Den konservative bastion i Thy 

(Version: 29-12-2008)

Vilhelm Fibiger er den politiker fra Thy, der har haft størst landspolitisk indflydelse – han var i 1930’erne Christmas Møllers nære medarbejder

Af Villy Dall[1], journalist, Hurup

Da vælgerne ved folketingsvalget 1935 valgte Stauning[2] frem for kaos, betød det bl.a. et nederlag[3] til Det Konservative Folkeparti.
Naturligvis var der så efterfølgende vaskedag i den konservative folketingsgruppe, og her bebrejdede industrimanden, ingeniør Peter Korsgaard[4], Nyborg, den konservative partileder John Christmas Møller[5], at denne alene havde fulgt landbo- og handelsfløjen i partiet og dermed lyttet for lidt til industri og håndværk. Om det var blandt årsagerne til valgnederlaget, skal ikke diskuteres her. Men der er næppe tvivl om, at Peter Korsgaard havde ret.

Den unge københavnske studenterpolitiker Christmas Møller blev nemlig meget tidligt knyttet til landbofløjen i partiet, og en af hans nære personlige venner fra de unge år var Peter Korsgaards bror, proprietær M. C. Korsgaard[6], der drev fødehjemmet Tøttrupgård ved Koldby. Bl.a. hertil gik turen, da Christmas Møller i 1923 endelig – efter et mislykket første ægteskab – kunne gifte sig med sin elskede Gertrud[7] og som en slags bryllupsrejse inviterede hende med på mødeturné i Thy.

Denne M. C. Korsgaard var kendt som en mand, der ikke sagde nej tak til livets nydelser, og som elskede et spil kort. Helt modsat en anden markant thybo, der repræsenterede de konservative i Thisted Amt i Folketinget 1920-57, og som uden overdrivelse kan betegnes som den politiker, Thy har fostret, der har haft størst politisk indflydelse: Proprietær Vilhelm Fibiger[8] fra Øland i Harring.
Fibiger kom i Folketinget samtidig med Christmas Møller, og fra starten af dannede de et makkerpar, som ikke kunne være betinget i fælles interesser. Fibiger var religiøs, missionsmand, landmand - Christmas Møller var københavner, studentikos og irreligiøs.
Så selv om Christmas Møller var kendt for asketisk levevis, har venskabet privat været dybere med M. C. Korsgaard end med Fibiger, der da også af og til i høj grad kunne irritere Christmas Møller. Dette fremgår da også af Christmas Møllers dagbogsoptegnelser fra januar 1941, hvor han efter tysk pres måtte forlade handelsministerposten og alle andre politiske nøgleposter. M. C. Korsgaard kom ofte til middag og andre private sammenhænge, mens Fibiger var den, der – som partiformand og kirkeminister – især holdt den politiske kontakt med den nu på alle måder forhenværende tidligere partileder.
M. C. Korsgaard blev i øvrigt landstingsmand[9] 1936 - vel nærmest som en slags tak for, at han, der var partiets næstformand og af mange udset til at blive ny partiformand 1932, frivilligt overlod posten til Christmas Møller, da denne efter mange overvejelser endelig bestemte sig for at tage den.

Makkerparret
Christmas Møller og Fibiger dannede makkerpar trods alle forskelle. Fibiger synes at have næret en grænseløs politisk tillid til Christmas Møller og dennes lederevner - i hvert fald indtil krigen - men han tog sig nu også fra tid til anden politisk betalt for makkerskabet med Christmas Møller, hvis bagperron han så at sige passede. Det havde Christmas Møller nemlig brug for.
Fibiger var næstformand i folketingsgruppen fra 1928 under Christmas Møllers formandskab, og da denne efter grundlovsnederlaget 1939 forlod formandsposten i partiet, gik den til Fibiger. Måske i virkeligheden i en slags forståelse om, at han skulle passe den, indtil det igen blev opportunt for Christmas Møller at overtage den. Det blev det aldrig, og det var netop som partiformand, at Fibiger blev den, der til sidst 1947 måtte træffe beslutningen om at klippe båndet mellem den tidligere så forgudede leder og hans gamle parti – den sorteste dag i Fibigers liv.

Ungkonservativ bastion i Thy

Allerede før og ikke mindst efter grundlovsrevisionen 1915 og den deraf følgende dannelse af Det Konservative Folkeparti på resterne af det gamle Højre, den frikonservative gruppe i Landstinget og nogle (løst tilknyttede) venstrefolk, foregik der et ungkonservativt opbygningsarbejde i udprægede landdistrikter, især i Thy[10] og på Nordfyn - styret af trioen Aage Kidde[11] (der var på tale som folketingskandidat i Frøstrupkredsen 1912), John Christmas Møller og Erik Finnemann Bruun[12]. I nogle år var Thy og Fyn faktisk ret dominerende i KU og talte tilsammen omkring en fjerdedel af medlemmerne - 1923 hhv. 1.500 i Thisted Amt og 1.600 i Odense Amt. Som et kuriøst eksempel kan nævnes, at et par år tidligere var repræsentantskabsmødet blevet udsat en god måneds tid, fordi landboerne ikke var færdige med høsten.
KU’ere fra Thy kom i de følgende år på betydningsfulde poster i ungdomsorganisationen frem til midt i 1930’erne. Bl.a. var redaktionssekretær (senere redaktør) Kjeld Jensen[13], Thisted Amtsavis, landsformand 1925-29, og 1930 holdt KU sit landsrådsmøde i Thisted[14].
Kjeld Jensen kom ind i KU's ledelse i 1921-22 sammen med Kr. Andersen[15] - der var landsformandskandidat 1923 mod Ole Bjørn Kraft[16], men hvor en kompromiskandidat fra Fyn, Jørgen Jørgensen[17], Ullerup, endte med at blive valgt - og Chr. J. Mortensen[18]. Samtidig startede de et stort opbygningsarbejde. I sæsonen 1922-23 blev der holdt hele 90 KU-møder i amtet.

Det år, Kjeld Jensen blev landsformand, kom Ellen Kristensen[19] fra Thisted som den ene af de to første kvinder ind i KU's repræsentantskab. Hun giftede sig senere med Chr. R. Christensen[20] fra Badstrup på Nordfyn, der 1929 afløste Kjeld Jensen som landsformand for KU, og som i øvrigt 1941 var Christmas Møllers suppleant til Folketinget, da denne valgte at rejse til London. Ved Kjeld Jensens afgang som landsformand blev Chr. J. Mortensen medlem af KU’s forretningsudvalg.
Sønderjylland var den nationale interesse hos disse ungkonservative, men ellers var de for den moderne konservatisme. Det skal forstås som et opgør med den konservatisme, der repræsenterede standsinteresser hos adel og industrimagnater imod de demokratiske interesser med lige valgret og en social forståelse.

Christmas Møllers politik

Det er således helt forkert, når myten om Christmas Møller, som den eksisterer den dag i dag, fortæller, at han ønskede at samarbejde med Socialdemokratiet, og når ungkonservative generationer som min gennem flere årtier[21] har fået den opfattelse ved at hente deres viden om Christmas Møller i en lille bog fra 1966 med den prægnante titel Vi er alle socialister. Det er ganske vist et slags Christmas Møller-citat, selv om det er ændret lidt. Men det stammer fra den store samarbejdsdrøm[22] efter 1945 - hvor Christmas Møller var i pagt med mange andre og også med de følgende års udvikling frem til vor egen tid, når han fandt det nødvendigt at tøjle den økonomiske liberalisme af omfordelingshensyn - og ikke fra hans praktiske politiske gerning som partileder 1928-39.
Den repræsenterede nemlig, som hans brorsøn Wilhelm Christmas-Møller[23] i sine tre bøger om partilederen har påvist, en traditionel konservativ positioneringsopfattelse - byggende på nødvendigheden af et borgerligt samarbejde - ja, et tæt parløb med Venstre - på linje med det, Poul Schlüter[24] som partileder stod for og praktiserede 1974-93, og som Bendt Bendtsen[25] praktiserede fra sin tiltræden som politisk leder 1999, og som 2001 resulterede i regeringsmagten.
Men det er rigtigt, at Christmas Møller 1929 væltede venstreregeringen Madsen-Mygdal[26] for at gøre opmærksom på, at der var tale om to selvstændige partier. Som Poul Schlüter 1976-77 måtte positionere partiet med "Borgerlige stemmer der arbejder" (forlig med S-regeringen om finansloven uden Venstre), og Hans Engell[27] 1995 med finanslovsforliget[28] med SR-regeringen uden Venstre. En tilsvarende aktion er – naturligvis på grund af regeringsansvaret – endnu ikke set siden magtskiftet 2001, men presset er der fra tid til anden i både folketingsgruppen og partiorganisationen.
At Christmas Møller i virkeligheden - i hvert fald frem til krigen - var ret traditionel i sin politiske opfattelse og i økonomiske spørgsmål egentlig var rimelig liberal, er nok forklaringen på, at han hældede mere til "frihandelsfløjen", repræsenteret af landboerne og handelsfolkene, end til "toldfløjen", der var repræsenteret af industrien og håndværkerne. Christmas Møllers drøm om et konservativt folkeparti - eller Kiddes drøm[29], som han efter dennes død ved båren svor at føre til sejr - var i lige høj grad en drøm om at organisere gårdejere og husmænd på landet som at organisere tjenestemænd, funktionærer og arbejdere i byerne.

Derfor faldt han politisk i tråd med folk som Fibiger, som – netop i modsætning til mange andre i den konservative rigsdagsgruppe – repræsenterede det folkelige. Medvirkende var sikkert også Christmas Møllers totale mangel på snobbede tilbøjeligheder, hvilket – sammen med hans hang til ind imellem at provokere – skaffede ham modstand hos mange af de traditionelt konservative i partiet.[30]
1948 optrykte Konservativ Ungdom i Thisted Amt efter Christmas Møllers død hans sidste tale til KU'erne. I denne overvejede han selv – efter at det var blevet højaktuelt oven på Anden Verdenskrig (”Vi er alle socialister”) – om man allerede i 1920’erne kunne have skabt et erhvervspolitisk samarbejde mellem de konservative og Socialdemokraterne:
”Jeg tror det ikke – Socialdemokratiet var ikke modent dertil.
Og til at Folkepartiet[31] kunne føre denne politik, krævedes selvstændighed og uafhængighed, altså en helt anden indstilling end den i årtier tilvante. Ud fra Folkepartiets synspunkt, krævedes intet brud med Venstre for at føre en sådan politik, men for Venstre betød det selvsagt en formindskelse af dets magtstilling (i Landstinget havde Folkepartiet og Venstre jo stadig flertal[32]); reserven forsvandt.
Jeg ser for så vidt ikke Ministeriets Madsen-Mygdals fald i marts 1929 under denne synsvinkel, hellere vil jeg se, hvad der skete under synsvinklen: Hvad vi havde lovet på valgdagen, skulle holdes; ske, hvad der vil. Derimod må det lille kriseforlig i oktober 1931 så ubetinget ses under dette synspunkt. Folkepartiet ville, når det mente det rigtigt, samarbejde med Stauning og hans regering, uanset hvad andre ville. Derfor var dette forlig og denne politiske begivenhed, så begrænset den end var i omgang og betydning, af skelsættende virkning. Let var det ikke at føre antisocialistisk politik i 30’erne. Venstre havde det trangest; det var Stauning, som havde vinden på ryggen. Det skal siges til hans ære, at han tålte medgangen.”

