Tømmerby, Lild og Frøstrup



Det rene vand

I 1976 kommer det frem, at slagteriet i Thisted dagligt pumper lige så meget spildevand ud i Limfjorden som fra 10.000 enkeltpersoner. Groft sagt svarede det til den mængde spildevand, der hver dag blev lukket ud fra samtlige private køkkener, vaskerum og toiletter i byen. At der undertiden kunne være blandet blod i slagteriets spildevand, betød måske mindre, fordi forureningen i forvejen er ret massiv. 

Alligevel ville slagteriets direktør, Hakon Hansen, hellere bade i slagteriets udløb frem for i det kommunale. Det sagde han i al fald til spørgsmålet om, hvad slagteriet gjorde for at formindske forureningen: ”Vi gør lige så meget som Thisted Kommune - ingenting. Eller rettere: Vi gør mere! Spildevandet fra slagteriet bliver grovrenset. Det vil sige, at de største bestanddele fjernes ved mekanisk rensning”.

Der var enighed i alle lejre om nødvendigheden af et rensningsanlæg - men ikke om placeringen. Som et forunderligt paradoks blev Thisteds nye miljøflagskib årsag til en strid om miljøet på land. Da byrådet sendte lokalplan nr. 1-28 ud til offentlig høring i sommeren 1985, regnede man nok med debat om placeringen af det nye renseanlæg, som lokalplanen omhandlede. Men man havde næppe regnet med, at planen skulle blive den mest diskuterede nogen sinde.

De følgende år - fra 1987 til 1990 - blev der investeret 140 mio. kr. i anlæg til rensning af spildevand. Foruden i Thisted By blev der bygget renseanlæg i Øsløs og Vilsund, og de eksisterende kloaksystemer blev koblet på de nye anlæg.

Filmen "Det rene vand" blev produceret i 1990 - og blev i en del år vist på kommunens rensningsanlæg som introduktion til besøgende.

 

Ren energi - ren natur

I 2008 lod Thisted Kommune producere en DVD, der fortalte om, at Thisted Kommune Thisted som klimakommune. Filmen er lavet af Ace & Ace. Script ved Eskil Hardt og Rasmus Johnsen. Varighed 18 minutter.

"Min mors mareridt"

Forfatteren introducerer fortællingen med disse ord:

minmorsmareridt 1"Dette er en sand fortælling om min mors familie og de hændelser, der prægede hendes opvækst før og under 2. verdenskrig i Hundborg og siden i Hurup.

Historien omhandler i høj grad min morfar, Lars Peter Høje Kristensen, som i kølvandet på Danmarks besættelse blev kendt og berygtet for sin hovedrolle i en af datidens største bedragerisager. Han var på den ene side en karismatisk og foretagsom entreprenør, på den anden side ødelagde han min mormors liv gennem fysisk vold, utroskab, vanærelse som værnemager, økonomisk ruin og til sidst skilsmisse.

Min mor blev splittet mellem sin psykisk ødelagte mor og sin charmerende far. Hun endte med at vende familien i Sydthy mere eller mindre ryggen for at kunne komme videre med sit eget liv i København.

Hvis nogen skulle have supplerende informationer om min familie, hører jeg meget gerne om dem på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den."

 

Stranden, strandinger og strandfogeden

Harald Emil Møller m.fl. 1 40390m

 

MINDE OVER BARKSKIBET SLEIPNERS 13 MANDS BESTÆTNING DER TILSATTE LIVET PAA KLITMØLLER STRAND DEN 19 NOVEMBER 1880. CAPT. HARALD EMIL MØLLER, JENS PETERSEN MAGLEBY, JONAS JOHANNESEN, MATHIAS SVENSSON, JOHAN FRED FREDERIKSEN, JOHAN GUSTAFSON, OLAF OLSSON, LOUIS CARL ALEX PETERSEN, BERGINUS FERD, TH. HANSEN, CARL VILH. LORENZ LINDSTRØM, JOHAN ALEX VEISMANN OG TO UBEKENDTE ENGLÆNDERE. PAA DÆKKET STOD DE MAND VED MAND OG BIED PAA REDNING FRA LAND NU LIGGE I GRAVEN DE HER SOM TYKTE SIG FRELSEN SAA NÆR DET HAAB ALENE VIL ALDRIG GLIPPE SOM BYGGES FAST PAA DEN RETTE KLIPPE. PS.18- V 32. FRED MED DETTE STØV.
 
Foto: Jette Andersen

 

Klitheden

Missionen og dens huse

Vangsaa missionshus 

Vangsaa missionshus 1973. matr.7g.
Billede modtaget af Ole Nystrup Andersen,Skjærbakken 17,Vangså

 

 

 

 

 

 

 

Vang 1927 Missionshuset

 

Vang 1927 Missionshuset

 

 

 

 

 

 

 

Missionshuset i Vangså i 1905

Skrevet af Ingeborg Kristensen, Vang, og Jette Andersen, Vangså, 2003-2004

 

De åndelige vækkelser i Vangså

af Edith Trab Skovdal, Esbjerg, 2005

 

 

Artikler fra Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred

Om sandflugt

Vang Klit I 
Et blad af sandflugtens historie
(Kilde: Historisk Årbog for Thisted amt 1963, side 287-310).

Vang Klit II 
Et blad af sandflugtens historie og lidt bebyggelseshistorie
(Kilde: Historisk Årbog for Thisted amt 1964, side 382-420).

Om Flyvesandets Ødelæggelser i Thy. 
(Historisk Årbog for Thisted amt 1920, side 145-164)

 

Om klitbrand

Soldater og civile stoppede brand i Tvorup Klitplantage
Erindringer fra maj 1938 om mange drøje timer i kamp mod ild, røg og sod
(Kilde: Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1990, side 49-55).

 

Om folk og slægt

Lidt om Christoffer Lunovs efterslægt
På det høje bakkedrag syd for Vandet sø lå den gamle herregård Nystrup. Endnu omkring 1900 lå den der som bondegård. (…) Der havde den ikke ligget altid. Markbogen for Vang sogn fortæller, at i forrige tider er samme gård af overhånd af samme sandflugt henflyttet og opbygget der, den nu findes, af hans velbyrdighed Christoffer Lunov i hans tid.
(Kilde: Historisk Årbog for Thy, Mors og Vester Hanherred 1975, side 102-115).

En vådeskudsulykke i Vang
Når man dyrker slægtsforskning, må man være forberedt på lidt af hvert. Det måtte Oscar Madsen sande, da han fandt ud af hvordan det gik hans oldemor Mette Marie Thomasdatter.

(Kilde: Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1996, side 105-106).

Hvad skal barnet hedde?
Navneskikke Hundborg herred 1700-1750.
(Kilde: Historisk Årbog for Thisted amt 1953, side 53-81)

 

Om kvinder

Husmandsbrugenes kvinder
Husmænd og husmandskoner på Djernæsmark – et ofte overset kapitel i den lokale historie.
(Historisk Årbog 2001)

Museumsliv i kvindehænder
Som journalist ved Thisted Dagblad og redaktør af Historisk Årbog 1979-86 har artiklens forfatter læst og skrevet mange spalter om Museet for Thy og Vester Hanherred. På den baggrund har redaktionen opfordret Mette Fastrup til at finde ting frem fra gemmerne, som kan belyse spindesiden i museets historie.
(Historisk Årbog 2001)

 

Om lægekunst

Folkekirurgi i Thy
Thi det mærkelige, ja for vor tid næsten ufattelige, er, at i disse fjerne og øde egne var der fra før 1700 til henved 1900 et hjemsted for folkelig kirurgi, hvortil i tidernes løb tusinder har søgt.
Kilde: Samlinger til Jydsk Historie og Topografi. 4. rk., 2. bd., side 1-52.

Om Læger og Folkekirurger i Thy
Mennesker har fra de ældste Tider kæmpet en haard Kamp mod Sygdom og Død, men Midlerne har været meget forskellige. Overtroen spillede en uhyggelig stor Rolle i gamle Dage, og Lægemidlerne synes for os i det 20. Aarh. at være taabelige, men ikke desto mindre havde Folk dengang stor Tillid til dem.
(Historisk Årbog for Thisted amt 1943, side 409-426)

 

Om mindesten

Tvorup og Sjørind Runestene 
Begge disse to Stene, der viser en forbavsende Overensstemmelse i Ordlyden og er fra ca. 1000, er da ogsaa rimeligvis begge satte af en og samme Kvinde, Aase, den ene over hendes Fader, den anden over hendes Mand.
(Historisk Årbog for Thisted amt 1939, side 255-261)

En mindesten for H. C. Riegels
I 1968 afsløredes en mindesten for kammerherre H. C. Riegels i Tvorup klitplantage. Stenen står ved Egebaksandevejen, der går mod syd fra Bøgestedrendevejen lidt vest for plantørboligen.
(Kilde: Historisk Årbog for Thisted amt 1969, side 261-268).

 

Om den store verden

Fra Vangså til Amerika
Fem piger ud af en søskendeflok på ti udvandrede. En af dem måtte angiveligt ikke få naboens »Ajjes«. Men han fulgte senere efter, fandt hende i South Dakota – og de blev gift.
(Historisk Årbog 2009)

Da verden kom til Vangså – en strandingshistorie
Med udgangspunkt i en stranding på Thykysten og nogle af de involverede menneskeskæbner åbnes et lille vindue ud til den store verden i midten af 1800-tallet.
([2013] Historisk Årbog)

 

Om kirke og skole

Geistligh Jordbogh offuer Hundborrig herrit. Anno 1596.
Om præstens og kirkernes økonomi i 1596. De to sidst nævnte kirker er Wång (Vang) og Torup (Tvorup).
(Historisk Årbog 1913)

Om de Gamle Degne samt om Folkeskolens udvikling og vilkår i det 18. århundrede
I afsnit 5 fortælles om degnene i Vang og Tvorup 1650 til efter 1807, degneembedet 1555-1768 og skoleholdet 1737-1800
(Historisk Årbog 1910)

Ejendomme

Om Færgegård i Tvorup

Træk af gårdens historie 1542-1994 udarbejdet af Erik Aarup sommeren 2004

Færgegaard i Vang 3 13x18 lille Færgegård

Skjærbakken 33, Vangså

Vangsaa 25 Matr. 8b
1882 sælger Christen Jensen til barnebarn Poul Jensen
1926 dato 29.6. sælger Poul Jensen til Valdemar Jensen
1964 dato 14.4. fra Valdemar Jensen til Karoline Nystrup Jensen, Chr. Nystrup Jensen og Otto Nystrup Jensen
1967 dato 7.10. til Inger Exner

F.T.1860 17 hus. Fisker Jens Christensen f.8.10.1819 i Vangsaa, som søn af Fisker Christen Jensen og hustru Mette Poulsdatter. Jens blev gift med Ane Kathrine Jensdatter f. 1814 i Vester Vandet. De fik en søn Poul Jensen f. 6.1.1857 i Vangsaa, Poul bliver gift den 13.10.1882 i Vang kirke med Elisabeth Pedersen f. 27.11.1863 i Skaarup som datter af Peder Chr. Pedersen og hustru Ane Marie Jensen af Skaarup. Poul flytter til Vorupør i ca. 1926

Oplysninger fra Jettes Arkiv, Vangså 2006

 

Vang savværk

Læs om Vang Savværk startet ca. 1945-1950 af Viktor Dybdahl Andersen, om senere ejerskaber og om det senere ændrede navn til Vang Emballagefabrik

Vang 1954. Vang Savværk Viktor. D. Andersen 

Vang Savværk 1954
Ejer: Viktor Dybdahl Andersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 Vang Tvorup 1959. Trapsandevej 49. Savværk Per Knudsen lille 

Vang Savværk 1959, Trapsandevej 49
Ejer: Per Knudsen
Foto: Sylvest Jensen

Vang Vandværk

8615 STOR

 

Vang vandværk

- som det så ud i 1974. Følg linket og læs værkets historie fra oprettelse til nedlæggelse.

Håndværk

Følg linket og læs om tømrer, murere og smede:

Tømrere i VangSmedien i Vang lillev/ Leif Christensen, februar 2004

Smede i Vang & Tvorup (se billederne her på siden)
v/ Erik Aarup

Murere i Vang
v/ Leif Christensen, marts 2004

 

 

 

 

Vang 1915. Vang Smedie. Fra venstre: Smedemester Poul Nielsen, Martin Nielsen, manden der holder hesten er Chr. Søndergaard, yderst til højre Jens Nielsen.

Vang ca. 1925 Smed. Poul Nielsen 2509m 

 

 

 

 

 

 

Vang ca. 1925. Smed Poul Nielsen

Smed, Poul Nielsen (1847-1932) er født i Sjørring og er søn af smed, Niels Poulsen og Johanne Marie Christensdatter. Han blev gift med Margrethe Madsen (1848-1899) der er født i Hundborg og er datter af Mads Jensen Væver og Ane Andersdatter. De er begravet på Vang kirkegård
Billede modtaget af Ole Bak-Jensen  

Vang Nystrupvej 2 gl. Smed Haralds hus

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vang Nystrupvej 2, gl. Smed Haralds hus

Vang 1965. Smed Harald Anna John Nystrup

 Vangsaa 1961 Æ smej laver ny pumpe 61

 Vang 1965. Smed Harald & Anna Marie, John Nystrup.

Smedemester, Harald Christian Pedersen (1908-1984) er født i Sjørring og er søn af smed, Jesper Pedersen og Marie Christine Fuglsang. Han blev gift i Vestervig i 1934 med Anna Marie Pedersen (1912-1999) der er født i Vestervig og er datter af husmand, Christen Pedersen og Larsine Josephsen. De er begravet på Vang kirkegård.
Billede modtaget af Inga & Kristian Nielsen

 

 

 

Vangsaa 1961.
Smed Harald fra Vang arbejder for familien Melson Hvidbakken 13.
Billede modtaget fra Ulla Melson,København til Vangsaa Arkiv juli 2007

 

 

 Vang Tvorup 1959. Rodals Bakke 3. lille

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rodalsbakke 3, hvor Levi og Marie Andersen boede

 

Levi Marie Andersen. vang kirkegård d. 13 september 2010 148 lille 

 

 

 

 


Gravstenen på Vang kirkegård

Vang sogn 1932. Tvorup Smedie 1900m

 

 

 

 

 

 
 
 
 

Vang Sogn 1932. Tvorup Smedie. Hellebjerg 4.
Fra venstre: Ida Nielsen, Niels Chr. Nielsen og
Ejner Gerhard Nielsen.

Billedet er modtaget af Ejner Gerhard Nielsen.

 

 

Vang sogn. 1940 I Tvorup Thomas Nielsen 1905m
 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

Vang Sogn 1940. Hellebjerg 7.
Thomas Nielsen og Niels Kristian Nielsen, begge Tvorup. Drengen bagved er Karl Emil Madsen.

 
 

 

 

Historie

Træk af Vangså´s historie
Resultatet af et par vintres arbejde i en studiekreds i Vang-Tvorup-Vangså Borgerforening.
Arbejdet afsluttedes i 1987.

Studiekredsens medlemmer var:
Ernst og Karen Christensen, Vangså
Frantz og Ellen Larsen, Klitmøller, tidligere Vangså
Louise Kjeldgaard Christensen, Klitmøller, tidligere Vangså
Asger og Ella Grandjean-Thomsen, Vangså
Birte Kempf, Vang
Birgit Høyrup, Vang

Husmandshistorie
"Vang Tvorup - et lille hjørne i et stort billede"

- er en lettere bearbejdet udgave af en afhandling til Jysk Åben Universitet, som Birgit Høyrup og Birgitte Jensen forfattede i 1988:

 

 

DjernæsDjernæs lille

Kort - før udstykning
Kort - efter udstykningerne i 1926 og 1929
Billeder

Livet på Djernæs

Interview med Mimi, Tove og Hans Knudsen - tidligere ejere af Store Djernæs. Samtalen fandt sted i ’Møllehuset’ hos Mimi Knudsen den 12. december, 2000. Interviewer Erik Aarup

 

Historier fra St. Djernæs Mark

Interview med Edith Othilie Svingel
Ved Flemming Skipper og Knud Holch Andersen.
Thisted-projekt. 03.04.01.  

Billeder fra Edith Svingel

Edith Svingel ses her i stalden, Tvorupvej 8, i 1984
Vang Tvorupvej 8 1984

 

Ellens erindringer
 
Ellen Skaarup, født i 29.03. 1909, i ”Vestervang” i Thingstrup (Thorstedvej 118) fortæller af sine erindringer for at få dem skrevet ned for eftertiden. Ellen ligger inde med en enorm hukommelse og fortælleevne – har det vist sig. Hun er en meget venlig og rask kvinde, der er i besiddelse af humor og frem for alt viden, - ikke kun om almindelige dagligdags ting – men en kæmpe viden om sine rødder, der er dybt forankret i frimenigheden.
Uden at forklejne andre retninger – men frimenigheden har været  og er en del af Ellens opdragelse – barndom – ungdom, ja af hele hendes liv.
  
Bedsteforældrene
Ellen fortæller varmt om sine bedsteforældre, der var grundt-vigianere. Bedstemoderen hed Karen, kaldet ”Kåren”. Hun var en solid, ret alvorlig retskaffen kvinde. Mikkel, bedstefaderen, var mere livlig.
De to oprettede sammen med andre forældre en friskole i Thorsted. De købte en lille landejendom, - der var jord til – og stedet blev til skole og kirke; det var i 1873, netop der år, hvor Ellens far Jens blev født.
Frimenigheden i Ø. Jølby på Mors og Thorsted Frimenighed, der var som en aflægger, havde fælles præst: pastor Rasmus Lund. Han blev kørt til båden på østsiden af Vilsund, og frimenighedsfolk fra Thorsted stod klar ved den anden side af sundet, når han var kommet over, - så det har nok somme tider været en drøj tur pr. hestevogn til Thorsted for at holde gudstjeneste i skolestuen. Efter gudstjenesten var alle til kaffe hos Ellens forældre. Hjemturen foregik på samme måde.
I 1906 blev frimenighedskirken bygget af frimenighedsfolk
i Thorsted. Det var murermester J. P. Jensen fra Thisted der forestod byggeriet, men rigtig mange hjalp til,  deriblandt også Ellens farbrødre.
Karen og Mikkel Skaarup fik i 1888 foræret en flot bibel i læderindbinding og inskription med deres navne. Det var en tak for deres indsats i frimenigheden i Thorsted. Bibelen har Ellen haft i mange år, og den skal gå i arv til en søsters barnebarn. Ellen siger at bedstemor har lagt et par mærker ind i den.
Ellens bedsteforældre boede dengang i ”Skaarupgaard”, og den beboes stadig af slægten, idet 6.generation bor der nu.
Ellen fortæller om bedsteforældrene, at da de blev gamle, boede de stadig i gården – som aftægtsfolk.
Bedstefar kunne godt virke lidt sløj af og til; - så kunne han ikke spise den middagsmad, som bedstemor bød på. - Men senere kunne han godt liste ned i køkkenet til svigerdatteren og få noget af hendes gode mad!
I 1926 fik kirken sin egen præst. Det var Kr. Anker Møller, der kom fra Klim. Lønnen var ikke ret stor, den bestod bl.a. af naturalier.
Kr. Anker Møller blev ikke gammel. Han døde ret tidligt, og hans enke blev i Thorsted og blev lærerinde på skolen. Her afløste hun Ragnhild, der var ked af at bo alene i skolen (hun flyttede fra Thorsted til en anden skole).
Der er et meget gammelt fotografi af bedsteforældrene; bedstemoderen er i sort og har et fint tørklæde på hovedet. Ellen ved ikke om det måske er deres bryllupsbillede.
Karen og Mikkel fik i alt 8 børn: 7 drenge og 1 pige.
En af sønnerne blev boende hjemme hos forældrene; Han var psykisk syg og var en del i Viborg. Senere kom han til Bedsted på et hjem, hvor han boede i flere år indtil sin død.

Den søn, der overtog gården efter forældrene, døde i en ret ung alder. Han døde fra 6 små børn, - den mindste var tre år.
       
Ellens forældre
Ellens mor hed Marie og kom fra Øster Vandet; hun havde plads hos sine senere svigerforældre.
Marie og Jens blev gift i 1897 og købte ejendommen Vorup-ørvej 59. Her blev de første fem børn født – to hold tvillinger med 13 måneders mellemrum!
Senere flyttede de til ”Vestervang” hvor Ellen er født som nr. 9 af 10 søskende.
                
Skoletiden
Ellen begyndte i friskolen i 1916. Lærerinden var på det tidspunkt Karoline Jacobsen, som ret tidligt flyttede til Vesløs. - Så kom der en lærerinde, der hed Jensine Jensen.
Mange af børnene havde langt til skole, men lærerinden sørgede altid for at deres tøj blev lagt til tørre ved skolens kakkelovn, så Ellen mindes mange strømper på rad om vinteren. Skolebordene var med plads til to; og lærdommen var gennem fortælling.
Dagen startede med morgensang – ”somme tider sang vi mange sange”, siger Ellen. To gange om ugen var der bibelhistorie, to dage startede med danmarkshistorie. Al lærdom var fortællefag, hvor lærerinden snakkede med eleverne, som så genfortalte næste gang. Der var geografi, regning og håndarbejde – og én gang om ugen gym-nastik. Så gik lærerinden foran alle børnene til forsamlings huset – og Ellen kan tydeligt se for sig, at de gik til forsamlings huset. Og der var der mange gange om vinteren rigtig koldt! Ellen var glad for gymnastik og har gået til det i mange år.
Eksamensdag i skolen var en gang om året. Forældrene kom, og sognefogeden overhørte børnene. Eleverne var spændte på, om de nu klarede sig godt. Bagefter fik forældrene kaffe.
Det nye skoleår startede 1. maj.
Udflugtsdag: Gårdfolkene kom med deres køretøjer – og vi kørte af sted i en hel række. Der var pyntede vogne med blomster og dannebrogsflag. Turen kunne gå til Vorupør, Vangså eller Vilsund og så havde vi kaffe, brød og kager med, som blev nydt undervejs.
Det har også altid været en tradition, at 3. juledag samledes alle til juletræsfest. Ellen fortæller, at de samledes før jul for at lave julepynt, og så holdt de festen 3. juledag, hvor den gamle smed Jens Jepsen spillede på harmonika. Da han holdt op, overtog Jens Sønder-gaard spillet. Juletræsfesten på friskolen holdes for øvrigt stadigvæk 3. juledag.
Skolepengene blev betalt ved frivillige bidrag – alle betalte som de havde råd til.
 
Konfirmation
Efter endt skolegang – 7 år i Thorsted friskole– kom Ellen til Øster Jølby på Mors – for at blive konfirmeret.
Det kom alle hendes søskende også – det var der ikke noget mærkeligt i. Det var bare nu engang bare sådan, at når skolegangen var ovre, skulle alle fra Thorsted til Øster Jølby for at blive konfirmeret.
For Ellens vedkommende var det fru pastor Balslev, der sørgede for en plads til hende. Og det blev hos Dorthe Søndergaard. Hun var enke og havde en søn og en datter hjemme. Ellens bror havde også været der. Ellen fik en sølvske til sin fødselsdag, men husker ikke om hun fik betaling for at være der – hun skulle jo hjælpe til for at bo der!
 
Forældrenes guldbryllup
Ellens forældre holdt guldbryllup i 1947 – på den tid, hvor man næsten ikke kunne få noget. - Faderen havde været i Vestergades Brugsforening (hvor de altid handlede), og der fik han 10 pund mel. Men de var bange for, at det ikke kunne slå til, så de bestilte boller ved bager Larsen i Sjørring. En brorsøn var i bagerlære der – men han havde jo fri i dagens anledning. Han var heldigvis uforskyldt i, at bollerne udeblev. De kom først efter at morgen-gæsterne var gået! – Bageren havde sovet over! Så det var noget af en pinlig situation.
Til selve guldbryllupsfesten kunne forsamlingshuset ikke bruges – da tyskerne havde boet der. Men festen blev så holdt i Chr. Haugårds gård, hvor der var mere plads i stuerne end hjemme hos dem selv.
Fra Thorsted husker Ellen, at der lå et gammelt hus i P. Raskes have. Der boede en gammel mand, han hed Just; der boede også en gammel kone og hendes gamle mor i den anden ende af huset. På hjørnet, der hvor købmandsforretningen lå,  lå et hus, som var helt overgroet af vildvin. Der boede Maren Kirstine Jørgensen. Hun vævede på en stor væv; hun var skøn at komme ind til: hun var hyggelig og drillede lidt.
En anden dame husker Ellen; det var Stinne Malle. Hun syede herretøj; hun var dygtig og akkurat – men hun var en gnavpot.                      
Hos Ellens far hentede de to damer mælk. Stinne Malles kande skulle helst rende over, så det havde P. Raskes sønner lidt sjov af. Stinne Malle havde en bror, som skulle have bortgiftet to døtre samme dag; så de spurgte P. Rask om han ville køre til brylluppet; det ville han nok, men han sendte sin karl!
 
Ud i ”den store verden”
Ellens søster havde plads i Holstebro, og Ellen tog derned - 18 år gammel – og fik plads på en gård i Måbjerg. I Måbjerg kom Ellen og hendes veninde i ungdomsforeningen, og de havde en dejlig tid der.
Så tog de to piger, Ellen og veninden, plads på Malling Landbrugsskole. Ellens søster havde haft plads der et halvt år før, men var nu taget til Fyn. Ellen var på landbrugsskolen et år, men de to piger havde det skønt sammen. Ellen var først og fremmest i køkkenet, men gjorde også rent i skolestuerne. Om foråret - før eleverne skulle hjem, blev der holdt stor fest. Ellen husker, at hun og veninden tog til Aarhus og købte kjoler. De skulle jo danse folkedans og være rigtig pæne. Det var en skøn tid! siger Ellen.
Så kom Ellen hjem til Thy igen. Hendes søster var blevet gift og var flyttet til Bedsted; de havde fået en lille pige, - og Ellen udtrykker det på den måde: Det var noget stort – og det lå os alle på sinde, at de fik det til at gå godt. Ellen blev hos dem i et år eller mere, og den lille pige, som de havde, blev Ellens ét og alt. På spørgsmålet om pigen også blev ”hendes barn”, svarer Ellen: ”Ja –det er hun stadigvæk. Hun kører mig f. eks. til øjenlæge nu!” Hun var jo det første søskendebarn; men også nr. 2 blev hendes et og alt. De to piger har Ellen fulgt hele vejen -. ”Men også de, som er kommet efter, betyder rigtig meget for mig,” kommenterer Ellen.
Så kom Ellen tilbage til Thorstedgaard og hjalp til både ude og inde – mest ude. På spørgsmålet, om Ellen hjalp i stalden, siger hun: ”Nej da! Jeg har kun malket.” – og det siger jo en del. Men i marken har hun også været med: I høsten ville hun helst forke, - hellere det end lægge på. Det var kornneg dengang, og hun fortæller, at hun har forket alt kornet i P. Raskes ejendom, og det siger ikke så lidt. ”Jeg havde så let ved det arbejde!”
Ellen var så ved sin farbror – Frederik Skaarup – en tid. De havde en datter, der var meget syg – og døde -, og det tog Ellen sig meget nær, for hun kom tæt på. Rigmor, som hun hed, havde hjerne-betændelse; hun lå i et værelse i overenden af stuehuset, for der skulle være absolut ro omkring hende. ”Jeg var oppe ved Rigmor hver eneste dag, og hun kunne fortælle mig hvordan hun havde det. Men vi kunne ikke gøre noget.” Til sidst kom hun på sygehuset i Aarhus, men hun var der kun få dage og så døde hun. Rigmors fader sagde til Ellen: ”Havde
vi vidst, at det ikke ville have varet længere, så havde vi holdt ud og beholdt hende hjemme.”
På spørgsmålet om Ellen kunne have tænkt sig en uddannelse, svarer hun: ”Jo, det spurgte pastor Frederiksens kone mig om. Hun mente, jeg kunne blive en god sygeplejerske. Men det var jo ikke så almindeligt dengang. - og jeg har haft nok at se til.” 
Så var bedstefaren blevet noget affældig, og Ellen var hos ham den sidste måned, han levede. Ellen har jo passet dem alligevel - og uden uddannelse!   
 
Til Fyn
Så kom Ellen til Fyn, til Sødinge ved Ringe – ved alle tiders dejligste mennesker. Der var Ellen et års tid. – Så tog hun plads på Ringe sygehus i køkkenet. Men Ellen kom tilbage til familien i Sødinge; de havde fået en lille dreng mere og savnede Ellen så meget, at manden mødte op på Ringe sygehus med en stor buket blomster og spurgte økonomaen, om hun ikke nok ville ordne det sådan, at de kunne få Ellen tilbage. Ellen kom tilbage. ”Det var et par dejlige mennesker, der begge havde været på Niels Bukhs hold som fløjmænd – og de havde mødt hinanden der.”
Der blev holdt et stort stævne på Ollerup dengang, og de gik jo alle til gymnastik i Sødinge, som lå under Svendborg Amt, og det var Niels Bukhs amt – og amtets gymnaster skulle jo helst dominere ved stævnet. Der var 900 gymnaster. Det var en hård og varm oplevelse, der strakte sig over 4 dage. Om formiddagen stillede de op, og Ellen husker, det var meget varmt. De var de første, der skulle marchere ind.
Ellen var ”almindelig” til gymnastik, siger hun selv (det ligger vist ikke til Ellen at prale). Men det var en stor oplevelse at være med. Det må have været i slutningen af 30’erne; Ellen forbinder det med Lillebæltsbroen, der lige var blevet bygget dengang.
Ellen husker en sjov episode med den lille dreng i familien, hvor Ellen tjente: Han skulle spise øllebrød om morgenen, og det kneb for ham at spise det. Men Ellen lokkede: ”Nu kører vi ind over Lille-bæltsbroen, nu lukker vi op!” og så kom øllebrøden ned.
Den sidste aften Ellen var i Sødinge, inden hun skulle med nattoget tilbage til Thy, var drengene så utilfredse med at hun rejste, at de bandt hende til en stol og sagde, at hun skulle være der, når de kom op næste morgen, når de vågnede. Men Ellen skulle jo hjem ”Det var et par søde drenge, de to! Jeg har altid været glad for børn,” siger Ellen. Og hun holdt forbindelsen med familien på Fyn ved lige.
Derefter kom Ellen hjem til forældrene, som var blevet gamle. En broder havde overtaget hjemmet. På spørgsmålet om Ellen længtes tilbage til Fyn svarer Ellen: ”Nej. Længtes gjorde jeg ikke, det er ikke lige mig.”
Ellen har været lige der, hvor hun er, sammen med en stor familie, og det har fyldt hende.
”Men det var jo en stor beslutning at tage hjem igen – måske,”  siger Ellen, ”Måske kunne det have været rart at have haft en husbestyrerinde-plads, hvor der havde været børn. Men sådan blev det ikke.”
Men der har alligevel været mange børn på Ellens vej.      
 
Ellens far døde i 1949, Ellens mor i 1965.
Ejendommen solgtes og Ellen og hendes bror flyttede til Margrethevej i Thisted. Broderen døde  i november 1987.
Nytåret derefter kom der en lille dreng og fejede sneen væk fra Ellens dør. Den lille dreng var Kristian, - og han og Ellen følte sig alene begge to. Faderen stod og så efter drengen, jo, det blev et venskab, som blev stort! Drengen er nu 22 år.
Men Ellen husker det hele: drengen led under forældrenes skilsmisse, og han havde en lillebror på to år, som blev ved moderen . Ellen tog sig meget af Kristian, - så det blev bare sådan, at når de to drenge og deres far trængte til at snakke, så kom de over til Ellen. De har det godt sammen, alle tiders forhold.
Ellen fortæller en episode fra dengang hun havde fået ødelagt sine øjne på Kristianslyst og ingenting kunne se – da kom Janus (Kristians lillebror) og fulgte med hende til øjenlæge; og han skrev i kalenderen hvornår Ellen skulle af sted igen, og han kom og fulgte hende. Han var 9 år. Ellen følte, det var dejligt. De kommer stadig og besøger hende. Kristian er blevet en høj ung mand.
 
