Jyllandsposten, 1. september 1970:

Borgere angreb
lejren i Frøstrup

Modaktion efter aktivisters
besættelse af sognekirke

200 vrede og ophidsede thyboer stormede i aftes Frøstrup-lejren med en sådan energi, at adskillige af Det ny Samfunds medlemmer i rædsel måtte flygte over stok og sten og tilkalde hjælp hos politiet i Thisted – det politi, som lejrens beboere i de sidste dage har været på kant med.
15 aktivisters besættelse af Hjardemål kirke var dråben, som bægeret til at flyde over. Mange af Frøstrup-egnens beboere har hele sommeren følt sig generet af de frie former, som lejrens medlemmer lever under, og da de nu også besatte kirken, blev det for meget for thyboerne.
Ved godt 20-tiden drog et par hundrede mand af hus for at tage sagen i egen hånd, og det kom til svære håndgribeligheder. Lejrens beboere frygtede for liv og lemmer. De hidkaldte politiet.

- Og vi kunne åbenbart ikke komme hurtigt nok, sagde kriminalassistent P.H. Hedehus i aftes til Jyllands-Posten, for de ringede mindst 15 gange, inden vi nåede frem med 50 betjente.
Da thyboerne stormede lejren, flygtede mange af dens beboere med børn, hunde og katte, og der blev uddelt drøje hug, inden politiet nåede frem i løbet af en halv times tid. Ingen blev alvorligt kvæstet, men det lykkedes den lokale befolkning at få revet adskillige telte op, før politiet fik stoppet urolighederne. - Folk er simpelthen blevet trætte af den terror, som har været en følge af lejren, fortsatte kriminalassistent Hedehus, og aktivisterne gjorde det absolut forkerte, da de trængte ind i kirken. Med denne handling ophørte befolkningens tålmodighed. - Jeg tror, Det ny samfund gør klogt i ikke mere at oprette en lejr i Thy.

31. august 1970. Thy-lejren (Frøstrup-lejren). Ophidsede beboere gav håndfast udtryk for, hvad de mente om "besættelsen" af Hjardemål Kirke, da en lille gruppe fra lejren dukkede op - og straks blev jaget på vild flugt.