Thylands konservative før 1920
Thyboerne[33] var i deres politik altid kongetro, og det blev især af den navnkundige Kaptajn Jagd[34] i forfatningskampens år 1875-94 udnyttet til gennem hele forfatningskampen[35] at sikre Thistedkredsen trygt for Højre.

Bjerget Kro-kredsen (fra 1905 Frøstrupkredsen) havde Venstre allerede 1866 vundet ved den driftsikre gårdejer Jens A. Bach[36], Vesløs – nærmest til ejendom. Vestervigkredsen (fra 1894 Hurupkredsen) holdt derimod stand helt til 1906. Højre vandt den igen 1909 ved proprietær N. G. Frøkjær[37], Gårdhusmølle i Tåbel, som dog tabte den igen året efter. Venstres stærke mand i Hurupkredsen var den navnkundige Lærer Kierkegaard[38] fra Agger.

 Men også efter systemskiftet 1901 stod Højre – på trods af nederlaget det år - stærkt i Thistedkredsen, om end svækket. Faktisk så stærkt, at formanden for partiets forretningsudvalg og for Dansk Arbejdsgiverforening, jernbaneentreprenøren Niels Andersen[39], Søholm i Gentofte, der var fra Ydby, 1903 valgte at skifte fra den mere usikre Hurupkreds til Thistedkredsen, som han dog kun vandt knebent.1909 vandt Højre Thistedkredsen ved gårdejer Niels Chr. Hornstrup[40], Kallerup – af den også i dag kendte politiske familie. Men ved valgene 1901, 1913 og 1915 gik kredsen dog til Venstre – 1901 ved gårdejer J. J. Andersen-Nygart[41], Hvidbjerg Thyholm, mens Venstrekandidaten ved de to sidste valg var en missionsmand, lærer S. Munk-Poulsen[42], Sdr. Vorupør.
Efter grundlovsrevisionen 1915 gik man fra valg til Folketinget i enkeltmandskredse til forholdstalsvalg i amtskredse. Ved valget 1918 brugte man imidlertid en overgangsordning, hvor der stadig var valg i enkeltmandskredse, men tillige tillægsmandater i amterne. Og her havde  Frøkjær, der fortsat var opstillet i Hurupkredsen, vundet et konservativt tillægsmandat i Thisted Amt.

Partistriden 1918-20

At det nye parti[43] - Det Konservative Folkeparti - var dannet af tre forskellige grupperinger[44] i datidens (fortidens) politiske liv er måske en af forklaringerne på, at der straks opstod en voldsom strid om både ledelsen af partiet og om dets politiske orientering. En så at sige indbygget strid[45], der i mange senere sammenhænge er blusset op. Med forskellige aktuelle politiske spørgsmål som direkte anledning.
I årene 1918-20 stod striden mellem på den ene side partiledelsen, især repræsenteret ved partistifteren Asger Karstensen[46], der ville en middelstandskonservatisme, som især var baseret på landboernes interesser, og så storindustrimanden Alexander Foss[47] – direktør for F. L. Schmidt, tidligere formand for Ingeniørforeningen og Jernets Arbejdsgiverforening, endnu formand for Industrirådet og medlem af den overordentlige kommission (regeringsindgreb over for handel og industri under Første Verdenskrig). Foss ville bekæmpe antitrustlovgivning, avancelovgivning og valutalovgivning.
Karstensen vurderede 1940 selv, at ét startskud[48] til denne kamp kom efter striden i det nye parti om dets ”kontrolminister”, Chr. M. Rottbøll[49], i den radikale regering Zahle[50]. Kongen[51] havde presset voldsomt på for at få en samlingsregering på grund af Danmarks stilling under Verdenskrigen, men det havde partierne ikke kunnet enes om. I stedet blev det så til, at der indtrådte én ”kontrolminister” fra hhv. Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti. Kongen havde ønsket, at den konservative repræsentant blev Grev Frijs[52], men Karstensen foreslog Rottbøll, som blev valgt knebent mod Godskesen[53].

Dertil kom så senere nationale spørgsmål som 1917 salget af De Vestindiske Øer og 1920 Sønderjyllands genforening med kongeriget, hvor Karstensen lagde sig ud med f.eks. Christmas Møller og Aage Kidde, der ellers var hans naturlige allierede i de mere økonomisk-politisk-sociale spørgsmål. Selv om Karstensen 1940 ikke selv så det helt sådan. Han kaldte Kidde en ”chancepolitiker” og skrev om dennes ”belejring af os [Juniforeningen] for at slippe ind i kredsen sammen med hans senere på politisk berømmelige studenterforeningskammerater”. De nedsættende kommentarer skyldes ifølge Karstensen, at ”hele denne studentergruppe, der senere er kommet til at spille en rolle efter 1920, havde inden for partiet modarbejdet den almindelige valgret under grundlovskampene, mens den udadtil koketterede med vore standpunkter”. Ja, Karstensen mente faktisk, at Kidde og Christmas Møller havde allieret sig med Foss mod ham selv[54].

Men før historien kom så langt, var der opstået voldsom uro omkring partiets deltagelse i regeringen. Årsagen var, at den socialdemokratiske ”kontrolminister”, Th. Stauning, deltog i forberedelserne til en ”fredskonference” i Stockholm, som blev vel modtaget af Tyskland, mens ententemagterne[55] var imod. Dermed risikerede et medlem af regeringen landets neutralitetspolitik, var den konservative opfattelse, og 21. juni 1917 stod det klart, at partiet ville trække sin minister ud. Da Kongen imidlertid nægtede[56] at modtage Rottbølls afskedsbegæring, valgte denne at fortsætte. Rigsdagsgruppen vedtog da en udtalelse om, at man misbilligede Rottbølls handlemåde, og at man ikke længere betragtede ham som medlem af Det Konservative Folkeparti. Og så sprængtes partiet, idet fire landstingsmedlemmer (deriblandt Frijs) og ét folketingsmedlem meldte sig ud[57]. Et ny gruppe af Fri Konservative var dannet, men holdt ikke længe.

Opfordringen

I mange år har det fremstået, som om det var en tilfældighed, at Fibiger blev landspolitiker. Han har selv fortalt[58] om, at han i det tidlige forår 1920 var til et møde i Thisted Missionshus, hvor man drøftede muligheden for at stoppe den daværende radikale kirkeministers[59] forsøg på at indføre ritualfrihed i folkekirken og at afskaffe præsteløftet. Derfor måtte der sættes folk ind på Rigsdagen, som ville kæmpe for at bevare de kristne traditioner i kirke og skole, blev det sagt på mødet.

Så fortalte Fibiger, at han faktisk var blevet opfordret til at stille op som konservativ folketingskandidat i Thistedkredsen, men havde sagt nej: "Hele forsamlingen, uanset politisk anskuelse, rejste sig og opfordrede mig til at sige ja; det forandrede min indstilling, og jeg sagde ja," har han selv skrevet i 1962. Hans erfaring med offentlige hverv var på det tidspunkt arbejdet i Harring Menighedsråd og i Harring-Stagstrup Sogneråd, hvor han var indvalgt på en borgerliste.

Men netop denne forudgående opfordring til Fibiger var langt fra tilfældig[60].

Thisted Amts konservative folketingsmand, N. G. Frøkjær, havde knyttet sig tæt til Karstensen og inviterede i sommeren 1919 både denne og Birck [61] til at tale ved møder i Thy. Derfor mente industrifløjen, at der måtte findes et alternativ, som kunne slå Frøkjær ved et kommende valg.

Alexander Foss havde igennem Chr. H. Olesen[62], der var direktør for De Danske Spritfabrikker, god kontakt til partiets jyske sammenslutning og dennes agitator, gårdejer Chr. Høisgaard[63], Viborg, som blev den, der ledede slaget mod Frøkjær og formentlig var den, der direkte opfordrede Fibiger til at stille op i Thistedkredsen. Anledningen var, at industrifløjen kunne finde støtter i kampen mod Karstensen hos partiets indremissionske kredse, idet Karstensen var dem direkte imod.

Ved folketingsvalget 1918 – hvor der altså fortsat var valg i enkeltmandskredse – fik skovrider P. D. Bruun[64], Dover, 2660 stemmer i Thistedkredsen, gårdejer N. G. Frøkjær, Tåbel, 2719 stemmer i Hurupkredsen, og landmand M. C. Korsgaard, Tøttrupgård, 795 stemmer i Nykøbingkredsen. Derved fik Frøkjær altså det tillægsmandat, partiet vandt i amtet.

Ved valget 26. april 1920 var derimod Fibiger opstillet i Thistedkredsen, Frøkjær fortsat i Hurupkredsen og nu Bruun (der havde været landstingsmedlem 1918-20) i Nykøbingkredsen. Opstillingsformen var nu i hele amtet, men kredsvis, således at alle listestemmer i en kreds tilfaldt kredsens egen kandidat. I alt fik partiet 8171 stemmer i amtet, og med sine 5026 overtrumfede Fibiger i den grad Frøkjær, som kun fik 2505, og Bruun måtte nøjes med 640. Forholdet imellem de tre ændrede sig ikke ved det følgende valg 6. juli 1920, selv om partiet samlede stemmetal faldt til 7792. Ved det tredje valg i 1920, som blev holdt 21. september, havde både Frøkjær og Bruun givet op. I Hurupkredsen opstillede gårdejer Kr. Pedersen[65], Hurup, og i Nykøbingkredsen lærer L. P. Petersen[66], Faddersbøl. Fibiger vandt suverænt med 5891 ud af i alt 8657 stemmer i amtet.

37 år i Folketinget

Fibiger blev altså medlem af Folketinget ved valget 26. april 1920 - det første med rent forholdstalsvalg - og bevarede mandatet til 1957. Frøkjær blev i stedet medlem af Landstinget 1920-32, hvor han blev afløst af M. C. Korsgaard.

Fibigers 37 år på tinge var sammen med det forudgående og samtidige ungkonservative benarbejde med til at gøre Thy til en konservativ bastion, hvor partiet bevarede folketingsmandatet helt frem til 1975. Men da var der også gennemført en kommunalreform og en deraf følgende nyinddeling af valgkredse. Ved de dårlige valg måtte Fibiger nøjes med et tillægsmandat, men valgt blev han. Medvirkende hertil har nok også været, at de mange protestbevægelser i 1930’erne i Thisted Amt især gik ud over Venstre, som af den grund helt mistede sin repræsentation på tinge i årene 1939-45. Folketingsrepræsentationen skred ved valget 1935, og ved landstingsvalget 1939 var det en lodtrækning, Venstre tabte.

