt gruppes handlinger".
Tilråb: "Når I har samlet en sådan bærme i lejren, så må I også tage ansvaret for den".
Harmen heglede ned over Mikael Hagen, da han straks efter afleveringen af sit budskab frejdigt begyndte at fotografere mængden fra sin plads blandt politifolkene. Han trådte derefter frem på ny og henvendte sig denne gang til de få tilstedeværende lejrboere med ordene: "Jeg foreslår, at vi tager tilbage til lejren og lever fredeligt, som vi plejer". Han måtte derefter ekskorteres ud af politifolk.
Selv på dette tidspunkt, da politiaktionen var i fuld gang, blev flere fra lejren fjernet af vrede beboere. Det foregik særdeles håndfast og uden anvendelse af den autoriserede indgang til kirkegården. Det skete simpelthen gennem hegnet, og flere vendte tilbage til Frøstrup-lejren med skrammer.
Ind imellem lød der uprofessionelle klokkeklemt fra kirketårnet. Aktivisterne filmede fra glughullerne, og højdepunktet af aktiviteten i tårnet var et par røgbomber, der blev kastet ned mellem tilskuerne, som et kort øjeblik spredtes. Heldigvis blev ingen ramt.


Henstilling fra politimesteren
Ved 17-tiden skred politiet til aktion. Den lange ventetid havde fremkaldt utålmodighed blandt folk på kirkegården, og det er næppe nogen fejlvurdering, når man lægger en god portion sarkasme i de klapsalver, hvormed politifolkene blev modtaget, da de med tåregaspistoler og værktøj rykkede ind i kirken. Overordnede politifolk ankom via helikopteren, som landede på en mark nær kirken. Det var en redningshelikopter fra Aalborg. Lidt senere lød råb fra tårnet: "Vi bliver gasset", og da aktivisterne begyndte at synge "Kæmp for alt, hvad du har kært", trak folk på smilebåndet.
Ved sin ankomst henvendte politimester Bodenhoff sig direkte til folkemængden med en henstilling om, at alle forholdt sig i ro under aktionen. "Vi er alle interesseret i, at dette her bringes til ophør uden vold", tilføjede han.
Intet diskussionsmøde – kom ned!
Kl. 18.10 lød der råb fra kirketårnet: "Må vi tale med lederen af politiaktionen?" Stemmen fortsatte: "Det ender med, at vi styrter ned på jorden".
Politimesteren med høj røst: "Kom ned. Dette her er ikke noget diskussionsmøde. Kom ned".
Fem minutter senere overgav de 15 aktivister sig med ordene: "Nu kommer vi ned".
Det skete under skrig og skrål, og en aktivists højlydte bemærkning om, at "politiet overfalder os", blev mødt med klapsalver fra de ventende tilskuere. Det groteske sceneris lydkulisser domineredes af politihundenes glammen og aktivisternes forsøg på at fremkalde medlidenhed.
Før det kom dertil, sikrede aktivisterne sig en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion. De havde barrikaderet lemmen i kirketårnet med mursten og placeret sig selv ovenpå. Da lemmen blev brudt, brugte de et par mursten som kasteskyts mod betjentene og ramte uden at kvæste.
Medens aktivisterne fik navne og bopæl registreret af kriminalpoliti inde i kirken, afventede man den sidste politistyrkes ankomst. Politiet ønskede at undgå enhver risiko for selvtægt blandt de tilstedeværende. Først ved 19-tiden nåede forstærkningen frem, og derefter blev de anholdte ført ud enkeltvis med håndfaste greb og igennem et espalier af politifolk. Forinden havde politimesteren endnu engang henstillet, at fjernelsen af aktivisterne fandt sted i fuldstændig ro. Det er vor pligt at beskytte de anholdte, tilføjede han. De anholdte blev mødt med kraftige mishagsytringer fra flere hundrede mennesker, som stod tæt på kirkegården, og hvis efterladte køretøjer skabte trafikkaos på landevejen.
Mad til 14 dages besættelse
I kirketårnet fandt politiet et velassorteret fødevarelager, tilstrækkeligt til en 14 dage lang belejring. Provianten omfattede også vin og snaps. En utrolig mængde effekter fyldte op i rummet. Der var filmapparater, forevisningsapparater, båndoptager, skrivemaskiner og meget andet. Opbuddet af kostbare ting var så stort, at politimester Bodenhoff i aftes antydedemuligheden af, at der foruden voldssigtelse og sigtelse for grov husfredskrænkelse også bliver tale om tyverisigtelse.
De femten aktivister vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør i Aalborg kl. 16 i eftermiddag.
Endnu ved middagstid nægtede de at udtale sig. Kriminalpolitiet var da i gang med at samle materiale til sigtelser mod dem.

Thisted Dagblad 21. april 1970

14 tiltalte afhøres kollektivt

Retssagen mod kirkebesætterne fra Hjardemaal indledt i formiddag –Politi med walkie-talkies bevogtede indgangen til retsbygningen

Retssagen mod kirkebesætterne fra Hjardemaal indledtes ved en domsmandsret i Thisted i formiddag. Kun én af de 15 tiltalte udeblev. Indgangen til retsbygningen var bevogtet af politi, der i dagens anledning var udstyret med walkie-talkies. Det kom dog ikke på noget tidspunkt til episoder. Samtlige 14 tiltalte, der er i alderen 20 til 31 år, nægtede sig skyldige i tiltalepunkterne om krænkelse af husfreden ved den 31. august 1970 at have trængt sig ind i Hjardemaal Kirke, hvor de efter anklageskriftet skulle have udøvet vold på person eller fremsat trussel om sådan. Af hensyn til de trange pladsforhold blev kun pressen lukket ind.
Den første halve times tid gik i hovedsagen med afklaring af et processuelt spørgsmål: om de 14 tiltalte skulle afhøres kollektivt eller enkeltvis.
Politimester Jørgen Bodenhoff, Thisted, der repræsenterer anklagemyndigheden, forlangte de tiltalte afhørt enkeltvis, hvilkdet forsvareren, advokat Jørgen Jacobsen, København, protesterede imod under henvisning til retsplejelovens heromhandlende hovedbestemmelse, paragra 846. Domsmandsretten, der består af dommer Ester Søndergaard og domsmændene fru Hanne Møller og vævemester Erik Poulsen, begge Thisted, gave forsvareren medhold, hvorefter referentbordet blev skubbet tilbage og stole hentet ind. Pladsen var trang.

Aktivisternes film vises i retten
Den film, Hjardemaal-aktivisterne optog af aktionen, blev det besluttet at vise for domsmandsretten. Advokat Jørgen Jacobsen havde fremlagt begæring herom, og han forklarede, at han var af den opfattelse, at filmen er central for forståelsen af bevæggrundene for aktionen. Filmen har en spilletid på ca. en time, og den køres formentlig for retten i byrådssalen i morgen formiddag.
En 23-årig sociologstuderende var første tiltalte, der afhørtes. Han forklarede, at han havde opholdt sig 14 dage i Frøstrup-lejren inden besættelsen af Hjardemaal Kirke. På et spørgsmål fra politimester Jørgen Bodenhoff svarede han, at han ikke turde sige, hvornår en aktion mod specielt Hjardemaal Kirke blev besluttet, men man havde planlagat en aktion mod en kirke.
Bodenhoff: - Var der ikke nogen enkeltperson, der fik idéen?Tiltalte: - Nej, det var en fælles idé.

Alt var kollektivt
Tiltalte forklarede, at han kun én gang havde været ved Hjardemaal Kirke før aktionen, og han havde ikke været med til at tage noget aftryk til den nøgle, der blev anvendt, da man trængte ind. Han ønskede ikke at udtale sig om, hvorvidt andre havde taget aftryk. Besættelsen af kirken var en kollektiv opgave.
Om en radiosender og –modtager, der fandtes i kirken, forklarede tiltalte, at den skulle benyttes som kommunikationsmiddel udadtil. Bodenhoff: - Der var også en sender og modtager i Frøstrup-lejren. Stod De i forbindelse med Lejren?
Tiltalte svarede benægtende, men ønskede i øvrigt ikke at udtale sog om spørgsmålet.
Forsvareren: - Der er jo ikke rejst tiltale om overtrædelse af radiospredningsloven.
Anklageren fremlagde i retten et dokument over radioproceduren og spurgte, hvem der havde lavet den. Tiltalte svarede, at den var fremstillet kollektivt, hvortil politimesteren replicerede: - Ja, jeg er klar over, at alt er kollektivt.
Bodenhoff: - Var den opslåede erklæring lavet i forvejen, og hvem havde gjort det?
Tiltalte: - Den var fremstillet umiddelbart før – og kollektivt!Bodenhoff: - Igen kollektivt! Sig mig, hvordan 15 mennesker kunne skrive noget sådant kollektivt?
Tiltalte: - Det var fælles beslutninger, der lå til grund.
På spørgsmål fra politimesteren om, hvor længe man havde regnet med at holde kirken besat, svarede tiltalte, at det kom an på omstændighederne, men som det maksimale ca. en uges tid.
Imod kirkens monopol
Tiltalte gav herefter på politimesterens foranledning en længere redegørelse for sit personlige motiv til at deltage i Hjardemaal-aktionen. Han forklarede, at det hele var en symbolsk handling, der ikke specielt var møntet på Hjardemaal Kirke, at han mente, at handlingen måtte ses i en større sammenhæng.
- Statskirken optræder som en autoritet over for den religiøse befolkning og forsøger at samle folk ét sted, hvor den kan styre deres religiøse følelser.
Politimesteren: - Er det forkert at gøre det?
Tiltalte: - Ja. Kirken har monopol på at formidle den religiøse følelse, ligesom den stærke koncentration af kapitalen skaber monopolisering. Det samme er tilfældet med statsmagten.
Vort formål med aktionen var ved et fælles arbejde inden for kirken at skabe mulighed for et andet fællesskab.
"Vi slår jer ihjel"
Tiltalte forklarede om befolkningens reaktion på besættelsen, at man ikke på forhånd var klar over, om der ville blive nogen reaktion. Man regnede med muligheden deraf, men håbede, det ikke blev til vold. - Hvordan blev I klar over, at de lokale beboere var fortørnet over det, der skete i kirken?
Tiltalte: - De kom med voldsomme udbrud og begyndte at bryde ind i kirken. Folk råbte bl.a.: "Hvis vi får fat i jer, slår vi jer ihjel og begraver jer på kirkegården".
Bodenhoff: - Forsøgte I at overtale befolkningen og gøre dem aktionens formål forståelig?
Jørgen Jacobsen: - Hvordan skulle de kunne det med den form for angreb?
Bodenhoff: - Har De været med til ved fysisk magt at forhindre den lokale befolknings indtrængen?
Tiltalte: - Det vil jeg ikke udtale mig om.

Thy lejr 203

22. april 1971. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Inden dagens retsmøde fortsætter, bliver morgenavisernes referat af gårsdagens afhøringer studeret med stor interesse af de tiltalte kirkestormere fra Hjardemål. Studeret med en interesse der kan sammenlignes med læsningen af en teateranmeldelse dagen efter en premiere. Det var også lidt af et skuespil, det gamle og det "ny" samfund opførte med en nøje defineret rollefordeling. Iscenesættelsen var i top. Et gammelt rådhus på et stort torv i en fjern provinsby. 

Foto: Tage Jensen

Tilhørere blev nægtet adgang
Politiet var – som indledningsvis omtalt – talstærkt repræsenteret ved retsbygningen, og kun mod legitimation slap ni pressefolk ind i retslokalet. De øvrige interesserede, som stod i opgangen til retslokalet, blev efter dommer Ester Søndergaards kendelse nægtet adgang til at overvære retssagen, der fortsatte i eftermiddag. Også torsdag og fredag er berammet til sagen.
Pabe + esa

Tak, I Thyboer!

Overalt, på arbejdspladser, på kontorer, i sporvogne og busser, lyder begejstrede hyldestord til de gæve thyboer, der endelig – endelig – gav sig til at rense Jyllands jord for det, der af kriminalpolitiet er blevet kaldt samfundets bærme. Vort nuværende samfundssystem, det vejledende, indirekte, repræsentative demokrati byder kun på fornedrelse og skatteudplyndring, ungdommens ødelæggelse ved gift, pornosvineri og degeneration. Vær med. Vågn op! Nationalt Selvstyre-Parti ved landsformanden, anlægsgartner Alfred Hansen, 4241 Vemmelev, vil netop, hvad I vil. Erkend det nu i vort folks sidste time: Vort samfundssystem har spillet fallit, da det gjaldt. Vær med i kampen for det ny Danmark, vær med i arbejdsæslernes oprør. Risskov, 2. september 1970

 

B. Brøchner, overlærer

Thy lejr 165

31. august 1970. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Befrielsen af den besatte Hjardemål Kirke under forberedelse. Det var pastor Meng Sørensen, der først blev opmærksom på aktivisternes besættelse af kirken. Han blev ringet op af journalister fra aviser, som aktivisterne havde informeret om aktionen. Senere kunne de lokale beboere med egne ører konstatere, at noget ikke var, som det skulle være. Morgenringningen! Det var aktivisterne, der stod for den - og ikke helt efter den autoriserede bog. Først hen på eftermiddagen kom politiet fra Thisted - og det måtte have forstærkning udefra.

Foto: Tage Jensen

Politikens kronik 23. april 1971

Forsvar for kirkestormerne

Af Jørgen Jacobsen

Thy lejr 198

22. april 1971. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Kirkestormerne fra Hjardemål for en domsmandsret og dommer Ester Søndergaard i det gamle rådhus på Store Torv i i Thisted. Til højre aktivisternes forsvarer, landsretssagfører Jørgen Jacobsen, København.  

Foto: Tage Jensen

I det centrale afsnit af sin forsvarstale for kirkestormerne i Hjardemål i dag i Thisted Ret beskæftiger advokat Jørgen Jacobsen sig ikke med juridiske problemer, men forklarer de tiltaltes bevæggrunde. Derved bliver talen et indlæg i den løbende diskussion om forholdet mellem generationerne. For at kunne vurdere det eventuelle strafferetlige ansvar, som de 15 unge mennesker, der den 31. august 1970 besatte Hjardemål Kirke, har pådraget sig, er det nødvendigt at forstå deres bevæggrunde. Dette er efter straffelovens § 80 et væsentligt moment, og det kan derfor ikke være tilstrækkeligt blot at henvise til, at det drejer sig om slagsbrødre og ballademagere, der for at udøve vold og ballade er trængt ind i kirken. En sådan betragtningsmåde er helt urigtig og kan kun give et falsk billede af den situation, som nu er til strafferetlig vurdering.
Vi fra den forrige generation, som nu har sat os til doms over de unge mennesker, der har foretaget denne for de fleste af os uforståelige handling, har pligt til at søge at forstå, hvorfor 15 unge besætter en kirke i Thy. Vi har pligt til ikke at behandle det firkantet, til ikke blot at måle handlingen med vore egne alen. Jeg ved ikke, om de unge mennesker kender Kjeld Abells sidste skuespil "Skriget", der ejendommeligt nok også foregik i et kirketårn, men for mig at se vil en læsning af dette mærkelige skuespil måske lette forståelsen af denne sags problematik. Mogens Fog har i sin bog "Sine Meningers Mod" bl.a. skrevet om dette stykkes grundidé: "Den bibelske Jefta-Seela-mytes indhold konfronteres med vor tid, hvor et magtstræb truer med destruktion af menneskeheden i en atombombedød. Det er en appel om at bryde rammerne, den blinde accept af skæbnens uafvendelighed – i erkendelse af, at "loven", der kan bringe os mod katastrofen, kun er menneskeskabt, ikke naturens".
Jeg ser de unges handling som et skrig for at få brudt de rammer, der er skabt af os – "sønner og sønnesønner af alle tilværelsens rammefabrikanter, repræsentant for den firkant, mennesket opfandt". Vi, der nu sidder til doms over de unge kirkestormere, bør i stedet for at fordømme og måle med vore lovparagraffer, hvor vi må hugge en hæl og klippe en tå for at få dem til passe på en situation, vi ikke har forudset, se ind i os selv og med Kjeld Abell spørge, om det i realiteten ikke er sådan, at vi er i rammer, bundet I vor opdragelse til at tro og mene, som man fortæller os, vi skal? Jeg føler mig overbevist om, at det forholder sig således. MIDLET I HJARDEMÅL VAR MÅLET, hedder en kronik i Information den 23.9.1970, skrevet af en af de 15, Peter Louis-Jensen. "Der er i Danmark i dag kun to væsensforskellige grupperinger: de, der ingen stemme har i debatten, men som sætter livet ind, og så alle os andre, der anvender politikken i et forsøg på at komme disse virkelige tragiske størrelser til hjælp".

