En nybygger i Hanstholm

Af Flemming Skipper

 

Fredag 8. september 1967 er en travl dag for det officielle Hanstholm og de mange tilrejsende udefra. Først festgudstjeneste. Siden indvielses-højtidelighed i auktionshallen og reception på kommunekontoret. Kongefrokost på Hotel Hanstholm og indvielse af isværk. Og så endnu et højdepunkt: Festen om aftenen i Hanstholm-Hallen. En fest der fortsætter lørdag og søndag.
Auktionshallen er vel ikke den mest stemningsfulde sal til så fornemme gæster som ministre, amtmand og kong Frederik, men på den anden side er symbolværdien klar: Hanstholm er en nybyggerby med ambitioner, men uden fine manerer, og dette store betonrå lokale er et brugsrum, der blot for én dags skyld er lånt ud til andet formål.
Men festarrangørerne har undervurderet thyboernes interesse i den nye havn.
I løbet af dagen er der kommet hundreder og andre hundreder biler til Hanstholm, og den ’rigelige parkeringsplads’, der er blevet annonceret med, er meget hurtigt fyldt op. Resultatet er et kaotisk bånd af holdende biler i rabatterne på udfaldsvejen, og trafikken bliver yderligere kompliceret af bilister, der vil hjem, og af nytilkomne, der fortvivlet leder efter et ledigt hul. Og ’bedre’ bliver det ikke i de følgende dages havnefestligheder. De kalder på en ’Hanstholm-løsning’. Henry Høyer – el-installatør, ildsjæl og medlem af festudvalget – må træde i aktion. Tage hænderne i egen hånd – så at sige – og hjælpe politiet med at guide bilister på rette vej. Søndag besøger anslået 35.000 mennesker Hanstholm, og de fleste snegler sig i 10.000 biler til og fra havnen. Henry Høyer slider i det på Kai Lindbergs Gade.
Det er en af de mange historier i den store historie i den nye bog om Hanstholm, der udkommer 4. november: ’Drøm og virkelighed’. Fortsættelsen af ’Drømmen om en havn’ fra 2013. Forfatterne er Knud Holch Andersen, Mie Buus og Flemming Skipper.
Forventningerne til fremtiden var store, da havnebyggeriet blev sat i gang. Unge driftige håndværkere fandt hurtigt ud af, at her kunne man bygge en ny virksomhed op.
Henry Høyer havde tidligere haft forretning i Thisted, men da loven om Hanstholm Havn blev vedtaget, drev han virksomhed i Skanderborg. Et vennepar fra Thisted opfordrede familien til at flytte til Hanstholm: ”Efter at vi havde været i tænkeboks, valgte vi at lade den gamle drøm, spændingen og optimismen råde, og vi flyttede til Hanstholm,” hedder det i en erindring. Henry Høyer fik autorisation under Nordthy Strømforsyning til at drive installatørforretning i Hanstholm. I løbet af sommeren 1960 blev han inviteret til orienteringsmøde med byplangruppen. Her fik han at vide, at der nok ville gå en rum tid, før der ville komme gang i byggeriet.
I december kørte flyttevognen med alle familiens ejendele af sted mod Hanstholm. Her flyttede de ind i et lille hus på Roshagevej, en barak fra besættelsestiden. Henry Høyer og hans familie blev de første tilflyttere til Hanstholm, efter at havneloven var vedtaget. I løbet af januar fik han indrettet værksted i en gammel rutebilgarage. Nu ventede han kun på kunderne. De kom, da formand Justesen fra havnekonsortiet i løbet af foråret ringede og fortalte, at nu skulle der indrettes lejligheder til overingeniør Funder og andre medarbejdere i Hanstedgaard, den gamle officersbarak fra besættelsestiden. ”Han kunne have kaldt på mig midt om natten, og jeg ville være sprunget op – klar til at arbejde”, erindrer Henry Høyer. Kort efter gik konsortiet i gang med at opføre en ny administrationsbygning. Det gav også arbejde til håndværkerne. Henry Høyer engagerede sig hurtigt i familiens nye lokalsamfund. Vognmand Egon Harbo opfordrede til at melde sig ind i borgerforeningen - og allerede ved den næste generalforsamling opfordrede han Henry Høyer til at overtage formandsposten.