Runde fødselsdage
Ellen er den, der kan samle familien engang imellem: søskende, søskendebørn o.s.v. Det har hun gjort hvert 5. år siden hun blev 70 år.
Men da så Ellen blev 87½ mente familien, at nu måtte hun holde ”midtvejsfest” og det gjorde hun – hellere end gerne. Der er et godt familiesammenhold.
Ellen siger: ”Sidste fest, da jeg blev 90, var på Sperring kro. Og de kom dagen efter her på Søskrænten– med rundstykker!
Næste gang? Ellen siger, hun tager tingene lidt ad gangen – måske midvejs igen???
1½ år efter broderens død flyttede Ellen fra Margrethevej til en ejerlejlighed i det gamle afholdshotel i Rosenkrantzgade.
 
I 1998 flyttede Ellen ind i en lejlighed i den nyopførte fløj på Ældrecentret Søskrænten i Sjørring.

Ellen har fortalt sin historie og udvalgt billeder fra sine albummer.
Elna Jensen og Birgit Høyrup har samlet og nedskrevet det for
 
MINDEGRUPPEN
SØSKRÆNTEN, SJØRRING
JANUAR 2001
 

Historier fra Djernæs Mark

(1) Interview med Edith Othilie Svingel
Ved Flemming Skipper og Knud Holch Andersen.
Thisted-projekt. 03.04.01.  

Se også billeder indleveret af Edith Svingel.

Edith Svingel er født i 1927. Hendes forældre var Anna og Thomas Larsen, der drev smedeforretning i Hurup fra 1903-1927. Faderen havde svært ved at holde til arbejdet med at sko heste. Derfor besluttede han at skifte til et landbrug.  Edith var familiens barn nummer otte. Han søgte så og fik en lod i den nye udstykning på Djernæs Mark. En af de største lodder på 17 tdr. sæde. Jorden var ikke af den bedste slags. ”Jorden kunne let blive væk om foråret, når det stormede”, og det kneb meget med læ. (Tvorupvej 8, ”Videslet”)
    Der var stor efterspørgsel efter disse udstykninger. Thomas Larsen udtrykte det sådan: ”Man ville gerne have en sådan jordlod, så havde landet gjort noget, og så måtte man klare sig selv”. Mange karle, der tjente på gårdene, ville jo også gerne have deres eget. 
    Af de 13, der begyndte i 1927 blev de fleste. De, der begyndte i 1929, handlede meget mere. Under krisen i1930erne blev der lagt to terminer til lånene. Det var man lykkelige for, men så stod der med små bogstaver, at man til gengæld ikke måtte låne over ejendomsskylden. (I 1951 19.000 kr)     Faderen kaldte stedet ”videslet”, dermed mente han vid udsigt (”du skal se efter andet end det, der er lige foran dine tæer”). Historien bag er, at faderen havde hørt et foredrag på Thylands Ungdomsskole. Der havde han hørt om det med det vide udsyn. Når vi sad i spisestuen var der et stort udsyn.Det var et nybyggersamfund. Det blev ordnet sådan, at man var fælles om redskaber. Vi var syv om en såmaskine f.eks. Man var nødt til at hjælpe hinanden, der var ikke penge at købe for. 
    Man fik jordlodden, og så fik man et statslån. Så skulle man få bygget huset for det og få besætning ind. Der var arkitekttegning til nr. 6 på Djernæsvej og de to sidste på Tvorupvej (opført af to brødre, spejlvendte). Ellers var det tømreren eller mureren, der bestemte, hvordan det skulle se ud.
     Under krigen gik gødningsmængden i jorden stærkt ned. Det var meget uheldigt, især på den lette jord, som vi havde. Under krigen fodrede vi med lyng.
    Produktionen på brugene var ensartet. Det var noget med ca. 4 køer, et par heste, et par grisesøer. Far fodrede grisene op og solgte en del ”torvegrise”. Og så havde vi en del høns. Far og mor havde rugemaskine til petroleumslamper. Den var i kælderen. De overtog den fra nogen, der ikke kunne få kyllinger ud af det. Fordelen var, at den hos mor og far kom ned i kælderen, hvor der var en tilpas fugtighed. 
    Vi anlagde have og prøvede at få noget op af jorden, men der var også en del, der ikke gjorde noget ved havedyrkning. Vi var selvforsynende med grønt, og solgte også en del. Far og mor havde haft kolonihave i Hurup og ahvde en særlig teknik med at få kartofler sat til spiring og derefter sat på en meget bestemt måde. En gang i mellem var der nogen, der havde syge børn om foråret. Så sagde doktoren til dem, at  de skulle have nogle kartofler, så kom de til far og mor og købte kartofler. 
    Man var ikke ret gammel, før man fik lov at bestille noget. For ikke så mange år siden hørte Edith på Kristianslyst en erindring om en ganske lille pige, der efter spisning gik ned for at malke. Og den lille pige var Edith, på det tidspunkt 10 år gammel. Der var meget at se til. Maskinstation og hjælp til arbejdet var først noget, man begyndte med i 1950erne.
    Arbejdsmæssigt var det en hård barndom. Økonomisk var det også hårdt. Der var det særlige, at de fire ældste af børnene kom til at ”læse”, fik uddannelser, og de skulle jo hjælpes lidt. (Ældste bror: landbrugskandidat. Ældste søster: lærerinde. Nummer tre er sygeplejerske og nummer fire er husholdningslærerinde). Der var ikke råd til uddannelse til de sidste tre. Edith kom til at gå på Thorsted Friskole, da forældrene hørte til frimenigheden.Edith blev 17 år under krigen. Da krigen sluttede, blev der ekstraordinært givet tilladelse til, at man kunne komme på ungdomsskole som 18-19-årige. Da de ældste var hjemme på påskebesøg, sagde far: Nu skal Edith have lov at komme på Lægården til efteråret. Vi vil helst beholde hende hjemme i sommer. Men da Edith var den sidste i flokken, kunne hun ingen understøttelsen få. Så sagde far til dem: ”Nu skal I til at betale noget af det, I har levet højt på. I har altid fået den fulde støtte, fordi Edith var skolesøgende. Det var første gang, Edith havde hørt faderen gå i rette med de store søskende. Så de kom hver til at betale et månedligt beløb til skoleopholdet. 
    Skoleopholdet var en god oplevelse, men blev lidt overskygget af, at Edith på et tidspunkt var udsat for tyveri af tøj., gennemført af en anden elev. Det var meget svært at skaffe tøj i disse år; Edith var blevet hjulpet af en moster i Hvidbjerg. 
    Det var min første rejse uden for Thy. Vi rejste jo ikke ret meget under krigen.(Flere søskende tjente i Sydthy. De kom en gang i mellem hjem med toget lørdag aften. Så tog far ind til Sjørring for at hente dem i hestevogn. Så blev hestene sat ind på Sjørringvold, og så kunne han lægge sig i de ekstra tæpper han havde. Han kunne godt risikere, at toget, der skulle komme kl. 10 først kom klokken 1.)
   Jeg var den eneste, der var hjemme. Der var fire år op til den næste. Min far var 48, da han byggede på Djernæs Mark. Så de var ved at blive lidt gamle. Det var mig, der pløjede og kørte roer. Efter opholdet på ungdomsskole var Edith ”ude at tjene” en kortere tid, og kom hjem igen i1949/50. 

Edith mødte sin kommende mand i 1950 ved en fastelavnsfest på Thylands ungdomsskole.   
    Edith blev gift med Edvard Damsgaard Svingel i oktober 1951. Han var fra Sønderhå. De overtog ejendommen på Djernæs Mark. Den gang var det ikke nemt at låne. Det skulle man nok have holdt lidt igen med senere hen. Edvard havde 25.000 til udbetaling, og de skulle give 51.000 for ejendommen. Statslånsadministrationen nægtede Thomas Larsen at sælge på de vilkår. Han ville ”komme til at sidde for godt i det”. Men Larsen ”var god til at sætte noget på skrift”. Han skrev til ministeriet, om det var meningen, får så kunne de overtage ejendommen, og så tog han de værdier med, der kunne fjernes. Så kom amtsformanden, Chr. Bunk, fra Brund. ”Det ser jo godt ud med alle de grise, du har”, sagde han. ”Det var ikke det, jeg gerne ville høre”, lød det fra Thomas Larsen, ”vi vil gerne vide, om vi må handle”. ”Det må I”, lød svaret.  
    Der var 13.000 i statslån. Det resterende beløb kunne vi ikke låne. Det måtte Thomas Larsen lade stå. Han havde sin opsparing i Hundborg Sparekasse, men der havde de heller ikke penge at låne ud.  Forældrene købte hus i Hundborg. 
     Der var i 1951  meget gode priser på korn. Det var ikke altid lige let at få det til at hænge sammen. I 1965 blev der lagt 4 tdr. sæde til parcellen. Til gengæld tog de en til vejanlæg. 
    Vi måtte arbejde begge to. Børnene hjalp til, men ikke så meget medens de var små. 
    I 1970 fik vi traktor. Indtil da klarede vi os med et par norske heste.  Jeg kunne skære roetoppe af, læsse roer, radrense med hest (Det største skadedyr i en roemark er en elev, udstyret med radrenser). Roerne i det tilkøbte jord gav så meget, at de måtte lade dem stå på marken en tid. Der var ikke plads til flere toppe i siloen. En nabo, der havde jord ned i den tidligere søbund, købte fra deres roekule. 
    Dagen startede med malkning; så skulle mælken ud til vejen, og der skulle fodres. Så skulle manden ud med hestene, hvis der var markarbejde at gøre. Så havde jeg et stykke med jordbær, jeg solgte af om sommeren. I 1952 solgte jeg en del bær og fik sukkermærker til gengæld. 
    I 1951 var parcellerne stort set uændrede. Nogle havde skiftet ejer. I 1969 var der sket en del sammenlægninger. Ediths mand døde i 1984, han var 10 år ældre end mig. Edith var 56, da hun blev enke. Hun fortsatte landbruget til 1989. Edith havde, da manden begyndte at få hjerteproblemer, talt om at søge arbejde og så skære landbruget ned. Det var manden ikke glad ved, og så blev de ved det. 
    Sommeren efter mandens død hjalp drengene (den ene elektriker, den anden ved landbruget) med at omdanne leden, så der blev plads til flere søer, og køerne blev sat ud. Op gennem 70erne havde vi 7 køer og noget ungkvæg i laden. Vi leverede til mejeriet i Vang, indtil det lukkede. Da vi holdt op i 84 skulle vi have været over i det tredje mejeri (først Akafa, så Mejerigården). Jeg stoppede svineproduktionen igen, fordi der kom det med miljø. Det var noget med møddingen. Der skulle være afløb.  Så tog Edith sin knallert, kørte ind til kommunen, gik op på teknisk forvaltning og spurgte dem, hvor meget hun skulle ofre på den sag, De mente, det ville blive mellem 30 og 70.000. Så da Edith ”knallede hjem” besluttede hun, at nu skulle det være slut. 
    Edith ønskede dog ikke at sælge ejendommen, da hun ikke var over 60, og hun havde læst i Familie-Journalen, at det havde hindret andre i at få pension. Konsulent Steensgaard nægtede at tro det, men måtte give hende ret. Det førte til, at mange blev advaret om, at de skulle blive boende på ejendommene til de blev 60. 
    Edith solgte til sin søn, Egon Damsgaard Svingel , i 1989. Oplært ved landbruget, men opgav det, da han ikke kunne tåle ammoniak-halm. Arbejder på slagteriet. 
    Edith har det generelle syn på udviklingen, at hun er betænkelig ved de store besætninger på grund af smitterisiko. På de små ejendomme på Djernæs Mark var der ikke ”meget at gøre med”.  Alt skulle tælles med for at man kunne klare enhver sit. Der var ikke meget til privatforbrug.  I dag har man store landbrug, men konen skal ud og have en indtægt ved siden af. Manden står alene med arbejdet. Og i dag tør man næsten ikke fortælle en nabo, at man har de problemer. Før havde man et fællesskab og nogen at dele bekymringerne med.  Vi havde i 70erne nogle problemer med kælvinger, der gik forkert. Så kunne man godt gå om og sige til en nabo: ”vil du ikke godt komme om og hjælpe”. I dag tør man ikke tage naboen ind i sin stald. 
    Når vi i gamle dage holdt familiegilde på landbrugene, så skulle mændene altid en tur ud i stalden efter spisningen for at se, hvordan dyrene så ud. Det kommer de aldring mere. 
    De er meget mere afsondret på landet i dag. Mange, der flytter ud, opdager, at manikke længere ”kommer hinanden ved”. 
     Tidligere var det helt almindeligt, f.eks. ved konfirmationer, at en nabokona, der var god til at lave store portioner mad, hun stod for maden. Så kom der et par andre koner med deres kaffe- og spisestel og dækkede borde. Og nogen tog løg ind, og fik dem til at springe ud, så der var noget at pynte med. Man købte aldrig en buket i Sjørring, og man købte aldring en kage. Man bagte det hele selv. 
    Man fik kaffe ved hinanden ved fødselsdage og de nærmeste ejendomme ”gik sammen” lidt tiere. Når man skulle købe ind i 50erne var der fire købmænd i Vang (Per Rask, Evald, købmand Andersen og købmand Jensen). 
    I løbet af 50erne kom mange af de store børn fra Djernæs Mark i lære. Han mente ikke, han kunne klare realskolen. Ved en fest hørte forældrene om teknisk forberedelseseksamen. Den tog han, og kom så i lære. 
    Der kom ikke så meget nyt ind i de små ejendomme, for de havde ikke penge til at købe nye maskiner for. Så de fik ingen fornøjelse af det.  Edith og Edvard fik en gummivogn i 1954. Det var den største investering før traktoren. Den blev betalt kontant, til overraskelse for sælgeren.  På en tid begyndte det at blive nemmere at låne. 
    Vi deltog i landbrugskurser i skolen om vinteren. Sædekorn og roefrø (et korns) blev betydeligt forbedret. 
    Husmandsforeningen i det lille område havde vi større tilknytning til end den større sammenslutning i Nordthy Husmandskreds. I den lille forening kom man rundt på markvandringer etc. Senere bliver det mere konsulentbesøg og kontrol. Der kom én og vejede grisene. 
    Thomas Larsen var med i både husmands- og landboforening. Edith og Edvard var kun med i husmandsforening.     Der var social afstand mellem gårdmænd og husmænd. Edith var 16, da hun første gang kom til bal i Vang. Gårdmandssønnerne ville kun danse med købmandsdøtre og ligesindede. Der var klasseforskelle. 
    Nogen solidaritet med arbejderne i Thisted var der ikke tale om. Det var for langt væk. Som barn kom Edith måske til Thisted et par gange om året. Så gjorde vi stalden færdig i en fart og cyklede til Thisted, og kom hjem godt middag. Efter 1951 kom vi oftere derind. 
    I dag er de gamle skel væk. Ediths søn og hans kone kommer sammen med alle slags folk. 
    I dag bliver ejendommen på Djernæs Mark drevet med udelukkende kornavl. Maskinstation til høsten. 
    I 1976 døde Edvards forældre og de arvede noget. De ville dog ikke investere i bil, da Edvard var begyndt at blive syg. De fik et par knallerter.     Edith og Edvard mærkede ikke bedre tider med indgangen i EF. Steensgaard havde indført den skik, at det var konen, der skulle føre kassen.  Det var oftest hende, der skulle sende pengene med posten og var bedst til at holde styr på kvitteringerne. Han kom og sagde, at det var et meget fint regnskab, de havde afleveret i 1973. Han skulle til et stort konsulentmøde i Lyngby om husmandsbrugets vanskeligheder. Han ville gerne have lov at bruge regnskabet. Det fik han kun lov til ved at love anonymitet. De havde det år et overskud til personligt forbrug på 14.000 kr. (til fire personer). Det var efter Steensgaards opfattelse beundringsværdigt. 
    For mindre brug kom EF til at betyde noget på den måde, at indtil da svingede priserne på grise meget op og ned, og når man kun sendte små portioner af sted, kunne indkomsten svinge meget. I EF kom de under faste priser. Det blev bedre priser og mere jævnt.

Erindringer

Her finder du links til nedskrevne erindringer fra Vang, Vangså og Tvorup.

 

Ingeborg joergensen Portraet

INGEBORG JØRGENSEN

Ingeborg er født d. 6. okt. 1910 i Hornsyld – dengang en lille by mellem Horsens og Juelsminde..

Men Ingeborgs historie strækker sig langt:
Moderen var fra Tyskland fra Oldesloe lidt udenfor Hamborg.
Faderen var fra Vinding ved Bryrup. Som naver (omrejsende håndværker svend), mødte han Ingeborgs mor i Åbenrå, som dengang var tysk. Og selv kom hun til Thy, og det blev i Tvorup, hun boede i størstedelen af sit liv. Minderne er lagt over store afstande mellem lande, der har bekriget hinanden, mellem mennesker af mange slags, fattige som rige.

Vang Trapsandevej 18 Anna Larsens ejendom matr 28a

ANNA KRISTINE LARSEN

Født 11.3.1929 i Vang. Død 21.3.2004
-  interview gennemført af Birgit Høyrup
efteråret 1999 til foråret 2000

 

 

Anna Larsens hjem.
Trapsandevej 18 i Vang
.

Vang 1941 42. Forsamlingshus og tømrer overgard

ERINDRING OM VANG FORSAMLINGSHUS
- OG DE GAMLE SKOLER
nedfældet af Johannes Thinggård

  

Vang 1941-42. Forsamlingshuset ses bagerst, og huset forrest blev bygget af tømrermester Magnus Overgaard. Senere blev værkstedet opført. Billede og oplysninger modtaget af Thorkild Overgaard, Hurup

Korn lille WEB

STATSLAGRE AF KORN 1939-1955

En erindring af Ole Bak-Jensen, Vang. - nedskrevet juni 2001

Johanne i haven

JOHANNES ERINDRINGER

Johanne Kathrine Hansen (1907-) har fortalt sin historie til Elna Jensen og Birgit Høyrup i februar-marts 2001.

Johannes bryllup

Sjørring 1978 Ringridning .2 lille

RINGRIDNING I GAMLE DAGE I VANG-TVORUP

af Ole Bak-Jensen

 

 

Billedet er lånt fra et ringriderstævne i Sjørring, 1978

 

 

INGEBORG JØRGENSEN,

f. 06.10. 1910

Ingeborg er født d. 6. okt. 1910 i Hornsyld – dengang en lille by mellem Horsens og Juelsminde.

Men Ingeborgs historie strækker sig langt:

Moderen var fra Tyskland fra Oldesloe lidt udenfor Hamborg.

Faderen var fra Vinding ved Bryrup. Som naver (omrejsende håndværker svend), mødte han Ingeborgs mor i Åbenrå, som dengang var tysk. Og selv kom hun til Thy, og det blev i Tvorup, hun boede i størstedelen af sit liv. Minderne er lagt over store afstande mellem lande, der har bekriget hinanden, mellem mennesker af mange slags, fattige som rige.

Barndomstiden

Da forældrene blev gift, bosatte de sig i Hornsyld.

Faderen var Søren Kristian Marius Hansen og moderen hed Dorothea Schöttler. Men der var ingen, der vidste, at hun hed sådan. Hun ville kaldes Dora – og det står da også på hendes gravsten.

Faderen var skomager og havde en forretning, og de har haft det godt økonomisk.

Da de var blevet gift og havde slået sig ned i Danmark, sagde Marius til Dora: ”Nu er vi i Danmark, og så snakker vi dansk!” Og det gjorde hun; det eneste tysk, der var at høre, var når hun sagde Åbenrå, det blev sagt med a-lyden: Abenra. Og det siger lidt om hvor god hun har været til at omstille sig!

Ingeborg havde 3 søskende:

Ingeborg er den ældste, så kom der to år efter en dreng: Emil, og otte år efter en pige: Stinne, – og til sidst 13 år efter Ingeborg igen en pige: Ruth.

Ingeborg gik i pogeskolen. Der gik hun i to år, og da hun skulle flytte over i den store skole, flyttede forældrene. De havde købt jord og fik en ejendom. Det var sådan, at efter krigen var jorden billig, og mange fik købt jord, og Ingeborgs far var jo opvokset på landet. Og nu købte de så en ejendom ca. 1 km fra det sted, hvor de hidtil havde boet. Det var i 1918. Men det blev alligevel først og fremmest som skomager, han ernærede sig og familien. Ingeborg kom så i den store skole i Hornsyld, og det var sammen med dem, hun havde gået i pogeskole med. Ingeborg var glad for at lære – læse og regne – men lærerinden var streng. Ingeborg udtrykker det sådan: ”Hun var en gammel jen”. Ingeborg havde haft én fejl i diktat og lærerinden sagde: ”Hvis du har en fejl til, får du en lussing!” – og Ingeborg havde en fejl til - og fik en knaldende lussing. Lærerinden var ellers sådan en, der gerne ville fedte for forældrene. – ”Hun ville gerne rundt og ha’ si’ kaffe,” som Ingeborg siger. Lærerinden var et sted til kaffe ved nogle, som havde mindre børn, som jo også skulle i skole; og så siger hun til en af dem: ”Nå, nu vil du vel snart op til mig i skolen?” ”Nej jeg vil ej Karen Sofie! For du vil smæk’ lussinger.”

Ingeborg har følt sig som enebarn. Moderen var meget streng over for hende. Da hun var helt lille og blev afstraffet og ikke kunne holde op med at græde, holdt hendes mor hende op i den åbne skorsten indtil hun bad om forladelse. På spørgsmål om det var den tyske opdragelse eller tysk mentalitet, ved Ingeborg det ikke: ”Nej, det var nok bare hidsighed, for ellers var hun ikke så streng.” De mindre børn blev mere lukket inde i sovekammeret.                           

Faderen var så god af sig. Ingeborg fortæller om, at da de havde butik kom der mange folk. Og der var mange, der kom og fik en snak med faderen og med hinanden. Han kunne godt reparere sko og så snakke samtidig. Men Ingeborgs mor var ikke begejstret for besøgene: de svinede for meget, og de spyttede på gulvet – bare de ville lade det være! Måske var der en spytbakke? Men de ramte den åbenbart ikke!

Ingeborg blev konfirmeret i Nebsager kirke i Hornsyld. Hun var i hvid kjole, men hun var i sorte strømper. Hun måtte ikke få hvide for sin mor, ”Sådan var hun faktisk lidt snerpet! ”

Ud at tjene

Efter konfirmationen fik Ingeborg en halvdags plads. Det var ved en maler. Konen var meget tunghør; hun gik rundt med en høretragt. Manden ville gerne have en øl. De havde en søn, der var født samme dag som Inge-borg, og han var i malerlære hjemme hos faderen. Ingeborg var hos dem et år.

”Alting var jo anderledes dengang,” siger Ingeborg ”de kunne ikke tåle at tjenestefolk ikke lavede noget.” Somme tider når Ingeborg stod og pudsede primussen, gned hun li’ så stille og blev ved og blev ved– ellers skulle konen jo bare til at hitte på noget andet til hende, selv om der næsten ikke var mere at finde på! En dag da Ingeborg var klædt om over middag – (det gjorde man dengang - i hvert fald i byerne, når middagen og opvasken var overstået), så kom konen og sagde, at hun skulle ud at muge ved hønsene; det blev Ingeborg harm over. Ingeborg gjorde ellers, hvad hun blev bedt om – også uden at protestere. – Hun var lille og genert (”frævorn”).

Næste plads Ingeborg fik var ved en ugift kvinde ”Lille Karen”, som havde arvet gården efter sine forældre. Hun gik som regel ude ved dyrene dagen lang – dyrene var hendes børn! Her skulle Ingeborg hjælpe med det hele. Det var en heldagsplads, og Ingeborg flyttede rigtig hjemmefra. På spørgsmålet om det var dèr hendes landbrugsinteresse kom, siger Ingeborg: ”Jeg ved ikke om jeg nogensinde har haft speciel landbrugsinteresse”. Men hun ved med sikkerhed, at hun har været svært ked af det huslige – så hellere være ude. Det derinde var også temmelig lige meget for konen i huset.

Til guldbryllup i Tyskland

Det var mens hun var der, at moderens forældre i Tyskland holdt guldbryllup (1926?). En nabo til forældrene havde bil og ville køre familien til Tyskland. Det var en lang tur, og de var væk i en hel uge. Selve guldbrylluppet husker Ingeborg ikke så meget af, udover at de blev fotograferet alle sammen. Men i Hamborg så de Hagenbecks Dyrepark, og nede ved havnen var de inde i en kælderbeværtning og fik en øl. Det var hos en kusine til moderen; men da de kom op på gaden igen, kunne de ikke lade være med at le en lille smule: de skulle alligevel betale, selv om det var familie. ”Så var det nok Kieler-kanalen, vi kom til, en lang tunnel under jorden” – sådan udtrykker Ingeborg det. De var også ude at gå under en bro. ”Men,” siger Ingeborg, ”i dag er sådan en oplevelse ikke noget. Mine børnebørn har rejst verden rundt og oplevet mange lande”. Hans og Mette har skrevet dagbog, og Dora og hendes veninde Susse har jo også oplevet en masse. Og ligesådan med Peter og Keld. Men dengang var dyreparken i Hamborg og Kieler-kanalen noget stort, og det er også de færreste på Ingeborgs alder, der har oplevet noget lignende.

Nye pladser – og en uddannelse

Da de kom hjem fra guldbrylluppet, var der nok at tage fat på Da Ingeborg mødte op i sin plads, havde der ikke været vasket op i en hel uge! Efter denne plads kom Ingeborg på en anden gård – også tæt ved hjemmet – og her sammen med en anden pige. ”Vi var lige gamle og lige kloge,” siger Ingeborg, (der dog var den ældste!). Der var også to karle; og pigerne arbejdede ude hver anden uge, således at der altid var én pige inde i huset. Det var så tæt på hjemmet, at Ingeborgs mor kunne stå derhjemme og se, når lyset blev tændt i pigekammeret, - og så vidste hun, at Ingeborg var kommet godt hjem. Moderen gik ikke i seng, før hun havde set lys på Ingeborgs værelse. Den anden piges forældre boede også tæt ved, og der var de også tit.

Ingeborg har altid været genert, og hun husker, at når hun skulle ud med regninger for faderen (det var strengt!) spurgte hun beklemt sin far: ”Jamen hvor skal jeg gå ind!” – og han svarede: ”Du skal selvfølgelig kravle ned gennem skorstenen!” Hendes bror derimod ville godt gå med regninger.

Ingeborg husker, der var et stort ægpakkeri i nærheden af, hvor hun tjente. De havde ingen børn der; men de skulle i byen næsten hver aften, og hvis ikke de havde været ude et par aftener, så skulle de selv have fremmede. Og når manden råbte til pigerne: ”Kan I finde en 3-pægls flaske!” så vidste de, at det betød gæster: - der skulle fløde med hjem fra mejeriet. Manden var sognefoged, og han lavede ikke noget ved landbruget, men han havde vel lidt skriveri. Gården havde været en herregård, og hans far havde været kancelliråd.

Det var en helt anden tid dengang; den kan ikke sammenlignes med nutiden. Det er svært at fortælle, fordi det var så anderledes – altsammen -. De unge kan lytte og måske forstå, men det er svært at fortælle som det egentlig var.

Ingeborg var der i pladsen i 2 år, og derefter var hun stuepige et år på apoteket i Hornsyld.

Nu var hun blevet 18 år, en voksen ung pige. Så søgte de to piger efter plads i Berlingske Tidende. ”Og det var nok lidt forkert,” siger Ingeborg, ”for det var nok lidt for fint, men det havde vi jo ingen forstand på dengang!” - Men de fik plads ved to ældre damer, de hed frøknerne Cortsen, og det var i Vedbæk. De to damer havde betalende gæster. Det var fint, - eller skulle være det. Og det var fine gæster, der kom der. Her var det, at Ingeborg kom i forbindelse med Thit Jensen – digteren, oprøreren, spiritisten. Thit Jensen havde brækket armen og Ingeborg skulle stå og øse sæbevand op over armen. Hun var jo spiritist, og hun fortalte, at når hun var hjemme hos sig selv, kunne hendes glas dreje sig på bordet; hendes søster kunne ikke se noget, - men Thit kunne! Mens hun boede ved søstrene i Vedbæk, sad hun og skrev og skrev. Det var på et meget varmt loftsværelse, og der sad hun i et par gammeldags brune bukser med lodden vrang, og så var hun i særk. Hun skrev på maskine, og Ingeborg er ikke sikker på om det var ”Stygge Krumpen” hun skrev dengang, men årstallet kunne godt passe. – Thit Jensen var ikke en stor dame, men hun var kraftig. Hun skulle ind til kongen, og Thit syede en rød kjole af sine gamle gardiner - og malede en gul stjerne ned i siden! De to frøkener er nævnt i en af Thits bøger, de var barndomsvenner fra Farsø.

Der var også en fin mand, der hed Thorkild Roose, han var chef for og skuespiller ved det kongelige teater. Han boede hos frøknerne, når han skulle have ro.

Efter pladsen i Vedbæk søgte Ingeborg ind på Kontrolskolen i Haslev. Nu ville hun ikke gå i huset mere. Den anden pige rejste hjem til Hornsyld.

Ingeborg havde jo ingen eksamen, så det var svært at komme i gang med noget af det, hun gerne ville. Hun snakkede om at stå i butik, men hendes mor sagde: ”Sådan en bette jen som dig, tror du de vil have sådan en til at stå i butik?” Ingeborg ville allerhelst have været bibliotekar, det var en drøm, hun havde fra barn. Hun havde passet skolebiblioteket af og til, og det var stadigvæk hendes store drøm. Men skulle hun læse videre skulle hun til Horsens, og det havde de ikke råd til; så skulle de andre tre søskende jo også – og det kunne der ikke være tale om.

Ingeborg tog på kontrolskolen i Haslev. Det var en kort uddannelse, og skolen sørgede for at de fik plads, når de var færdige. Men hun skulle selv betale for tiden på skolen. Hun var god til tal (og det var jo længe før regnemaskinernes tid); og de lærte bl. a. at beregne fedtprocenten i smør og mælk, og de fik da også indblik i avlsarbejde for stambesætninger. Uddannelsen tog 3 måneder, så var Ingeborg kontrolassistent. Og det var faktisk en sensation: der var to piger på holdet, resten var karle, og de var omkring 20 elever i alt.

Til Thy

Kontrolskolen sørgede for plads bagefter. Ingeborg kom til Thy. Der var også plads på Lolland, men de syntes ikke at hun skulle tage til Lolland: der var meget store gårde der, - og det var ikke noget for en pige. Ingeborg kom så til Tvorup, ansat af Vang-Tvorup Kontrolforening i 1930. Det var små tider for landbruget. Ingeborg kom til Færgegård, hvor ejeren Chr. Madsen var valgt til formand i den helt nye kontrolforening. Fra Færgegård tog hun ud til landmændene. Det var en ordentlig omvæltning for Ingeborg, - men også for Vang-Tvorup-boerne. Postens kone slog hænderne sammen og sagde - første gang Ingeborg kom ind med en pakke: – ”Jo, nok har jeg hørt om denne kvindelige kontrolassistent, der skulle komme; men at jeg også skulle få hende at se – det var næsten utænkelig!” Ingeborg cyklede rundt til landmændene, og kontrolkassen blev kørt fra sted til sted. Ingeborg sov der, hvor hun kontrollerede, så det var mange forskellige senge, hun sov i. Hun vejede mælken op, og i forhold til vægten tog hun så prøverne. De kom mælken i små glas, der stod i en træramme med nummer på for hver ko. Derefter kom der syre i – så i en centrifuge, og derefter skilte mælken, så fedtet kom ovenpå. Så kunne man regne fedtprocenten ud, og så skulle det skrives ind.