"Hvem arbejder for et alternativt samfund, der kan accepteres af alle klasser? Hvem arbejder for at gengive individet dets frihed i samfundet? Nogle må skitsere denne frihed".
Det var dette, de 15 forsøgte at gøre. Ved at besætte Hjardemål Kirke prøvede man at opstille et symbol, hvorved man dels ville kritisere forholdet mellem stat og kirke og dels ville provokere de statsansatte udbredere af Kristi kærlighedsevangelium til at tilkalde ordensmagtens håndhævere for at uddrive de 15, der – som de skriver i deres proklamation nr. 2 – stillede deres kroppe til rådighed for at blive hørt, ikke fordi de syntes, at det var sjovt at få bank, men for at skabe en samtaleform, som de vidste, at store dele af den blinde og kritikløse del af befolkningen kunne forstå: kniplen og tåregassen.
De udstødte et skrig, der i al sin enkle patos lyder: Vi vil simpelt hen overleve på vore egne betingelser. Man har ladet sig forskrække af, at de unge mennesker har talt om revolution. Forskrækkelsen var så stor, at man startede med at sigte dem for overtrædelse af straffelovens § 114 om deltagelse i en gruppe, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen. Efter tilrettevisningen fra Vestre Landsret har man dog nu besindet sig og denne sigtelse er frafaldet.
Men revolution er det ikke desto mindre. Vi, der lever i en verden, hvor sult og krig er det almindelige og ikke undtagelsen, vi kan vel hylde revolutioner, når bare de ikke finder sted her og nu. En fransk revolution i 1789, OK. Men en dansk revolution i 1970, så råber vi på politi med knipler og tåregas. Og de går så til attak, når den ikke fremmedgjorte lokalbefolkning får held til sin lynchning.
Og dog er vi mere ilde stedt i dag, end man var i 1789. Generationerne står fremmede over for hinanden, den ældre generation sidder i halsen i borgerlig materialisme, i det uløste boligproblem, i forurening og larm, og de unge reagerer ved at vende alt dette ryggen, og de svageste sprøjter sig ihjel med morfinbase. Politiken skriver i en ledende artikel i søndags, at der nu må komme en debat mellem ungdomsoprøret og forældregenerationen. Uden en bro mellem ungdomsoprøret og forældregenerationen vil debatten fortsat bevæge sig ad de velbekendte sterile stier, der fører til en forholdsvis enøjet jagt på velstandsstigning og isolation i lige så kunstige ydre symboler. Hvem starter broarbejdet? Spørger Politiken. Ja, de tiltalte har prøvet, men se, hvordan det gik dem. Problemerne kan ikke løses gennem diskussioner og læserbreve. Det drejer sig nemlig om det, kirkestormerne kalder den permanente revolution. Vor store religionshistoriker, Vilhelm Grønbech, som med rette også er blevet kaldt digter og profet, har allerede i trediverne klargjort, at det, der kræves, er en gennemgribende kulturrevolution:
"Liv betyder skabelse. Det levende, et menneske, kan ikke opløses i bestanddele. Liv er det eneste i verden. Der er ikke spørgsmål om ret eller uret, men om levende og livløst. På denne værdi er vor kultur ikke bare bygget. Vor kultur lever på randen af verden, nyder den æstetisk og bruger den praktisk, men vi står uden for den. Derfor behersker vi den ikke. Vi må ind til den, videnskabsmanden og kunstneren hver på sin vej. Kvindesagen er intet andet end revolution, menneskets oprør mod at blive reduceret til intet. De strider for at frelse manden lige så godt som for at frelse sig selv. Det er et opgør til bunds, fordi vor kultur helt og holdent er orienteret efter en anden virkelighed, den statistiske, og mennesket kan ikke få plads, før den er helt bygget om. Her mødes kvinder og arbejdere. Arbejderbevægelse og kvindesag er begge udslag af den nød, menneskets undergang har skabt".
Og Grønbech har i sin bog om Jesus, menneskesønnen, understreget det i denne sag helt afgørende: Jesus var ingen reformator, han var revolutionær. Og han ville – som Kierkegaard har udtrykt det – hvis han en søndag kom ind i en dansk kirke (som Hjardemål) rette sig fra den vildledte menighed – det der er tilbage af den – til lærerne, -præsten, ringeren, kirkesangeren og sige: "I hyklere, I øgleunder!" Og han ville med sin svøbe jage dem ud af kirken. Eller som det hedder i Arnulf Øverlands digt om læreren og disciplene: Han rev farisæernes kirke ned.
Da kom hans egne mænd,
Med lange kjoler og røgelseskar
Og bygged' den op igen. Han brød de skriftlærdes straffelov.
Det kosted ham liv og ære.
Hans kloge disciple tænkte da,
At det kunne han ladt være. Gi til de fattige! sa han.
Alle skal være lige.
Da gik de og tigged fra fattige folk
Og de blev meget rige. Fred skal der være på Jorden!
De svared: Gud er med os!
Vi kæmper jo netop for freden,
Det er jo for dig, vi slås! Ve over eder, hykler,
I som vrænger mit ord,
I som æder en enkes hus,
Men går i kirken og "tror"! I som tager den fattiges lam,
Ved I, at dommen venter?
Han må ikke skønne kristen lov,
Vi kræver jo bare renter! Med disse bemærkninger skal jeg indlade sagen. Jørgen Jacobsen

Politiken 24 juni 1999, Kronik

Oprørets radikalitet

Af Niels Martinov

To fornemme repræsentanter for ungdomsoprørets kunst, Erik Thygesen og Peter Louis-Jensen, er netop døde. Forfatteren Niels Martinov portrætterer tiden og kunstnerne.

I forbindelse med et bogprojekt om kunst- og kulturaktiviteterne i årene omkring ungdomsoprøret interviewede jeg sidste sommer forfatteren Erik Thygesen og billedkunstneren Peter Louis- Jensen, der var to afgørende hovedpersoner i dette oprørs forsøg på at etablere en revolutionær æstetik.
I dag er de begge døde. Erik Thygesen døde i det tidlige forår, Peter Louis-Jensen 8. juni, begge af et hjerteslag. De var jævnaldrende, Erik Thygesen blev 57 år, Peter Louis-Jensen 58, de var nære venner, og de tog den samme kunstneriske konsekvens af oprørets forløb - nemlig i en lang årrække at ophøre med at producere kunst. Deres udgangspunkter som kunstnere var forskellige, men da en afgørende pointe i ungdomsoprørets kunstrevolution netop var at nedbryde kunstgenrerne, blev de hurtigt en del af det gruppefællesskab, der ønskede at forandre både kunsten og samfundet radikalt.
Erik Thygesen og Peter Louis-Jensen stod som kunstrevolutionære i sluttresserne i gæld til et andet kunstnerisk højdepunkt i dette århundrede, nemlig de modernistiske ismers gennembrud i årene omkring Første Verdenskrig. Disse ismer - primært futurismen, ekspressionismen, dadaismen og surrealismen - var udsprunget af en verden, hvor en accelererende industriel udvikling havde skabt afgørende nye levevilkår. Dette spring ud i det uvisse havde den danske digter Emil Bønnelycke i næsten feberhed begejstring slået tromme for i sit prosadigt Århundredet fra 1918, og han formåede også at chokere det københavnske borgerskab, da han affyrede en revolver med løse skud efter at have oplæst et hyldestdigt til Rosa Luxemburg ved en såkaldt Ekspressionist-aften i Politikens Hus. Bønnelycke var i disse år inspireret af den italienske futurisme, der med lederen Marinettis ord ville rykke kunsten fri af 'kræmmeråndens' favntag og skabe en 'total kunst', der brød afgørende med de velkendte akademiske værdier. »Vi ønsker at tilintetgøre museerne, bibliotekerne, akademierne af alle slags ... og besynge revolutionens brænding«, som det hedder i Det Futuristiske Manifest fra 1908.
De tyske ekspressionister delte ikke futuristernes begejstring for den nye industrikultur, der havde degraderet mennesket til at leve et zombielignende slaveliv, og de havde intentioner om - som kunstnergruppen Die Brückes navn symboliserer -at slå bro til 'det oprindelige menneske' og sprænge de snævre rammer, traditionen havde skabt for kunsten. Nu skulle kunsten igen være midtpunktet i menneskets liv. Visionen var livet og kunsten som en enhed.
Dadaisternes projekt var at destruere det kulturmønster, der havde muliggjort Første Verdenskrigs rædsler. Endemålet var kunst som ekstatisk livsførelse og spontan handling, og surrealisterne fortsatte i samme spor. I et af sine manifester karakteriserede Breton det surrealistiske billedsprog som en psykisk og social kraft, der kunne skabe afgørende revolutionære forandringer i samfundet. Surrealismen var - i Wilhelm Freddies formulering - »vore sansers og drifters materialisation ... kunsten må gøre sig identisk med livet, hvis ikke gaflen skal sidde fast i struben«. De modernistiske ismer i de første årtier af århundredet tog uden forbehold afstand fra kulturarven, den klassiske tradition og de akademiske værdier. De velkendte kunstneriske genrer skulle opløses, og det samme gjaldt grænserne mellem kunst og andre livs-områder.
Samtidens kunstinstitutioner blev udsat for et frontalangreb, og der blev skabt helt nye kunstneriske aktiviteter som automatskrift, lyddigte og collager. Kunstnerrollen skiftede også karakter - det direkte møde med publikum blev almindeligt. Bag alle aktiviteterne lå et ønske om en afgørende fornyelse af samfundet, og adskillige af kunstnerne knyttede sig da også til samtidens revolutionære politiske bevægelser.
Det er dette fundamentale brud og denne vitale radikalitet,
ungdomsoprørets kunstnere byggede videre på. Kunstopbruddet i begyndelsen af århundredet forblev i sidste ende et opgør inden for kunstinstitutionernes mure - om end af en sådan kaliber, at det har sat dybe spor i al senere kunstnerisk skaben. Nu skulle næste trin tages.
Nu var tiden moden til at nedbryde grænserne mellem de kunstneriske, de politiske og de private livsområder.
Peter Louis-Jensens introduktion til denne problematik var Eksskolen (Den Eksperimenterende Kunstskole), der var blevet oprettet i 1961 af Poul Gernes og Troels Andersen i et forsøg på at skabe et alternativ til det traditionsbundne kunstakademi. Eksskolen udviklede sig hurtigt til et åbent miljø, hvor der frit kunne eksperimenteres med nye udtryksformer, og hvor det traditionelle lærer-elev-forhold var opløst.
Af de mere end 100 elever, der gennem årene i kortere og længere perioder var tilknyttet Eksskolen, kan ud over Peter Louis-Jensen nævnes Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby, Tom Krøjer og John Davidsen.
Kodeordet for skolens elever de første år var frem for noget undersøgelse, forstået på den måde, at de systematisk bearbejdede en række materialer og genstande for at finde frem til deres grundbetydning og for at kunne erkende de sanseoplevelser, der var en del af arbejdsprocessen. Gips var et materiale, der blev hyppigt anvendt. Det er både billigt og nemt at arbejde med.
Skolens elever blev inspireret af både den herboende tyske kunstner Addi Køpcke og feltet af amerikanske kunstnere inden for abstrakt ekspressionisme, popkunst og den senere minimalisme. Fluxusbevægelsen introducerede dem til de nye kunstformer happenings og environments.
Happeningsbegrebet var oprindeligt skabt af amerikaneren Allan Kaprow, der ville ændre forholdet mellem tilskuere og kunstner ved at inddrage publikum i kunstværket, og han havde den vision helt at ophæve skellet mellem kunstner og publikum, så alle fungerede som kunstnere, og her er der en tydelig linie tilbage til de futuristiske, dadaistiske og surrealistiske musik-, digt- og teateropførelser i de første årtier af århundredet.
Også environmentbegrebet var nyt - og dog! Det kan defineres som et kunstnerisk iscenesat tredimensionalt miljø, der giver beskueren flere samtidige sanseoplevelser gennem synet, hørelsen og følesansen, men allerede i de futuristiske maleres manifest fra 1910 tales der om sammenknytning af det ydre og det indre rum og om at trække betragteren ind i kunstværket.
Eksskolens elever udførte i årene fra 1962 til 65 en snes happenings og forsøgte sig også med en environmentinspireret udstilling, og happeningsbegrebet (som i øvrigt fik en langt mere rammesprængende karakter i De Internationale Situationisters udgave under Jens Jørgen Thorsens og Jørgen Nashs ledelse) fascinerede samtidens avantgardekunstnere. Digteren Jørgen Leth havde for eksempel i 1966 forhåbninger om, at happenings som en ny 'antikunst' kunne have held med sit forsøg på at ødelægge kunstens eksklusivitet og »gøre publikum opmærksomt på dets egne skabende muligheder inden for en ny demokratisk kunst«.
Peter Louis-Jensen var i disse år optaget af en af-idealisering af
kunsten gennem sine minimale skulpturer, hvor lag efter lag af den klassiske formopfattelse skrælles af, så værket til sidst fremstår som en neutral rekvisit, en
'perceptionsrekvisit', der giver mulighed for en særlig 'kommunikationssituation' mellem værk og publikum, fordi det nu er mellemrummet mellem objekterne og rummet omkring værket, der er vigtigere end formen selv. I 1966 udstillede Peter Louis-Jensen således på Kunstnernes Efterårsudstilling skulpturen Struktur. 16 objekter, der bestod af 16 identiske masonitkasser med afskåret top, og tanken med dem var, at de skulle flyttes rundt på ladet af en lastbil og så blive placeret og oplevet skiftende steder i byrummet. De 16 kasser er altså rekvisitter snarere end et værk, hvor opmærksomheden jo koncentreres om genstandens egne egenskaber og figurforløb. Ved at gøre de 16 kasser til rekvisitter blev værkstruk- turen opløst -nu var det omstændighederne og omgivelserne, der var det centrale. Allerede her midt i tresserne var Eksskole-eleverne således i fuld gang med at flytte deres fokus fra kunstværket og over mod aktionsformen.
Men deres arbejdsfællesskab var delvist ophævet. I 1966 var skolen flyttet til et gammelt pakhus i St. Kongensgade, der fik navnet Galleri 101 og som hurtigt danner rum for en lang række aktiviteter for det begyndende ungdomsoprør. Ud af dette nye fællesskab voksede for eksempel ABCinema, et kollektivt drevet filmselskab, der stod bag en lang række eksperimentalfilm i slutningen af tiåret, og som Erik Thygesen var medstifter af.

Som kunstner fungerer man som et ekko, et spejl i tiden, og derfor er det vigtigt at have nogle kilder omkring sig, som vi havde det på Eksskolen til information, fælles oplevelser og så videre. Vi var ikke indbyrdes konkurrenter og kunne derfor låne frit af hinanden, der var intet hierarki«, var Peter Louis-Jensens bedømmelse af årene på Eksskolen i mit interview med ham for et lille år siden. Men samarbejdet blev efterhånden ædt op indefra, blandt andet som en følge af de treårige legater fra Statens Kunstfond, der pludselig satte skel imellem dem, for nu var der pludselig to slags billedkunstnere i lokalet.
Peter Louis-Jensen fortsatte sit opgør med den traditionelle kunstnerrolle med sine såkaldte 'passager'. En af dem, en 11 meter lang og 2,50 meter høj 'entré' med bræddegulv og plastikvægge over et træskelet, opstillede han i forbindelse med en happeningfestival. Ved at gå gennem passagen ville man kunne opleve forskellige sansepåvirkninger, og derved ville man i kraft af sin bevægelsesmotorik selv være aktivt skabende i forhold til værket. Nok er det Peter Louis-Jensen, der har sømmet passagen sammen, men i forhold til den, der gennemvandrer den, er han en del af passagens publikum. »Derved er vi alle tilskuere eller om man vil: medskabende«.