Når det kommer til det politiske på Rigsdagen, må Fibigers valg jo siges at være diskutabelt – for storindustrifløjen i partiet. Naturligvis talte det missionske for ham, men testet på det mod de erhvervsmæssige interesser blev han nok aldrig. For allerede samme år, som han blev valgt, blev Alexander Foss ukampdygtig som følge af sygdom, og senere på året forlod Asger Karstensen partiet.

I Karstensens version så forløbet således ud: ”Fra partiets oprindelse[67] og til 1918 fulgte det denne retningslinje [på den almindelige valgrets grund], stærkt hævdende middelstandsinteresserne i land- og bynæringen. Først i 1918 satte Alexander Foss ind med sin industrikurs, som hurtigt fik tilslutning i større og større kredse af partiet … Hvad de konservative landmænd i de år måtte finde sig i af anti-agrariske udfald i partimøderne trodser enhver beskrivelse. For mig, der hævdede landbrugets interesser, var dette en ligefrem forsmædelse. Men det gik altså for Alexander Foss, og snart var den gruppe, jeg tilhørte, reduceret til et ugleset mindretal. Så kom begivenhederne i 1920, der ganske slog benene bort under os, som stod på folkepartiets grundprincipper … Efter at have modtaget mit genvalg på Lolland-Falster ved julivalget 1920, trådte jeg ud af partiet …”

Derefter var kampen mellem Foss’ storindustrifløj og Karstensens middelstandsfløj forbi – den blev nu i 1920’erne afløst af en kamp mellem Victor Pürschels[68] byerhvervsfløj og Christmas Møllers landbofløj, og naturligvis knyttede Fibiger sig til den sidste. I 1928 afløste Christmas Møller efter opslidende kampe Pürschel som partileder, og dermed kan man så konkludere med erhvervshistorikeren Jørgen Fink: ”Det blev Christmas Møller, der kom til at realisere Asger Karstensens politik.”

Bestemte kirkepolitikken

Udover at have stor indflydelse på partiets landbrugspolitik fik Fibiger nærmest lov til selv at bestemme partiets kirkepolitik, hvor Indre Missions synspunkter derfor dominerede, påviser Wilhelm Christmas-Møller i sine bøger.

Engang overvejede Christmas Møller at sætte sin nære politiske medarbejder, redaktør Anders Vigen[69], i Landstinget, men overlod i stedet pladsen til en af Fibigers nære forbindelser inden for Indre Mission.

Tre år efter at Fibiger havde forladt politik, fik han følgende skudsmål: "Gennem de mange år, Vilhelm Fibiger var Thisted Amts konservative folketingsmand, fik han stor tilslutning på Thyborøn[70]. Han varetog mange af vore erhvervsmæssige interesser, og vi lærte ham at kende gennem hans virke i det kristelige og sociale arbejde ... vi er mange, der ønsker en repræsentant på tinge, der som Fibiger i sin tid er aktivt med i det kristelige arbejde ...," skrev tømrermester Anders Jensen Madsen i en konservativ valgavis i 1960.

Ministertid under og efter krigen

Selv om Christmas Møller havde sluppet tøjlerne som partiformand og politisk leder efter grundlovsnederlaget 1939, var det alligevel oplagt, at han skulle med i den samlingsregering, Stauning dannede dagen efter Besættelsen 9. april 1940. Med sig fik han Fibiger og Henning Hasle[71], der 1939 var blevet gruppeformand i Rigsdagen. I første omgang blev de kontrolministre i SR-regeringen, som der også – omstridt i Det Konservative Folkeparti[72] – havde været i den radikale regering under Første Verdenskrig.

Men 8. juli 1940 blev regeringen igen omdannet. Nu fik repræsentanterne for V og K egentlige porteføljer, hvorved Fibiger blev kirkeminister og Christmas Møller handelsminister. Kirkeministerposten bestred Fibiger derefter, indtil tyskerne tvang ham væk 9. november 1942, bl.a. fordi han ikke ville afskedige den udæskende sognepræst i Vedersø-Stadil i Vestjylland, Kaj Munk[73]. Men Fibiger havde også selv påkaldt sig tyskernes opmærksomhed ved at sætte sig i spidsen for Alsangbevægelsen[74].

Folketingsvalget 1943 blev et godt valg for de konservative, også i Thisted Amt. Måske kan man få et indtryk af Fibigers sprogbrug gennem hans taksigelse i Thisted Amtsavis dagen efter under overskriften "Valget har været en stor oplevelse". Med indledningen "Tak for den indsats, der er øvet" skrev han:

"Det blev et godt dansk valg i går, og det er med megen glæde, jeg tænker derpå. Det blev også et særdeles godt valg for Det konservative folkeparti. Her i Thisted Amt var fremgangen god, og aldrig har der været så mange konservative stemmer i Thisted Amt som i dag, navnlig viste Thisted by en særdeles stor fremgang, og vi beholdt amtsmandatet. Jeg takker mine vælgere hjerteligt for den tillid, de har vist mig ved igen at sætte mig ind i Rigsdagen. Jeg skønner meget på den trofasthed, de har vist mig gennem årene og nu har vist mig igen ved at sætte stemmetallet så stærkt i vejret. Dette valg har været en oplevelse for mig: At se en så stor valgdeltagelse og en så kraftig opbakning til samlingen i vort fædreland Danmark. – Mor Danmark kaldte, og folket gav et fuldtonende svar, der ikke var til at tage fejl af. Tak for tilliden - tak for den indsats, der er øvet."

På et vælgermøde i Hurup forud for valgdagen havde han bl.a. sagt, at de konservative er et parti, "som tager hensyn til hele nationen, som gerne vil gøre en indsats for hele nationen, spændende over handel, håndværk, landbrug, fiskeri, funktionærer, arbejdere o.s.v. Og det har ført en social politik efter den linje, at de, som havde det vanskeligt, som var ringest stillet, skulle man sørge for, så nøden holdtes fra døren, og så de, som havde det bedst, skulle afgive noget. De skuldre, som kunne bære byrderne, skulle gøre det. Denne linje er jeg glad for at kunne sige, at mit parti har fastholdt".

Under Departementchefstyret[75] var Fibiger medlem af rigsdagspartiernes samarbejdsudvalg – nimandsudvalget[76] – og han var flere gange arresteret ligesom de øvrige konservative ledere, og som mange af disse levede han i Besættelsens sidste måneder "under jorden", bl.a. på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, hvor han var kendt som "Direktør Frederiksen".

Derimod var han kun perifert med i ”Bridgepartiet”[77] – et samarbejdsudvalg mellem Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet, som i 1944 blev etableret med det formål ikke at miste indflydelsen til modstandsbevægelsen, når krigen sluttede, og der igen skulle etableres et lovligt styre i landet. De faste konservative deltagere ved bridgebordet blev Kraft, Aksel Møller[78] og Poul Sørensen[79] over for socialdemokraternes ledere, Vilhelm Buhl[80], Hans Hedtoft[81] og H. C. Hansen[82].

Efterhånden som besættelsesårene skred frem, blev det i hvert fald inden for Det Konservative Folkeparti almindeligt at holde små dagligstuemøder frem for større politiske oplysningsmøder. Knud Thestrup[83] – selv senere partiformand og justitsminister – fortæller dog i sine erindringer, at Fibiger 1944 som partiets formand talte ved en jubilæumsfest i vælgerforeningen i Herning. Her fortalte han, at han havde talt med Kongen[84], som havde sagt, at han følte sig som tyskernes fange. Fibiger understregede endvidere i talen, at sabotagen var nødvendig for at undgå, at de danske virksomheder blev bombet af englænderne: "Disse udtalelser refererede jeg, når jeg mødte den indvending mod modstand mod tyskerne, at vi herved handlede mod Kongens opfordring til ro og orden," skriver Knud Thestrup, der selv var særdeles aktiv i modstandsarbejdet. Erindringsglimtet siger vist ikke så lidt om den politiske bevidsthed hos befolkningen, som man på dette forholdsvis sene tidspunkt opererede i.

En del af den politiske virkelighed i Thisted Amt i besættelsesårene var jo i øvrigt som et på flere måder apropos til det ovenfor anførte, at en stor del af modstandsbevægelsen i amtet var udgået fra konservative rækker med partibladet Thisted Amtsavis på det gamle Grydetorv[85] i Thisted som en udmærket central.

Ved Befrielsen 5. maj 1945 blev Fibiger handelsminister, fordi modstandsbevægelsen ikke ville acceptere Halfdan Hendriksen[86], da denne havde været minister i regeringen Scavenius[87]. Ifølge Fibiger et "fuldkommen meningsløst forlangende", men selv følte han som partiets formand det "som min pligt at bevare handelministerposten for Det Konservative Folkeparti, og jeg vidste jo, at vi meget snart skulle have valg, og efter dette kunne handelministerposten stå åben for Hendriksen, hvis partiet skulle deltage i regeringen". Det kom det ikke til, da Knud Kristensen[88] efter valget dannede sin rene Venstreregering. Men det var meget smertefrit for den konservative gruppe, at Hendriksen ikke igen kunne blive handelsminister. Gruppeformand Ole Bjørn Kraft har understreget, at end ikke modstandsbevægelsen ”tvivlede på hans nationale indstilling”, men afvisningen skyldtes ”udelukkende, at man frygtede, at Sovjetunionen ikke ville anerkende en regering, hvori der sad medlemmer fra Scavenius’ regering”. Ifølge historikeren Nikolaj Bøgh var Hendriksen selv meget bitter over, at han ikke blev accepteret, ”fordi han kun under protest og i loyalitet mod partiet var gået ind i Scavenius-regeringen, og navnlig, fordi det blev Fibiger, hvis nationale sindelag, der nok i højere grad kunne stilles spørgsmålstegn ved”.

Dette sidste er mindst lige så urimeligt som det første. Men rækker ifølge Kraft nok tilbage til, dengang Scavenius blev statsminister[89]: ”Vi var i den paradoksale situation, at Fibiger, som ikke kunne accepteres af tyskerne, havde stemt for Scavenius i partiet, medens Hendriksen meget stærkt havde argumenteret imod. Men alligevel måtte vi ønske, at Halfdan Hendriksen fortsatte på posten som handelsminister …” Man forstår bitterheden, men den kammede vist over. Udover Alsangen havde Fibiger faktisk også været aktiv omkring dannelsen af Dansk Ungdomssamvirke[90] i efteråret 1940. Men det at acceptere Scavenius som statsminister var en meget bitter pille for de konservative at sluge, som kun til sidst sank ned, fordi partiet fik en meget, meget stærk opfordring hertil fra Kronprins Frederik[91], der regerede på vegne af sin syge far. Forud herfor faldt støtten til Scavenius i et gruppemøde med 16 for, 20 imod og tre fraværende. Udover Fibiger talte også Hasle for, mens så markante navne som Kraft, Aksel Møller og Poul Sørensen var imod. Efter runden hos Kronprinsen blev et nyt afstemningsresultat 17 stemmer for og 13 imod, mens seks undlod at stemme: ”En appel fra Kronen[92] vil aldrig undlade at gøre virkning på konservativt indstillede,” som Aksel Møller senere forklarede skiftet. Fire konservative stemte dog imod bemyndingelsesloven ved Regeringen Scavenius’ tiltræden, nemlig Aksel Møller, Poul Sørensen, Kristen Amby[93] og Carl Westermann[94].