Det var meget fattige tider dengang, og arbejde med avlsdyr var ikke nemt, eller næsten utænkeligt de allerfleste steder. - Ingeborg skulle også mærke kalvene med en mærketang, og det var hun ikke så glad for. Hun husker at Aage Knudsen havde en kvie, der var blevet for gammel, og øret var stiv brusk, som Ingeborg havde svært ved at klippe igennem – men mærket blev den da. Kontrolåret gik fra april til april. Årsregnskabet blev samlet i en bog og sendt ind. I dag er det hele på EDB. Dengang foregik kontrolarbejdet i bryggerset. Mælken kom til mejeriet i Vang.

Lønnen var 65 kr. om måneden, så det var ikke mange penge.

I Færgegaard lærte Ingeborg sin mand Anders Christian Jørgensen at kende

Han var født i Tvorup 3. nov. 1898, søn af Jørgen Peder Jørgensen og (Inger) Marie f. Poulsen. Og efter en tid tog de begge til Hornsyld, han som karl på en gård, og Ingeborg i huset hos en sparekasse-kasserer, - hvor hun fik lært at passe børn. Det var fine folk, og de havde tre små børn. Men frihed var der ikke meget af: hver anden søndag efter middag, når kaffen var sat frem! – eller en anden eftermiddag i ugen. Det var alt.

Ingeborg opnåede ikke at komme på højskole; det ville hun ellers gerne have prøvet. Hun søgte om tilskud til et ophold, men fik at vide at hun var for ung, og så blev det ikke.

Bryllup og livet på Solvig

D. 11.12 1932 stod Ingeborg og Anders’ bryllup i Hornsyld.

De købte ejendommen ”Solvig” (Kanalvej 43). Den blev jo bygget af Anders’ bror Alfred. Det var på jord, der blev købt fra Færgegård. Deres søster Johanne var jo gift med ejeren af Færgegård. Anders havde sat penge i den ejendom, som Alfred havde bygget, og da det var små tider og Alfred kom i vanskeligheder, blev de enige om, at Anders overtog Solvig. – Det blev et godt sted, også rent økonomisk. Det gik godt. Søjorden blev købt til siden hen, og et stykke jord mere fra Færgegaard blev også lagt til.

Det blev deres hjem igennem alle årene.

Ingeborg kendte jo i forvejen de fleste på stedet. ”Nu kender jeg jo ikke så mange mere; men når jeg spørger de unge piger på Søskrænten, som kommer derudefra, hvor det er de bor, - hvis ejendom de bor i, så kan jeg stadig danne mig et billede af stedet.”

I 1934 blev sønnen Jørgen født. Det var langfredag d. 30. marts. Ingeborg var hverken til jordemoder eller doktor i den tid, hun ventede sig. Men jordemoderen blev hentet langfredag af Færgegårds-manden; han havde bil og kørte til Hundborg efter hende.

Ingeborg husker, de var hjemme i Hornsyld i julen 1933, og moderen sagde: ”Nu sørger du vel for at få en ordentlig særk i stedet for det uanstændige, du plejer at gå i!” –Jo, det var såmænd en undertrøje, der på den tid – ja tænk! – var uanstændig!

Anders sad i sognerådet fra 1946 - 1954, og i den tid var han meget hjemmefra. Han var også formand i mejeriet og havde flere andre hverv, som tog meget af hans tid. Dengang fik de jo ikke løn for at sidde på sådanne poster, men det var ærefulde hverv, det var betroede folk, der havde med de ting at gøre. I januar lagde de ligning – hvor de fandt ud af hvor meget de enkelte skulle af med i skat, så i den periode var det kun af sted det meste af tiden. De lagde ligning efter en skala, men den skala kunne godt rykkes lidt til siderne, så det blev et skøn: én syntes de godt kunne betale lidt mere – og måske en anden lidt mindre. Ingeborg synes, det var et godt fremskridt, da alt det kom ind under Thisted. Da blev det lidt mere retfærdigt, for nu går man efter tal og ikke efter manden.

I den tid Anders var i sognerådet var de en del ude til sammenkomster og forskellige gilder.

De kunne sagtens tage en tur til Hornsyld, for de havde altid en karl, der kunne passe det derhjemme. Og den sidste tid de var på gården, havde de to karle om sommeren og én om vinteren. Men Anders ville helst at Ingeborg var derhjemme, når han var til de forskellige møder. Det var det sikreste, så kunne hun se efter det alt sammen.

De havde ikke telefon hjemme i Hornsyld, og engang var Ingeborg nødt til at ringe til en nabo og spørge til forældrene, om de havde det godt; hun havde ikke fået brev fra dem længe, så hun var bange for, at der var sket noget. Det var der nu heldigvis ikke.

Ingeborg har altid haft det sådan, at hun var bedst tilpas, når hun var med i det hele, og hun pressede lidt på, når de andre var begyndt med at køre ind: ”Skal vi ikke snart i gang også?” ”Er vores ikke snart tørt?” Og så kunne Anders sige: ”Pas du dine gryder! Vi skal nok får vores kørt ind!”

Det er jo ikke sådan at være landmand, der skal tages hensyn til vejret. Ingeborg var altid lidt nervøs; hun glæder sig over, at hendes børnebørn ikke er landmænd. Ingeborg spekulerer stadig på, om de nu får sået derhjemme i Tvorup, - det gør de da selvfølgelig! Og hun synes det er mærkeligt, at hun stadigvæk kan ligge og spekulere på det, - det ligger i blodet efter de mange år, - og det var jo eksistensen, der var på spil. I dag, hvor de unge får lønnen udbetalt, er der jo ikke så stor risiko.

De fik indlagt toilet ret tidligt. Og en nabo kom ind og gjorde lidt nar af alt det fine; men Ingeborg var rigtig glad for at få ”træk og slip” installeret. Det var ikke sjovt at sidde på bræt og spand -–og mændene brugte jo stalden. - Men det var da et stort arbejde at få gravet septiktank og det hele. Et rigtigt toilet var et stort gode, syntes Ingeborg.

Syntes du, at du var fremmed i Tvorup? Nej ikke fremmed, jeg kendte jo de fleste. Ingeborg fortæller videre, at der hvor Chr. Mikkelsen bor, boede der dengang en der hed P. Møller. Anders tilsåede jorden der; og en dag sagde han til Anders: ”De siger, du har fået sådan en fin kone!” ”Nå -” mente Ingeborg, ”Det er nok fordi jeg tager mit hvide forklæde på engang imellem!” Ingeborg grinede lidt af det; - hun var ved at malke køerne.

Mange mennesker fik hun yderligere lært at kende gennem årene. Men de er væk alle sammen.

”I nogle år var vi mange der gik til noget i Husmoderforeningen. Det foregik i forsamlingshuset. I en periode gik Ingeborg til sykursus en gang i ugen. ”Og vi havde det skønt. Vi var da også med til mange andre forskellige ting. Ida var også med; hun er 85 i dag. Vi sad der mellem hinanden og snakkede om så meget. Det var lidt som en slags højskolebevægelse. Men så blev foreningen slået sammen med andre i større kredse, og så blev det mere fjernt. - Ja, Olga er da med; de holder udflugt og 3-dages møder og andet.” –

Ja, der var da også gymnastik. Stinne Augustinus’ mand ledede gymnastik i forsamlingshuset.

Ingeborg husker, at i det gamle forsamlingshus var der aktionærbal én gang om året – før jul.

Og der var også ”ung bøjl”; men man dansede ikke, men legede sanglege. Engang havde de fået fat i en, der spillede harmonika. Det var en indgroet skik, at det var syndigt med dans. Indre Mission havde et godt tag i folk dengang.

Ingeborg siger, at hun slet ikke var god til at danse (– men hun har været god til det meste, så hun har nok også kunnet danse!). Hvordan med at synge? Hun siger, at der ikke er én tone skabt i livet af hende. Det kunne hun lære, var der en, der belærte hende om, - men det har hun nu ikke erfaret.

Så var der jo også rejsebio. Der fortælles at den kom til Vang før der var lagt strøm ind. Og det havde man ikke lige tænkt på, og så måtte man tage til ”Sjørringvold” og få den store oplevelse med Fy og Bi i ”Vester Vov Vov”, (der var jo optaget ude i Vorupør). – Det var nu ikke Ingeborgs oplevelse; men hun husker nok, at der ikke var strøm, da hun kom til Tvorup, men det kom meget hurtigt. Og hjemme i Hornsyld havde de strøm al den tid hun kan huske.

Det var jo aktionærer, der ejede huset, vi kunne få aktier for små penge. Men til sidst blev det solgt. Derefter var det i skolen, det foregik, det med at komme sammen. Men så blev den jo også nedlagt. Nu er der jo beboerhuset.

Mekaniseringen kom til landbruget: De fik malkemaskine på ”Solvig”, og Ingeborg syntes det var lidt mærkeligt; hun kunne godt nyde at sidde stille og malke køerne med håndkraft, så hun var ikke så begejstret for malkemaskinen. Ingeborg tømte transportspandene, når de kom hjem fra mejeriet med syrnet mælk – og det var tungt arbejde –så vaskede hun spandene, så de var klar til næste gang. Engang blev hun under dette arbejde stukket af en bi i næsen. ”Min næse svulmede op, jeg blev så dårlig at jeg måtte lægge mig. - Og så var spandene jo ikke tømt, da de kom hjem til middag; men der var sandelig en gyldig grund.”

”Vi havde altid bier – en fire fem kasser. Under krigen kunne vi få sukker til bierne – så vi manglede ikke noget, vi havde sukker nok! Anders’ bror Alfred holdt mange bier, det var hans erhverv.

Vi havde 200 høns, som jeg passede. Vi byttede æg for varer hos købmanden, Anton Jensen. Somme tider blev der lidt penge til overs!

Men vi skulle altid passe meget på ræven, den tog vore høns. Sommeren igennem turde vi ikke lukke hønsene ud. Det skete flere gange at ræven tog dem. Engang vi kom hjem fra marken, havde ræven taget 25 høns. Den gravede dem ned, hvis den kunne få tid til det – til senere afhentning. Den slagtede bare løs!” Ingeborg var ved at komme op at slås med en ræv engang, og den var svært aggressiv. Hun rendte efter den med en kæp; men til sidst fandt den da ud af det hul, den var kommet ind af.

Det var ellers et skønt sted at bo: ”Når jeg var kommet i gummi-støvlerne og frakken fra morgenen af og skulle ud til hønsene, så var der jo frit ud til skoven.” Både sommer og vinter har Ingeborg gået til skoven, der var mange dyr der.”

Da de startede i sin tid, var der: – to ribsbuske! Så fik de plantet træerne. Skoven var ikke ret høj dengang og den gav ringe læ. Da de var kommet bedre i vej, fik Ingeborg en gartner til at komme og lægge haven om. Det var lidt tilfældigt, at det blev en gartner, men det var Evald Sørensens svigerfar, som boede hos dem en tid. Da husmandsforeningen et år kom rundt for at vurdere haver, kom de også på ”Solvig”, – men det var nu noget af en fejltagelse, for det var før de havde fået gjort noget ved haven! Blandt de første, der fik præmie for godt havebrug, var Marie og Johanne, der havde gjort meget ud af deres have oppe fra Kronens Hede. (De to søstre blev også kaldt ”Hederoserne”!)

Anders havde været på højskole i sine unge dage. Og Jørgen har været både på højskole og landbrugsskole.

”Men nu om dage skal de jo på landbrugsskole for at lære at regne ud, hvor meget gødning, de skal så. Og man kan ikke engang have en enkelt ko eller kalv at glæde sig over eller til husbehov. Det koster mere end det giver!” sukker Ingeborg.

Gården skifter ejer

I 1962 overtog Jørgen og Olga ejendommen. Peter var dengang 1 år. Der skete så meget nyt det år: Da kom de nye dyrlæger i Sjørring (Rosenbom og Bjerregaard), og da kom der ny mejeribestyrer i Vang (Svend Sandal) – nu er de også holdt!

Anders og Ingeborg flyttede ind på Rodalsbakke 30 (nu Henry Larsens ejendom). Anders var blevet svagelig, men alligevel kom det meget pludseligt, at han en dag, da han ville tage fårene ud, faldt om og døde.

Det var meget hårdt for Ingeborg – en tung og svær tid at komme igennem.

Da Ingeborg var blevet alene, spurgte hun i sognerådet, om hun kunne få pension, men det syntes de ikke hun skulle have. Så kom der en kone og besøgte Ingeborg. Hun var i samme situation, og hun spurgte Ingeborg om, hvor meget hun fik i pension. ”Jeg får ikke noget.” Det kunne den anden ikke forstå, for hun mente, de var berettiget til pension. Hun ville i hvert fald prøve at få lidt. ”Men kom ind og fortæl mig, når du har fået det.” sagde Ingeborg, ”så vil jeg også prøve.” Den anden fik, og da Ingeborg skulle op og betale skat - (det foregik i skolen dengang) – spurgte Ingeborg, hvorfor den anden kunne få og hun ikke. ”Jo, men du kan jo prøve at søge igen,” lød svaret. Det gjorde hun – og fik 45 kr. månedligt. ”Det var ikke store penge, sådan noget er ”fjetteri”” siger Ingeborg, og alt hvad der er ”fjetteri” er Ingeborg imod, og hun syntes det var lidt af nåde. Det skal dog siges, at hun havde lidt at stå imod med. Men dem der ødede det hele væk, skulle da ikke være mere berettiget til at få noget -! Det er sandheden om det lille samfund, hvor man så efter hinanden – ikke altid for det bedste!

Huset, som de havde købt af den gamle mejeribestyrer, var ikke noget at blive boende i. Ingeborg solgte det og fik i stedet købt det lille grønne hus på hjørnet af Tvorupvej og Rodalsbakke. Det tilhørte Johannes Thing-gårds søskende, som havde bygget det efter en amerikansk tegning. Det var spændende, men upraktisk.

”Og her boede jeg så i mere end 20 år, indtil synet blev rigtig dårligt” fortæller Ingeborg. ”Maja Strunch fortalte mig om de nye boliger, der blev opført omkring Søskrænten, og hun syntes det var lige noget for mig.” Og sådan blev det så: Ingeborg flyttede ind i på Bakkevej.

Ingeborg har det godt her. Hun laver selv sin mad og klarer sin dagligdag med lidt hjælp fra Søskrænten.

Hun nyder, at der er så mange børnebørn: 4.

Jørgen gjorde som hans far. Han fandt en sønderjyde: Olga.

Deres børn er Peter, Keld, Dora og Hans. Dora bor på Als, Peter og Keld omkring Århus og Hans i Vejle med deres familier. Og de har givet hende 10 oldebørn, som også kommer til Ingeborg. Og der er endda en ”Ingeborg” og en ”Anders” imellem!

Ingeborg har været foran sin tid; det er hun stadigvæk: anderledes, dygtig, og hun har læst en utrolig masse bøger. Hun har ikke læst alt, hvad Thit Jensen har skrevet. ”Det er for urealistisk, og det skal det ikke være!” Ingeborg holder sig til det tænkelige – det reelle - det jordnære. Men hun læser/hører også moderne bøger og låner stadig en portion lydbøger, når bogbussen holder ved Søskrænten.

Det har været en oplevelse at følge Ingeborg gennem tiden, hendes fortælling fra de forskellige år: fra ungdomstiden og frem til nu som 90-årig – med sin store hukommelse og viden og indsigt i forskellige menneskers levemåde og dagligdag.

Til slut de ord, som Ingeborg begyndte med: ”Mit liv er jo noget, jeg har inde i mig selv, og det er svært at beskrive.” Og det er så rigtigt, som det kan være. Men hvad der førte Ingeborg rundt i de forskellige situationer, er her beskrevet som hun har fortalt det.

INGEBORG JØRGENSEN,

f. 06.10. 1910

Ingeborg er født d. 6. okt. 1910 i Hornsyld – dengang en lille by mellem Horsens og Juelsminde.

Men Ingeborgs historie strækker sig langt:

Moderen var fra Tyskland fra Oldesloe lidt udenfor Hamborg.

Faderen var fra Vinding ved Bryrup. Som naver (omrejsende håndværker svend), mødte han Ingeborgs mor i Åbenrå, som dengang var tysk. Og selv kom hun til Thy, og det blev i Tvorup, hun boede i størstedelen af sit liv. Minderne er lagt over store afstande mellem lande, der har bekriget hinanden, mellem mennesker af mange slags, fattige som rige.

Barndomstiden

Da forældrene blev gift, bosatte de sig i Hornsyld.

Faderen var Søren Kristian Marius Hansen og moderen hed Dorothea Schöttler. Men der var ingen, der vidste, at hun hed sådan. Hun ville kaldes Dora – og det står da også på hendes gravsten.

Faderen var skomager og havde en forretning, og de har haft det godt økonomisk.

Da de var blevet gift og havde slået sig ned i Danmark, sagde Marius til Dora: ”Nu er vi i Danmark, og så snakker vi dansk!” Og det gjorde hun; det eneste tysk, der var at høre, var når hun sagde Åbenrå, det blev sagt med a-lyden: Abenra. Og det siger lidt om hvor god hun har været til at omstille sig!

Ingeborg havde 3 søskende:

Ingeborg er den ældste, så kom der to år efter en dreng: Emil, og otte år efter en pige: Stinne, – og til sidst 13 år efter Ingeborg igen en pige: Ruth.

Ingeborg gik i pogeskolen. Der gik hun i to år, og da hun skulle flytte over i den store skole, flyttede forældrene. De havde købt jord og fik en ejendom. Det var sådan, at efter krigen var jorden billig, og mange fik købt jord, og Ingeborgs far var jo opvokset på landet. Og nu købte de så en ejendom ca. 1 km fra det sted, hvor de hidtil havde boet. Det var i 1918. Men det blev alligevel først og fremmest som skomager, han ernærede sig og familien. Ingeborg kom så i den store skole i Hornsyld, og det var sammen med dem, hun havde gået i pogeskole med. Ingeborg var glad for at lære – læse og regne – men lærerinden var streng. Ingeborg udtrykker det sådan: ”Hun var en gammel jen”. Ingeborg havde haft én fejl i diktat og lærerinden sagde: ”Hvis du har en fejl til, får du en lussing!” – og Ingeborg havde en fejl til - og fik en knaldende lussing. Lærerinden var ellers sådan en, der gerne ville fedte for forældrene. – ”Hun ville gerne rundt og ha’ si’ kaffe,” som Ingeborg siger. Lærerinden var et sted til kaffe ved nogle, som havde mindre børn, som jo også skulle i skole; og så siger hun til en af dem: ”Nå, nu vil du vel snart op til mig i skolen?” ”Nej jeg vil ej Karen Sofie! For du vil smæk’ lussinger.”

Ingeborg har følt sig som enebarn. Moderen var meget streng over for hende. Da hun var helt lille og blev afstraffet og ikke kunne holde op med at græde, holdt hendes mor hende op i den åbne skorsten indtil hun bad om forladelse. På spørgsmål om det var den tyske opdragelse eller tysk mentalitet, ved Ingeborg det ikke: ”Nej, det var nok bare hidsighed, for ellers var hun ikke så streng.” De mindre børn blev mere lukket inde i sovekammeret.                           

Faderen var så god af sig. Ingeborg fortæller om, at da de havde butik kom der mange folk. Og der var mange, der kom og fik en snak med faderen og med hinanden. Han kunne godt reparere sko og så snakke samtidig. Men Ingeborgs mor var ikke begejstret for besøgene: de svinede for meget, og de spyttede på gulvet – bare de ville lade det være! Måske var der en spytbakke? Men de ramte den åbenbart ikke!

Ingeborg blev konfirmeret i Nebsager kirke i Hornsyld. Hun var i hvid kjole, men hun var i sorte strømper. Hun måtte ikke få hvide for sin mor, ”Sådan var hun faktisk lidt snerpet! ”

Ud at tjene

Efter konfirmationen fik Ingeborg en halvdags plads. Det var ved en maler. Konen var meget tunghør; hun gik rundt med en høretragt. Manden ville gerne have en øl. De havde en søn, der var født samme dag som Inge-borg, og han var i malerlære hjemme hos faderen. Ingeborg var hos dem et år.

”Alting var jo anderledes dengang,” siger Ingeborg ”de kunne ikke tåle at tjenestefolk ikke lavede noget.” Somme tider når Ingeborg stod og pudsede primussen, gned hun li’ så stille og blev ved og blev ved– ellers skulle konen jo bare til at hitte på noget andet til hende, selv om der næsten ikke var mere at finde på! En dag da Ingeborg var klædt om over middag – (det gjorde man dengang - i hvert fald i byerne, når middagen og opvasken var overstået), så kom konen og sagde, at hun skulle ud at muge ved hønsene; det blev Ingeborg harm over. Ingeborg gjorde ellers, hvad hun blev bedt om – også uden at protestere. – Hun var lille og genert (”frævorn”).

Næste plads Ingeborg fik var ved en ugift kvinde ”Lille Karen”, som havde arvet gården efter sine forældre. Hun gik som regel ude ved dyrene dagen lang – dyrene var hendes børn! Her skulle Ingeborg hjælpe med det hele. Det var en heldagsplads, og Ingeborg flyttede rigtig hjemmefra. På spørgsmålet om det var dèr hendes landbrugsinteresse kom, siger Ingeborg: ”Jeg ved ikke om jeg nogensinde har haft speciel landbrugsinteresse”. Men hun ved med sikkerhed, at hun har været svært ked af det huslige – så hellere være ude. Det derinde var også temmelig lige meget for konen i huset.

Til guldbryllup i Tyskland

Det var mens hun var der, at moderens forældre i Tyskland holdt guldbryllup (1926?). En nabo til forældrene havde bil og ville køre familien til Tyskland. Det var en lang tur, og de var væk i en hel uge. Selve guldbrylluppet husker Ingeborg ikke så meget af, udover at de blev fotograferet alle sammen. Men i Hamborg så de Hagenbecks Dyrepark, og nede ved havnen var de inde i en kælderbeværtning og fik en øl. Det var hos en kusine til moderen; men da de kom op på gaden igen, kunne de ikke lade være med at le en lille smule: de skulle alligevel betale, selv om det var familie. ”Så var det nok Kieler-kanalen, vi kom til, en lang tunnel under jorden” – sådan udtrykker Ingeborg det. De var også ude at gå under en bro. ”Men,” siger Ingeborg, ”i dag er sådan en oplevelse ikke noget. Mine børnebørn har rejst verden rundt og oplevet mange lande”. Hans og Mette har skrevet dagbog, og Dora og hendes veninde Susse har jo også oplevet en masse. Og ligesådan med Peter og Keld. Men dengang var dyreparken i Hamborg og Kieler-kanalen noget stort, og det er også de færreste på Ingeborgs alder, der har oplevet noget lignende.

Nye pladser – og en uddannelse

Da de kom hjem fra guldbrylluppet, var der nok at tage fat på Da Ingeborg mødte op i sin plads, havde der ikke været vasket op i en hel uge! Efter denne plads kom Ingeborg på en anden gård – også tæt ved hjemmet – og her sammen med en anden pige. ”Vi var lige gamle og lige kloge,” siger Ingeborg, (der dog var den ældste!). Der var også to karle; og pigerne arbejdede ude hver anden uge, således at der altid var én pige inde i huset. Det var så tæt på hjemmet, at Ingeborgs mor kunne stå derhjemme og se, når lyset blev tændt i pigekammeret, - og så vidste hun, at Ingeborg var kommet godt hjem. Moderen gik ikke i seng, før hun havde set lys på Ingeborgs værelse. Den anden piges forældre boede også tæt ved, og der var de også tit.

Ingeborg har altid været genert, og hun husker, at når hun skulle ud med regninger for faderen (det var strengt!) spurgte hun beklemt sin far: ”Jamen hvor skal jeg gå ind!” – og han svarede: ”Du skal selvfølgelig kravle ned gennem skorstenen!” Hendes bror derimod ville godt gå med regninger.

Ingeborg husker, der var et stort ægpakkeri i nærheden af, hvor hun tjente. De havde ingen børn der; men de skulle i byen næsten hver aften, og hvis ikke de havde været ude et par aftener, så skulle de selv have fremmede. Og når manden råbte til pigerne: ”Kan I finde en 3-pægls flaske!” så vidste de, at det betød gæster: - der skulle fløde med hjem fra mejeriet. Manden var sognefoged, og han lavede ikke noget ved landbruget, men han havde vel lidt skriveri. Gården havde været en herregård, og hans far havde været kancelliråd.

Det var en helt anden tid dengang; den kan ikke sammenlignes med nutiden. Det er svært at fortælle, fordi det var så anderledes – altsammen -. De unge kan lytte og måske forstå, men det er svært at fortælle som det egentlig var.

Ingeborg var der i pladsen i 2 år, og derefter var hun stuepige et år på apoteket i Hornsyld.

Nu var hun blevet 18 år, en voksen ung pige. Så søgte de to piger efter plads i Berlingske Tidende. ”Og det var nok lidt forkert,” siger Ingeborg, ”for det var nok lidt for fint, men det havde vi jo ingen forstand på dengang!” - Men de fik plads ved to ældre damer, de hed frøknerne Cortsen, og det var i Vedbæk. De to damer havde betalende gæster. Det var fint, - eller skulle være det. Og det var fine gæster, der kom der. Her var det, at Ingeborg kom i forbindelse med Thit Jensen – digteren, oprøreren, spiritisten. Thit Jensen havde brækket armen og Ingeborg skulle stå og øse sæbevand op over armen. Hun var jo spiritist, og hun fortalte, at når hun var hjemme hos sig selv, kunne hendes glas dreje sig på bordet; hendes søster kunne ikke se noget, - men Thit kunne! Mens hun boede ved søstrene i Vedbæk, sad hun og skrev og skrev. Det var på et meget varmt loftsværelse, og der sad hun i et par gammeldags brune bukser med lodden vrang, og så var hun i særk. Hun skrev på maskine, og Ingeborg er ikke sikker på om det var ”Stygge Krumpen” hun skrev dengang, men årstallet kunne godt passe. – Thit Jensen var ikke en stor dame, men hun var kraftig. Hun skulle ind til kongen, og Thit syede en rød kjole af sine gamle gardiner - og malede en gul stjerne ned i siden! De to frøkener er nævnt i en af Thits bøger, de var barndomsvenner fra Farsø.

Der var også en fin mand, der hed Thorkild Roose, han var chef for og skuespiller ved det kongelige teater. Han boede hos frøknerne, når han skulle have ro.

Efter pladsen i Vedbæk søgte Ingeborg ind på Kontrolskolen i Haslev. Nu ville hun ikke gå i huset mere. Den anden pige rejste hjem til Hornsyld.

Ingeborg havde jo ingen eksamen, så det var svært at komme i gang med noget af det, hun gerne ville. Hun snakkede om at stå i butik, men hendes mor sagde: ”Sådan en bette jen som dig, tror du de vil have sådan en til at stå i butik?” Ingeborg ville allerhelst have været bibliotekar, det var en drøm, hun havde fra barn. Hun havde passet skolebiblioteket af og til, og det var stadigvæk hendes store drøm. Men skulle hun læse videre skulle hun til Horsens, og det havde de ikke råd til; så skulle de andre tre søskende jo også – og det kunne der ikke være tale om.

Ingeborg tog på kontrolskolen i Haslev. Det var en kort uddannelse, og skolen sørgede for at de fik plads, når de var færdige. Men hun skulle selv betale for tiden på skolen. Hun var god til tal (og det var jo længe før regnemaskinernes tid); og de lærte bl. a. at beregne fedtprocenten i smør og mælk, og de fik da også indblik i avlsarbejde for stambesætninger. Uddannelsen tog 3 måneder, så var Ingeborg kontrolassistent. Og det var faktisk en sensation: der var to piger på holdet, resten var karle, og de var omkring 20 elever i alt.

Til Thy

Kontrolskolen sørgede for plads bagefter. Ingeborg kom til Thy. Der var også plads på Lolland, men de syntes ikke at hun skulle tage til Lolland: der var meget store gårde der, - og det var ikke noget for en pige. Ingeborg kom så til Tvorup, ansat af Vang-Tvorup Kontrolforening i 1930. Det var små tider for landbruget. Ingeborg kom til Færgegård, hvor ejeren Chr. Madsen var valgt til formand i den helt nye kontrolforening. Fra Færgegård tog hun ud til landmændene. Det var en ordentlig omvæltning for Ingeborg, - men også for Vang-Tvorup-boerne. Postens kone slog hænderne sammen og sagde - første gang Ingeborg kom ind med en pakke: – ”Jo, nok har jeg hørt om denne kvindelige kontrolassistent, der skulle komme; men at jeg også skulle få hende at se – det var næsten utænkelig!” Ingeborg cyklede rundt til landmændene, og kontrolkassen blev kørt fra sted til sted. Ingeborg sov der, hvor hun kontrollerede, så det var mange forskellige senge, hun sov i. Hun vejede mælken op, og i forhold til vægten tog hun så prøverne. De kom mælken i små glas, der stod i en træramme med nummer på for hver ko. Derefter kom der syre i – så i en centrifuge, og derefter skilte mælken, så fedtet kom ovenpå. Så kunne man regne fedtprocenten ud, og så skulle det skrives ind.

Det var meget fattige tider dengang, og arbejde med avlsdyr var ikke nemt, eller næsten utænkeligt de allerfleste steder. - Ingeborg skulle også mærke kalvene med en mærketang, og det var hun ikke så glad for. Hun husker at Aage Knudsen havde en kvie, der var blevet for gammel, og øret var stiv brusk, som Ingeborg havde svært ved at klippe igennem – men mærket blev den da. Kontrolåret gik fra april til april. Årsregnskabet blev samlet i en bog og sendt ind. I dag er det hele på EDB. Dengang foregik kontrolarbejdet i bryggerset. Mælken kom til mejeriet i Vang.

Lønnen var 65 kr. om måneden, så det var ikke mange penge.

I Færgegaard lærte Ingeborg sin mand Anders Christian Jørgensen at kende

Han var født i Tvorup 3. nov. 1898, søn af Jørgen Peder Jørgensen og (Inger) Marie f. Poulsen. Og efter en tid tog de begge til Hornsyld, han som karl på en gård, og Ingeborg i huset hos en sparekasse-kasserer, - hvor hun fik lært at passe børn. Det var fine folk, og de havde tre små børn. Men frihed var der ikke meget af: hver anden søndag efter middag, når kaffen var sat frem! – eller en anden eftermiddag i ugen. Det var alt.

Ingeborg opnåede ikke at komme på højskole; det ville hun ellers gerne have prøvet. Hun søgte om tilskud til et ophold, men fik at vide at hun var for ung, og så blev det ikke.

Bryllup og livet på Solvig

D. 11.12 1932 stod Ingeborg og Anders’ bryllup i Hornsyld.

De købte ejendommen ”Solvig” (Kanalvej 43). Den blev jo bygget af Anders’ bror Alfred. Det var på jord, der blev købt fra Færgegård. Deres søster Johanne var jo gift med ejeren af Færgegård. Anders havde sat penge i den ejendom, som Alfred havde bygget, og da det var små tider og Alfred kom i vanskeligheder, blev de enige om, at Anders overtog Solvig. – Det blev et godt sted, også rent økonomisk. Det gik godt. Søjorden blev købt til siden hen, og et stykke jord mere fra Færgegaard blev også lagt til.

Det blev deres hjem igennem alle årene.

Ingeborg kendte jo i forvejen de fleste på stedet. ”Nu kender jeg jo ikke så mange mere; men når jeg spørger de unge piger på Søskrænten, som kommer derudefra, hvor det er de bor, - hvis ejendom de bor i, så kan jeg stadig danne mig et billede af stedet.”

I 1934 blev sønnen Jørgen født. Det var langfredag d. 30. marts. Ingeborg var hverken til jordemoder eller doktor i den tid, hun ventede sig. Men jordemoderen blev hentet langfredag af Færgegårds-manden; han havde bil og kørte til Hundborg efter hende.

Ingeborg husker, de var hjemme i Hornsyld i julen 1933, og moderen sagde: ”Nu sørger du vel for at få en ordentlig særk i stedet for det uanstændige, du plejer at gå i!” –Jo, det var såmænd en undertrøje, der på den tid – ja tænk! – var uanstændig!

Anders sad i sognerådet fra 1946 - 1954, og i den tid var han meget hjemmefra. Han var også formand i mejeriet og havde flere andre hverv, som tog meget af hans tid. Dengang fik de jo ikke løn for at sidde på sådanne poster, men det var ærefulde hverv, det var betroede folk, der havde med de ting at gøre. I januar lagde de ligning – hvor de fandt ud af hvor meget de enkelte skulle af med i skat, så i den periode var det kun af sted det meste af tiden. De lagde ligning efter en skala, men den skala kunne godt rykkes lidt til siderne, så det blev et skøn: én syntes de godt kunne betale lidt mere – og måske en anden lidt mindre. Ingeborg synes, det var et godt fremskridt, da alt det kom ind under Thisted. Da blev det lidt mere retfærdigt, for nu går man efter tal og ikke efter manden.

I den tid Anders var i sognerådet var de en del ude til sammenkomster og forskellige gilder.

De kunne sagtens tage en tur til Hornsyld, for de havde altid en karl, der kunne passe det derhjemme. Og den sidste tid de var på gården, havde de to karle om sommeren og én om vinteren. Men Anders ville helst at Ingeborg var derhjemme, når han var til de forskellige møder. Det var det sikreste, så kunne hun se efter det alt sammen.

De havde ikke telefon hjemme i Hornsyld, og engang var Ingeborg nødt til at ringe til en nabo og spørge til forældrene, om de havde det godt; hun havde ikke fået brev fra dem længe, så hun var bange for, at der var sket noget. Det var der nu heldigvis ikke.

Ingeborg har altid haft det sådan, at hun var bedst tilpas, når hun var med i det hele, og hun pressede lidt på, når de andre var begyndt med at køre ind: ”Skal vi ikke snart i gang også?” ”Er vores ikke snart tørt?” Og så kunne Anders sige: ”Pas du dine gryder! Vi skal nok får vores kørt ind!”

Det er jo ikke sådan at være landmand, der skal tages hensyn til vejret. Ingeborg var altid lidt nervøs; hun glæder sig over, at hendes børnebørn ikke er landmænd. Ingeborg spekulerer stadig på, om de nu får sået derhjemme i Tvorup, - det gør de da selvfølgelig! Og hun synes det er mærkeligt, at hun stadigvæk kan ligge og spekulere på det, - det ligger i blodet efter de mange år, - og det var jo eksistensen, der var på spil. I dag, hvor de unge får lønnen udbetalt, er der jo ikke så stor risiko.

De fik indlagt toilet ret tidligt. Og en nabo kom ind og gjorde lidt nar af alt det fine; men Ingeborg var rigtig glad for at få ”træk og slip” installeret. Det var ikke sjovt at sidde på bræt og spand -–og mændene brugte jo stalden. - Men det var da et stort arbejde at få gravet septiktank og det hele. Et rigtigt toilet var et stort gode, syntes Ingeborg.

Syntes du, at du var fremmed i Tvorup? Nej ikke fremmed, jeg kendte jo de fleste. Ingeborg fortæller videre, at der hvor Chr. Mikkelsen bor, boede der dengang en der hed P. Møller. Anders tilsåede jorden der; og en dag sagde han til Anders: ”De siger, du har fået sådan en fin kone!” ”Nå -” mente Ingeborg, ”Det er nok fordi jeg tager mit hvide forklæde på engang imellem!” Ingeborg grinede lidt af det; - hun var ved at malke køerne.

Mange mennesker fik hun yderligere lært at kende gennem årene. Men de er væk alle sammen.

”I nogle år var vi mange der gik til noget i Husmoderforeningen. Det foregik i forsamlingshuset. I en periode gik Ingeborg til sykursus en gang i ugen. ”Og vi havde det skønt. Vi var da også med til mange andre forskellige ting. Ida var også med; hun er 85 i dag. Vi sad der mellem hinanden og snakkede om så meget. Det var lidt som en slags højskolebevægelse. Men så blev foreningen slået sammen med andre i større kredse, og så blev det mere fjernt. - Ja, Olga er da med; de holder udflugt og 3-dages møder og andet.” –

Ja, der var da også gymnastik. Stinne Augustinus’ mand ledede gymnastik i forsamlingshuset.

Ingeborg husker, at i det gamle forsamlingshus var der aktionærbal én gang om året – før jul.

Og der var også ”ung bøjl”; men man dansede ikke, men legede sanglege. Engang havde de fået fat i en, der spillede harmonika. Det var en indgroet skik, at det var syndigt med dans. Indre Mission havde et godt tag i folk dengang.

Ingeborg siger, at hun slet ikke var god til at danse (– men hun har været god til det meste, så hun har nok også kunnet danse!). Hvordan med at synge? Hun siger, at der ikke er én tone skabt i livet af hende. Det kunne hun lære, var der en, der belærte hende om, - men det har hun nu ikke erfaret.

Så var der jo også rejsebio. Der fortælles at den kom til Vang før der var lagt strøm ind. Og det havde man ikke lige tænkt på, og så måtte man tage til ”Sjørringvold” og få den store oplevelse med Fy og Bi i ”Vester Vov Vov”, (der var jo optaget ude i Vorupør). – Det var nu ikke Ingeborgs oplevelse; men hun husker nok, at der ikke var strøm, da hun kom til Tvorup, men det kom meget hurtigt. Og hjemme i Hornsyld havde de strøm al den tid hun kan huske.

Det var jo aktionærer, der ejede huset, vi kunne få aktier for små penge. Men til sidst blev det solgt. Derefter var det i skolen, det foregik, det med at komme sammen. Men så blev den jo også nedlagt. Nu er der jo beboerhuset.

Mekaniseringen kom til landbruget: De fik malkemaskine på ”Solvig”, og Ingeborg syntes det var lidt mærkeligt; hun kunne godt nyde at sidde stille og malke køerne med håndkraft, så hun var ikke så begejstret for malkemaskinen. Ingeborg tømte transportspandene, når de kom hjem fra mejeriet med syrnet mælk – og det var tungt arbejde –så vaskede hun spandene, så de var klar til næste gang. Engang blev hun under dette arbejde stukket af en bi i næsen. ”Min næse svulmede op, jeg blev så dårlig at jeg måtte lægge mig. - Og så var spandene jo ikke tømt, da de kom hjem til middag; men der var sandelig en gyldig grund.”

”Vi havde altid bier – en fire fem kasser. Under krigen kunne vi få sukker til bierne – så vi manglede ikke noget, vi havde sukker nok! Anders’ bror Alfred holdt mange bier, det var hans erhverv.

Vi havde 200 høns, som jeg passede. Vi byttede æg for varer hos købmanden, Anton Jensen. Somme tider blev der lidt penge til overs!

Men vi skulle altid passe meget på ræven, den tog vore høns. Sommeren igennem turde vi ikke lukke hønsene ud. Det skete flere gange at ræven tog dem. Engang vi kom hjem fra marken, havde ræven taget 25 høns. Den gravede dem ned, hvis den kunne få tid til det – til senere afhentning. Den slagtede bare løs!” Ingeborg var ved at komme op at slås med en ræv engang, og den var svært aggressiv. Hun rendte efter den med en kæp; men til sidst fandt den da ud af det hul, den var kommet ind af.

Det var ellers et skønt sted at bo: ”Når jeg var kommet i gummi-støvlerne og frakken fra morgenen af og skulle ud til hønsene, så var der jo frit ud til skoven.” Både sommer og vinter har Ingeborg gået til skoven, der var mange dyr der.”

Da de startede i sin tid, var der: – to ribsbuske! Så fik de plantet træerne. Skoven var ikke ret høj dengang og den gav ringe læ. Da de var kommet bedre i vej, fik Ingeborg en gartner til at komme og lægge haven om. Det var lidt tilfældigt, at det blev en gartner, men det var Evald Sørensens svigerfar, som boede hos dem en tid. Da husmandsforeningen et år kom rundt for at vurdere haver, kom de også på ”Solvig”, – men det var nu noget af en fejltagelse, for det var før de havde fået gjort noget ved haven! Blandt de første, der fik præmie for godt havebrug, var Marie og Johanne, der havde gjort meget ud af deres have oppe fra Kronens Hede. (De to søstre blev også kaldt ”Hederoserne”!)

Anders havde været på højskole i sine unge dage. Og Jørgen har været både på højskole og landbrugsskole.

”Men nu om dage skal de jo på landbrugsskole for at lære at regne ud, hvor meget gødning, de skal så. Og man kan ikke engang have en enkelt ko eller kalv at glæde sig over eller til husbehov. Det koster mere end det giver!” sukker Ingeborg.

Gården skifter ejer

I 1962 overtog Jørgen og Olga ejendommen. Peter var dengang 1 år. Der skete så meget nyt det år: Da kom de nye dyrlæger i Sjørring (Rosenbom og Bjerregaard), og da kom der ny mejeribestyrer i Vang (Svend Sandal) – nu er de også holdt!

Anders og Ingeborg flyttede ind på Rodalsbakke 30 (nu Henry Larsens ejendom). Anders var blevet svagelig, men alligevel kom det meget pludseligt, at han en dag, da han ville tage fårene ud, faldt om og døde.

Det var meget hårdt for Ingeborg – en tung og svær tid at komme igennem.

Da Ingeborg var blevet alene, spurgte hun i sognerådet, om hun kunne få pension, men det syntes de ikke hun skulle have. Så kom der en kone og besøgte Ingeborg. Hun var i samme situation, og hun spurgte Ingeborg om, hvor meget hun fik i pension. ”Jeg får ikke noget.” Det kunne den anden ikke forstå, for hun mente, de var berettiget til pension. Hun ville i hvert fald prøve at få lidt. ”Men kom ind og fortæl mig, når du har fået det.” sagde Ingeborg, ”så vil jeg også prøve.” Den anden fik, og da Ingeborg skulle op og betale skat - (det foregik i skolen dengang) – spurgte Ingeborg, hvorfor den anden kunne få og hun ikke. ”Jo, men du kan jo prøve at søge igen,” lød svaret. Det gjorde hun – og fik 45 kr. månedligt. ”Det var ikke store penge, sådan noget er ”fjetteri”” siger Ingeborg, og alt hvad der er ”fjetteri” er Ingeborg imod, og hun syntes det var lidt af nåde. Det skal dog siges, at hun havde lidt at stå imod med. Men dem der ødede det hele væk, skulle da ikke være mere berettiget til at få noget -! Det er sandheden om det lille samfund, hvor man så efter hinanden – ikke altid for det bedste!

Huset, som de havde købt af den gamle mejeribestyrer, var ikke noget at blive boende i. Ingeborg solgte det og fik i stedet købt det lille grønne hus på hjørnet af Tvorupvej og Rodalsbakke. Det tilhørte Johannes Thing-gårds søskende, som havde bygget det efter en amerikansk tegning. Det var spændende, men upraktisk.

”Og her boede jeg så i mere end 20 år, indtil synet blev rigtig dårligt” fortæller Ingeborg. ”Maja Strunch fortalte mig om de nye boliger, der blev opført omkring Søskrænten, og hun syntes det var lige noget for mig.” Og sådan blev det så: Ingeborg flyttede ind i på Bakkevej.

Ingeborg har det godt her. Hun laver selv sin mad og klarer sin dagligdag med lidt hjælp fra Søskrænten.

Hun nyder, at der er så mange børnebørn: 4.

Jørgen gjorde som hans far. Han fandt en sønderjyde: Olga.

Deres børn er Peter, Keld, Dora og Hans. Dora bor på Als, Peter og Keld omkring Århus og Hans i Vejle med deres familier. Og de har givet hende 10 oldebørn, som også kommer til Ingeborg. Og der er endda en ”Ingeborg” og en ”Anders” imellem!

Ingeborg har været foran sin tid; det er hun stadigvæk: anderledes, dygtig, og hun har læst en utrolig masse bøger. Hun har ikke læst alt, hvad Thit Jensen har skrevet. ”Det er for urealistisk, og det skal det ikke være!” Ingeborg holder sig til det tænkelige – det reelle - det jordnære. Men hun læser/hører også moderne bøger og låner stadig en portion lydbøger, når bogbussen holder ved Søskrænten.

Det har været en oplevelse at følge Ingeborg gennem tiden, hendes fortælling fra de forskellige år: fra ungdomstiden og frem til nu som 90-årig – med sin store hukommelse og viden og indsigt i forskellige menneskers levemåde og dagligdag.

Til slut de ord, som Ingeborg begyndte med: ”Mit liv er jo noget, jeg har inde i mig selv, og det er svært at beskrive.” Og det er så rigtigt, som det kan være. Men hvad der førte Ingeborg rundt i de forskellige situationer, er her beskrevet som hun har fortalt det.

INGEBORG JØRGENSEN,

f. 06.10. 1910

Ingeborg er født d. 6. okt. 1910 i Hornsyld – dengang en lille by mellem Horsens og Juelsminde.

Men Ingeborgs historie strækker sig langt:

Moderen var fra Tyskland fra Oldesloe lidt udenfor Hamborg.

Faderen var fra Vinding ved Bryrup. Som naver (omrejsende håndværker svend), mødte han Ingeborgs mor i Åbenrå, som dengang var tysk. Og selv kom hun til Thy, og det blev i Tvorup, hun boede i størstedelen af sit liv. Minderne er lagt over store afstande mellem lande, der har bekriget hinanden, mellem mennesker af mange slags, fattige som rige.

Barndomstiden

Da forældrene blev gift, bosatte de sig i Hornsyld.

Faderen var Søren Kristian Marius Hansen og moderen hed Dorothea Schöttler. Men der var ingen, der vidste, at hun hed sådan. Hun ville kaldes Dora – og det står da også på hendes gravsten.

Faderen var skomager og havde en forretning, og de har haft det godt økonomisk.

Da de var blevet gift og havde slået sig ned i Danmark, sagde Marius til Dora: ”Nu er vi i Danmark, og så snakker vi dansk!” Og det gjorde hun; det eneste tysk, der var at høre, var når hun sagde Åbenrå, det blev sagt med a-lyden: Abenra. Og det siger lidt om hvor god hun har været til at omstille sig!

Ingeborg havde 3 søskende:

Ingeborg er den ældste, så kom der to år efter en dreng: Emil, og otte år efter en pige: Stinne, – og til sidst 13 år efter Ingeborg igen en pige: Ruth.

Ingeborg gik i pogeskolen. Der gik hun i to år, og da hun skulle flytte over i den store skole, flyttede forældrene. De havde købt jord og fik en ejendom. Det var sådan, at efter krigen var jorden billig, og mange fik købt jord, og Ingeborgs far var jo opvokset på landet. Og nu købte de så en ejendom ca. 1 km fra det sted, hvor de hidtil havde boet. Det var i 1918. Men det blev alligevel først og fremmest som skomager, han ernærede sig og familien. Ingeborg kom så i den store skole i Hornsyld, og det var sammen med dem, hun havde gået i pogeskole med. Ingeborg var glad for at lære – læse og regne – men lærerinden var streng. Ingeborg udtrykker det sådan: ”Hun var en gammel jen”. Ingeborg havde haft én fejl i diktat og lærerinden sagde: ”Hvis du har en fejl til, får du en lussing!” – og Ingeborg havde en fejl til - og fik en knaldende lussing. Lærerinden var ellers sådan en, der gerne ville fedte for forældrene. – ”Hun ville gerne rundt og ha’ si’ kaffe,” som Ingeborg siger. Lærerinden var et sted til kaffe ved nogle, som havde mindre børn, som jo også skulle i skole; og så siger hun til en af dem: ”Nå, nu vil du vel snart op til mig i skolen?” ”Nej jeg vil ej Karen Sofie! For du vil smæk’ lussinger.”

Ingeborg har følt sig som enebarn. Moderen var meget streng over for hende. Da hun var helt lille og blev afstraffet og ikke kunne holde op med at græde, holdt hendes mor hende op i den åbne skorsten indtil hun bad om forladelse. På spørgsmål om det var den tyske opdragelse eller tysk mentalitet, ved Ingeborg det ikke: ”Nej, det var nok bare hidsighed, for ellers var hun ikke så streng.” De mindre børn blev mere lukket inde i sovekammeret.                           

Faderen var så god af sig. Ingeborg fortæller om, at da de havde butik kom der mange folk. Og der var mange, der kom og fik en snak med faderen og med hinanden. Han kunne godt reparere sko og så snakke samtidig. Men Ingeborgs mor var ikke begejstret for besøgene: de svinede for meget, og de spyttede på gulvet – bare de ville lade det være! Måske var der en spytbakke? Men de ramte den åbenbart ikke!

Ingeborg blev konfirmeret i Nebsager kirke i Hornsyld. Hun var i hvid kjole, men hun var i sorte strømper. Hun måtte ikke få hvide for sin mor, ”Sådan var hun faktisk lidt snerpet! ”

Ud at tjene

Efter konfirmationen fik Ingeborg en halvdags plads. Det var ved en maler. Konen var meget tunghør; hun gik rundt med en høretragt. Manden ville gerne have en øl. De havde en søn, der var født samme dag som Inge-borg, og han var i malerlære hjemme hos faderen. Ingeborg var hos dem et år.

”Alting var jo anderledes dengang,” siger Ingeborg ”de kunne ikke tåle at tjenestefolk ikke lavede noget.” Somme tider når Ingeborg stod og pudsede primussen, gned hun li’ så stille og blev ved og blev ved– ellers skulle konen jo bare til at hitte på noget andet til hende, selv om der næsten ikke var mere at finde på! En dag da Ingeborg var klædt om over middag – (det gjorde man dengang - i hvert fald i byerne, når middagen og opvasken var overstået), så kom konen og sagde, at hun skulle ud at muge ved hønsene; det blev Ingeborg harm over. Ingeborg gjorde ellers, hvad hun blev bedt om – også uden at protestere. – Hun var lille og genert (”frævorn”).

Næste plads Ingeborg fik var ved en ugift kvinde ”Lille Karen”, som havde arvet gården efter sine forældre. Hun gik som regel ude ved dyrene dagen lang – dyrene var hendes børn! Her skulle Ingeborg hjælpe med det hele. Det var en heldagsplads, og Ingeborg flyttede rigtig hjemmefra. På spørgsmålet om det var dèr hendes landbrugsinteresse kom, siger Ingeborg: ”Jeg ved ikke om jeg nogensinde har haft speciel landbrugsinteresse”. Men hun ved med sikkerhed, at hun har været svært ked af det huslige – så hellere være ude. Det derinde var også temmelig lige meget for konen i huset.

Til guldbryllup i Tyskland

Det var mens hun var der, at moderens forældre i Tyskland holdt guldbryllup (1926?). En nabo til forældrene havde bil og ville køre familien til Tyskland. Det var en lang tur, og de var væk i en hel uge. Selve guldbrylluppet husker Ingeborg ikke så meget af, udover at de blev fotograferet alle sammen. Men i Hamborg så de Hagenbecks Dyrepark, og nede ved havnen var de inde i en kælderbeværtning og fik en øl. Det var hos en kusine til moderen; men da de kom op på gaden igen, kunne de ikke lade være med at le en lille smule: de skulle alligevel betale, selv om det var familie. ”Så var det nok Kieler-kanalen, vi kom til, en lang tunnel under jorden” – sådan udtrykker Ingeborg det. De var også ude at gå under en bro. ”Men,” siger Ingeborg, ”i dag er sådan en oplevelse ikke noget. Mine børnebørn har rejst verden rundt og oplevet mange lande”. Hans og Mette har skrevet dagbog, og Dora og hendes veninde Susse har jo også oplevet en masse. Og ligesådan med Peter og Keld. Men dengang var dyreparken i Hamborg og Kieler-kanalen noget stort, og det er også de færreste på Ingeborgs alder, der har oplevet noget lignende.

Nye pladser – og en uddannelse

Da de kom hjem fra guldbrylluppet, var der nok at tage fat på Da Ingeborg mødte op i sin plads, havde der ikke været vasket op i en hel uge! Efter denne plads kom Ingeborg på en anden gård – også tæt ved hjemmet – og her sammen med en anden pige. ”Vi var lige gamle og lige kloge,” siger Ingeborg, (der dog var den ældste!). Der var også to karle; og pigerne arbejdede ude hver anden uge, således at der altid var én pige inde i huset. Det var så tæt på hjemmet, at Ingeborgs mor kunne stå derhjemme og se, når lyset blev tændt i pigekammeret, - og så vidste hun, at Ingeborg var kommet godt hjem. Moderen gik ikke i seng, før hun havde set lys på Ingeborgs værelse. Den anden piges forældre boede også tæt ved, og der var de også tit.

Ingeborg har altid været genert, og hun husker, at når hun skulle ud med regninger for faderen (det var strengt!) spurgte hun beklemt sin far: ”Jamen hvor skal jeg gå ind!” – og han svarede: ”Du skal selvfølgelig kravle ned gennem skorstenen!” Hendes bror derimod ville godt gå med regninger.

Ingeborg husker, der var et stort ægpakkeri i nærheden af, hvor hun tjente. De havde ingen børn der; men de skulle i byen næsten hver aften, og hvis ikke de havde været ude et par aftener, så skulle de selv have fremmede. Og når manden råbte til pigerne: ”Kan I finde en 3-pægls flaske!” så vidste de, at det betød gæster: - der skulle fløde med hjem fra mejeriet. Manden var sognefoged, og han lavede ikke noget ved landbruget, men han havde vel lidt skriveri. Gården havde været en herregård, og hans far havde været kancelliråd.

Det var en helt anden tid dengang; den kan ikke sammenlignes med nutiden. Det er svært at fortælle, fordi det var så anderledes – altsammen -. De unge kan lytte og måske forstå, men det er svært at fortælle som det egentlig var.

Ingeborg var der i pladsen i 2 år, og derefter var hun stuepige et år på apoteket i Hornsyld.

Nu var hun blevet 18 år, en voksen ung pige. Så søgte de to piger efter plads i Berlingske Tidende. ”Og det var nok lidt forkert,” siger Ingeborg, ”for det var nok lidt for fint, men det havde vi jo ingen forstand på dengang!” - Men de fik plads ved to ældre damer, de hed frøknerne Cortsen, og det var i Vedbæk. De to damer havde betalende gæster. Det var fint, - eller skulle være det. Og det var fine gæster, der kom der. Her var det, at Ingeborg kom i forbindelse med Thit Jensen – digteren, oprøreren, spiritisten. Thit Jensen havde brækket armen og Ingeborg skulle stå og øse sæbevand op over armen. Hun var jo spiritist, og hun fortalte, at når hun var hjemme hos sig selv, kunne hendes glas dreje sig på bordet; hendes søster kunne ikke se noget, - men Thit kunne! Mens hun boede ved søstrene i Vedbæk, sad hun og skrev og skrev. Det var på et meget varmt loftsværelse, og der sad hun i et par gammeldags brune bukser med lodden vrang, og så var hun i særk. Hun skrev på maskine, og Ingeborg er ikke sikker på om det var ”Stygge Krumpen” hun skrev dengang, men årstallet kunne godt passe. – Thit Jensen var ikke en stor dame, men hun var kraftig. Hun skulle ind til kongen, og Thit syede en rød kjole af sine gamle gardiner - og malede en gul stjerne ned i siden! De to frøkener er nævnt i en af Thits bøger, de var barndomsvenner fra Farsø.

Der var også en fin mand, der hed Thorkild Roose, han var chef for og skuespiller ved det kongelige teater. Han boede hos frøknerne, når han skulle have ro.

Efter pladsen i Vedbæk søgte Ingeborg ind på Kontrolskolen i Haslev. Nu ville hun ikke gå i huset mere. Den anden pige rejste hjem til Hornsyld.

Ingeborg havde jo ingen eksamen, så det var svært at komme i gang med noget af det, hun gerne ville. Hun snakkede om at stå i butik, men hendes mor sagde: ”Sådan en bette jen som dig, tror du de vil have sådan en til at stå i butik?” Ingeborg ville allerhelst have været bibliotekar, det var en drøm, hun havde fra barn. Hun havde passet skolebiblioteket af og til, og det var stadigvæk hendes store drøm. Men skulle hun læse videre skulle hun til Horsens, og det havde de ikke råd til; så skulle de andre tre søskende jo også – og det kunne der ikke være tale om.

Ingeborg tog på kontrolskolen i Haslev. Det var en kort uddannelse, og skolen sørgede for at de fik plads, når de var færdige. Men hun skulle selv betale for tiden på skolen. Hun var god til tal (og det var jo længe før regnemaskinernes tid); og de lærte bl. a. at beregne fedtprocenten i smør og mælk, og de fik da også indblik i avlsarbejde for stambesætninger. Uddannelsen tog 3 måneder, så var Ingeborg kontrolassistent. Og det var faktisk en sensation: der var to piger på holdet, resten var karle, og de var omkring 20 elever i alt.

Til Thy

Kontrolskolen sørgede for plads bagefter. Ingeborg kom til Thy. Der var også plads på Lolland, men de syntes ikke at hun skulle tage til Lolland: der var meget store gårde der, - og det var ikke noget for en pige. Ingeborg kom så til Tvorup, ansat af Vang-Tvorup Kontrolforening i 1930. Det var små tider for landbruget. Ingeborg kom til Færgegård, hvor ejeren Chr. Madsen var valgt til formand i den helt nye kontrolforening. Fra Færgegård tog hun ud til landmændene. Det var en ordentlig omvæltning for Ingeborg, - men også for Vang-Tvorup-boerne. Postens kone slog hænderne sammen og sagde - første gang Ingeborg kom ind med en pakke: – ”Jo, nok har jeg hørt om denne kvindelige kontrolassistent, der skulle komme; men at jeg også skulle få hende at se – det var næsten utænkelig!” Ingeborg cyklede rundt til landmændene, og kontrolkassen blev kørt fra sted til sted. Ingeborg sov der, hvor hun kontrollerede, så det var mange forskellige senge, hun sov i. Hun vejede mælken op, og i forhold til vægten tog hun så prøverne. De kom mælken i små glas, der stod i en træramme med nummer på for hver ko. Derefter kom der syre i – så i en centrifuge, og derefter skilte mælken, så fedtet kom ovenpå. Så kunne man regne fedtprocenten ud, og så skulle det skrives ind.

Det var meget fattige tider dengang, og arbejde med avlsdyr var ikke nemt, eller næsten utænkeligt de allerfleste steder. - Ingeborg skulle også mærke kalvene med en mærketang, og det var hun ikke så glad for. Hun husker at Aage Knudsen havde en kvie, der var blevet for gammel, og øret var stiv brusk, som Ingeborg havde svært ved at klippe igennem – men mærket blev den da. Kontrolåret gik fra april til april. Årsregnskabet blev samlet i en bog og sendt ind. I dag er det hele på EDB. Dengang foregik kontrolarbejdet i bryggerset. Mælken kom til mejeriet i Vang.

Lønnen var 65 kr. om måneden, så det var ikke mange penge.

I Færgegaard lærte Ingeborg sin mand Anders Christian Jørgensen at kende

Han var født i Tvorup 3. nov. 1898, søn af Jørgen Peder Jørgensen og (Inger) Marie f. Poulsen. Og efter en tid tog de begge til Hornsyld, han som karl på en gård, og Ingeborg i huset hos en sparekasse-kasserer, - hvor hun fik lært at passe børn. Det var fine folk, og de havde tre små børn. Men frihed var der ikke meget af: hver anden søndag efter middag, når kaffen var sat frem! – eller en anden eftermiddag i ugen. Det var alt.

Ingeborg opnåede ikke at komme på højskole; det ville hun ellers gerne have prøvet. Hun søgte om tilskud til et ophold, men fik at vide at hun var for ung, og så blev det ikke.

Bryllup og livet på Solvig

D. 11.12 1932 stod Ingeborg og Anders’ bryllup i Hornsyld.

De købte ejendommen ”Solvig” (Kanalvej 43). Den blev jo bygget af Anders’ bror Alfred. Det var på jord, der blev købt fra Færgegård. Deres søster Johanne var jo gift med ejeren af Færgegård. Anders havde sat penge i den ejendom, som Alfred havde bygget, og da det var små tider og Alfred kom i vanskeligheder, blev de enige om, at Anders overtog Solvig. – Det blev et godt sted, også rent økonomisk. Det gik godt. Søjorden blev købt til siden hen, og et stykke jord mere fra Færgegaard blev også lagt til.

Det blev deres hjem igennem alle årene.

Ingeborg kendte jo i forvejen de fleste på stedet. ”Nu kender jeg jo ikke så mange mere; men når jeg spørger de unge piger på Søskrænten, som kommer derudefra, hvor det er de bor, - hvis ejendom de bor i, så kan jeg stadig danne mig et billede af stedet.”

I 1934 blev sønnen Jørgen født. Det var langfredag d. 30. marts. Ingeborg var hverken til jordemoder eller doktor i den tid, hun ventede sig. Men jordemoderen blev hentet langfredag af Færgegårds-manden; han havde bil og kørte til Hundborg efter hende.

Ingeborg husker, de var hjemme i Hornsyld i julen 1933, og moderen sagde: ”Nu sørger du vel for at få en ordentlig særk i stedet for det uanstændige, du plejer at gå i!” –Jo, det var såmænd en undertrøje, der på den tid – ja tænk! – var uanstændig!

Anders sad i sognerådet fra 1946 - 1954, og i den tid var han meget hjemmefra. Han var også formand i mejeriet og havde flere andre hverv, som tog meget af hans tid. Dengang fik de jo ikke løn for at sidde på sådanne poster, men det var ærefulde hverv, det var betroede folk, der havde med de ting at gøre. I januar lagde de ligning – hvor de fandt ud af hvor meget de enkelte skulle af med i skat, så i den periode var det kun af sted det meste af tiden. De lagde ligning efter en skala, men den skala kunne godt rykkes lidt til siderne, så det blev et skøn: én syntes de godt kunne betale lidt mere – og måske en anden lidt mindre. Ingeborg synes, det var et godt fremskridt, da alt det kom ind under Thisted. Da blev det lidt mere retfærdigt, for nu går man efter tal og ikke efter manden.

I den tid Anders var i sognerådet var de en del ude til sammenkomster og forskellige gilder.

De kunne sagtens tage en tur til Hornsyld, for de havde altid en karl, der kunne passe det derhjemme. Og den sidste tid de var på gården, havde de to karle om sommeren og én om vinteren. Men Anders ville helst at Ingeborg var derhjemme, når han var til de forskellige møder. Det var det sikreste, så kunne hun se efter det alt sammen.

De havde ikke telefon hjemme i Hornsyld, og engang var Ingeborg nødt til at ringe til en nabo og spørge til forældrene, om de havde det godt; hun havde ikke fået brev fra dem længe, så hun var bange for, at der var sket noget. Det var der nu heldigvis ikke.

Ingeborg har altid haft det sådan, at hun var bedst tilpas, når hun var med i det hele, og hun pressede lidt på, når de andre var begyndt med at køre ind: ”Skal vi ikke snart i gang også?” ”Er vores ikke snart tørt?” Og så kunne Anders sige: ”Pas du dine gryder! Vi skal nok får vores kørt ind!”

Det er jo ikke sådan at være landmand, der skal tages hensyn til vejret. Ingeborg var altid lidt nervøs; hun glæder sig over, at hendes børnebørn ikke er landmænd. Ingeborg spekulerer stadig på, om de nu får sået derhjemme i Tvorup, - det gør de da selvfølgelig! Og hun synes det er mærkeligt, at hun stadigvæk kan ligge og spekulere på det, - det ligger i blodet efter de mange år, - og det var jo eksistensen, der var på spil. I dag, hvor de unge får lønnen udbetalt, er der jo ikke så stor risiko.

De fik indlagt toilet ret tidligt. Og en nabo kom ind og gjorde lidt nar af alt det fine; men Ingeborg var rigtig glad for at få ”træk og slip” installeret. Det var ikke sjovt at sidde på bræt og spand -–og mændene brugte jo stalden. - Men det var da et stort arbejde at få gravet septiktank og det hele. Et rigtigt toilet var et stort gode, syntes Ingeborg.

Syntes du, at du var fremmed i Tvorup? Nej ikke fremmed, jeg kendte jo de fleste. Ingeborg fortæller videre, at der hvor Chr. Mikkelsen bor, boede der dengang en der hed P. Møller. Anders tilsåede jorden der; og en dag sagde han til Anders: ”De siger, du har fået sådan en fin kone!” ”Nå -” mente Ingeborg, ”Det er nok fordi jeg tager mit hvide forklæde på engang imellem!” Ingeborg grinede lidt af det; - hun var ved at malke køerne.

Mange mennesker fik hun yderligere lært at kende gennem årene. Men de er væk alle sammen.

”I nogle år var vi mange der gik til noget i Husmoderforeningen. Det foregik i forsamlingshuset. I en periode gik Ingeborg til sykursus en gang i ugen. ”Og vi havde det skønt. Vi var da også med til mange andre forskellige ting. Ida var også med; hun er 85 i dag. Vi sad der mellem hinanden og snakkede om så meget. Det var lidt som en slags højskolebevægelse. Men så blev foreningen slået sammen med andre i større kredse, og så blev det mere fjernt. - Ja, Olga er da med; de holder udflugt og 3-dages møder og andet.” –

Ja, der var da også gymnastik. Stinne Augustinus’ mand ledede gymnastik i forsamlingshuset.

Ingeborg husker, at i det gamle forsamlingshus var der aktionærbal én gang om året – før jul.

Og der var også ”ung bøjl”; men man dansede ikke, men legede sanglege. Engang havde de fået fat i en, der spillede harmonika. Det var en indgroet skik, at det var syndigt med dans. Indre Mission havde et godt tag i folk dengang.

Ingeborg siger, at hun slet ikke var god til at danse (– men hun har været god til det meste, så hun har nok også kunnet danse!). Hvordan med at synge? Hun siger, at der ikke er én tone skabt i livet af hende. Det kunne hun lære, var der en, der belærte hende om, - men det har hun nu ikke erfaret.

Så var der jo også rejsebio. Der fortælles at den kom til Vang før der var lagt strøm ind. Og det havde man ikke lige tænkt på, og så måtte man tage til ”Sjørringvold” og få den store oplevelse med Fy og Bi i ”Vester Vov Vov”, (der var jo optaget ude i Vorupør). – Det var nu ikke Ingeborgs oplevelse; men hun husker nok, at der ikke var strøm, da hun kom til Tvorup, men det kom meget hurtigt. Og hjemme i Hornsyld havde de strøm al den tid hun kan huske.

Det var jo aktionærer, der ejede huset, vi kunne få aktier for små penge. Men til sidst blev det solgt. Derefter var det i skolen, det foregik, det med at komme sammen. Men så blev den jo også nedlagt. Nu er der jo beboerhuset.

Mekaniseringen kom til landbruget: De fik malkemaskine på ”Solvig”, og Ingeborg syntes det var lidt mærkeligt; hun kunne godt nyde at sidde stille og malke køerne med håndkraft, så hun var ikke så begejstret for malkemaskinen. Ingeborg tømte transportspandene, når de kom hjem fra mejeriet med syrnet mælk – og det var tungt arbejde –så vaskede hun spandene, så de var klar til næste gang. Engang blev hun under dette arbejde stukket af en bi i næsen. ”Min næse svulmede op, jeg blev så dårlig at jeg måtte lægge mig. - Og så var spandene jo ikke tømt, da de kom hjem til middag; men der var sandelig en gyldig grund.”

”Vi havde altid bier – en fire fem kasser. Under krigen kunne vi få sukker til bierne – så vi manglede ikke noget, vi havde sukker nok! Anders’ bror Alfred holdt mange bier, det var hans erhverv.

Vi havde 200 høns, som jeg passede. Vi byttede æg for varer hos købmanden, Anton Jensen. Somme tider blev der lidt penge til overs!

Men vi skulle altid passe meget på ræven, den tog vore høns. Sommeren igennem turde vi ikke lukke hønsene ud. Det skete flere gange at ræven tog dem. Engang vi kom hjem fra marken, havde ræven taget 25 høns. Den gravede dem ned, hvis den kunne få tid til det – til senere afhentning. Den slagtede bare løs!” Ingeborg var ved at komme op at slås med en ræv engang, og den var svært aggressiv. Hun rendte efter den med en kæp; men til sidst fandt den da ud af det hul, den var kommet ind af.

Det var ellers et skønt sted at bo: ”Når jeg var kommet i gummi-støvlerne og frakken fra morgenen af og skulle ud til hønsene, så var der jo frit ud til skoven.” Både sommer og vinter har Ingeborg gået til skoven, der var mange dyr der.”

Da de startede i sin tid, var der: – to ribsbuske! Så fik de plantet træerne. Skoven var ikke ret høj dengang og den gav ringe læ. Da de var kommet bedre i vej, fik Ingeborg en gartner til at komme og lægge haven om. Det var lidt tilfældigt, at det blev en gartner, men det var Evald Sørensens svigerfar, som boede hos dem en tid. Da husmandsforeningen et år kom rundt for at vurdere haver, kom de også på ”Solvig”, – men det var nu noget af en fejltagelse, for det var før de havde fået gjort noget ved haven! Blandt de første, der fik præmie for godt havebrug, var Marie og Johanne, der havde gjort meget ud af deres have oppe fra Kronens Hede. (De to søstre blev også kaldt ”Hederoserne”!)

Anders havde været på højskole i sine unge dage. Og Jørgen har været både på højskole og landbrugsskole.

”Men nu om dage skal de jo på landbrugsskole for at lære at regne ud, hvor meget gødning, de skal så. Og man kan ikke engang have en enkelt ko eller kalv at glæde sig over eller til husbehov. Det koster mere end det giver!” sukker Ingeborg.

Gården skifter ejer

I 1962 overtog Jørgen og Olga ejendommen. Peter var dengang 1 år. Der skete så meget nyt det år: Da kom de nye dyrlæger i Sjørring (Rosenbom og Bjerregaard), og da kom der ny mejeribestyrer i Vang (Svend Sandal) – nu er de også holdt!

Anders og Ingeborg flyttede ind på Rodalsbakke 30 (nu Henry Larsens ejendom). Anders var blevet svagelig, men alligevel kom det meget pludseligt, at han en dag, da han ville tage fårene ud, faldt om og døde.

Det var meget hårdt for Ingeborg – en tung og svær tid at komme igennem.

Da Ingeborg var blevet alene, spurgte hun i sognerådet, om hun kunne få pension, men det syntes de ikke hun skulle have. Så kom der en kone og besøgte Ingeborg. Hun var i samme situation, og hun spurgte Ingeborg om, hvor meget hun fik i pension. ”Jeg får ikke noget.” Det kunne den anden ikke forstå, for hun mente, de var berettiget til pension. Hun ville i hvert fald prøve at få lidt. ”Men kom ind og fortæl mig, når du har fået det.” sagde Ingeborg, ”så vil jeg også prøve.” Den anden fik, og da Ingeborg skulle op og betale skat - (det foregik i skolen dengang) – spurgte Ingeborg, hvorfor den anden kunne få og hun ikke. ”Jo, men du kan jo prøve at søge igen,” lød svaret. Det gjorde hun – og fik 45 kr. månedligt. ”Det var ikke store penge, sådan noget er ”fjetteri”” siger Ingeborg, og alt hvad der er ”fjetteri” er Ingeborg imod, og hun syntes det var lidt af nåde. Det skal dog siges, at hun havde lidt at stå imod med. Men dem der ødede det hele væk, skulle da ikke være mere berettiget til at få noget -! Det er sandheden om det lille samfund, hvor man så efter hinanden – ikke altid for det bedste!

Huset, som de havde købt af den gamle mejeribestyrer, var ikke noget at blive boende i. Ingeborg solgte det og fik i stedet købt det lille grønne hus på hjørnet af Tvorupvej og Rodalsbakke. Det tilhørte Johannes Thing-gårds søskende, som havde bygget det efter en amerikansk tegning. Det var spændende, men upraktisk.

”Og her boede jeg så i mere end 20 år, indtil synet blev rigtig dårligt” fortæller Ingeborg. ”Maja Strunch fortalte mig om de nye boliger, der blev opført omkring Søskrænten, og hun syntes det var lige noget for mig.” Og sådan blev det så: Ingeborg flyttede ind i på Bakkevej.

Ingeborg har det godt her. Hun laver selv sin mad og klarer sin dagligdag med lidt hjælp fra Søskrænten.

Hun nyder, at der er så mange børnebørn: 4.

Jørgen gjorde som hans far. Han fandt en sønderjyde: Olga.

Deres børn er Peter, Keld, Dora og Hans. Dora bor på Als, Peter og Keld omkring Århus og Hans i Vejle med deres familier. Og de har givet hende 10 oldebørn, som også kommer til Ingeborg. Og der er endda en ”Ingeborg” og en ”Anders” imellem!

Ingeborg har været foran sin tid; det er hun stadigvæk: anderledes, dygtig, og hun har læst en utrolig masse bøger. Hun har ikke læst alt, hvad Thit Jensen har skrevet. ”Det er for urealistisk, og det skal det ikke være!” Ingeborg holder sig til det tænkelige – det reelle - det jordnære. Men hun læser/hører også moderne bøger og låner stadig en portion lydbøger, når bogbussen holder ved Søskrænten.

Det har været en oplevelse at følge Ingeborg gennem tiden, hendes fortælling fra de forskellige år: fra ungdomstiden og frem til nu som 90-årig – med sin store hukommelse og viden og indsigt i forskellige menneskers levemåde og dagligdag.

Til slut de ord, som Ingeborg begyndte med: ”Mit liv er jo noget, jeg har inde i mig selv, og det er svært at beskrive.” Og det er så rigtigt, som det kan være. Men hvad der førte Ingeborg rundt i de forskellige situationer, er her beskrevet som hun har fortalt det.

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

Erindringer fra et liv omkring blandt andet Klitmøller og Hanstholm

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

Klitmøller/Hanstholm

 

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

Klitmøller/Hanstholm

 

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

 

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

 

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

 

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

 

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

 

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

 

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

 

Peter Sand Mortensen (1943-2023)

 

130103_400.jpg

Mejeribrugets historie

fra Vang-Tvorup sogne

1872 – 1980

Af Svend Sandal

Tvorups første mejeri var gården Søndergaard, som ligger på Rodalsbakke 27 i Tvorup. Den ejedes af gårdejer Poul Christensen, som blev gift 1859.

I 1872 byggede han et nyt stuehus til Søndergaard og indrettede et mejeri i vestenden. Han ansatte en mejerske til at lave smør; selv stod han for driften.

I 1885 måtte han som kautionist overtage et mejeri i Hørdum, som han så måtte overtage driften af, og af den grund forpagter han mejeri og gård ud til en hr. R. Granskov.

I kontrakten står der, at der er et antal køer til mejeriet. Mejeriet er indrettet på at drives som fællesmejeri, og ejeren er pligtig til:

at indestå for at forpagteren daglig kan erholde mindst 1300 pund mælk af gårdens og af fremmedes køer under forudsætning af

at han lader køre med to vogne efter mælk i omegnen inden for en cirkel, draget med en radius af en længde af en halv mil rundt om mejeriet, og

at han betaler mælken med mindst 14 øre pr. kande.

Forpagtningen var på 10 år til 1895, Men det ser ud til at forpagtningen løber til 1898.

Af inventar, der hører til mejeriet, er der flg.:

1 opretstående dampmaskine

1 centrifuge af mærket Burmeister & Wain

1 ostebalje med lyre

1 vægt med lodder

17 mælkekølere

3 sier

2 kærner

4 baller

I 1898 bliver Søndergaard sat til salg sammen med mejeriet, samt fødegården i Vest-Tvorup, Tvorupvej 28. Så Poul Christensen må have været en dygtig mand: ejede to gårde, mejeri samt jord i Vang og Vangså!

Det var der en ung mejeribestyrer på 29 år i Ulfborg, der havde fået kendskab til; så han rejste til Tvorup. Men Søndergaard med mejeri var for dyrt for ham, så i stedet for købte han den billige gård i Vest- Tvorup. Jorden var meget dårlig, hvorimod jorden til Søndergaard var førsteklasses.

Den unge mands navn var:

Rasmus Carlsen, født 4. sept. 1869 i Barrit v. Horsens, død i Tvorup 1934.

Han var gift med Ingeborg Marie Kirstine Østerby, født 1879 i Tim, død 1955 i Tvorup.

Rasmus Carlsen var ved landbruget; 20 år gammel – 1889 – ville han ”lære mejeri”, (som det hed dengang). Først var han på Hedensted mejeri, senere Båstrup. Så var han soldat, kom derefter på Ladelund Mælkeriskole. Efter skolen kom han på Kildevæld, er en tid der som mejeri-vikar. 1897 blev han mejeribestyrer på Ulfborg A/M 1897.

Hvorfor han kun var mejeribestyrer i så kort tid, vil mange nok undre sig over, men det var en tid, der var meget interessant for unge bønderkarle. Var de først blevet mejeribestyrere, ville mange gerne selv eje et mejeri.

Selv digteren Jeppe Aakjær var begejstret for den ny tid, og mejeristerne var han en stor beundrer af: De fløjtede og sang – der var fart over dem. Han var jo vant til at se bønderkarlene ude på landet gå roligt og sindigt efter ploven. Men nu var det pludselig maskinerne, der bestemte farten: en ny tid var over landet! En sommerdag i juli 1888 lå han bag et dige ved Jebjerg mejeri og skrev en sang til mejeristernes pris. ”Mejeristsangen” blev det første digt Aakjær fik trykt 1897.

Ved gården i Vest Tvorup byggede Rasmus Carlsen et nyt mejeri, som fik navnet ”Fremtidshaab”.

Der var 76 leverandører til mejeriet; de havde 300 køer.

Der var en 13 m dyb brønd. Kloakvandet udnyttedes ved overrisling.

Medarbejderne lønnedes med 600 kr. pr. år.

Man brugte Flora Danica mælkesyrer.

Mejeriet havde en 14 m høj firkantet skorsten.

Af maskiner var der: dampkedel, decimalvægt, forvarmer, pasteurer, ring-køler, Alfa-Laval centrifuge. Kærneælter og flødetønde.

Der anvendtes kul og petroleum.

Carlsens offentlige hverv: formand for Tvorup-Vang sogne i Den alm. Brandforsikring for Landbrugere.

Medlem af Vang-Tvorup sogneråd 1907 – 1913

Medlem af skolekommissionen siden 1907

Rasmus og Ingeborg fik 9 børn: 3 drenge og 6 piger. Den første var en dreng; han døde 5 uger gammel.

I 1923 blev Vang-Tvorup A/M oprettet. Hvorfor? – Der kan jeg kun fortælle, hvad Karen Carlsen (datteren) har fortalt mig.

Karen sagde, at hendes far var ved at være træt af det meget arbejde med både mejeriet og gården; og da ingen af de to drenge ville være mejerister, så ville han have det afhændet. Det fik han så ikke, og som følge af disse omstændigheder blev Vang-Tvorup Andelsmejeri så oprettet.

Vang-Tvorup A/M

blev oprettet 1923 under medvirken af arkitekt Chr. Foged, Thisted. Det startede sin virksomhed 5. april 1924.

Brandforsikring                     110.000 kr.    

Ejendomsskyld                     20.000 kr.

Antal leverandører                 129 med 600 køer;

deraf var 4 med over 20 køer, 29 med 4 køer, resten derunder.

Maskiner og inventar:

Reduktase prøvekasse

Exact indvejningsvægt

2 Buaas udvejningsvægte

Smørvægt

Diskvægt

3 Buaas pasteurer

Sabro køleanlæg

Alfa centrifuge

Silkeborg kærne

Ålborg Skibsværft kedel

Alliance dampmaskine

Luftpumpe

Vandfilter.

Fyring med træ

Elektrisk belysning.

Der anvendtes 75% fortinnede og 25 % aluminiums transportspande.

Mejeriet anvendte handels-syre (Flora Danica). Fløden syrnedes i bassin. Mejeriet havde eget laboratorium.

Mælken afregnedes efter fedtenheder.

Der solgtes 500 kg smør til leverandører, 174 kg til bysalg, resten gik til eksport.

Mælkemængden:

1927/28: 1,17 mill. kg.

1928/29; 1,30 mill. kg

1929/30: 1,49 mill. kg.

Personale:

bestyreren + 1 mejerist, 1 elev og 7 mælkekuske.

Regnskabsåret gik fra oktober til oktober.

5.april 1924 var første dag for det nye Vang-Tvorup A/M.

Mejeribestyrere

Mejeriets første mejeribestyrer var Frederik Buus, f- 30. 09. 1893 i Bjørnholm sogn, gift 6. 01 1924 med Nanna Johanne f. Jensen. De havde to sønner og en datter. Sønnerne blev begge uddannet som mejerister.

Kristian Frederik begyndte sin uddannelse på

Strandby A/M 1908 – 1911, derefter

Auning A/M 1911 – 1914,

Birkhøj A/M 1914 – 1915, så

soldat i 1915 – 1917 og derefter

Vitskøl Kloster A/M 1917 1918

Ladelund Mælkeriskole 1918 – 1919

Nyhaab Hørdum 1919

mejerivikar i Thisted Amtskreds 1919 – 1923 og i

Vang-Tvorup 1923.

Buus opsagde sin stilling til fratrædelse 1. april 1962 efter at have bestyret mejeriet godt og dygtigt i 38 år. Han var da 69 år gammel.

Jeg blev så Vang-Tvorup A/Ms sidste mejeribestyrer. Jeg kendte Buus godt, og vi havde et godt forhold til hinanden. Buus flyttede til Nykøbing. Han kom tit og besøgte os. Og når jeg fortalte ham, hvad jeg ville have lavet i mejeriet, sagde han altid: ”Hvad siger bestyrelsen?” ”De siger det er i orden.” Så sagde han: ”Du er ikke helt tåbelig, Sandal,” Han kunne godt se, at mejeriet trængte til en omgang.

Stillingen som mejeribestyrer opslås

Efter at Buus havde opsagt sin stilling, vedtog bestyrelsen at opslå den ledige stilling til besættelse d. 1. april 1962.

Vi var 75 mejerister, der søgte stillingen. Jeg blev den heldige, der blev valgt. Jeg fik telefonisk besked d. 12. januar om at komme til Vang for at underskrive kontrakten. Men i februar blev kontrakten ændret til tiltrædelse d. 1. marts.

Jeg hedder Svend Sandal, f. 23. april 1934 i Ølstrup, Ringkøbing Amt. gift 8. marts 1958 med Jytte f. Nielsen.

Min uddannelse:

1. nov. 1948 på Ølstrup A/M 1948 – 50

Tånning A/M 1950 – 52

Elkjærslund A/M 1952 – 54

Soldat 1954 – 55

Videmark A/M 1955 – 57, dog afbrudt med et ophold på Hadsten Højskole 03.11.56 – 31.04.57.

Ladelund Mejeriskole 01.09.57 – 01.05,58

Videmark A/M 1958 – 62.

Mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M 01.03.1962 – 1980.

Mejeriet var i 1962 slidt ned – med undtagelse af en ny Alfa centrifuge fra 1961.

Dampkedlen var den samme som i 1923; men den kan holde i 100 år. Den blev trykprøvet hvert 4. år, således som det var lovbefalet.

Men efter 19 år havde jeg og de forskellige bestyrelser fået mejeriet i en god standard.

Fra 1962 og til 1978 var der stigende mælkemængde – fra 2,2 mill. kg til 3,2 mill. kg i 1978. Derefter faldende mælkemængde til 2,8 mill. kg i 1980. Så bestyrelsen og jeg kunne se, at der skulle gøres noget!

En fornuftig bestyrelse vedtog at levere deres mælk til A/S Plumrose. Og en fornuftig leverandørkreds bakkede det op på en generalforsamling.

Så Vang-Tvorup A/M lukkede og slukkede efter 57 år på en god og værdig måde. Det kan jeg sige, som har set så mange mejerier, der er blevet i centraliseringens hellige navn. Mange har det kostet penge at nedlægge. Vang-Tvorup leverandørerne kostede det ikke penge; de fik penge - til stor tilfredshed for mig og den dengang siddende bestyrelse.

Af maskiner havde vi i 1980:

2 stk. rustfri tanke à 8000 l og 2 stk. à 3000 l

1 pasteuriserings-anlæg for sødmælk og fløde

1 Alfa centrifuge

1 keglekærne

1 flødebassin

Diverse rustfri pumper

Køleanlæg

Dampkedel

1 tankvogn 8000 l, Scania Vabis 50 Super, som Arne Christensen i Vang var chauffør på. (Arne fortsatte med at køre i nogle år for Plumrose i Thisted.)

Og i 10 år var Jørgen Carlsen en daglig medhjælper i mejeriet. Jørgen var en af Rasmus Carlsens sønner fra Fremtidshaab Mejeri i Tvorup.

Undertegnede fik stilling som afdelingsleder på en stor fiskeindustri i Hanstholm, hvor jeg var i 14 år, indtil jeg gik på pension.

Det var så godt 100 års mejeribrugs-historie for Vang-Tvorup sogne, der begyndte som et eventyr og sluttede, som et eventyr helst skal slutte: godt!

-----------------------

Anvendelsen af mælk er lige så gammel som menneskeslægten og fremstillingen af mælkeprodukter er ikke ret meget yngre. I hvert fald berettes der i 1. mosebog, kap.18 om, at Abraham beværtede sine gæster i Mamrelund med fløde og mælk. Og i 1. mosebog, kap. 32 nævner Moses i en sang, at Gud har givet Israel smør af køer og mælk af får.

Ost nævnes første gang i 1. Samuels bog, kap.19, hvor der fortælles at David blev sendt til Sauls krigslejr med brød til sine brødre og med 10 ferske oste til høvedsmanden.

At fremstille smør og ost var et kvinde-arbejde. De produkter, der kunne produceres i de små landbrug, var af ringe kvalitet.

Men efterhånden fandt bønderne ud af at samle sig om mælken fra flere ejendomme og lade kvinderne fremstille smør og ost. Det betød en bedre kvalitet og købmanden betalte en højere pris for bøndernes produkter.

Det bevirkede at Det kongelige Landhusholdningsselskab i 1835 tilrettelagde en to-årig mejerske-

uddannelse. Denne uddannelse blev opretholdt i 40 år til 1875.

Men i 1875 kom der mere gang i det nye: der kom dampmaskinen og centrifugen. Der blev brug for mere muskelkraft, og mændene begyndte at blive interesseret i mejeribruget. Kvinderne var ikke særlig interesseret i mændenes indtrængen. Så der stod i nogle år svære stridigheder om magten i mejeriet! Den sidste bastion kvinderne tabte var smørkammeret, hvor smørret produceredes.

Mændene havde sejret, de overtog magten, og deres titel kunne jo af gode grunde ikke være ”mejerske”, så deres titel blev ”mejerister”.

Mange forblev at være mejerister, men andre havde ønsker om at blive mejeribestyrere eller mejeri-ejere.

Da andelsmejerierne skød op som paddehatte rundt om i landet, ville alle bønderkarle ”lære mejeri”, som det hed dengang. Mange tilbød at de ville arbejde gratis et halvt år, - ja somme tider et helt år -, for at få en læreplads.

Mange af de første mejeribestyrere var blevet gift med en mejerske, og de glemte aldrig deres erhverv som mejerske – og den position, de havde haft i samfundet.

Jeg taler af erfaring, for jeg var i lære hos en ældre mejeribestyrer, og hans kone havde været mejerske. Og når jeg havde lavet smør til udstilling, så skulle hun altid ud at smage på det. Og enten godkendte hun det - eller forkastede det. Det første halve år var jeg lidt bange for hende. Hun var en bestemt dame, men jeg kom til at kunne lide hende, - og mejeribestyreren satte jeg stor pris på.

Da jeg selv fik plads som mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M var de de første, der ringede til mig og ønskede tillykke.

Det var jo en mejerists ønske at blive mejeribestyrer. Først stod man fire år i lære og gik på handelsskole, og det var vanskeligt for mange af de mejerister, der ikke havde realeksamen, eller et 5 måneders ophold på Hadsten højskole, som havde en afdeling med de fag, som mejeristerne havde brug for. Et sådant højskoleophold var virkelig til stor gavn for mejeristerne.

Derefter var der 8 måneder på mejeriskole. Der var to mejeriskoler: Ladelund og Dalum på Fyn.

Så var man kvalificeret til en mejeribestyrerplads. Der var også mange, der kun tog den 4-årige læretid, - og så havde de ingen chance for at blive mejeribestyrere. Men selv med fuld uddannelse var chancerne små.

Da jeg var færdiguddannet var vi 160 mejerister det år, der skulle ud at søge mejeribestyrerpladser, og i årene derefter var det noget lignende.

Af de 160 på de to skoler i 1958 var der 12, der blev mejeribestyrere. Til en mejeribestyrerplads var vi altid mellem 75 – 150 ansøgere. Som følge deraf var der mange mejerister, der søgte over i andet erhverv, når de opgav at blive mejeribestyrere - eller fik andre interesser.

Der var mange, der blev kæmnere, ledere af fjernvarmeværker, bogholdere, revisorer m.m.

Juni 2001
 

130103_400.jpg

Mejeribrugets historie

fra Vang-Tvorup sogne

1872 – 1980

Af Svend Sandal

Tvorups første mejeri var gården Søndergaard, som ligger på Rodalsbakke 27 i Tvorup. Den ejedes af gårdejer Poul Christensen, som blev gift 1859.

I 1872 byggede han et nyt stuehus til Søndergaard og indrettede et mejeri i vestenden. Han ansatte en mejerske til at lave smør; selv stod han for driften.

I 1885 måtte han som kautionist overtage et mejeri i Hørdum, som han så måtte overtage driften af, og af den grund forpagter han mejeri og gård ud til en hr. R. Granskov.

I kontrakten står der, at der er et antal køer til mejeriet. Mejeriet er indrettet på at drives som fællesmejeri, og ejeren er pligtig til:

at indestå for at forpagteren daglig kan erholde mindst 1300 pund mælk af gårdens og af fremmedes køer under forudsætning af

at han lader køre med to vogne efter mælk i omegnen inden for en cirkel, draget med en radius af en længde af en halv mil rundt om mejeriet, og

at han betaler mælken med mindst 14 øre pr. kande.

Forpagtningen var på 10 år til 1895, Men det ser ud til at forpagtningen løber til 1898.

Af inventar, der hører til mejeriet, er der flg.:

1 opretstående dampmaskine

1 centrifuge af mærket Burmeister & Wain

1 ostebalje med lyre

1 vægt med lodder

17 mælkekølere

3 sier

2 kærner

4 baller

I 1898 bliver Søndergaard sat til salg sammen med mejeriet, samt fødegården i Vest-Tvorup, Tvorupvej 28. Så Poul Christensen må have været en dygtig mand: ejede to gårde, mejeri samt jord i Vang og Vangså!

Det var der en ung mejeribestyrer på 29 år i Ulfborg, der havde fået kendskab til; så han rejste til Tvorup. Men Søndergaard med mejeri var for dyrt for ham, så i stedet for købte han den billige gård i Vest- Tvorup. Jorden var meget dårlig, hvorimod jorden til Søndergaard var førsteklasses.

Den unge mands navn var:

Rasmus Carlsen, født 4. sept. 1869 i Barrit v. Horsens, død i Tvorup 1934.

Han var gift med Ingeborg Marie Kirstine Østerby, født 1879 i Tim, død 1955 i Tvorup.

Rasmus Carlsen var ved landbruget; 20 år gammel – 1889 – ville han ”lære mejeri”, (som det hed dengang). Først var han på Hedensted mejeri, senere Båstrup. Så var han soldat, kom derefter på Ladelund Mælkeriskole. Efter skolen kom han på Kildevæld, er en tid der som mejeri-vikar. 1897 blev han mejeribestyrer på Ulfborg A/M 1897.

Hvorfor han kun var mejeribestyrer i så kort tid, vil mange nok undre sig over, men det var en tid, der var meget interessant for unge bønderkarle. Var de først blevet mejeribestyrere, ville mange gerne selv eje et mejeri.

Selv digteren Jeppe Aakjær var begejstret for den ny tid, og mejeristerne var han en stor beundrer af: De fløjtede og sang – der var fart over dem. Han var jo vant til at se bønderkarlene ude på landet gå roligt og sindigt efter ploven. Men nu var det pludselig maskinerne, der bestemte farten: en ny tid var over landet! En sommerdag i juli 1888 lå han bag et dige ved Jebjerg mejeri og skrev en sang til mejeristernes pris. ”Mejeristsangen” blev det første digt Aakjær fik trykt 1897.

Ved gården i Vest Tvorup byggede Rasmus Carlsen et nyt mejeri, som fik navnet ”Fremtidshaab”.

Der var 76 leverandører til mejeriet; de havde 300 køer.

Der var en 13 m dyb brønd. Kloakvandet udnyttedes ved overrisling.

Medarbejderne lønnedes med 600 kr. pr. år.

Man brugte Flora Danica mælkesyrer.

Mejeriet havde en 14 m høj firkantet skorsten.

Af maskiner var der: dampkedel, decimalvægt, forvarmer, pasteurer, ring-køler, Alfa-Laval centrifuge. Kærneælter og flødetønde.

Der anvendtes kul og petroleum.

Carlsens offentlige hverv: formand for Tvorup-Vang sogne i Den alm. Brandforsikring for Landbrugere.

Medlem af Vang-Tvorup sogneråd 1907 – 1913

Medlem af skolekommissionen siden 1907

Rasmus og Ingeborg fik 9 børn: 3 drenge og 6 piger. Den første var en dreng; han døde 5 uger gammel.

I 1923 blev Vang-Tvorup A/M oprettet. Hvorfor? – Der kan jeg kun fortælle, hvad Karen Carlsen (datteren) har fortalt mig.

Karen sagde, at hendes far var ved at være træt af det meget arbejde med både mejeriet og gården; og da ingen af de to drenge ville være mejerister, så ville han have det afhændet. Det fik han så ikke, og som følge af disse omstændigheder blev Vang-Tvorup Andelsmejeri så oprettet.

Vang-Tvorup A/M

blev oprettet 1923 under medvirken af arkitekt Chr. Foged, Thisted. Det startede sin virksomhed 5. april 1924.

Brandforsikring                     110.000 kr.    

Ejendomsskyld                     20.000 kr.

Antal leverandører                 129 med 600 køer;

deraf var 4 med over 20 køer, 29 med 4 køer, resten derunder.

Maskiner og inventar:

Reduktase prøvekasse

Exact indvejningsvægt

2 Buaas udvejningsvægte

Smørvægt

Diskvægt

3 Buaas pasteurer

Sabro køleanlæg

Alfa centrifuge

Silkeborg kærne

Ålborg Skibsværft kedel

Alliance dampmaskine

Luftpumpe

Vandfilter.

Fyring med træ

Elektrisk belysning.

Der anvendtes 75% fortinnede og 25 % aluminiums transportspande.

Mejeriet anvendte handels-syre (Flora Danica). Fløden syrnedes i bassin. Mejeriet havde eget laboratorium.

Mælken afregnedes efter fedtenheder.

Der solgtes 500 kg smør til leverandører, 174 kg til bysalg, resten gik til eksport.

Mælkemængden:

1927/28: 1,17 mill. kg.

1928/29; 1,30 mill. kg

1929/30: 1,49 mill. kg.

Personale:

bestyreren + 1 mejerist, 1 elev og 7 mælkekuske.

Regnskabsåret gik fra oktober til oktober.

5.april 1924 var første dag for det nye Vang-Tvorup A/M.

Mejeribestyrere

Mejeriets første mejeribestyrer var Frederik Buus, f- 30. 09. 1893 i Bjørnholm sogn, gift 6. 01 1924 med Nanna Johanne f. Jensen. De havde to sønner og en datter. Sønnerne blev begge uddannet som mejerister.

Kristian Frederik begyndte sin uddannelse på

Strandby A/M 1908 – 1911, derefter

Auning A/M 1911 – 1914,

Birkhøj A/M 1914 – 1915, så

soldat i 1915 – 1917 og derefter

Vitskøl Kloster A/M 1917 1918

Ladelund Mælkeriskole 1918 – 1919

Nyhaab Hørdum 1919

mejerivikar i Thisted Amtskreds 1919 – 1923 og i

Vang-Tvorup 1923.

Buus opsagde sin stilling til fratrædelse 1. april 1962 efter at have bestyret mejeriet godt og dygtigt i 38 år. Han var da 69 år gammel.

Jeg blev så Vang-Tvorup A/Ms sidste mejeribestyrer. Jeg kendte Buus godt, og vi havde et godt forhold til hinanden. Buus flyttede til Nykøbing. Han kom tit og besøgte os. Og når jeg fortalte ham, hvad jeg ville have lavet i mejeriet, sagde han altid: ”Hvad siger bestyrelsen?” ”De siger det er i orden.” Så sagde han: ”Du er ikke helt tåbelig, Sandal,” Han kunne godt se, at mejeriet trængte til en omgang.

Stillingen som mejeribestyrer opslås

Efter at Buus havde opsagt sin stilling, vedtog bestyrelsen at opslå den ledige stilling til besættelse d. 1. april 1962.

Vi var 75 mejerister, der søgte stillingen. Jeg blev den heldige, der blev valgt. Jeg fik telefonisk besked d. 12. januar om at komme til Vang for at underskrive kontrakten. Men i februar blev kontrakten ændret til tiltrædelse d. 1. marts.

Jeg hedder Svend Sandal, f. 23. april 1934 i Ølstrup, Ringkøbing Amt. gift 8. marts 1958 med Jytte f. Nielsen.

Min uddannelse:

1. nov. 1948 på Ølstrup A/M 1948 – 50

Tånning A/M 1950 – 52

Elkjærslund A/M 1952 – 54

Soldat 1954 – 55

Videmark A/M 1955 – 57, dog afbrudt med et ophold på Hadsten Højskole 03.11.56 – 31.04.57.

Ladelund Mejeriskole 01.09.57 – 01.05,58

Videmark A/M 1958 – 62.

Mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M 01.03.1962 – 1980.

Mejeriet var i 1962 slidt ned – med undtagelse af en ny Alfa centrifuge fra 1961.

Dampkedlen var den samme som i 1923; men den kan holde i 100 år. Den blev trykprøvet hvert 4. år, således som det var lovbefalet.

Men efter 19 år havde jeg og de forskellige bestyrelser fået mejeriet i en god standard.

Fra 1962 og til 1978 var der stigende mælkemængde – fra 2,2 mill. kg til 3,2 mill. kg i 1978. Derefter faldende mælkemængde til 2,8 mill. kg i 1980. Så bestyrelsen og jeg kunne se, at der skulle gøres noget!

En fornuftig bestyrelse vedtog at levere deres mælk til A/S Plumrose. Og en fornuftig leverandørkreds bakkede det op på en generalforsamling.

Så Vang-Tvorup A/M lukkede og slukkede efter 57 år på en god og værdig måde. Det kan jeg sige, som har set så mange mejerier, der er blevet i centraliseringens hellige navn. Mange har det kostet penge at nedlægge. Vang-Tvorup leverandørerne kostede det ikke penge; de fik penge - til stor tilfredshed for mig og den dengang siddende bestyrelse.

Af maskiner havde vi i 1980:

2 stk. rustfri tanke à 8000 l og 2 stk. à 3000 l

1 pasteuriserings-anlæg for sødmælk og fløde

1 Alfa centrifuge

1 keglekærne

1 flødebassin

Diverse rustfri pumper

Køleanlæg

Dampkedel

1 tankvogn 8000 l, Scania Vabis 50 Super, som Arne Christensen i Vang var chauffør på. (Arne fortsatte med at køre i nogle år for Plumrose i Thisted.)

Og i 10 år var Jørgen Carlsen en daglig medhjælper i mejeriet. Jørgen var en af Rasmus Carlsens sønner fra Fremtidshaab Mejeri i Tvorup.

Undertegnede fik stilling som afdelingsleder på en stor fiskeindustri i Hanstholm, hvor jeg var i 14 år, indtil jeg gik på pension.

Det var så godt 100 års mejeribrugs-historie for Vang-Tvorup sogne, der begyndte som et eventyr og sluttede, som et eventyr helst skal slutte: godt!

-----------------------

Anvendelsen af mælk er lige så gammel som menneskeslægten og fremstillingen af mælkeprodukter er ikke ret meget yngre. I hvert fald berettes der i 1. mosebog, kap.18 om, at Abraham beværtede sine gæster i Mamrelund med fløde og mælk. Og i 1. mosebog, kap. 32 nævner Moses i en sang, at Gud har givet Israel smør af køer og mælk af får.

Ost nævnes første gang i 1. Samuels bog, kap.19, hvor der fortælles at David blev sendt til Sauls krigslejr med brød til sine brødre og med 10 ferske oste til høvedsmanden.

At fremstille smør og ost var et kvinde-arbejde. De produkter, der kunne produceres i de små landbrug, var af ringe kvalitet.

Men efterhånden fandt bønderne ud af at samle sig om mælken fra flere ejendomme og lade kvinderne fremstille smør og ost. Det betød en bedre kvalitet og købmanden betalte en højere pris for bøndernes produkter.

Det bevirkede at Det kongelige Landhusholdningsselskab i 1835 tilrettelagde en to-årig mejerske-

uddannelse. Denne uddannelse blev opretholdt i 40 år til 1875.

Men i 1875 kom der mere gang i det nye: der kom dampmaskinen og centrifugen. Der blev brug for mere muskelkraft, og mændene begyndte at blive interesseret i mejeribruget. Kvinderne var ikke særlig interesseret i mændenes indtrængen. Så der stod i nogle år svære stridigheder om magten i mejeriet! Den sidste bastion kvinderne tabte var smørkammeret, hvor smørret produceredes.

Mændene havde sejret, de overtog magten, og deres titel kunne jo af gode grunde ikke være ”mejerske”, så deres titel blev ”mejerister”.

Mange forblev at være mejerister, men andre havde ønsker om at blive mejeribestyrere eller mejeri-ejere.

Da andelsmejerierne skød op som paddehatte rundt om i landet, ville alle bønderkarle ”lære mejeri”, som det hed dengang. Mange tilbød at de ville arbejde gratis et halvt år, - ja somme tider et helt år -, for at få en læreplads.

Mange af de første mejeribestyrere var blevet gift med en mejerske, og de glemte aldrig deres erhverv som mejerske – og den position, de havde haft i samfundet.

Jeg taler af erfaring, for jeg var i lære hos en ældre mejeribestyrer, og hans kone havde været mejerske. Og når jeg havde lavet smør til udstilling, så skulle hun altid ud at smage på det. Og enten godkendte hun det - eller forkastede det. Det første halve år var jeg lidt bange for hende. Hun var en bestemt dame, men jeg kom til at kunne lide hende, - og mejeribestyreren satte jeg stor pris på.

Da jeg selv fik plads som mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M var de de første, der ringede til mig og ønskede tillykke.

Det var jo en mejerists ønske at blive mejeribestyrer. Først stod man fire år i lære og gik på handelsskole, og det var vanskeligt for mange af de mejerister, der ikke havde realeksamen, eller et 5 måneders ophold på Hadsten højskole, som havde en afdeling med de fag, som mejeristerne havde brug for. Et sådant højskoleophold var virkelig til stor gavn for mejeristerne.

Derefter var der 8 måneder på mejeriskole. Der var to mejeriskoler: Ladelund og Dalum på Fyn.

Så var man kvalificeret til en mejeribestyrerplads. Der var også mange, der kun tog den 4-årige læretid, - og så havde de ingen chance for at blive mejeribestyrere. Men selv med fuld uddannelse var chancerne små.

Da jeg var færdiguddannet var vi 160 mejerister det år, der skulle ud at søge mejeribestyrerpladser, og i årene derefter var det noget lignende.

Af de 160 på de to skoler i 1958 var der 12, der blev mejeribestyrere. Til en mejeribestyrerplads var vi altid mellem 75 – 150 ansøgere. Som følge deraf var der mange mejerister, der søgte over i andet erhverv, når de opgav at blive mejeribestyrere - eller fik andre interesser.

Der var mange, der blev kæmnere, ledere af fjernvarmeværker, bogholdere, revisorer m.m.

Juni 2001
 

130103_400.jpg

Mejeribrugets historie

fra Vang-Tvorup sogne

1872 – 1980

Af Svend Sandal

Tvorups første mejeri var gården Søndergaard, som ligger på Rodalsbakke 27 i Tvorup. Den ejedes af gårdejer Poul Christensen, som blev gift 1859.

I 1872 byggede han et nyt stuehus til Søndergaard og indrettede et mejeri i vestenden. Han ansatte en mejerske til at lave smør; selv stod han for driften.

I 1885 måtte han som kautionist overtage et mejeri i Hørdum, som han så måtte overtage driften af, og af den grund forpagter han mejeri og gård ud til en hr. R. Granskov.

I kontrakten står der, at der er et antal køer til mejeriet. Mejeriet er indrettet på at drives som fællesmejeri, og ejeren er pligtig til:

at indestå for at forpagteren daglig kan erholde mindst 1300 pund mælk af gårdens og af fremmedes køer under forudsætning af

at han lader køre med to vogne efter mælk i omegnen inden for en cirkel, draget med en radius af en længde af en halv mil rundt om mejeriet, og

at han betaler mælken med mindst 14 øre pr. kande.

Forpagtningen var på 10 år til 1895, Men det ser ud til at forpagtningen løber til 1898.

Af inventar, der hører til mejeriet, er der flg.:

1 opretstående dampmaskine

1 centrifuge af mærket Burmeister & Wain

1 ostebalje med lyre

1 vægt med lodder

17 mælkekølere

3 sier

2 kærner

4 baller

I 1898 bliver Søndergaard sat til salg sammen med mejeriet, samt fødegården i Vest-Tvorup, Tvorupvej 28. Så Poul Christensen må have været en dygtig mand: ejede to gårde, mejeri samt jord i Vang og Vangså!

Det var der en ung mejeribestyrer på 29 år i Ulfborg, der havde fået kendskab til; så han rejste til Tvorup. Men Søndergaard med mejeri var for dyrt for ham, så i stedet for købte han den billige gård i Vest- Tvorup. Jorden var meget dårlig, hvorimod jorden til Søndergaard var førsteklasses.

Den unge mands navn var:

Rasmus Carlsen, født 4. sept. 1869 i Barrit v. Horsens, død i Tvorup 1934.

Han var gift med Ingeborg Marie Kirstine Østerby, født 1879 i Tim, død 1955 i Tvorup.

Rasmus Carlsen var ved landbruget; 20 år gammel – 1889 – ville han ”lære mejeri”, (som det hed dengang). Først var han på Hedensted mejeri, senere Båstrup. Så var han soldat, kom derefter på Ladelund Mælkeriskole. Efter skolen kom han på Kildevæld, er en tid der som mejeri-vikar. 1897 blev han mejeribestyrer på Ulfborg A/M 1897.

Hvorfor han kun var mejeribestyrer i så kort tid, vil mange nok undre sig over, men det var en tid, der var meget interessant for unge bønderkarle. Var de først blevet mejeribestyrere, ville mange gerne selv eje et mejeri.

Selv digteren Jeppe Aakjær var begejstret for den ny tid, og mejeristerne var han en stor beundrer af: De fløjtede og sang – der var fart over dem. Han var jo vant til at se bønderkarlene ude på landet gå roligt og sindigt efter ploven. Men nu var det pludselig maskinerne, der bestemte farten: en ny tid var over landet! En sommerdag i juli 1888 lå han bag et dige ved Jebjerg mejeri og skrev en sang til mejeristernes pris. ”Mejeristsangen” blev det første digt Aakjær fik trykt 1897.

Ved gården i Vest Tvorup byggede Rasmus Carlsen et nyt mejeri, som fik navnet ”Fremtidshaab”.

Der var 76 leverandører til mejeriet; de havde 300 køer.

Der var en 13 m dyb brønd. Kloakvandet udnyttedes ved overrisling.

Medarbejderne lønnedes med 600 kr. pr. år.

Man brugte Flora Danica mælkesyrer.

Mejeriet havde en 14 m høj firkantet skorsten.

Af maskiner var der: dampkedel, decimalvægt, forvarmer, pasteurer, ring-køler, Alfa-Laval centrifuge. Kærneælter og flødetønde.

Der anvendtes kul og petroleum.

Carlsens offentlige hverv: formand for Tvorup-Vang sogne i Den alm. Brandforsikring for Landbrugere.

Medlem af Vang-Tvorup sogneråd 1907 – 1913

Medlem af skolekommissionen siden 1907

Rasmus og Ingeborg fik 9 børn: 3 drenge og 6 piger. Den første var en dreng; han døde 5 uger gammel.

I 1923 blev Vang-Tvorup A/M oprettet. Hvorfor? – Der kan jeg kun fortælle, hvad Karen Carlsen (datteren) har fortalt mig.

Karen sagde, at hendes far var ved at være træt af det meget arbejde med både mejeriet og gården; og da ingen af de to drenge ville være mejerister, så ville han have det afhændet. Det fik han så ikke, og som følge af disse omstændigheder blev Vang-Tvorup Andelsmejeri så oprettet.

Vang-Tvorup A/M

blev oprettet 1923 under medvirken af arkitekt Chr. Foged, Thisted. Det startede sin virksomhed 5. april 1924.

Brandforsikring                     110.000 kr.    

Ejendomsskyld                     20.000 kr.

Antal leverandører                 129 med 600 køer;

deraf var 4 med over 20 køer, 29 med 4 køer, resten derunder.

Maskiner og inventar:

Reduktase prøvekasse

Exact indvejningsvægt

2 Buaas udvejningsvægte

Smørvægt

Diskvægt

3 Buaas pasteurer

Sabro køleanlæg

Alfa centrifuge

Silkeborg kærne

Ålborg Skibsværft kedel

Alliance dampmaskine

Luftpumpe

Vandfilter.

Fyring med træ

Elektrisk belysning.

Der anvendtes 75% fortinnede og 25 % aluminiums transportspande.

Mejeriet anvendte handels-syre (Flora Danica). Fløden syrnedes i bassin. Mejeriet havde eget laboratorium.

Mælken afregnedes efter fedtenheder.

Der solgtes 500 kg smør til leverandører, 174 kg til bysalg, resten gik til eksport.

Mælkemængden:

1927/28: 1,17 mill. kg.

1928/29; 1,30 mill. kg

1929/30: 1,49 mill. kg.

Personale:

bestyreren + 1 mejerist, 1 elev og 7 mælkekuske.

Regnskabsåret gik fra oktober til oktober.

5.april 1924 var første dag for det nye Vang-Tvorup A/M.

Mejeribestyrere

Mejeriets første mejeribestyrer var Frederik Buus, f- 30. 09. 1893 i Bjørnholm sogn, gift 6. 01 1924 med Nanna Johanne f. Jensen. De havde to sønner og en datter. Sønnerne blev begge uddannet som mejerister.

Kristian Frederik begyndte sin uddannelse på

Strandby A/M 1908 – 1911, derefter

Auning A/M 1911 – 1914,

Birkhøj A/M 1914 – 1915, så

soldat i 1915 – 1917 og derefter

Vitskøl Kloster A/M 1917 1918

Ladelund Mælkeriskole 1918 – 1919

Nyhaab Hørdum 1919

mejerivikar i Thisted Amtskreds 1919 – 1923 og i

Vang-Tvorup 1923.

Buus opsagde sin stilling til fratrædelse 1. april 1962 efter at have bestyret mejeriet godt og dygtigt i 38 år. Han var da 69 år gammel.

Jeg blev så Vang-Tvorup A/Ms sidste mejeribestyrer. Jeg kendte Buus godt, og vi havde et godt forhold til hinanden. Buus flyttede til Nykøbing. Han kom tit og besøgte os. Og når jeg fortalte ham, hvad jeg ville have lavet i mejeriet, sagde han altid: ”Hvad siger bestyrelsen?” ”De siger det er i orden.” Så sagde han: ”Du er ikke helt tåbelig, Sandal,” Han kunne godt se, at mejeriet trængte til en omgang.

Stillingen som mejeribestyrer opslås

Efter at Buus havde opsagt sin stilling, vedtog bestyrelsen at opslå den ledige stilling til besættelse d. 1. april 1962.

Vi var 75 mejerister, der søgte stillingen. Jeg blev den heldige, der blev valgt. Jeg fik telefonisk besked d. 12. januar om at komme til Vang for at underskrive kontrakten. Men i februar blev kontrakten ændret til tiltrædelse d. 1. marts.

Jeg hedder Svend Sandal, f. 23. april 1934 i Ølstrup, Ringkøbing Amt. gift 8. marts 1958 med Jytte f. Nielsen.

Min uddannelse:

1. nov. 1948 på Ølstrup A/M 1948 – 50

Tånning A/M 1950 – 52

Elkjærslund A/M 1952 – 54

Soldat 1954 – 55

Videmark A/M 1955 – 57, dog afbrudt med et ophold på Hadsten Højskole 03.11.56 – 31.04.57.

Ladelund Mejeriskole 01.09.57 – 01.05,58

Videmark A/M 1958 – 62.

Mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M 01.03.1962 – 1980.

Mejeriet var i 1962 slidt ned – med undtagelse af en ny Alfa centrifuge fra 1961.

Dampkedlen var den samme som i 1923; men den kan holde i 100 år. Den blev trykprøvet hvert 4. år, således som det var lovbefalet.

Men efter 19 år havde jeg og de forskellige bestyrelser fået mejeriet i en god standard.

Fra 1962 og til 1978 var der stigende mælkemængde – fra 2,2 mill. kg til 3,2 mill. kg i 1978. Derefter faldende mælkemængde til 2,8 mill. kg i 1980. Så bestyrelsen og jeg kunne se, at der skulle gøres noget!

En fornuftig bestyrelse vedtog at levere deres mælk til A/S Plumrose. Og en fornuftig leverandørkreds bakkede det op på en generalforsamling.

Så Vang-Tvorup A/M lukkede og slukkede efter 57 år på en god og værdig måde. Det kan jeg sige, som har set så mange mejerier, der er blevet i centraliseringens hellige navn. Mange har det kostet penge at nedlægge. Vang-Tvorup leverandørerne kostede det ikke penge; de fik penge - til stor tilfredshed for mig og den dengang siddende bestyrelse.

Af maskiner havde vi i 1980:

2 stk. rustfri tanke à 8000 l og 2 stk. à 3000 l

1 pasteuriserings-anlæg for sødmælk og fløde

1 Alfa centrifuge

1 keglekærne

1 flødebassin

Diverse rustfri pumper

Køleanlæg

Dampkedel

1 tankvogn 8000 l, Scania Vabis 50 Super, som Arne Christensen i Vang var chauffør på. (Arne fortsatte med at køre i nogle år for Plumrose i Thisted.)

Og i 10 år var Jørgen Carlsen en daglig medhjælper i mejeriet. Jørgen var en af Rasmus Carlsens sønner fra Fremtidshaab Mejeri i Tvorup.

Undertegnede fik stilling som afdelingsleder på en stor fiskeindustri i Hanstholm, hvor jeg var i 14 år, indtil jeg gik på pension.

Det var så godt 100 års mejeribrugs-historie for Vang-Tvorup sogne, der begyndte som et eventyr og sluttede, som et eventyr helst skal slutte: godt!

-----------------------

Anvendelsen af mælk er lige så gammel som menneskeslægten og fremstillingen af mælkeprodukter er ikke ret meget yngre. I hvert fald berettes der i 1. mosebog, kap.18 om, at Abraham beværtede sine gæster i Mamrelund med fløde og mælk. Og i 1. mosebog, kap. 32 nævner Moses i en sang, at Gud har givet Israel smør af køer og mælk af får.

Ost nævnes første gang i 1. Samuels bog, kap.19, hvor der fortælles at David blev sendt til Sauls krigslejr med brød til sine brødre og med 10 ferske oste til høvedsmanden.

At fremstille smør og ost var et kvinde-arbejde. De produkter, der kunne produceres i de små landbrug, var af ringe kvalitet.

Men efterhånden fandt bønderne ud af at samle sig om mælken fra flere ejendomme og lade kvinderne fremstille smør og ost. Det betød en bedre kvalitet og købmanden betalte en højere pris for bøndernes produkter.

Det bevirkede at Det kongelige Landhusholdningsselskab i 1835 tilrettelagde en to-årig mejerske-

uddannelse. Denne uddannelse blev opretholdt i 40 år til 1875.

Men i 1875 kom der mere gang i det nye: der kom dampmaskinen og centrifugen. Der blev brug for mere muskelkraft, og mændene begyndte at blive interesseret i mejeribruget. Kvinderne var ikke særlig interesseret i mændenes indtrængen. Så der stod i nogle år svære stridigheder om magten i mejeriet! Den sidste bastion kvinderne tabte var smørkammeret, hvor smørret produceredes.

Mændene havde sejret, de overtog magten, og deres titel kunne jo af gode grunde ikke være ”mejerske”, så deres titel blev ”mejerister”.

Mange forblev at være mejerister, men andre havde ønsker om at blive mejeribestyrere eller mejeri-ejere.

Da andelsmejerierne skød op som paddehatte rundt om i landet, ville alle bønderkarle ”lære mejeri”, som det hed dengang. Mange tilbød at de ville arbejde gratis et halvt år, - ja somme tider et helt år -, for at få en læreplads.

Mange af de første mejeribestyrere var blevet gift med en mejerske, og de glemte aldrig deres erhverv som mejerske – og den position, de havde haft i samfundet.

Jeg taler af erfaring, for jeg var i lære hos en ældre mejeribestyrer, og hans kone havde været mejerske. Og når jeg havde lavet smør til udstilling, så skulle hun altid ud at smage på det. Og enten godkendte hun det - eller forkastede det. Det første halve år var jeg lidt bange for hende. Hun var en bestemt dame, men jeg kom til at kunne lide hende, - og mejeribestyreren satte jeg stor pris på.

Da jeg selv fik plads som mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M var de de første, der ringede til mig og ønskede tillykke.

Det var jo en mejerists ønske at blive mejeribestyrer. Først stod man fire år i lære og gik på handelsskole, og det var vanskeligt for mange af de mejerister, der ikke havde realeksamen, eller et 5 måneders ophold på Hadsten højskole, som havde en afdeling med de fag, som mejeristerne havde brug for. Et sådant højskoleophold var virkelig til stor gavn for mejeristerne.

Derefter var der 8 måneder på mejeriskole. Der var to mejeriskoler: Ladelund og Dalum på Fyn.

Så var man kvalificeret til en mejeribestyrerplads. Der var også mange, der kun tog den 4-årige læretid, - og så havde de ingen chance for at blive mejeribestyrere. Men selv med fuld uddannelse var chancerne små.

Da jeg var færdiguddannet var vi 160 mejerister det år, der skulle ud at søge mejeribestyrerpladser, og i årene derefter var det noget lignende.

Af de 160 på de to skoler i 1958 var der 12, der blev mejeribestyrere. Til en mejeribestyrerplads var vi altid mellem 75 – 150 ansøgere. Som følge deraf var der mange mejerister, der søgte over i andet erhverv, når de opgav at blive mejeribestyrere - eller fik andre interesser.

Der var mange, der blev kæmnere, ledere af fjernvarmeværker, bogholdere, revisorer m.m.

Juni 2001
 

130103_400.jpg

Mejeribrugets historie

fra Vang-Tvorup sogne

1872 – 1980

Af Svend Sandal

Tvorups første mejeri var gården Søndergaard, som ligger på Rodalsbakke 27 i Tvorup. Den ejedes af gårdejer Poul Christensen, som blev gift 1859.

I 1872 byggede han et nyt stuehus til Søndergaard og indrettede et mejeri i vestenden. Han ansatte en mejerske til at lave smør; selv stod han for driften.

I 1885 måtte han som kautionist overtage et mejeri i Hørdum, som han så måtte overtage driften af, og af den grund forpagter han mejeri og gård ud til en hr. R. Granskov.

I kontrakten står der, at der er et antal køer til mejeriet. Mejeriet er indrettet på at drives som fællesmejeri, og ejeren er pligtig til:

at indestå for at forpagteren daglig kan erholde mindst 1300 pund mælk af gårdens og af fremmedes køer under forudsætning af

at han lader køre med to vogne efter mælk i omegnen inden for en cirkel, draget med en radius af en længde af en halv mil rundt om mejeriet, og

at han betaler mælken med mindst 14 øre pr. kande.

Forpagtningen var på 10 år til 1895, Men det ser ud til at forpagtningen løber til 1898.

Af inventar, der hører til mejeriet, er der flg.:

1 opretstående dampmaskine

1 centrifuge af mærket Burmeister & Wain

1 ostebalje med lyre

1 vægt med lodder

17 mælkekølere

3 sier

2 kærner

4 baller

I 1898 bliver Søndergaard sat til salg sammen med mejeriet, samt fødegården i Vest-Tvorup, Tvorupvej 28. Så Poul Christensen må have været en dygtig mand: ejede to gårde, mejeri samt jord i Vang og Vangså!

Det var der en ung mejeribestyrer på 29 år i Ulfborg, der havde fået kendskab til; så han rejste til Tvorup. Men Søndergaard med mejeri var for dyrt for ham, så i stedet for købte han den billige gård i Vest- Tvorup. Jorden var meget dårlig, hvorimod jorden til Søndergaard var førsteklasses.

Den unge mands navn var:

Rasmus Carlsen, født 4. sept. 1869 i Barrit v. Horsens, død i Tvorup 1934.

Han var gift med Ingeborg Marie Kirstine Østerby, født 1879 i Tim, død 1955 i Tvorup.

Rasmus Carlsen var ved landbruget; 20 år gammel – 1889 – ville han ”lære mejeri”, (som det hed dengang). Først var han på Hedensted mejeri, senere Båstrup. Så var han soldat, kom derefter på Ladelund Mælkeriskole. Efter skolen kom han på Kildevæld, er en tid der som mejeri-vikar. 1897 blev han mejeribestyrer på Ulfborg A/M 1897.

Hvorfor han kun var mejeribestyrer i så kort tid, vil mange nok undre sig over, men det var en tid, der var meget interessant for unge bønderkarle. Var de først blevet mejeribestyrere, ville mange gerne selv eje et mejeri.

Selv digteren Jeppe Aakjær var begejstret for den ny tid, og mejeristerne var han en stor beundrer af: De fløjtede og sang – der var fart over dem. Han var jo vant til at se bønderkarlene ude på landet gå roligt og sindigt efter ploven. Men nu var det pludselig maskinerne, der bestemte farten: en ny tid var over landet! En sommerdag i juli 1888 lå han bag et dige ved Jebjerg mejeri og skrev en sang til mejeristernes pris. ”Mejeristsangen” blev det første digt Aakjær fik trykt 1897.

Ved gården i Vest Tvorup byggede Rasmus Carlsen et nyt mejeri, som fik navnet ”Fremtidshaab”.

Der var 76 leverandører til mejeriet; de havde 300 køer.

Der var en 13 m dyb brønd. Kloakvandet udnyttedes ved overrisling.

Medarbejderne lønnedes med 600 kr. pr. år.

Man brugte Flora Danica mælkesyrer.

Mejeriet havde en 14 m høj firkantet skorsten.

Af maskiner var der: dampkedel, decimalvægt, forvarmer, pasteurer, ring-køler, Alfa-Laval centrifuge. Kærneælter og flødetønde.

Der anvendtes kul og petroleum.

Carlsens offentlige hverv: formand for Tvorup-Vang sogne i Den alm. Brandforsikring for Landbrugere.

Medlem af Vang-Tvorup sogneråd 1907 – 1913

Medlem af skolekommissionen siden 1907

Rasmus og Ingeborg fik 9 børn: 3 drenge og 6 piger. Den første var en dreng; han døde 5 uger gammel.

I 1923 blev Vang-Tvorup A/M oprettet. Hvorfor? – Der kan jeg kun fortælle, hvad Karen Carlsen (datteren) har fortalt mig.

Karen sagde, at hendes far var ved at være træt af det meget arbejde med både mejeriet og gården; og da ingen af de to drenge ville være mejerister, så ville han have det afhændet. Det fik han så ikke, og som følge af disse omstændigheder blev Vang-Tvorup Andelsmejeri så oprettet.

Vang-Tvorup A/M

blev oprettet 1923 under medvirken af arkitekt Chr. Foged, Thisted. Det startede sin virksomhed 5. april 1924.

Brandforsikring                     110.000 kr.    

Ejendomsskyld                     20.000 kr.

Antal leverandører                 129 med 600 køer;

deraf var 4 med over 20 køer, 29 med 4 køer, resten derunder.

Maskiner og inventar:

Reduktase prøvekasse

Exact indvejningsvægt

2 Buaas udvejningsvægte

Smørvægt

Diskvægt

3 Buaas pasteurer

Sabro køleanlæg

Alfa centrifuge

Silkeborg kærne

Ålborg Skibsværft kedel

Alliance dampmaskine

Luftpumpe

Vandfilter.

Fyring med træ

Elektrisk belysning.

Der anvendtes 75% fortinnede og 25 % aluminiums transportspande.

Mejeriet anvendte handels-syre (Flora Danica). Fløden syrnedes i bassin. Mejeriet havde eget laboratorium.

Mælken afregnedes efter fedtenheder.

Der solgtes 500 kg smør til leverandører, 174 kg til bysalg, resten gik til eksport.

Mælkemængden:

1927/28: 1,17 mill. kg.

1928/29; 1,30 mill. kg

1929/30: 1,49 mill. kg.

Personale:

bestyreren + 1 mejerist, 1 elev og 7 mælkekuske.

Regnskabsåret gik fra oktober til oktober.

5.april 1924 var første dag for det nye Vang-Tvorup A/M.

Mejeribestyrere

Mejeriets første mejeribestyrer var Frederik Buus, f- 30. 09. 1893 i Bjørnholm sogn, gift 6. 01 1924 med Nanna Johanne f. Jensen. De havde to sønner og en datter. Sønnerne blev begge uddannet som mejerister.

Kristian Frederik begyndte sin uddannelse på

Strandby A/M 1908 – 1911, derefter

Auning A/M 1911 – 1914,

Birkhøj A/M 1914 – 1915, så

soldat i 1915 – 1917 og derefter

Vitskøl Kloster A/M 1917 1918

Ladelund Mælkeriskole 1918 – 1919

Nyhaab Hørdum 1919

mejerivikar i Thisted Amtskreds 1919 – 1923 og i

Vang-Tvorup 1923.

Buus opsagde sin stilling til fratrædelse 1. april 1962 efter at have bestyret mejeriet godt og dygtigt i 38 år. Han var da 69 år gammel.

Jeg blev så Vang-Tvorup A/Ms sidste mejeribestyrer. Jeg kendte Buus godt, og vi havde et godt forhold til hinanden. Buus flyttede til Nykøbing. Han kom tit og besøgte os. Og når jeg fortalte ham, hvad jeg ville have lavet i mejeriet, sagde han altid: ”Hvad siger bestyrelsen?” ”De siger det er i orden.” Så sagde han: ”Du er ikke helt tåbelig, Sandal,” Han kunne godt se, at mejeriet trængte til en omgang.

Stillingen som mejeribestyrer opslås

Efter at Buus havde opsagt sin stilling, vedtog bestyrelsen at opslå den ledige stilling til besættelse d. 1. april 1962.

Vi var 75 mejerister, der søgte stillingen. Jeg blev den heldige, der blev valgt. Jeg fik telefonisk besked d. 12. januar om at komme til Vang for at underskrive kontrakten. Men i februar blev kontrakten ændret til tiltrædelse d. 1. marts.

Jeg hedder Svend Sandal, f. 23. april 1934 i Ølstrup, Ringkøbing Amt. gift 8. marts 1958 med Jytte f. Nielsen.

Min uddannelse:

1. nov. 1948 på Ølstrup A/M 1948 – 50

Tånning A/M 1950 – 52

Elkjærslund A/M 1952 – 54

Soldat 1954 – 55

Videmark A/M 1955 – 57, dog afbrudt med et ophold på Hadsten Højskole 03.11.56 – 31.04.57.

Ladelund Mejeriskole 01.09.57 – 01.05,58

Videmark A/M 1958 – 62.

Mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M 01.03.1962 – 1980.

Mejeriet var i 1962 slidt ned – med undtagelse af en ny Alfa centrifuge fra 1961.

Dampkedlen var den samme som i 1923; men den kan holde i 100 år. Den blev trykprøvet hvert 4. år, således som det var lovbefalet.

Men efter 19 år havde jeg og de forskellige bestyrelser fået mejeriet i en god standard.

Fra 1962 og til 1978 var der stigende mælkemængde – fra 2,2 mill. kg til 3,2 mill. kg i 1978. Derefter faldende mælkemængde til 2,8 mill. kg i 1980. Så bestyrelsen og jeg kunne se, at der skulle gøres noget!

En fornuftig bestyrelse vedtog at levere deres mælk til A/S Plumrose. Og en fornuftig leverandørkreds bakkede det op på en generalforsamling.

Så Vang-Tvorup A/M lukkede og slukkede efter 57 år på en god og værdig måde. Det kan jeg sige, som har set så mange mejerier, der er blevet i centraliseringens hellige navn. Mange har det kostet penge at nedlægge. Vang-Tvorup leverandørerne kostede det ikke penge; de fik penge - til stor tilfredshed for mig og den dengang siddende bestyrelse.

Af maskiner havde vi i 1980:

2 stk. rustfri tanke à 8000 l og 2 stk. à 3000 l

1 pasteuriserings-anlæg for sødmælk og fløde

1 Alfa centrifuge

1 keglekærne

1 flødebassin

Diverse rustfri pumper

Køleanlæg

Dampkedel

1 tankvogn 8000 l, Scania Vabis 50 Super, som Arne Christensen i Vang var chauffør på. (Arne fortsatte med at køre i nogle år for Plumrose i Thisted.)

Og i 10 år var Jørgen Carlsen en daglig medhjælper i mejeriet. Jørgen var en af Rasmus Carlsens sønner fra Fremtidshaab Mejeri i Tvorup.

Undertegnede fik stilling som afdelingsleder på en stor fiskeindustri i Hanstholm, hvor jeg var i 14 år, indtil jeg gik på pension.

Det var så godt 100 års mejeribrugs-historie for Vang-Tvorup sogne, der begyndte som et eventyr og sluttede, som et eventyr helst skal slutte: godt!

-----------------------

Anvendelsen af mælk er lige så gammel som menneskeslægten og fremstillingen af mælkeprodukter er ikke ret meget yngre. I hvert fald berettes der i 1. mosebog, kap.18 om, at Abraham beværtede sine gæster i Mamrelund med fløde og mælk. Og i 1. mosebog, kap. 32 nævner Moses i en sang, at Gud har givet Israel smør af køer og mælk af får.

Ost nævnes første gang i 1. Samuels bog, kap.19, hvor der fortælles at David blev sendt til Sauls krigslejr med brød til sine brødre og med 10 ferske oste til høvedsmanden.

At fremstille smør og ost var et kvinde-arbejde. De produkter, der kunne produceres i de små landbrug, var af ringe kvalitet.

Men efterhånden fandt bønderne ud af at samle sig om mælken fra flere ejendomme og lade kvinderne fremstille smør og ost. Det betød en bedre kvalitet og købmanden betalte en højere pris for bøndernes produkter.

Det bevirkede at Det kongelige Landhusholdningsselskab i 1835 tilrettelagde en to-årig mejerske-

uddannelse. Denne uddannelse blev opretholdt i 40 år til 1875.

Men i 1875 kom der mere gang i det nye: der kom dampmaskinen og centrifugen. Der blev brug for mere muskelkraft, og mændene begyndte at blive interesseret i mejeribruget. Kvinderne var ikke særlig interesseret i mændenes indtrængen. Så der stod i nogle år svære stridigheder om magten i mejeriet! Den sidste bastion kvinderne tabte var smørkammeret, hvor smørret produceredes.

Mændene havde sejret, de overtog magten, og deres titel kunne jo af gode grunde ikke være ”mejerske”, så deres titel blev ”mejerister”.

Mange forblev at være mejerister, men andre havde ønsker om at blive mejeribestyrere eller mejeri-ejere.

Da andelsmejerierne skød op som paddehatte rundt om i landet, ville alle bønderkarle ”lære mejeri”, som det hed dengang. Mange tilbød at de ville arbejde gratis et halvt år, - ja somme tider et helt år -, for at få en læreplads.

Mange af de første mejeribestyrere var blevet gift med en mejerske, og de glemte aldrig deres erhverv som mejerske – og den position, de havde haft i samfundet.

Jeg taler af erfaring, for jeg var i lære hos en ældre mejeribestyrer, og hans kone havde været mejerske. Og når jeg havde lavet smør til udstilling, så skulle hun altid ud at smage på det. Og enten godkendte hun det - eller forkastede det. Det første halve år var jeg lidt bange for hende. Hun var en bestemt dame, men jeg kom til at kunne lide hende, - og mejeribestyreren satte jeg stor pris på.

Da jeg selv fik plads som mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M var de de første, der ringede til mig og ønskede tillykke.

Det var jo en mejerists ønske at blive mejeribestyrer. Først stod man fire år i lære og gik på handelsskole, og det var vanskeligt for mange af de mejerister, der ikke havde realeksamen, eller et 5 måneders ophold på Hadsten højskole, som havde en afdeling med de fag, som mejeristerne havde brug for. Et sådant højskoleophold var virkelig til stor gavn for mejeristerne.

Derefter var der 8 måneder på mejeriskole. Der var to mejeriskoler: Ladelund og Dalum på Fyn.

Så var man kvalificeret til en mejeribestyrerplads. Der var også mange, der kun tog den 4-årige læretid, - og så havde de ingen chance for at blive mejeribestyrere. Men selv med fuld uddannelse var chancerne små.

Da jeg var færdiguddannet var vi 160 mejerister det år, der skulle ud at søge mejeribestyrerpladser, og i årene derefter var det noget lignende.

Af de 160 på de to skoler i 1958 var der 12, der blev mejeribestyrere. Til en mejeribestyrerplads var vi altid mellem 75 – 150 ansøgere. Som følge deraf var der mange mejerister, der søgte over i andet erhverv, når de opgav at blive mejeribestyrere - eller fik andre interesser.

Der var mange, der blev kæmnere, ledere af fjernvarmeværker, bogholdere, revisorer m.m.

Juni 2001
 

130103_400.jpg

Mejeribrugets historie

fra Vang-Tvorup sogne

1872 – 1980

Af Svend Sandal

Tvorups første mejeri var gården Søndergaard, som ligger på Rodalsbakke 27 i Tvorup. Den ejedes af gårdejer Poul Christensen, som blev gift 1859.

I 1872 byggede han et nyt stuehus til Søndergaard og indrettede et mejeri i vestenden. Han ansatte en mejerske til at lave smør; selv stod han for driften.

I 1885 måtte han som kautionist overtage et mejeri i Hørdum, som han så måtte overtage driften af, og af den grund forpagter han mejeri og gård ud til en hr. R. Granskov.

I kontrakten står der, at der er et antal køer til mejeriet. Mejeriet er indrettet på at drives som fællesmejeri, og ejeren er pligtig til:

at indestå for at forpagteren daglig kan erholde mindst 1300 pund mælk af gårdens og af fremmedes køer under forudsætning af

at han lader køre med to vogne efter mælk i omegnen inden for en cirkel, draget med en radius af en længde af en halv mil rundt om mejeriet, og

at han betaler mælken med mindst 14 øre pr. kande.

Forpagtningen var på 10 år til 1895, Men det ser ud til at forpagtningen løber til 1898.

Af inventar, der hører til mejeriet, er der flg.:

1 opretstående dampmaskine

1 centrifuge af mærket Burmeister & Wain

1 ostebalje med lyre

1 vægt med lodder

17 mælkekølere

3 sier

2 kærner

4 baller

I 1898 bliver Søndergaard sat til salg sammen med mejeriet, samt fødegården i Vest-Tvorup, Tvorupvej 28. Så Poul Christensen må have været en dygtig mand: ejede to gårde, mejeri samt jord i Vang og Vangså!

Det var der en ung mejeribestyrer på 29 år i Ulfborg, der havde fået kendskab til; så han rejste til Tvorup. Men Søndergaard med mejeri var for dyrt for ham, så i stedet for købte han den billige gård i Vest- Tvorup. Jorden var meget dårlig, hvorimod jorden til Søndergaard var førsteklasses.

Den unge mands navn var:

Rasmus Carlsen, født 4. sept. 1869 i Barrit v. Horsens, død i Tvorup 1934.

Han var gift med Ingeborg Marie Kirstine Østerby, født 1879 i Tim, død 1955 i Tvorup.

Rasmus Carlsen var ved landbruget; 20 år gammel – 1889 – ville han ”lære mejeri”, (som det hed dengang). Først var han på Hedensted mejeri, senere Båstrup. Så var han soldat, kom derefter på Ladelund Mælkeriskole. Efter skolen kom han på Kildevæld, er en tid der som mejeri-vikar. 1897 blev han mejeribestyrer på Ulfborg A/M 1897.

Hvorfor han kun var mejeribestyrer i så kort tid, vil mange nok undre sig over, men det var en tid, der var meget interessant for unge bønderkarle. Var de først blevet mejeribestyrere, ville mange gerne selv eje et mejeri.

Selv digteren Jeppe Aakjær var begejstret for den ny tid, og mejeristerne var han en stor beundrer af: De fløjtede og sang – der var fart over dem. Han var jo vant til at se bønderkarlene ude på landet gå roligt og sindigt efter ploven. Men nu var det pludselig maskinerne, der bestemte farten: en ny tid var over landet! En sommerdag i juli 1888 lå han bag et dige ved Jebjerg mejeri og skrev en sang til mejeristernes pris. ”Mejeristsangen” blev det første digt Aakjær fik trykt 1897.

Ved gården i Vest Tvorup byggede Rasmus Carlsen et nyt mejeri, som fik navnet ”Fremtidshaab”.

Der var 76 leverandører til mejeriet; de havde 300 køer.

Der var en 13 m dyb brønd. Kloakvandet udnyttedes ved overrisling.

Medarbejderne lønnedes med 600 kr. pr. år.

Man brugte Flora Danica mælkesyrer.

Mejeriet havde en 14 m høj firkantet skorsten.

Af maskiner var der: dampkedel, decimalvægt, forvarmer, pasteurer, ring-køler, Alfa-Laval centrifuge. Kærneælter og flødetønde.

Der anvendtes kul og petroleum.

Carlsens offentlige hverv: formand for Tvorup-Vang sogne i Den alm. Brandforsikring for Landbrugere.

Medlem af Vang-Tvorup sogneråd 1907 – 1913

Medlem af skolekommissionen siden 1907

Rasmus og Ingeborg fik 9 børn: 3 drenge og 6 piger. Den første var en dreng; han døde 5 uger gammel.

I 1923 blev Vang-Tvorup A/M oprettet. Hvorfor? – Der kan jeg kun fortælle, hvad Karen Carlsen (datteren) har fortalt mig.

Karen sagde, at hendes far var ved at være træt af det meget arbejde med både mejeriet og gården; og da ingen af de to drenge ville være mejerister, så ville han have det afhændet. Det fik han så ikke, og som følge af disse omstændigheder blev Vang-Tvorup Andelsmejeri så oprettet.

Vang-Tvorup A/M

blev oprettet 1923 under medvirken af arkitekt Chr. Foged, Thisted. Det startede sin virksomhed 5. april 1924.

Brandforsikring                     110.000 kr.    

Ejendomsskyld                     20.000 kr.

Antal leverandører                 129 med 600 køer;

deraf var 4 med over 20 køer, 29 med 4 køer, resten derunder.

Maskiner og inventar:

Reduktase prøvekasse

Exact indvejningsvægt

2 Buaas udvejningsvægte

Smørvægt

Diskvægt

3 Buaas pasteurer

Sabro køleanlæg

Alfa centrifuge

Silkeborg kærne

Ålborg Skibsværft kedel

Alliance dampmaskine

Luftpumpe

Vandfilter.

Fyring med træ

Elektrisk belysning.

Der anvendtes 75% fortinnede og 25 % aluminiums transportspande.

Mejeriet anvendte handels-syre (Flora Danica). Fløden syrnedes i bassin. Mejeriet havde eget laboratorium.

Mælken afregnedes efter fedtenheder.

Der solgtes 500 kg smør til leverandører, 174 kg til bysalg, resten gik til eksport.

Mælkemængden:

1927/28: 1,17 mill. kg.

1928/29; 1,30 mill. kg

1929/30: 1,49 mill. kg.

Personale:

bestyreren + 1 mejerist, 1 elev og 7 mælkekuske.

Regnskabsåret gik fra oktober til oktober.

5.april 1924 var første dag for det nye Vang-Tvorup A/M.

Mejeribestyrere

Mejeriets første mejeribestyrer var Frederik Buus, f- 30. 09. 1893 i Bjørnholm sogn, gift 6. 01 1924 med Nanna Johanne f. Jensen. De havde to sønner og en datter. Sønnerne blev begge uddannet som mejerister.

Kristian Frederik begyndte sin uddannelse på

Strandby A/M 1908 – 1911, derefter

Auning A/M 1911 – 1914,

Birkhøj A/M 1914 – 1915, så

soldat i 1915 – 1917 og derefter

Vitskøl Kloster A/M 1917 1918

Ladelund Mælkeriskole 1918 – 1919

Nyhaab Hørdum 1919

mejerivikar i Thisted Amtskreds 1919 – 1923 og i

Vang-Tvorup 1923.

Buus opsagde sin stilling til fratrædelse 1. april 1962 efter at have bestyret mejeriet godt og dygtigt i 38 år. Han var da 69 år gammel.

Jeg blev så Vang-Tvorup A/Ms sidste mejeribestyrer. Jeg kendte Buus godt, og vi havde et godt forhold til hinanden. Buus flyttede til Nykøbing. Han kom tit og besøgte os. Og når jeg fortalte ham, hvad jeg ville have lavet i mejeriet, sagde han altid: ”Hvad siger bestyrelsen?” ”De siger det er i orden.” Så sagde han: ”Du er ikke helt tåbelig, Sandal,” Han kunne godt se, at mejeriet trængte til en omgang.

Stillingen som mejeribestyrer opslås

Efter at Buus havde opsagt sin stilling, vedtog bestyrelsen at opslå den ledige stilling til besættelse d. 1. april 1962.

Vi var 75 mejerister, der søgte stillingen. Jeg blev den heldige, der blev valgt. Jeg fik telefonisk besked d. 12. januar om at komme til Vang for at underskrive kontrakten. Men i februar blev kontrakten ændret til tiltrædelse d. 1. marts.

Jeg hedder Svend Sandal, f. 23. april 1934 i Ølstrup, Ringkøbing Amt. gift 8. marts 1958 med Jytte f. Nielsen.

Min uddannelse:

1. nov. 1948 på Ølstrup A/M 1948 – 50

Tånning A/M 1950 – 52

Elkjærslund A/M 1952 – 54

Soldat 1954 – 55

Videmark A/M 1955 – 57, dog afbrudt med et ophold på Hadsten Højskole 03.11.56 – 31.04.57.

Ladelund Mejeriskole 01.09.57 – 01.05,58

Videmark A/M 1958 – 62.

Mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M 01.03.1962 – 1980.

Mejeriet var i 1962 slidt ned – med undtagelse af en ny Alfa centrifuge fra 1961.

Dampkedlen var den samme som i 1923; men den kan holde i 100 år. Den blev trykprøvet hvert 4. år, således som det var lovbefalet.

Men efter 19 år havde jeg og de forskellige bestyrelser fået mejeriet i en god standard.

Fra 1962 og til 1978 var der stigende mælkemængde – fra 2,2 mill. kg til 3,2 mill. kg i 1978. Derefter faldende mælkemængde til 2,8 mill. kg i 1980. Så bestyrelsen og jeg kunne se, at der skulle gøres noget!

En fornuftig bestyrelse vedtog at levere deres mælk til A/S Plumrose. Og en fornuftig leverandørkreds bakkede det op på en generalforsamling.

Så Vang-Tvorup A/M lukkede og slukkede efter 57 år på en god og værdig måde. Det kan jeg sige, som har set så mange mejerier, der er blevet i centraliseringens hellige navn. Mange har det kostet penge at nedlægge. Vang-Tvorup leverandørerne kostede det ikke penge; de fik penge - til stor tilfredshed for mig og den dengang siddende bestyrelse.

Af maskiner havde vi i 1980:

2 stk. rustfri tanke à 8000 l og 2 stk. à 3000 l

1 pasteuriserings-anlæg for sødmælk og fløde

1 Alfa centrifuge

1 keglekærne

1 flødebassin

Diverse rustfri pumper

Køleanlæg

Dampkedel

1 tankvogn 8000 l, Scania Vabis 50 Super, som Arne Christensen i Vang var chauffør på. (Arne fortsatte med at køre i nogle år for Plumrose i Thisted.)

Og i 10 år var Jørgen Carlsen en daglig medhjælper i mejeriet. Jørgen var en af Rasmus Carlsens sønner fra Fremtidshaab Mejeri i Tvorup.

Undertegnede fik stilling som afdelingsleder på en stor fiskeindustri i Hanstholm, hvor jeg var i 14 år, indtil jeg gik på pension.

Det var så godt 100 års mejeribrugs-historie for Vang-Tvorup sogne, der begyndte som et eventyr og sluttede, som et eventyr helst skal slutte: godt!

-----------------------

Anvendelsen af mælk er lige så gammel som menneskeslægten og fremstillingen af mælkeprodukter er ikke ret meget yngre. I hvert fald berettes der i 1. mosebog, kap.18 om, at Abraham beværtede sine gæster i Mamrelund med fløde og mælk. Og i 1. mosebog, kap. 32 nævner Moses i en sang, at Gud har givet Israel smør af køer og mælk af får.

Ost nævnes første gang i 1. Samuels bog, kap.19, hvor der fortælles at David blev sendt til Sauls krigslejr med brød til sine brødre og med 10 ferske oste til høvedsmanden.

At fremstille smør og ost var et kvinde-arbejde. De produkter, der kunne produceres i de små landbrug, var af ringe kvalitet.

Men efterhånden fandt bønderne ud af at samle sig om mælken fra flere ejendomme og lade kvinderne fremstille smør og ost. Det betød en bedre kvalitet og købmanden betalte en højere pris for bøndernes produkter.

Det bevirkede at Det kongelige Landhusholdningsselskab i 1835 tilrettelagde en to-årig mejerske-

uddannelse. Denne uddannelse blev opretholdt i 40 år til 1875.

Men i 1875 kom der mere gang i det nye: der kom dampmaskinen og centrifugen. Der blev brug for mere muskelkraft, og mændene begyndte at blive interesseret i mejeribruget. Kvinderne var ikke særlig interesseret i mændenes indtrængen. Så der stod i nogle år svære stridigheder om magten i mejeriet! Den sidste bastion kvinderne tabte var smørkammeret, hvor smørret produceredes.

Mændene havde sejret, de overtog magten, og deres titel kunne jo af gode grunde ikke være ”mejerske”, så deres titel blev ”mejerister”.

Mange forblev at være mejerister, men andre havde ønsker om at blive mejeribestyrere eller mejeri-ejere.

Da andelsmejerierne skød op som paddehatte rundt om i landet, ville alle bønderkarle ”lære mejeri”, som det hed dengang. Mange tilbød at de ville arbejde gratis et halvt år, - ja somme tider et helt år -, for at få en læreplads.

Mange af de første mejeribestyrere var blevet gift med en mejerske, og de glemte aldrig deres erhverv som mejerske – og den position, de havde haft i samfundet.

Jeg taler af erfaring, for jeg var i lære hos en ældre mejeribestyrer, og hans kone havde været mejerske. Og når jeg havde lavet smør til udstilling, så skulle hun altid ud at smage på det. Og enten godkendte hun det - eller forkastede det. Det første halve år var jeg lidt bange for hende. Hun var en bestemt dame, men jeg kom til at kunne lide hende, - og mejeribestyreren satte jeg stor pris på.

Da jeg selv fik plads som mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M var de de første, der ringede til mig og ønskede tillykke.

Det var jo en mejerists ønske at blive mejeribestyrer. Først stod man fire år i lære og gik på handelsskole, og det var vanskeligt for mange af de mejerister, der ikke havde realeksamen, eller et 5 måneders ophold på Hadsten højskole, som havde en afdeling med de fag, som mejeristerne havde brug for. Et sådant højskoleophold var virkelig til stor gavn for mejeristerne.

Derefter var der 8 måneder på mejeriskole. Der var to mejeriskoler: Ladelund og Dalum på Fyn.

Så var man kvalificeret til en mejeribestyrerplads. Der var også mange, der kun tog den 4-årige læretid, - og så havde de ingen chance for at blive mejeribestyrere. Men selv med fuld uddannelse var chancerne små.

Da jeg var færdiguddannet var vi 160 mejerister det år, der skulle ud at søge mejeribestyrerpladser, og i årene derefter var det noget lignende.

Af de 160 på de to skoler i 1958 var der 12, der blev mejeribestyrere. Til en mejeribestyrerplads var vi altid mellem 75 – 150 ansøgere. Som følge deraf var der mange mejerister, der søgte over i andet erhverv, når de opgav at blive mejeribestyrere - eller fik andre interesser.

Der var mange, der blev kæmnere, ledere af fjernvarmeværker, bogholdere, revisorer m.m.

Juni 2001
 

130103_400.jpg

Mejeribrugets historie

fra Vang-Tvorup sogne

1872 – 1980

Af Svend Sandal

Tvorups første mejeri var gården Søndergaard, som ligger på Rodalsbakke 27 i Tvorup. Den ejedes af gårdejer Poul Christensen, som blev gift 1859.

I 1872 byggede han et nyt stuehus til Søndergaard og indrettede et mejeri i vestenden. Han ansatte en mejerske til at lave smør; selv stod han for driften.

I 1885 måtte han som kautionist overtage et mejeri i Hørdum, som han så måtte overtage driften af, og af den grund forpagter han mejeri og gård ud til en hr. R. Granskov.

I kontrakten står der, at der er et antal køer til mejeriet. Mejeriet er indrettet på at drives som fællesmejeri, og ejeren er pligtig til:

at indestå for at forpagteren daglig kan erholde mindst 1300 pund mælk af gårdens og af fremmedes køer under forudsætning af

at han lader køre med to vogne efter mælk i omegnen inden for en cirkel, draget med en radius af en længde af en halv mil rundt om mejeriet, og

at han betaler mælken med mindst 14 øre pr. kande.

Forpagtningen var på 10 år til 1895, Men det ser ud til at forpagtningen løber til 1898.

Af inventar, der hører til mejeriet, er der flg.:

1 opretstående dampmaskine

1 centrifuge af mærket Burmeister & Wain

1 ostebalje med lyre

1 vægt med lodder

17 mælkekølere

3 sier

2 kærner

4 baller

I 1898 bliver Søndergaard sat til salg sammen med mejeriet, samt fødegården i Vest-Tvorup, Tvorupvej 28. Så Poul Christensen må have været en dygtig mand: ejede to gårde, mejeri samt jord i Vang og Vangså!

Det var der en ung mejeribestyrer på 29 år i Ulfborg, der havde fået kendskab til; så han rejste til Tvorup. Men Søndergaard med mejeri var for dyrt for ham, så i stedet for købte han den billige gård i Vest- Tvorup. Jorden var meget dårlig, hvorimod jorden til Søndergaard var førsteklasses.

Den unge mands navn var:

Rasmus Carlsen, født 4. sept. 1869 i Barrit v. Horsens, død i Tvorup 1934.

Han var gift med Ingeborg Marie Kirstine Østerby, født 1879 i Tim, død 1955 i Tvorup.

Rasmus Carlsen var ved landbruget; 20 år gammel – 1889 – ville han ”lære mejeri”, (som det hed dengang). Først var han på Hedensted mejeri, senere Båstrup. Så var han soldat, kom derefter på Ladelund Mælkeriskole. Efter skolen kom han på Kildevæld, er en tid der som mejeri-vikar. 1897 blev han mejeribestyrer på Ulfborg A/M 1897.

Hvorfor han kun var mejeribestyrer i så kort tid, vil mange nok undre sig over, men det var en tid, der var meget interessant for unge bønderkarle. Var de først blevet mejeribestyrere, ville mange gerne selv eje et mejeri.

Selv digteren Jeppe Aakjær var begejstret for den ny tid, og mejeristerne var han en stor beundrer af: De fløjtede og sang – der var fart over dem. Han var jo vant til at se bønderkarlene ude på landet gå roligt og sindigt efter ploven. Men nu var det pludselig maskinerne, der bestemte farten: en ny tid var over landet! En sommerdag i juli 1888 lå han bag et dige ved Jebjerg mejeri og skrev en sang til mejeristernes pris. ”Mejeristsangen” blev det første digt Aakjær fik trykt 1897.

Ved gården i Vest Tvorup byggede Rasmus Carlsen et nyt mejeri, som fik navnet ”Fremtidshaab”.

Der var 76 leverandører til mejeriet; de havde 300 køer.

Der var en 13 m dyb brønd. Kloakvandet udnyttedes ved overrisling.

Medarbejderne lønnedes med 600 kr. pr. år.

Man brugte Flora Danica mælkesyrer.

Mejeriet havde en 14 m høj firkantet skorsten.

Af maskiner var der: dampkedel, decimalvægt, forvarmer, pasteurer, ring-køler, Alfa-Laval centrifuge. Kærneælter og flødetønde.

Der anvendtes kul og petroleum.

Carlsens offentlige hverv: formand for Tvorup-Vang sogne i Den alm. Brandforsikring for Landbrugere.

Medlem af Vang-Tvorup sogneråd 1907 – 1913

Medlem af skolekommissionen siden 1907

Rasmus og Ingeborg fik 9 børn: 3 drenge og 6 piger. Den første var en dreng; han døde 5 uger gammel.

I 1923 blev Vang-Tvorup A/M oprettet. Hvorfor? – Der kan jeg kun fortælle, hvad Karen Carlsen (datteren) har fortalt mig.

Karen sagde, at hendes far var ved at være træt af det meget arbejde med både mejeriet og gården; og da ingen af de to drenge ville være mejerister, så ville han have det afhændet. Det fik han så ikke, og som følge af disse omstændigheder blev Vang-Tvorup Andelsmejeri så oprettet.

Vang-Tvorup A/M

blev oprettet 1923 under medvirken af arkitekt Chr. Foged, Thisted. Det startede sin virksomhed 5. april 1924.

Brandforsikring                     110.000 kr.    

Ejendomsskyld                     20.000 kr.

Antal leverandører                 129 med 600 køer;

deraf var 4 med over 20 køer, 29 med 4 køer, resten derunder.

Maskiner og inventar:

Reduktase prøvekasse

Exact indvejningsvægt

2 Buaas udvejningsvægte

Smørvægt

Diskvægt

3 Buaas pasteurer

Sabro køleanlæg

Alfa centrifuge

Silkeborg kærne

Ålborg Skibsværft kedel

Alliance dampmaskine

Luftpumpe

Vandfilter.

Fyring med træ

Elektrisk belysning.

Der anvendtes 75% fortinnede og 25 % aluminiums transportspande.

Mejeriet anvendte handels-syre (Flora Danica). Fløden syrnedes i bassin. Mejeriet havde eget laboratorium.

Mælken afregnedes efter fedtenheder.

Der solgtes 500 kg smør til leverandører, 174 kg til bysalg, resten gik til eksport.

Mælkemængden:

1927/28: 1,17 mill. kg.

1928/29; 1,30 mill. kg

1929/30: 1,49 mill. kg.

Personale:

bestyreren + 1 mejerist, 1 elev og 7 mælkekuske.

Regnskabsåret gik fra oktober til oktober.

5.april 1924 var første dag for det nye Vang-Tvorup A/M.

Mejeribestyrere

Mejeriets første mejeribestyrer var Frederik Buus, f- 30. 09. 1893 i Bjørnholm sogn, gift 6. 01 1924 med Nanna Johanne f. Jensen. De havde to sønner og en datter. Sønnerne blev begge uddannet som mejerister.

Kristian Frederik begyndte sin uddannelse på

Strandby A/M 1908 – 1911, derefter

Auning A/M 1911 – 1914,

Birkhøj A/M 1914 – 1915, så

soldat i 1915 – 1917 og derefter

Vitskøl Kloster A/M 1917 1918

Ladelund Mælkeriskole 1918 – 1919

Nyhaab Hørdum 1919

mejerivikar i Thisted Amtskreds 1919 – 1923 og i

Vang-Tvorup 1923.

Buus opsagde sin stilling til fratrædelse 1. april 1962 efter at have bestyret mejeriet godt og dygtigt i 38 år. Han var da 69 år gammel.

Jeg blev så Vang-Tvorup A/Ms sidste mejeribestyrer. Jeg kendte Buus godt, og vi havde et godt forhold til hinanden. Buus flyttede til Nykøbing. Han kom tit og besøgte os. Og når jeg fortalte ham, hvad jeg ville have lavet i mejeriet, sagde han altid: ”Hvad siger bestyrelsen?” ”De siger det er i orden.” Så sagde han: ”Du er ikke helt tåbelig, Sandal,” Han kunne godt se, at mejeriet trængte til en omgang.

Stillingen som mejeribestyrer opslås

Efter at Buus havde opsagt sin stilling, vedtog bestyrelsen at opslå den ledige stilling til besættelse d. 1. april 1962.

Vi var 75 mejerister, der søgte stillingen. Jeg blev den heldige, der blev valgt. Jeg fik telefonisk besked d. 12. januar om at komme til Vang for at underskrive kontrakten. Men i februar blev kontrakten ændret til tiltrædelse d. 1. marts.

Jeg hedder Svend Sandal, f. 23. april 1934 i Ølstrup, Ringkøbing Amt. gift 8. marts 1958 med Jytte f. Nielsen.

Min uddannelse:

1. nov. 1948 på Ølstrup A/M 1948 – 50

Tånning A/M 1950 – 52

Elkjærslund A/M 1952 – 54

Soldat 1954 – 55

Videmark A/M 1955 – 57, dog afbrudt med et ophold på Hadsten Højskole 03.11.56 – 31.04.57.

Ladelund Mejeriskole 01.09.57 – 01.05,58

Videmark A/M 1958 – 62.

Mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M 01.03.1962 – 1980.

Mejeriet var i 1962 slidt ned – med undtagelse af en ny Alfa centrifuge fra 1961.

Dampkedlen var den samme som i 1923; men den kan holde i 100 år. Den blev trykprøvet hvert 4. år, således som det var lovbefalet.

Men efter 19 år havde jeg og de forskellige bestyrelser fået mejeriet i en god standard.

Fra 1962 og til 1978 var der stigende mælkemængde – fra 2,2 mill. kg til 3,2 mill. kg i 1978. Derefter faldende mælkemængde til 2,8 mill. kg i 1980. Så bestyrelsen og jeg kunne se, at der skulle gøres noget!

En fornuftig bestyrelse vedtog at levere deres mælk til A/S Plumrose. Og en fornuftig leverandørkreds bakkede det op på en generalforsamling.

Så Vang-Tvorup A/M lukkede og slukkede efter 57 år på en god og værdig måde. Det kan jeg sige, som har set så mange mejerier, der er blevet i centraliseringens hellige navn. Mange har det kostet penge at nedlægge. Vang-Tvorup leverandørerne kostede det ikke penge; de fik penge - til stor tilfredshed for mig og den dengang siddende bestyrelse.

Af maskiner havde vi i 1980:

2 stk. rustfri tanke à 8000 l og 2 stk. à 3000 l

1 pasteuriserings-anlæg for sødmælk og fløde

1 Alfa centrifuge

1 keglekærne

1 flødebassin

Diverse rustfri pumper

Køleanlæg

Dampkedel

1 tankvogn 8000 l, Scania Vabis 50 Super, som Arne Christensen i Vang var chauffør på. (Arne fortsatte med at køre i nogle år for Plumrose i Thisted.)

Og i 10 år var Jørgen Carlsen en daglig medhjælper i mejeriet. Jørgen var en af Rasmus Carlsens sønner fra Fremtidshaab Mejeri i Tvorup.

Undertegnede fik stilling som afdelingsleder på en stor fiskeindustri i Hanstholm, hvor jeg var i 14 år, indtil jeg gik på pension.

Det var så godt 100 års mejeribrugs-historie for Vang-Tvorup sogne, der begyndte som et eventyr og sluttede, som et eventyr helst skal slutte: godt!

-----------------------

Anvendelsen af mælk er lige så gammel som menneskeslægten og fremstillingen af mælkeprodukter er ikke ret meget yngre. I hvert fald berettes der i 1. mosebog, kap.18 om, at Abraham beværtede sine gæster i Mamrelund med fløde og mælk. Og i 1. mosebog, kap. 32 nævner Moses i en sang, at Gud har givet Israel smør af køer og mælk af får.

Ost nævnes første gang i 1. Samuels bog, kap.19, hvor der fortælles at David blev sendt til Sauls krigslejr med brød til sine brødre og med 10 ferske oste til høvedsmanden.

At fremstille smør og ost var et kvinde-arbejde. De produkter, der kunne produceres i de små landbrug, var af ringe kvalitet.

Men efterhånden fandt bønderne ud af at samle sig om mælken fra flere ejendomme og lade kvinderne fremstille smør og ost. Det betød en bedre kvalitet og købmanden betalte en højere pris for bøndernes produkter.

Det bevirkede at Det kongelige Landhusholdningsselskab i 1835 tilrettelagde en to-årig mejerske-

uddannelse. Denne uddannelse blev opretholdt i 40 år til 1875.

Men i 1875 kom der mere gang i det nye: der kom dampmaskinen og centrifugen. Der blev brug for mere muskelkraft, og mændene begyndte at blive interesseret i mejeribruget. Kvinderne var ikke særlig interesseret i mændenes indtrængen. Så der stod i nogle år svære stridigheder om magten i mejeriet! Den sidste bastion kvinderne tabte var smørkammeret, hvor smørret produceredes.

Mændene havde sejret, de overtog magten, og deres titel kunne jo af gode grunde ikke være ”mejerske”, så deres titel blev ”mejerister”.

Mange forblev at være mejerister, men andre havde ønsker om at blive mejeribestyrere eller mejeri-ejere.

Da andelsmejerierne skød op som paddehatte rundt om i landet, ville alle bønderkarle ”lære mejeri”, som det hed dengang. Mange tilbød at de ville arbejde gratis et halvt år, - ja somme tider et helt år -, for at få en læreplads.

Mange af de første mejeribestyrere var blevet gift med en mejerske, og de glemte aldrig deres erhverv som mejerske – og den position, de havde haft i samfundet.

Jeg taler af erfaring, for jeg var i lære hos en ældre mejeribestyrer, og hans kone havde været mejerske. Og når jeg havde lavet smør til udstilling, så skulle hun altid ud at smage på det. Og enten godkendte hun det - eller forkastede det. Det første halve år var jeg lidt bange for hende. Hun var en bestemt dame, men jeg kom til at kunne lide hende, - og mejeribestyreren satte jeg stor pris på.

Da jeg selv fik plads som mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M var de de første, der ringede til mig og ønskede tillykke.

Det var jo en mejerists ønske at blive mejeribestyrer. Først stod man fire år i lære og gik på handelsskole, og det var vanskeligt for mange af de mejerister, der ikke havde realeksamen, eller et 5 måneders ophold på Hadsten højskole, som havde en afdeling med de fag, som mejeristerne havde brug for. Et sådant højskoleophold var virkelig til stor gavn for mejeristerne.

Derefter var der 8 måneder på mejeriskole. Der var to mejeriskoler: Ladelund og Dalum på Fyn.

Så var man kvalificeret til en mejeribestyrerplads. Der var også mange, der kun tog den 4-årige læretid, - og så havde de ingen chance for at blive mejeribestyrere. Men selv med fuld uddannelse var chancerne små.

Da jeg var færdiguddannet var vi 160 mejerister det år, der skulle ud at søge mejeribestyrerpladser, og i årene derefter var det noget lignende.

Af de 160 på de to skoler i 1958 var der 12, der blev mejeribestyrere. Til en mejeribestyrerplads var vi altid mellem 75 – 150 ansøgere. Som følge deraf var der mange mejerister, der søgte over i andet erhverv, når de opgav at blive mejeribestyrere - eller fik andre interesser.

Der var mange, der blev kæmnere, ledere af fjernvarmeværker, bogholdere, revisorer m.m.

Juni 2001
 

Mejeribrugets historie
fra Vang-Tvorup sogne
1872 – 1980

Af Svend Sandal

 

Tvorups første mejeri var gården Søndergaard, som ligger på Rodalsbakke 27 i Tvorup. Den ejedes af

Vang 1964 Søndergaard beskåret

Vang 1964. Rodalsbakke 27 "Søndergaard" matr. 8a. Daværende ejer Tove & Johannes Thinggaard. Billede modtaget af Johannes Thinggaard, Vang.

gårdejer Poul Christensen, som blev gift 1859.

 

I 1872 byggede han et nyt stuehus til Søndergaard og indrettede et mejeri i vestenden. Han ansatte en mejerske til at lave smør; selv stod han for driften.

I 1885 måtte han som kautionist overtage et mejeri i Hørdum, som han så måtte overtage driften af, og af den grund forpagter han mejeri og gård ud til en hr. R. Granskov.

I kontrakten står der, at der er et antal køer til mejeriet. Mejeriet er indrettet på at drives som fællesmejeri, og ejeren er pligtig til:

  • at indestå for at forpagteren daglig kan erholde mindst 1300 pund mælk af gårdens og af fremmedes køer under forudsætning af
  • at han lader køre med to vogne efter mælk i omegnen inden for en cirkel, draget med en radius af en længde af en halv mil rundt om mejeriet, og
  • at han betaler mælken med mindst 14 øre pr. kande.

Forpagtningen var på 10 år til 1895, Men det ser ud til at forpagtningen løber til 1898.

Af inventar, der hører til mejeriet, er der flg.:

  • 1 opretstående dampmaskine
  • 1 centrifuge af mærket Burmeister & Wain
 Vang Tvorup 1948 52. Tvorupvej 28. lille
1948-52. Tvorupvej 28
  • 1 ostebalje med lyre
  • 1 vægt med lodder
  • 17 mælkekølere
  • 3 sier
  • 2 kærner
  • 4 baller

I 1898 bliver Søndergaard sat til salg sammen med mejeriet, samt fødegården i Vest-Tvorup, Tvorupvej 28. Så Poul Christensen må have været en dygtig mand: ejede to gårde, mejeri samt jord i Vang og Vangså!

Det var der en ung mejeribestyrer på 29 år i Ulfborg, der havde fået kendskab til; så han rejste til Tvorup. Men Søndergaard med mejeri var for dyrt for ham, så i stedet for købte han den billige gård i Vest- Tvorup. Jorden var meget dårlig, hvorimod jorden til Søndergaard var førsteklasses.

Den unge mands navn var:

Rasmus Carlsen, født 4. sept. 1869 i Barrit v. Horsens, død i Tvorup 1934.

Han var gift med Ingeborg Marie Kirstine Østerby, født 1879 i Tim, død 1955 i Tvorup.

Rasmus Carlsen var ved landbruget; 20 år gammel – 1889 – ville han ”lære mejeri”, (som det hed dengang). Først var han på Hedensted mejeri, senere Båstrup. Så var han soldat, kom derefter på Ladelund Mælkeriskole. Efter skolen kom han på Kildevæld, er en tid der som mejeri-vikar. 1897 blev han mejeribestyrer på Ulfborg A/M 1897.

Hvorfor han kun var mejeribestyrer i så kort tid, vil mange nok undre sig over, men det var en tid, der var meget interessant for unge bønderkarle. Var de først blevet mejeribestyrere, ville mange gerne selv eje et mejeri.

Selv digteren Jeppe Aakjær var begejstret for den ny tid, og mejeristerne var han en stor beundrer af: De fløjtede og sang – der var fart over dem. Han var jo vant til at se bønderkarlene ude på landet gå roligt og sindigt efter ploven. Men nu var det pludselig maskinerne, der bestemte farten: en ny tid var over landet! En sommerdag i juli 1888 lå han bag et dige ved Jebjerg mejeri og skrev en sang til mejeristernes pris. ”Mejeristsangen” blev det første digt Aakjær fik trykt 1897.

Ved gården i Vest Tvorup byggede Rasmus Carlsen et nyt mejeri, som fik navnet ”Fremtidshaab”.

  • Der var 76 leverandører til mejeriet; de havde 300 køer.
  • Der var en 13 m dyb brønd. Kloakvandet udnyttedes ved overrisling.
  • Medarbejderne lønnedes med 600 kr. pr. år.
  • Man brugte Flora Danica mælkesyrer.
  • Mejeriet havde en 14 m høj firkantet skorsten.
  • Af maskiner var der: dampkedel, decimalvægt, forvarmer, pasteurer, ring-køler, Alfa-Laval centrifuge. Kærneælter og flødetønde.
  • Der anvendtes kul og petroleum.

Carlsens offentlige hverv:

  • Formand for Tvorup-Vang sogne i Den alm. Brandforsikring for Landbrugere.
  • Medlem af Vang-Tvorup sogneråd 1907 – 1913
  • Medlem af skolekommissionen siden 1907

Rasmus og Ingeborg fik 9 børn: 3 drenge og 6 piger. Den første var en dreng; han døde 5 uger gammel.

I 1923 blev Vang-Tvorup A/M oprettet. Hvorfor? – Der kan jeg kun fortælle, hvad Karen Carlsen (datteren) har fortalt mig.

Karen sagde, at hendes far var ved at være træt af det meget arbejde med både mejeriet og gården; og da ingen af de to drenge ville være mejerister, så ville han have det afhændet. Det fik han så ikke, og som følge af disse omstændigheder blev Vang-Tvorup Andelsmejeri så oprettet.

Vang-Tvorup A/M

blev oprettet 1923 under medvirken af arkitekt Chr. Foged, Thisted. Det startede sin virksomhed 5. april 1924.   

 130103 400
 Fra Vang-Tvorup mejeri.

Vang-Tvorup mejeri set fra syd. Toppen på taget hedder en "damptragt", hvorigennem dampen i mejeriet luftes ud.

  • Brandforsikring                     110.000 kr.    
  • Ejendomsskyld                     20.000 kr.
  • Antal leverandører               129 med 600 køer; deraf var 4 med over 20 køer, 29 med 4 køer, resten derunder.

Maskiner og inventar:

  • Reduktase prøvekasse
  • Exact indvejningsvægt
  • 2 Buaas udvejningsvægte
  • Smørvægt
  • Diskvægt
  • 3 Buaas pasteurer
  • Sabro køleanlæg
  • Alfa centrifuge
  • Silkeborg kærne
  • Ålborg Skibsværft kedel
  • Alliance dampmaskine
  • Luftpumpe
  • Vandfilter.
  • Fyring med træ
  • Elektrisk belysning.
  • Der anvendtes 75% fortinnede og 25 % aluminiums transportspande.
  • Mejeriet anvendte handels-syre (Flora Danica). Fløden syrnedes i bassin. Mejeriet havde eget laboratorium.

Mælken afregnedes efter fedtenheder.

  • Der solgtes 500 kg smør til leverandører, 174 kg til bysalg, resten gik til eksport.

Mælkemængden:

  • 1927/28: 1,17 mill. kg.
  • 1928/29; 1,30 mill. kg
  • 1929/30: 1,49 mill. kg.

Personale:

  • bestyreren + 1 mejerist, 1 elev og 7 mælkekuske.

Regnskabsåret gik fra oktober til oktober.

5.april 1924 var første dag for det nye Vang-Tvorup A/M.

Mejeribestyrere

Mejeriets første mejeribestyrer var Frederik Buus, f- 30. 09. 1893 i Bjørnholm sogn, gift 6. 01 1924 med Nanna Johanne f. Jensen. De havde to sønner og en datter. Sønnerne blev begge uddannet som mejerister.  

Vang måske Buus 2589m

 Vang 1926. Mejeribestyrer Kristian Buus & hustru Nanna med sønnen Arne.

Mejeribestyrer, Kristian Frederik Buus (1893-) er født i Bjørnsholm og er søn af husmand, Jens Peter Martin Nielsen og Inger Marie Sørensen. Han blev gift i 1923 i Hørdum med Nanna Johanne Jensen (1896-) der er født i Vestervig og er datter af mejerist, Hans Frederik Laurits Jensen og Marie Petrine Madsen.

Arne Buus (1924-) er født i Tvorup Mejeri, Vang og er søn af mejeribestyrer, Kristian Frederik Buus og Nanna Johanne Jensen. Han blev gift i Sjørring i 1950 med sygeplejerske, Karen Margrethe Andersen (1924-) der er født i Sjørring og er datter af statshusmand, Anders Jakob Andersen og Marie Johanne Nielsen.

Kristian Frederik begyndte sin uddannelse på

  • Strandby A/M 1908 – 1911, derefter
  • Auning A/M 1911 – 1914,
  • Birkhøj A/M 1914 – 1915, så
  • soldat i 1915 – 1917 og derefter
  • Vitskøl Kloster A/M 1917 1918
  • Ladelund Mælkeriskole 1918 – 1919
  • Nyhaab Hørdum 1919
  • mejerivikar i Thisted Amtskreds 1919 – 1923 og i
  • Vang-Tvorup 1923.

Buus opsagde sin stilling til fratrædelse 1. april 1962 efter at have bestyret mejeriet godt og dygtigt i 38 år. Han var da 69 år gammel.

Jeg blev så Vang-Tvorup A/Ms sidste mejeribestyrer. Jeg kendte Buus godt, og vi havde et godt forhold til hinanden. Buus flyttede til Nykøbing. Han kom tit og besøgte os. Og når jeg fortalte ham, hvad jeg ville have lavet i mejeriet, sagde han altid: ”Hvad siger bestyrelsen?” ”De siger det er i orden.” Så sagde han: ”Du er ikke helt tåbelig, Sandal,” Han kunne godt se, at mejeriet trængte til en omgang.

Stillingen som mejeribestyrer opslås

Efter at Buus havde opsagt sin stilling, vedtog bestyrelsen at opslå den ledige stilling til besættelse d. 1. april 1962.

Vi var 75 mejerister, der søgte stillingen. Jeg blev den heldige, der blev valgt. Jeg fik telefonisk besked d. 12. januar om at komme til Vang for at underskrive kontrakten. Men i februar blev kontrakten ændret til tiltrædelse d. 1. marts.

Jeg hedder Svend Sandal, f. 23. april 1934 i Ølstrup, Ringkøbing Amt. gift 8. marts 1958 med Jytte f. Nielsen.

Min uddannelse:

  • 1. nov. 1948 på Ølstrup A/M 1948 – 50
  • Tånning A/M 1950 – 52
  • Elkjærslund A/M 1952 – 54
  • Soldat 1954 – 55
  • Videmark A/M 1955 – 57, dog afbrudt med et ophold på Hadsten Højskole 03.11.56 – 31.04.57.
  • Ladelund Mejeriskole 01.09.57 – 01.05,58
  • Videmark A/M 1958 – 62.
  • Mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M 01.03.1962 – 1980.

Mejeriet var i 1962 slidt ned – med undtagelse af en ny Alfa centrifuge fra 1961.

Dampkedlen var den samme som i 1923; men den kan holde i 100 år. Den blev trykprøvet hvert 4. år, således som det var lovbefalet.   

130103 447

Fra Vang-Tvorup mejeri.

Vang-Tvorup mejeri. Dampkedlen fra 1923. Arbejdstryk 7 atm. Kedlen skulle renses for sten tre gange om året og synes hvert andet år af Fabrikstilsynet i Thisted. Og hvert fjerde år skulle kedlen trykprøves med 15 atm.

Men efter 19 år havde jeg og de forskellige bestyrelser fået mejeriet i en god standard.

Fra 1962 og til 1978 var der stigende mælkemængde – fra 2,2 mill. kg til 3,2 mill. kg i 1978. Derefter faldende mælkemængde til 2,8 mill. kg i 1980. Så bestyrelsen og jeg kunne se, at der skulle gøres noget!

En fornuftig bestyrelse vedtog at levere deres mælk til A/S Plumrose. Og en fornuftig leverandørkreds bakkede det op på en generalforsamling.

Så Vang-Tvorup A/M lukkede og slukkede efter 57 år på en god og værdig måde. Det kan jeg sige, som har set så mange mejerier, der er blevet i centraliseringens hellige navn. Mange har det kostet penge at nedlægge. Vang-Tvorup leverandørerne kostede det ikke penge; de fik penge - til stor tilfredshed for mig og den dengang siddende bestyrelse.

Af maskiner havde vi i 1980:

 

  • 2 stk. rustfri tanke à 8000 l og 2 stk. à 3000 l
  • 1 pasteuriserings-anlæg for sødmælk og fløde
  • 1 Alfa centrifuge
  • 1 keglekærne
  • 1 flødebassin
  • Diverse rustfri pumper
  • Køleanlæg
  • Dampkedel
  • 1 tankvogn 8000 l, Scania Vabis 50 Super, som Arne Christensen i Vang var chauffør på. (Arne fortsatte med at køre i nogle år for Plumrose i Thisted.)

Og i 10 år var Jørgen Carlsen en daglig medhjælper i mejeriet. Jørgen var en af Rasmus Carlsens sønner fra Fremtidshaab Mejeri i Tvorup.   

Vang Tvorup 1980. Vang Mejeri lille
Vang-Tvorup 1980. Vang Mejeri. Fra højre Arne Møller Christensen, Svend Sandal, Jørgen Carlsen. Billede modtaget af Karen Marie & Erik Møller Christensen, Vang.

 

Undertegnede fik stilling som afdelingsleder på en stor fiskeindustri i Hanstholm, hvor jeg var i 14 år, indtil jeg gik på pension.

Det var så godt 100 års mejeribrugs-historie for Vang-Tvorup sogne, der begyndte som et eventyr og sluttede, som et eventyr helst skal slutte: godt!

-----------------------

Anvendelsen af mælk er lige så gammel som menneskeslægten og fremstillingen af mælkeprodukter er ikke ret meget yngre. I hvert fald berettes der i 1. mosebog, kap.18 om, at Abraham beværtede sine gæster i Mamrelund med fløde og mælk. Og i 1. mosebog, kap. 32 nævner Moses i en sang, at Gud har givet Israel smør af køer og mælk af får.

Ost nævnes første gang i 1. Samuels bog, kap.19, hvor der fortælles at David blev sendt til Sauls krigslejr med brød til sine brødre og med 10 ferske oste til høvedsmanden.

At fremstille smør og ost var et kvinde-arbejde. De produkter, der kunne produceres i de små landbrug, var af ringe kvalitet.

Men efterhånden fandt bønderne ud af at samle sig om mælken fra flere ejendomme og lade kvinderne fremstille smør og ost. Det betød en bedre kvalitet og købmanden betalte en højere pris for bøndernes produkter.

Det bevirkede at Det kongelige Landhusholdningsselskab i 1835 tilrettelagde en to-årig mejerskeuddannelse. Denne uddannelse blev opretholdt i 40 år til 1875.

Men i 1875 kom der mere gang i det nye: der kom dampmaskinen og centrifugen. Der blev brug for mere muskelkraft, og mændene begyndte at blive interesseret i mejeribruget. Kvinderne var ikke særlig interesseret i mændenes indtrængen. Så der stod i nogle år svære stridigheder om magten i mejeriet! Den sidste bastion kvinderne tabte var smørkammeret, hvor smørret produceredes.

Mændene havde sejret, de overtog magten, og deres titel kunne jo af gode grunde ikke være ”mejerske”, så deres titel blev ”mejerister”.

Mange forblev at være mejerister, men andre havde ønsker om at blive mejeribestyrere eller mejeri-ejere.

Da andelsmejerierne skød op som paddehatte rundt om i landet, ville alle bønderkarle ”lære mejeri”, som det hed dengang. Mange tilbød at de ville arbejde gratis et halvt år, - ja somme tider et helt år -, for at få en læreplads.

Mange af de første mejeribestyrere var blevet gift med en mejerske, og de glemte aldrig deres erhverv som mejerske – og den position, de havde haft i samfundet.

Jeg taler af erfaring, for jeg var i lære hos en ældre mejeribestyrer, og hans kone havde været mejerske. Og når jeg havde lavet smør til udstilling, så skulle hun altid ud at smage på det. Og enten godkendte hun det - eller forkastede det. Det første halve år var jeg lidt bange for hende. Hun var en bestemt dame, men jeg kom til at kunne lide hende, - og mejeribestyreren satte jeg stor pris på.

Da jeg selv fik plads som mejeribestyrer på Vang-Tvorup A/M var de de første, der ringede til mig og ønskede tillykke.

Det var jo en mejerists ønske at blive mejeribestyrer. Først stod man fire år i lære og gik på handelsskole, og det var vanskeligt for mange af de mejerister, der ikke havde realeksamen, eller et 5 måneders ophold på Hadsten højskole, som havde en afdeling med de fag, som mejeristerne havde brug for. Et sådant højskoleophold var virkelig til stor gavn for mejeristerne.

Derefter var der 8 måneder på mejeriskole. Der var to mejeriskoler: Ladelund og Dalum på Fyn.

Så var man kvalificeret til en mejeribestyrerplads. Der var også mange, der kun tog den 4-årige læretid, - og så havde de ingen chance for at blive mejeribestyrere. Men selv med fuld uddannelse var chancerne små.

Da jeg var færdiguddannet var vi 160 mejerister det år, der skulle ud at søge mejeribestyrerpladser, og i årene derefter var det noget lignende.

Af de 160 på de to skoler i 1958 var der 12, der blev mejeribestyrere. Til en mejeribestyrerplads var vi altid mellem 75 – 150 ansøgere. Som følge deraf var der mange mejerister, der søgte over i andet erhverv, når de opgav at blive mejeribestyrere - eller fik andre interesser.

Der var mange, der blev kæmnere, ledere af fjernvarmeværker, bogholdere, revisorer m.m.

Juni 2001
 

1962

     
130103 406 Vang-Tvorup mejeri 1962. Sådan så mejeriets maskineri stort set ud fra 1923 og frem til daværende tidspunkt. Dampmaskinen var dog blevet udskiftet med en stor elmotor, som via remme trak alle maskiner 130103 411

Vang-Tvorup mejeri 1962.

Indvejningsvægt.

Rest tømmer, som man kaldte mejeriets bedste ko. Når mælken var tømt af spanden, satte man spanden med bunden opad, så de sidste dråber kunne løbe af. Efter resttømmeren kom udvejningsvægten. Spandene skulle fyldes med syrnet mælk eller kærmemælk til leverandørernes svin

130103 401 Vang-Tvorup mejeri set fra vest i 1962. Til højre privat-beboelsen
130103 405 Vang-Tvorup mejeri 1962. 2 indvej-ningsvægte og kærnemælkskar

130103_403.jpg

130103 409

Vang-Tvorup mejeri. Køleanlæg fra 1962

Vang-Tvorup mejeri 1962. Kogekar til venstre med kogende vand. Bag Theresa står der en Sperelle Pasteur fra 1935 - og derefter en ny centrifuge 1961. Så følger den tragt fløden løber over i.  Efterfølgende ses kogeren, hvor fløden pasteuriseres - og sidst en ringkøler.

 

130103 412 Vang-Tvorup mejeri set fra syd i 1962. Niels Hoxer Kristensens ny traktor

130103 435

Vang-Tvorup mejeri Mejeribestyrer Svend Sandals datter Therese sidder på resttømmeren. Svend Sandal fortæller: "Man skulle passe på børnene. De ville gerne sidde på resttømmeren - og det var særligt morsomt, når de andre børn drejede den rundt, så den blev til en ikke helt ufarlig karrusel. Men det forbudte er jo altid det sjoveste"

 

130103 438

Vang-Tvorup mejeri 1962. Til venstre Sperella Pasteur - derefter centrifuge og flødekoger. Bagerst i billedet står Therese

 

130103 419

Vang-Tvorup mejeri 1962. Viggo Nielsen fra Tvorup indvejer mælken. Samtidig kunne han også ekspedere de små spand som kom med mælke-kuskene fra Vang-Tvorup og Vest-Tvorup. Svend Sandal fortæller: "Sommetider var der en seddel med en besked om, hvor vi skulle gøre med pengene o.s.v. Viggo lavede også dritler til smørret. Senere blev han pedel på Vang-Tvorup Skole".

130103 439

Vang-Tvorup mejeri. Mejeribestyrer Svend sandals datter Therese sammen med eleven Peder Larsen fra Hundborg. Smørdritlen med pergament har ligget i saltlage. Pergamentet trækkes rundt om dritlen - og i bunden lægges en rund pergament brik sammen med en lurmærkeseddel med nummer og dato.. Derefter lægger man forsigtigt en lille håndfuld smør over mærket, hvorefter man tager med begge hænder om smørret og klasker den ene håndfuld efter den anden hårdt ned i dritlen indtil den er fuld og vejer 50 kg. Derefter glattes overfalden med en smørske. Lurmærkeseddel med nr. og dato lægges igen ovenpå sammen med en pergament brik. Derefter tager man den pergament, der går ud over kanten på dritlen og retter den op og folder den ned over smøret. Så slås låget på og smørret er klar til eksport.

 

130103 434

Vang-Tvorup mejeri. Gerberrummet i 1962. I gamle dage blev det kaldt for laboratoriet. I rummet stod et reduk-taseapparat, der blev brugt til at undersøge om mælken skulle være i 1., 2., 3. eller 4. klasse - hvorefter leverandøren fik tillæg efter fradrag. Man havde også en gerbercentrifuge, fortæller mejeribestyrer Svend Sandal, som blev brugt til at finde frem til fedtprocenten i mælken. Man afregnede nemlig efter fedtenheder. Smørret blev også analyseret for vandindhold. Der måtte kun være 16 % vandindhold i smørret.

130103 440

Vang-Tvorup mejeri 1962. Flødebassin

 

1963

     
130103 410 Vang-Tvorup mejeri 1963. Mælkekuskene nyder solen 130103 426 Vang-Tvorup. Nye maskiner opstilles i 1963
130103 413 Vang-Tvorup mejeri. Interiør 1963 130103 414 Vang-Tvorup mejeri. Interiør 1963
130103 417 Vang-Tvorup mejeri 1963. Kuglekærne  130103 425 Vang-Tvorup mejeri som det så ud i 1963, da alt var blevet moderniseret med enkelt motor - ny platepasteure til mælk og fløde og forsynet med isvandafkøling. Vand ved 0 grader i stedet for afkøling med almindeligt postevand
130103_437.jpg Vang-Tvorup mejeri 1963. Mejeri-bestyrer Svend Sandals datter ved kuglekærne og flødebassin 130103 443 Vang-Tvorup mejeri set lidt fra oven i 1963

1965

     

130103 432

Vang-Tvorup mejeri 1965. Mælkekusk Niels Peder Hoxer- Kristensen havde fri. "Der var vist nok både første og eneste gang, der skete erindrer mejeribestyrer Svend Sandal.

Afløseren til venstre er vognmand Chr. Møller, Tvorup. Hans medhjælper til højre er gdr. Hans hede. De var lige kede af at køre mælk begge to - men dermed er ikke sagt, at de var dovne, fortæller mejeribestyrer Svend Sandal.

"Men to hænder til at læsse 40 liter mælk er en for meget - og de fik de også at vide! En mælkekusk tager en spand i hver hånd!"

   

1966

     
130103 422 Vang-Tvorup mejeri set fra østsiden i 1966    

1967

     
130103 418 Vang-Tvorup mejeri. Mejeri-bestyrer Svend Sandals datter hjælper mælke-kusken Niels Peder Hoxer-Kristensen i 1967  130103 421 Vang-Tvorup mejeri 1967. Tidligere elev på mejeri, Leo Berg-wald på besøg. Her er han fotograferet sammen med mejeribestyrer Svend Sandals 3 døtre. Bergwald blev senere drifts-leder ved Arinco Videbæk.

1969

     
130103 402 Vang-Tvorup mejeri set fra øst i 1969    

1970

     
130103 428 Vang-Tvorup mejeri set fra vest i 1970    

1971

     
130103 449

Vang-Tvorup mejeri i 1971. Mælken koger i to spande i 90 min., hvorefter den nedkøles til 21 grader. Derefter tilsættes Flora Danica mælkesyre bakterier og køles til 20 grader for at stå til næste formiddag, hvor den er syrnet færdig og hældes i fløden, som den skal syrne til næste morgen, hvorefter fløden kærnes til smør

130103 445

Vang-Tvorup mejeri. Mejeribestyrer Svend Sandals 9-årige datter Linda var interesseret i mejeriarbejde. Foto fra 1971

130103 430 Vang-Tvorup mejeri 1971 - set fra vest. Tilbygningen rummer køle- og fløderum 130103 433 Vang-Tvorup mejeri anskaffede egen tankvogn i 1971

 1978

     
130103 415 Vang-Tvorup mejeri. Skorstenen påmonteres en lynafdelder i 1978  130103 446 Vang-Tvorup mejeri. Mejeribestyrer Svend Sandal ved kærnen i 1978

 1981

     
130103 448 Vang-Tvorup mejeri i 1981. Arne Christen-sen, Vang, står ved tankvognen, som han var chauffør på fra 1971-1980. Efter 1980 kørte han for Plumrose i Thisted    

 

 

 

Vang og Vangså

Vangsaa 25

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Skjærbakken 33, Vangså - læs mere under 'Ejendomme'

Dialektforskeren Torsten Balle

Lærer og arkivar Torsten Balle er ophavsmand til tusindvis af dialektord, der indgår i THY-ORDBOG, der blev udgivet i november 2023.

Se her en lille introduktion til, hvorledes Balle arbejdede:

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler