Katastrofealarm på Hanstholm Havn

Dramatiske 68 minutter en julidag i 1987

Af Flemming Skipper. Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

HANSTHOLM: Når man ser det hele sådan lidt fra oven - fra udsigtspladsen ved siden af Restaurant Pynten - kan havne- og havsceneriet tage sig både imponerende og nærmest roligt ud trods den travle aktivitet.
Men det kan være et synsbedrag.
Vesterhavet er en farlig samarbejdspartner, det er ikke sådan at spøge med, og selv på vej ind i havnebassinerne kan man ikke vide sig sikker.
Historierne er mange og i flere tilfælde også meget dramatiske med tabte menneskeliv til følge. Heldigvis er der også lykkelige slutninger - som skåret ud af et manuskript til en film.

katastrofealarm
Men først skal der slås katastrofe-alarm, som der blev 17. juli 1987. Og 68 minutters dramatik skulle der til, før kutter med tre var reddet.

Tre Skagens-fiskere var med den gamle kutter 'Ole Degn' et forlis nær i det kritiske hjørne af Hanstholm Havns yderbassin.
Kutterens styretøj svigtede, netop som de var kommet inden for ydermolen, og selv om ankeret blev kastet, var 'Ole Degn' i den kraftige blæst på vej mod det hjørne af den østre tværmole, hvor 10 polske søfolk fem år tidligere mistede livet.
Det var 'Brda'-kastrofen, og den var endnu i frisk erindring. Som den er det den dag i dag blandt holmboerne. En katastrofe man i øvrigt kan læse om andet sted.
'Ole Degn' var kun 30 meter fra den stensatte mole. Entreprenør Evan Andersens kran har på billedet sin arm med redningskurv strakt ud mod havaristen, mens dykkeren med svømmefødderne i hånden afventer, om han skal gå i bølgerne.
Den omstændighed, at lodsbåden 'Pilot' straks kunne gå til undsætning og med en trosse give den første hjælp, var medvirkende til, at de dramatiske 68 minutter ikke endte i en ulykke.

Reporter og poet
Thisted Amts Tidende (Thisted Dagblad) fik i 1966 som den første avis - og eneste skulle det vise sig - "fast repræsentation" i den kommende havneby i Hanstholm.
Redaktøren hed Kai Digens, han blev nogle år senere afløst af Knud Erik Nielsen, derefter Jens Kofoed, Mette Fastrup og senest Jens Fogh Andersen. I dag er lokalredaktionen lukket og opgaverne varetages fra hovedredaktionen i Thisted - i den "nye" Thisted Kommune.
Mette Fastrup døde som 77-årig i november 2010. Hun kom til Hanstholm i februar 1980 og havde altså været på posten et halvt år, da hun var på havnen for at rapportere til redaktionen ude i Thisted om de dramatiske minutter.
Et journalistisk virke i en havneby som Hanstholm var ensbetydende med udfordringer, som kolleger andre steder måske ikke mødte.
Det afskrækkede dog ikke Mette Fastrup, der i stille stunder fik tilskyndelse til også at sætte Hanstholm ind i en poetisk og historisk sammenhæng. Og med forfriskende ordbilleder, som når hun beskriver bølgerrne der slår ind over molen "som splinter af krystal".
Pludselig kan man se det for sig - sådan er det jo!
Det er en sang på melodien 'En sømand har sine enegang ...' og skrevet i anledning af havnens 20 års dag og indvielse af nyt bassin og auktionshal 8. september 1987. Og sunget ved den officielle fest på Restaurant Pynten 30. september. Sangen kom med i 'Thylands Sangbog' i 1996.

Hanstholm Havn 1967-1987

Det hvide fyr som bjergets bavn
slog lysets vifte ud
og lyste skib fra havn til havn
i nat og storm og slud.
Og skibe kom og skibe gik
ad horisontens sti,
endnu før Hansted havnen fik
at spejle lyset i.

Mens mågevingens skygge skrev
sit kvad på bølgen blå,
det Hansted var og Hanstholm blev,
det ikke glemmes må,
at folk med fisk i kurv og bør,
med møje fandt en vej
fra strand mod bjerg til hjemmets dør
og åbned den for dig.

En havn, der bare var et navn,
et syn i fremtids dis,
en sikker havn med molers favn,
hvad bliver mon din pris?
Og fulgt af tvivl og stædig tro
gled sænkekasser ned
at føje sig som skuldres bro
i række og geled.

En havn, et hav, et bølgeslag,
der synger i vort blod,
en havn, der blev en fælles sag
ved Hansted-Knudens fod
med dagligdagens myreflid
på modets fundament,
javel, vi ved, det tog sin tid,
men nu er Hastholm kendt.

Mens bølge over mole slår
som splinter af krystal,
vi glemmer, hvad der gik i skår,
og følger havets kald.
Vi nynner med ved nat, ved dag
på håbets melodi –
en havn, et hav, et bølgeslag
med nye drømme i.