Bruddet

I den første tid efter Befrielsen ventede Christmas Møller, der var kommet hjem fra London for at blive udenrigsminister, med at melde sig ind i sit gamle parti. Men endelig i august kunne Fibiger som partiformand byde ham velkommen tilbage.

Snart fulgte årene med striden om Sydslesvig, hvor Fibiger gjorde en stor indsats for at forlige parterne, og på repræsentantskabsmødet 1947 understregede han, at uenigheden med Christmas Møller kun gik på Sydslesvigspørgsmålet. Dette forsøgte han endda at løse ved at foreslå en folkeafstemning, så Venstreregeringen Knud Kristensen ikke behøvede at falde. Venstre ville godt, men de radikale ville ikke, og så glippede den chance for at skabe fred hos de konservative.

Fibiger støttede valget af Ole Bjørn Kraft – af Christmas Møller kaldet en ”tåbe” – som ny partileder, men tilbød Christmas Møller, at denne ved folketingsvalget kunne opstille i "tilslutning" til Det Konservative Folkeparti. Men det afviste Christmas Møller, som kaldte Fibiger og Kraft for "feje, dårlige kammerater og illoyale". Som brorsønnen har vist, sparede Christmas Møller ikke på udtrykkene over for folk, der kom ham på tværs. Og efterhånden fik Fibiger vel nok. Da Christmas Møller til landsrådsmødet i november blev tilmeldt som KU-delegeret, bad Fibiger ham trække sig, og under diskussionen på selve mødet advarede han som formand de delegerede imod at invitere den tidligere partileder. Det samme gjorde i øvrigt som et kuriosum folketingsmedlem Aksel Møller i direkte disput med sin lillebror, Poul Møller[95], der var landsformand for KU og havde tilmeldt Christmas Møller som en af KU’s delegerede.

Helt slog Fibiger dog ikke hånden af Christmas Møller. Denne talte i januar 1948 i Foreningen Norden i Thisted, og ved den lejlighed fik nogle thylandske konservative det indtryk, at han egentlig gerne ville i forbindelse med partiets ledelse igen. Derfor skrev Fibiger til ham og tilbød en samtale, men fik det svar, at det var en misforståelse. Deres forhold var ødelagt, men hvis Fibiger havde noget at tale med ham om, så kunne han jo sige til.

Dermed stoppede brevvekslingen, og 13. april 1948 døde Christmas Møller.

Som det gjaldt så mange andre gamle venner, kom det også til at gælde for Fibiger, at han ikke blev bedt om at skrive til Bogen om Christmas Møller - skrevet af hans Venner, som fru Gertrud redigerede. Han var ikke længere nogen ven – som mange andre partifæller.

Megen bitterhed var der omkring det brud, og det var da også M. C. Korsgaard, der talte 21. maj 1949, hvor der blev rejst en mindesten for Christmas Møller på Ashøje. Men det havde vel også den baggrund, at Korsgaard var formand for Hurupkredsen, som havde foranstaltet indsamlingen til mindestenen. Ifølge kredsens 40 års jubilæumsskrift var mindestenen "en naturlig følge af kredsens og thyboernes stilling til Christmas Møller", som jo havde været en "forholdsvis hyppig gæst netop i Hurupkredsen, hvor han særlig syntes at høre hjemme".

Fibiger på pension

1948 var tiden inde for Fibiger til at trække sig som partiformand. Men posten som næstformand i folketingsgruppen, som han havde haft siden 1928 - bortset fra ministertiden 1940-42 - bevarede han til 1953, og 1950-53 var han medlem af Folketingets præsidium. Som folketingsmedlem var han naturligvis medlem af en række kommissioner (det var før de faste udvalgs tid), og senest var han medlem af den forfatningskommission, som udarbejdede den nye grundlov, der blev vedtaget i 1953. Han var i øvrigt medlem af Statens Jordlovsudvalg 1931-40 og 1946-58.

Landstinget blev nedlagt ved grundlovsrevisionen i 1953 - i øvrigt imod M. C. Korsgaards stemme - og med Fibigers farvel[96] i 1957 trådte en ny generation til. Amtets nye konservative folketingsmedlem blev gårdejer Hans Carl Toft[97], Bjørndalgård, Uglev, senere konservativ gruppeformand 1968-69 og indenrigsminister 1969-71. Toft, der også i sin tid var dybt involveret i de evige konservative magtkampe[98], faldt ved det konservative katastrofevalg i 1975, og kun to gange siden er det lykkedes Thylands konservative at sætte sig på et mandat, nemlig i perioden 1984-87 med proprietær Poul Henrik Houe[99], Ulstrup, Hundborg, og i perioden 2001-05 med lektor Else Theill Sørensen[100], Skive.

 

Den konservative styrke i Thy

Men den konservative bastion, der blev skabt i 1920-30’erne har helt frem til strukturreformen pr. 1. januar 2007 givet sig stadige udslag ved en relativ stor konservativ styrke i det kommunalpolitiske, selv om de første mange års to thylandske konservative mandater i Viborg Amtsråd efter 1970 allerede sidst i 1980’erne blev sat over styr. Især i Sydthy Kommunalbestyrelse holdt den relativt høje konservative styrke sig helt til og med kommunalvalget i 2001.

Ved valget 15. november 2005 til sammenlægningsudvalget for den nye Thisted Kommune, der pr. 1. januar 2007 skulle oprettes af de hidtidige Sydthy, Hanstholm og Thisted kommuner, fik de to konservative lister tilsammen 12,1 pct. af stemmerne, hvilket gav to mandater til listen for Hanstholm-Sydthy og ét mandat til Thistedlisten.

Altså 12,1 pct. ved det første kommunalvalg i den nye struktur mod et landsresultat på 10,3 pct. (de tilsvarende kommunale landsresultater var 12,3 pct. i 1997 og 9,2 pct. i 2001).

Ved folketingsvalgene i 2001 og 2005 fik partiet hhv. 9,1 og 10,3 pct. på landsplan.

Lokalt fik partiet 8,7 pct. i Thistedkredsen i 2001 – partiet var på vej mod et byparti, sagde man, men i Sydthy Kommune fik partiet dog 9,9 pct. Og i Viborg Amt var tallet 7,3 pct. Lidt bastion var der dog tilbage i Sydthy. 2005 gik det dog endnu værre: 7,5 pct. i amtet, 7,9 pct. i kredsen og 9,0 pct. i Sydthy Kommune. De konservative mistede ved fintællingen sit mandat i Viborg Amt. Nu var det fuldbyrdet: Det var blevet et byparti på Sjælland, forlød det.

Så kom strukturreformen, og ved det uventede folketingsvalg 13. november 2007 stod Thy i endnu en ny situation i forhold til at tilkæmpe sig pladser – og dermed røster – på tinge.

Udviklingen har ved enhver valgslovsændring siden 1848 gjort det signifikant sværere[101].

2007-valget gav de konservative 11,0 pct. i Thistedkredsen (11,4 pct. i Thisted Kommune og 10,1 pct. i Morsø Kommune). Den nuværende Thisted Kommune svarer til den gamle Thistedkreds – så i ”Thy” altså en fremgang fra 8,7 pct. i 2001 og 7,9 pct. i 2005 til 11,4 pct. i 2007. På landsplan var resultatet i 2007 kun 10,4 pct. – en fremgang på kun 0,1 procentpoint i forhold til 2005.

Går vi så længere ned i geografien, havde partiet en smuk valgdag på afstemningsstedet i Hurup, der er det næststørste valgsted i den nye kommune, med 15,2 pct. af stemmerne. Og med resultater på 14,2 i Ydby, 14,0 i Vestervig og 13,6 i Koldby, markerede partiet sig traditionen tro pænt i Sydthy, hvor kun Bedsted var lavere med 11,0. Men det er også en tradition.

Endnu flottere var resultatet naturligvis ”hjemme” for partiets nye kandidat, lærer Tage Leegaard[102], Sønderhå. Her fik partiet 18,3 pct. af stemmerne. Over kommunegennemsnittet lå også partiets stemmeprocent på en række andre afstemningssteder med 13,6 i Skjoldborg-Kallerup, 12,6 i Klitmøller, 12,3 i Ræhr-Vigsø og i Sennels, 12,1 i Thisted Landsogn, 12,0 i Hanstholm, 11,9 i Skinnerup-Vandet, 11,7 i Vang-Tvorup og i Hunstrup-Østerild.

I den nye Nordjyllands Storkreds, som den nye Thistedkreds indgår i, fik de konservative 13,4 pct. af stemmerne, hvilket gav to kredsmandater og ét tillægsmandat. Kredsmandaterne gik til de to genvalgte ministre Lene Espersen[103], Hjørring- og Brønderslevkredsene, og Jakob Axel Nielsen[104], Aalborg Vest-Kredsen, mens tillægsmandatet gik til Knud Kristensen[105], Himmerlandkredsen.

At Lene Espersens personlige stemmetal på 27.572 – heraf de 2555 i Thistedkredsen – har haft stor betydning for det flotte konservative resultat – næstbedst i hele landet[106] - i Nordjylland, er hævet over al tvivl. Alligevel må Tage Leegaard naturligvis ærgre sig over, at han ikke kunne ”holde stemmerne hjemme” med sine 1152 personlige stemmer, hvoraf de 1113 faldt i Thistedkredsen. Men Knud Kristensen havde altså næsten tre gange så mange, selvom han ”afleverede” 2229 til Lene Espersen. Og det var altså om tredjepladsen, kampen stod.

9. september 2008 blev Lene Espersen så den næste konservative partileder efter Bendtsen. I Kristeligt Dagblad havde hun allerede 15. marts 2008 i en kronik[107] forsøgt at formulere en på én gang moderne og eviggyldig konservativ profil. Her slog hun bl.a. fast, at de konservative er ”en af de få stabiliserende faktorer i dansk politik”, idet de konservative ikke er ”vendekåber eller stemmehungrende populister”.
 