Kunstnerne fra Eksskolen havde nu helt forladt udstillingsrummet. Man
var trådt ud i det offentlige rum og iværksatte her aktioner med andre kunstnere. »Vi var nået til et punkt, hvor maleriet, skulpturen, litteraturen og musikken havde opbrugt sine muligheder«, har Bjørn Nørgaard senere konstateret. »Derfor gik vi ud af billedet for at finde nye muligheder andre steder. Og pludselig kunne malere, billedhuggere, komponister, musikere, dansere og forfattere mødes i et fælles rum til en fælles tid. Der var behov for at nedbryde grænserne mellem kunstarterne, der ikke længere havde mening«.
I januar 1970 iværksatte Bjørn Nørgaard en slagtning af hoppen Røde Fane i forbindelse med Louisiana-udstillingen Tabernakel. De voldsomme reaktioner på slagtningen ser Bjørn Nørgaard som udtryk for, at så længe kunstneren holder sig til normerne for sin rolle, så længe han bruger litteraturens og billedkunstens accepterede sprog er han ufarlig ... men i det øjeblik han inddrager nye sider af virkeligheden, som andre sociale grupper har patent på, overtræder han et tabu og bliver politisk, etisk og moralsk farlig.
Det var også Bjørn Nørgaard, der var initiativtager til en række SLUMP-aktioner, den endelige sammensmeltning af kunst og liv: En gruppe mennesker skulle finde en mark og for en uges tid slå sig ned her og spise og arbejde og tænke og lege og skændes og være sammen. Det var indlysende at tage det næste skridt: At oprette produktionskollektiver som for eksempel Eksskolens Trykkeri ... »drømmen om at gøre dit liv til en organisk helhed og befri arbejdet for den slavebetegnelse, det er blevet i det kapitalistiske samfund«, som Bjørn Nørgaard udtrykte det.
Som Bjørn Nørgaards navn i manges bevidsthed stadig forbindes med hesteslagtningen, så blev Peter Louis-Jensens uigenkaldeligt knyttet sammen med besættelsen af Hjardemål Kirke i forbindelse med Det Nye Samfunds første Thylejr i 1970.
Peter Louis-Jensen var gennem sin tilknytning til Husfilm blevet inviteret med til Thylejren, og sammen med 14 beboere fra lejren besatte han natten mellem 31. august og 1. september tårnet i den nærtbeliggende Hjardemål Kirke. På kirkedøren havde besætterne slået en erklæring op, der krævede bindingen mellem stat og kirke ophævet.
Tårnet blev dog ryddet af politiet efter et lille døgns tid.
Den ophedede debat i medierne i dagene derefter gjorde det hurtigt klart, at hensigten med at besætte kirken kun i begrænset grad var at fokusere på bindingen stat/kirke. Peter Louis-Jensen bemærker således i et indlæg, at aktionen havde tjent to indbyrdes forbundne formål. Dels var den en revolte mod Thylejrens selvbestaltede junta og dels var den et forsøg på at eksperimentere med aktionen som en livsform, altså en aktion, hvor æstetik og politik gik op i en højere enhed. De 15 i tårnet havde etableret et minisamfund på egne vilkår, og det spændende var nu, hvordan gruppen ville kommunikere indbyrdes og i forhold til omverden med det medbragte kommunikationsudstyr, der i øvrigt var indkøbt for Peter Louis-Jensens kunstfondstøtte! I en samtale med Erik Thygesen i en Kronik i Politiken kæder Peter Louis-Jensen aktionen sammen med sine øvrige aktiviteter som billedkunstner. I forhold til den tidligere nævnte udstilling med de 16 masonitkasser var forskellen i første omgang primært, at i Hjardemål havde der været femten og ikke seksten punkter. Han afviser samtidig, at der skulle være nogen større forskel mellem det, vi kalder æstetik og det, vi kalder politik, vel at mærke i de forestillinger vi har om et nyt samfund. Her vil det politiske og det æstetiske smelte sammen i en total vision. I kroniksamtalen slutter Erik Thygesen da også med
spørgsmålet: »Kunst og engagement er for dig at demonstrere dit engagement gennem din livsform?«. »Ja!«, svarer Peter Louis-Jensen.

At det var Erik Thygesen, der interviewede ham, var ingen tilfældighed.
De havde kendt hinanden siden midten af 60erne, hvor Erik Thygesen havde deltaget i flere af Eksskolens happenings, og de havde begge været med i redaktionen af tidsskriftet Ta', talerøret for den nye generation af billedkunstnere og systemdigtere. Hvor de tidligere generationer af modernistiske digtere havde fokuseret på det moderne menneskes isolation og fremmedgørelse, var modsvaret nu den af digteren Hans-Jørgen Nielsen formulerede attituderelativisme. Kort beskrevet handler den om, at vi ikke længere har et enkelt suverænt jeg mere, vi har i stedet en lang række jeger, som er defineret ved de mange forskellige roller, et nutidigt menneskes liv består af.
I forlængelse af denne opfattelse blev sproget/kunsten nu blot opfattet som form uden en egentlig virkelighed at henvise til, og systemdigtere som Hans-Jørgen Nielsen og Erik Thygesen arbejdede her i sluttresserne først og fremmest eksperimentalt med sproget. De legede med genrer og det visuelle udtryk, de 'skrev' datamaskineproducerede digte, og de bearbejdede massemediernes sproglige formuleringer. »At digte er noget, man gør med sproget«, konstaterede Hans-Jørgen Nielsen for eksempel.
Både han og Erik Thygesen fik som engagerede debattører en central betydning for oprøret.
Ungdomsoprøret blev et opbrud på alle felter. Kunstnerisk set var det ikke alene præget af omfattende æstetiske eksperimenter inden for kunstarter som musik, teater, film, billedkunst og litteratur. Den traditionelle kunstnerrolle, defineret ved den aktive kunstner, der producerede kunst for/til den passive forbruger, blev også sat under pres i et forsøg på at demokratisere kunsten, og man gjorde sig samtidig ihærdige anstrengelser for at skabe alternative produktionsformer.
Da luften gik ud af oprøret i begyndelsen af 70erne efter at have afsat tydelige kulturelle spor i for eksempel uddannelsesinstitutionerne og kvinde- og kollektivbevægelsen holdt både Erik Thygesen og Peter Louis-Jensen som andre af ungdomsoprørets kunstnere op med at lave kunst. Peter Louis-Jensen drog denne konsekvens på baggrund af Louisiana-direktør Knud W. Jensens afvisning af at udstille henkogningsglassene med Røde Fanes rester i museets lokaler. Afvisningen havde for ham én gang for alle dementeret, at det var muligt at skabe en absolut frihed inden for kunstinstitutionens rammer.
I stedet etablerede han sammen med blandt andre Erik Thygesen et produktionskollektiv. Nu handlede det om det lange seje træk mod en socialistisk revolution gennem eksemplets magt. I praksis blev al energien her dog brugt på at skaffe det daglige brød - der var ikke overskud til meget andet, og perspektivet var således ret begrænset.
Produktionskollektivet blev opløst, og Erik Thygesen genoptog nogle år efter sin virksomhed som kulturdebattør, anmelder og forfatter. Det var dog først så sent som sidste år, at Peter Louis-Jensen igen trådte frem på kunstscenen med en række oliemalerier, der var inspireret af en rejse i Østen og mødet med buddhismen her. Det er vemodigt at tænke på, at to så fornemme repræsentanter for de
frodige kunstneriske eksperimenter i sidste halvdel af tresserne allerede er væk. Nok skabte kunstnerne her ikke så unikke kunstprodukter som i kunstopgøret i århundredets første årtier. Men oprøret i sluttresserne var langt mere konsekvent i sin opløsning af kunstbegrebet, og det har afgjort fået en langt større kulturel betydning for sin samtid. Den næste oprørsgeneration - hvornår den så måtte indfinde sig - vil givet stå i gæld til den radikalitet og konsekvens, som Peter Louis-Jensen og Erik Thygesen udviste i disse år.

 

 

Politiken 22. april 1971

Aktivister i pænt tøj for at
skabe kontakt

Besættelsen af Hjardemål Kirke nu for retten – Klage over politiet for vold

Thisted, onsdag

Politiken privat
Ved retten i Thisted begyndtes i dag sagen mod de 15 aktivister, der i sommer besatte Hjardemål Kirke. Kirkestormernes forsvarer, landsretssagfører Jørgen Jacobsen, meddelte i går i retten i Thisted, at han for at få klarlagt politiets rolle i kampen om Hjardemål Kirke ønsker anklageren, politimester Jørgen Bodenhoff afhørt som vidne.
Jørgen Jacobsen mener at politiet sendte en for lille styrke og derfor bærer en stor del af skylden for de voldsomme begivenheder. Han har i forbindelse med straffesagen mod de 15 aktivister bebudet en klagesag over myndighedsmisbrug.

Frygt for uro

Af frygt for uro eller for at beskytte de 15 tiltalte mod eventuelle angreb fra lokale beboere bevogtedes retsbygningen under retsmødet af flere politifolk med walkie-talkies. Retsmødet var officielt åbent, men "af pladshensyn" fik kun journalister adgang til retslokalet som tilhørere.
De 15 aktivister havde for "at skabe bedre kommunikation" taget det "pæne tøj" på, men det blev alligevel klart, at sagen i høj grad er en sag mellem to forskellige anskuelser. Dommer, domsmænd og anklager gav flere gange udtryk for, at de ikke fattede kirkestormernes bevæggrunde og motiver til aktionen. Anklageren til en tiltalt: "De taler om et kommunikationseksperiment og så bygger De barrikader. Det forstår jeg ikke, men det er måske mig, der er sinkeagtig". Jøgen Jacobsen: "Nej, jeg vil ikke sige sinkeagtig, men vi tænker bare på en anden måde".

Vred politimester

En af de tiltalte, en sociologistuderende, fortalte efter retsmødet at samtlige aktivister under anholdelsen var blevet slået og sparket af politiet.
Da Jørgen Jacobsen anmodede om at få politimester Bodenhoff ført som vidne i dag, protesterede denne voldsomt.
- Jeg nægter at optræde som både anklager og vidne, og havde jeg kendt forsvarerens ønske fra starten, var jeg fratrådt. Og da jeg nu forstår, at Jørgen Jacobsen vil gøre et stort nummer ud af klagesagen med mange vidneforklaringer, begærer jeg denne sag adskilt fra den øvrige sag og udsat, sagde Jørgen Bodenhoff. Da dommeren fulgte anklageren, fremsatte Jørgen Jacobsen herefter for samtlige 15 aktivister en klage over politiet for vold under anholdelsen, under transporten til arresten og i denne. Det kom i øvrigt også til diskussion mellem forsvarer og anklager om, hvad der er væsentligt i sagen. Det skete bl.a. ved retsmødets start, da J. Bodenhoff krævede de 15 aktivister afhørt hver for sig, hvilket Jørgen Jacobsen protesterede imod ud fra den betragtning, at anklageskriftet var affattet kollektivt, og at der var tale om en kollektiv aktion. Retten fulgte til politimester Bodenhoffs store og vedvarende irritation Jørgen Jacobsen, og de 15 forklarede herefter samstemmende om besættelsen af Hjardemål Kirke den 31. august i fjor.

Alle nægter sig skyldige i tiltalen for husfredskrænkelse og i at have deltaget i slagsmålet og forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted. Ingen ville vedgå at have kastet med stole eller mursten, ligesom de nægtede at have slået en lokal beboer i hovedet eller slået efter politiet med jernrør.
Hjardemål-aktivisterne chokeredes over den lokale reaktion og aggressivitet og frygtede på det nærmeste for deres liv. Der herskede blandt de lokale beboere en lynchstemning, sagde de, og aktivisterne bad flere gange om at komme til at tale med politiets øverstkommanderende for at få beskyttelsen.
Det fik de ikke lov til, fortalte de i går.

Film blev væk

En af aktivisterne berettede om de tumultagtige begivenheder, der resulterede i en sigtelse mod ham for vold mod politiet: "En betjent førte mig ned mod kirkerummet, da jeg pludselig hørte et frygteligt skrig fra en af mine kammerater. Jeg fik det indtryk, at han var blevet overfaldet og forsøgte derfor at komme tilbage i sikkerhed i klokketårnet. På den måde kom jeg i håndgemæng med politimanden, men jeg har ikke angrebet ham".
For at få politiets rolle belyst, efterlyste Jørgen Jacobsen bl.a. et fotografiapparat med en film, aktivisterne tog af besættelsens sidste halve time. Filmen hævdes at være blevet beslaglagt af politiet, men er nu tilsyneladende sporløst forsvundet.
Sagen fortsætter i dag med afhøring af vidner. 

Thy lejr 197

22. april 1971. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). "Hva´ er navnet?". Politikommisær Jens Høst kontrollerer ved døren til det gamle rådhus på Store Torv i Thisted, hvor kirkestormerne fra Hjardemål  var stillet til regnskab for en domsmandsret og dommer Ester Søndergaard. Der skal legitimation til for at slippe ind i retssalen - det gjaldt både tiltalte og det store opbud af pressefolk. Her er tre kvindelige kirkestormere på trapperne. 

Foto: Tage Jensen

Norden for lands lov og ret?

Hr. redaktør!
Når der i et retssamfund forekommer uorden eller ulovligheder, er det politiet, der skal tage affære. Hvis borgerne selv går i aktion for at genoprette orden eller straffe lovovertrædere, foreligger der selvtægt, som i henhold til loven er strafbar.
Deres meget omfangsrige reportage fra begivenhederne omkring Hjardemaal Kirke i mandags var en reportage om selvtægt, som De også – forsigtigt – vedgår i Deres leder. Man må undre sig over, at De valgte at gøre så meget ud af en historie, der er til så liden ære for de implicerede thyboer.
Som De skriver i lederen, var det sognepræsten, der havde ret. Han synes at have været det eneste fornuftige menneske på stedet, indtil politiet kom. Men hvor var kirkens ansvarlige, folkevalgte bestyrelse, menighedsrådet? Støttede rådet ikke præsten? Var det med menighedsrådets godkendelse, at udensogns folk maste sig ind i kirken for – ulovligt – at gøre op med de fremmede aktivister?
Jeg skal ikke forsvare de fremmede aktivister; de bliver desuden draget til ansvar for deres gerninger. Men jeg skal ikke nægte, at det forekommer mig sørgeligt (og uhyggeligt), at besindige thyboer så let lader sig provokere til selv at optræde som ubesindige aktivister. Og jeg synes, det ville have klædt avisen, om den havde gjort væsentlig mindre ud af sagen.

Anders J. Hindsholm, Sennels

Information 4. september 1970

Aktivisterne fra
Hjardemål løsladt

De 15 unge aktivister, der natten til mandag besatte Hjardemål Kirke i Thy, blev torsdag løsladt, efter at de 13 havde kærer fængslingskendelsen på tre uger til landsretten.
Kort tid efter, at landsretten havde afsagt løsladelseskendelsen, besluttede politimester J.A. Bodenhoff, Thisted, også at løslade de to aktivister, der ikke havde kæret.
- Vi må naturligvis følge landsrettens afgørelse og dermed også løslade de to aktivister, der ikke kærede kendelsen. På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvem af de 15 unge, der bærer hovedskylden for kirkebesættelsen.
Selv om det forekommer utraditionelt at løslade fængslede, fordi andre fængslede kærer til landsretten, er fremgangsmåden fuldt korrekt, udtaler politimester J.A. Bodenhoff. (RB)

Tilbageblik i Information-kronik 1999:

Lejrkassen der blev stjålet

”Kassen er væk – den er stjålet!”, skreg en eller anden kl. 5 om morgenen i den ellers så stille morgenstund. Mens høje stålmaster på marken ganske upåvirket reflekterede det smukke sollys ud over Thy-lejrens sovende teltby. Her var der tale om en rigtig kasse med stort K. Dens egenvægt var over 50 kg., og hele vores kassebeholdning på ca. 15.000 kr. havde stået natten over frit tilgængelig i det, vi flot kaldte butikken. En kvik fyr råbte tilbage, at vi ”sgu skulle ta dæ rålit”. Hans stærke bevisførelse var båret af to væsentlige argumenter. Enten ville ingen kunne løfte og bære kassen ret langt og sikkert heller ikke i en formodentlig brandert dirke den op. Og ganske rigtigt. Den lå 15-20 meter fra forretningens – fra butikkens – baggråd. Stille og roligt og ventede bare på at blive båret tilbage til sin rette plads. Det gjorde vi så samtidig med, at vi knappede et par morgenbajere op for at holde vagt omkring skatten, indtil Thy-banken åbnede!”.

Land og Folk 5.-6. juni 1970:

På vej til Thy

Tankerne var i Thy, da Land og Folk i går modvilligt stod af på Ringsted Station, kiggende efter Det ny Samfunds særtog, som bumlede videre mod sommerfestivalen i Nordjylland med de første 300 deltagere og deres børn, dyr og pakkenelliker. Kontrasten til det ordinære rutetog mod København var næsten ikke til at bære efter de gode vibrationer, smil, chillums og musik fra grupperne Hurdy Gurdy og Blue Sun, der lancerede den specielt komponerede festival sang. Om eftermiddagen steg Peter Duelund og filminstrukturen Jørgen Roos sammen med den tyske ballonskipper Klaus Reichardt til vejr i ballonen ”D-lodden Frey 3” fra Rosenhaven i Valbyparken. Omkring 1000 mennesker overværede opstigningen til musik af den amerikanske beatgruppe Transit Rapid

Det ny Samfund 40 tønder land store teltlejr ved landsbyen Frøstrup, 21 km nordøst for Thisted vil i de kommende 10 uger blive centrum for en række spændende arrangementer med film, eskperimentalteater, lysshows, jazz og beat. Foreningen for musik og lys, som omfatter mere end 50 danske beatgrupper leverer en væsentlig del af musikken, og tilstrømningen til festivalen ventes at blive stor. Arrangørerne af Woodstock-festivalen sidste år regnede med 40.000 deltagere – der kom en halv million…

Jyllandsposten, 1. september 1970:

Borgere angreb
lejren i Frøstrup

Modaktion efter aktivisters
besættelse af sognekirke

200 vrede og ophidsede thyboer stormede i aftes Frøstrup-lejren med en sådan energi, at adskillige af Det ny Samfunds medlemmer i rædsel måtte flygte over stok og sten og tilkalde hjælp hos politiet i Thisted – det politi, som lejrens beboere i de sidste dage har været på kant med.
15 aktivisters besættelse af Hjardemål kirke var dråben, som bægeret til at flyde over. Mange af Frøstrup-egnens beboere har hele sommeren følt sig generet af de frie former, som lejrens medlemmer lever under, og da de nu også besatte kirken, blev det for meget for thyboerne.
Ved godt 20-tiden drog et par hundrede mand af hus for at tage sagen i egen hånd, og det kom til svære håndgribeligheder. Lejrens beboere frygtede for liv og lemmer. De hidkaldte politiet.