Litteratur:

Erik Finnemann Bruun, "Da højresving var en dyd", i: Lars Kjølbye (red.), Konservativ Ungdoms jubilæumsskrift, Frederiksberg, 1989

Erik Finnemann Bruun, "Til lykke og godt mod!", i: Villy Dall (red.), Konservativ Ungdom gennem 75 år, Frederiksberg, 1979

Nikolaj Bøgh, Brødrene Møller – Historien om et konservativt dynasti, Viborg, 2007

Lars Christensen, Ungdomsoprør, Frederiksberg, 1994

Wilhelm Christmas-Møller, Christmas Møllers politiske læreår, Gylling, 1983

Wilhelm Christmas-Møller, Christmas, bind 1-2, Haslev, 1993

Villy Dall, “Thylands røst – Thisted Amts politiske repræsentanter 1836-1992”, i: Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1993, Thisted, 1993

Jens Damsgaard, 8de Landstingskreds’ og Thisted Amts politiske Historie, Thisted, 1913

Per Dich, Vi er alle socialister, København, 1966

Lene Espersen, ”Vi er så konservative, at det gør noget”, kronik i Kristeligt Dagblad 15. marts 2008

Mikkel Faurholt, Det konservative blodbad, Holmegård, 2000

Vilhelm Fibiger, "Nogle optegnelser om proprietær Nyby, Øland", i: Historisk Aarbog for Thisted Amt 1949, Thisted, 1949

Vilhelm Fibiger, "Fællesmarkedet vil blive til gavn, både kulturelt og økonomisk", i: C. V. Bramsnæs m.fl., Politisk testamente, København, 1962

Vilhelm Fibiger, "Halfdan Hendriksen i krigsårenes samarbejde", i: Hans Bølling m.fl. (red.), Halfdan Hendriksen – en dansk Købmand og Politiker, København, 1956

Jørgen Fink, Storindustri eller middelstand – Det ideologiske opgør i Det konservative Folkeparti 1918-1920, Viborg, 2000

Gunnar Fog-Petersen, Vor Regering og Rigsdag, København, 1938

Hurupkredsens konservative Vælgerforening gennem 40 Aar, Thisted, 1955

Erik Thostrup Jacobsen, … Gør jer pligt – gør jert værk: John Christmas Møllers dagbøger 1941-45, Haderslev, 1995

Erik Jensen, Mellem demokrati og fascisme, Odense, 1983

Kjeld Jensen, ”Thylands politiske Historie”, i: C. Brunsgaard m.fl. (red.), Landet mod Nordvest, Rønne, 1947

Lars Herluf Thousig Jensen, KU's historie 1904-1986, Nykøbing Falster, 1986

Asger Karstensen, Et Liv i Politik, København, 1940

Asger Karstensen, ”Journalisten og Politikeren”, i: Axel Nielsen (red.), Bogen om Birck – skrevet af hans Venner, København, 1944

Ole Bjørn Kraft, ”Halfdan Hendriksens politiske indsats”, i: Hans Bølling m.fl. (red.), Halfdan Hendriksen – en dansk Købmand og Politiker, København, 1956

Ole Bjørn Kraft, En konservativ politikers erindringer 1926-1945, Vojens, 1971

Ole Bjørn Kraft, Frem mod nye tider, Viborg, 1974

Ole Bjørn Kraft, Danmark skifter kurs, Haslev, 1975

Tage Kaarsted, De danske ministerier 1929-1953, København, 1977

Tage Leegaard m.fl. (red.), Med troen som ballast – et hyldestskrift til Vilhelm Fibiger i anledning af Grundlovens 150 års dag, Koldby, 1999

Knud Meister, Modgang, modstand, modning, København 1984

Aksel Møller (red.), Konservativ Ungdom 1904-1944, hefte 1-10, skiftende trykkesteder, 1944-47

Aksel Møller, ”En kort bemærkning om Halfdan Hendriksen som politiker”, i: Hans Bølling m.fl. (red.), Halfdan Hendriksen – en dansk Købmand og Politiker, København, 1956

Gertrud Christmas Møller (red.), Bogen om Christmas Møller – skrevet af hans Venner, København, 1948

John Christmas Møller, Et tilbageblik, Thisted, 1948

John Christmas Møller, Naar Danmark atter er frit, København, 1945

Nationaltidende, 23. oktober 1945: ”Kirken må placeres midt i Folkets Liv”, interview med ”Folkepartiets Formand, Handelsminister V. Fibiger, om Konservatismens stilling til Kirke og Skole"

Erik Ninn-Hansen, Christmas Møller, Viborg, 1991

J. P. Nordensgaard, Valgene til Rigsdagen i 100 Aar – Indbefattet valgene til den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848, Roskilde, 1949

Erik Svensson, Stormfuglen i dansk politik, Århus, 1983

Magnus Sørensen (red.), Folketinget 1956, København, 1956

Svend Sørensen, "Familien Fibiger og Øland", i: Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred, Thisted 1998

Svend Sørensen, "Kr. M. Nyby, Øland", i: Sydthy Årbog 1998, Koldby, 1998

Ditlev Tamm, Det høje C – en bog om Det konservative Folkeparti 1965-98, Viborg, 1999

Knud Thestrup, Mit livs gågade, Viborg, 1976

Thisted Amtsavis, 16. marts 1943

Thisted Amtsavis, 24. marts 1943

Thisted Amtsavis, særudgave til folketingsvalget i 1960

Noter:

[1] Villy Dall (født 1955), medlem af Venstres Ungdom 1970-73, medlem af Konservativ Ungdom 1973-86, medlem af Det Konservative Folkeparti 1973-94 og 1998-99, medlem af Socialdemokraterne 2007, landssekretær for KU 1976-80, medlem af partiets repræsentantskab 1976-77, 1985-91 og 1992, kandidat til Viborg Byråd 1985, folketingskandidat i Morsøkredsen 1985-88 og i Thistedkredsen 1992, formand for partiets koordinationsudvalg i Sydthy Kommune 1987-92, kredsformand i Thistedkredsen 1988-91 og vælgerforeningsformand i Sydthy Nord 1991-92.

[2] Thorvald Stauning (1873-1942), cigarsorterer, medlem af Socialdemokratiet fra 1890 og aktiv i fagbevægelsen fra 1894, forbundsformand for Cigarsorterernes Fagforening 1896-1908, kasserer i Socialdemokratiet fra 1898 på halvtid og året efter på fuld tid, MF (Præstø Amt) 1906-18 og (Hovedstaden) 1918-20 og (Søndre Storkreds) 1920-42, 1910-39 partiformand, minister uden portefølje 1916-20 (fra 1918 dog med ansvar for indenrigsministeriets sociale sager), statsminister 1924-26 og 1929-42, handelsminister 1924-26, minister for søfart og fiskeri 1929-33, forsvarsminister 1933-35.

[3] Partiet mistede kun ét mandat – fra 27 til 26.

[4] Peter Korsgaard (1874-1956), cand. polyt., født på Tøttrupgård ved Koldby, MF (Skanderborg Amt) 1918-45, ML (XX) 1945-46.

[5] Guido Leo John Christmas Møller (1894-1948), cand. jur., landsformand for KU 1914-18 og 1919-22, forretningsfører (generalsekretær) for Det Konservative Folkeparti 1923-40, MF (Odense Amt) 1920-41 og 1945-47, formand for folketingsgruppen 1928-39 og 1945-47, formand for rigsdagsgruppen 1931-39 og 1945-47, partiformand 1932-39, minister uden portefølje 1940, handelsminister 1940-41, formand for Det Danske Råd i London, 1942-45, udenrigsminister 1945.

[6] Mads Christian Korsgaard (1883-1959), landmand, Tøttrupgård, medlem af Skyum-Hørdum Sogneråd 1917-29, medlem af Thisted Amtsråd 1922-XX, kredsformand i Hurupkredsen 1933-52, ML (6. kreds) 1936-53, Landstinget anden næstformand 1943-53.

[7] Gertrud Christmas Møller, født Jessen (1894-1974), stud. jur. 1915, aktiv i studenterforeningsarbejdet, cand. phil., gift med John Christmas Møller 1923, filmcensor 1949-68. De fik sønnen John (19XX-45). Han havde dog først 1919-22 været gift med Carmen Riis (18XX-19XX), med hvem han fik datteren Anna Lise Christmas Møller (19XX-XX), der i 19XX en kort overgang var forlovet med Poul Møller – imod sin fars vilje (se herom Nikolaj Bøgh, Brødrene Møller – Historien om et konservativt dynasti, Viborg, 2007)

[8] Kristian Vilhelm Kristoffer Fibiger (1886-1978), landmand, født i Årup, ejer af Øland i Harring 1909-48, medlem af Harring Menighedsråd 1916-46, medlem af Harring-Stagstrup Sogneråd 1917-21, MF (Thisted Amt) 1920-57, næstformand for folketingsgruppen 1928-40, 1942-45 og 1945-53, partiformand 1939-48, minister uden portefølje 1940, kirkeminister 1940-42, medlem af nimandsudvalget 1943-45, handelsminister 1945, Folketingets anden næstformand 1950-53.

[9] Den lovgivende forsamling i Danmark var 1849-1953 delt i Folketinget og Landstinget, under ét kaldet Rigsdagen. Folketinget blev valgt direkte ved almindelig valgret, mens Landstinget blev valgt indirekte af de valgmænd, som blev valgt på valgdagen (VD). Landstinget var det ene af den danske rigsdags to ting (1849-1953), det andet var Folketinget. Landstinget blev afskaffet ved grundlovsændringen i 1953. I perioden 1849-1866 var kun de højest beskattede mænd på 40 år og derover valgbare til Landstinget. Valgretsalderen var 30 år og var ikke afhængig af skatteansættelsen. Valgene foregik indirekte via valgmænd og gjaldt for otte år. Hvert fjerde år afgik halvdelen af medlemmerne. I perioden 1866-1918 havde landstinget 66 medlemmer, hvoraf 12 var kongevalgte på livstid. 53 medlemmer blev valgt ved indirekte valg med privilegeret valgret for landets højere indtægsklasser, således at halvdelen af valgmændene valgtes af de vælgere som havde den højeste indtægt. Fortsat havde kun mænd valgret og valgbarhed. Valgbarhedsalderen blev nedsat til 25 år, mens valgretsalderen fortsat var 30 år. Af de 54 ikke-kongevalgte blev syv valgt i København, 45 på Øerne og i Jylland, ét på Bornholm. Ét medlem blev valgt af Færøernes Lagting. Efter grundloven af 1915, som trådte i kraft i 1918, blev antallet af medlemmer forhøjet til 72. Heraf blev 18 valgt ved forholdstalsvalg af det afgående ting, mens 53 blev valgt ved indirekte valg med lige valgret for alle indtægtsklasser og begge køn. Af de 53 blev 10 valgt i København med Frederiksberg, 42 på Øerne og i Jylland og ét på Bornholm. Færøernes Lagting valgte fortsat ét medlem. Valgrets- og valgbarhedsalderen blev ændret til 35 år. Efter genforeningen i 1920 og den i den anledning foretagne grundlovsændring havde landstinget højst 76 medlemmer. Heraf blev 19 valgt ved forholdstalsvalg af det afgående ting, mens højst 56 blev valgt ved indirekte valg. De højst 56 ikke-landstingsvalgte medlemmer fordelte sig med 10 i København med Frederiksberg, højst 48 på Øerne og i Jylland og ét på Bornholm. Færøernes Lagtings folkevalgte medlemmer valgte ét medlem. Et forslag i 1939 om at afskaffe Landstinget og i stedet oprette et samlet ting med to afdelinger faldt da det lige akkurat ikke opnåede de nødvendige antal ja-stemmer ved en folkeafstemning (da.wikipedia.org).

[10] Se Aksel Møller (red.), Konservativ Ungdom 1904-1944, hefte 1-10, skiftende trykkesteder, 1944-47, p. 212ff.

[11] Aage Kidde (1888-1918), cand. phil., løjtnant, landsformand for KU 1912-16, MF (Odense Amt) 1918.

[12] Erik Finnemann Bruun (1898-2002), journalist, næstformand for KU 1918-19, redaktør af Kjerteminde Avis 1919-22, ansat i Det Konservative Folkeparti 1929-43, medlem af Gentofte Kommunalbestyrelse, MF (XX Amt) 1943-45, i mange år Radioavisens politiske medarbejder på Christiansborg, Folketingets informationschef 1973-86, stifter af Forhenværende Folketingsmedlemmers Forening.

[13] KU har to gange holdt sit landsråds møde i Thy – anden gang var 1981 i Hanstholm.

[14] Kjeld Jensen (1894-19XX), journalist, elev på Thisted Amtsavis 1912-16, arbejdede på aviser i Sorø og på Mors 1916-19, redaktionssekretær på Thisted Amtsavis 1919-27, medredaktør 1927-34, ansv. redaktør 1934-55, næstformand 1925-26 og landsformand for KU 1926-29, medlem af Thisted Byråd 1937-46, formand for Frihedsrådets lokalkomité i Thisted 1944-45, folketingskandidat i Hurupkredsen 1936-45.

[15] Kr. Andersen (18XX-19XX), landmand, Thisted, næstformand for KU 1921-25

[16] Ole Bjørn Kraft (1893-1980), journalist, formand for Nordisk Studenterforbund 1916-18, medleder af studenterkampagnen mod salget af De Vestindiske Øer 1916, stifter og leder af Det Unge Danmark 1917-20, stifter og redaktør af Den Nye Tid 1918-19, medlem af KU’s forretningsudvalg, landsformandskandidat 1922, MF (Aalborg Amt) 1926-64, formand for folketingsgruppen 1940-45, 1947-50 og 1953-55, forsvarsminister 1945, udenrigsminister 1950-53, Folketingets anden næstformand 1957-64

[17] Jørgen Jørgensen (1891-1963), landmand, Ullerup på Fyn, landsformand for KU 1922-25, næstformand for Det Konservative Folkeparti 1937-39, ML (4. kreds) 1939-53, formand for landstingsgruppen 1944-50, MF (Svendborg Amt) 1950-63, formand for rigsdagsgruppen 1950-52, trafikminister 1952-53

[18] Chr. J. Mortensen (18XX-19XX), landmand, Heltborg, medlem af bestyrelsen for aktieselskabet Ashøje Plantage 1919-75 og formand fra 1932, medlem af KU’s forretningsudvalg 1929-32, næstformand Det Konservative Folkeparti i Hurupkredsen 1933-52 og formand 1952-54

[19] Ellen Margrethe Kristensen (1903-70), gift 1933 med Chr. R. Christensen. Deres søn, Carl Martin Christensen (født 1940) var MF (Fyns Amt) 1984-87.

[20] Chr. R. Christensen (1903-77), landmand, landsformand for KU 1929-32, amtsformand for Det Konservative Folkeparti i Odense Amt 1938-70, MF (Odense Amt) 1941-47 og 1964-71, formand for Skamby Sogneråd 1946-50, medlem af Odense Amtsråd 1954-70.

[21] Det hører nok også med til forvirringen, at der på dette tidspunkt ikke rigtigt eksisterede nogen reel bedømmelse af Christmas Møller, og at begge stridende fløje i partiet i 1970’erne påberåbte sig Christmas-arven som påpeget i Ditlev Tamm, Det høje C – En bog om Det Konservative Folkeparti, Viborg, 1999, p. 124.

[22] Historikeren Bent Jensen finder nærmest Christmas Møller utilregnelig i efterkrigstiden. Se mange kommentarer og henvisninger i Bjørnen og Haren – Sovjetunionen og Danmark 1945-1965, Viborg, 2000, bl.a. om Christmas Møllers forhold til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

[23] Wilhelm Christmas-Møller (1931-95), historiker, reserveofficer, ansat i efterretningstjenesten, konservativ folketingskandidat.

[24] Poul Schlüter (født 1929), cand. jur., landsformand for KU 1952-55, MF (Haderslev Amt) 1964-66 og (Københavns Amt) 1966-94, formand for folketingsgruppen 1974-82, partiformand 1974-77 og 1981-93, statsminister 1982-93, medlem af Europa-Parlamentet 1994-99.

[25] Bendt Bendtsen (født 1954), politibetjent, landmand, Allesø ved Odense, MF (Fyns Amt) fra 1994, politisk leder fra 1999, gruppeformand 1999-2001, partiformand fra 2000, erhvervs- og økonomiminister samt vicestatsminister 2001-08, spidskandidat ved valget i 2009 til Europa-Parlamentet.

[26] Thomas Madsen-Mygdal (1876-1943), lærer, landbrugskandidat, landbrugsskoleforstander, præsident for Landbrugsraadet, ejer af godset Edelgave i Måløv, ML (4. kreds) 1920-25, landbrugsminister 1920-24, MF (Sønderjylland) 1926-33, stats- og landbrugsminister 1926-29, partiformand for Venstre 1929-41, formand for Venstres rigsdagsgruppe 1929-33.

[27] Hans Engell (født 1949), journalist, leder af Den Konservative Presse- og Informationstjeneste 1978-82, forsvarsminister 1982-87, MF (Vestsjællands Amt) 1984-90 og (Frederiksborg Amt) 1990-2001, formand for folketingsgruppen 1988-89 og 1993-98, justitsminister 1989-93, partiformand 1995-97.

[28] Se f.eks. Mikkel Faurholt, Det konservative blodbad, Holmegård, 2000, p. 75ff.

[29] Wilhelm Christmas-Møller, Christmas Møllers politiske læreår, Gylling, 1983, bl.a. p. 79-88.

[30] Ved partilederrunden efter valget 1929 bebrejdede Kong Christian X de konservative for den aktion, der førte til regeringen Madsen-Mygdals fald. Mest fordi valget banede vejen for en SR-regering, der jo måtte formodes at ville beskære forsvaret langt mere end venstreregeringen trods alt ville. Hertil svarede Christmas Møller: ”Ja, Deres Majestæt kan tro, at der i de dage gik mange tanker til Cannes. Vi kender jo Deres store interesse for forsvaret.” Om Christmas Møller virkelig mente, at Kongen kunne have påvirket venstreregeringen, eller svaret blot var udtryk for hans mangel på respekt for autoriteterne, er ikke til at vide. (Knud V. J. Jespersen, Rytterkongen, Gylling, 2007, p. 366-368, angiver som kilde til citatet Svend Thorsen, De danske ministerier 1901-29 – Et hundrede politisk-historiske biografier, København, 1972, p. 475).

[31] Sådan omtalte Christmas Mølle som oftest de konservative – ligesom i øvrigt Karstensen.

[32] V og K mistede flertallet i Landstinget ved valget i 1936. På Bornholm stod valgmandsstemmerne lige mellem Venstres og Socialdemokratiets kandidater: ”Med vanlig sans for iscenesættelse lod valgbestyrelsens formand, [amtmand] P. Chr. von Stemann, en bronzealderurne hente fra Rønne Museum. Den skulle bruges til lodtrækningen, som statsradiofonien livligt transmitterede fra. Det blev Socialdemokratiets lod, der røg op af urnen” (Kristeligt Dagblad 13. november 2007).

[33] Se Jens Damsgaard, 8de Landstingskreds’ og Thisted Amts politiske Historie, Thisted, 1913, og Kjeld Jensen, ”Thylands politiske Historie”, i: C. Brunsgaard m.fl. (red.), Landet mod Nordvest, Rønne, 1947

2 Ibid. – Se endvidere Verner Paulsen, Skoleleder, kaptajn, opfinder, entreprenør, godsejer, politiker, amtsforvalter, bladudgiver – Kaptajn J. C. H. C. Jagd – Manden, der udtørrede Sjørring Sø, Snedsted, 2005

[35] Forfatningskampen i Danmark er en tidsperiode i det danske demokrati, der populært set starter med Den gennemsete grundlov 1866 og slutter med Venstrereformpartiets regeringsdannelse 1901, hvor Højre efter adskillige år ved magten måtte gå af. Forfatningskampen er i høj grad kendetegnet ved den frugtesløse politiske proces, kaldet visnepolitikken, som aldrig siden er set i dansk politik. Gennem adskillige år blev provisoriske love udstedt af Kongen (Christian IX, født 1818, konge 1863-1906, VD), da venstrepartierne generelt satte sig på tværs af alle lovforslag for at gennemtvinge Højreregeringens afgang (da.wikipedia.org). Se Troels Fink, Estruptidens politiske historie 1875-94, bind I-II, Viborg, 1986. Højres leder var J. B. S. Estrup (1825-1913), godsejer, Skaføgård, MF (Randers 2.) 1854-55, ML (9. kreds) 1866-98 og (kongevalgt) 1900-13, indenrigsminister 1865-69, marineminister 1866, stats- og finansminister 1875-94.

[36] Se Jens Damsgaard, 8de Landstingskreds’ og Thisted Amts politiske Historie, Thisted, 1913, og Kjeld Jensen, ”Thylands politiske Historie”, i: C. Brunsgaard m.fl. (red.), Landet mod Nordvest, Rønne, 1947

[37] Niels Gravesen Frøkjær (1864-1949), landmand, ejer af Gårdhusmølle i Tåbel 1888-1916 og fra 1916 af Nordvang i Vestervig, formand for Vestervig-Agger Sogneråd 1907-18, MF (Hurupkredsen) 1909-10 og (Thisted Amt) 1918-20, ML (6. kreds) 1920-32, kredsformand i Hurupkredsen 1921-23

[38] Se Jens Damsgaard, 8de Landstingskreds’ og Thisted Amts politiske Historie, Thisted, 1913, og Kjeld Jensen, ”Thylands politiske Historie”, i: C. Brunsgaard m.fl. (red.), Landet mod Nordvest, Rønne, 1947

[39] Ibid.

[40] Ibid.

[41] Ibid.

[42] Ibid. – Se endvidere Jørgen Pedersen, “Fiskeren, læreren og folketingsmanden Jens Munk-Poulsen, Sdr. Vorupør”, i: Historisk Årbog for Thy og Mors 1972, Thisted, 1972

[43] Se bl.a. de to officielle partihistorier, hhv. Alfred Bindslev, Konservatismens Historie i Danmark fra 1848 til 1936, Odense, 1936, bind I-III, og Jørgen Hatting m.fl. (red.), Det Konservative Folkepartis historie i et halvt århundrede 1915-1965, København, 1966, bind I-IV, plus de ikke af partiet som sådan autoriserede, men udgivet af vælgerforeninger e.l., f.eks. Jul. Schovelin, Blade af Højres Historie 1881-1931, København, 1931, Arne Baden, Den konservative Klub 1882-1957, København, 1957, Henry A. Robæk m.fl. (red.), Århus-konservatismen 100 år, Århus, 1973.

[44] Af Asger Karstensen karakteriseret “en yderliggående højreretning, en moderat og en frikonservativ” (Et liv i politik, København, 1940, p. 85).

[45] Se bl.a. de to officielle partihistorier, hhv. Alfred Bindslev, Konservatismens Historie i Danmark fra 1848 til 1936, Odense, 1936, bind I-III, og Jørgen Hatting m.fl. (red.), Det Konservative Folkepartis historie i et halvt århundrede 1915-1965, København, 1966, bind I-IV, plus de ikke af partiet som sådan autoriserede, men udgivet af vælgerforeninger e.l., f.eks. Jul. Schovelin, Blade af Højres Historie 1881-1931, København, 1931, Arne Baden, Den konservative Klub 1882-1957, København, 1957, Henry A. Robæk m.fl. (red.), Århus-konservatismen 100 år, Århus, 1973. 

[46] Asger Karstensen (1874-1945), cand. phil., journalist, formand for 7. kreds af Den Konservative Vælgerforening i København 1907-20, medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1917-21, MF (Maribo Amt) 1918-20

[47] Alexander Foss (1858-1925), ingeniør, indtrådte i 1887 som medejer af F.L. Smidth & Co., medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1903-07, MF (Københavns 6.) 1915-18, ML (1. kreds) 1918-20. Far til Einar P. Foss (1893-1967), bl.a. ML 1943-53, MF 1953-57 og 1960-64 og partiformand 1957-65, og Erling Foss (1897-1982), bl.a. medstifter af Danmarks Frihedsråd 1943. Erling Foss’ søn, Nils Foss (født 1928), har været medlem af partiets hovedbestyrelse.

[48] Asger Karstensen, Et Liv i Politik, København, 1940, p. 44-54.

[49] Christian Michael Rottbøll (1854-1928), godsejer, ejer af Børglum Kloster fra 1910, ML (7. kreds) 1894-1918 og (landstingsvalgt) 1918-20, minister uden portefølje 1916-18, repræsenterede Højre 1894-1900, De Frikonservative 1900-15, Det Konservative Folkeparti 1915-17 (ekskluderet), De Frikonservative 1917-20, næstformand for Det Konservative Folkeparti 1915-17, næstformand for landstingsgruppen 1915-16.

[50] Carl Theodor Zahle (1866-1946), overretssagfører, redaktør, MF (Ringsted) 1895-1920 og (Sorø Amt) 1920-28, formand for den radikale folketingsgruppe 1905-09 og 1910-13 og 1920-28, stats- og justitsminister 1909-10 og 1913-20, forsvarsminister 1909, ML (landstingsvalgt) 1928-39, justitsminister 1929-35.

[51] Kong Christian X (1870-1947), konge fra 1912. Se f.eks. Knud J. V. Jespersen, Rytterkongen, Gylling, 2007

[52] Mogens Frijs, egentlig Krag-Juel-Vind-Frijs, (1849-1923), lensgreve til Frijsenborg, ML (10. kreds) 1880-1918, 1899 tog gruppen ”De Otte” fra Højres landstingsgruppe kontakt til Venstre, 1900 meldte de sig ud, og 1902 antog de officielt navnet De Frikonservative, indgik 1915 i stiftelsen af Det Konservative Folkeparti. Gruppens leder var Mogens Frijs, men fra 1915 var Chr. M. Rottbøll officielt gruppens leder inden for det nye parti, og da han 1917 blev ekskluderet, brugte han – og de øvrige, som valgte at følge ham ud af partiet - igen navnet De Frikonservative. I 1918 havde de stemmer nok til at få Rottbøll landstingsvalgt som medlem, men så var gruppens indflydelse også slut.

[53] Marius Godskesen (1861-1937), overretssagfører, ML (2. kreds) 1913-18 og (landstingsvalgt) 1918-36, borgmester på Frederiksberg fra 1919, Landstingets første næstformand 1932-36.

[54] Wilhelm Christmas-Møller, Christmas Møllers politiske læreår, Gylling, 1983, p. 77, med henvisning til Studenterforeningens arkiv.

[55] Ententemagterne var en alliance mellem Storbritannien, Frankrig, Belgien, Italien, Rusland (og fra 1917) USA.

[56] Se bl.a. Jørgen Hatting, ”Fra Piper til Christmas Møller 1915-1929”, i: Jørgen Hatting m.fl., Det Konservative Folkepartis historie i et halvt århundrede 1915-1965, København, 1966, og Asger Karstensen, Et Liv i Politik, København, 1940, p. 50, og Alfred Bindslev (red.), Konservatismens Historie i Danmark fra 1848 til 1936, Odense, 1938, bind II, p. 340. Derimod omtales denne episode ikke i Knud V. J. Jespersen, Rytterkongen, Gylling, 2007, som ellers handler om Kongens indgriben i den politiske proces.

[57] ML’erne var Frijs, Theilmann, Hey og Sonne, mens MF’eren var Wenzel Neergaard. Jens Theilmann (1865-1938), løjtnant, landmand, ML (6. kreds) 1910-18. Frederik Hey (1857-1925), konsul, Odense, ML (6. kreds) 1902-18. Chr. Sonne (1859-1941), landmand, ML (5. kreds) 1902-18. Wenzel Neergaard (1864-1919), godsejer, Fårevejle, MF (Svendborg 3.) 1906-18.

[58] Se C. V. Bramsnæs m.fl., Politisk Testamente, København, 1962, p. 55ff.

[59] Thorvald V. Povlsen (1868-1942), cand. theol., højskolelærer, sognepræst, MF (Hornslet) 1910-20 og (Randers Amt) 1920-35, gruppeformand for Det Radikale Venstre 1913-16, kirkeminister 1916-20. Det er her tale om den såkaldte Arboe-Rasmussen-sag: Niels Peter Arboe-Rasmussen (1866-1944), cand.theol. 1890, sognepræst på Gjøl 1890-97 og i Skibsted 1897-1917, 1911 indledt en undersøgelse p.g.a. hans frisinde teologiske synspunkter, 1913 søgte han forflyttelse til Vålse på Lolland, hvorefter bispekollegiet besluttede at rejse en sag, frikendt i Højesteret 1916, 1917 udnævnt til præst i Vålse direkte under Kirkeministeriets tilsyn, 1920 søgte han sin afsked og fik en stilling på Det Kongelige Bibliotek, jf. da.wikipedia.org

[60] Se Jørgen Fink, Storindustri eller middelstand – Det ideologiske opgør i Det Konservative Folkeparti 1918-20, Viborg, 2000, især p. 195 ff.

[61] L. V. Birck (1871-1933), dr. polit., professor ved Københavns Universitet, MF (Københavns 4.) 1903-10 og (Aalborg Amt) 1918-20

[62] Chr. H. Olesen (1885-1960)

[63] Chr. Høisgaard (1881-19XX), fra 1912 ansat som agitator for Højre og fra 1915 Det Konservative Folkeparti med Jylland som arbejdsområde

[64] P. D. Bruun (1862-1932), skovrider, Hovmarksgården, Dover, ML (6. kreds) 1918-20, skovrider for aktieselskabet Ashøje Plantage 1919-31 og selskabets formand 1931-32.

[65] Kr. Pedersen (18XX-19XX), landmand, Hurup, folketingskandidat i Hurupkredsen ved valget 21. september 1920.        

[66] L. P. Petersen (18XX-19XX), lærer, Faddersbøl, senere Thisted, folketingskandidat i Morsøkredsen ved valgene 1920 (21/9), 1924 og 1926, kredsformand i Hurupkredsen 1923-33.

[67] Det Konservative Folkeparti blev anmeldt på Rigsdagen 18. december 1915 af otte MF’ere og 26 ML’ere, og formelt stiftedes partiorganisationen ved et landsrådsmøde 22. februar 1916.

[68] Victor Pürschel (1877-1963), cand. jur., generalauditør, MF (Viborg Amt) 1920-24 og (Randers Amt) 1924-39, formand for folketingsgruppen 1922-28 og for rigsdagsgruppen 1928, medlem af Gentofte Kommunalbestyrelse 1929-31, udtrådte af partiet 1939 som medstifter af Nationalt Samvirke, medstifter af Dansk Folkeparti 1941 og med i ledelsen til 1943

[69] Anders Vigen (1879-1967), journalist, politisk redaktør ved Berlingske Tidende i 1930’erne, medlem af hovedbestyrelsen for Den Konservative Vælgerforening i København og af partiets repræsentantskab

[70] Thyborøn hørte indtil 1. april 1954 til Vestervig-Agger Kommune og dermed Thisted Amt.

[71] Henning Hasle (1900-86), højesteretssagfører, MF (Århus Amt) 1932-45, formand for rigsdagsgruppen 1939-40, minister uden portefølje 1940, var under Besættelsen med til sammen med modstandsbevægelsen at forberede ”landssvigerlovene”. Efter Befrielsen angrebet for et brev, der var sympatisk over for samarbejdspolitikken. Valgte derfor at gå ud af politik op til valget i 1945. Se nærmere herom i Henry A. Robæk m.fl. (red.), Århus-konservatismen 100 år, Århus, 1973.

[72] Se ovenfor om Rottbøll og partiet i 1917.

[73] Kaj Munk (1898-1944), sognepræst, forfatter, skuespillet Niels Ebbesen blev trykt og forbudt i 1942, henrettet i Hørbylunde Bakker ved Silkeborg af en tysk terrorpatrulje.

[74] Fællessangsstævner, der blev arrangeret under den tyske besættelse i sommeren 1940 som udtryk for dansk national vækkelse. Alsang begyndte i Aalborg, bredte sig ud over landet og kulminerede den 1. september, da 750.000 mennesker sang sammen på 208 steder (Gyldendals Online Leksikon).

[75] 29. august 1943 ophørte regeringen med at fungere. Derefter varetoges centraladministrationen af et kollegium af ministeriernes departementschefer og direktører frem til Befrielsen.

[76] Nimandsudvalget, Rigsdagens Samarbejdsudvalg, dansk parlamentarisk udvalg, nedsat efter aftale 2. juli 1940 mellem de partier, der ønskede “den bestaaende Forfatning bevaret som Grundlag for det politiske Liv”. Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre havde hver to repræsentanter, og Retsforbundet én. Ved forhandlinger mellem partierne og regeringen, ført for lukkede døre, sikredes grundlaget for regeringens Forhandlingspolitik over for Tyskland. Efter 29. august1943, da regeringen og Rigsdagen ophørte med at fungere, udvidedes udvalget til 13 medlemmer, og det blev det eneste forum for partiernes politiske drøftelser indtil maj 1945 (Gyldendals Online Leksikon).

[77] Se Nikolaj Bøgh, Brødrene Møller – Historien om et konservativt dynasti, Viborg, 2007, p. 121ff. Se også artiklen ”To”Bridgepartier” ledede vigtige dele af Frihedskampen”, interview med Aksel Møller i Fyens Stiftstidende 17. maj 1945.

[78] Aksel Møller (1906-58), cand. polit., landsformand for KU 1936-38, medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse 1937-50 og 1953-58, rådmand 1946-48, borgmester 1948-50 og 1954-58, MF (Vestre Storkreds) 1939-58, indenrigs- og boligminister 1950-53, formand for folketingsgruppen 1955-58. Se Nikolaj Bøgh, Brødrene Møller – Historien om et konservativt dynasti, Viborg, 2007.

[79] Poul Sørensen (1904-69), kontoruddannet, partisekretær 1935-41, forretningsfører (generalsekretær) 1941-50, næstformand for KU 1930-36, medlem af Roskilde Byråd 1933-50 og 1954-56, MF (Københavns Amt) 1941-47 og (Odense Amt) 1950-69, arbejds- og socialminister 1950-53, formand for folketingsgruppen 1958-68, indenrigsminister 1968-69.

[80] Vilhelm Buhl (1881-1954), cand. jur., skattedirektør i Københavns Kommune 1924-37, ML (1. kreds) 1932-39, MF (Maribo Amt) 1939-53, finansminister 1937-42, statsminister 1942 og 1945, medlem af nimandsudvalget 1942-45 og dettes formand 1943-45, formand for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe 1945-47, minister uden portefølje 1947-50.

[81] Hans Hedtoft (1903-55), litograf, forretningsfører for DSU 1922-29, ansat i Socialdemokratiet fra 1929, partisekretær fra 1935, partiformand fra 1939 (1941-45 trådt tilbage efter tysk krav), MF (Østre Storkreds) 1935-41 og 1945-55, arbejds- og socialminister 1945, statsminister 1947-50 og 1953-55, formand for rigsdagsgruppen 1950-53.

[82] H. C. Hansen (1906-60), typograf, forbundsformand for DSU 1933-37, ansat i Socialdemokratiet fra 1937-53 (1941-45 trådt tilbage efter tysk krav), MF (Københavns Amt) 1936-60, finansminister 1945 og 1947-50, handelsminister 1950, udenrigsminister 1953-58, statsminister 1955-60, partiformand fra 1955.

[83] Knud Thestrup (1900-80), cand. jur., dommer, medstifter af den konservative vælgerforening i Fjerritslev 1929, medlem af Herning Byråd 1943-45, formand for Danmarks Frihedsråds lokalkomité i Herning 1945, MF (Ringkjøbing Amt) 1947-71 og (Østre Storkreds) 1971-73, Folketingets anden næstformand 1964-68, partiformand 1965-72, justitsminister 1968-71.

[84] Kong Christian X (1870-1947), konge fra 1912.

[85] Nu Danske Banks parkeringsplads i Asylgade.

[86] Halfdan Hendriksen (1881-1961), industrimand, bl.a. direktør for Carlsberg 1946-53, MF (Søndre Storkreds) 1924-32 og (Østre Storkreds) 1943-47 og (Københavns Amt) 1953-57, ML (1. kreds) 1932-43 og 1947-53, Landstingets tredje næstformand 1937-39, formand for landstingsgruppen 1939-40 og rigsdagsgruppen 1940, handelsminister 1940-45 (43), partiformand 1948-57, Folketingets anden næstformand 1953-57.

[87] Erik Scavenius (1877-1962), cand. polit., diplomat, udenrigsminister 1909-10 og 1913-20 for Det Radikale Venstre, ML (landstingsvalgt) 1918-20 og 1925-27, partiformand 1922-24, formand for dagbladet Politikens bestyrelse 1932-40, udenrigsminister uden for partierne 1940-45 (43) og fra 1942 tillige statsminister.

[88] Knud Kristensen (1880-1962), landmand, MF (Randers Amt) 1920-29 og 1932-49, formand for Venstres folketingsgruppe 1940 og 1942-45, indenrigsminister 1940-42 og 1945, partiformand 1941-49, statsminister 1945-47, meldte sig 1953 efter den nye grundlovs vedtagelse ud af Venstre og stiftede partiet De Uafhængige.

[89] Den officielle titel på regeringschefen var 1848-55 premierminister og 1855-1918 konseilspræsident, men i denne fremstilling, herunder noterne, har jeg valgt konsekvent at bruge betegnelsen statsminister.

[90] Dansk Ungdomssamvirke (DU), oprettet som en paraplyorganisation i løbet af sommeren 1940 på initiativ af de politiske ungdomsforeninger for at “fremme ungdommens vilje til danskhed og ansvarsbevidsthed over for fædrelandet”, dvs. modvirke en nazificering af ungdommen. En lang række organisationer tilsluttede sig, og som formand for samvirkets repræsentantskab valgtes professor Hal Koch, hvis program var at skole ungdommen i demokratiets idéer og her og nu at slutte op om regeringens og Rigsdagens samarbejdspolitik. Efter august 1943 sygnede organisationens indflydelse hastigt hen (Gyldendals Online Leksikon). Skiftede 1951 navn til det nuværende Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

[91] Den senere Kong Frederik IX (1899-1972), konge fra 1947.

[92] Se ovenfor om Rottbøll og partiet i 1917.

[93] Kristen Amby (1894-1961), sogne- og fængselspræst, MF (Københavns Amt) 1932-43 og (Odense Amt) 1943-50 og (Østre Storkreds) 1950-53 og (Vestre Storkreds) 1953-62, ML (1. kreds) 1953, formand for folketingsgruppen og rigsdagsgruppen 1945.

[94] Carl Westermann (1894-1947), søofficer, kommandør, MF (Østre Storkreds) 1933-47, Folketingets anden næstformand 1939 og 1945, første næstformand 1943.

[95] Poul Møller (1919-97), landsretssagfører, redaktør, landsformand for KG 1937-38 og for KU 1943-48, MF (Maribo Amt) 1950 og (Skanderborg Amt) 1950-57 og (Københavns Amt) 1957-66 og (Frederiksborg Amt) 1966-71, finansminister 1968-71, medlem af Europa-Parlamentet 1979-86. Se Nikolaj Bøgh, Brødrene Møller – Historien om et konservativt dynasti, Viborg, 2007.

[96] Der findes et pressefoto fra 1960, hvor han i Folketingets tilhørerloge for tidligere medlemmer har rejst sig ”for at stemme for” loven om Hanstholm Havn. Se Tage Leegaard m.fl. (red.), Med troen som ballast – et hyldestskrift til Vilhelm Fibiger i anledning af grundlovens 150-års dag, Koldby, 1999, p. 12.

[97] H. C. Toft (1914-2001), skovfogeduddannet, landmand, ejer af Bjørndalgård i Uglev 1943-87 og medejer af Egebaksande i Vang 1977-82, amtsformand for KU i Thisted Amt 1937-38, frivillig i den finske vinterkrig 1939-40, leder af modstandsbevægelsen i Sydthy, MF (Thisted Amt) 1957-71 og (Viborg Amt) 1971-75, formand for folketingsgruppen 1968-69, indenrigsminister 1969-71, Folketingets tredje næstformand 1973-75. En søn, Hans Toft (født 1947), var MF (Ringkjøbing Amt) 1971-75 og har siden 1993 været borgmester i Gentofte.

[98] Se bl.a. Ditlev Tamm, Det høje C, Viborg, 1999, og Nikolaj Bøgh, Brødrene Møller, Viborg, 2007.

[99] Poul Henrik Houe (født 1938), landmand, reserveofficer, ejer af Ulstrup i Hundborg, folketingskandidat i Holstebrokredsen 1974-77 og i Thistedkredsen 1977-90, medlem af Thisted Byråd 1981-85 og 1990-2001, MF (Viborg Amt) 1984-87.

[100] Else Theill Sørensen (født 1941), cand. mag. i matematik, fysik og kemi, lektor, kredsformand i Skivekredsen 1982-84, amtsformand i Viborg Amt 1984-87, MF (Viborg Amt) 1987-90 og 2001-05, medlem af Skive Byråd (sammenlægningsudvalget) fra 2006.

[101] Thys muligheder for repræsentation på tinge siden 1848:

1848: Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling blev Thisted Amt opdelt i fire opstillingskredse: Bjergetkredsen, Thistedkredsen, Vestervigkredsen og Nykøbingkredsen. Valg i enkeltmandskredse.

1849: Ved det første og senere folketingsvalg fortsatte kredsinddelingen fra 1848 i Thisted Amt. Valg i enkeltmandskredse.

1866: Efter den reviderede grundlov nyinddeltes Thisted Amt i fire valgkredse - der var tale om sogneflytninger mellem kredsene: Bjerget Kro-Kredsen (fra 1905 Frøstrupkredsen), Thistedkredsen, Vestervigkredsen (fra 1894 Hurupkredsen) og Nykøbingkredsen. Valg i enkeltmandskredse.

1918: Efter den nye grundlov af 1915 indførtes der proportionalitetsvalg i amtskredse med både kreds- og tillægsmandater. Thisted Amt nyinddeltes nu i tre valgkredse: Thistedkredsen, Hurupkredsen og Nykøbingkredsen. Overgangsordning 1918-20 med både enkeltmandskredse og tillægsmandater i amterne.

1971: Efter kommunalreformen i 1970 var Thisted Amt forsvundet. Thistedkredsen (Thisted, Hanstholm og Sydthy kommuner) og Morsøkredsen (Morsø Kommune) indgik nu i Viborg Amt. Fortsat proportionalitetsvalg i amtskredse.

2007: Efter strukturreformen udgør Thisted og Morsø kommuner opstillingskredsen Thisted i Nordjyllands Storkreds. Fortsat proportionalitetsvalg i de nye storkredse.

[102] Tage Leegaard (født 1954), landmand, kvægavlskonsulent, lærer, Sønderhå, landsrådsvalgt medlem af hovedbestyrelsen 1997-2000, kredsformand i Thistedkredsen 1998-2001, medlem af Thisted Byråd 2006, folketingskandidat i Thistedkredsen fra 2007.

[103] Lene Espersen (født 1965), cand. jur., MF (Nordjyllands Amt) 1994-2007 og (Nordjyllands Storkreds) fra 2007, justitsminister fra 2001.

[104] Jakob Axel Nielsen (født 1967), cand. jur., MF (Nordjyllands Amt) 2005-07 og (Nordjyllands Storkreds) fra 2007, transport- og energiminister 2007, sundhedsminister fra 2007.

[105] Knud Kristensen (født 1953), murermester, borgmester i Års Kommune 1997-2006, medlem af Vesthimmerlands Kommunalbestyrelse fra 2006, MF (Nordjylland Storkreds) fra 2007.

[106] Her er partiets stemmeandel i de 10 storkredse: 10,1 pct. i Københavns Storkreds, 13,2 pct. i Københavns Omegns Storkreds, 13,8 pct. i Nordsjællands Storkreds, 6,0 pct. i Bornholms Storkreds, 8,5 pct. i Sjællands Storkreds, 13,3 pct. i Fyns Storkreds, 8,3 pct. i Sydjyllands Storkreds, 8,7 pct. i Østjyllands Storkreds, 7,7 pct. i Vestjyllands Storkreds og 13,4 pct. i Nordjyllands Storkreds

[107] Lene Espersen, ”Vi er så konservative, at det gør noget”, kronik i Kristeligt Dagblad 15. marts 2008.

Der er forskellige mangler i ovenstående noter. Dem modtager jeg gerne rettelser og tilføjelser til.