- Og vi kunne åbenbart ikke komme hurtigt nok, sagde kriminalassistent P.H. Hedehus i aftes til Jyllands-Posten, for de ringede mindst 15 gange, inden vi nåede frem med 50 betjente.
Da thyboerne stormede lejren, flygtede mange af dens beboere med børn, hunde og katte, og der blev uddelt drøje hug, inden politiet nåede frem i løbet af en halv times tid. Ingen blev alvorligt kvæstet, men det lykkedes den lokale befolkning at få revet adskillige telte op, før politiet fik stoppet urolighederne. - Folk er simpelthen blevet trætte af den terror, som har været en følge af lejren, fortsatte kriminalassistent Hedehus, og aktivisterne gjorde det absolut forkerte, da de trængte ind i kirken. Med denne handling ophørte befolkningens tålmodighed. - Jeg tror, Det ny samfund gør klogt i ikke mere at oprette en lejr i Thy.

Jyllandsposten, 1. september 1970:

Borgere angreb
lejren i Frøstrup

Modaktion efter aktivisters
besættelse af sognekirke

200 vrede og ophidsede thyboer stormede i aftes Frøstrup-lejren med en sådan energi, at adskillige af Det ny Samfunds medlemmer i rædsel måtte flygte over stok og sten og tilkalde hjælp hos politiet i Thisted – det politi, som lejrens beboere i de sidste dage har været på kant med.
15 aktivisters besættelse af Hjardemål kirke var dråben, som bægeret til at flyde over. Mange af Frøstrup-egnens beboere har hele sommeren følt sig generet af de frie former, som lejrens medlemmer lever under, og da de nu også besatte kirken, blev det for meget for thyboerne.
Ved godt 20-tiden drog et par hundrede mand af hus for at tage sagen i egen hånd, og det kom til svære håndgribeligheder. Lejrens beboere frygtede for liv og lemmer. De hidkaldte politiet.

- Og vi kunne åbenbart ikke komme hurtigt nok, sagde kriminalassistent P.H. Hedehus i aftes til Jyllands-Posten, for de ringede mindst 15 gange, inden vi nåede frem med 50 betjente.
Da thyboerne stormede lejren, flygtede mange af dens beboere med børn, hunde og katte, og der blev uddelt drøje hug, inden politiet nåede frem i løbet af en halv times tid. Ingen blev alvorligt kvæstet, men det lykkedes den lokale befolkning at få revet adskillige telte op, før politiet fik stoppet urolighederne. - Folk er simpelthen blevet trætte af den terror, som har været en følge af lejren, fortsatte kriminalassistent Hedehus, og aktivisterne gjorde det absolut forkerte, da de trængte ind i kirken. Med denne handling ophørte befolkningens tålmodighed. - Jeg tror, Det ny samfund gør klogt i ikke mere at oprette en lejr i Thy.

Thy lejr 163

31. august 1970. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Ophidsede beboere gav håndfast udtryk for, hvad de mente om "besættelsen" af Hjardemål Kirke, da en lille gruppe fra lejren dukkede op - og straks blev jaget på vild flugt.

Jyllands-Posten juli 1970:

Thy-turen kan blive alle tiders

Brev fra festivalen i Frøstrup i Thy, hvor tusinde unge har det rart i over seks uger

Frøstrup, søndag.

KÆRE VENNER!
Det kan blive alle tiders det her. Det siger de alle sammen. Der skal bare gå et par dage, så vi kan finde sammen og få det ud af det, som vi er kommet for. Vi ved ikke rigtigt, hvad det er, vi vil, men det skal bare være noget, som bliver enormt skønt. Byen ligger dejligt, mange hundrede telte bredt ud over landskabet, lyng, hede og højspændingsledninger. Samfundet har rejst en masse store militærtelte, som ser noget skumle ud indvendigt, men mange har indrettet dem med ildsted, skorsten og det hele. Et af dem ha har store persiske tæpper som underlag, og det ser rart ud. Man kan købe halmballer for tre kroner stykket til at sove i, men de fleste nøjes med de medbragte soveposer og underlag. Der er en meget travl vogn med automatiske toiletter, som onkel John passer. Han har fået en fin gammel uniform, og de kalder ham alle sammen for generalen, når han kører rundt med sin lille vogn med flag og redskaber. Rundt omkring er der mikro-makro-forretninger, hvor man kan købe sine ris, boghvede og saltede svesker, og der er godt besøg, men der kommer osse en almindelig slagter i vogn, og man kan få rundstykker om morgenen – friske. Tænk, der var også rigtige kapitalistiske søndagsaviser i morges, men jeg nåede ikke at få fat i en, for de blev revet væk. Og der var ikke flere at få i Thisted. Så nu går de på omgang. Vi har det meget fredeligt. Det vrimler med børn, hunde og katte. Det meste af dagen er gået med at sidde ude foran teltet, hvor vi ryger - ja – og lytter til græshopperne eller spiller for hinanden. Jeg fik ikke sovet meget i nat. I telte inde ved siden af bor der nemlig to, som ikke er så gode til at spille på fløjte og tamburin, og det blev de ved med det meste af natten. Men der er ellers skøn musik. ”Blue Sun” spillede på pladsen i eftermiddag, og de er jo helt oppe i den tynde luft. I ”Secret Cirkus” giver de den dagen lang med trommer, fløjter og strengeinstrumenter, lavet af nogle kasser. De fleste trommer på tomme plasticdunke, og det lyder meget godt. Ved I for resten, hvad der er skønt? Der er næsten ingen transistorradioer, faktisk kun levende musik – vores egen. Jeg tror, jeg bliver her et stykke tid.

Hils de andre!  HENRIK

PS: Send lige 50 kroner herop. Mikro-makroen er lidt dyr, og der ryger mange vander.

Thy lejr 99

12. juli 1970. Musikken bandt mange sammen i Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Her er det en engelsk folkemusiker, der spiller ved søndagens gudstjeneste.  I løbet af sommeren er der koncerter med blandt andre Gnags, Blue Sun, Gasolin, Alrune Rod og Det danske Cykelkompagni. Der er mange musikgrupper spredt rundt i lejren, som drager ud i omegnen og spiller i forsamlingshuse, som for første gang genlyder af beatmusikkens hidsige rytmer . . . 

Foto: Tage Jensen

 

Information 6.7 1979:

Overraskende velkomst til sommerfolket i
Thy

Thy lejr 23Thy. 5. juli – Det eneste, vi nu venter på, er, at pressen skal tabe interessen, så lejren kan falde ned og fungere efter sit formål, bemærkede Henning Prins for Det ny Samfund. Udtalelsen faldt i går middags efter dagens tiende interview.
Interessen for Det Ny Samfunds sommerlejr i Thy har været overraskende, selv for arrangørerne. Journalister, fotografer, radiofolk og andre med tilknytning til massemedierne har i weekenden lagt så stort beslag på deltagernes tid, at sommerlejren endnu i går ikke var blevet det, den skal være: et sted for uorganiseret afslapning indenfor organiserede rammer. Lejren ligger tæt på nogle uopdyrkede græsarealer med buskbevoksning mellem hovedvej 11 og Limfjorden et par kilometer fra landsbyerne Frøstrup og Glædeby. Der er 200.000 kvadratmeter eller 40 tdr. land at tumle sig på, og indtil i aftes havde 500 indfundet sig med telt og oppakning. Udover deltagernes egne grejer har DNS lejet en række store telte af civilforsvaret og indrettet en nedbrændt gård som kontorlokale.

Faciliteterne
Det er ikke muligt for dette minisamfund at isolere sig helt. En halv snes småbutikker handler med mikro-makro-mad og biodynamiske fødevarer. Desuden er der thetelt, teatertelt, slik- og øltelt, toiletvogne og friluftsmusik. Også New Eksperimental College fra Skyum Bjerge har en afdeling her. Men sommerlejren vil dog næppe blive en isoleret enklave. Thyboerne strømmede i de første to dage til i stimer for at iagttage beboerne. DNS opkræver op til en femmer af de besøgende biler afhængigt af, hvor rige, de enkelte ser ud. Folkene fra Frøstrup og Glædeby skal dog ikke betale entré. Det er ikke god tone at flå sine naboer. Det er også gennemført, at gæster kan bo i lejren til en billigere pris – afhængigt af varigheden – end de 100 kr, der fra starten var fastsat. Lejren var ved åbningen ikke helt klar, men bliver det formodentlig i løbet af denne uge, DNS regner med, at man vil blive ved med at forbedre forholdene, indtil de sidste tages ned midt i september.

Succesen
Om sommerlejren gentages til næste år afhænger naturligvis af succesen ikke blot blandt deltagerne – den er givet på forhånd – men også blandt egnens beboere. DNS har købt jorden for kr. 140.000, og laves der ikke sommerlejr mere, vil grunden blive anvendt til andet formål, en højskole har været nævnt. Efter de første par dage ser det dog ud til at Thyboerne ikke blot kan leve side om side, men også sammen. Da særtoget ankom til Thisted med 250 lejrdeltagere, var hele byen på benene for at overvære ankomsten. Deltagerne hang ud af vinduet, medens toget kørte ind, men da mængden blev synlig, trak de fleste forskrækket hovedet til sig. Velkomsten vakte først undren, senere glæde. Efter modtagelsen blev deltageren fragtet til lejren i busser.
En enkelt red de 21 km på medbragt hest.

Information 4. september

Aktivisterne fra
Hjardemål løsladt

De 15 unge aktivister, der natten til mandag besatte Hjardemål Kirke i Thy, blev torsdag løsladt, efter at de 13 havde kærer fængslingskendelsen på tre uger til landsretten.
Kort tid efter, at landsretten havde afsagt løsladelseskendelsen, besluttede politimester J.A. Bodenhoff, Thisted, også at løslade de to aktivister, der ikke havde kæret.
- Vi må naturligvis følge landsrettens afgørelse og dermed også løslade de to aktivister, der ikke kærede kendelsen. På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvem af de 15 unge, der bærer hovedskylden for kirkebesættelsen.
Selv om det forekommer utraditionelt at løslade fængslede, fordi andre fængslede kærer til landsretten, er fremgangsmåden fuldt korrekt, udtaler politimester J.A. Bodenhoff. (RB)

Information 4. september

Aktivisterne fra
Hjardemål løsladt

De 15 unge aktivister, der natten til mandag besatte Hjardemål Kirke i Thy, blev torsdag løsladt, efter at de 13 havde kærer fængslingskendelsen på tre uger til landsretten.
Kort tid efter, at landsretten havde afsagt løsladelseskendelsen, besluttede politimester J.A. Bodenhoff, Thisted, også at løslade de to aktivister, der ikke havde kæret.
- Vi må naturligvis følge landsrettens afgørelse og dermed også løslade de to aktivister, der ikke kærede kendelsen. På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvem af de 15 unge, der bærer hovedskylden for kirkebesættelsen.
Selv om det forekommer utraditionelt at løslade fængslede, fordi andre fængslede kærer til landsretten, er fremgangsmåden fuldt korrekt, udtaler politimester J.A. Bodenhoff. (RB)

Thy lejr 171

31. august 1970. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Flere hundrede mennesker var i løbet af dagen kommet til Hjardemål Kirke og den langvarige besættelses-affære. Anholdelsen af aktivisterne blev fulgt med særlig opmærksomhed, og mange havde svært ved at holde mishagsytringer tilbage, da de unge aktivister blev ført fra kirken ud til rutebilen fra Thinggaard i Aalborg, der spillede rollen som salatfad i dette sensommer-drama. 

Foto: Tage Jensen

Hovedbladet:

Thy - paradis eller forbryderrede?

Af forfatteren Carl Heinrich Petersen, Viborg

Med to dages mellemrum slog det socialdemokratiske hovedorgan ”Aktuelt” for 16. og 18. november fast - på grundlag af Thisted Centralbiblioteks udklip - at Det ny Samfunds festival-lejr i Thy var den mest omtalte begivenhed i den danske presse i 1970. ”Ingen tidligere skandale, intet kongehus, og ingen politisk begivenhed har fået så mange avislinjer”, hed det i ”Aktuelt”. Er der så grund til at skrive mere om dén lejr? Sådan vil nogle nok sige, og jeg kan da også kun svare, at jeg mener at have et par særlige kvalifikationer til at skrive om netop denne lejr: For det første var jeg en af de ældste, som boede i lejren, dels sidst i august, da nedgangen var langt fremskreden, for det andet byggede lejren officielt og delvis reelt på de anti-autoritære idéer om fuld folkelig selvforvaltning, ingen magthavere og fredeligt samliv i en ånd af gensidig hjælp og tolerance, som kommer til udtryk i anarkismen, og som jeg har slået til lyd for i dansk offentlig liv gennem 40 år.
En af de gener, lejrboerne led mest under, var turistbesøgene, der kulminerede lørdag og søndag, da tusindvis af nysgerrige, ofte uforstående og ligefrem uforskammede betalende gæster kunne bevæge sig frit omkring i lejren, hvor mange af dem opførte sig som besættelsestropper eller besøgende i en zoologisk have, og det var ret få af dem, der overhovedet var til at tale med. Det var baggrunden for, at et lejrmøde sidst i juli i en slags forståeligt selvforsvar vedtog at lukke ”turistfascisterne” ude i en uge. Og det var den uge, jeg ankom til lejren. På jakken havde jeg et amerikansk emblem, hvorpå der stod ”Anarchits Unite”.
Som alle ”nye” blev jeg stoppet ved indkørslen, og følgende replikskifte fandt sted mellem en mand fra lejren og mig:

”Vi har vedtaget at stoppe for besøg i denne uge”.
”Ja, men jeg skal bo her!”.
Manden får nu øje på mit emblem og spørger:
”Er du anarkist?”.
”Ja!”.
”Organiseret?”.
”Ja, jeg er medlem af Zenit-gruppen i København”.
”Er du københavner?”.
”Nej, jeg er såmænd fra Viborg!”.
”Er du Carl Heinrich?”.
”Ja!”.
”Velkommen til Frøstrup-lejren!”.
Det var jo en meget god begyndelse, og fortsættelsen blev ikke ringere. Den udpræget kammeratlige holdning, hjælpsomheden, venligheden og godheden var det, jeg især lagde mærke til. Det samme gjorde et flertal af deltagerne - vel ca. 10.000 i de 2 ½ måned - og det gjorde også indtryk på avisernes reportere - de saglige og ærlige af dem.
På den anden side fandtes der også usympatiske lejrbeboere. Tyverier forekom i ret stort omfang, både fra de fælles faciliteter og fra de enkelte lejrdeltagere. Erstatninger eller delvis erstatninger blev ydet i form af indsamlinger på fællesmøderne og bevillinger af lejrkassen, som desuden ydede rejsepenge i form af lån til folk, der var "”løbet tør"” Jeg gad vist, hvor stor en del af de lån, der er kommet ind.
En vis form for ”socialhjælp” var den frie frokost, dvs. gratis kaffe med smørrebrød til alle trængende uden betingelser. Der blev serveret hver formiddag ved 10-tiden. Basis herfor var ligeledes indsamlinger og bevillinger fra lejrkassen. Turisternes entrébetaling gik ligeledes til flere gode formål.

Thy lejr 72

Erklæring fra Hjardemål

Hjardemål Kirke, 31. august

Erklæring nr. 1 – Det er en kendsgerning, at Hjardemål Kirke, beliggende mellem Østerild og Hanstholm, i nat er taget i anvendelse til andet formål end det sædvanlige. Dette medfører, at menigheden må undvære den sædvanlige service fra denne kirke.
Den valgte form er ikke tilfældig. Kirken er blevet kraftigt forskanset og vil ikke uden stærk ydre vold kunne tages tilbage. Erfaringen har lært os, at forsøg på at udbedre de skader, som hovedløs borgerlig politik i Danmark har forårsaget, gang på gang er imødegået med direkte vold fra samfundets officielle aktivister, politiet. Dette korps farer hårdt frem i et forsøg på at dæmpe en radikal alternativ politisk udvikling, en udvikling, der bl.a. vil føre til dets afskaffelse. At politiet er det reaktionære samfunds villige instrument er kun alt for tydeligt. Eks.: Sofiegården, Borgerkrigsmanøvren den 27. april 1968, Hudegården og talrige lignende episoder. Dette vil også være tilfældet, når Verdensbankens kongres finder sted i København i september.
Aktionens formål er at påvise, i hvilken grad statsmagten bygger på falsk autoritet og traditionelt accepteres og adlydes af de politiske set fremmedgjorte indbyggere i Danmark.
Den evangelisk-lutherske kirke indtager på linje med kongen en central rolle i den danske grundlov. De forskellige borgerlige regeringer køber sig autoritet hos begge mod økonomisk og politisk sikkerhed.
Vi kræver den eksisterende økonomiske og politiske alliance mellem det evangelisk-lutherske trossamfund og den danske statsmagt ophævet, og grundloven ændret som en følge heraf.
Vi kræver kirkeministeriet nedlagt.
Vi kræver, at den grundlovssikrede religionsfrihed for de enkelte borger også sikres de forskellige trossamfund ved økonomisk ligestilling
Vi forventer, at de mange nye trossamfund, som vil blive en følge heraf, politisk vil arbejde for en styrkelse af de centrale afsnit i FNs menneskerettighedserklæring.
Vi forventer, at de kristne kirker i kraft af deres nye frihed overfor statsmagten tager avengeliets tanke alvorligt og bl.a. udnytter deres forbindelser i alle lande til at hjælpe med at bremse USA's imperialistiske voldspolitik i Sydøstasien og i den øvrige verden. Dette kan ske ved at unddrage USA's ledere enhver moralsk støtte.

Aktivisterne fra Hjardemål Kirke

Thy lejr 140

31. august 1970. Hjardemål Kirke besat af aktivister fra Thy-lejren (Frøstrup-lejren). En resolution fra besætterne studeres af nogle af de mange tililende fra hele Thy. Blandt dem Hanstholm-fiskernes formand, Svend Heiselberg (t.h.), senere kendt kommunal- og folketingspolitiker. Hjardemål-aktionen, der bl. a. vendte sig mod politiet som "det reaktionære samfunds villige repræsentant", var nøje planlagt. Allerede mandag morgen 31. august lå på en række bladredaktioner breve med en erklæring om "besættelsen". Politiet havde få dage forinden gennemført en razzia i Thy-lejren - dog uden noget udbytte i form af "narkotiske stoffer".   Af proklamationen på kirkedøren hed det bl. a.: "Vi kræver Kirkeministeriet nedlagt og den økonomiske og politiske forbindelse mellem  det evangelisk-lutherske trossamfund og statsmagten ophævet".      

Foto: Tage Jensen

Ekstrabladet, 1. september 1970:

Slagsmålet om Kirken

At det kan ske i Danmark i 1970! Kamp om en kirke, kamp med vold og gengældelsesvold. Hvordan går det dog til?
Aktivisterne har givet den begrundelse for ulovligt at besætte Hjardemål Kirke, at folkekirken er en del af det officielle Danmark med alt, hvad dertil hører. Men det er ikke noget nyt og har ikke noget at gøre specielt med Hjardemål Kirke. Sådan har det været i århundreder overalt i Danmark. Det ændre sikke ved en adfærd som den, der blev udvist i Hjardemål.
Nordvestjylland er tilmed en særlig del af Danmark, når det drejer sig om kirken. Mange på de kanter var vel nær ved at tro, at de repræsenterede Guds vilje, da de gik til modangreb imod kirkebesætterne. Det kan man ikke forhindre dem i at mene, for den kristendom, der råder i denne landsdel, har intet at gøre med at vende den anden kind til. Dér fordømmer man.
Det blev altså på ny bekræftet, at vold avler mere vold, og at fernissen er tynd både i det ny og det gamle samfund. Men tilbage står spørgsmålet om det rimelige i, at kirken er en så udpræget del af det officielle Danmark. Det er vel, hvad de i Hjardemål slagne aktivister ønsker sat under mere debat. Og det kan man forstå, selv om deres metode ikke kan anerkendes. Men mon der kommer en sådan debat? Folkekirken er jo ved at være sammenklistret med det officielle Danmark blevet en kedelig institution, som få gider at beskæftige sig med. Kirken burde derfor på en måde takke Hjardemål-aktivisterne af begge slags. De har dog omsider vist en form for interesse!

Thy lejr 156

31. august 1970. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Fire mænd gør klar til stormløbet mod lemmen til kirketårnet i Hjardemål Kirke. De bruger en af de granrafter, som aktivisterne havde forskanset sig med nede i selve kirkerummet. Øverst fiskepakker Bent Christensen, der skulle få en hård medfart i den første kontakt med besætterne. Han har endnu ikke fået hjelm på. Da det var lykkedes at få lemmen op, var det første, der røg - det var hjelmen! På dette tidspunkt blev det klart for politiet, at tingene ikke kunne klares ved indsættelse af et beskedent antal politifolk fra det lokale område. Der blev rekvirereret assistance fra Århus og Aalborg.

Foto: Tage Jensen

Eftermæle 1999:

Tal ikke ondt
om Thy-lejren!

”Kom ikke i dag og tal dårligt om Thy-lejren eller Blomsterbørnene. Det var dem, der fik os til at skifte kurs. Måske ikke så meget, men helt sikkert i den rigtige retning”.
Skrev Birk Keller i et tilbageblik i Dagbladet Informations kronik december 1999. Han var en af de angiveligt 10.000 lejrdeltagere dengang i 1970.
Og han forklarede nærmere:
”Når det gælder miljøet, er det stensikkert, at uden Thy-lejren havde Danmark i dag ikke haft så fornem en plads på top ti-listen inden for dette område. Også selv om der er langt igen. Det sociale og miljønære eksperiment medførte, at Danmark blev det første land, som fik en statsinstitution med Ministeriet for Fourureningsbekæmpelse allerede i 1971, det senere miljøministerium i 73. Lad os bare nævne og rose NOAH, som startede op i 1969 og forlangte en miljøregulering af vores virksomheder. De var på pletten i Thy. Det samme var angiveligt en del folk fra Danmarks Naturfredningsforening. Og vores opfattelse af den føde, vi fik i munden, blev grundigt revideret med mellem 20 og 30 spisesteder, der alle serverede forskelligt mikro-makromad. Det belgiske firma Lima fik også sit virkelige gennembrud under denne unikke festival med salg af ris, gomasio, tahin og især deres riskager gik virkelig som varmt brød. Dagens debat om ordentlige deklarationer på alle vores fødevarer har givet taget sit udgangspunkt i de nye ting, vi blev opmærksomme på under opholdet nordenfjords i 1970”.

Thy lejr 25

4. juli 1970. Mange musikere, bands og grupper prøvede kræfter og evner af på publikum i Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Flere blev senere kendte og "store" navne på den danske rockscene. F. eks. Kim Larsen med Gasolin og Gnags. Sidstnævnte dukker op allerede den første dag. Det samme gælder Blue Sun og Hurdy Gurdy. Til deres og andres udfoldelser er der bygget en udendørs tribune af jernbanesveller. Også teatergruppen Secret Service er kommet. Det ny Samfund laver sit eget børneteater, og der bliver biograf med "avantgardistiske film".

Besættelsen af Hjardemaal Kirke

Til Thisted Dagblad udtalte politiassistent K. Christiansen i onsdags: - Jeg véd faktisk endnu ikke, hvad vi vil gøre ved sagen. Nok om det, men beboerne i Hjardemaal vidste, hvad de ville gøre. Hurtigt samlede de sig omkring kirken, fast besluttet på at jage de langhårede og langskæggede ubudne gæster ud af kirken. Jeg synes, at Hjardemaalfolkene fortjener en stor tak, fordi de har bevist, at der endnu er folk med Holger Danske-blod i deres årer, og jeg synes, det er på tide, at civilbefolkningen rører på sig og ikke lefler med den slags mennesker, når de optræder på den måde.
Kunne det her få lov til at gå, kan de jo snart komme og jage folk ud af deres hjem og sige: Her vil vi bo, Når de passer sig selv, har jeg ikke noget imod dem, men selvtægt må bekæmpes.
Cenius Clemmensen, Strandvej 39, Thisted

 

Thy lejr 167

1. august 1970. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). En af besætterne fra Hjardemål Kirke føres bort. I de løbesedler, aktivisterne forinden havde kastet ud fra kirketårnet, kunne de ophidsede lokale beboere bl. a. læse: "Kirken er blevet kraftigt forskanset og vil ikke uden ydre vold kunne tages tilbage. Besættelsen er ikke tilfældig. Erfaringen har lært os, at forsøg på at udbedre de skader, som hovedløs borgerlig politik har forårsaget, gang på gang er imødegået med direkte vold fra samfundets officielle aktivister, politiet. Dette korps farer hårdt frem i forsøg på at undgå dets afskaffelse. At politiet er det reaktionære samfunds villige instrument, ses kun alt for tydeligt", erklærede aktivisterne. De lokale beboere forstod ingenting.     

Aktuelt juli 1970:

Frøstrups provopræst

Den 47-årige pastor Olaf Refshauge, Våbensted, der vakte opsigt over det ganske land ved en utraditionel gudstjeneste i Frøstrup-lejren har uddybet sine meninger. Han opfordrer sine kolleger og sognebørnene til at smide tøjet for at være

sammen på en ny måde. Hans egen kirke står engang imellem tom, men i aktivistlejren i Frøstrup lyttede 400 - og kritiserede ham.

Lad os smide figenbladet, så vi står nøgne over for hinanden. Også sammen med vore meninger, siger han til dagbladet BT.

Denne opfordring har Olaf Refshauge ladet gå videre til sine kolleger gennem præsteforeningens blad.

Den gråskæggede præst med det halvlange hår mener det bogstaveligt.

”Jeg kunne tænke mig at bruge en hel søndag i præstegårdens have til at lære mit sogn en ny måde at være sammen på. I haven skulle opsættes pølsevogne og ølboder. Jeg - og de af sognebørnene der er frie nok - går rundt uden tøj. I et

hjørne af haven slår vi et par grene sammen til et kors, sætter nogle ølkasser sammen til et bord. Der vil jeg holde min prædiken og bagefter uddele portvin og franskbrød til gæsterne.

Thy lejr 89

12. juli 1970. Gud fik - også - en chance i Thy-lejren (Frøstrup-lejren). De andagtsøgende ventede pænt med at tage ordet, til præsten - pastor Olav Refshauge fra Våbensted på Lolland - var færdig og lod en flaske sherry og et nadver-franskbrød gå ned blandt de godt 200 unge, som undervejs havde forfrisket sig med et par gedigne vandpiber. Men så kom diskussionen i gang. Hvorfor føres der krig i Guds navn - var et af spørgsmålene. 

Foto: Tage Jensen

Aktuelt 4 juli 2000

Pibens gamle lyd


I dag fylder Thylejren 30 år som en hyldest til anarkistiske dyder og indre værdier.
Engang i midten af 80'erne lavede jeg noget booking for et band ved navn Azurit.
Dem kan man stadig høre under navnet på forsangeren B. Joe, oftest i Lades Kælder
i København, hvor det nærmest er et husorkester. Det er sådan en gang syrerock
med B. Joe (der egentlig hedder Brian Johansen) som den dominerende syreguitarist.
En af de kontrakter, vi dengang fik, var med Thy-lejren. Jeg ved ikke, om vi nogen
sinde så nogle penge, eller om kontrakten var på papir, men afsted drog vi fra
København.
Det blev til tre dage, jeg aldrig glemmer, i Thylejren. Stort set alle var vinde og skæve,
og de fleste havde heller ikke noget tøj på.
Specielt husker jeg den årlige generalforsamling, hvor en nøgen, åbenlyst
ekshibitionistisk mand førte sig frem med nogle synspunkter om, at der var nogle
andre i lejren, der skulle stramme sig an. Det nikkede de fleste til


Valgt til revisor
Så var det, at årsregnskabet skulle godkendes. Til det havde man brug for en ekstern
revisor, for det stod i reglerne, vistnok. Jeg rakte hånden i vejret og blev valgt.
En anden mand, med tøj på, smed en A4-kuvert hen til mig. Inden i den var der en
hulens bunke kvitteringer samt sedler, hvor nogen havde skrevet, hvad de havde købt
for, eller hvad de skyldte. Og så var generalforsamlingen opløst. Folk gik hver for sig.
Nogle gik hen til toiletterne, der ikke blot var dasser, men dasser uden døre. Hvad
skal man med døre?Jeg kiggede lidt på kuvertens indhold og fandt ud af, at det var
en umulig opgave, jeg var kommet på. Det sagde jeg til en af dem, der havde stået for
bookingen af bandet, men han beklagede: Når jeg var valgt, så skulle jeg også
gennemgå det. Hvorefter jeg sagde, at jeg havde kigget på det, og det så fint nok ud.
Jamen så var det jo fint, kunne jeg ikkebare smide en seddel ned tilkvitteringerne og
skrive det?
Så det gjorde jeg, og alle var glade.


Tømrerclaus spiller
I dag bliver lejren 30 år, og jeg ved ikke, om den fungerer på samme måde, men jeg
har en anelse om det. Thylejren har altid gået mere op i de indre værdier end i de
ydre.
I aften kommer go'e gamle TømrerClaus desuden og spiller, og han spiller også
syrerock. Han har desuden en hjemmeside, hvor man kan finde både bandets cd'ere
og købe chillummer, Freak Brothers tegneserier og andet, der ikke har ændret sig i -
skal vi sige 30 år?Jeg ved ikke, om Thylejren stadig fungerer på samme måde i dag,
men det skulle ikke undre mig. Det er det mest lallet-anarkistiske sted, jeg
nogensinde har oplevet, og som sådan er jeg glad for, at det ikke blev revet ned
dengang, der var planer om det. At man aldrig hører noget til lejren mere, er sikkert et
positivt træk.
Det betyder, at de folk stadig får lov til at være der og gøre hvad de har lyst til i deres
faldefærdige skure.
Fint nok. Hvor skulle de ellers være?

Thy lejr 37

7. juli 1970. Beatkoncert i Thy-lejren (Frøstrup-lejren).

Foto: Tage Jensen

Land og Folk 5.-6.juni 1970

På vej til Thy

Tankerne var i Thy, da Land og Folk i går modvilligt stod af på Ringsted Station, kiggende efter Det ny Samfunds særtog, som bumlede videre mod sommerfestivalen i Nordjylland med de første 300 deltagere og deres børn, dyr og pakkenelliker. Kontrasten til det ordinære rutetog mod København var næsten ikke til at bære efter de gode vibrationer, smil, chillums og musik fra grupperne Hurdy Gurdy og Blue Sun, der lancerede den specielt komponerede festival sang. Om eftermiddagen steg Peter Duelund og filminstrukturen Jørgen Roos sammen med den tyske ballonskipper Klaus Reichardt til vejr i ballonen ”D-lodden Frey 3” fra Rosenhaven i Valbyparken. Omkring 1000 mennesker overværede opstigningen til musik af den amerikanske beatgruppe Transit Rapid.....
Det ny Samfund 40 tønder land store teltlejr ved landsbyen Frøstrup, 21 km nordøst for Thisted vil i de kommende 10 uger blive centrum for en række spændende arrangementer med film, eskperimentalteater, lysshows, jazz og beat. Foreningen for musik og lys, som omfatter mere end 50 danske beatgrupper leverer en væsentlig del af musikken, og tilstrømningen til festivalen ventes at blive stor. Arrangørerne af Woodstock-festivalen sidste år regnede med 40.000 deltagere – der kom en halv million...

Thy lejr 14

Thisted Station

4. juli 1970. Ankomst med særtog til Thisted Station. Gå blot over sporet. I 1970 kom der ikke så mange tog til Thisted.

Billednr: 28888

TEKSTER OM THYLEJREN

Skærmbillede 2020-03-14 kl. 14.17.29.png

Land og Folk juni 1970

Jyllands-Posten juli 1970:

Information juli 1970

Aktuelt juli 1970:

Dagbladet Politiken juli 1970
Sommerlejren i Thy:

Information august 1970:

Information august 1970

Information august 1970:

Information august 1970:

”Hovedbladet” - ungdomsoprørets
hoforgan - 1971:


af forfatteren Carl Heinrich Petersen

Politiken juni 1999, kronik


af Niels Martinov

Eftermæle 1999

Aktuelt juli 2000


I dag fylder Thylejren 30 år som
en hyldest til anarkistiske dyder og
indre værdier.

Politiken august 1970:
”FRA THY til Møn har denne sommers lejre af ungdom fra alle sociale lag krævet et nyt samfund. De er dødtrætte af og keder sig i det etablerede demokrati, de vil noget andet. Selv om det er lykkedes for nogle at vække forargelse og appellere til dommedagsinstinkter blandt borgerskabets sædelige, har deres eksperimenterede adfærd også avlet en sund reaktion. For vender man det døve øren til slagordene og flosklerne fra de sekteriske, kan der drages en sund lære af de unges forsøg på at skabe noget ”andet””.

Information august 1970:
"Forholdet mellem naboer og ”langhårede” er et spørgsmål om at møde hinanden på hinandens betingelser. Den slags er blevet forsøgt under de fodbold- og håndboldkampe, som blev gennemført mellem lejren og Frøstrup og Østerild sportsklubber. Det blev nogle festlige forestillinger, hvor det blev af ganske underordnet betydning, at lejren tabte 8-1 og 13-2. Imidlertid er det jo to verdener, der skal mødes. En med og en uden myndigheder”.

Information august 1970:
”Mere generelt kan det heller ikke undgå at gøre indtryk på de mere eftertænksomme beboere på egnen, at den thyske ungdom for første gang i årtier ikke forlader stedet, så snart de skal tjene penge, men bliver, fordi der er sjovt at være. Den lokale ungdom kommer selvfølgelig til beat-arrangementerne i lejren”.

Information august 1970:
”Det var svært at håndhæve fællesmøde-beslutningen om at lukke turisterne ude fra lejren. ”Vagtholdet” ved indgangen bestod af folk fra begge fløje – turisterne blev både budt velkommen og forment adgang til lejren. Ifølge legenden skal der endda være tilfælde, hvor det ene parti forklarede manden ved rattet, at der var adgang forbudt, mens det andet parti samtidig forklarede mandens kone i den anden side af bilen, at selvfølgelig var de velkomne. Hvordan turisterne slap ud af denne situation uden at blive skizofrene – ja, det melder historien intet om”.

 

THYLEJREN SET GENNEM PRESSEBILLEDER

En drøm bliver til. Thy-lejren.
Tage Jensens billeder fra Thylejren i 1970

5022 STOR
Pressefotograf Tage Jensen

 

Se billederne

1965-1975. Ti-året, der har haft så stor betydning. Og så meget på samvittigheden, hvis man spørger bestemte steder i eftertiden. I midten af det hele: Sommeren 1970! Med Thy-lejrens alternative livsformer som det såkaldte ungdomsoprørs euforiske kulmination. Så længe det varede. 20.000 unge og 100.000 nysgerrige nød sommeren igennem nøgen solbadning, hash og fællesmøder. Og den ældre del af den lokale befolkning lagde ører til musik, de ikke havde hørt før. Det var med besættelsen af kirken i Hjardemål, luften begyndte at sive ud af den utopiske drøm. Oprøret viste sit Janus-ansigt. En forsmag på, hvad der var i vente i 1970´erne. I september samme år holdt Verdensbanken møde i København, hvor politi og demonstranter – flere af dem kom fra Thy-lejren – tørnede sammen i voldsomme slagsmål.
Men i juli og august sprang de rundt, hippierne, i Thy-lejren under en parasol af slagord:

GØR JERES DRØMME TIL VIRKELIGHED!
UNDER BROSTENENE LIGGER STRANDEN!
FANTASIEN TIL MAGTEN!

Fantasien kom dog på prøve for mange i Thy og Han Herred. Især efter Hjardemål-aktionen. Hvorfor udløste Thy-lejren og kirke-besættelsen denne voldsomme reaktion? Politiken stillede dette spørgsmål efter en tur rundt på egnen i september 1970 og mente, at svaret var givet i det øjeblik, Det ny Samfund besluttede at etablere sig mellem et folk af slidere. Dén modsætning var alligevel for stor. Eller som bladet citerede en forhenværende gårdejer, der ikke kunne forstå, at man kunne leve en hel sommer uden at bestille noget: ”Det er sikkert nogle udmærkede mennesker, men hvorfor tror de, at de er mere ordentlige end os?”.

HISTORIEN OM THYLEJREN

Artiklen er en sammenhængende skildring af Thylejrens historie.

Artiklen har tidligere været bragt i Historisk Årbog for Thy og V. Hanherred. Lokalt blev lejren både kaldt for "Frøstrup-lejren" og "Thy-lejren".

Thy lejr 11

4. juli 1970. Ankomsten til Thisted Station med særtog og derfra videre til Frøstrup. "I 30´erne lancerede den lokale turistforening et motto, der lød: "Ty til Thy og Thisted". Alene i dag vil mindst 500 ty". (Jacob Ludvigsen i Ekstra Bladet).

 

I sommeren 1970 skabte Foreningen »Det Ny Samfund« den første festival i Danmark. Foreningen, der havde hjemsted i København, havde fundet et stykke jord på Hannæs »Trægården« i nærheden af Frøstrup for at afholde en sommerfestival med den samme målsætning som Woodstock.
Allerede i maj begyndte de lokale aviser Fjerritslev Avis og Thisted Dagblad at interessere sig for sagen. Sidstnævnte avis med overskrifter som »Indianerlejr ved Frøstrup« og »Jamen så bliver Frøstrup jo Danmarks navle i år«. Avisen beskrev lejren på følgende måde:

»Så vidt det har været muligt at få oplyst, skal de unges teltlejr rejses på forfatteren Leo Karis marker ved Frøstrup. Karis gård brændte i efterårets og selv har han ikke været at træffe. Det menes, at han er taget til København. Fra arrangørernes side »Det Ny Samfund« er sommerfestival'en et, forsøg på at etablere en by med sine egne normer, et stammesamfund, hvor der skal være plads til en del mere end tant og fjas. Planen er at deltagerne selv medbringer telte og øvrigt udstyr. De slår sig ned på det 40 tdr. land store område, hvor Det Ny Samfund sørger for fællesfaciliteter som toiletvogne, skurvogne med håndvaske og brusere, lægetelte, duplikatortelt, telefonboks, foruden store telte til fælles arrangementer: Film, beat- og jazzkoncerter og hvad man ellers kan hitte på.«

I Hanstholms kommunalbestyrelse var festivalen til diskussion længe for den åbnede. Man diskuterede, hvad det overhovedet var for nogen mennesker, der ville komme, og en af kommunalbestyrelsens medlemmer sluttede diskussionen ved at sige: »Det er farligt på forhånd at klassificere lejrens indbyggere som uønskede langhårede. Så sætter vi os selv i bås. Er de unge yderliggående, er samfundet måske ikke selv helt uden skyld i det.«
For at imødekomme enhver skepsis inviterede Det ny Samfund hele kommunalbestyrelsen og kommunens teknikere på besøg.

Lejrens åbning
Lørdag d. 4. juli åbnede lejren, uden nogen form for officiel åbning. Deltagerne ankom bl.a. med særtog til Thisted. På Thisted banegård var flere hundrede mennesker mødt op lørdag aften for at tage imod. I forvejen var det bebudet, at toget ville være festligt pyntet. Men DSB havde nedlagt forbud, og den specielle festivalmelodi, beatgruppen »Blue Sun« havde komponeret, spillede orkesteret ikke ved ankomsten. En af deltagerne mente, at gruppen på det tidspunkt »var kokset ud«, efter at have spillet meget længe i toget.
Ifølge Thisted Dagblad var de fleste trætte efter rejsen og slæbte straks deres habengut og husdyr med sig ind i de ventende busser. Flere medbragte skildpadder, katte og hunde. Studerende ved Københavns universitet Gilbert Jespersen, sadlede sin hest, »Kaktus«, der også var med toget og red i ensom majestæt i vejsiden fra Thisted til Frøstruplejren, hvortil han ankom halvanden time efter busserne. Han havde haft en dejlig ridetur, sagde han ved ankomsten til lejren. Kun havde han haft svært ved at holde »Kaktus« borte fra de bondegårde, de passerede. Når han tog hesten med, var det fordi han syntes det var synd, at den skulle opstaldes i København, når han tog på ferie.
Om sine bevæggrunde til at deltage i lejren fortalte Gilbert Jespersen til avisen, at han måske søgte en ny livsopfattelse, nye miljømuligheder, og så var han naturligvis også kommet bare for at holde ferie blandt mennesker, han syntes om. Blandt de mere specielle deltagere var lederen af New Eksperimental College i Skyum. Aage Rosendahl Nielsen, der sad med et tæppe over skuldrene på en balle halm foran sit telt og glædede sig over solnedgangen.
New Eksperimental College havde sammen med filmskolen i Kettrup lejet et telt for hele perioden. Ifølge Rosendahl Nielsen deltog man for at være med i samværet og for at få positive diskussioner i gang. Også en del af de lokale besøgte lejren på åbningsdagen, bl.a. reservepost Thomas De Lasson fra Frøstrup, der mente, det var nogle flinke unge mennesker, der nok så anderledes ud, men at de var præget af hjælpsomhed og venlighed.

Thy lejr 02

26. juni 1970. Der er travlhed i Thy-lejren (Frøstrup-lejren) før åbningen og de flere hundrede deltageres ankomst fra hele landet. Her graves der branddam.

Foto: Tage Jensen

Lejren og de lokale
De første dage boede der op imod 700 mennesker i lejren, og de måtte deles om 14 toiletter. Det vakte en del utilfredshed blandt lejrens beboere. De manglende toiletfaciliteter bevirkede bl.a., at mange »trådte af i naturen«. Mange lokale besøgte lejren, og, et ældre ægtepar oplevede, at da de ankom, blev de mødt af en yngre mand, der sad og forrettede sin nødtørft. Da han så gæsterne, vendte han så for øvrigt provokatorisk forsiden til dem. Der var også affaldsproblemer, ligesom der åbenlyst blev handlet og røget hash.
Alle de her skitserede problemer skabte uro i lokalbefolkningen og flere og flere henvendte sig til de lokale kommunalbestyrelsesmedlemmer, bl.a. Gustav Kaspersen fra Tømmerby, der lovede at tage det op på næste kommunalbestyrelsesmøde og i øvrigt ville komme med et læserbrev om, at man ikke kunne acceptere de forhold, der herskede i lejren.
Under overskriften »Ung opposition og lokalbefolkning mødes i fordragelighed i teltlejren«, beskrev Fjerritslev Avis forholdet mellem lejren og de lokale beboere på følgende måde:

»Teltliggerne har taget de lokale beboere i deres favn . Fiskere fra Hanstholm, ja hele Hanherred og Thy kommer jævnligt i lejren. Ikke alene af ren og skær nysgerrighed, men nu også for at lytte til den unge opposition og samtidig få sig en dram eller øl i restaurationsteltet. Hyggeligt er det at høre det djærve Thy- eller Hanherredmål blande sig med, i de fleste tilfælde, københavnske stemmer Sprogvanskelighederne er til dels gensidige. Deltagerne i lejren bruger deres >flip-, sprog« og lejrens gæster taler »sort«. Men trods dette handicap forstår man hinanden . . . Der bliver vist interesse for de lokale beboere, og bemærkelsesværdigt er også, at de snart sagt er de eneste, der kommer gratis ind i lejren. De, der blot går at være nysgerrige tilskuere, må aflægge entré, en folk, der taler det lokale tungemål, behøver ikke an en legitimation for at slippe for betaling ved indgangen«.

Hver dag blev der i lejren afholdt beat- og jazzkoncerter med bl.a. de senere så kendte grupper Gasolin, Gnags og Burnin Red Ivanhoe, og forstærkerne gik for fuld udblæsning. Musikken kunne høres i flere kilometers afstand. Dette medførte selvfølgelig klager fra vrede beboere. De mange besøgende i lejren gav store trafikale problemer. I det allerede nævnte læserbrev fra kommunalbestyrelsesmedlem Gustav Kaspersen, Tømmerby, stod bl.a.:

»Efter at mine synspunkter, om Det Ny Samfunds lejr har været omtalt i flere aviser, vil jeg gerne præcisere mit standpunkt. Jeg var imod lejren, fordi jeg var bange ,for at egnens karakter fuldstændig ville blive ændret. Vi havde i det gamle sogneråd den glæde, at vi kunne blive enige om, at kommunen havde to store aktiver: For det første en arbejdskraftreserve, for det andet naturen. Begge dele søger vi stadig at finde afsætning for. Det har hidtil været let at sælge, men jeg tror det bliver svært. Hvor vi bor ca. 3 kilometer fra lejren, kan vi tydeligt høre musikken larme. Trods gentagne påbud fra politiet om at dæmpe højttalerne, da lejren blev oprettet, udtalte arrangørerne, at kun toiletforholdene begrænsede antallet af deltagerne. Hvorfor er der så ingen begrænsning, når forholdene ikke er i orden på grund af' at toiletvogne ikke er leveret. Nøgenbadning foregår ved den ellers så fredelige Madsbøl Rende, hvor man hidtil har kunnet gå i stille ensomhed ved hav og klit. Man har indtryk af, at arrangørerne mener deltagerne skal have frihed til alt - også til at larme. Er I utilfredse, kan I bare sælge lortet og. flytte, har en af deltagerne sagt til naboerne. Flere, der har besøgt lejren, har fortalt mig, at hash-rygning foregår åbenlyst. Jeg synes lejrledelsen har svigtet myndighedernes tillid ved ikke at opfylde deres forpligtelser med hensyn til hygiejnen, og de svigter det ansvar der er ved at samle så mange unge, ligesom ledelsen af Fiolteatret har svigtet. Jeg vil opfordre alle til at være deres ansvar bevidst, og være opmærksom på den fare, der der ligger i det frihedsprogram, som man søger at leve efter i lejren«.

Læserbrevet og dets indhold blev selvfølgelig mødt med skepsis af lejrledelsen i Frøstrup. TV-producer John Sylvest, DR, en af lederne bag »Det Ny Samfund«, beklagede kritikken og dermed Gustav Kaspersens indstilling. Han betegnede mange af de påtalte forhold for direkte usande. Hans angreb på larmen fra lejrens højttalere, betegnede John Sylvest for usaglige, og oplyste at støjen lå langt under, hvad dansk støjnævn havde fastlagt som maksimum. Efter klager fra beboerne blev støjen nedsat med 30 decibel og var ikke siden blevet sat i vejret. Toiletforholdene beklagede Sylvest, og oplyste, at før lejren startede, havde man kontakt med et svensk firma om opstilling af 5 toiletvogne med 8 klosetter i hver. Men de havde desværre kun modtaget 2. I stedet var der bygget 10-12 interimistiske toiletter. Hvis der blev røget hash i lejren, kunne det ikke forhindres. Det var umuligt at vende lommerne på folk og rode i deres bagage. John Sylvest sluttede med at invitere hele kommunalbestyrelsen, i særdeleshed Gustav Kaspersen, så de med egne øjne kunne se, hvad der foregik. Gustav Kaspersen afslog invitationen med den begrundelse, at lejren ikke bød på noget, som kunne fatte hans interesse.

Den stadig voksende kritik af forholdene i lejren medførte et møde på Frøstrup Kro med repræsentanter for Thisted Politi, med politimester Jørgen Bodenhoff i spidsen, og ledelsen af sommerlejren. Her blev der gennemdrøftet en række praktiske problemer omkring lejren. Mødets målsætning var at sikre beboerne i nærheden af lejren mere nattero og de mange besøgende bedre parkeringsmuligheder. Det sidste ville man søge at løse ved en udvidelse af den eksisterende parkeringsplads.

Tyverier og Elverhøj
Imens der tilsyneladende herskede et udmærket forhold mellem lejrdeltagerne og langt den største part af lokalbefolkningen, der blev bl.a. arrangeret en håndboldkamp imellem håndboldklubben HSH og lejren, der bl.a. havde håndboldlandsholdspilleren Palle Nielsen, kaldet Palle Vildmand, på holdet, så fortsatte kritikken af forholdene i lejren på bl.a. det hygiejniske og moralske område. Klagerne over musikken fortsatte også, lejrledelsen forklarede støjen med, at der var kommet et nyt orkester til lejren, og de var ikke til at stoppe.
Problemet blev løst ved, at ledelsen simpelthen afbrød strømmen. I slutningen af juli måned var beboerantallet i lejren vokset til omkring 2000, og efter pres fra brandmyndighederne blev der i lejren etableret et brandkorps under ledelse af ingen ringere end Palle Nielsen. De mange besøgende turister - en enkelt weekend var man oppe på 7-8000 besøgende - medførte, at lejrledelsen d. 28. juli indførte et besøgsforbud, der foreløbig skulle gælde i en uge. Forbuddet gjaldt dog ikke for amtmand Martensen-Larsen og Hanstholms borgmester Christian Hansen. De to var der dog ikke i embeds medfør, men som privat personer, for at orientere sig om, hvad det hele egentlig drejede sig om.

Arkitekt Leo Jespergård, manden der stod bag lejrens opbygning, forklarede sine gæster om lejrens forskellige aktiviteter. Han oplyste, at toiletforholdene nu var bragt i overensstemmelse med myndighedernes krav. Besøget sluttede med, at gæsterne nød en håndbajer i selskab med en del af lejrens beboere.

Thy lejr 112

21. august 1970. I en alternativ dansk teaterhistorie vil opførelsen af Elverhøj i Thy-lejren (Frøstrup-lejren) finde sin naturlige plads. Nu må omstændighederne omkring opførelsen foreløbig nøjes med en plads i erindringslitteraturen - senest i en bog af Ib Michael fra 2008. Han var sammen med forfatteren til Elverhøj-udgaven anno 1970, Ebbe Kløvedal Reich, i Thy-lejren. Billedet er fra forberedelserne til opførelsen.   

Foto: Tage Jensen

Lejren fortsatte ufortrødent og de lokale medier kunne berette om en kraftig stigning i tyverier i området, og selv om der ikke var klare beviser, satte mange mennesker stigningen i forbindelse med lejren. Lejren selv blev også udsat for tyveri, Det ny Samfunds pengekasse blev tømt, den indeholdt 1.000 kroner. Samtidigt blev deri lejren opført en stor teaterforestilling, »Elverhøj«, hvor omtrent halvdelen af lejrens beboere medvirkede. Blandt de mere kendte var sangerinden og skuespilleren Maria Stenz, der i en lang periode boede i lejren. Besøgsforbuddet blev ophævet i løbet af en uge, og igen strømmede der mange mennesker til Frøstrup.
Hanstholm kommunalbestyrelse afholdt i begyndelsen af august et roligt mode, hvor naturligvis også lejren var på dagsordenen. Igen kritiserede Gustav Kaspersen forholdene. Han tog udgangspunkt i en udtalelse fra Henning Prins, en af lejrlederne, om, at lejren havde fungeret tilfredsstillende, og at alt var gået som ventet, han fortsatte:

»Jeg vil gerne i aften føje til, at alt desværre er gået, so jeg havde frygtet. Vi har fået alle de ubehageligheder, som man kunne vente, når så stor en lejr skulle åbnes på denne måde, altså med adgang for alle og enhver voksne som mindreårige. Men mest beklageligt er det, at kommunen er blevet kendt i alle landets politikredse. Alene den omgang med hash, der forekommer i lejren, berettiger efter min mening en lukning. Vi gør vore egne unge en dårlig tjeneste ved at have lejren. Jeg beklager endvidere, at lejrdeltagerne krænker de fastboendes følelser ved nøgenbadning fra offentlig strand og ved scener af blufærdighedskrænkende art.«

Borgmester Christian Hansen opfordrede til en tolerant holdning:

»Det er klart at, at en sådan lejr trækker en del dårlige elementer til sig, men når vi ser bort fra denne kategori, tror jeg såmænd, at vi i det gamle samfund godt kunne lære noget af de helt unge i det ny samfund. Hash skal jeg ikke gøre mig klog på, fordi man bombarderer os med så mange modstridende opfattelser fra såkaldt sagkyndigt hold, men jeg tror at mange af de unge fra de usunde københavnske huler har haft godt af opholdet herovre«.

Razzia, kirkebesættelse, folkeophidselse og afslutning
Hele sommeren fik politiet henvendelser om den formodede hashhandel i lejren, og det kulminerede d. 25.8., hvor Morgenavisen Jyllands-Posten åbenlyst i en leder beskyldte politiet, og, i særdeleshed politimester Bodenhoff, Thisted, for at se bort fra, hvad lovgivningsmagt, Justitsministerium, Rigsadvokat og Højesteret havde fastsat af regler for indskriden overfor forhandling »på dette snuskede marked«. Jyllands-Posten skrev endvidere, at salget af narkotika foregik åbenlyst og havde gjort det længe. Vidt og bredt havde denne handelsvirksomhed været omtalt, ligesom det havde været kendt, at politifolk fra Thisted jævnligt havde inspiceret lejren og ikke kunne være uvidende om denne virksomhed. Bodenhoff ønskede ikke at udtale sig.

 Thy lejr 131

28. august 1970. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). To unge mænd blev anholdt under politiets aktion i lejren,  men det lykkedes dem dog at undslippe . . . 

Foto: Tage Jensen

Få dage efter denne hårde anklage mod politiet i Thisted gav politiet efter for presset og gennemførte en razzia i lejren. Aktionen fandt sted den 28.8. om formiddagen. Politiaktionen var rettet mod tre boder i lejren, hvor politiet havde formodning om, at der var blevet solgt hash og LSD. En snes betjente deltog i selve ransagningen, mens de øvrige blev uden for lejrens område, mens undersøgelsen fandt sted. Gennem flere dage havde politiets besøg været ventet, og, da en kortege af politibiler om morgenen passerede Aggersundbroen, trådte lejrens efterretningsvæsen i aktion. Kilometer for kilometer blev politiets bevægelser fulgt, til bilerne rullede op på lejrens parkeringsplads.
Under razziaen, der vel varede en times tid, og hvor der i øvrigt ikke blev fundet euforiserende stoffer, blev der råbt mindre pæne gloser efter betjentene, men alt forløb tilsyneladende roligt, indtil der pludselig ved de parkerede biler ca. 100 meter fra lejrudkørselen opstod tumulter, hvorunder et par lejrindbyggere blev anholdt for bl.a. vold mod betjente i aktion og for kølleslag mod en patruljevogn. Men de anholdte stak af, den ene med håndjern, som blev fjernet med værktøj, og skjulte sig i lejren, hvor en stor skare forhindrede politiet i at forfølge dem. Aktionen blev afblæst, da en betjent fik et voldsomt slag i nakken. Razziaen blev omtalt i alle landets aviser og i de elektroniske medier, og mange gav udtryk for, at den havde været en stor fiasko.
Dette blev benægtet af politimester Bodenhoff, Thisted, der sagde, at ganske vist blev der ikke fundet narkotika, men det havde man faktisk heller ikke ventet. Han mente, at lejrbeboerne på forhånd var informeret om politiets planer og havde fjernet, hvad der eventuelt måtte være af narkotiske stoffer. Politiet havde hele tiden troet, at muligheden for at beboerne i lejren ville få kendskab til planerne var til stede, men besluttede alligevel at gennemføre aktionen med det formål at manifestere, at handel med narkotika var ulovlig.

Kun tre dage efter razziaen skete den episode, som sommerlejren i 1970 huskes bedst for, nemlig besættelsen af Hjardemål Kirke. Natten til den 31. august besatte 15 unge aktivister, der alle boede i lejren, men i øvrigt ikke havde noget med Det Ny Samfund at gøre, kirken. Kirkedøren var stænget og vinduerne blændet med bordpapir, og fra tårnvinduerne blafrede en mængde bannere i forskellige farver. På kirkedøren blev der opsat en meddelelse om aktionens formål, der stod bl.a.

»Hjardemål Kirke er blevet taget i anvendelse til andet formål end det sædvanlige, og menigheden må undvære den sædvanlige service fra kirken.
De valgte form er ikke tilfældig. Kirken er blevet kraftigt forskanset og vil ikke kunne tages tilbage uden stærk ydre vold. Erfaringen har lært os, at forsøg på at udbedre de skader som hovedløs borgerlig politik i Danmark har forårsaget gang på gang er imødegået ed direkte vold fra samfundets officielle aktivister, politiet. Dette korps farer hårdt .frem i et forsøg på at dæmpe en radikal alternativ politisk udvikling, en udvikling, der bl.a. vil føre til dets af afskaffelse. Aktionens formål er at påvise, i hvilken grad statsmagten bygger på .falsk autoritet og traditionelt accepteres og adlydes «af de politisk set fremmedgjorte indbyggere i Danmark«.

Om eftermiddagen den 31. august samledes der, efterhånden som rygtet om besættelsen spredtes, i løbet af ganske kort tid mellem 50-100 personer uden for kirken med det formål at jage aktivisterne ud. Der var bl. a. mødt adskillige fiskere fra Hanstholm op, parat til at gå i aktion.
Den stedlige præst, J. E. Meng Sørensen, forsøgte at berolige de vrede beboere og frarådede dem at gøre forsøg på at drive aktivisterne ud, men de var indstillet på at gøre arbejdet færdigt. Som et kompromis foreslog Meng Sørensen at forhandle med aktivisterne om at komme frem. Fra en stige henvendte han sig til dem gennem et af kirkens vinduer. Han blev mødt med et svar om at nu gjaldt det øje for øje og tand for tand, her skulle der ikke forhandles, revolutionen var begyndt, efterfulgt af et »fascistsvin«. Dernæst blev der knust en rude indefra og skårene haglede ned over sognepræsten, et af dem strejfede ham i tindingen og slog hul på huden.
Denne handling gjorde ikke de i forvejen vrede beboere mildere stemt. De brød kirkedøren op og skaffede sig adgang til kirken. Nogle stålhjelme af den type, der bruges på farlige arbejdspladser blev fremskaffet i en hast, oo, et stormløb mod lemmen i kirketårnet, hvor aktivisterne nu havde forskanset sig, blev tilrettelagt. Forinden var den 20-årige Søren Novack, en af lejrlederne i Frøstrup dukket op og tilbød at forsøge at overtale aktivisterne til at overgive sig, men de vrede beboere frabad sig hans assistance og bad ham om at forføje sig. Det lykkedes at få lemmen til kirketårnet op, men næsten samtidigt blev hjelmen slået af Hanstholmfiskeren Bent Christensen, og han fik en række slag, der medførte, at han styrtede ned ad trappen med blod løbende ned over ansigtet. Han blev med ambulance ført til sygehuset i Thisted. hvor han dog straks kunne udskrives. Han fik resten af sit liv tilnavnet »Bent Jernstang«. På dette tidspunkt stod det klart for politjmyndighederne, at tingene ikke kunne klares ved indsættelse af et beskedent antal politifolk fra det lokale område. Der blev rekvireret assistance fra Århus og Aalborg - og medens man ventede på, at de skulle komme - udviklede tingene sig til alt held nogenlunde fredeligt ved kirken, hvor de vrede beboere havde indset, at det ikke uden yderligere blodsudgydelse ville være muligt at trænge op i kirketårnet.
Den næste times tid formede sig stort set som en ordduel mellem aktivisterne og den stærkt voksende tilskuerskare, som nu ikke bare talte lokale folk, men mange langvejs fra.
Klokken godt 16 dukkede en helikopter op og skabte forventning om en ny udvikling. Og den kom i form af en politistyrke på ca. 30 politifolk med hunde fra Aalborg. Medens man gjorde klar til aktion med tåregas og værktøj, dukkede en repræsentant for Frøstruplejren op med et »Undskvld jeg forstyrrer, jeg kommer fra Frøstruplejren«. Han præsenterede sig som journalist Niels Ufel og sagde henvendt til en overordnet politimand, at man ikke i lejren havde kendskab til aktivisternes planer, og at man i øvrigt kun havde hørt om kirkebesættelsen i radioavisen. »Jeg forstår godt at folk er skidegale«, tilføjede han og oplyste, at der om en times tid skulle holdes et møde i lejren, hvor man skulle drøfte situationen. Senere dukkede yderligere to udsendinge op, en ung mand og en ung kvinde. Manden Mikael Hagen, henvendte sig til aktionens leder, politimester Bodenhoff og bad om at få tilladelse til at henvende sig direkte til tilskuerne. Den fik han - og han sagde: »Jeg er blevet udsendt af lejren. Vi holdt for en time siden et mode, og man har bedt mig fortælle, at vi ikke har det mindste kendskab til denne kirkeaktion. Vi har ikke ansvar for den og for det forløb, den har fået.« Derefter fulgte en række tilråb fra de ophidsede beboere, bl.a. »Vi rydder lejren bagefter«. Ved 17-tiden skred politiet til handling. Den lange ventetid havde fremkaldt utålmodighed blandt folk på kirkegården, og det er næppe nogen fejlvurdering, når man lægger en god portion sarkasme i de klapsalver, hvormed politifolkene blev modtaget, da de med tåregaspistoler og værktøj rykkede ind i kirken. Politimester Bodenhoff henvendte sig, direkte til folkemængden med en henstilling om, at alle holdt sig i ro under aktionen. »Vi er alle interesseret i, at dette bringes til ophør uden vold«, tilføjede han. Efter ca. en times tid, kl. godt 18, overgav aktivisterne sig i en sky af tåregas.
Medens aktivisterne fik navne og bopæl registreret af kriminalpoliti inde i kirken, afventede man den sidste politistyrkes ankomst. Politiet ønskede at undgå enhver risiko for selvtægt blandt de tilstedeværende.
Først ved 19-tiden nåede forstærkningen frem, og derefter blev de anholdte ført ud enkeltvis med håndfaste greb og igennem et espalier af politifolk. Forinden havde politimesteren endnu engang henstillet, at fjernelsen af aktivisterne fandt sted i fuldstændig ro. Det er vor pligt at beskytte de anholdte, tilføjede han.
I kirketårnet fandt politiet et velassorteret fødevarelager, tilstrækkeligt til en 14 dage lang belejring. Provianten omfattede også vin og snaps. En utrolig mængde effekter fyldte op i rummet. De anholdte blev kørt bort i en af Thinggaards rutebiler, der midlertidigt fungerede som »salatfad«.
Efter kirkebesættelsen vendte de vrede beboere sig mod Frøstrup-lejren. Knapt havde politiet forladt Hjardemål, før flere hundrede mænd og kvinder satte kursen mod Frøstrup, og kort tid efter kimede Det Ny Samfunds beboere på det nærmeste politiets telefoner ned i forsøg på at få så hurtig og effektiv politibeskyttelse som muligt. Kun få af de lokale beboere kom ind i lejren, inden politiet nåede frem. Der blev ødelagt en mikro-makrobutik, et lysanlæg og en rude. Der var opstået et voldsom slagsmål med nogle af lejrbeboerne, før omkring 50 betjente kom til stede og bl.a. ved hjælp af hunde fik de to parter skilt. Politiet forhindrede en større folkemængde uden for lejren i at komme ind og holdt vagt endnu nogen tid efter, at de ophidsede lokale havde trukket sig tilbage.
Allerede aftenen efter var der igen optræk til uro i lejren, da et større antal vestjyske fiskere og lokale beboere strømmede til lejren, men efter at en politipatrulje havde indfundet sig, faldt beboerne til ro. Fiskerne var i løbet af dagen blevet informeret om begivenhederne i Hjardemål og havde derpå ifølge Jyllands-Posten besluttet at sætte en offensiv ind mod lejren. Det blev altså ikke til noget.
Kirkebesættelsen endte med, at aktivisterne blev fængslet i tre uger, og ved retten i Thisted, d. 23. april 1971, dømt for husfredskrænkelse. 13 aktivister fik 25 dagbøder å 20 kroner, mens en fjortende fik 35 dagbøder á 20 kroner. De ti ekstra dagbøder fik han for vold mod en betjent. De dømte skulle endvidere betale 7.000 kroner i salær til deres advokat, Jørgen Jacobsen.
Allerede dagen efter besættelsen mødte repræsentanter for lejrledelsen op hos pastor Meng Sørensen med 5.100 kroner, der var indsamlet blandt lejrens tilbageværende ca. 300 beboere og som et resultat af en kollektiv bevilling.
Med pengene fulgte en erklæring fra lejrens ledelse:

»Beboerne i lejren forstår den forbitrelse, der har rejst sig i befolkningen ved besættelsen af kirken i Hjardemål. Man har derved krænket følelser som lokalbefolkningen bærer overfor noget, der er deres. Vi forstår disse følelser, så meget mere, som vi selv ønsker det respekteret, som vi føler er vort, dvs. vor lejr og livsform.«

Fjorten dage efter kirkebesættelsen stoppede Det Ny Samfunds sommerlejr i Frøstrup, og såvel foreningen som andre instanser kunne gøre status oven på sommerens begivenheder. En af lejrlederne Mikael Hagen, udtalte sig til Thisted Dagblad efter lejrens afslutning:

»Hvis man skal gøre status i dag, vil jeg sige, at vi stort set har været tilfredse med sommerfestivalens forløb, men jeg vil rigtignok tilføje, at vi var kede af kirkeaktionen i Hjardemål. Joh, jeg synes egentlig, at vi har klaret skærene på trods af alle handicaps. Hvor mange der har boet i lejren i sommerens løb, har vi ikke tal på og får det næppe heller. Vor kasserer forsøger at pejle sig frem til et omtrentligt resultat, men han siger, at det vil vare tre uger at arbejde sig igennem resultatet. Husk på, at mange fik gratis adgang, fordi de ingen penge havde. På et tidspunkt, da lejren var størst, boede der ca. 3.000 mennesker i den. Nu forestår der en rask oprydningsindsats, der bl.a. skal sikre mod sandflugt. 10-20 mand bliver tilbage i lejren, og et tilsvarende antal vil overvintre på Trægården, der skal genopbygges efter branden. Det ny Samfund har endnu ikke truffet endelig beslutning om ejendommens fremtidige anvendelse, måske skal den omdannes til revalideringscenter.«

Også kommunalbestyrelsen i Hanstholm gjorde status efter lejrens afslutning. Borgmester Chr. Hansen fandt det sørgeligt, at et sådant foretagende som sommerlejren i Frøstrup har kunnet påkalde sig så meget interesse i pressen, og havde i øvrigt modtaget flere trusselsbreve, som han naturligvis havde smidt direkte i papirkurven. Borgmesteren kom endvidere ind på Hjardemålaktionen, og han hæftede sig ved en række henvendelser, der fra økonomiudvalgets side blev rettet til politiet. Dagen efter aktionen mødte tre repræsentanter for lejren hos økonomiudvalget og beklagede begivenhederne i Hjardemål med en tilføjelse om, at man i lejren ikke havde haft kendskab til aktivisternes planer. Chr. Hansen sagde om lejren i øvrigt:

»Det er rigtigt, at jeg i mange tilfælde udadtil er kommet til at stå som en slags forsvarer for lejren. Ud fra hævdvundne demokratiske principper har jeg udelukkende forsvaret lejren på de punkter, hvor det ville være komplet urimeligt at generalisere ... Vi må imidlertid huske, at Hanstholm er et nybyggersamfund, ikke at forveksle med Det Nv Samfund. Vi kan ikke tillade os at dømme folk ud fra deres hårlængde. Vi måtte efter min mening give dem en mulighed for at vise, hvad de stod for. Denne chance har de fået, og jeg skal være den første til at indrømme og beklage, at vore forventninger til de unge mennesker absolut ikke er blevet indfriet«.

Borgmesteren sluttede debatten med ønsket om, at det var sidste gang Frøstruplejren stod på kommunalrådets dagsorden.

Hvad der senere fulgte
Den gode Hanstholmborgmesters ønske om, at Frøstruplejren stod på kommunalbestyrelsens dagsorden for sidste gang 10. september 1970, blev bestemt ikke opfyldt. Frøstruplejren sluttede som bekendt ikke med sommerlejren. Som allerede omtalt blev en række lejrdeltagere tilbage for at genopbygge Trægården. I kølvandet på lejren udkom der flere bøger om emnet, og i 1971 kom dokumentarfilmen »Skæve dage i Thy«, der var produceret af det lokale filmselskab Obel film.
Efteråret 1970 dukkede der mere permanente bygninger op, der stred imod by- og landzoneloven. I de næste år blev der også afholdt sommerlejre omend af mindre omfang,. Disse blev afholdt uden de nødvendige tilladelser. Den permanente beboelse, der talte ca. 45 bygninger, fortsatte.
1978 opstod der smitsom leverbetændelse i lejren, og debatten blussede op igen. Bl. a. ønskede man lejrens børn fjernet.
1979 erklærede Landsretten lejrens bygninger for ulovlige. Beboerne blev idømt dagbøder, indtil de var fjernet. I de kommende 10 år løb bødernes samlede sum op i 600.000 kroner, og lejren var gentagne gange truet af en tvangsauktion. Den 15. februar 1989 smækkede Hanstholm kommune kassen i for bistandshjælpen til lejrens beboere, som kommunen mente, var klienteksport fra andre kommuner. Socialministeriet oprettede nødbistandskontor på Frøstrup Kro, indtil kommunen efter halvanden måned
indstillede sin betalingsboykot.
Den 20. februar 1989 sagde Viborg Amt nej til en lovliggørelse af lejren ved at nægte en zonetilladelse. Lejrens ca. 70 beboere ankede afgørelsen til miljøankenævnet. Den 31. august samme år nægtede nævnet at give dispensation. 1990 nedsatte regeringen en arbejdsgruppe med Lone Dybkjær (Rad.V.) som formand, der arbejdede med 4 modeller for lejren:

1) Jævn den med jorden.
2) Lad den fortsætte som hidtil.
3) Giv den status af forsorgsinstitution.
4) Omdan den til en regulær boplads efter reglerne i campinglovgivningen.

Den 2. juni 1995 vedtog Folketinget en særlov på samme måde som med Christiania. Staten overtog ansvaret for lejren.

Særloven krævede hegn om lejren, at der blev bygget træk- og slip-toiletter - og at bygningerne ikke måtte overstige 35 kvadratmeter eller have et støbt fundament, som gav dem præg af helårsbeboelse. I anledning af 25-året for lejrens oprettelse blev der sommeren 1995 afholdt »Åbent hus«. Forholdet til de omkringliggende beboere har igennem alle årene været anspændt. De fik lejlighed til at diskutere i debatprogrammet »Højlunds forsamlingshus« på TV-2, i en direkte udsendelse fra Tømmerby-Lild forsamlingshus.

I 1992 sendte DR Provinsafdelingen udsendelsen »Frøstruplejren 1992« af Mogens Rasmussen. Udsendelsen skabte en del debat. Bl.a. blev programmet kritiseret for kun at vise de mørke sider ved lejren.
Flere fremtrædende politikere har igennem årene besøgt lejren, bl.a. den daværende miljøminister Per Stig Møller (kons.) og fremskridtspolitikeren Kresten Poulsgaard.
Efter 1970 har en lang række mennesker boet kortere og længere tid i lejren, og mange har bosat sig på Hannæs, i Thy og Hanherrederne. De har bl.a. etableret sig i nedlagte landbrug og har for de flestes vedkommende et godt forhold til de stedlige beboere.
Historien om Frøstruplejren går videre.

 

OPRØRET MOD AUTORITETERNE

 

"Ungdomsoprør bruges i flæng, men oftest viser den hen til en række begivenheder, der fandt sted i Europa og USA i tiden omkring 1968, da man i Danmark for første gang nogensinde begyndte at tale om "fuld beskæftigelse". De økonomiske hjul snurrede på højtryk i industrien, der omkring 1960 havde afløst landbruget som landets vigtigste erhverv. Denne overgang fra et landbrugssamfund til et industrialiseret samfund med mere eller mindre konstant vækst satte sig voldsomme spor i samfundsstrukturen.
Før det første fik de mange nye arbejdspladser, som industrien skabte, for alvor kvinderne ud på arbejdsmarkedet. De fik en afgørende betydning for måden familien kom til at fungere på fremover.
At både mand og kone gik på arbejde betød også en stærk forøgelse af en husstandsindkomst. Med to indtægter i en familie kunne drømmen om eget hus - og måske en bil - realiseres for en stadig større det af befolkningen. Det kom fart i parcelhusbyggeriet godt hjulpet på gled af en kraftig inflation, der gjorde det særdeles fordelagtigt at låne penge.
Nye parcelhuskvarterer skød op. Her fik familiens børn eget værelse, som de kunne bruge i fritiden og til lektielæsning. For lektier blev det flere af - for der blev satset på uddannelse af de store årgange, der var født efter krigen. Og industrien og den voksende offentlige sektor havde brug for veluddannede unge. Tresserne var et dynamisk årti i Danmark. Det var et årti, hvor TV, udenlandsrejser og flere penge mellem folk åbnede op for en kulturpåvirkning udefra. Navnlig fra England og USA. Og netop i USA blev de unges oprør vendt mod USA´s engagement i Vietnamkrigen.
Mod autoriteter

De unge, der voksede op vendte sig mod forældregenerationens materialisme og søgte alternativer i beatkulturen, der blandt strømmede ud af rillerne på grammofonpladerne. Beatles, Dylan, Stones. De unge ville ikke tilpasses, men lod håret gro i protest mod borgerlig pænhed og ville ikke længere identificere sig med det etablerede samfund. Det såkaldte ungdomsoprør var først og fremmest en protest mod enhver form for autoritet i alle dens afskygninger, men samtidig også en hyldest til fællesskabet i et samfund med overflod. Denne cocktail blev udgangspunktet for et overflødighedshorn af alternative eksperimenter med livsstil, der skulle være et modstykke til det borgerlige samfunds undertrykkelse og fremmedgørelse af individet.

Dannelsen af foreningen Det ny Samfund kan netop ses som et udtryk for denne diffuse politiske praksis med et anarkistisk udgangspunkt, hvilket også en del af artiklerne på disse sider vil bekræfte. Inspirationen kunne være hentet fra den gigantiske Woodstock Festival i USA. Her fandt et par hundrede tusinder mennesker sammen med deres rockidoler i tre dage "to celebrate 3 Days of Peace and Music". I løbet af 1970´erne dannedes der via protestgenerationen en egentlig politisk bevægelse bestående af en række græsrodsorganisationer med tilknytning til den politiske venstrefløj.

Men da var teltene i Det ny Samfunds sommerlejr for længst pillet ned.

Thylejren Tekster

Skærmbillede 2020-03-14 kl. 14.13.55.png

DENGANG I 1970

Thy er et område, der har oplevet en stærk påvirkning gennem de sidste 50 år. Thy-lejren eller Frøstrup-lejren – man var stor i slaget med geografien i dé år – blev den første (symbolske) med konfrontation med en omverden, der havde en anden kultur. Og Thy overlevede Thy-lejren! Men det kunne holde hårdt, og der var stor skepsis – og stor nysgerrighed – fra begyndelsen ...

Thy lejr 34

Da Thylejren kom på museum!

Sommer og efterår 2010 havde publikum lejlighed til at studere Thylejrens dengang 40 år gamle historie via en udstilling på Thisted Museum.
Kærnen i beretningen var otte små film, der hver især berettede om aspekter af Lejrens historie. 

Herunder er der lejlighed til at se filmene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

OPGAVER

Velkommen til en tur rundt i Thylejrens univers sommeren 1970.

Sitet er bygget op omkring to begivenheder: For det første er det selve lejren som fænomen. Til at belyse dette er der en generel artikel, der fortæller historien om lejren. Desuden er der en række artikler fra tiden dengang. Nogle af artiklerne er tæt på lejrbeboerne – andre er reportager fra Thisted Dagblad. Endelig er der billeder, der fortæller deres egen historie.
For det andet er der et selvstændigt afsnit om aktionen mod Hjardemaal Kirke. Aktionen havde ikke direkte noget med Thylejren at gøre – og så alligevel. Det kan I selv skønne. Hjardemaal-affæren – som den blev kaldt – er en konkret afgrænset begivenhed, der blev efterfulgt af en retssag. Hvad der foregik omkring kirken, fremgår af tidens avisreportager og aktivisternes egen erklæring om formålet med aktionen. Endelig er der billederne, der viser, hvad der skete fra aktivisternes ankomst og frem til deres arrestation.
Herunder er valgt nogle områder ud, som man kunne give sig i kast med.

Forslag til opgaver:

Kirkebesættelsen
Tekster og arbejdsspørgsmål.

 

OPGAVE 1: Giv en karakteristik af sproget i denne erklæring. Vurder om erklæringen – således som den er formuleret – har kunnet overbevise læserne ved kirkedøren i Hjardemaal.

# 1 Hjardemål Kirke, 31. august


Erklæringen blev ophængt på døren til Hjardemaal Kirke. På nogle af billederne kan I se, hvorledes lokale folk, står og studerer indholdet.

OPGAVE 2: Hvilken holdning til kirkebesættelsen kommer til udtryk i denne leder? Og hvilken opfattelse af thyboerne har lederskibenten?

# 2 Ekstrabladet, 1. september 1970:


OPGAVE 3: Tekst # 3 og # 4 illustrerer, hvorledes to forskellige aviser, en landsdækkende og en lokal dækker samme begivenhed. Find lighedspunkter og forskelligheder mellem aviserne dækning af sagen i forhold til synsvinkel, sprog og holdning, således som den kommer til udtryk direkte eller indirekte.

# 3 22.04.71 Politiken

# 4 22.04.71 Thisted Dagblad


OPGAVE 4: Ud fra billederne laves der en reportage fra begivenheden. Skriv som om du selv har været til stede. Lad billederne styre din viden om begivenheden. Eller med andre ord: Du behøver ikke lade dig forstyrre at historiske fakta. Omfanget skal svare til en mindre artikel, altså mellem en halv og trekvart A4-side.

https://thistedbilleder.dk/index.php?pr=101&n=804

# 5 Reportage

 

Sommerlejren 1970

OPGAVE 1: Brug artiklen til at karakterisere journalistens opfattelse af lejren. På hvilken måde er journalisten præget af begivenheden og tiden?

# 1 Information august 1970:

OPGAVE 2: Brug artiklen til at karakterisere journalistens opfattelse af lejren. På hvilken måde er journalisten præget af begivenheden og tiden? Hvilken opfattelse af lokalbefolkningen kommer til udtryk i artiklen?

# 2 Information august 1970:

 

OPGAVE 3: Ud fra nogle af billederne skal/kan du lave en artikel om livet i lejren den sommer. Lad som om det var en artikel fra dengang. Artiklen skal fylde mellem en halv og en hel A4-side. Lad dig ikke forstyrre af historiske fakta, men understreg tværtimod det billedlige indtryk i reportagen.

https://thistedbilleder.dk/index.php?pr=101&n=804

# 3 Reportage

BESÆTTELSEN AF HJARDEMÅL KIRKE

SE BILLEDSERIEN!!!!

Da aktivister fra hippie-lejren i Frøstrup - Thy-lejren - natten til 31. august 1970 besatte Hjardemål Kirke, blev en grænse overskredet, der fik den sidste rest af sympati for det alternative eksperiment i det såkaldte ”nye” samfund til at forsvinde hos mange i Thy og Han Herred.

Som det blev beskrevet i Thisted Dagblad:

”De 15 unge aktivisters besættelse af Hjardemål Kirke gjorde den smukke højtbeliggende kvaderstenskirke til skueplads for begivenheder, som næppe har fundet sted i nogen dansk kirke siden middelalderen (..) Den lokale befolknings utvetydige og voldsomme reaktion udløste en politiaktion med opbud af 75 politifolk, som fik den dobbelte opgave at få aktivisterne ud af kirken og at gøre det, uden at de led overlast”.

Det var en begivenhed, der gav genlyd:

Besat kirke stormet af politiet (Berlingske Tidende). Frøstrup-lejren: Vi er bange for rasende thyboer (BT). Thyboerne: Hvorfor måtte vi dog ikke selve ordne dem? (BT). Thyboerne hævnede sig og raserede mikro-makro butik i Frøstrup (BT). Lynchstemning i Thy - Frøstrup-lejren kræves lukket (Vestkysten). Frøstrup-lejren måtte have politibeskyttelse (Thisted Dagblad). Lokale gik i kamp for Hjardemål Kirke (Kristeligt Dagblad).

 

Tekster om besættelsen af Hjardemaal Kirke

Læs teksterne herunder om kirkebesættelsen.

Natten til den 31. august besatte 15 unge aktivister, der alle boede i lejren, men i øvrigt ikke havde noget med Det Ny Samfund at gøre, kirken. Kirkedøren var stænget og vinduerne blændet med bordpapir, og fra tårnvinduerne blafrede en mængde bannere i forskellige farver. På kirkedøren blev der opsat en meddelelse om aktionens formål, der stod bl.a.

»Hjardemål Kirke er blevet taget i anvendelse til andet formål end det sædvanlige, og menigheden må undvære den sædvanlige service fra kirken.

De valgte form er ikke tilfældig. Kirken er blevet kraftigt forskanset og vil ikke kunne tages tilbage uden stærk ydre vold. Erfaringen har lært os, at forsøg på at udbedre de skader som hovedløs borgerlig politik i Danmark har forårsaget gang på gang er imødegået ed direkte vold fra samfundets officielle aktivister, politiet. Dette korps farer hårdt .frem i et forsøg på at dæmpe en radikal alternativ politisk udvikling, en udvikling, der bl.a. vil føre til dets af afskaffelse. Aktionens formål er at påvise, i hvilken grad statsmagten bygger på .falsk autoritet og traditionelt accepteres og adlydes «af de politisk set fremmedgjorte indbyggere i Danmark«.

Om eftermiddagen den 31. august samledes der, efterhånden som rygtet om besættelsen spredtes, i løbet af ganske kort tid mellem 50-100 personer uden for kirken med det formål at jage aktivisterne ud. Der var bl. a. mødt adskillige fiskere fra Hanstholm op, parat til at gå i aktion.

Datidens aviser skildrede forløbet af aktionen, både medens den fandt sted og i forbindelse retssagen i Thisted i april 1971. Hvordan den endte fremgår af pressens dækning.

Pressefotograf Tage Jensen var til stede, da de unge københavnske aktivister blev konfronteret med thyboerne.

Artikler 1970 - 1971
om Hjardemaal-affæren

#2 01.09.70 Thisted Dagblad: {/article}

#3 01.09.70 Thisted Dagblad:

#5 01.09.70 Jyllands Posten:

#7 01.09.70 Thisted Dagblad:

#8 01.09.70 Ekstra Bladet:

#9 02.09.70 Thisted Dagblad:

#10 02.09.70 Thisted Dagblad:

#11 04.09.70 Information:

#12 04.09.70 Information:

#14 21.04.71 Thisted Dagblad:

#15 22.04.71 Politiken:

#16 22.04.71 Thisted Dagblad:

#17 23.04.71 Politiken:

#19 24.04.71 Thisted Dagblad:

# 20 24.04.71 Thisted Dagblad:

Om Thylejren

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler